Retten i Hillerød KENDELSE afsagt den 29. august 2024 Rettens nr. 9-3356/2023 Politiets nr. SØK-83250-00001-17 Anklagemyndigheden mod Sagens person CPR nr. (Født 1961) Sagens baggrund og parternes pås

§ 35, stk.

1, angår, om Sagens person skal udleveres til strafforfølgning i Indien. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at Sagens person skal udleveres til strafforfølgning i Indien for de strafbare handlinger, der er omfattet af udleveringsanmodning af

1. december 2016, og at der fastsættes vilkår for udleveringen i overensstemmelse med Rigsadvokatens indstilling af
2. juni
3. Sagens person har nedlagt påstand om, at anmodningen om udlevering af
4. december 2016 ikke tages til følge, subsidiært at anmodningen tages til følge på betingelse af overholdelse af vilkår, der fastsættes i kendelsen. Forklaringer Der er afgivet forklaring af Sagens person og af Vidne 1, Vidne 2 og Vidne
5. Sagens person har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Sagens person vedstod sin forklaring, således som gengivet i retsbog fra grundlovsforhør afholdt ved Retten i Hillerød den
6. april 2010 ... , idet han forklarede, at det rettelig var i 2003 og ikke 2001, at han fik forkyndt indkaldelsen til afhøring i Indien. Han kunne udlede dette fra den adresse, hvorpå han fik indkaldelsen forkyndt. Han vedstod endvidere sin forklaring, således som gengivet i retsbog Std 75327 side 2 af
7. september 2010 fra Retten i Hillerød ... , idet han forklarede, at ”Initialer 1” var Vidne
8. Det var i december 2001 og ikke i begyndelsen af 2002, at han blev taget i en fartfælde. Som han huskede det, var det i foråret 2002, at Minister 1 fremkom med en udtalelse om, at han ikke ville blive udleveret. Efter Minister 1's udtalelse blev han i sommeren 2002 anholdt i forbindelse med endnu en trafikforseelse. Han vedstod tillige sin forklaring, således som gengivet i Østre Landsrets kendelse af
9. juni 2011 ... . Han forklarede supplerende, at han var politisk aktiv i hele sin ungdom, herunder bl.a. som formand i elevrådet m.v. Han var 19 år gammel, da han først stiftede bekendtskab med Organisation 1 og besøgte Organisation 1's kontor i Vej i København. Hos Organisation 1 deltog han i et introkursus på to måneder, hvor han blev mødt af en meget inspirerende filosofi. Med Vietnamkrigen mistede han lidt håbet og kunne ikke se, hvordan verden kunne komme et bedre sted hen. Hos Organisation 1 mødte han folk fra det globale syd, som arbejdede på at forbedre deres livsvilkår. Han mødte folk fra Philippinerne, Afrika og Sydamerika, men også andre europæere, herunder en del danskere. Organisation 1 havde en neohumanistisk tankegang, som gik ud på, at ”oven på” humanismen havde mennesker et behov for at lave en vertikal opstigning og være en del af et hele. Mennesker stod ikke op mod mennesker, men det var en oplevet helhed. Ud over den del af det, som skulle inspirere, var der en tanke om at yde service for at gøre noget godt i verden. Alle var meget optagede af dette i relation til hver deres region, hvor man ønskede at gøre konkrete ting for at udvikle lokalområderne. Grundtanken i filosofien var, at man skulle lave projekter. Man skulle bruge rationelle evner til at skabe den lokale udvikling i såkaldte master units, hvilket kunne sammenlignes med det, som man i dansk kontekst ville kunne genkende i f.eks. økolandsbybevægelsen. Man ville etablere bæredygtige, cirkulære lokalsamfund, som kunne eksistere i bedre balance med naturen. Idéerne i Organisation 1 var dengang meget inspirerende for ham og gav ham håb om, at der var et svar på de kriser, som man stod med både dengang og nu. Det var folk som ham, der interesserede sig for Organisation
10. I Philippinerne inspirerede Organisation 1 til en bevægelse, der arbejdede for at komme af med Marcos-regimet og arbejdede for fagforeningsbevægelsen. Philippinerne var på daværende tidspunkt et diktatur, og bevægelsen inspireret af tankerne i Organisation 1 var instrumental i relation til overgangen til demokrati. På samme måde var der i Bengalen i Indien en bevægelse, som stillede op til valgene via Politisk Parti. Politisk Parti betød ”vi er bengalere” . Partiet var stadig aktivt. I Afrika blev der arbejdet med decentrale økonomiske udviklingsplaner, og man forsøgte at udvikle ud fra en ”nedefra og side 3 op” -model, som handlede om økonomi og demokrati med henblik på at skabe et mere bæredygtigt samfund. I Danmark var han en del af en gruppe på fire-fem personer, som i 1982 startede Forening. Forening satte kvindernes rettigheder og økonomisk demokrati på dagsordenen. Det handlede alt sammen om bioregional udvikling, som var et begreb udviklet i USA i 1970’erne, hvor man ville lave bioregioner og skabe udvikling på det niveau. Den bagvedliggende tanke var, at alle bioregioner skulle have råderet over egen udvikling og egne ressourcer og udvikle sig på baggrund deraf. Han fandt tankerne i Organisation 1 voldsomt inspirerende i lyset af bl.a. den kolde krig og skuffelsen over den neoliberale tankegang. I det globale syd var tingene meget voldsomme. Når han var i USA, kunne han læse om kampen mod kommunismen, og når han var i Guatemala, kunne han se CIA-støttede tropper slå et stort antal mennesker ihjel for at sikre, at et amerikansk firma fik det meste af landbrugsjorden. Organisation 1 så verden på en anden måde, hvor folk havde ret til egen udvikling. Organisation 1 så tingene ud fra et rettighedsperspektiv. Område 1-projektet i Purulia skilte sig voldsomt ud, fordi projektet var kommet så langt. Projektet var en kæmpe inspiration for folk med lignende projekter, og der kom måske 10-20.000 mennesker til konferencer. Projektet var et flagskib for Organisation
