ECLI:DK:VLR:2024:SS0000000641 Kendelse

KENDELSE afsagt den

1. november 2023 af Vestre Landsrets
2. afdeling (dommerne Peter Buhl, Cecilie Kabel Revsbech og Rasmus Foged (kst.)) i kæresagen V.L. S – 1780 – 23 Anklagemyndigheden mod Domfældte født Dato 1980 (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, København) Ved kendelse af
3. september 2023 har Retten i Aarhus (10-4224/2020) bestemt, at bestemmelserne om udvisning i Vestre Landsrets dom af
4. juni 2007 og Højesterets dom af
5. maj 2021 opretholdes. Kendelsen er kæret af Domfældte. Påstande Domfældte har påstået bestemmelserne om udvisning i Vestre Landsrets dom af
6. juni 2007 og Højesterets dom af
7. maj 2021 ophævet. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Forklaringer Domfældte har supplerende forklaret, at han mødte Vidne 1 i starten af
8. De flyttede sammen i slutningen af 2011 i Vidne 1's lejlighed. De blev forlovet i december -22012 og gift på rådhuset i maj
9. Børnene er i dag 5, 7 og 9 år gamle. Deres hverdag er helt almindelig med skole og institution. Han deltager i alt vedrørende børnene. Han våg-ner tidligt om morgenen for at gøre morgenmad klar og køre børnene afsted. Den eneste periode, han har været væk fra hjemmet, var, da han var varetægtsfængslet. Hans adresse er registreret hos politiet. Han har fået endnu større ansvar, fordi Vidne 1 har fået det dårligere. Vidne 1's mor bor i By 3 og hendes bror i København. Mormor kan ikke klare alle tre drenge selv. Han har ingen kontakt til sin ekskone eller sin datter. Han har samværsret med sin datter, men har opgivet at gennemføre samværet, fordi forholdet til hans ekskone er problematisk. Han håber at få kontakt til sin datter igen. Grunden til, at han tidligere ikke overholdt sin meldepligt, var, at han havde forstået det sådan, at hans meldepligt var ophørt. Siden han fandt ud af, at han havde meldepligt, har han altid overholdt meldepligten. Han skærmer sine børn mod viden om, at han har været i fængsel og har meldepligt. Han har været i praktik hos Arbejdsplads i By
10. Han kan starte med at arbejde hos firmaet med det samme, når hans papirer er i orden. Vidne 1 har supplerende forklaret, at Domfældte ret hurtigt flyttede ind hos hende. Han var åben om, at han havde en udvisningsdom. For hende er Domfældte én ting og hans udvisningsdom en anden. De blev gift i
11. Hun husker ikke helt, om de søgte kommunen om tilladelse til at blive gift. Deres første barn blev født i
12. De har boet sammen hele tiden, nu i rækkehus i By 1, på nær da Domfældte var varetægtsfængslet. Hun og børnene besøgte ikke Domfældte, da han var varetægtsfængslet, da de ikke fortalte børnene, hvor han var, og hun ikke havde nogen til at passe dem. Domfældte er far med stort F. Han er mere involveret i børnenes dagligdag, end hun er. Hun har brug for at kunne trække sig, og så tager Domfældte over. Hun lider bl.a. af angst, og det er blevet værre efter sidste retsmøde. Hendes mor har kronisk gigt og passer ikke børnene særlig meget. -3De har ikke fortalt børnenes institutioner om Domfældtes situation. De føler det som en skam-plet, selv om Domfældte jo har rettet op på sit liv. Anbringender Anklagemyndigheden har anført, at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i Domfældtes forhold. På tidspunktet for de to udvisningsdomme havde han ligesom nu en dansk partner. Ved dommen i 2007 ventede han barn med sin daværende partner, og ved dommen i 2021 havde han børn med sin nuværende partner. Det er ikke nyt, at det primært er ham, der varetager omsorgen for børnene. Hans hustru og børn er ikke afhængi-ge af ham, da de har klaret sig uden ham i de perioder, hvor han har været varetægtsfængs-let og til afsoning. Han har etableret familielivet på et tidspunkt, hvor han var udvist med indrejseforbud for bestandig, og den kriminalitet, han blev udvist for i 2007, er meget al-vorlig. Domfældte har ikke en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20, da der ikke er et kvalificeret afhængighedsforhold mellem børnene og ham. EU-Domstolens dom af
13. maj 2017 i sag C133/15 er en meget konkret afgørelse, som alene omhandler en situa-tion, hvor tredjelandsforælderen er den eneste forælder, der har en faktisk relation til bar-net. Domfældte varetager alene en almindelig forældrerolle over for børne-ne, og de har undværet ham i forbindelse med hans varetægtsfængsling og afsoning. Bør-nene vil derfor ikke være nødsaget til at forlade EU sammen med Domfældte, hvis udvisningen opretholdes. Domfældte har anført, at der foreligger væsentligt forandrede forhold som følge af EUDomstolens dom af
14. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, der er afsagt efter hans seneste udvisningsdom. EU-Domstolen opstiller i dommens præmis 69 som noget nyt en afkræftelig formodningsregel, der indebærer, at der – når en mindre-årigt unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn – er en formodning for, at der er et afhængighedsforhold mellem barnet og dennes tredjelandsforælder, der kan danne grundlag for en afledt opholdsret i medfør af TEUF artikel 20 til tredjelandsforælderen. På denne baggrund er der nu en formodning for, at Domfældte har en afledt opholdsret i medfør af TEUF artikel
15. -4- Udlændinge- og Integrationsministeriet har i en orientering til Folketinget af
16. oktober 2022 om ændring af administrativ praksis i visse sager om afledt opholdsret til tredjelandsforældre til mindreårige danske statsborgere anført, at det efter Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsministeriets vurdering i praksis er udlændingemyndighederne, der konkret skal afkræfte formodningen for, at der foreligger et afhængighedsforhold, når der er tale om en familiesituation, hvor barnet bor sammen med begge sine forældre. Det er ubestridt, at Vidne 1 og Domfældte i det daglige har været fælles om at tage sig af deres tre fælles børn og om at varetage den retlige, følelses-mæssige og økonomiske forsørgelse af børnene, og der er tale om et faktisk, reelt og stabilt familieliv. Formodningen er således ikke blevet afkræftet, og det skal herefter lægges til grund, at der er et kvalificeret afhængighedsforhold mellem børnene og Domfældte, hvorfor han har en afledt opholdsret i medfør af TEUF artikel
17. Da EU-Domstolens afgørelse er begrundet i hensynet til barnets tarv, medfører afhængighedsfor-holdet mellem børnene og Domfældte, at han har en afledt opholdsret, uan-set at børnene er født, efter at han var blevet udvist af Danmark. Ved vurderingen af om udvisningerne af Domfældte skal opretholdes, er det herefter en betingelse, at bestemmelsen om udvisning er begrundet i hans personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der er til ska-de for en grundlæggende samfundsinteresse, og at den er grundet på en hensyntagen til de forskellige involverede interesser. Der er gået så lang tid, siden Domfældte blev dømt for narkotikakriminalitet og personfarlig kriminalitet, at der ikke længere er konkrete omstændigheder, der giver grundlag for at anse hans personlige adfærd som en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse. De efterfølgende domme for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om kontrolforpligtelser vedrører ikke en grundlæggende samfundsinteresse. En aktuel trusselsvurdering vedrørende Domfældte fører således til, at der ikke er grund til at antage, at han på ny vil begå kriminalitet, hvis udvisningen ophæves. Landsrettens begrundelse og resultat Da de tidsmæssige betingelser for at behandle sagen i udlændingelovens § 50, stk. 1, ikke er opfyldt, kan anmodningen alene behandles, hvis der foreligger væsentligt ændrede for-hold, og der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i -5strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. dog § 26 b. Domfældte har gjort gældende, at han har en afledt opholdsret efter Trakta-ten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 som følge af sine børns afhængighedsforhold til ham, jf. EU-Domstolens dom af
18. maj 2022 i de forenede sager C451/19 og C-532/19, der er afsagt efter afsigelsen af de domme, hvor han blev udvist. Domfældte kan aflede en opholdsret, hvis hans børn reelt vil være nødsaget til at ledsage ham ud af Unionens område, når han udsendes. Domfældte har siden 2010 været på tålt ophold i Danmark, idet udsendelse til Libanon ikke har kunnet ske, og der er efter de aktuelle oplysninger fortsat ikke grundlag for at træffe afgørelse om hans udsendelse. Der er således på nuværende tidspunkt ikke en formodning for, at Domfældte kan aflede en opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af, at hans børn er nødsaget til at ledsage ham ud af Unionens område. Da der heller ikke i øvrigt er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, finder landsretten, at betingelserne i udlændingelovens § 50, stk. 1, for at få prøvet, om udvisningen skal ophæves, ikke er opfyldt på nuværende tidspunkt. Landsretten afviser derfor Domfældtes anmodning om ophævelse af udvisningen. T h i b e s t e m m e s: Domfældtes anmodning om ophævelse af udvisningen afvises. Domfældte skal betale sagens omkostninger for landsretten. Peter Buhl Cecilie Kabel Revsbech Rasmus Foged (kst.) -6-