Domsresume

Kautionskrav var ikke forældet En kreditors krav mod en kautionist, der havde kautioneret for en pantebrevsgæld, var ikke forældet. Sag BS-6940/2024-HJR Dom afsagt

1. august 2024 DLR Kredit A/S mod Appelindstævnte, tidligere Appellant Virksomhed ApS 1 optog i juli 2008 et pantebrevslån hos DLR Kredit A/S, der fik sikkerhed i Virksomhed ApS 1's ejendom. Det fremgik af pantebrevet, at det alene kunne opsiges, og restgælden forlanges indfriet, hvis en af betingelserne i Justitsministeriets pantebrevsformular B, pkt. 9 a-f, var opfyldt. I august 2008 underskrev Appelindstævnte, tidligere Appellant en selvskyldnerkautionserklæring for lånet. Virksomhed ApS 1 misligholdt bl.a. i marts 2009 pligten til at betale terminsydelser på pantebrevet, men DLR Kredit forlangte ikke restgælden indfriet af Virksomhed ApS
2. I januar 2010 gik Virksomhed ApS 1 konkurs, og ejendommen, som DLR Kredit havde pant i, blev solgt på tvangsauktion i november
3. De terminsydelser, som var forfaldet forud for tvangsauktionen, blev dækket på tvangsauktionen, og DLR Kredit rettede herefter krav mod Appelindstævnte, tidligere Appellant som selvskyldnerkautionist om betaling af den del af pantebrevsgælden, der ikke blev dækket ved tvangsauktionen. Appelindstævnte, tidligere Appellant bestred kravet og gjorde gældende bl.a., at det var forældet. DLR Kredit anlagde i maj 2020 sag mod Appelindstævnte, tidligere Appellant om betaling af den udækkede pantebrevsgæld , og spørgsmålet for Højesteret var, om kautionskravet – der var undergivet en forældelsesfrist på 10 år – var forældet på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt. Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, at forældelsesfristen for et kautionskrav skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, og at forældelsesfristen ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedskyldnerens misligholdelse over for kreditor, således skal regnes fra misligholdelsestidspunktet. Højesteret fandt, at det, der er anført i forarbejderne om kautionskravets forfaldstidspunkt ved hovedskyldnerens (Virksomhed ApS 1's) misligholdelse over for kreditor (DLR Kredit), skal forstås i overensstemmelse med almindelige kautionsretlige principper. Dette indebærer, at det er en betingelse / for, at en kreditor (DLR Kredit) kan rette et krav mod en kautionist (Appelindstævnte, tidligere Appellant), at kreditor har et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren (Virksomhed ApS 1). / For pantebreve i fast ejendom fører dette til, at en kreditor først kan kræve en restgæld betalt af den, der hæfter som selvskyldnerkautionist, efter at kreditor over for hovedskyldneren har opsagt (ophævet) pantebrevet og forlangt restgælden indfriet, og en eventuel betalingsfrist er udløbet. Højesteret fandt, at selvskyldnerkautionserklæringen, som Appelindstævnte, tidligere Appellant underskrev, ikke fraveg det anførte, hvorfor forældelsesfristen for kravet mod Appelindstævnte, tidligere Appellant ikke begyndte at løbe allerede fra det tidspunkt, hvor Virksomhed ApS 1 undlod at betale terminen, idet DLR Kredit ikke forlangte restgælden indfriet af Virksomhed ApS
4. Forældelsesfristen løb heller ikke fra januar 2010, hvor Virksomhed ApS 1 gik konkurs. Den pantebrevsgæld, der ikke blev dækket ved tvangsauktionen, forfaldt tidligst til betaling for Virksomhed ApS 1 ved ejerskiftet af ejendommen i november 2010, hvorfor forældelsesfristen for DLR Kredits kautionskrav mod Appelindstævnte, tidligere Appellant tidligst begyndte at løbe efter dette tidspunkt. Kautionskravet mod Appelindstævnte, tidligere Appellant vedrørende restgælden, der var undergivet en forældelsesfrist på 10 år, var derfor ikke forældet i maj 2020, hvor DLR Kredit anlagde sag mod Appelindstævnte, tidligere Appellant. /