11. Rigsadvokatens forståelse af Person 1's idéer om revolution var forkert. I en endnu ikke fremlagt artikel om Person 1's idéer kunne man bl.a. læse, at Person 1 mente, at det ikke ville være muligt at skabe forandring med vold, da det ville skabe en endnu større modreaktion og dermed kun skabe mere vold. Det var i stedet en ændring i vores indre, som skulle til for at skabe forandring. Det stod også i en endnu ikke fremlagt artikel, at der var flere former for revolution. Den form for revolution, som Person 1 gik ind for, handlede ikke om voldelig revolution, klassekamp eller kontrol af samfundet, men om at sande intellektuelle skulle sætte sig ud over klasseforskelle og ved anvendelse af moralsk styrke skabe revolutioner. Det handlede om, at viljestyrke – shakti – skulle bruges til at ændre samfundet. Person 1 talte om, at afstanden mellem mennesker blev større og større i et kapitalistisk samfund, og at et sådant samfund i sin sidste fase ville være præget af kaos og vold, men det var ikke en kaos og vold, som skulle komme fra Organisation
12. Da han først stiftede bekendtskab med Organisation 1, spurgte han ind til Organisation 2's historie. Organisation 2's kritik af Indira Gandhi var en stor del af, at hun tabte valget i 1971, erklærede undtagelsestilstand, anholdt Person 1 og satte medlemmer af Organisation 2 i fængsel. I fængslet blev Person 1 forsøgt dræbt tre gange. Der opstod en desperation rundt om i verden, og der blev som svar på behandlingen side 4 af Person 1 begået en række angreb, herunder på en indisk diplomat i London. I 1976 udtalte Person 1, at han ville komme ud af fængslet ad rettens vej, og at ingen skulle begå vold i hans navn. Efter undtagelsestilstanden blev afblæst, blev Person 1 frifundet og løsladt i
13. Person 1 gentog efter sin løsladelse, at han ikke ville have, at nogen begik vold i hans navn. Efter den periode var der Hilton-bomben i 1978 i Sydney i Australien, hvor to medlemmer af Organisation 2 blev fængslet for at placere en bombe til en konference. De pågældende endte med at blive frifundet og en senere undersøgelse foretaget i Australien sagde, at noget tydede på, at der var tale om en efterretningsmission orkestreret fra Indien. Der var derefter ikke begået voldelige handlinger eller terror. Organisation 2 havde aldrig været på nogen terrorliste, og det var ubegribeligt for ham, hvordan Rigsadvokaten og Justitsministeriet kunne referere til noget, der foregik i 1970’erne, og som bevægelsen ovenikøbet tog stærk afstand fra. Han havde ikke hørt om andre i bevægelsen, der anvendte vold som middel, og han mødte aldrig nogen i bevægelsen, som skabte vold eller forsøgte herpå. Han var ikke længere tilknyttet Organisation 2 eller Organisation
14. Hans forhold til bevægelsen var ikke anderledes, end det altid havde været. Han var stadig inspireret af tankegangen, læste artikler med stor interesse og praktiserede meditation om morgenen. Adspurgt om udskrift fra Wikipedia om Bijon Setu-massakren ... , hvoraf fremgår ” On the morning of 30 April 1982, 17 Organisation 2 sannyasa – 16 sadhus and 1 sadhvi – were dragged out of taxis en route to an educational conference at the Organisation 2's headquarters in Tiljala, Kolkata. They were beaten to death and simultaneously set on fire in three locations. It was reported that the murders took place in broad daylight and were witnessed by thousands of people", forklarede han, at det var dette, som han henviste til, da han under byrettens behandling af sagen i 2010 forklarede om drab på Organisation 2-medlemmer. Han var i Calcutta i december 1981, hvor han spiste sammen med fem af munkene. Det kom senere frem i flere bøger og artikler, at det var det lokale politi, som stod bag henrettelserne. Adspurgt om artikel af
15. marts 1990 i The Telegraph ... , forklarede han, at artiklen angik Person 2, som han havde forklaret om, da han afgav forklaring i byretten i
16. Han hørte personligt om sagen. Person 2 kom kørende på scooter, da hun blev angrebet af en gruppering og fik åbent kraniebrud. Hun blev arresteret af politiet, som uden at foranledige lægehjælp kørte hende til en politistation i Calcutta. På turen, som varede mange timer, lå hun på bunden af bilen. Det var kun, fordi Moder Teresa kom, at Person 2 blev reddet. Person 2 blev deporteret fra Indien for at undgå en efterfølgende side 5 retssag om overgrebet. Adspurgt om pressemeddelelse fra Organisation 2 fra 1990 ... og udaterede fotos ... , forklarede han, at den landbrugskonsulent, som han afgav forklaring om i byretten i 2010, var Person 3, som blev dræbt sammen med fire andre medlemmer af Organisation
17. Han så billederne af de dræbte i
