V ES TRE LA N DSRET DOM afsagt den 10. maj 2019 Sag BS-14550/2018-VLR (10. afdeling) Part 1 (advokat Tina Møller Lauridsen) mod Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke) Landsdommerne Poul Hansen, As

14, stk. 1,

1. punktum (lovbekendtgørelse nr. 1113 af
2. september 2013), at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og § 15, 17 og
3. Af

26, stk. 1, fremgår, at gevinst og tab på fordringer og gæld opgøres efter reglerne i stk. 2-5, jf. dog 25, stk. 2-5, om lagerprincippet og 25, stk. 7-10. Af 26, stk. 2, fremgår, at gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør, at have erhvervet fordringen for et højere beløb. Klageren er ikke berettiget til fradrag for tab på den omhandlede fordring, jf.

14, stk.

1. Der er herved lagt vægt på, at fordringen først er stiftet på det tidspunkt, hvor klagerens daværende ægtefælle misligholder betalingsaftalen, og hvor klageren bliver debitor for hele gælden til sparekassen. Fordringen mod klagerens tidligere ægtefælle anses på dette tidspunkt for at være uden værdi, således at fordringen på stiftelsestidspunktet har en værdi på
2. Klageren har derfor i medfør af

§ 26, stk.

2, ikke lidt et fradragsberettiget tab på fordringen. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.” For landsretten er der fremlagt et gældsbrev underskrevet den

1. og
2. juni Part 1 P1 2011, hvoraf det fremgår, at og optog et fælles boliglån i Sparekassen Djursland, og at lånet var en forhøjelse af et bestående lån. Forklaringer 5 har forklaret, at han sammen med sin tidligere ægtefælle, , optog et lån i Sparekassen Djursland i 2011 bl.a. til renovering af førstesalen i deres fælles hus. De havde da været gift i ca. 8 år. Lånet var en forhøjelse af et tidligere lån fra en anden ombygning af huset. Det var et fælles lån, da det var et fælles hus. Banken havde pant i huset. De talte ikke om, hvad der skulle ske, hvis den ene ikke kunne betale sin del af lånet. Han vidste godt, at det kunne indebære, at han skulle betale hele lånet, hvis P1 ikke kunne betale sin del. ”Det vendte begge veje”. Part 1 P1 De skrev selv bodelingsoverenskomsten i forbindelse med deres separation. Det var en betingelse for, at han ville overtage huset, at de skulle dele boliglånet. Han overtog huset, men banken ville ikke være med til at dele boliglånet. Han stod herefter for at betale lånet til banken via sin budgetkonto, mens P1 overførte sin del af betalingerne til ham. P1 blev ustabil med betalingerne, og gælden til banken blev større. Banken blev utålmodig og krævede, at han skulle betale hele gælden. Han forhandlede med banken og optog et nyt lån i 2015, som han indfriede den gamle gæld med. Han betalte banken for at redde sit hus. Han betalte ikke gælden for at få en fordring mod sin tidligere ægtefælle. Han har fået dom over P1 for det beløb, hun skylder ham i deres indbyrdes forhold, men hun har ikke betalt nogen del af gælden til ham. Kravet mod hende er ikke noget værd. De blev skilt i november 2012, da de skulle vente et halvt år, efter at de var blevet separeret. Det er formentlig en fejl, hvis det er oplyst til SKAT som gengivet i Landsskatterettens afgørelse, at de blev separeret i juni 2011 i stedet for juni
3. Anbringender har til støtte for sin påstand overordnet gjort gældenP1 de, at han har lidt et tab på fordringen mod , at fordringen er omfattet af

§ 14

, og at tabet på fordringen skal opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen, jf.

§ 26, stk.

1. Part 1 Han har endvidere gjort gældende, at fordringen må anses for at være stiftet på tidspunktet for oprettelsen af fælleslånet i Sparekassen Djursland i juni 2011, idet han på dette tidspunkt påtog sig forpligtelsen som meddebitor, og idet han derefter ikke havde mulighed for at frigøre sig for hæftelsen. Dette støttes også af, at regresfordringen er afledt af den oprindelige fordringshavers retsstilling. Da han indfriede fælleslånet i 2015, indtrådte han i Sparekassen Djurslands retsP1 stilling over for bl.a. i forhold til fordringens stiftelsestidspunkt, og regresfordringen må derfor anses for at være stiftet på samme tidspunkt som den oprindelige fordring. Da kursværdien på tidspunktet for fordringens stiftelse i 2011 udgjorde kurs 100, hvilket er ubestridt af skatteministeriet, og da fordringen på afståelsestidspunktet i 2015 udgjorde kurs 0, har han lidt et fradragsberettiget kurstab. 6 SKAT har ved styresignal af
2. april 2016 (SKM2016.173.SKAT) skærpet praksis for fradrag efter

§ 14

, men den skærpede praksis kan ikke få betydning for hans fradragsret for tabet på regresfordringen mod hans tidligere ægtefælle. har i anden række anført, at uanset om regresfordringen først anses for stiftet på det tidspunkt, hvor han indfriede fælleslånet, skal anskaffelsessummen fastsættes til indfrielsesbeløbet. Han påtog sig den solidariske forpligtelse ved oprettelsen af det fælles lån i Sparekassen Djursland, og han var på dette tidspunkt villig til at betale indfrielsesbeløbet for regresfordringen. Han har derved godtgjort, at han har erhvervet regresfordringen for et højere beløb end kursværdien, jf.

