ECLI:DK:SHR:2024:BS0000000760 Delafgørelse om, hvorvidt Sø- og Handelsrettens dom i hovedsagen BS-35839/2018-SHR har negativ retskraft for så vidt an

1 SØ-OG HANDELSRETTEN DELDOM afsagt den

1. juni 2024 Sag BS-35041/2021-SHR Molslinjen A/S (”Molslinjen”) (advokat Erik Kjær-Hansen) mod Rønne Havn A/S (”Rønne Havn”) (advokat Mette Ravn Steenstrup) Denne afgørelse er truffet af vicepræsident Jette-Marie Sonne, vicepræsident Ha-rald Micklander og retsassessor Ina Darby Iwersen. Sagens baggrund og parternes påstande Dette er en delafgørelse, der drejer sig om, hvorvidt Sø- og Handelsrettens dom af
2. maj 2021 i BS-35839/2018-SHR har negativ retskraft for så vidt angår Mols-linjens påstand 2 angående de konkurrenceretlige forhold. Rønne Havn har fremsat påstand om, at Molslinjens påstand 2 i hovedsagen af-vises for så vidt angår misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Molslinjen har tages til følge. fremsat påstand om, at Rønne Havns afvisningspåstand ikke Oplysningerne i sagen til brug for rettens delafgørelse Molslinjen er et dansk aktieselskab, der varetager besejlingen af Bornholm. 2 Rønne Havn er dansk aktieselskab, der står for drift af havnen i Rønne. Bornholms Regionskommune er hovedaktionær med over 90 procent af aktierne i Rønne Havn. Hovedsagen drejer sig om berettigelsen af størrelsen af de skibsafgifter for anløb og anvendelse af havnen i Rønne, som Rønne Havn har opkrævet af Molslinjen, siden Molslinjen overtog besejlingen af Bornholm den
3. september
4. Molslinjen har i hovedsagen som påstand 1 fremsat en betalingspåstand over for Rønne Havn. Rønne Havn har overfor denne påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Molslinjen har desuden fremsat følgende påstand 2: Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets skibsafgifter opkræ-vet fra Molslinjen A/S siden
5. september 2018 er urimeligt høje og/ eller udtryk for urimelige forretningsbetingelser og udgør misbrug af Rønne Havn A/S' dominerende stilling i strid med konkurrence-lovens§ 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og/eller at de opkrævede skibsafgifter er i strid med aftalelovens § 36, og at Rønne Havn A/S derfor ikke er berettiget til at opkræve sådanne høje skibsafgifter fra Molslinen A/S. Omdrejningspunktet for delafgørelsen er Sø-og Handelsrettens dom af
6. maj 2021 i BS35839/2018-SHR. Denne sag var anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger A/S. Det fremgår af Sø- og Handelsrettens dom af
7. maj 2021 (BS-35839/2018-SHR): Sagens baggrund og parternes påstande Sagen, der blev anlagt den
8. juni 2018, vedrører det aftaleretlige grund-lag for opkrævning af havneafgifter, herunder om Rønne Havn har mis-brugt sin dominerende stilling ved opkrævning af afgifterne. Rønne Havn A/S har nedlagt påstand om, at Danske Færger A/S tilpligtes at betale kr. 34.043.608,90 med tillæg af renter, diskontoen + 5 % pr. må-ned af nedenstående beløb [for perioden
9. februar 2018 –
10. september 2018] … Danske Færger A/S har nedlagt følgende påstande: Påstand 1: Frifindelse. Påstand 2: Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets forhøjelser af havneafgifter over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra
11. januar 2018 til
12. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/S’ 3 dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. … Rettens begrundelse og resultat Danske Færger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i perioden fra den
13. september 2011 og frem til den
14. august 2017 i henhold til Hovedkontrakten. Molslinjen overtog den
15. september 2018 den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i henhold til en 10-årig kontrakt. Sagens tvist vedrører hovedsagelig den mellemliggende periode fra den
16. august 2017 til den
17. august
18. Som en del af Hovedkontrakten fik Danske Færger tiltransporteret en af-tale indgået mellem Transportministeriet og Rønne Havn om fortrinsret til brugen af færgeleje 1 i Rønne Havn. I aftalen var det forudsat, at der blev indgået en nærmere aftale mellem Danske Færger og Rønne Havn om vilkår for benyttelsen af Rønne Havn. Rønne Havns forretningsbetingelser fastsatte vilkårene for Danske Fær-gers benyttelse af Rønne Havn. Det fremgik af den for 2015 gældende udgave af forretningsbetingelserne, at Rønne Havn opkrævede skibsaf-gifter for anløb og anvendelse af havnen. Skibsafgifterne kunne enten be-tales som en månedlig afgift (månedsafgift) eller pr. anløb (dvs. listepri-ser for skibe, der ikke betalte månedsafgift). I perioden fra 2011-2017 blev Rønne Havns takster pristalsreguleret efter en forudgående fastfrysningsperiode på 10 år. Retten lægger til grund, at Transportministeriet i begyndelsen af 2015 henvendte sig til Danske Færger med henblik på at afklare, om Danske Færger ønskede at forlænge kontrakten vedrørende den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm med et år fra den
19. september 2017 til den
20. august
21. På baggrund heraf sendte Danske Færger den
22. februar 2015 et brev til Rønne Havn, Køge Havn og Ystad Havn for at få bekræftet, at besejlin-gen af havnene kunne fortsætte uændret på de eksisterende aftalevilkår frem til den
23. august
24. Danske Færger anmodede i den forbindelse Rønne Havn om at angive, om der var ekstraordinære forhold, som Rønne Havn ønskede at tage forbehold for. Efter ordlyden af brevet, herunder Danske Færgers udtrykkelige anmodning om at få oplysninger om eventuelt ekstraordinære forhold, som Rønne Havn ønskede at tage forbehold for, og bl.a. Person 1's forklaring herom, lægger retten til grund, at formålet med Danske Fær-gers henvendelse af
25. februar 2015 i det væsentligste var at klarlægge, om Danske Færger kunne fortsætte på de eksisterende prisvilkår, da Danske Færger alternativt skulle meddele Transportministeriet, at kon-traktvederlaget skulle reguleres i op- eller nedadgående retning. 4 Det kan således ikke lægges til grund, at brevet alene angik besejlingsmulighederne i forlængelsesperioden, således som det fremgår af Person 2 og Person 3's forklaringer. Retten finder på baggrund af sagens oplysninger, at Rønne Havn i hvert fald burde have været bekendt med Danske Færgers ovennævnte hoved-formål med henvendelsen. Ved brev af
26. februar 2015 anførte Rønne Havn som svar på henvendel-sen fra Danske Færger, at Rønne Havn kunne imødekomme anmodnin-gen fra Danske Færger og dermed tilbyde en forlængelse af de gældende aftalevilkår fra den
27. september 2017 til den
28. august 2018 som et led i en eventuel aftaleforlængelse mellem Transportministeriet og Danske Færger A/S. Rønne Havn tog ikke i den forbindelse forbehold for even-tuelle ekstraordinære forhold. Retten finder, at Danske Færger på baggrund af svaret fra Rønne Havn måtte gå ud fra, at besejlingen af Bornholm kunne fortsætte i henhold til de gældende aftalevilkår, herunder den gældende prisstruktur. Efter rettens vurdering påhvilede det således efter karakteren af parter-nes samarbejdsforhold Rønne Havn ved sit svar loyalt at afklare eventu-elle uklarheder om fremtidige prisvilkår. Rønne Havn burde derfor ved brevet af
29. februar 2015 eksplicit have fremhævet, hvis prisvilkårene i forlængelsesperioden ville kunne ændre sig så markant, således som det senere skete, idet de pålagte betydelige prisstigninger efter rettens opfat-telse må karakteriseres som et ekstraordinært forhold i forhold til de da-gældende aftalevilkår. De eksisterende aftalevilkår på tidspunktet for Danske Færgers henvendelse til Rønne Havn var Hovedkontrakten med tilhørende bilag og Rønne Havns forretningsbetingelser for
30. Mellem parterne er der enighed om, at Hovedkontrakten fastsatte Dan-ske Færgers kontraktvederlag for udførelsen af den samfundsbegrun-dede færgebetjening af Bornholm, og at Danske Færgers priser - herun-der billetpriser - var fastlåst for at sikre, at de ikke oversteg et vist niveau. Danske Færger havde således ikke mulighed for at vælte øgede omkost-ninger ved færgebetjeningen af Bornholm over på kunderne. Retten lægger til grund, at Danske Færger i april 2015 bl.a. på baggrund af Rønne Havns ovennævnte svar underskrev et tillæg til Hovedkontrak-ten, hvorefter Danske Færger på uændrede vilkår varetog færgedriften frem til den
31. august
32. I januar 2016 varslede Rønne Havn en ændring af takststrukturen med virkning fra den
33. januar 2018, herunder en indførelse af en minimums-afgift pr. anløb i Rønne Havn på 0,65 kr. pr. BT. Ændringen ville gælde for skibe, der i henhold til Rønne Havns rabatordning betalte en fast må-nedlig skibsafgift for benyttelsen af Rønne Havn. Varslingen om en æn-dret takststruktur blev senere gentaget. 5 Danske Færger udbad sig ved brev af
34. juni 2017 en konkretisering af den ændrede takststruktur og de deraf følgende prisstigninger. I forlæn-gelse heraf fremhævede Danske Færger over for Rønne Havn, at den æn-drede takststruktur medførte, at omkostningerne forbundet med varetagelsen af den samfundsbegrundede færgebetjening for bl.a. ”Leonora Christina” steg fra ca. 2,2 mio. kr. i 2017 til 8,9 mio. kr. i
35. Retten finder, at Rønne Havn på baggrund af parternes samlede aftale-grundlag ikke kunne lave de ændringer af takststrukturen over for Dan-ske Færger, som 122 Rønne Havn gennemførte i 2018, for så vidt angår indførelsen af en ny afgift i form af en skibsafgift kombineret med en minimumspris med de ekstraordinære og markante prisstigninger, som dette konkret førte til. Prisstigningerne var således direkte i strid med Rønne Havns angivelse ved brev af
36. februar 2015 til Danske Færger om at kunne fortsætte besejlingen af Bornholm på uændrede vilkår. I den forbindelse bemærker retten supplerende, at varslingen om en æn-dret takststruktur tidligst fremkom i januar 2016, hvilket således var ef-ter, at Danske Færger havde underskrevet aftaletillægget med Transportministeriet i april
37. Oplysningerne fremkom derfor ikke på et tidspunkt, hvor Danske Færger kunne indrette sig herefter, da Danske Fær-ger var bundet af den uopsigelige aftale med Transportministeriet, der ikke hjemlede mulighed for at regulere på omkostningssiden. Den i Rønne Havns forretningsbetingelser indeholdte reguleringsret kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering. Retten finder på baggrund af sagens oplysninger, at Danske Færger ikke ved passivitet har fortabt retten til at gøre indsigelse mod prisstignin-gerne. Danske Færger frifindes herefter for den af Rønne Havn nedlagte påstand. For så vidt angår den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand lægger retten til grund, at Danske Færger i den pågældende periode var Rønne Havns største kunde. Retten finder således, at Danske Færger har en retlig interesse i at få påkendt påstanden. Det er ubestridt, at Rønne Havn har en dominerende stilling, da havnen som den eneste på Bornholm har kapacitet til at håndtere den samfunds-begrundede færgebetjening af Bornholm, som Danske Færger var for-pligtet til at besejle. Efter Person 1's forklaring genererede Molslinjen Retten finder det sandsynligt, at dette tal også omtrentligt kan lægges til grund for Danske Færgers andel af Rønne Havns omsætning i
38. Retten lægger til grund, at Danske Færger fik hævet sine priser med flere hundrede procent i den relevante periode i 2018, og at Rønne Havns net- 6 toomsætning ifølge årsrapporten for 2018 steg fra ca. 56,8 mio. kr. til ca. 116,2 mio. kr. Markedsforholdene for Rønne Havn blev efter det oplyste undersøgt in-ternt af Rønne Havn, der med bistand fra Rambøll foretog beregninger af betydningen af prisstigningerne for de enkelte operatører. Rambøll udarbejdede rapporter herom, der efter sagens oplysninger i forbindelse med Molslinjens klage blev forelagt for Konkurrence- og Forbrugersty-relsen. Retten har ikke været i besiddelse af dette materiale ved sagens afgørelse, ligesom der ikke under sagen af Danske Færger er blevet begæret syn og skøn bl.a. til belysning af omkostningsfordelingen vedrørende benyttel-sen af Rønne Havn mv. Retten bemærker, at forholdene for Rønne Havn er vanskeligt sammen-lignelige med andre havne særligt grundet geografiske og organisatori-ske forskelle. Retten finder på den baggrund, at der på trods af indikationer på poten-tielle konkurrencestridige forhold ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF. På det foreliggende grundlag frifindes Rønne Havn herefter for den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand. … THI KENDES FOR RET: Danske Færger A/S frifindes. Rønne Havn A/S frifindes for den af Danske Færger A/S nedlagte selv-stændige påstand. … Parternes synspunkter Molslinjen har i sit påstandsdokument anført: INDLEDNING Nærværende sag er anlagt af Molslinjen mod Rønne Havn med påstand om Rønne Havns tilbagebetaling til Molslinjen af beløb, som Molslinjen har betalt for meget til Rønne Havn, idet Rønne Havn i strid med det konkurrenceretlige forbud mod misbrug af dominerende stilling opkræ-ver urimeligt høje havneafgifter. Molslinjens tilbagebetalingskrav vedrører perioden fra
39. september 2018 og frem. Rønne Havn opkræver fortsat de urimeligt høje priser, som Molslinjen er nødsaget til at betale indtil udgangen af august 2030, hvor hovedkontrakten med den danske stat om Molslinjens varetagelse af dem samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm udløber. Mols- 7 linjens krav for perioden
40. september 2018 til og med
41. august 2022 er foreløbigt opgjort til 73.788.299,89 kr. med tillæg af procesrente. Hertil kommer krav fra
42. september
43. Rønne Havn påstår sagen afvist med henvisning til, at Sø- og Handelsrettens dom af
44. maj 2021 i sag BS-35839/2018-SHR (bilag A; herefter dommen i ”2018-sagen” ; ekstraktens bind 2, s. 901; herefter ”E 2/901”) anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger A/S (”Danske Færger”) har negativ retskraft. Sø- og Handelsretten har ved kendelse af
45. august 2023 besluttet at ud-skille afvisningsspørgsmålet til særskilt behandling og afgørelse efter an-modning af Rønne Havn. 2018-sagen omhandlede Rønne Havns påståede krav mod Danske Fær-ger på betaling af 34.043.608,90 kr. med tillæg af renter. Dette beløb ud-gjorde prisstigninger i perioden fra