18. Person 3 var munk og arbejdede med at undervise landsbyerne i nye landbrugsteknikker, herunder hvordan man kunne høste flere gange om året. Det var noget, som bevirkede, at lokalbefolkningen begyndte at få nok at spise. Person 3 var en dag ude for at undervise sammen med en chauffør og fire ubevæbnede vagter. Person 3 havde fået strenge ordrer på at komme tilbage inden mørkets frembrud til en central lokation, hvor han var i sikkerhed. Person 3 blev dog for begejstret omkring undervisningen og kørte først tilbage efter, at det var blevet mørkt. På vejen blev han stoppet af kommunistiske goondas, der var en slags bandemedlemmer. Det var meget almindeligt, at politiske partier blev støttet af bander. Person 3 og vagterne blev låst inde. Fem betjente smed uniformerne og deltog sammen med de kommunistiske bandemedlemmer i det, som man kunne se resultatet af på billederne. Han kendte Person 3 rigtig godt og fik kendskab til hændelsen kort tid efter, at den skete. Adspurgt om rapport om ”Communist Persecution of Organisation 2 in West Bengal” fra People’s Union for Civil Liberties ... , forklarede han, at han i 1989-1990 var i Indien og oplevede volden og overgrebene på Organisation 2-medlemmer. Volden og overgrebene kom i bølger, og det var meget voldsomt. 26 medlemmer af det indiske parlament appellerede til centralregeringen om at forsvare det noble projekt, som Organisation 2 udførte. Det havde også international bevågenhed, og kendte navne som f.eks. Nelson Mandela udtalte sig imod den kommunistiske vold. I hele bevægelsen var der stor opmærksomhed omkring og bestyrtelse over de voldsomme angreb. Som følge af volden var han med til at tage initiativ til et vagtværn. Der havde i forvejen længe været et vagtværn, som bestod af unge mandlige frivillige, der nærmest var en slags spejdere. De unge frivillige prøvede forgæves at passe på projekterne og personerne omkring det. På baggrund af det, han oplevede i Indien, tog han kontakt til en gammel ven, Person 4, der var tidligere marinesoldat. Person 4 kom i 1990 til Indien og underviste de unge frivillige i at bruge en lang pind til at slås med. Nogle år senere, i 1993-1995, kom tanken om at bevæbne vagtværnet, fordi overgrebene fortsatte i form af angreb på projekterne, nedbrændinger og voldtægter. Opmærksomheden på overgrebene steg støt i Indien. Han fik via Organisation 2 kontakt til et indiske parlamentsmedlem, Person 5, side 6 hvis far, som også var politiker, havde været en af de tidligste støtter af Organisation 2's projekt. Han havde tidligere været tilbageholdende med at sætte navn på parlamentsmedlemmet og andre og var det stadigvæk, da de mennesker, som hjalp Organisation 2, levede i en politisk virkelighed kendetegnet af ekstrem vold. Man kunne læse i pressen, at Person 5 også selv var anklaget for at begå vold. Han kunne ligeledes sætte navn på den guide, Person 6, som han benyttede i Indien, og som han kendte tilbage fra Vej. Person 6 døde i forvaring af ubehandlet kræft for et par år siden. I den indiske delstat Tripura var der i perioden omkring starten af 1990’erne ekstrem vold. Organisation 1 var meget aktiv i området. Der var en stor immigration af muslimer fra Bangladesh til området, og det indiske kommunistparti brugte de spændinger, som dette medførte, til at skabe megen vold. Centralregeringen var ved at overtage lederskabet i delstaten på grund af den ekstreme vold ved såkaldt presidential rule. På grund af de ovenfor nævnte begivenheder talte man i Organisation 2 i efteråret 1995 om at stille op til valget i
19. Han var på det tidspunkt aktiv globalt og holdt bl.a. konferencer, hvor bevægelser kunne inspirere hinanden. Han deltog også i møder med personer fra Politisk Parti. For at forsøge at få stoppet volden, lavede man en strategi, som gik ud på, at man sammen med to andre partier ville danne en alliance, der kunne være opposition til kommunistpartiet. Det gav et lille håb. Dog var det sådan, at i de landsbyer, hvor folk tidligere havde stemt på ”det forkerte parti” , tog kommunistpartiet som svar ud og huggede højre hånd af alle mænd. Højre hånd var kongrespartiets symbol. Organisation 2 ville vinde valget på demokratisk vis og forsøgte særligt aktivt at få flertal i Purulia. Han deltog ikke i et møde i Organisation 2 i Indien den
20. september
21. Han var på det tidspunkt i Bangkok. Adspurgt om udateret mail ... , hvoraf fremgår ” Met with Person 7 (see minutes) and later with Person
22. This was interesting, Person 8 gave me his perspective on what seems to emerging as a strategy for Organisation 1 India among some people. In one year there is elections in WB, we have forged an alliance with two parties in Purulia, district in order to defeat the commies. We can not hope to win the election, but if we can at least get rid of the commies then together with the two other parties we can do something in that district, go all out to develop it and Organisation 2, Person 1 told that Organisation 1 will be established first in Organisation 2, then in Purulia, then in WB then India and finally the World” , forklarede han, at han godt kunne have skrevet denne mail. Det var ikke særlig terroristisk at tale om at vinde et valg, hvilket var det, som mailen angik. Det kunne godt være, at ambitionerne i mailen var lidt høje. Han talte med to lokale, som side 7 fortalte ham om strategien for at skabe forandring. ”Organisation 1” betød Organisation
23. ”Person 1” var Person
24. Det anførte handlede om noget, som Person 1 havde skrevet før sin død i
25. Han var på det tidspunkt i 1995 ved at skaffe våben til vagtværnet. Det var lidt tilfældigt, at det blev i 1995, at vagtværnet skulle bevæbnes, og det burde nok være sket noget før. Angrebene blev ved, og der blev i hele perioden, hvor Organisation 2 var udsat for angreb, gjort anstrengelser for at øge sikkerheden. Han besøgte projektet hvert eller hvert andet år, og han fik rapporter om angreb og om folk, der blev udsat for tortur. Han forklarede i byretten i 2010, at vagtværnet bestod af tre gange 75 vagter, som skulle bevæbnes, og at der derfor højest skulle bruges 300 rifler. Tanken var, at der var 75 vagter på hvert skift, og at hvert skift var på otte timer. Der var derfor lagt et maksimalt antal ind på 300 rifler. Tallene kom frem på baggrund af drøftelser i Område
