Overdragelse af en kostbar lystyacht fra fallenten, Kreditoren , til samleveren, Debitoren , har karakter af en proformadisposition og er dermed en særlig klar gavedisposition omfattet af
Landsrettens kendelse må læses således, at der herved er taget stilling til konkursbetingelserne. Hvis Højesteret finder, at landsretten ikke har taget stilling til betingelserne for at tage Debitorens bo under konkursbehandling, påstås sagen hjemvist til landsretten til fortsat behandling. Debitoren har anført, at sager anlagt af et konkursbo skal anlægges ved de almindelige domstole, jf.
Det betyder, at skifteretten ikke er kompetent til at pådømme sager anlagt af et konkursbo. Skifteretten bliver ikke kompetent ved et konkursbos indgivelse af en konkursbegæring som alternativ til at anlægge en sag ved de almindelige domstole. Skifteretten er alene kompetent i sager anlagt af et konkursbo, såfremt parterne har indgået udtrykkelig aftale herom, hvilket parterne i den foreliggende sag ikke har. Helt åbenlyse grunde taler for denne retstilstand. Skifteretten kan ellers bringes i en situation, hvor den skal forholde sig til, hvorvidt kurator har handlet korrekt i forbindelse med en omstødelsessag. Har skifteretten i samme sag anset sig for kompetent til at behandle sagen, anlagt af kurator på vegne af konkursboet, er der risiko for en habilitetskonflikt og fallentens retssikkerhed er dermed i fare. Debitoren bestrider i øvrigt, at fordringen har tilstrækkelig klarhed til at kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret. Der er ikke tale om en omstødelig disposition, allerede fordi båden blev overdraget til markedspris, og hun er ikke nærtstående med Kreditoren . - 3 - Sagsfremstilling Den
l. Rekvirentens krav har derfor•i medfør af
§ 2, en sådan klarhed, at det kan danne grundlag for konkurs. Dog finder skifteretten, at afsigelse af konkursdekret skal betinges af sikkerhedsstillelse i medfør af
3 med kr. 100.000. Efter Debitorens oplysningerne om formue- og indtægtsforhold findes det godtgjort, at hun ikke vil kunne betale rekvirentens krav, og at hendes betalingsudygtighed ikke blot er forbigående, jf.
december 2011 konkursbegæringen og ophævede det afsagte konkursdekret med følgende begrundelse: Debitoren "Det krav, som konkursboet gør gældende mod , er et omstødelseskrav, jf.
kapitel 8. Et sådant krav skal efter
gøres gældende under en retssag ved de almindelige domstole, der rejses af kurator på boets vegne, med mindre parterne vedtager andet, jf. herved
1. Debitoren bestrider, at betingelserne for omstødelse er opfyldt. Hvis der tages stilling til hendes indsigelser i forbindelse med indgivelse af konkursbegæring mod hende og senere i forbindelse med fordringsprøveisen i hendes eventuelle konkursbo, bliver det skifteretten, der tager stilling til omstødelseskravet, hvilket ikke er i overensstemmelse med
. Landsretten bestemmer derfor, at konkursbegæringen skal afvises, og det afsagte konkursdekret ophæves." Kreditoren anlagde herefter den
606/71 om konkurs og tvangsakkord. I bemærkningerne til lovudkastets § 130, der svarer til lovens § 135, hedder det (s. 22 1222): "Retssager anlægges på boets vegne af kurator, som efter udkastet ikke behøver samtykke fra et eventuelt kreditorudvalg eller fra skiftesamlingen eller skifteretten. - ~ 5 - Af formuleringen af§ 196 fremgår, at skifteretten er kompetent for så vidt angår krav mod boet. Krav, som rettes af boet mod andre, er derimod såvel efter udkastet som efter gældende ret sædvanligvis underlagt de almindelige domstole. Udvalget har overvejet, hvorvidt man skulle foreslå en radikal udvidelse af skifterettens kompetence, således at denne skulle afgøre alle tvister, hvori boet