§ 26, stk.

2,

1. pkt. Part 1 Skatteministeriet har til støtte for sin påstand overordnet gjort gældende, at Part 1's fordring er stiftet, da han indfriede lånet med den solidariske hæftelse og overtog hele gælden, og at anskaffelsessummen skal opgøP1 res til kursværdien på anskaffelsestidspunktet, som er 0 kr., da ikke var i stand til at betale. Det fremgår ikke klart af forarbejderne til kursgevinstloven, hvordan bestemmelsen i § 26, stk. 2,
2. pkt. nærmere skal forstås. Det følger af en naturlig sproglig forståelse af ordet ”anskaffelsessum”, at det afgørende er den skattepligtiges motiv, dvs. om betalingen skete med henblik på anskaffelse af en fordring. fordring opstod, da han indfriede sin tidligere ægtefælles andel af den gæld, som de hæftede solidarisk for. Så længe ægtefællerne begge hæftede for lånet, havde ingen af dem en fordring mod den anden. Det forhold, at den solidariske hæftelse kunne udløse et regreskrav, hvis en af ægtefællerne ikke betalte sin andel af lånet, udgjorde ikke en fordring. En regresfordring i et solidarisk skyldforhold opstår først på det tidspunkt, hvor den ene låntager misligholder sine forpligtelser, og den anden låntager opfylder for den misligholdende låntager og dermed overtager kreditors krav. Dette støttes tillige af Højesterets dom gengivet i U 2002.836 H, hvorefter regresfordringer i kautionsforhold stiftes ved kautionistens indfrielse af kautionsforpligtelsen. Part 1's Part 1 Det beløb, som betalte til Sparekassen Djursland, var ikke udtryk for en købesum for erhvervelse af en værdiløs regresfordring mod hans tidligere ægtefælle, men derimod for hans opfyldelse af den solidariske hæftelse, som han tidligere havde påtaget sig over for Sparekassen Djursland. Ved indfrielsen af fælleslånet opfyldte han det løfte, som han havde givet over P1 for banken, og han indtrådte som følge heraf i kravet mod . Regresfordringen fulgte naturligt med som en slags accessorium. 7 Part 1 Da anskaffelsessummen for regresfordringen var 0 kr., har ikke lidt et tab, jf.

§ 26

, og han har ikke fradragsret i henhold til

§ 14

. Part 1 Skatteministeriet har endvidere anført, at ikke har godtgjort, at han har erhvervet regresfordringen for et højere beløb end fordringens kursværdi, jf.

§ 26, stk.

2,

1. pkt. Skatteministeriet har endelig anført, at styresignalet af
2. april 2016 ikke vedrørte solidariske låneforhold som i denne sag. Landsrettens begrundelse og resultat Det følger af

§ 14, jf.

§ 1, stk. 1, nr. 1, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter

§ 26, stk.

2, opgøres gevinst og tab på fordringer som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Anskaffelsessummen fastsættes til kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb. P1 Ved gældsbrev underskrevet den

1. og
2. juni 2011 optog Part 1 og et boliglån med solidarisk hæftelse i Sparekassen Djursland. Til sikkerhed for lånet fik Sparekassen Djursland pant i låntagernes fælles ejendom. Part 1 Det lægges efter forklaringen fra til grund, at han i 2015 betalte gælden til Sparekassen Djursland som følge af den solidariske hæftelse for boliglånet. Han betalte ikke gælden med henblik på at erhverve en fordring mod sin tidligere ægtefælle. Det forhold, at den solidariske hæftelse for boliglånet kunne udløse et regreskrav, hvis en af ægtefællerne ikke kunne betale sin del af lånet, indebar ikke, at ægtefællerne derved havde en fordring på hinanden fra tidspunktet for stiftelsen af fælleslånet i Sparekassen Djursland i juni
3. Regresfordringen opstod P1 på det tidspunkt, hvor havde misligholdt sine forpligtelPart 1 ser over for Sparekassen Djursland, og hvor som følge af den solidariske hæftelse indfriede fælleslånet. Regresfordringen er derfor Part 1's først erhvervet ved indfrielse af det fælles boliglån i P1 2015, og da på dette tidspunkt var insolvent, udgjorde Part 1 fordringens kursværdi 0 kr. Herefter, og da efter det anførte ikke har godtgjort, at regresfordringen er erhvervet for et højere beløb Part 1 end kursværdien, frifindes Skatteministeriet. Det, som har anført om styresignalet af
4. april 2016, kan ikke føre til et andet resultat. 8 Part 1 Efter sagens udfald skal i sagsomkostninger betale 15.000 kr. inkl. moms til Skatteministeriet. Ud over sagens værdi og omfang er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til, at parterne har været enige om, at sagen er af principiel karakter. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes. Part 1 I sagsomkostninger skal inden 14 dage betale 15.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.