26. Det var ikke ham, der fandt på tallet 300, men de personer, som stod for vagtværnet. Adspurgt om, at Vidne 2 i landsretten i 2011 forklarede, at det under deres møde i 1995 i Bangkok endte med 500 rifler, forklarede han, at han aldrig havde skudt med en pistol eller riffel, og at han derfor spurgte Vidne 2 og Person 9, hvad der var behov for. Der blev talt om både 500 og 2.500 rifler. Under mødet talte Vidne 2 om end user-certifikat og om, at antallet skulle være troværdigt som værende en bestilling til en militær enhed, hvorfor man var nødt til at sammensætte en våbenpakke. Han vidste ikke, hvor Vidne 2 i øvrigt fik tallene fra. Opgaven med at skaffe end user-certifikatet lå helt fra starten hos Vidne 2, som talte med Person 9 herom. Han så først selv end user-certifikatet, da sagen var for retten i
27. Våbenkøbet lå uden for hans spidskompetence. Adspurgt om det i ”Chronology of Events and Evidence to incriminate Sagens person @ Alias 1 @ Alias 2” ... anførte om “Quotation sent by Vidne 2 for the arms value USD 3,90,000 C&F Calcutta ” og “USD 4,60,000 ”, forklarede han, at det passede meget godt med det prisniveau, som de talte om. Der var ingen afrapportering i forhold til priserne. Adspurgt om ”Detailed Facts of the Case” ... , hvoraf fremgår, at der var tale om ” 2500 nos. of assult rifles and 15,00,000 rounds of ammunition for which Vidne 2 demanded an amount of 4.75 million USD ”, forklarede han, at der ikke var et beløb på ca. fem millioner USD på bordet. Der var formentlig røget et nul på, fordi inderne brugte lakh. Det var korrekt, at han, således som han forklarede i byretten i 2010, side 8 ikke studsede over kasserne, da disse blev lastet på flyet i Bulgarien. Adspurgt om, at han i landsretten i 2011 forklarede, at han under omlastningen i Benares fik mistanke om, at der i flyet var flere våben end aftalt, forklarede han, at han havde en mistanke herom, men at det først var i Phuket efter nedkastningen, at han opdagede, hvad der var i kasserne, da han så i TV, at der var blevet fundet et raketrør. Han var med til at ompakke våbnene i flyet. De tømte kasserne med geværerne i nettene, som faldskærmene blev påsat. Det hele lå i den samme slags kasser. Der var nogle kasser, som han ikke forstod, hvad der var i, og som røg i nettene i hele kasser. Han studsede over det, men havde på det tidspunkt ikke tid og mulighed for at kigge på det. Det var først i Phuket, at han fik kendskab til, at der var smidt mere end rifler og ammunition ned. Han havde ikke fuld indsigt i, hvad de transporterede i flyet. Vidne 2 sagde, at han havde kontakt til en bangladeshisk general, og at generalen var klar til at skrive under på end user-certifikatet. Det skulle derfor ligne noget, som generalen kunne have bestilt. Han forholdt sig ikke til indholdet af forsendelsen, men alene til certifikatet, som Vidne 2 skaffede. Han gjorde sig ikke overvejelser om, hvad han skulle gøre, hvis der var noget med i forsendelsen, som han ikke ønskede. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at der skulle være noget sådant med forsendelsen som f.eks. raketrør. Det var Vidne 2 og flyets kaptajn, der planlagde tingene. Under flyvningen var han omme i lastrummet. Den
28. december 1995 blev han ringet op af Person 10 fra Hongkong, som sagde, at han havde haft en samtale med en assistent til Person 5, som havde oplyst, at de var nødt til at lukke for vinduet i luftrummet igen om aftenen. Han videreformidlede dette til Vidne 2 og de øvrige. Han vidste ikke, hvad der var af kommunikation i relation til luftrummet i Calcutta. De talte ikke om, at der ikke var radiokontakt i et stykke tid. Han flygtede fra lufthavnen i Indien, da de blev beordret ned. Han kendte Indien og var klar over, at han skulle væk. Han tog først til Pune, som lå ikke så langt fra Mumbai, og hvor der var mange vesterlændinge. Han ventede her i et par dage, inden han fra Person 10 i Hongkong fik besked om, at Person 10 havde været i kontakt med Person 5, som sagde, at han skulle købe en førsteklassesbillet fra Pune til Delhi. Han gjorde dette og tog til Delhi. Da han kom til Delhi, holdt der tre af Person 5's officielle biler, hvoraf den ene var Person 5's egen bil, mens de to andre indeholdt vagter. Han kom ind på bagsædet af Person 5's egen bil og blev med blinkende lygter kørt til Person 5's officielle bolig, som lå lige ved det indiske parlament. Han blev her indkvarteret i en tjenestebolig. Senere samme aften blev der banket på hans dør. Han talte med Person 5 og en CBI-mand. side 9 CBI-manden hed Person
29. De talte om at få ham ud af Indien hurtigst muligt. Tidligt næste morgen blev han lagt ned på bagsædet af Person 5's officielle bil, og de kørte igen i de tre biler til togstationen i Delhi. De kørte direkte op på platformen, hvor han blev sat ind i en lukket kupé i et tog mod Bihar. Bihar var Person 5's hjemstat. Da han ankom, holdt der igen tre biler, og han blev sat på bagsædet af den midterste bil, hvorfra han blev kørt til grænsen til Nepal. Ved grænsen gjorde vagten honnør, og bommen gik op. Han blev derefter sat af ved en busstation lige efter grænsen, hvor han skiltes fra dem og tog en bus til Katmandu. Fra Katmandu rejste han med fly hjem til Danmark. Vidne 2 blev pågrebet i Indien og var fængslet frem til