46. januar 2018 til
47. august 2018, hvor Danske Færger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Danske Færger påstod frifindelse og gjorde gældende, at de havneafgif-ter og ISPS-afgifter, som Rønne Havn opkrævede i perioden
48. januar 2018 til
49. august 2018, dels var i strid med parternes aftale, dels var urimeligt høje og derfor i strid med det konkurrenceretlige forbud mod misbrug af dominerende stilling. Danske Færger nedlagde under 2018-sagen også en påstand om, at Rønne Havn skulle ”anerkende, at selskabets forhøjelser af havneafgifter over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra
50. januar 2018 til
51. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde ”. Anerkendelsespåstanden var udtrykkeligt begrænset til perioden
52. januar 2018 til
53. august
54. Danske Færger blev i 2018-sagen frifundet, fordi Rønne Havn aftaleret-ligt ikke var berettiget til at opkræve de høje prisstigninger af Danske Færger. Sø- og Handelsretten konkluderede følgende om Danske Færgers anerkendelsespåstand, jf. dommen, side 124 (E 2/1024): ”Retten finder på den baggrund, at der på trods af indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF. På det foreliggende grundlag frifindes Rønne Havn herefter for den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand.” Molslinjen gør gældende, at nærværende sag ikke bør afvises som følge af negativ retskraft af dommen i 2018-sagen. ANBRINGENDER 8 Sagen bør ikke afvises som følge af Sø-og Handelsrettens dom af
55. maj 2021 i sag BS-35839/2018-SHR Rønne Havn gør gældende, at retten skal afvise Molslinjens påstande, idet Søog Handelsrettens dom i 2018-sagen skulle have retskraft i forhold til det krav, som Molslinjen i nærværende sag har indtalt mod Rønne Havn. Til støtte for afvisningspåstandene har Rønne Havn nærmere anført, at denne sag angår samme parter og samme spørgsmål som 2018-sagen. Det bestrides af Molslinjen: • 2018-sagen var anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger og angik Rønne Havns påståede krav om betaling af skibs- og ISPS-afgifter for perioden
56. januar 2018 til
57. august
58. Sø-og Handelsretten frifandt Danske Færger og anerkendte således ikke Rønne Havns påståede krav for anløb af havnen i perioden
59. januar 2018 til
60. august
61. • Denne sag er anlagt af Molslinjen og angår Molslinjens krav mod Rønne Havn om tilbagebetaling af urimeligt høje skibsafgifter betalt af Molslinjen til Rønne Havn i perioden fra
62. september
63. I relation til spørgsmålet om retskraft angår denne sag således hverken samme parter (afsnit 2 nedenfor) eller samme spørgsmål (afsnit 3 neden-for) som 2018sagen. Rønne Havns afvisningspåstande bør derfor ikke tages til følge. Sagerne angår ikke samme parter Til støtte for, at denne sag og 2018-sagen angår samme parter, anfører Rønne Havn navnlig, at Molslinjen overtog aktiekapitalen i Danske Fær-ger under den tidligere sags forløb (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.1 og 3.1.59), at det fremgår af Sø- og Handelsrettens dom af
64. maj 2021, at Molslinjen var implicit part i sagen (bl.a. svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.20 ff.) – tilsyneladende fordi Molslinjen var omtalt i Danske Færgers påstandsdokument og i dommen (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.34-3.1.36) – og at e-mailkorrespondance fra juni 2017 mellem Danske Færger og Molslinjen viser, at Molslinjen succederede i Danske Færgers rettigheder og forpligtelser forud for dommen i 2018-sagen (Rønne Havns processkrift ad formaliteten af
65. april 2023, pkt. 2.4). Molslinjens overtagelse af Danske Færger medfører ikke, at sagerne angår samme parter Ved stævning af
66. juni 2018 anlagde Rønne Havn 2018-sagen mod Dan-ske Færger. På det tidspunkt var Danske Færger ejet med 50 % af Bornholmstrafikken Holding A/S (ejet af Den Danske Stat) og med 50 % af Clipper Group A/S. 9 Molslinjen overtog den
67. oktober 2018 100 % af aktiekapitalen i Danske Færger. Den
68. december 2018 fusionerede selskaberne med Molslinjen som det fortsættende selskab. Den omstændighed, at Molslinjen overtog Danske Færger, mens sagen verserede og efter udløbet af den periode, som Rønne Havns påståede krav i 2018-sagen angik, medfører ikke, at sagen må anses for at angå samme parter i relation til spørgsmål om retskraft. Dette spørgsmål må i første række vurderes ud fra parternes identitet, da sagen blev anlagt i juni 2018, idet sagens genstand herved blev fastlagt. Allerede i svarskriftet af
69. juli 2018 (bilag 45, E 1/440) gjorde Danske Fær-ger gældende, at Rønne Havns priser over for Danske Færger i perioden fra
70. januar 2018 til
71. august 2018 var urimeligt høje og indebar mis-brug af Rønne Havns dominerende stilling. Disse anbringender indgik fra sagens begyndelse i Danske Færgers argumentation og er således ikke foranlediget af, at Molslinjen senere overtog Danske Færger. Omtalen af Molslinjen i skriftvekslingen og dommen medfører ikke, at sagerne angår samme parter Rønne Havn har anført, at Molslinjen var ”implicit part” i 2018-sagen. Der findes ikke i dansk procesret et sådant begreb, og betydningen af Rønne Havns anvendelse af udtrykket er ikke klar. Molslinjen bemærker imidlertid, at hverken omtalen af Molslinjen i skriftvekslingen og i Sø- og Handelsrettens dom, det forhold at oplysninger om perioden, hvor Mols-linjen havde overtaget besejlingen af Rønne Havn, indgik i bevisførelsen og Sø-og Handelsrettens dom, eller øvrige forhold kan medføre, at denne sag angår samme parter som 2018sagen. Oplysninger om Molslinjens forhold til Rønne Havn indgik som en na-turlig del af beskrivelsen af de faktiske omstændigheder i 2018-sagen, idet Molslinjen med virkning fra
72. september 2018 overtog den sam-fundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Dette medfører imidler-tid ikke, at 2018-sagen angik Molslinjens forhold til Rønne Havn. Rønne Havns betalingskrav var rettet mod Danske Færger, der varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i hele den for 2018-sagen relevante periode, som lå før Molslinjens overtagelse af Danske Færger. Rønne Havn henviser særligt til, at Danske Færger omtalte betydningen for Molslinjen af den havneudvidelse, som Rønne Havn har påbegyndt (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.34). Hertil bemærkes, at da Rønne Havn begrundede stigningen i havne- og ISPS-afgifter med havneudvi-delsen, jf. bilag A (E 2/926 f.), var udvidelsens betydning for den til en-hver tid værende operatør af den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm relevant for at kunne bedømme prisstigningen. Arbejdet med havneudvidelsen var ikke afsluttet (og er fortsat ikke afsluttet), mens Danske Færger varetog den samfundsmæssigt begrundende fær-gebetjening, og det er derfor klart, at havneudvidelserne ikke kunne være til gavn for netop Danske Færger som operatør indtil
73. august
74. Eftersom Molslinjen overtog færgebetjeningen, er det naturligt, at udvidelsens betydning for Molslinjen som ny operatør tillige indgik i 10 vurderingen. Dette ville også være tilfældet, hvis Molslinjen ikke havde købt Danske Færger. Dette forhold gør ikke Molslinjen til ”implicit” part i sagen. Dertil kommer, at det var Rønne Havn, der med fremlæggelse af 2018-sagens bilag 38 – en sammenligning af afgifter for forskellige havne ba-seret på trafiktal for 2019 og takster for 2020 – inddrog visse anløb og betalinger for den efterfølgende periode i sagen. Dette gav sig dog ikke til udtryk i en ændret påstand fra Rønne Havns side. Sagen blev der-med ikke udvidet til også at angå den efterfølgende periode, hvor Mols-linjen varetog den samfundsbegrundede færgebetjening. Endelig bemærkes, at oplysningerne fra den efterfølgende periode, hvor Danske Færger ikke var operatør, kun indgik i Sø- og Handelsrettens be-grundelse og resultat for at belyse omstændigheder fra den relevante pe-riode, jf. dommens side 122 (E 2/1022), hvor oplysninger om Molslinjens andel af Rønne Havns omsætning 2019, der fremkom på baggrund af for-klaringer relateret til Rønne Havns bilag 38, blev lagt til grund for vur-deringen af Danske Færgers andel af Rønne Havns omsætning i
75. Sø- og Handelsretten tog udtrykkeligt ikke stilling til, om priserne i peri-oden efter
76. september 2018 var urimeligt høje, hvilket de nedlagte på-stande i 2018sagen heller ikke gav anledning til. Retten tog således ikke stilling til retsvirkninger eller retsfølger indtrådt på grund af oplysnin-gerne i sagen vedrørende den efterfølgende periode. Udtalelserne i dom-men om disse oplysninger har derfor ikke retskraft. E-mailkorrespondance fra juni 2017 gør ikke, at Molslinjen succederede i Danske Færgers rettigheder og forpligtelser på dette tidspunkt Rønne Havn gør gældende, at e-mailkorrespondance fra juni 2017 mel-lem Molslinjen og Danske Færger viser, at Molslinjen succederede i Dan-ske Færgers rettigheder og forpligtelser forud for 2018-dommen. Anbrin-gendet må forstås sådan, at Rønne Havn gør gældende, at Molslinjen suc-cederede i Danske Færgers rettigheder og forpligtelser på tidspunktet for e-mailkorrespondancen i juni
77. Det er ikke korrekt. E-mailkorrespondancen fremgår af bilag Z. Her ses på side 2 (E 1/390), at Rønne Havn den
78. juni 2017 sendte Danske Færger en varsling af areallejestigning for
79. På dette tidspunkt varetog Danske Færger stadig den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Molslinjen havde dog i 2016 vundet udbuddet om varetagelse af den samfundsbe-grundede færgebetjening af Bornholm fra
80. september 2018, hvorfor in-formationen også havde betydning for Molslinjen. Af denne grund videresendte Danske Færgers daværende administrerende direktør, Person 4, e-mailen til Molslinjens økonomidirektør, Person 5, således at Molslinjen som den kommende operatør også fik kend-skab til informationen. Person 5 fra Molslinjen besvarede mailen tre dage senere med information om Molslinjens forståelse af Rønne Havns varslede prisstigning af skibsafgifterne pr.
81. januar 2018 i Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser 2018, pkt. 2.1 (bilag Z, side 1, E 1/389). Molslinjens hen- 11 vendelse om forståelsen af Rønne Havns Priser og Forretningsbetingel-ser var udtryk for, at forståelsen af Rønne Havns Priser og Forretnings-betingelser på dette punkt havde væsentlig betydning for både Danske Færger som den daværende operatør på ruterne til og fra Bornholm og for Molslinjen, som ville overtage besejlingen fra
82. september
83. Det var først ved modtagelsen af Person 5's mail af
84. juni 2017 om forståelsen af punktet om minimumspriser, som fremgik nederst i tabel-len i pkt. 2.1 i Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser 2017 (bilag A, side 21, E 2/921), at det blev klart for Danske Færger, at indførelsen af minimumsprisen måske kunne medføre en væsentlig ændring af den pris, Danske Færger hidtil havde betalt. Det skyldes blandt andet, at Dan-ske Færger og Rønne Havn forinden havde indgået aftale om Danske Færgers besejling af Rønne Havn indtil den
85. august 2018 på uændrede vilkår, jf. bilag A, side 121-123 (E 2/1021 ff.), og at det ikke fremgik klart af Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser for 2016 og 2017, hvilken betydning de varslede prisstigninger havde for en operatør som Danske Færger. Dette blev først klart ved Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser 2018, som er dateret den
86. december 2017 (bilag A, side 24, E 2/924). Dagen efter modtagelsen af Molslinjens henvendelse, den
87. juni 2017, skrev Danske Færger derfor til Rønne Havn og anmodede om, at Rønne Havn tydeliggjorde punkt 2.1 i Rønne Havns Priser og Forretningsbetin-gelser 2017, pkt. 2.1 (bilag Z, side 3-4, E 1/391 f.). Rønne Havn besvarede dette brev den
88. juni 2017 og bekræftede, at introduktionen af en minimumsbetaling pr. skibsanløb ville indebære, at ”rabatten” i 2018 ville blive reduceret fra ca. 93-94 % til omkring 77,4 % (bilag Z, side 5-6, E 1/393 f.). Det protesterede Danske Færger over. Det skete bl.a. i breve fra Danske Færgers advokat til Rønne Havns advokat, første gang i brev af
89. august 2017 med angivelse af, at sådanne pris-stigninger var i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stil-ling i form af urimeligt høje priser og aftalelovens § 36, jf. bilag 46 (E 1/395 ff.) samt bilag A, side 23 (E 2/ 923). Parternes advokater udvekslede flere breve, og da parterne ikke kunne blive enige, anlagde Rønne Havn 2018sagen mod Danske Færger med krav om betaling af den andel af de opkrævede skibsafgifter i perioden
90. januar 2018 til
91. august 2018, som Danske Færger ikke havde betalt. Rønne Havn gør gældende, at korrespondancen i bilag Z viser, at det var Molslinjen og ikke Danske Færger, der forud for Sø- og Handelsrettens dom i 2018-sagen gjorde indsigelse mod skibsafgifterne. Det er forkert. Indsigelserne vedrørende skibsafgifterne i perioden
92. ja-nuar 2018 til
93. august 2018 kom fra Danske Færger. Korrespondancen er mellem Danske Færger og Rønne Havn samt disse selskabers advoka-ter – ikke Molslinjen. Korrespondancen angår også specifikt Danske Fær-gers færger – ikke Molslinjens færger. Molslinjen gjorde selv indsigelse over for prisstigningerne over for Rønne Havn. Molslinjen og Rønne Havn forhandlede om vilkårene for Molslinjens brug af Rønne Havn i en længere periode, efter Molslinjen 12 havde vundet udbuddet om den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. I den forbindelse gjorde Molslinjen indsigelse over for skibsafgifterne med henvisning til, at de ville være urimeligt høje, hvis Rønne Havn fastholdt modellen med en minimumsskibsafgift. Det var årsagen til, at det eksplicit blev fremført i rammeaftalerne fra marts 2018 mellem Molslinjen og Rønne Havn om Molslinjens brug af færgelejer, at Rønne Havn alene har ret til at opkræve afgifter inden for konkurrence-lovens rammer, jf. bilag 10 (E 1/407) og 11 (E 1/428) samt beskrivelsen i stævningens pkt. 19-23 (E 1/60 f.). Molslinjen overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Born-holm pr.