var part. I nogle sager ville det være en fordel, at den dømmende ret besad et særligt kendskab til boets forhold. Bostyret ville undgå besvær ved møde for en ret, som måske befinder sig et andet sted i landet. Det vil undertiden kunne være ret tilfældigt, om det bliver boet, som anlægger sag, eller modparten, som gør krav gældende over for boet, i hvilket tilfælde skifteretten er kompetent. Ofte vil sagen kunne siges at have en nærmere tilknytning til det sted, hvor bobehandlingen foregår, hvor fallentens formue afvikles og krav mod ham behandles, end til den sagsøgtes bopæl eller forretningssted. Udvalget har dog ikke ment, at der er fuldt tilstrækkelig føje til at fravige den grundsætning, at sager føres der, hvor den sagsøgte part har sit hjemsted, når ikke selve sagens beskaffenhed giver den særlig tilknytning til et andet sted (de såkaldte undtagelsesværneting efter retsplejelovens §§ 240-44). Derimod har man anset det for ubetænkeligt at give parterne, d.v.s. på den ene side bostyret eller eventuelt en enkelt kreditor eller skyldneren, jfr. § 132 og § 133, og på den anden side den, mod hvem kravet rejses, adgang til at vedtage, at sagen behandles for skifteretten. Dette vil af de ovenfor nævnte grunde være en praktisk regel, og den omstændighed, at parternes motiv til at begære skifteretsbehandling kan være ønske om at spare retsafgift, kan ikke med større vægt anføres imod reglen. Når sagen skal anlægges "ved de almindelige domstole", ligger heri alene, at det ikke er skifteretten, som er kompetent. Er sagen efter sin beskaffenhed en boligretssag, skal den selvsagt anlægges ved boligretten." Højesterets begrundelse og resultat Efter
prøver skifteretten om betingelserne i§ 17 for at tage et bo under konkursbehandling er opfyldt. Skifteretten skal herunder prøve eventuelle indsigelser, som skyldneren fremsætter vedrørende fordringens beståen. Hvis en indsigelse mod en konkursfordring har en sådan karakter, at en stillingtagen til indsigelsen og dermed fordringen går ud over, hvad skifteretten kan prøve i forbindelse med afgørelsen om konkurs, er konsekvensen ikke, at skifteretten mister sin saglige kompetence, men at konkursbegæringen ikke kan tages til følge. Kreditors konkursbos anmodning om at tage Debitors bo under konkursbehandling støttes på, at hun har modtaget en omstødelig gave, jf.
§ 75. - 6 - Højesteret finder, at det forhold, at konkursbegæringen er fremsat af et konkursbo, og~afkon"kursboets krav støttes på en omstødelig disposition, ikke i sig selv kan medføre, at konkursbegæringen skal afvises. Det bemærkes herved, at
5 på baggrund af bestemmelsens forarbejder må antages at være indsat med henblik på at fastholde grundsætningen om, at sager som udgangspunkt skal føres der, hvor den sagsøgte part har sit hjemting, og at der med bestemmelsen alene tages stilling til, at den skifteret, hvor et bo verserer, ikke er kompetent til at behandle krav rejst af boet, medmindre parterne vedtager andet. Bestemmelsen kan derfor ikke antages at være til hinder for, at en skifteret efter reglerne i
kapitel 16, herunder § 133, prøver berettigelsen af et andet konkurs bos omstødelseskrav. Da landsretten har afvist konkursbegæringen under henvisning til kravets karakter af omstødelseskrav og således ikke taget stilling til, om konkursbetingelserne er til stede, tages parternes samstemmende subsidiære påstande til følge. Højesteret ophæver herefter landsrettens kendelse og hjemviser sagen til fortsat behandling ved landsretten. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse af 16. december 2011 ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved landsretten.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.