30. Han havde ingen kontakt til Vidne 2 i den periode. I 2005 kom Vidne 2 hen til hans kontor med et TV2-hold. Det første, Vidne 2 sagde, var undskyld for, at han i retten i Indien havde sagt, at han havde truet ham med en pistol til at gøre det, som de gjorde. Han og Vidne 2 var begge med til at skrive en bog om sagen, og han havde mødt Vidne 2 nogle gange. Det var hans indtryk, at det, som Vidne 2 huskede, afhang lidt af humøret og af ”procenterne” . Han havde svært ved at finde hoved og hale i det, som Vidne 2 sagde. Han havde ikke haft kontakt med Vidne 2 i de sidste ti år. Siden 2010/2011 havde han talt med Person 9 måske tre gange. Person 9 ringede ud af det blå, og de talte om småting. Det var typisk i forbindelse med, at der var noget i medierne om Sagens person, som Person 9 syntes var uretfærdig. Han og Person 9 delte en fælles skæbne og havde været igennem tingene sammen. Adspurgt om de fingeraftryk, der fremgår af et bilag til udleveringsanmodning af
31. december 2016 ... , forklarede han, at fingeraftrykkene fra 1978 blev optaget i forbindelse med en sag, som han ikke var særlig stolt af. De var en flok friske fyre, der som drengestreger kom til at gå ind i en garage for at tage en fem liters whiskyflaske. Sagen kom i retten, hvor han blev sendt hjem, uden at der skete mere. Som han forklarede om i byretten i 2010, blev Person 9 kontaktet af PET. Person 9 fik besøg af PET i efteråret
32. Person 9 viste ham en brochure, som han havde fået af PET. Brochuren handlede om, hvordan man lavede våbenhandel, og hvad man skulle være opmærksom på. Person 9 sagde, at PET havde sagt til ham, at han skulle passe på sig selv. Han troede, at første gang, Person 9 nævnte dette, var i Bangkok. Det kunne godt være, at de refererede til det på et senere tidspunkt. Det i byretten forklarede om, at han i Bangkok fandt ud af, at de var overvågede, byggede han på en mavefornemmelse baseret på det, som Person 9 sagde, og på at han formodede, at Vidne 2 stadig havde kontakt til MI
33. Han side 10 sagde vist til Person 9, at PET så stadig måtte holde øje med dem. Det var ikke Vidne 2, som sagde til ham, at PET overvågede dem. Man skulle ikke have set mange spionfilm for at have en forventning om, at Vidne 2 havde brug for at cleare tingene med nogle af sine tidligere eller nuværende foresatte. Der var en lang række ting i slutningen af 1990’erne, som gjorde, at han tænkte, at de danske myndigheder vidste, hvor han var, og at han var i Danmark på en slags tålt ophold. Eksempelvis boede han i en periode på Område 2, hvor der tit var uropatruljer lige foran huset, som han boede i. Han bevægede sig frit rundt i Danmark til venner og familie. Det virkede usandsynligt, at de danske myndigheder ikke havde fundet ham, hvis de ønskede det. Politiet kunne ringe til hvem som helst i hans familie. Han levede på det tidspunkt stadig i skjul. Efter han kom til Danmark, læste han i aviserne, at Vidne 2 blev kastet under bussen af de engelske myndigheder. Under retssagen i Indien forklarede Person 12, at Vidne 2 agerede på egne vegne. Vidne 2 udtrykte det sådan, at man måtte forstå, at man blev afskåret af den britiske efterretningstjeneste, hvis noget som det omhandlede blev opdaget. Der opstod dog et politisk pres for at redde Vidne 2, hvorefter man fra britisk side både officielt og uofficielt gik i gang med at redde ham og gav ham beviser for, at der var et samarbejde. Han talte med en journalist, som fortalte, at Vidne 2 i 1997 fik nogle dokumenter, som viste, at det var rigtigt, at der var et samarbejde med MI
34. Vidne 2 lykkedes derfor med at fremskaffe beviser for, at der var et samarbejde med efterretningstjenesten. I 1997 fløj han sammen med sin daværende kæreste, Person 13, til Korfu. Det var første gang siden 1995, at han var ude af Danmark. Tre timer efter, de indlogerede sig på hotellet, tjekkede en britisk herre ind på samme hotel. Det endte med, at han drak en flaske Ouzo sammen med personen. Det stod klart for ham, at vedkommende var fra den britiske efterretningstjeneste og var sendt til Korfu for at se, om han ”holdt linjen” . Han havde et entydigt billede af, at den danske og britiske efterretningstjeneste ikke ønskede, at sagen blev foldet ud, så det kom frem, hvilken involvering efterretningstjenesterne havde haft. Person 14 var i slutningen af 1990’erne juridisk chef i Justitsministeriets internationale afdeling og stod og trådte vande omkring, hvad man skulle gøre for at undlade at bistå Indien med at få ham udleveret til strafforfølgning. Det var i medierne, at Danmark stod og trådte vande, hvilket talte ind i hans forståelse af, at man fra dansk side ikke ønskede sagen foldet ud. Omkring 1999-2001 var der en del presse vedrørende sagen, og tingene kom lidt tæt på. Han kontaktede selv advokat Niels Forsby for side 11 at finde ud af, hvad der var hoved og hale i tingene. Der var noget brevveksling. Han huskede ikke, at advokat Niels Forsby skulle have talt med nogen fra de danske myndigheder om, hvor han var, og han ville i så fald være stillet op. I 2002 sagde Minister 1, at han ikke kunne udleveres til Indien. Han fik ikke noget at vide i relation til denne udtalelse ud over det, som han hørte i medierne. I 2003 fik han forkyndt indkaldelsen til afhøring i Indien. Betjenten, som afleverede forkyndelsen til ham, sagde, at sagen ”var svær at sparke til langt hjørne” . Hans logik sagde ham fortsat, at man fra dansk side bare ville have sagen til at gå væk. Det hele faldt ind i hans klare forståelse af, hvad der var status i sagen. Da Justitsministeriet den