94. september 2018 og betalte de urimeligt høje skibsafgifter til Rønne Havn for første gang den
95. september
96. Molslinjen gjorde i forbindelse hermed – og løbende ved efterfølgende betalinger – indsi-gelse mod afgifternes størrelse og tog forbehold for tilbagesøgning af den ulovligt opkrævede del af skibsafgifterne med tillæg af renter fra beta-lingstidspunktet til tilbagebetaling sker, jf. bilag 6 (E 2/671 ff.) og 32 (E 2/827 ff.). Sådanne forbehold tages fortsat løbende ved Molslinjens beta-ling af skibsafgift til Rønne Havn. Desuden indgav Molslinjen klage over priserne til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen den
97. juni 2018, da rammeaftalerne blev indgået, uden at spørgsmålet om skibsafgifternes størrelse var løst, jf. bilag A, side 26 (E 2/926). Klagen blev udarbejdet af Molslinjens daværende advokat hos Plesner. Danske Færger blev repræ-senteret af en anden advokat hos Gorrissen Federspiel, jf. eksempelvis bilag 46 (E 1/398). Molslinjen succederede således ikke i Danske Færgers rettigheder og forpligtelser på tidspunktet for e-mailkorrespondancen i juni
98. Sagerne angår ikke samme spørgsmål Rønne Havn anfører til støtte for, at sagen angår samme spørgsmål som 2018sagen, blandt andet, at Danske Færger nedlagde anerkendelsespå-stand om, at Rønne Havns afgiftsforhøjelser med virkning for perioden
99. januar 2018 til
100. august 2018 indebar misbrug af Rønne Havns domi-nerende stilling, og at Søog Handelsrettens frifindelse omfattede samt-lige former for misbrug (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.3, 3.1.12, 3.1.15 og 3.1.39), at Molslinjen havde mulighed for at anke dommen i 2018-sagen (svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.10), og at dommen i 2018-sagen ifølge Rønne Havn angik det samlede takstsystem (bl.a. svar-skriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.44ff, duplik ad formaliteten, pkt. 3.2, og processkrift ad retskraft, pkt. 3.3.4-3.3.11). Disse forhold medfører ikke, at sagerne angår samme spørgsmål, og at nærværende sag må afvises. Det uddybes nedenfor. Indledningsvist bemærkes, at Rønne Havn siden indgåelse af havneafta-ler med Molslinjen i marts 2018 har været bekendt med, at Molslinjen anser havneafgifterne for urimeligt høje og vil kræve for meget betalt havneafgift tilbage. Begge rammeaftaler vedrørende brug af færgeleje 1 (bilag 10, E 1/407) henholdsvis færgeleje 3 (bilag 11, E 1/428) indeholder i pkt. 5 (om vederlag) en udtrykkelig henvisning til konkurrenceloven. 13 Siden september 2018, hvor Molslinjen indledte besejlingen af havnen i Rønne, har Molslinjen månedsvist betalt havneafgifter og løbende taget forbehold for tilbagesøgning, jf. bilag 6 (E 2/671 ff.) og 32 (E 2/827 ff.). Dette har således også været tilfældet, mens sagen mellem Rønne Havn og Danske Færger verserede for Sø- og Handelsretten. Det har været ty-deligt for Rønne Havn, at der ikke under 2018-sagen er nedlagt påstand om tilbagesøgning af beløb betalt fra
101. september
102. Rønne Havn kan ikke have antaget, at 2018-sagen også omfattede disse krav – og det antog Rønne Havn faktisk heller ikke, jf. nedenfor. Danske Færgers anerkendelsespåstand går samme spørgsmål medfører ikke, at sagerne an- En doms retskraft kan kun medføre afvisning af en ny sag om samme krav, som allerede er pådømt. Dommen kan ikke medføre afvisning af en ny sag om andre krav. 2018-sagen angik Rønne Havns påståede krav mod Danske Færger for perioden
103. januar 2018 til
104. august 2018 og var relateret til Danske Færgers varetagelse af den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i henhold til en aftale med Transportministeriet. Aftalen ophørte den
105. august
106. Det påståede krav angik yderligere betaling fra Dan-ske Færger til Rønne Havn som følge af prisstigninger, som havnen søgte at gennemføre. Denne sag angår et andet aftaleforhold, hvoraf udspringer et andet krav med en anden kreditor, Molslinjen, og omhandler Molslinjens tilbagesøgningskrav mod Rønne Havn for urimeligt høje havneafgifter betalt med tilbagesøgningsforbehold i perioden fra
107. september 2018, hvor Molslinjen overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i henhold til en aftale med Transport- og Bygningsministeriet (bilag 7, E 1/346 ff.). Molslinjen betaler fortsat de høje havneafgifter og tager fortsat forbehold for tilbagesøgning af den del, der er urimeligt høj. Der er således tale om forskellige (påståede) krav, der udspringer af for-skellige retsstiftende kendsgerninger, hvilket udelukker, at 2018-sagen kan have retskraft i forhold til denne sag. De to forskellige krav har også forskellige kreditorer under forskellige aftaleforhold. Det er således forkert, når Rønne Havn gør gældende, at nærværende sag om Molslinjens tilbagesøgningskrav hviler på samme grundlag som ”det krav, der allerede var indtalt og til prøvelse” under 2018-sagen, og som Sø- og Handelsretten allerede har taget stilling til. At Danske Færger i 2018-sagen nedlagde en anerkendelsespåstand om, at de forhøjelser af havneafgifterne, som Rønne Havn foretog med virk-ning for perioden
108. januar 2018 til
109. august 2018, indebar en overtræ-delse af forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, ændrer ikke herved. Påstanden angik alene Rønne Havns afgiftsforhøjelser over for Danske Færger i den specifikt angivne periode, som den tidligere sag omhandlede. Den nedlagte anerkendelsespåstand lød således (E 2/879): 14 ”Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets forhøjelser af havne-afgifter over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra
110. januar 2018 til
111. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/el-ler art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.” (vores understregning) Rønne Havn protesterede i processkrift 8 af
112. januar 2021 (bilag 47, E 2/880) mod anerkendelsespåstanden. Havnen anførte bl.a.: ”Denne sag vedrører alene spørgsmålet om, hvorvidt Danske Fær-ger kan undslå sig fra at betale opkrævede havneafgifter for perio-den
113. januar 2018 til
114. august
115. Parterne er enige om, jf. også Danske Færgers anerkendelse deraf anført lige ovenfor, at Mols-linjen A/S først startede den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm efter udløbet af denne periode. Retsforholdet mellem Rønne Havn og Molslinjen A/S er derfor allerede af denne grund uden relevans for sagen. Hertil kommer den meget væsentlige omstændighed, at Molslinjen A/S ikke er part i denne sag. Danske Færger anerkender således også i processkrift D pkt. 16 og pkt. 18, at Molslinjen A/S ikke er part i sagen, og at sagen ikke omhandler havneafgifter opkrævet overfor Molslinjen A/S. Molslinjen A/S var ikke affilieret med Danske Færger [på] tidspunktet for overtagelsen af den samfundsbegrundede færgebetjening, hvorfor de konkrete omstændigheder i relation til aftalegrundlag, forudsætninger, ydelsens værdi ctr. pris for Molslinjen A/S adskiller sig fra denne sag, hvilket yderligere taler imod, at de to forskellige forhold kan eller burde vurderes under den samme sag.” I hvert fald den
116. januar 2021 var Rønne Havn således klar over – og af den opfattelse – at 2018-sagen ikke vedrørte retsforholdet mellem Rønne Havn og Molslinjen eller taksterne opkrævet over for Molslinjen fra
117. september
118. Danske Færger har hverken før eller efter det tidspunkt anført noget, der fører i modsat retning. Sø- og Handelsrettens fandt, jf. dommen, side 124 (E 2/1024), at påstan-den kunne påkendes: ”For så vidt angår den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand lægger retten til grund, at Danske Færger i den pågældende periode var Rønne Havns største kunde. Retten finder således, at Danske Færger har en retlig interesse i at få påkendt påstanden.” (vores understregning) Sø- og Handelsretten tog således stilling til påstanden, fordi Danske Færger havde retlig interesse i at få påkendt påstanden som Rønne Havns største kunde i perioden fra
119. januar 2018 til
120. august
121. Årsagen til, at påstanden blev taget under påkendelse, var ikke, at Molslinjen senere overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Det ville 15 heller ikke være nærliggende, da efterfølgende forhold ikke var omfattet af anerkendelsespåstanden. Det fremgår ligeledes udtrykkeligt af Sø-og Handelsrettens dom af
122. maj 2021, side 124 (E 2/1024), at rettens stillingtagen angår den ”relevante periode i 2018 ”, altså perioden
123. januar 2018 til
124. august 2018, hvor Dan-ske Færger besejlede havnen i Rønne: ”Retten lægger til grund, at Danske Færger fik hævet sine priser med flere hundrede procent i den relevante periode i 2018, og at Rønne Havns nettoomsætning ifølge årsrapporten for 2018 steg fra ca. 56,8 mio. kr. til ca. 116,2 mio. kr.” (vores understregning) De to sager omhandler dermed forskellige påstande, og Sø- og Handels-rettens dom i 2018-sagen angår eksplicit alene påstanden vedrørende pe-rioden
125. januar 2018 til
126. august
127. Både denne sag og 2018-sagen angår spørgsmål om, hvorvidt Rønne Havn har misbrugt sin dominerende stilling. Dette medfører imidlertid ikke, at den tidligere dom har retskraft i forhold til denne sag. En doms retskraft angår alene de proceskrav, som er gjort gældende under sagen, og som retten har taget stilling til. Der var i 2018-sagen ikke rejst krav fra Molslinjen vedrørende den periode og det aftaleforhold, som denne sag angår, og Sø- og Handelsretten tog i 2018-sagen eksplicit alene stilling til Rønne Havns påståede krav i den relevante periode i
128. Det bemærkes her endvidere, at præmisserne i Sø-og Handelsrettens dom ikke klart afviser et misbrug, hvilket også taler imod den udstrækning af dommen, som Rønne Havn nu argumenterer for, jf. dommen, side 124 (bilag A, E 2/1024). Dermed adskiller situationen i nærværende sag sig fra situationen i UfR 1949.804 H (MS 13), som Rønne Havn har henvist til. Den 75 år gamle højesteretsdom angår negativ retskraft i en situation, hvor der tidligere er taget stilling til præcis det spørgsmål, den senere sag angår, nemlig om visse ulemper fra en naboejendom var retsstridige. Det er ikke tilfæl-det i nærværende sag, hvor dommen i 2018-sagen ikke har taget stilling til rimeligheden af Rønne Havns opkrævninger over for Molslinjen i pe-rioden fra
129. september 2018 til udgangen af august
130. Selv i en sådan situation tillader højesteretsdommen, at nye spørgsmål, som ikke tidligere er pådømt, kan realitetsbehandles. Rønne Havn har i svarskriftets pkt. 3.1.11 henvist til kendelsen i UfR 1987.165 H (MS 31 f.), der imidlertid i modsætning til denne sag angik afvisning af en sag støttet på nye anbringender vedrørende samme erstatningspåstande, som havde været nedlagt i en tidligere sag. Det fremgår af kendelsen, at sagsøger ikke var afskåret fra at få prøvet de krav, som sagsøger ikke havde medtaget i den tidligere retssag, men kun de krav, der tidligere havde været rejst med en anden begrundelse. Molslinjens krav vedrørende perioden fra
131. september 2018 blev netop ikke prøvet i 2018-sagen og indgik hverken i Rønne Havns betalingspåstand eller Danske Færgers anerkendelsespåstand. Kravet kunne heller ikke gøres op og var (og er fortsat) i det væsentlige ikke forfaldent, da Molslinjen fortsat betaler de for høje afgifter hver måned med tilbagesøg- 16 ningsforbehold og må forventes at ville gøre dette indtil udgangen af au-gust
132. Rønne Havn har henvist til, at følgende fremgår af dommen, side 121 (bilag A, E 2/1021), hvorved Rønne Havn hæfter sig ved ordet ”hovedsa-gelig” : ”Rettens begrundelse og resultat Danske Færger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i perioden fra den
133. september 2011 og frem til den
134. august 2017 i henhold til Hovedkontrakten. Molslinjen overtog den
135. september 2018 den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i henhold til en 10-årig kontrakt. Sagens tvist vedrører hovedsagelig den mellemliggende periode fra den
136. august 2017 til den
137. august 2018.” Ordet ”hovedsagelig” ændrer ikke på, at dommen i 2018-sagen alene an-går påstanden vedrørende perioden
138. januar 2018 til
139. august
140. Ordet ” hovedsagelig” kan i denne sammenhæng ikke forstås sådan, at 2018-sagen også angik en tvist mellem Danske Færger og Rønne Havn om priserne opkrævet over for Molslinjen i perioden fra
141. september 2018 og frem. Rettens anvendelse af ordet ”hovedsagelig” må henvise til, at Danske Færger og Rønne Havn under 2018-sagen var uenige om fortolkningen af parternes korrespondance i perioden forud for
142. januar
143. Parterne var bl.a. uenige om, hvorvidt prisstigningerne i perioden
144. januar 2018 til
145. august 2018 var i strid med en aftale indgået mellem parterne i 2015, og hvordan korrespondance/udmeldinger i 2015, 2016 og 2017 skulle fortolkes. Parternes aftale fra 2015 blev udslagsgivende for dommens resultat om, at prisstigningerne var i strid med parternes for-udgående aftale, jf. dommens side 121-123 (bilag A, E 2/1021 ff.). Selv hvis retten måtte finde, at denne sag udspringer af samme retsfakta som 2018-sagen, fører dette ikke til afvisning af denne sag, idet kravet for perioden efter
146. september 2018 ikke er blevet prøvet. Sådanne krav kan rejses under en ny sag, også selv om kravet helt eller delvist følger af samme retsfakta, idet indholdet er kvalitativt forskelligt. Der henvises i den forbindelse til UfR 1976.170 H (MS 19), hvor Højeste-ret fandt, at en dom i en tidligere sag mellem samme parter om samme faktum, der havde afgjort spørgsmålet om erstatningsansvaret, ikke fandtes uprøvet at kunne lægges til grund, da den nye sag angik et andet krav. Der henvises også til UfR 1960.960 V (MS 15), hvor landsretten fandt, at en tidligere doms fastsættelse af skyldfordeling mellem parterne i forbindelse med tilkendelse af erstatning ikke var til hinder for, at ansvarsspørgsmålet fuldt ud blev taget under påkendelse under en senere sag om yderligere erstatningskrav i anledning af samme ulykke. Der henvises bl.a. til disse domme i Bernhard Gomard og Michael Kistrup: Civilprocessen, side 796 (MS 127), hvor forfatterne konkluderer, at en af-gørelse om culpabetingelsen i en erstatningsdom ikke har retskraft under senere sager om væsentlige krav på yderligere erstatning. Forfatterne 17 skriver på side 797 (MS 128), at en afgørelse i en sag om en eller flere rater af en periodisk ydelse ikke er bindende under sager om senere forfaldne rater. På samme måde har udtalelsen i dommen i 2018-sagen (der omhandlede Rønne Havns påståede krav) om, at Rønne Havn i perioden
147. januar til
148. august 2018 ikke havde misbrugt sin dominerende stilling, ikke rets-kraft under nærværende sag om Molslinjens krav som følge af Rønne Havns misbrug af dominerende stilling fra
149. september
150. Nærværende sag omhandler dog heller ikke samme retsfakta som 2018-sagen. I den forbindelse bemærkes, at Rønne Havn også efter perioden
151. januar til
152. august 2018 har foretaget forhøjelser af havneafgifterne, idet hav-nens prisforhøjelser blev implementeret over flere år. De faktisk opkræ-vede priser for anløb i havnen i Rønne i 2019 og 2020 svarede desuden ikke til de priser, Rønne Havn varslede i forretningsbetingelserne for 2018, da de faktisk krævede priser var endnu højere end varslet og også endnu højere end de varslede priser tillagt regulering i overensstemmelse med nettoprisindekset. Det ses ved at sammenholde tallene i de to nedenstående tabeller. Tabel 1 viser de varslede og faktiske priser i Rønne Havns brev fra 2016 (bilag A, E 2/911 f.) samt i Rønne Havns Priser & Betingelser fra 2017-
153. De varslede priser fremgår med kursiv og i parentes, mens de faktiske priser er anført med normal skrift: Tabel 1 – Varslede og faktiske priser Tabel 2 viser beregnede priser ud fra de varslede priser fra Rønne Havns brev af
154. januar 2016 (bilag A, side 12, E 2/912) fremskrevet med stigningen i nettoprisindekset hvert foregående år per oktober i overensstemmelse med følgende angivelse i Rønne Havns brev af
155. januar 2016 (bilag A, side 12, E 2/912): 18 ”Additionally, all mentioned prices will at least follow the increase of the price index (nettoprisindex) for the month of October each year at 1st of January.” Eksempelvis er de nettoprisindekskorrigerede priser for 2018, 2019 og 2020 angivet i 2017-forretningsbetingelserne beregnet som de varslede priser fra brevet i 2016 tillagt stigningen i nettoprisindekset fra oktober 2015 til oktober
156. De anvendte nettoprisindekstal fra Danmarks Sta-tistik fremgår af bilag 51 (E 2/1071 f.). Tabel 2 – Nettoprisindekskorrigerede priser Når tabel 1 og 2 sammenholdes, ses det, at de priser, Rønne Havn faktisk har opkrævet fra Molslinjen, i alle år har været højere end de varslede priser tillagt en regulering (stigning) som følge af nettoprisindekset. Molslinjens tilbagebetalingskrav svarer således ikke til de beløb, Rønne Havn søgte at afkræve Danske Færger, og der er ikke kun tale om en forskel i relation til perioden. Sø- og Handelsretten havde ikke under 2018-sagen oplysninger om de faktiske priser, der blev opkrævet fra Molslinjen i årene efter 2018 (bilag 3 (E 2/729 ff.), 4 (E 2/863 ff.), 5 (E 2/871 ff.) og 44 (E 2/1029 ff.)). Sø- og Handelsretten har dermed ikke taget stilling til lovligheden af disse priser. Person 6's udtalelse om retskraft fremlagt som bilag Y er angivet på grundlag af en forudsætning om, ” 5) At Rønne Havn A/S satte det nævnte prissystem i kraft den 1 januar 2018 og har anvendt dette uændret i henhold til det indmeldte” . Allerede fordi denne forudsætning er forkert, kan udtalelsen ikke lægges til grund. Dertil kommer, at Sø-og Handelsretten ikke i 2018-sagen tog stilling til Rønne Havns ”prissy-stem” men til de priser, som havnen anvendte over for Danske Færger i perioden fra
157. januar til
158. august 2018, jf. nærmere herom i afsnit 3.3 nedenfor. 19 2018-sagen adskiller sig endvidere fra denne sag, idet den tidligere sag også omfattede Rønne Havns yderligere forhøjede priser fra
159. maj 2018 til
160. august
161. Rønne Havn krævede således i perioden
162. maj 2018 til
163. august 2018 havneafgifter af Danske Færger efter Rønne Havns Pri-ser og Forretningsbetingelser 2018, pkt. 2.1 (bilag A, E 2/924 f.) som følge af Danske Færgers manglende betaling af prisforhøjelserne opkrævet i januar-april
164. Sagen angik således ikke blot de minimumsskibsafgif-ter, Rønne Havn kræver i henhold til Priser og Forretningsbetingelser, pkt. 2.1.