35. april 2010 traf afgørelse om udlevering af ham til Indien, tænkte han ikke nærmere herover. Han blev ringet op af politiet via en nabos telefon og mødtes med betjentene ved politistationen i Hillerød. Det kom som en kæmpe forskrækkelse for ham, at han blev anholdt, da han havde den forståelse, at myndighederne trak tingene i langdrag, og at der var tale om spilfægteri. Efter landsrettens kendelse i 2011 gik hans daværende Advokat igennem den indiske ambassade i København og en dansk diplomat for at forsøge at få lavet en retssag om hans skyld i våbennedkastningssagen et andet sted end i Indien. De foreslog, at dette kunne være ambassaden i Oslo eller i København. Han ville gerne tage sin straf, men han ville ikke til Indien for at blive slået ihjel. Forhandlingerne om dette var fortrolige, da de var diplomatiske. Der var først lidt respons fra Indien, og de troede, at de måske kunne finde en løsning, men efter fem måneder fik de via en diplomat, som arbejdede på ambassaden i Danmark, at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Hele den situation, som han sad i og fortsat sad i, var ikke rar, og han ville hellere et par år i fængsel. Efter han modtog den nævnte besked via ambassaden, hørte han først noget om sagen igen, da den nye udleveringsanmodning blev forkyndt for ham i
36. … Sagens person forklarede forevist ”CID W. BENGAL FIR SALIENT FEATURES” ... , hvoraf fremgår ” Police presumed the arms meant for waging war against the State or abetting the act and a conspiracy has been hatched up by villagers!” , forklarede han, at han ikke var bekendt med, at landsbybeboere skulle have fundet på det. Forevist ”CONFESSION OF Vidne 2 TO CID ON 23-12-95” ... , side 12 hvoraf fremgår ” Arms are for insurgent group fighting left supported guerillas in West Bengal” , forklarede han, at disse guerillas var de, som han tidligere havde kaldt goondas. Både dengang og i dag flød det sammen i Indien, hvem der var goondas, og hvem der var myndigheder. Goondas var både gangstere og supporterede politiske partier. Goondas blev støttet op af politiet, sådan han havde beskrevet, hvor politiet f.eks. smed uniformerne og deltog i vold. Det anførte om ”fighting left supported guerillas” forstod han ikke, hvad henviste til. Han havde hørt Naxalites nævnt som en reel guerillahær, der var kommunistisk inspireret, men vidste ikke, om det var dette, der blev henvist til. Forevist ”Identification of Alias 2” ... , hvoraf fremgår ” One’s link suspected to hindi extremists – Alias 1” , forklarede han, at han ikke vidste, hvad dette refererede til. Bilaget var udarbejdet af CBI. Forevist ”Indicators of Conspiracy” ... , hvoraf fremgår ” Admissions by Vidne 2 and Latvians … That some Organisation 2 Activists conspired to procure arms etc. to fight the State Left Govt. against Communist oppression.” , forklarede han, at dette bilag var udfærdiget af CBI. Det anførte gav ikke mening for ham, da der stod, at ”State Left Govt.” var ”Communist oppression” . Uanset, hvordan det anførte skulle forstås, havde han dog aldrig mødt nogen hos Organisation 2, der havde aspireret til at kæmpe derimod. Organisation 2 havde alene behov for at beskytte sig mod overgreb. Forevist ”Role of Person 6” ... , hvoraf fremgår ” The main Conspirator under whose direction Alias 2 did all this” , forklarede han, at Person 6 ikke vidste noget om de ting, han gjorde, og at det derfor ikke var korrekt, at Person 6 var hovedmanden. Forevist udleveringsanmodning fra Indien af
37. december 2016 ... , pkt. 19, forklarede han, at det angivne om et humanistisk menneskesyn måtte svare til det neohumanistiske menneskesyn, som han havde forklaret om. Han var ikke med til mødet den
38. september
39. Han kendte ikke Person 15 personligt, men han troede, at den pågældende var ansvarlig for Organisation 1 i Indien. Det angivne om ” Regér landet for at få økonomisk magt” angik deltagelse i valget. Han hørte ikke om, at man på mødet skulle have drøftet at få magten på anden måde end via valget. Citatet ” Den fjerde fases komme vil være forudgået af tredje fase, hvor der vil være store menneskelige tab og megen lidelse og uro. Men vi vil være nødt til at føre krig mod de umoralske kræfter.” svarede næsten ordret til noget, som stod i en af de artikler, som han tidligere havde læst op fra. Det svarede ikke til den tankegang, som man almindeligvis havde i Organisation
40. Det, som Person 1 mente, var, at et samfund, hvor der blev anvendt magt, langsomt ville disintegrere og den moralske sammenhængskraft side 13 forsvinde, således at kaos blev resultatet af de modsætninger, der ville opstå. CBI’s udlægning var noget helt andet end det, som Person 1 mente. Forevist udleveringsanmodning fra Indien af
41. december 2016 ... , pkt. 20, hvoraf fremgår, at der under ransagning af Organisation 2's lokaliteter blev fundet en bog med titlen ” Technique of Modern Arms ” , forklarede han, at han aldrig havde hørt om denne bog. Det under samme pkt. angivne om ” Og inden for deres globale hovedkvarter havde de indført deres egen kommune med navnet "Område 3". De har ingen tillid til det eksisterende system og den eksisterende regering, og derfor havde de indført deres egen kommune som beskrevet ovenfor. ”, forklarede han, at Organisation 2 havde introduceret landsbyråd, som sikrede, at udviklingen blev skabt sammen med beboerne, men at der ikke var tale om et alternativt demokrati i den i pkt. 20 angivne forstand. Forevist udleveringsanmodning fra Indien af
42. december 2016 ... , pkt. 21, forklarede han, at han bedre forstod det angivne citat om ”Både kommunisme og kapitalisme er grundlæggende mangelfulde, idet de er baseret på materialisme, manglende menneskelige værdier og centralisering af økonomisk magt. Kommunismen er allerede kollapset. Kapitalismen vil også kollapse inden for de næste få år. Der vil være brug for et nyt mere humanistisk spirituelt baseret økonomisk system til at erstatte dem, og dette nye system kunne være Organisation 1.” , som værende udtryk for tankegangen i Organisation
43. Han huskede ikke at have mødt den citerede, Person
44. Forevist klip fra dokumentardramaet ”Program” fra 2014 ... , minuttal 40.00 til 41.47, forklarede han, at det viste om Person 12 og forfalskning af beviser var det, som han læste om i medierne. Han læste også om, at Person 12 blev anklaget for at lyve i retten. Han fortolkede det dengang som nu som udtryk for, at Vidne 2 blev forrådt af sin egen efterretningstjeneste, og at der var to regeringer, som ville have Vidne 2 i fængsel. Det, som Vidne 2 sagde om, at være nødt til at finde viljestyrken til at kæmpe i den indiske retssag, ledte direkte frem til, at Vidne 2 pegede sine fingre i retning af Danmark, København og ham. Det var en konspiration, som Vidne 2 var offeret i. Vidne 2 undskyldte over for ham for at have gjort dette, da de mødtes i 2005 i forbindelse med TV2udsendelsen. Vidne 2 undskyldte både for at have kaldt ham ”en yderst farlig terrorist” og for at have sagt i retten, at han med en pistol havde truet ham til at makke ret. Vidne 2 sagde, at han havde måtte sige disse ting for at overleve. Forevist klip fra samme bilag, minuttal 41.49 til 44.15, forklarede han, at det ikke var korrekt, hvad Person 17 sagde om, at han havde købt en gård i Colorado. Det var Person 4, der havde købt gården. Person 4 side 14 trænede det lokale politi og benyttede bl.a. gården til dette formål. Der blev to gange også inviteret folk fra Indien til at træne på gården. Han vidste ikke, hvad Person 17 mente med, at han skulle have begået pengefalskneri for at skaffe penge til Organisation
45. Han havde ikke talt med Person
46. Forevist klip fra samme bilag, minuttal 1.17.10 til 1.18.55, forklarede han, at han ikke vidste andet om den hemmelighedsstemplede Interpolrapport, end at den eksisterede. … Sagens person forklarede supplerende, at Politisk Parti fortsat var aktivt. Adspurgt om retsbog af
47. maj 2024, hvoraf fremgår, at "Han fandt tankerne i Organisation 1 voldsomt inspirerende i lyset af bl.a. den kolde krig og skuffelsen over den neoliberale tankegang", forklarede han, at den nævnte skuffelse angik såvel den neoliberale som den kapitalistiske udbyttende tankegang, hvor den ene bioregion udnyttede den anden. Det var korrekt som angivet i samme retsbog, at "I 1976 udtalte Person 1, at han ville komme ud af fængslet ad rettens vej, og at ingen skulle begå vold i hans navn", men det var ikke kun i fængslet, at Person 1 tog afstand fra vold. Som angivet i retsbogen af
48. maj 2024, hvoraf fremgår "Person 6 døde i forvaring af ubehandlet kræft for et par år siden", døde Person 6 i forbindelse med en straffesag. Det var en afledt straffesag af den sag, hvori Vidne 2 blev dømt. Når han til ovennævnte retsbog forklarede, at "Han forholdt sig ikke til indholdet af forsendelsen, men alene til certifikatet, som Vidne 2 skaffede", skulle det forstås således, at han ikke så certifikatet, men kun forholdt sig til, at Vidne 2 kom med dette, og at forsendelsens indhold ville følge heraf. Det var rettelig den
49. december 1995 om aftenen, at vinduet i luftrummet ville blive lukket, og ikke den
50. december 1995, således som angivet i retsbog af
51. maj
52. Det var ikke korrekt, som angivet i ovennævnte retsbog, at "Han levede på det tidspunkt stadig i skjul". Han var som det eneste ikke tilmeldt folkeregisteret, men levede i øvrigt et almindeligt liv, hvor han deltog i eksempelvis familiesammenkomster. Den i retsbog af
53. maj 2024 nævnte "Navn 1" og den i retsbog af
54. maj 2024 nævnte "Navn 2" var den samme person. Det rette side 15 navn var Person
55. Inden han udrejste af Danmark i 1981-1982, havde han adresse hos sin mor på Adresse i By
56. Der blev i 1992 lavet en dokumentar om Område 1 for TV STOP af en kvinde, som han havde kendt siden gymnasiet. Han havde fortalt hende om projektet. Hun havde arbejdet med miljø hele sit voksenliv. Det blev derfor besluttet, at hun skulle lave en dokumentar om projektet i Indien. TV STOP var en alternativ station, som havde en aktivistisk tankegang. Han havde kendt Person 4 siden 1983-
57. Foruden ham og Person 4 var det kun de to munke fra projektet i Indien, som var involverede i at træne vagtværnet. De to munke havde kontrollen over de 50 vagter, som skulle trænes. Vagterne var nogle af de unge spejdere, som lavede frivilligt socialt arbejde for Organisation 2, og som Organisation 2 var kendt for at sende ud for at hjælpe ved bl.a. naturkatastrofer. Den udvalgte gruppe af unge spejdere blev sat til at holde vagt ved projekterne iført uniform. Der var ingen andre fra Organisation 2 involveret i at træne vagterne. Organisation 2 bestod af en masse forskellige enheder, hvorimellem der ikke var indbyrdes hierarki. Det var de to nævnte munke, som havde til opgave at facilitere Person 4's ophold i Indien i forbindelse med træningen. Person 4 fik mad, ligesom han fik logi i den centrale compound hos Organisation