165. Derudover angik 2018sagen også de af Rønne Havn krævede ISPS-afgifter, som ikke indgår i denne sag. Rederiernes besejling af Rønne Havn i de to perioder, som kravene i de to forskellige sager angår, sker også i kraft af to forskellige kontrakter om den samfundsbegrun-dede færgebetjening af Bornholm gældende for to forskellige perioder, som hver især foreskriver rederiernes anvendelse af Rønne Havn. Der gjaldt desuden forskellige aftaleforhold, herunder om skibsafgifterne, mellem rederierne og Rønne Havn i de to perioder. I 2018-sagen fandt Søog Handelsretten, at Rønne Havn på baggrund af det samlede aftalegrundlag med Danske Færger, som bl.a. bestod i breve udvekslet mellem Danske Færger og Rønne Havn, ikke kunne opkræve en ny afgift i form af en skibsafgift kombineret med en minimumspris med de ekstra-ordinære og markante prisstigninger, som dette konkret førte til, da det ville være i strid med Rønne Havns angivelse ved brev af
166. februar 2015 til Danske Færger. Aftaleforholdet mellem Rønne Havn og Molslinjen består – ud over Rønne Havns Priser og Betingelser – af rammeaftaler om brug af færgeleje 1 og 3, jf. bilag 10 (E 1/401 ff.) og bilag 11 (E 1/423 ff.). Der er således tale om forskellige retsfakta i de to sager. Det forhold, at en afgørelse vedrørende overtrædelse af forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling kunne vise sig indirekte relevant for Molslinjen (som det også er fremhævet af Rønne Havn i svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.37, E 1/97), skyldes alene dommens mulige indi-rekte betydning for vurderingen af spørgsmålet om havneafgifterne for den efterfølgende periode – ikke at dommen ville være direkte anvende-lig i det eksisterende aftaleforhold mellem Molslinjen og Rønne Havn, jf. også det sidste citerede afsnit i Rønne Havns svarskrift ad formaliteten, pkt. 3.1.37 (E 1/97). En vurdering af, om en pris er urimeligt høj, beror på en række konkrete oplysninger om bl.a. den pågældende pris, varigheden heraf, den domi-nerende virksomheds omkostninger/avance og priser opkrævet af andre aktører og/eller på andre markeder på det pågældende tidspunkt. Hvis disse konkrete forhold ændrer sig eller er anderledes, vil en senere vurdering af, om den dominerende virksomheds priser er urimeligt høje, ikke kunne foretages på baggrund af de tidligere oplysninger, men skulle baseres på nye oplysninger om de nugældende priser og omkostninger/avance, og der vil således være tale om en anden vurdering – og et andet, nyt spørgsmål. Dette uddybes i det følgende. Det følger af de specielle bemærkninger til § 11, stk. 2, nr. 1, i forslag nr. 172 til konkurrencelov af
167. februar 1997 (MS 7 f.), at der kræves detal-jeret bevis for, at der kan statueres urimeligt høje priser. Ved vurderingen 20 skal det afgøres, om prisen eller avancen klart overstiger, hvad der såvel med hensyn til størrelse som varighed ville kunne opnås på et marked med virksom konkurrence. Den nærmere fastlæggelse af prisen eller avancen må ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene, som de ville være i et konkurrencepræget marked. Ved vurderin-gen af, hvad der er en rimelig indtjening, tages der udgangspunkt i mar-kedsforholdene. Hvis en virksomhed under fri prisdannelse og konkur-rence kan opretholde et givent prisniveau, kan prisen ikke være urimelig. Af samme sted i forarbejderne følger også, at bevis for urimeligt høje pri-ser f.eks. kan bestå i en analyse af, om der består et urimeligt forhold mellem de faktisk afholdte omkostninger og den faktisk opkrævede pris. I bekræftende fald må det undersøges, om der er tale om påtvingelse af en pris, som enten i sig selv eller i forhold til prisen for konkurrerende varer er urimelig. Tilsvarende fremgår af EU-Domstolens dom i sag C-27/76, United Brands, præmis 249-252 (MS 26), og de to led i undersøgel-sen betegnes derfor ofte henholdsvis første og andet led i den såkaldte ”United Brandstest” . Første led i United Brands-testen (om der består et urimeligt forhold mel-lem de faktisk afholdte omkostninger og den faktisk opkrævede pris) be-ror således på oplysninger om den dominerende virksomheds omkost-ninger. Ved vurderingen af andet led i United Brands-testen (om prisen enten i sig selv eller i forhold til prisen for konkurrerende varer/tjenesteydelser er urimelig) kan man bl.a. sammenligne med priserne over tid. I den for-bindelse kan oplysninger om f.eks. råvarepriser og lønudgifter være re-levante. Der kan også sammenlignes med priserne på et andet, sammen-ligneligt produktmarked, eller med priser, som konkurrenter opkræver. Der kan også sammenlignes med priser på andre geografiske markeder. Der henvises til Jacob Pinborg m.fl.: Konkurrenceloven med kommenta-rer,
168. udgave, 2022, Jurist-og Økonomforbundets Forlag, side 673-690 (MS 162 ff.). Hvis der er påvist betydelige prisafvigelser i forhold til et beslægtet marked, er priserne urimeligt høje, medmindre den dominerende virksomhed kan bevise, at prisstigningerne er rimelige som følge af objektive forhold, jf. EU-Domstolens domme i sagerne C-177/16, AKKA/LAA, præmis 38 og 53 (MS 77 ff.), sag C-395/87, Tournier, præmis 38, 43 og 46 (MS 35 og 37), og sag C-110/88, Lucazeau, præmis 25, 30 og 33 (MS 43 og 45). Varigheden af opkrævningen af priserne kan også have betydning for vurderingen af, om priserne er urimeligt høje. 2018-sagen indeholdt ikke oplysninger om de faktisk opkrævede priser over for Molslinjen i perioden fra
169. september
170. 2018-sagen inde-holdt heller ikke oplysninger om omkostninger eller priser på andre mar-keder eller opkrævet af andre aktører efter 2018, og Sø- og Handelsretten tog således heller ikke stilling til forholdet mellem disse og Rønne Havns priser opkrævet efter
171. august
172. 2018-sagen angik også kun priser opkrævet i otte måneder. Nærværende sag angår priser, der opkræves fra
173. september 2018 indtil – potentielt –
174. august 2030, dvs. i en peri-ode på 12 år. 21 For at vurdere, om en dominerende virksomhed har opkrævet urimeligt høje priser, er det således relevant at se på oplysninger om virksomhe-dens priser, varighed og omkostninger/avancer samt priser opkrævet af konkurrenter eller af virksomheder på et andet, sammenligneligt pro-duktmarked eller geografisk marked. Sådanne oplysninger er ikke konstante. En vurdering af, at priser opkræ-vet i en given periode er eller ikke er urimeligt høje, har dermed alene relevans for den pågældende periode, idet de relevante faktiske omstæn-digheder til brug for vurderingen kan ændre sig. Til illustration heraf kan henvises til Højesterets dom gengivet i UfR 2011.1646 H (MS 63 ff.), som angår TV2’s anvendelse af en årsrabat for tv-reklamer, som indebar misbrug af en dominerende stilling. Konkur-rencerådet havde undersøgt TV2’s årsrabatter for årene 2001-2005 og truffet afgørelse om, at disse indebar misbrug af dominerende stilling. Afgørelsen blev indbragt for Konkurrenceankenævnet, som ophævede afgørelsen. Herefter indbragte Viasat sagen for Østre Landsret med prin-cipal påstand om ophævelse af Konkurrenceankenævnets afgørelse, så-ledes at Konkurrencerådet (som normalt er part i retssager om dom-stolsprøvelse også af Konkurrenceankenævnets kendelser) skulle aner-kende, at rabatten indebar misbrug af dominerende stilling. Anerkendel-sespåstanden var formuleret generelt og ikke tidsbegrænset til årene 2001-2005, selvom Konkurrencerådets afgørelse i sagen udelukkende in-deholdt en stillingtagen til rabatterne i årsrabatterne i årene 2001-
175. Landsretten tog anerkendelsespåstanden til følge. Landsrettens dom blev indbragt for Højesteret, som også fandt, at de undersøgte årsrabatter indebar misbrug af dominerende stilling. Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom, dog således at Viasats anerkendelsespåstand alene blev taget til følge for så vidt angår årene 2001-2005, med henvisning til, at det kun var disse år, som Konkurrencerådets afgørelse angik. Højesterets dom illustrerer, at et spørgsmål om misbrug af dominerende stilling ikke er et spørgsmål, der kan afgøres én gang for alle med virk-ning for fremtiden. Der er i stedet tale om et spørgsmål, som må afgøres på baggrund af konkrete oplysninger om de faktiske omstændigheder, som foreligger på et givent tidspunkt, og som ikke er konstante. Dette understøttes ligeledes af en række af de seneste afgørelser om misbrug af dominerende stilling fra Konkurrencerådet og Konkurrenceankenæv-net. Heraf fremgår, at afgørelserne er afgrænset til en bestemt tidsperi-ode, som der foreligger de nødvendige oplysninger om. Person 6's argument i bilag AE om, at Højeste-rets tidsbegrænsning af dommen alene skyldtes det forhold, at Højesteret kun kunne træffe afgørelse om forholdene i den tidsperiode, som den indankede forvaltningsafgørelse angik, er ikke forenelig med Rønne Havns standpunkt under denne sag. Følger man Rønne Havns tilgang til udstrækningen af retskraft, ville Højesterets afgørelse om perioden 2001-2005 i alle tilfælde også gælde for tiden efter 2005, hvor TV2 fortsat an-vendte årsrabatten – der ville dermed ikke være nogen grund til at indskrænke perioden i dommen, og en sådan indskrænkning ville være virkningsløs. 22 Der er derfor ikke grundlag for at udstrække retskraften af dommen i 2018sagen til at angå spørgsmålet om Molslinjens tilbagesøgningskrav i perioden fra
176. september 2018 til – potentielt –
177. august
178. På baggrund af ovenstående gjorde Molslinjen i processkrift af
179. oktober 2023 gældende, at det for at vurdere, om 2018-sagen angår samme spørgsmål som nærværende sag, ikke er tilstrækkeligt at sammenholde påstandene og præmisserne i dommen i 2018-sagen med de foreløbige påstande i nærværende sag (hvilket dog i sig selv peger på, at der ikke er tale om samme krav). Det er også nødvendigt at sammenholde oplys-ningerne om priser, omkostninger/avance osv., som lå til grund for vur-deringen af spørgsmålet om misbrug af dominerende stilling i 2018-sa-gen, med oplysninger om priser, omkostninger/avance osv., som er på-beråbt til støtte for påstandene og anbringenderne om misbrug af dominerende stilling i nærværende sag. En sådan sammenligning viser, at dommen i 2018-sagen alene var baseret på oplysninger om priser og omkostninger/avance m.v. i perioden
180. januar til
181. august
182. Sø-og Handelsretten var ikke i besiddelse af oplysninger om faktiske priser ef-ter 2018, omkostninger/avancer osv. og pådømte således heller ikke ri-meligheden af Rønne Havns priser i denne periode i dommen i 2018-sa-gen, hvad retten heller ikke ville kunne gøre uden de relevante oplysninger for denne periode. Oplysningerne om Rønne Havns månedlige opkrævninger over for Molslinjen, omkostninger/avancer m.v. og Rønne Havns priser sammenlignet med sammenlignelige havnes priser i perio-den fra
183. september 2018 er først fremlagt under nærværende sag. Rønne Havn misforstår tilsyneladende Molslinjens anbringender om ovenstående. I Rønne Havns processkrift af
184. oktober 2023, afsnit 4.2, påstår Rønne Havn, at Danske Færger ikke førte bevis for Rønne Havns omkostninger og avancer til brug for 2018-sagen. Rønne Havn anfører også, at en parts manglende fremlæggelse af beviser i en tidligere sag afgjort ved dom ikke kan indskrænke dommens retskraft. Det er forkert, at Danske Færger ikke førte bevis for Rønne Havns omkostninger og avancer i 2018 til brug for 2018-sagen. Det ses eksempelvis af dommen, side 27-29 og side 91-99 (bilag A, E 2/927 ff. og 991 ff.). Her ses Danske Færgers argumentation for, at Rønne Havn ikke havde et krav mod Danske Færger, da et sådant krav ville indebære, at der var et urimeligt forhold mellem Rønne Havns omkostninger og priser på det pågældende tidspunkt, og at Rønne Havn opkrævede urimeligt høje pri-ser i strid med konkurrencelovens § 11 og artikel 102 TEUF. Som det ses af dommen, side 96-98, pkt. 65-75 (bilag A, E 2/996 ff.), var Danske Færgers opgørelser baseret på offentligt tilgængeligt materiale, idet Danske Færger ikke havde adgang til lige så detaljerede oplysninger om Rønne Havns omkostninger og omsætning relateret (udelukkende) til levering af ydelser til Danske Færgers ruter som Rønne Havn havde i kraft af interne økonomiske oplysninger. Rønne Havn nægtede at imø-dekomme Danske Færgers opfordring om at fremlægge bl.a. sådanne beregninger og en rapport indhentet af Rønne Havn, som ifølge Rønne Havn godtgjorde, at priserne ikke var urimeligt høje. Dette er baggrun-den for rettens præmisser i dommens side 124 (bilag A, E 2/1024) om, at 23 retten ikke havde været i besiddelse af dette materiale ved sagens afgø-relse. Dette er også baggrunden for, at Molslinjen i stævningen i nærværende sag igen har opfordret Rønne Havn til at fremlægge en række oplysnin-ger, som er relevante for afgørelsen af rimeligheden af priserne opkrævet fra Molslinjen, herunder de af Rønne Havn omtalte rapporter og regn-skabsmateriale, der viser Rønne Havns omsætning og omkostninger for-delt isoleret til infrastruktur i årene efter 2018, da Rønne Havns offentligt tilgængelige årsrapporter efter 2018 ikke indeholder en sådan fordeling. Da Rønne Havn igen har nægtet at fremlægge dette materiale, til trods for at Rønne Havn påberåbte sig materialet under hovedforhandlingen i 2018sagen, har Molslinjen i replikken ad substansen begæret edition for så vidt angår det pågældende materiale, som er relevant for vurderingen af rimeligheden af Rønne Havns priser i perioden fra
185. september 2018, således at materialet kan indgå i det ligeledes begærede syn og skøn, som efter Molslinjens vurdering vil illustrere, at der i perioden fra
186. septem-ber 2018 foreligger et urimeligt forhold mellem Rønne Havns omkostnin-ger og priser på det pågældende tidspunkt. Der er endnu ikke truffet be-slutning om begæringerne om edition og syn og skøn. Indtil videre har Molslinjen på baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger foretaget de bedst mulige analyser af forholdet mellem Rønne Havns relevante omkostninger og den krævede pris i perioden fra
187. september 2018, der kan understøtte Molslinjens anbringender. Rønne Havn gør gældende, at hvis Sø-og Handelsretten udelukkende skulle have taget stilling til, om skibsafgiften i perioden fra
188. januar 2018 til
189. august 2018 var urimeligt høj, da ville dommen ”helt åbenlyst tilmed indebære en stillingtagen til skibsafgiften i 2019 og 2020, da skibsafgiften i disse år var højere ” (duplik ad formaliteten, pkt. 3.2.6). Molslinjen er enig i, at en dom om, at priserne i perioden fra
190. januar 2018 til
191. august 2018 var urimeligt høje, kunne have betydning for vurderingen af prisernes rimelighed i en eventuel senere sag om endnu højere priser i de efterføl-gende år. Det skyldes imidlertid ikke, at den tidligere dom ville have rets-kraft i relation til denne sag. I en sådan senere sag beror spørgsmålet om prisernes rimelighed på de konkrete faktiske omstændigheder på det re-levante tidspunkt, og andre forhold, eksempelvis om prisniveauet i an-dre havne, værdien af Rønne Havns ydelse og Rønne Havns overskudsgrad m.v., har også betydning for vurderingen. Sø-og Handelsretten fandt ikke i 2018-sagen, at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere misbrug af dominerende stilling i form af urimeligt høje priser i perioden fra
192. januar 2018 til
193. august 2018, på trods af indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold. Det hindrer ikke, at retten under denne senere sag anlagt af Molslinjen på baggrund af oplysninger om de konkrete faktiske forhold i denne periode kan tage stilling til, om Rønne Havns priser i den senere periode, herunder de endnu højere priser i 2019 og 2020, var urimeligt høje. Molslinjen betaler stadig hver måned de urimeligt høje skibsafgifter til Rønne Havn med løbende forbehold om tilbagesøgning af den andel, der er urimeligt høj. En dom om urimeligheden af priser opkrævet i 2018 ba-seret på oplysninger om priser og omkostninger m.v. i 2018 kan ikke afskære en sag om urimeligheden af priser opkrævet efterfølgende, når 24 både prisniveau og omkostningsniveau kan ændre sig og faktisk har æn-dret sig. I den forbindelse bemærkes, at Molslinjen ifølge hovedkontrak-ten med Transport- og Bygningsministeriet (bilag 7, E 1/353 f. og 386) skal besejle Rønne Havn indtil udgangen af august
194. Molslinjens mulighed for at anke dommen i 2018-sagen medfører ikke, at sagerne angår samme spørgsmål Danske Færger, der i oktober 2018 blev overtaget af Molslinjen og efterfølgende fusionerede med Molslinjen, var sagsøgt i 2018-sagen anlagt af Rønne Havn. Som følge af fusionen kunne Molslinjen anke spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i perioden
195. januar 2018 til
196. august
197. En ankesag ville imidlertid omfatte samme påstande som sagen for Sø-og Handelsretten og dermed ikke vedrøre Molslinjens krav opstået i den efterfølgende periode fra
198. september
199. Molslinjen ville ikke frit kunne udvide påstandene under ankesa-gen til også at omfatte Molslinjens krav mod Rønne Havn i den efterføl-gende periode, jf. retsplejelovens §§ 383 og 384 (MS 9 og 11). Det viser i sig selv, at 2018-sagen og denne sag ikke angår samme spørgsmål. Sø- og Handelsrettens dom i 2018-sagen angik ikke det samlede takstsystem Endelig har Rønne Havn gjort gældende, at 2018-sagen angik det sam-lede takstsystem, med hvilket der menes, at de takster, Rønne Havn har krævet af Molslinjen for perioden fra
200. september 2018, også var omfat-tet af Sø- og Handelsretten dom i sagen. Rønne Havn støtter denne opfattelse på, at der – efter havnens opfattelse – ikke i den tidligere sag var trukket en klar grænse for perioden før og efter
201. august
202. Rønne Havn henviser i den forbindelse til oplys-ninger, der indgår i denne sag, og som også indgik i 2018-sagen (svar-skriftets pkt. 3.1.44 ff.). Dette bestrides. 2018-sagen angik Rønne Havns påståede betalingskrav mod Danske Færger som følge af Rønne Havns forhøjelser af havneafgif-ter og ISPSafgifter for perioden
203. januar 2018 til
204. august
205. Kravet, der blev behandlet i 2018-sagen, angik med Sø-og Handelsrettens ord kun ”den relevante periode i 2018 ”, jf. dommens side 124 (bilag A, E 2/1024). Der henvises til afsnit 3.1 ovenfor. Det forhold, at der i 2018-sagen indgik dokumenter, der også indgår i denne sag, kan ikke medføre, at den tidligere sag afskærer denne sag. Eksempelvis medfører det forhold, at det fremgik af Rønne Havns forretningsbetingelser for 2017 og 2018, at Rønne Havn ville hæve priserne også i 2019 og 2020, jf. bilag A, side 21 og 24 (E 2/921 og 924), og at disse bilag også indgik i 2018-sagen, ikke, som anført af Rønne Havn (bl.a. svarskriftet ad formaliteten, pkt. 3.1.22-3.1.24), at dommen kan udstræk-kes til at angå den efterfølgende periode, der ikke var omfattet af parter-nes påstande eller dommens ordlyd. 25 En part er ikke afskåret fra at fremsætte krav, som ikke var rejst under en tidligere sag, men som bl.a. støttes på faktum, der har været oplyst i den tidligere sag. Sø- og Handelsretten tog udtrykkeligt ikke stilling til priser opkrævet ef-ter den
206. august 2018 og dermed heller ikke de yderligere prisstignin-ger i 2019 og
207. Desuden har de faktiske priser vist sig at være større end de forventede prisstigninger, der fremgik af bilagene i 2018-sagen, jf. afsnit 3.1 ovenfor. Der indgik ikke oplysninger i 2018-sagen om de højere faktiske priser, som Molslinjen efterfølgende er blevet opkrævet i 2019 og
208. Sø- og Handelsretten havde også kun oplysninger om månedlige opkrævninger fra Rønne Havn i perioden fra
209. januar 2018 til
210. august 2018, ligesom retten også kun for perioden fra
211. januar 2018 til
212. august 2018 havde oplysninger om forholdet mellem Rønne Havns opkrævnin-ger på den ene side og henholdsvis priserne under det tidligere takstsy-stem og priserne i andre havne på den anden side. Uanset om Molslinjen og evt. også retten var bekendt med, at Rønne Havn planlagde at hæve priserne – et spørgsmål, der ikke blev behandlet eller afklaret i 2018-sa-gen – kan dette heller ikke udstrække rækkevidden af den afsagte dom. Ligeledes er det uden betydning for spørgsmålet om retskraft, at Sø- og Handelsretten anvendte oplysninger fra Rønne Havns årsrapport for
213. Årsrapporten for 2018 dækker netop den periode, 2018-sagen an-gik. At en tidligere medarbejder i Danske Færger (og nuværende medarbej-der hos Molslinjen) Person 1 i retten udtalte sig bl.a. om trafik-tal for 2019 og satser for 2020, skyldtes Rønne Havns tilrettelæggelse af sagen, da det var Rønne Havn, der inddrog disse forhold i 2018-sagen med fremlæggelse af bilag 38 (på dagen for forberedelsens afslutning). Dette forhold medfører i alle tilfælde ikke en udvidelse af dommens rets-kraft, eller at Sø- og Handelsretten også har bedømt den senere udvikling i Rønne Havns priser fra
214. september
215. Der er alene tale om over-ordnede tal for 2019, som desuden ligger tidsmæssigt tæt op ad perioden på otte måneder i 2018, som 2018-sagen angik. Molslinjen skal imidlertid varetage den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i 12 år indtil udgangen af august 2030, og der er ikke taget stilling til priserne én gang for alle. Rønne Havn synes ligeledes at gøre gældende, at oplysning om det for-hold, at Molslinjen, som beskrevet i stævningens pkt. 28, klagede til Kon-kurrence- og Forbrugerstyrelsen over stigningen i Rønne Havns takster, indgik i Sø- og Handelsrettens sagsfremstilling i den tidligere sag, med-fører, at sagen anlagt af Rønne Havn mod Danske Færger også skulle angå de takster, som Rønne Havn senere krævede af Molslinjen (svar-skriftets pkt. 3.1.30-3.1.31). Oplysning om Molslinjens klage til Konkur-rence- og Forbrugerstyrelsen, før Molslinjen overtog Danske Færger, kan imidlertid ikke have betydning for rækkevidden af den sag, Rønne Havn i 2018 anlagde mod Danske Færger. 26 Rønne Havn gør også gældende, at det forhold, at der på side 124 i dom-men i 2018-sagen (bilag A, E 2/1024) henvises til Rønne Havns forklaring om, at Rambøll havde udarbejdet rapporter om Rønne Havns prisstigninger, som Rønne Havn forelagde for Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med Molslinjens klage over prisstigningerne, og til at retten ikke havde været i besiddelse af dette materiale, i sig selv ”doku-menterer” , at der er tale om ét samlet takstsystem. Det bestrides. Retten har ikke været i besiddelse af materialet, og ingen andre end Molslinjen ved, hvilke oplysninger, herunder om tidsperiode og opkrævede priser, der indgår i rapporterne, som Rønne Havn har nægtet at fremlægge. Det af Rønne Havn anførte om, at ”Samtlige oplysninger, som indgår i Sø-og Handelsrettens dom, relaterer sig til perioden efter
216. august 2018 og knytter sig således til Molslinjens besejling af ruten til og fra Rønne Havn” (svarskriftets pkt. 3.1.29) kan afvises. Langt størstedelen af de faktuelle oplysnin-ger, der indgik i 2018-sagen og fremgår af dommen, relaterer sig til peri-oden før
217. september 2018 og de skibe, Danske Færger anvendte i denne periode. Oplysninger vedrørende 2019 indgår alene i Sø- og Handelsret-tens begrundelse som grundlag for opgørelsen af Danske Færgers andel af Rønne Havns omsætning i 2018, som sagen angik, hvilket ikke kan indebære en udvidelse af dommens retskraft. Sammenligninger af ordlyden i uddrag af Danske Færgers processkrifter med Molslinjens stævning kan endelig ikke føre til, at dommen i 2018-sagen tillægges en udvidet retskraft. Eftersom begge sager angår Rønne Havns havneafgifter for to tilstødende perioder, og da skrifterne i øvrigt er udarbejdet af samme advokater, er det naturligt, at der vil være så-danne sammenfald. Det indebærer ikke, at nærværende sag må afvises. Person 6's udtalelse i bilag Y om, at afgørelsen af retskraftspørgsmålet kan ske alene ved at sammenholde præmisserne i dommen fra 2018-sagen med Molslinjens påstande og anbringender i nærværende sag, og at dommen i 2018-sagen én gang for alle har afgjort spørgsmålet om Rønne Havns prisstigninger fra 2018, er forkert. Udtalelsen er alene baseret på, at der i bilagsmateriale i 2018-sagen var henvist til de kommende yderligere forventede prisstigninger i 2019 og 2020 (men ikke senere år), som var udmeldt samtidig med prisstignin-gerne for
218. Sø- og Handelsretten tog for det første ikke stilling til andre prisstigninger end dem, der konkret var opkrævet over for Danske Færger i perioden fra
219. januar 2018 til
220. august 2018.For det andet tager udtalelsen ikke højde for kravene til den konkurrenceretlige vurdering af, om priser er urimeligt høje i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF. Som angivet ovenfor må denne vurdering nødvendigvis baseres på yderligere oplysninger end blot oplysninger om priserne isoleret set, og vurderingen må foretages på baggrund af oplysninger på det rele-vante tidspunkt. Der er ikke tale om et spørgsmål, som kan afgøres én gang for alle. For det tredje var udtalelsen baseret på en forudsætning om ”5) At Rønne Havn A/S satte det nævnte prissystem i kraft den 1 januar 2018 og har anvendt dette uændret i henhold til det indmeldte.” Denne forudsæt-ning er forkert, da priserne er hævet siden ”det indmeldte” i januar
221. 27 Som nævnt indeholdt bilagsmaterialet i 2018-sagen ikke oplysninger om de faktiske priser, som Molslinjen er blevet opkrævet i 2019 og 2020, og som var højere end de varslede priser i disse år tillagt en regulering efter nettoprisindekset. Det indebærer også, at udtalelsen ikke kan lægges til grund. Foretager man – uanset disse forhold – den mere forenklede sammenlig-ning, som Person 6 argumenterer for, vil det endvidere ikke føre til det af Rønne Havn anførte resultat. Præmisserne i 2018-dommen angår udtrykkeligt alene perioden fra
222. januar til
223. au-gust 2018, mens påstande og anbringender i denne sag vedrører perioden fra
224. september 2018 og frem. Rønne Havn henviser også til bilag AE, som er et yderligere responsum indhentet af Rønne Havn fra Person
225. Heraf fremgår, at Person 6 mener, at Sø- og Handels-retten kan lægge til grund, at der var tale om ét samlet prissystem gældende fra
226. januar 2018 og fremefter på trods af ovenstående kritik af udtalelsen fremlagt som bilag Y. Selv hvis det er korrekt, hvilket bestri-des, indebærer det ikke, at Sø- og Handelsretten har taget stilling til pri-serne opkrævet over for Molslinjen i perioden fra
227. september
228. Person 6's udtalelse er baseret på følgende, jf. bilag AE, side 2: ”Molslinjen A/S har i processkrift 2 af
229. februar 2024 (s. 11) bestridt denne forudsætning, og gjort gældende, at priserne var og er højere end varslet. Det fremgår imidlertid eksplicit af Rønne Havn A/S’ pri-ser og forretningsbetingelser 2018 (2021-sagens bilag 1, s. 5 og Dom-mens bilag 2, s. 5), at der ved disse betingelser er fastsat minimums-priser for perioden 2018 og fremefter, dvs. ikke alene for
230. End-videre fremgår det af Rønne Havn A/S’ priser og forretningsbetin-gelser 2019 og 2020 (2021sagens bilag 3 (s. 5) og bilag 4 (s. 5)), at Rønne Havn A/S i 2019 og 2020 rent faktisk anvendte de minimums-priser, som fremgik af 2018forretningsbetingelserne, herunder med de udmeldte pristalsreguleringer, der som minimum følger nettop-risindekset, og som er fastsat under hensyntagen til målet om, at rabatten fra 2020 skulle udgøre til 70 %.” Det synes således at være afgørende for konklusionen om, at der er tale om ét samlet takstsystem, at Rønne Havns Priser & Betingelser henviser til, at der er tale om minimumspriser, der ifølge Rønne Havns brev af
231. januar 2016 (bilag A, side 12, E 2/912) som minimum vil følge nettoprisin-dekset hvert år. Denne formulering kan skyldes, at de faktisk opkrævede priser var højere end de varslede priser tillagt regulering som følge af nettoprisindekset, jf. afsnit 3.3 ovenfor. Disse angivelser om ”minimumspriser” i Rønne Havns brev og forretningsbetingelser indebærer ikke, at Sø-og Handelsrettens dom i 2018-sagen har taget stilling til lovligheden af enhver pris opkrævet af Rønne Havn, når blot denne pris er højere end den angivne minimumspris. Det gælder særligt, når Molslinjen har betalt de urimeligt høje priser siden
232. september 2018 og potentielt vil være nødsaget til at gøre det indtil ud- 28 gangen af august 2030, og når oplysningerne om de højere faktiske priser opkrævet fra Molslinjen ikke indgik i 2018-sagen. Henvisningen til, at prisstigningerne er fastsat under hensyntagen til Rønne Havns påståede mål om, at ”rabatten” fra 2020 skulle udgøre 70 %, ændrer ikke herpå. For det første giver det ikke mening at omtale de månedspriser, der opkræves Molslinjen, for ”rabatter” i forhold til Rønne Havns standard-takster anvendt over for andre skibe, der besejler havnen i Rønne. Mols-linjen er klart den største kunde hos Rønne Havn og er i medfør af ho-vedkontrakten med staten forpligtet til at besejle havnen i Rønne flere gange dagligt som led i den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm. Molslinjens forhold er dermed usammenlignelige med hav-nens andre kunders forhold, og det er naturligt, at Molslinjen og Danske Færger, som varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Born-holm i en meget lang periode før Molslinjen, er blevet opkrævet en pris, der var markant lavere end havnens standardtakster anvendt over for havnens øvrige kunder. For det andet har det ikke før Rønne Havns processkrift ad retskraft af
233. marts 2024 været kendt for hverken Molslinjen eller Sø- og Handelsret-ten, at Rønne Havn havde et mål om, at priserne opkrævet fra Molslinjen skulle svare til 70 % af standardpriserne opkrævet fra havnens øvrige kunder. Dette forhold indgik ikke i Sø-og Handelsrettens dom i 2018-sagen. Rønne Havn har på side 8 i processkrift ad retskraft af
234. marts 2024 anført, at dette formål blev fremlagt under 2018-sagens behandling og derfor blev taget i betragtning og bedømt af Sø- og Handelsretten. Det er forkert. Rønne Havn har for det første henvist til Person 3's vidneforklaring, som er refereret i dommens side 46,
235. afsnit (bilag A, E 2/946). Forklarin-gen lyder: ”De havde med bistand fra Rambøll regnet på, hvilken konsekvens takstændringen ville have for Danske Færger. Rambølls rapport fo-kuserede på cost drivers og ressourcetræk på forskellige områder. Konklusionen var, at havnen godt kunne tillade sig at sætte Danske Færgers rabat yderligere ned til en procentsats under 70 %. Det havde således ikke været urimeligt, hvis de allerede nu havde sat rabatten endnu længere ned.” Forklaringen vedrører udtrykkeligt alene prisen opkrævet fra Danske Færger og dermed kun prisen opkrævet i perioden
236. januar til
237. august
238. Det fremgår ikke, at formålet med prisændringen i 2018 generelt var at nedsætte prisen opkrævet fra Danske Færger og Molslinjen til 70 % af standardpriserne. Den Rambøll-rapport, der omtales, har Rønne Havn nægtet at fremlægge i sagen til trods for Molslinjens opfordring herom. Forklaringen understøtter således ikke, at Sø-og Handelsretten allerede har forholdt sig til Rønne Havns priser over for Molslinjen. 29 Rønne Havn har for det andet henvist til, at formålet om at nedsætte prisen opkrævet fra Danske Færger blev refereret i Rønne Havns påstandsdokument, jf. følgende udtalelse på dommens side 74, afsnit 6 (bilag A, E 2/974), som blev gentaget i Danske Færgers påstandsdokument: “Det gøres gældende at det er af central betydning for urimelighedsvurderingen, at Rønne Havn alene har reduceret Danske Færgers ra-bat fra ca. 90 % til ca. 70 % og ikke sat priserne op.“ Dette anbringende vedrører også alene priserne opkrævet fra Danske Færger og dermed kun priserne i perioden
239. januar til
240. august
241. Det fremgår heller ikke her, at formålet med prisændringen i 2018 gene-relt var at nedsætte prisen opkrævet fra Danske Færger og Molslinjen til 70 % af standardpriserne. Der er alene tale om interne beregninger til brug for Rønne Havns prissætning over for Danske Færger. De takster, Rønne Havn har krævet fra Molslinjen for perioden fra
242. september 2018, var således ikke omfattet af Sø-og Handelsrettens dom i sagen, og Sø-og Handelsretten har ikke tidligere pådømt spørgsmålet om disse taksters berettigelse. Rønne Havn henviser til en revisorerklæring, der angiveligt understøt-ter, at Rønne Havns beregninger af ”rabatten” for Molslinjen i forhold til Rønne Havns standardtakster er korrekt. Denne sagkyndige erklæring er imidlertid indhentet ensidigt af Rønne Havn efter sagens anlæg uden ret-tens tilladelse og kan dermed ikke lægges til grund eller indgå i sagen, jf. retsplejelovens § 209 a og § 341 a, stk. 1, modsætningsvis. Selv hvis erklæringen lægges til grund, indebærer dette imidlertid ikke, at Sø-og Handelsretten tidligere har pådømt spørgsmålet om taksternes beretti-gelse. Molslinjen har i nærværende sag også nedlagt påstand og fremført anbringender om aftalelovens § 36, og dette spørgsmål har dommen i 2018sagen heller ikke taget stilling til Rønne Havns påstande om afvisning i nærværende sag synes alene at være begrundet i, at Sø-og Handelsrettens dom i 2018-sagen – efter Rønne Havns opfattelse – har taget endelig stilling til, at Rønne Havns priser ikke er i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stil-ling. Selv hvis det var tilfældet, hvilket anfægtes, ville sagen imidlertid ikke kunne afvises. Det skyldes, at nærværende sag også angår, om pri-serne opkræves i strid med aftalelovens § 36, hvilket spørgsmål dommen i 2018-sagen ikke har taget stilling til, selvom anbringender herom var gjort gældende. Molslinjens betalingspåstand (påstand 1) i nærværende sag er ikke kun støttet på anbringender om Rønne Havns misbrug af dominerende stil-ling. Molslinjen har også fremført anbringender om, at Rønne Havns prisstigninger er i strid med aftalelovens §
243. Der henvises til stævnin-gens afsnit C2 (E 1/81). 30 Tilsvarende angår Molslinjens anerkendelsespåstand i nærværende sag (påstand 2) også prisstigninger i strid med aftalelovens §
244. Påstanden lyder: ”Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets skibsafgifter opkrævet fra Molslinjen A/S siden
245. september 2018 er urimeligt høje og/eller udtryk for urimelige forretningsbetingelser og udgør mis-brug af Rønne Havn A/S’ dominerende stilling i strid med konkur-rencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og/eller at de opkrævede skibsafgifter er i strid med aftalelovens § 36, og at Rønne Havn A/S derfor ikke er berettiget til at opkræve sådanne høje skibsafgifter fra Molslinen A/S.” (vores understregning) Under 2018-sagen gjorde Danske Færger også gældende, at Rønne Havns påståede krav ikke bestod, da prisstigningerne i perioden
246. januar til
247. august 2018 var i strid med aftalelovens §
248. Dommen i 2018-sagen tog ikke stilling til disse anbringender, da retten fandt, at prisstigningerne var i strid med en aftale mellem Danske Færger og Rønne Havn om priserne i perioden indtil
249. august
250. Der var således ikke behov for at tage stilling til spørgsmålet om prisernes over-ensstemmelse med aftalelovens § 36, da Danske Færger allerede havde fået medhold i frifindelsespåstanden over for Rønne Havns betalingspå-stand, og da spørgsmålet om aftalelovens § 36 ikke var relevant for anerkendelsespåstanden i 2018-sagen, som udelukkende omhandlede forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. Dette indebærer også, at nærværende sag ikke skal afvises med henvis-ning til negativ retskraft af dommen i 2018-sagen. Subsidiært gøres det gældende, at selv hvis nærværende sag angår samme krav som 2018-sagen, er der sket berettiget udstykning, hvorfor Molslinjens krav ikke kan afvises Som anført ovenfor angik 2018-sagen et andet (påstået) krav end nærværende sag med en anden kreditor. Molslinjen gør dermed gældende, at dommen i 2018-sagen ikke bør medføre afvisning af nærværende sag om Molslinjens særskilte krav på tilbagesøgning, idet der alene foreligger retskraft i forhold til allerede pådømte krav. Molslinjen gør subsidiært gældende, at i det omfang Molslinjens krav i nærværende sag måtte være en del af ét og samme krav som Rønne Havns påståede krav i 2018-sagen (til trods for de ovenfor anførte forhold), er der sket berettiget udstykning af den del af kravet, som angår Molslinjens tilbagesøgning af for meget betalt havneafgift i perioden fra
251. september
252. Det var berettiget at udstykke den del af kravet, der angik det senere udbud af den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm, som Molslinjen fortsat varetager og skal varetage indtil i hvert fald
253. august
254. Hele kravet var ikke forfaldent og kunne ikke gøres op, da dommen i 2018sagen blev afsagt. Molslinjen fusionerede også først med Danske 31 Færger den
255. december
256. Som angivet ovenfor adskiller de faktiske omstændigheder i de to sager sig desuden, og 2018-sagen var anlagt af Rønne Havn og i det hele tilrettelagt i lyset af havnens betalingspåstand over for Danske Færger. Det vil være mere nærliggende at behandle Molslinjens krav for alle må-neder fra september 2018 og til (potentielt) udgangen af august 2030 un-der én sag, end det ville have været at udvide 2018-sagen til også at angå Molslinjens tilbagesøgningskrav i perioden op til forberedelsens afslut-ning i 2018-sagen og anlægge en ny sag om Molslinjens krav i den (store) resterende del af perioden indtil udgangen af august
257. Under alle omstændigheder kunne Molslinjen udstykke den del af kra-vet, der endnu ikke var forfalden og ikke kunne gøres op på tidspunktet for forberedelsens afslutning i 2018-sagen den
258. februar
259. Der kan således i hvert fald ikke ske afvisning for så vidt angår denne del af Mols-linjens krav. Der henvises til Gomard & Kistrup: Civilprocessen, 2020, side 794 (MS 125), hvorefter en fornyet prøvelse på et nyt retligt grundlag efter omstændighederne bør tillades, hvis retten i en tidligere sag har undladt at tage visse regler af betydning for parternes mellemværende i betragtning i dommen, og denne undladelse ikke kan lægges parterne til last f.eks. på grund af en begrænsende formulering af deres påstande og anbringender. Der henvises i den forbindelse til UfR 2021.1275 V (MS 101 ff.), hvor en skadelidt ikke var afskåret fra at gøre et krav om erstatning for erhverv-sevnetab gældende efter afslutningen af en ankesag om ansvarsgrundlag og svie og smerte, selv om han ikke havde forsøgt at inddrage kravet under ankesagens behandling. Kravet var forfaldent efter forberedelsens afslutning, men inden hovedforhandlingen. Der foreligger i nærværende sag en anden situation end i eksempelvis UfR 2016.3106 V (MS 67 f.), hvor udstykning af en del af et krav ikke var berettiget, da kravet kunne være gjort endeligt op og have været inddra-get i en betalingspåstand i den tidligere sag. Smh. ligeledes Højesterets udtalelse i UfR 2010.1431 H (MS 62), hvorefter generelle hensyn til pro-cesøkonomi og effektivitet af retskraftreglerne tilsiger, at en sagsøger som udgangspunkt medtager alle sine forfaldne krav i anledning af en misligholdelse under samme sag. Krav, der endnu ikke er forfaldne, kan således godt udstykkes, jf. ligeledes Bernhard Gomard og Michael Kistrup: Civilprocessen, side 798 (MS 129). Som angivet ovenfor har Rønne Havn før dommen i 2018-sagen været bekendt med Molslinjens forbehold for at kræve tilbagesøgning af den del af havneafgiftsbetalingerne, der er urimeligt høje. Rønne Havn har således ikke haft anledning til at tro, at Molslinjen ikke har foretaget ud-stykning af den del af kravet, der angik Molslinjens tilbagesøgningskrav for perioden fra
260. september
261. Hverken Rønne Havn eller Person 6 argumen-terer imod, at betingelserne for udstykning er opfyldt - hvilket betingel-serne også er. 32 Person 6 har i sit supplerende responsum be-stilt af Rønne Havn og fremlagt som bilag AE erklæret sig enig i, at ”[s]elv om betingelserne for udstykning skulle have været opfyldt” , så skal der ikke ske afvisning af krav, der med rette kunne ske udstykning for. Det følger også af Gomard & Kistrup: Civilprocessen, side 801 (MS 132). Person 6 anfører dog på side 5 i bilag AE, at dommen om det første delkrav (som ikke er udstykket) vil have positiv retskraft i sagen om det andet delkrav (som er udstykket) og således har ”præjudicerede virkning” . I den forbindelse bemærkes for god ordens skyld (selvom dette spørgs-mål ikke har betydning for afvisningsspørgsmålet), at retskraftens præju-dicielle virkning alene gælder for spørgsmål, som er afgjort under den tidligere sag, jf. ligeledes Gomard & Kistrup: Civilprocessen, side 794 ff. (MS 125 ff.). Sø-og Handelsretten har ikke allerede prøvet og afgjort spørgsmålet om lovligheden af Rønne Havns priser opkrævet fra Mols-linjen i perioden fra
262. september 2018, jf. ovenfor. Det kunne Sø- og Han-delsretten heller ikke, da retten ikke havde oplysninger om bl.a. de pri-ser, Rønne Havn har opkrævet fra Molslinjen. En afgørelse i en sag om en eller flere rater af en periodisk ydelse (som i nærværende sag) er desuden ikke bindende under sager om senere for-faldne rater, jf. Gomard & Kistrup: Civilprocessen, side 797 (MS 128), og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen: Den civile retspleje, side 668 (MS 150). I dommen i 2018-sagen var Sø- og Handelsretten ikke afvisende over for, at Rønne Havns priser opkrævet fra Danske Færger i perioden fra
263. januar 2018 til
264. august 2018 kunne indebære misbrug af dominerende stilling, jf. dommens side 124 (bilag A, E 2/1024), hvor retten bl.a. udtalte følgende: ”Retten finder på den baggrund, at der på trods af indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF. På det foreliggende grundlag frifindes Rønne Havn herefter for den af Danske Færger selvstændigt nedlagte påstand.” (vores understregning) Molslinjen har i nærværende sag begæret edition og syn og skøn med henblik på at få mulighed for at fremlægge yderligere beviser om bl.a. Rønne Havns omkostninger og omsætning relevant for den samfunds-begrundede færgebetjening af Bornholm. Sådanne oplysninger er rele-vante for spørgsmålet om lovligheden af Rønne Havns priser efter kon-kurrencereglerne. Der er endnu ikke truffet afgørelse om disse begærin-ger. 33 Der er dermed ikke grundlag for at afskære en prøvelse af lovligheden af Rønne Havns priser opkrævet fra Molslinjen i perioden fra
265. septem-ber
266. Rønne Havn har i sit påstandsdokument anført: Indledning Rønne Havn A/S (herefter Rønne Havn) har nedlagt påstand om afvis-ning, allerede fordi Sø- og Handelsrettens tidligere afsagte dom af
267. maj 2021 i sag BS-35839/2018 SHR (herefter 2021-dommen eller 2021-sagen) i en sag mellem oprindeligt Danske Færger A/S (herefter Danske Færger), senere Molslinjen og Rønne Havn - hvor Danske Færger/Molslinjen havde nedlagt påstand om, at Rønne Havn misbrugte sin dominerende stilling til fastsættelse af urimeligt høje priser - har retskraft overfor Mols-linjens nedlagte påstand om Rønne Havns misbrug af dominerende stil-ling til fastsættelse af urimeligt høje priser . I denne sag anlagt den 16 . september 2021 udskilte Sø- og Handelsretten den
268. august 2023 spørgsmålet om afvisning grundet retskraft til sær-skilt behandling og afgørelse. Rønne Havn fastholder, at denne sag, som er indbragt for Sø- og Han-delsretten af Molslinjen – efter udløbet af ankefristen af 2021-dommen -vedrører samme spørgsmål og omhandler samme parter, som var om -fattet af 2021-dommen for så vidt angår den konkurrenceretlige bedøm-melse af, hvorvidt Rønne Havn opkræver urimeligt høje priser. I 2021-dommen blev Danske Færger frifundet for Rønne Havns krav om betaling efter Rønne Havns nye takstsystem for skibsafgift, der var blevet sat i kraft og indfaset fra og med den
269. januar
270. Frifindelsen var ba-seret på et aftaleretligt grundlag, da Sø- og Handelsretten fandt, "at Rønne Havn p§ baggrund af parternes samlede aftalegrund/ag ikke kunne lave de æn-dringer af takststrukturen overfor Danske Færger, som Rønne Havn gennem-førte . .. " jf. 2021-dommen, bilag A, side
271. Den aftaleretlige del af 2021-dommen er uden betydning for vurderingen af 2021-dommens retskraft overfor Molslinjen i relation til den konkurrenceretlige bedømmelse. Afgørende for vurderingen af retskraft er Sø- og Handelsrettens stilling-tagen til påstanden om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i 2021-dommen. Sø-og Handelsretten traf således afgørelse derom efter, at Danske Færger/Molslinjen havde nedlagt en selvstændig påstand om, at Rønne Havn havde misbrugt sin dominerende stilling ved at opkræve urimeligt høje priser i strid med Konkurrencelovens § 11 og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel
272. Sø- og Handels-retten frifandt Rønne Havn for denne påstand. Dette påstandsdokument er opbygget som følger: Afsnit 3 indeholder sagsfremstillingen. Afsnit 4 omhandler de grundlæggende principper for retskraft. Afsnit 4.2 og 4.3 uddyber disse, idet afsnit 4.2 behandler spørgsmålet om, hvorvidt sagen angår samme parter. Afsnit 4.3 omhandler spørgsmålet om, hvorvidt sagen angår samme spørgsmål som 2021- 34 dommen - herunder afsnit 4.3.3 der behandler en sammenligning af de nedlagte påstande, afsnit 4.3.4 som behandler skibsafgiften og de anførte omkostninger/avancer, der ikke har ændret sig, og afsnit 4.3.5 som rede-gør for sammenhængen mellem de opkrævede skibsafgifter og perioder. Afsnit 5 og 6 behandler Molslinjens synspunkter vedrørende Molslinjens forbehold og Rønne Havns protest mod Danske Færgers/Molslinjens på-stand 2 i 2021-sagen. Afsnit 7 indeholder et sammendrag af Rønne Havns anbringender. Afsnit 8, 9 og 10 omhandler henholdsvis bevisførelsen, momsregistrering og processuelle meddelelser. SAGSFREMSTILLING Rønne Havn var oprindeligt gennem årtier en del af Rønne Kommune og har aldrig været en statshavn. Som led i samfundsudviklingen blev havnen først udskilt som kommunal selvstyrehavn og efterfølgende i 2004 omdannet til selvstændigt aktieselskab med Bornholms Regionskommune som den altovervejende majoritetsaktionær og med navnet Rønne Havn A/S. Selskabet ejer således havnen og driver denne som kommerciel havn omfattet af Havneloven og øvrig relevant lovgivning. Færgedriften i Østersøen mellem København/Køge og Rønne/Ystad er længe blevet udført som en samfundsbegrundet betjening baseret på gennemførte offentlige udbud og blev i en årrække varetaget af rederiet Bornholmstrafikken A/S (herefter Bornholmstrafikken). Bornholmstra-fikken ophørte med at eksistere den
273. november 2010 efter fusion med Danske Færger m.fl., med Danske Færger som det fortsættende selskab efter fusionen. Danske Færger forestod også den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm for det daværende Transportministerium efter gennemført udbud derom i kontraktperioden
274. september 2011 til
275. august
276. Perioden blev forlænget af ministeriet til og med den
277. august
278. I 2016 tabte Danske Færger imidlertid det seneste statsudbud om den sam-fundsbegrundede færgebetjening af det Bornholmske samfund for den kommende besejlingsperiode. I forbindelse dermed indmeldte Rønne Havn det nye takstsystem, jf. afsnit 3.1.5 og 3.1.6 nedenfor. Molslinjen blev den vindende tilbudsgiver. Danske Færger anløb fortsat frem til
279. august 2018 flere gange dagligt Rønne Havn, men pr.
280. september 2018 overtog Molslinjen besejlingen, ligeledes med adskillige daglige anløb. Den
281. juni 2018 stævnede Rønne Havn Danske Færger ved Sø- og Handelsretten (2021-sagen). Danske Færger var på tidspunktet for sagens an-læg fortsat ejet af Bornholmstrafikken Holding A/S med 50% og af Clip-per Group A/S med 50%. Bornholmstrafikken Holding A/S er ejet 100% af Staten (det daværende Transport- og Boligministerium). Tvisten mellem Rønne Havn og Danske Færger angik oprindeligt Rønne Havns Priser og Forretningsvilkår 2017 og 2018 og den pr. 1.1.2018 gen-nemførte ændring af priser for anløb (skibsafgifter) til Rønne Havn, der fulgte et nærmere angivet takstsystem, som implementerede minimums-priser i tre tempi over en 3-årig periode 2018, 2019 og 2020, jf. bilag 8 og bilag
282. Det overordnede formål med introduktionen af det nye takstsy-stem og dets implementering var oprindeligt og har siden vedvarende 35 været at nedbringe den - efter Rønne Havns opfattelse endog meget store - rabat på mellem 90 % og 96 %, som blev givet til det rederi, der til en-hver tid forestod den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm, til 70 %. Rønne Havn havde orienteret Danske Færger skriftligt om ændringen al-lerede i januar 2016, jf. bilag 9 og bilag A, side 12, og indmeldte de for ministeriets udbud relevante priser for 2018, 2019 og 2020 til ministeriet i foråret 2016, på hvilket grundlag de bydende afgav tilbud. Molslinjen modtog således som byder også disse oplysninger og havde i den forbin-delse ingen bemærkninger til Rønne Havn, heller ikke før medio juni
283. Den
284. juni 2018 indgav Molslinjen klage til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen over de skibsafgifter, der i overensstemmelse med Rønne Havns Priser og Forretningsbetingelser 2017 og 2018 var trådt i kraft pr.
285. januar 2018, jf. bilag 8, 1 og
286. Klagen angik præcis det takstsystem, som Danske Færger/Molslinjen senere nedlagde selvstændig påstand om i 2021-sagen. Til brug for undersøgelsen af om Molslinjens klage kunne og skulle an-tages som en konkurrenceretlig klagesag, indhentede Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen en betydelig mængde oplysninger og materiale fra Rønne Havn og afholdt flere møder med henholdsvis Rønne Havn og Molslinjen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddelte den
287. okto-ber 2019, jf. bilag A, side 28, med henvisning dertil, at det var styrelsens vurdering på baggrund af de foreliggende oplysninger og de indledende undersøgelser, at styrelsen skulle afsætte betydelige ressourcer til yder-ligere undersøgelser af de forhold klagen vedrørte. Konkurrence- og For-brugerstyrelsen indstillede derefter sagen. Klagens afvisning medførte ikke, at Molslinjen anlagde sag ved domstolene før dette sagsanlæg, ca. 3 år efter afvisningen. Kort tid efter det første sagsanlæg ved Sø- og Handelsretten og indgivelsen af klage til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsens vedrørende takst-systemet, overtog Molslinjen rederiet Danske Færger. I oktober 2018 er-hvervede Molslinjen således 100 % af aktiekapitalen i Danske Færger. Er-hvervelsen gennemførtes efter en fusionsgodkendelse fra Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen af
288. oktober
289. Den
290. december 2018 fusionerede Danske Færger og Molslinjen derefter med Molslinjen som det fortsættende selskab. Navnet Danske Færger bibeholdtes som binavn for det fortsættende selskab. Med undtagelse af få måneder har Molslinjen således været involveret i sagsanlægget oprindeligt mellem Rønne Havn og Danske Færger. Nav-net Danske Færger blev anvendt under sagens behandling - idet Danske Færger efter overtagelsen beholdtes som et binavn til Molslinjen jf. lige ovenfor. Først ca. 2 år efter at sagen mellem Rønne Havn og oprindeligt Danske Færger var anlagt ved Sø- og Handelsretten og efter, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde afvist klagen om Rønne Havns takstsystem, nedlagde Danske Færger/Molslinjen i processkrift D af
291. september 36 2020, en yderligere påstand, hvilket tidligere er fremhævet i Rønne Havns Duplik ad formaliteten af
292. februar 2022 uden protest fra Mols-linjen: "Rønne Havn A/S skal anerkende, at selskabets forhøjelser af havneafgiften over for Danske Færger A/S med virkning for perioden fra
293. januar 2018 til
294. august 2018 indebærer misbrug af Rønne Havn A/ S' dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 6 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. (. . .) Baggrunden herfor er, at Molslinjen A/S, der har overtaget samtlige aktier i Danske Færger pr.
295. oktober 2018 og senere er fusioneret med selskabet, overtog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm pr.
296. september
297. Mellem Molslinjen A/S og Rønne Havn består derfor et aktuelt kontraktforhold, der er baseret på samme takstsystem som det, der gjaldt for Danske Færgers besejling af Rønne Havn, og som denne sag vedrører. Molslinjen har en selvstændig interesse i at få påkendt spørgsmålet om Rønne Havns misbrug af dominerende stilling i form af opkrævning af urimeligt høje priser. Den subsidiære påstand vil særligt være relevant i tilfælde af, at denne sag måtte blive afgjort på grundlag af Danske Færgers aftaleretlige anbringender." Baggrunden for Danske Færgers påstand 2 er gentaget i 2021-dommen, jf. bilag A, side
298. Sø-og Handelsretten afsagde dom den
299. maj 2021 og frifandt Rønne Havn for misbrug af dominans på det foreliggende grundlag, jf. bilag A. Danske Færger/Molslinjen ankede som nævnt ikke dommen. ANBRINGENDER Retskraft En doms bindende virkning kaldes dommens retskraft. Retskraften afskærer en ny sag mellem samme parter om de spørgsmål, som en dom har taget stilling til, hvorfor en sådan sag skal afvises. Dette kaldes afvis-ningsvirkningen eller den negative retskraft. For at vurdere om 2021-dommen har retskraft i relation til denne sag, skal Sø-og Handelsretten tage stilling til, om 2021-sagen og denne sag vedrører samme parter, jf. afsnit 4.2, og samme spørgsmål, jf. afsnit 4.
300. Af afsnit 4.2 og 4.3 fremgår, at denne sag, anlagt af Molslinjen, angår samme parter og hviler på det samme retlige grundlag som det krav, der allerede var indtalt og var til prøvelse under 2021-dommen, og som Sø-og Handelsretten dermed allerede en gang har taget stilling til. Det følger af fast retspraksis, at dommens retskraft ikke kan anses for indskrænket til dommens konklusion. Dommen har også retskraft i rela-tion til de påstande, der er fremsat. Dette gælder uanset om sagsøgeren tilvejebringer nye beviser og fremsætter nye anbringender, jf. U 37 1987.165H, hvor retten afviste krav og påstande, da disse var blevet på-dømt under en tidligere sag, uanset at sagsøgeren under den nye sag støt-tede kravene på nye anbringender. Det faktum, at en doms retskraft ikke er begrænset til dommens konklu-sion, betyder ligeledes, at en dom også har retskraft i relation til rettens præmisser for sin afgørelse om de nedlagte påstande. Mere generelt kan dette udtrykkes således, at en doms retskraft afskærer en ny sag om samme spørgsmål. En doms retskraft har endvidere præjudicerende virkning, dvs. at de spørgsmål, der er taget stilling til ved dommen, skal lægges uprøvet til grund i en senere sag mellem parterne. Denne præju-dicerende virkning gælder, uanset at den nye sag angår et nyt spørgsmå, dvs. afgørelsen af den nye sag skal foretages ud fra den forudsætning, at den tidligere dom er bindende og dermed kan præjudicere udfaldet af den nye sag. Både dispositionsmaksimen og hensynet til den vindende part taler for, at en dom har retskraft, uanset om den tabende part på grund af fejl, vild-farelse eller uvidenhed ikke gør alle relevante anbringender og beviser gældende. Det forhold, at Sø- og Handelsretten har vurderet, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med Konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 TEUF i relation til dommen af
301. maj 2021, ændrer ikke på, at en i øvrigt enstemmig dom og dermed med fuld prædikatsværdi, har retskraft i relation til det takstsystem, som har været vurderet i forbindelse med sagen. Det takstsystem, som blev vurderet i 2021-dommen, er identisk med det nuværende, som således ikke adskiller sig fra det i 2021-sagen fremlagte og bedømte. Der er ikke en udløbsdato for en doms retskraft. Det er således uden betydning, om en dom tager stilling til en nærmere angivet tidsperiode. Indtræder en begivenhed efter, at retten har optaget sagen til dom, kan denne begivenhed i særlige tilfælde prøves under en ny sag, dersom par-ten ikke kunne have forudset begivenhedens indtræden eller dog ikke havde rimelig grund til at afvente dette tidspunkt. Dette er ikke tilfældet her. Når ankefristen udløber, er dommen endelig. En dom har retskraft fra det tidspunkt, hvor den ikke længere uden tilladelse kan appelleres eller genoptages. En dom afsagt i første instans har dermed retskraft fra det tidspunkt, hvor den ordinære ankefrist udløber, jf. Retsplejelovens § 372, stk.
302. Danske Færger/Molslinjen ankede som nævnt ikke Sø-og Handelsrettens dom af
303. maj 2021, hvorfor denne dom står ved magt. De spørgsmål, der var rejst under 2021-sagen, kan derfor ikke genbesøges i en senere sag - allerede på grund af den negative retskraft. I selve begrebet retskraft ligger således en indbygget forudsætning om, at der er en tidsmæssig forskydning mellem første sags afslutning og anden sags opstart. Effekten af retskraft er dermed ikke afhængig af, hvor lang tid der er for-løbet mellem første og anden sag. Retspraksis om retskraft tager da heller ikke det tidsmæssige perspektiv med i vurderingen, men forholder sig 38 til, om et nyt søgsmål med samme indhold mellem samme parter skal afvises. Kun i det sjældne tilfælde hvor selve varigheden af en tilstand har væ-sentlig betydning for afgørelsen af en tvist, kan en ny sag anlægges efter forløbet af et passende tidsrum, jf. Vestre Landsrets dom gengivet i UfR 2017.1407V, omhandlende en række træers højde. I den pågældende sag forholdt Vestre Landsret sig i 2017 til en dom afsagt i 1981, hvor træernes højde var til bedømmelse. Om dommen afsagt i 1981 og dennes retskraft, tiltrådte Vestre Landsret følgende vurdering afsagt af byretten i Viborg (min understregning): ”... efter det betydelige omfang, som trækronerne har, og som til dels strækker sig ind over skellet til sagsøgeren, finder retten, at der foreligger en si tuation, der er så anderledes end den, der blev bedømt i 1981, at den tidligere dom ikke har retskraft i forhold til den nu anlagte sag." Vestre Landsret tilføjede i sin begrundelse og resultat (min understregning): "Landsretten tiltræder, at situationen som følge af træernes vækst har ændret sig så meget i forhold til 1981, at dommen fra 1981 ikke kan begrunde afvisning." Vestre Landsret lagde således vægt på, at forholdene var så anderledes og havde ændret sig så meget i forhold til de forhold, der forelå ved dommen fra
304. I det (teoretiske) tilfælde, hvor træerne ikke var vokset betydeligt i løbet af de 36 år, da ville en ny sag omvendt ikke kunne anlægges på trods af den tidsmæssige forskydning. Afgørende for vurderingen af retskraft er således ikke perioden mellem den afsagte dom og den senere indledte sag, men et spørgsmål om, hvorvidt de "ulemper", der har været bedømt, har ændret sig i væsentlig grad. Det er ikke tilfældet her. Vestre Landsrets dom gengivet i UfR 2017 .1407V er i overensstemmelse med Højesterets praksis, hvorefter en sag mellem samme parter om samme spørgsmål kun i ganske særlige tilfælde, kan anlægges på ny (min understregning): "Dommens retskraft afskærer i almindelighed ikke parterne fra under en ny sag af få prøvet den retlige betydning af senere indtrufne omstændigheder. En grundejer, der ikke har fået medhold i sin påstandom, at visse ulemper fra en naboejendom er retsstridige, kan f.eks., dersom ulemperne i væsentlig grad har skiftet karakter, under en ny sag få prøvet, om ulemperne nu overstiger den naboretlige tolerancegrænse. Betydningen af en senere udvikling for parternes mellemværende kan dog ikke prøves under en ny sag, hvis denne udvikling kunne forventes og faktisk er taget i betragtning i den første dom ved udøvelse af et mere eller mindre sikkert skøn, sml. UfR 1949.804 H." Sådanne ganske særlige omstændigheder foreligger ikke i denne sag, idet Rønne Havns opkrævning af skibsafgift overfor Danske Færger og 39 Molslinjen ikke og dermed heller ikke i væsentlig grad har skiftet karakter. Selv i det tilfælde at reguleringen af skibsafgiften mod forventning skulle kunne anses for en ændring og/eller udvikling af skibsafgiftens karakter i væsentlig grad, hvilket bestrides, da bør Sø- og Handelsretten tage stil-ling til, om denne udvikling af det samlede takstsystem i relation til oven-stående citat var forventet og dermed faktisk taget i betragtning i den første dom (2021-dommen), jf. afsnit 4.3.5.16-4.3.5.
305. Dette er Rønne Havns klare opfattelse, jf. allerede beskrivelsen af 2021-sagens faktum og be-vistema i afsnit
306. Rønne Havn har indhentet to responsa (bilag Y og AE) fra professor, dr.jur. Person 6 vedrørende spørgsmålet om, hvilken virkning retskraften af 2021-dommen har for denne sag. Dr.jur. Person 6 konkluderer i bilag AE, side 4, efter grundig gennemgang af Molslinjens anbringender og argumentation for det modsatte resultat, følgende (min understregning), idet Dr.jur. Person 6 anvender terminologien "2021-sagen"om denne sag og ikke den første sag Rønne Havn mod Danske Færger. "Konklusionen er dermed, at det under 2021-sagen skal lægges uprøvet til grund, at det af Rønne Havn A/S indførte prissystem gældende pr.
307. januar 2018 og fremefter ikke er udtryk for ulovlig udnyttelse af Rønne Havn A/S' dominerede stilling, dvs. at prissystemet ikke er i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsområde.” Det fastslås i de to responsa, at 2021-dommen har retskraft mellem Rønne Havn og Molslinjen. 2021-dommen afskærer dermed en ny sag mellem Rønne Havn og Molslinjen om samme spørgsmål. Retskraften af 2021-dommen betyder således, at der ikke kan ske en ny prøvelse af samme spørgsmål om eventuel overtrædelse af Konkurrencelovens§
308. Det er ensbetydende med, at det under en ny sag skal lægges uprøvet til grund, at det nye takstsystem ikke er udtryk for, at Rønne Havn ulovligt har udnyttet sin dominerende stilling. Denne præjudicerede virkning af rets-kraften gælder, uanset at denne sag angår en anden tidsperiode. Molslinjen anfører i processkrift af
309. oktober 2023, at Højesteret i dom-men, UfR 2011.1646H, angav, i hvilken konkret periode Højesteret havde vurderet konkurrenceforholdene. Molslinjen forsøger dermed at under-bygge et synspunkt om, at domme afsagt i konkurrencesager ikke har retskraft i tiden efter domsafsigelsen. Synspunktet er forkert, allerede fordi Højesterets angivelse af en konkret periode for bedømmelsen ikke betyder, at dommen dermed er afskåret fra at have retskraft i en periode, der ligger i forlængelse heraf. Professor, dr.jur. Person 6 har i relation til Molslinjens anbringende derom udtalt følgende, jf. bilag AE, side 3 (min understregning): "Molslinjen A/S har endvidere i sit processkrift 2 af
310. februar 2024 (s. 14) anført, at som følge af, at der er tale om en konkurrenceretlig sag, har en afgørelse vedrørende en tidsperiode (her
311. januar 2018-
312. august 2018) ikke retskraft i relation til en anden tidsperiode (her fra
313. september 2018 40 og fremefter). Til støtte herfor henvises til U 2011.1646 H, hvor Højesteret i en sag om misbrug af dominerende stilling alene tog stilling til perioden 2001-
314. Højesterets afgørelse kan imidlertid ikke tages til indtægt for, at retskraften af domme i konkurrenceretlige sager kun kan angå den tidsperiode, som der er nedlagt påstand om. Årsagen til, at Højesteret alene tog stilling til perioden 2001-2005, var således, at Højesterets dom i sidste ende var en prøvelse af en afgørelse fra Konkurrencerådet, der alene havde taget stilling til perioden 2001-
315. Højesteret kunne derfor ikke træffe afgørelse om perioden efter 2005, da Højesteret ved prøvelse af en forvaltningsretlig afgørelse i sagens natur alene kan tage stilling til de forhold, dvs. den tidsperiode, som den forvaltningsafgørelse angik. Molslinjen A/S henviser endvidere i sit processkrift 2 af
316. februar 2024 (s. 14, n 10) til Gomard & Kistrup: Civilprocessen (
317. udg.), s.
318. Gomard & Kistrup: Civilprocessen (
319. udg.), s. 795, anfører: "En dom, der fastslår lovligheden eller ulovligheden af en vis handlemåde eller tilstand, er i almindelighed bindende for parterne ud i fremtiden, så længe lovgivningen ikke ændres. En fornyet prøvelse må dog efter omstændighederne tillades i hvert fald i offentligretlige forhold, dersom dommen er åbenbart urigtig, og en part ville få begrænset sin handlefrihed væsentligt eller udvidet, hvis dommen stod ved magt. En tilsvarende begrænsning af anerkendelsesdomme er vistnok påkrævet også i visse private forhold, f.eks. af domme om naboretlige forhold og konkurrenceretlige forhold, sml. U 1935.1078 H, U 2017.1407 V og ovenfor i kapitel 47.3.5 in fine." Som det fremgår, er den klare hovedregel, at en dom vedrørende lovligheden af en handlemåde eller tilstand også er bindende ud i fremtiden, hvilket i nærværende sag indebærer, at Dommens afgørelse om, at det af Rønne Havn A/S indførte prissystem gældende pr. 1 januar 2018 og fremefter ikke er udtryk for ulovlig udnyttelse af Rønne Havn A/S' dominerede stilling, har retskraft under 2021-sagen. Dommen kan ikke antages at være åbenbart forkert. Allerede derfor har den tilsvarende begrænsning, som Gomard & Kistrup anf.st. anfører i relation til konkurrenceretlige sager, således ikke relevans i nærværende sag. Gomard& Kistrup anf.st. henviser til deres kapitel 47.3.5, hvor det vedrørende domme i løbende retsforhold antages, at der på trods af dommens retskraft kan ske en prøvelse under en ny sag med virkning for fremtiden, hvis der efter dommens afsigelse er indtrådt væsentlige ændringer i de faktiske forhold eller i retstilstanden, jf. Gomard& Kistrup: Civilprocessen (
320. udg.), s. 794, og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Den Civile Retspleje (
321. udg.), s.
322. Dette eksemplificeres af V 2017.1407 V, hvor retskraften af en dom fra 1981, hvorved en nabo blev pålagt at beskære træer, ikke var til hinder for, at der 34 år senere kunne anlægges ny sag om beskæring af træerne, da de i løbet af den ca. 30-årige periode var vokset betydeligt. Der er i nærværende sag hverken sket ændringer i de faktiske forhold, idet det indførte prissystem, der blev indført med virkning fra den
323. januar 2018, er uændret, eller sket væsentlige ændringer af konkurrenceretten af relevans for nærværende sag siden Dommens afsigelse, hvilket blandet andet understøttes af, at Molslinjen A/S under 2021sagen henviser til samme konkurrenceretlige retspraksis som benyttet i Dommen. Som anført i min tidligere udtalelse, har det ikke nogen betydning for Dommens retskraft, om Molslinjen A/S under 2021-sagen agter at be- 41 gære syn og skøn eller i øvrigt fremkomme med beviser, der ikke var fremlagt i sagen, der førte til Dommen, da nye sagkyndige erklæringer eller beviser ikke giver adgang til at f§ prøvet spørgsmål, som der er taget stilling til ved en retskraftig dom, jf. Gomard & Kistrup: Civilprocessen (
324. udg.), s. 793, og Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Den Civile Retspleje (
325. udg.), s. 665." Det fremgår således, at retskraften af 2021-dommen ikke kan omgås ved, at Molslinjen nedlægger en påstand vedrørende en anden tidsperiode. Det fastslås desuden, at Molslinjen ikke kan omgå 2021-dommens rets-kraft ved under en ny sag at nedlægge en betalingspåstand, der er baseret på et anbringende om en konkurrenceretlig overtrædelse, som allerede er afgjort og afvist ved 2021dommen. Som det fremgår ovenfor antages vedrørende domme i løbende retsfor-hold, at der på trods af dommens retskraft kan ske en prøvelse under en ny sag med virkning for fremtiden, hvis der efter dommens afsigelse er indtrådt væsentlige ændringer i de faktiske forhold eller i retstilstanden. Dette er ikke tilfældet her, idet der hverken er indtrådt væsentlige ændringer i de faktiske forhold eller i retstilstanden siden 2021-dommens afsigelse. Vurderingen af 2021-dommens retskraft kræver ikke, at der under denne sag foretages en materiel prøvelse af hele sagen. Afgørelsen af retskraftspørgsmålet kan og bør alene ske ved at sammenholde 2021-dom-mens præmisser med Molslinjens påstande og anbringender i denne sag. Afgørende for vurderingen af 2021-dommens retskraft er således, om sa-gerne vedrører samme parter, jf. afsnit 4.2, og samme spørgsmål, jf. af -snit 4.
326. Deri ligger en indbygget forudsætning om, (i) at sagernes forhold ikke er så anderledes eller ikke i væsentlig grad har skiftet karakter (jf. dom -stolscitaterne ovenfor afsnit 4.1.13), jf. afsnit 4.3 eller (ii) at den afsagte dom allerede har forholdt sig til de under en ny sag foreliggende om-stændigheder, der er relevante for bedømmelsen. Sagen angår samme parter Som beskrevet indledningsvist erhvervede Molslinjen 100 % af aktieka-pitalen i Danske Færger i oktober 2018 og fusionerede derefter med sel-skabet. Fusionen gennemførtes således få måneder efter anlæggelsen af sagsanlægget mellem Rønne Havn og Danske Færger. Det fremgår eksplicit af 2021-dommen, at Molslinjen var part i sagen. Un-der overskriften "Sagens parter", anfører Sø- og Handelsretten således di-rekte, jf. bilag A, side 4: "I oktober 2018 erhvervede Molslinjen 100 % af aktiekapitalen i Danske Færger. Den
327. december 2018 fusionerede Danske Færger og Molslinjen med Molslinjen A/S som det fortsættende selskab. Under denne sag anvendes navnet Danske Færger (som nu er et binavn til Molslinjen) om rederiets aktiviteter af betydning for sagen." 42 Tillige fremgår det af forsiden fra 2021-dommens ekstrakt, at sagsøgtes CVRnummer var 17881248, jf. bilag AA. Dette CVR-nummer tilhørte Molslinjen før og efter overtagelsen af Danske Færger, jf. udskrift fra Er-hvervsstyrelsen, bilag AB. Danske Færger var inden Molslinjens overta-gelse registreret med CVRnummer 30501950, jf. udskrift fra Erhvervs-styrelsen, bilag AC. Danske Færger anvendte i sagens natur det hidtidige CVR-nummer frem til fusionen med Molslinjen, hvilket blandt andet il-lustreres ved bilag
328. Danske Færger/Molslinjen ændrede første gang sagsøgtes CVR-nummer til Molslinjens i forbindelse med 2021-dommens forberedelse den
329. maj 2019 ved indlevering af Processkrift A, jf. bilag AD. Molslinjen var dermed i maj 2019 fuldt ud vidende om, at rederiet var indtrådt i retssagen i forbindelse med fusionen herunder i et even-tuelt ansvar og eventuelle forpligtelser. Rederiet var i overensstemmelse med de almindelige selskabsretlige regler succederet i det fusionerede ophørende selskabets rettigheder og forpligtelser, herunder den da ver-serende retssag. Molslinjen har således allerede en gang været part i en sag mod netop Rønne Havn, hvor Sø- og Handelsretten har bedømt og afvist, at Rønne Havn skulle have misbrugt selskabets dominerende stilling ved opkræv-ning af urimeligt høje priser. Molslinjen gør gældende, at Molslinjens overtagelse af aktiekapitalen i Danske Færger den
330. oktober 2018 ikke medfører, at Molslinjen og Dan-ske Færger kan anses som samme part, idet Molslinjen desuden gør gæl-dende, at spørgsmålet om retskraft skal vurderes ud fra parternes iden-titet, på det tidspunkt hvor sagen blev anlagt, jf. Processkrift 2, afsnit
331. Molslinjen henviser i den forbindelse til, at Danske Færger allerede i svarskrift af
332. juli 2018 - inden Molslinjens overtagelse - gjorde gæl -dende, at Rønne Havns priser var urimeligt høje. Synspunktet er uden betydning for Sø-og Handelsrettens stillingtagen, jf. for så vidt angår førstnævnte del af synspunktet lige ovenfor, og for så vidt angår anden del af synspunktet lige nedenfor. Molslinjens anbringende om, at Sø- og Handelsretten skal tage udgangs-punkt i tidspunktet for sagens anlæggelse, når Retten vurderer spørgs-målet om retskraft, bestrides og afvises således. Af betydning for vurde-ringen af 2021dommens retskraft er den kendsgerning, at Molslinjen un-der sagens behandling overtog og lidt senere fusionerede med Danske Færger, hvilket tilmed skete inden Danske Færger/Molslinjen nedlagde en selvstændig anerkendelsespåstand om Rønne Havns misbrug af do-minerende stilling, og at der blev afsagt dom overfor Molslinjen. Professor, dr.jur. Person 6 har i forlængelse heraf udtalt følgende, jf. Retskraft supplerende udtalelse, bilag AE (min understregning): "I Molslinjen A/S' processkrift 2 af
333. februar 2024 fremføres en række anbringender til støtte for, at Dommen ikke skulle have retskraft over for Molslinjen A/S, herunder anføres det (s. 3): "Den omstændighed, at Molslinjen overtog Danske Færger, mens sagen verserede og efter udløbet af den periode, som Rønne Havns påståede krav i 43 2018-sagen angik, medfører ikke, at sagen må anses for at angå samme par-ter i relation til spørgsmålet om retskraft. Dette spørgsmål må vurderes ud fra parternes identitet, da sagen blev anlagt i juni 2018." Dette synspunkt kan ikke tiltrædes. En dom har retskraft mellem dem, der var parter på tidspunktet for dommens afsigelse. I modsat fald kunne dommen ikke fuldbyrdes over for et selskab, som ikke var part ved sagens anlæg-gelse, selv om selskabet var blevet part i sagen inden dommens afsigelse. Dette kan i sagens natur ikke antages. Det bemærkes, at Dommen er afsagt over for Molslinjen A/S med dette selskabs CVR-nr. Fusionen mellem Danske Færger A/S og Molslinjen A/S med sidstnævnte som det fortsættende selskab blev gennemført inden Dommens afsigelse. Ved fusionen succederede Molslinjen A/S i Danske Færger A/S' rettigheder og forpligtelser. Dette gælder også forpligtelser i form af verserende retssager. Da fusionen blev gennemført inden Dommens afsigelse, har Dommen retskraft mellem Rønne Havn A/S og Molslinjen A/S. Som anført i min tidligere udtalelse bemærkes det, at selv om fusionen først var blevet gennemført efter Dommens afsigelse, ville dommen alligevel have retskraft over for Molslinjen A/S, da en dom mellem to parter har retskraft over for et selskab, der senere fusioneres med den ene part, jf. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Den Civile Retspleje (
334. udg.), s. 682." Molslinjen gør tillige gældende, at 2021-dommen ikke har retskraft, fordi Rønne Havn ikke ændrede påstand, således at sagen mod Danske Færger blev udvidet til også at angå den efterfølgende periode, hvor Molslinjen varetog den samfundsbegrundede færgebetjen