58. Det var munkene, som udvalgte, hvem der skulle være en del af vagtværnet og modtage træning. De udvalgte var de samme personer, som var med i det første vagtværn. Det var ham, som efter en drøftelse med munkene om, at vagtværnet fik bank af de kommunistiske goondas, foreslog, at de kontaktede Person 4 for at få hjælp til at træne vagtværnet. Person 4 modtog ingen betaling for at hjælpe og betalte selv sine transportudgifter. Det skiftede over tid, hvilke munke der stod for vagtværnet. Han havde fra slutningen af 1980'erne og frem til 1995 ikke så meget kontakt med de munke, der stod for vagtværnet. Fra 1995 var det de to munke, som han henviste til ovenfor, som stod for vagtværnet, og som han havde kontakt til. Han ønskede af hensyn til de pågældendes sikkerhed ikke at oplyse munkenes navne. Det var kun de to munke, som han talte med om, at vagtværnet skulle bevæbnes. Det var ikke Person 5, som foreslog at bevæbne vagtværnet. Idéen om at bevæbne vagtværnet opstod, fordi de så vagterne blive dræbt, anholdt og dø i varetægt og lignende. De to munke havde i en årrække forsøgt at få vagterne bevæbnet med håndvåben. Det var de to munke, som kom med maksimumantallet på 300 håndvåben, som skulle anvendes til de tre gange 75 vagter. Der var ikke andre fra Organisation 2 involveret i anskaffelsen af håndvåben, herunder vidste Person 6 intet om det, men endte alligevel med at dø i fængsel anklaget for at være en del side 16 af det. Der var i Organisation 2 et inspirationslag, hvor Person 1 var øverst, men Person 1 deltog ikke i organisationen, som var selvstyrende. Organisation 2 var ikke hierarkisk opbygget, men bestod af forskellige afdelinger, der var organiserede hver for sig. En af disse afdelinger var Organisation
59. Han ønskede ikke at oplyse, hvem der skulle samle våbnene op efter nedkastningen, da han derved ville inkriminere andre. Han ønskede heller ikke at oplyse, om de pågældende var en del af ledelseslaget i Organisation
60. Person 5 havde ikke noget at gøre med opsamlingen af våbnene. Der var i Organisation 2 nogle overordnede inspirationelle mål om, hvor man skulle hjælpe, f.eks. i relation til børnehjælp eller udvikling. Der blev udarbejdet nogle rapporter herom, og de mødtes for at tale om, hvordan det gik med projekterne. Der var en sund konkurrence indbyrdes i Organisation 2 om, at projekterne skulle gå godt. Der var et inspirationelt lederskab i de enkelte afdelinger, men ingen egentlig administrativ ledelse. Den økonomiske ledelse lå decentralt, og de enkelte projekter kunne herfra anmode om donationer. Der var ingen beskatning, medlemsgebyrer eller lignende. Han havde indflydelse i Organisation 1, fordi han var med til at organisere konferencer m.v., men han havde ingen formel magt. Adspurgt om artikel af
61. august 2007 fra Kristelig Dagblad, "Artikel" ... , hvori var gengivet udtalelser fra akademisk medarbejder ved Dialogcentret Person 19, forklarede han, at han ikke vidste, hvem den pågældende var. Dialogcentret var et erklæret fundamentalistisk kristent propagandacenter, som i dag var lukket. Om det i artiklen angivne om, at Person 19 havde udtalt om Organisation 2, at "Der har været sager om kritikere af sekten, der er kommet grumme af dage, og i det hele taget har der været stor frygt forbundet med Organisation
62. Men efter den tidligere gurus død har sekten forsøgt at ændre image, så de kommer til at fremstå som mere fredelige", forklarede han, at der efter Person 1's død i 1992 skete en kæmpe forandring i Organisation 2, idet der herefter ikke længere var en central sammenhængskraft, og de mange projekter nu var spredt. Den store ændring af Organisation 2's image skete dog allerede, da Person 1 tog afstand fra alle voldelige midler efter hændelserne i 1970'erne. Person 1 tog afstand fra vold allerede imens, han sad i fængsel, og der var herefter ikke flere voldelige hændelser. Adspurgt om samme bilag, hvoraf fremgår "Ifølge Person 19 har medlemmer af Organisation 2 været temmelig side 17 paranoide i forhold til kommunisterne. Vi har ikke noget, der tyder på, at Organisation 2 har samarbejdet med statslige myndigheder. Tværtimod har de været meget skeptiske, siger han og fortsætter: - De har været meget autoritære og hemmelighedsfulde, og de har haft et meget dæmoniserende forhold til omverdenen. ", forklarede han, at det var dokumenteret, at der var sket utallige mord på fredelige munke fra Organisation 2, herunder havde han selv oplevet mange af disse. Fordi man var paranoid, betød det ikke, at der ikke var nogen efter en, og Organisation 2 havde gode grunde til at være bange. Han var enig i, at Organisation 2 ikke samarbejdede med statslige myndigheder. Om det i samme bilag angivne om, at "Tilhængerne af Organisation 2 er til gengæld meget dedikerede, grænsende til det fanatiske. Dagbladet Politiken har tidligere beskrevet, hvordan Sagens person var fuldstændig forandret, da han kom tilbage til Danmark efter sit første møde med bevægelsen i Indien. Han optrådte i orange munkeklæder og brugte hele sin tilværelse på at leve op til Organisation 2's krav om hård disciplin, seksuel afholdenhed og at skaffe penge til sektens udviklingsprojekter", forklarede han, at hans søster ville være enig heri. Da han kom hjem fra sit første møde med Organisation 2 i 1981-1982, var han ung og i en proces. Han var nok lidt prædikende de første tre-fire måneder, efter han kom hjem, men han var ikke fanatisk, da han var et meget rationelt menneske. Person 5 var i 1995 nationalt parlamentsmedlem fra delstaten Bihar. Område 1 lå på grænsen mellem delstaterne Vestbengalen og Bihar. Han huskede ikke, hvilket parti Person 5 var medlem af, men det var et støtteparti til kongrespartiet. Bihar var meget folkerigt, og Person 5's parti havde derfor et tocifret antal medlemmer i parlamentet og direkte adgang til ledelsen af kongrespartiet. Person 5 var leder af det største parti iBihar, der opstillede til nationalparlamentet, men ikke en del af selve kongrespartiet. Person 5 sad vist ikke i regeringen. Det var efterfølgende kommet frem, at Research and Analysis Wing (R&AW), som var en indisk efterretningstjeneste, der sorterede direkte under premierministerens kontor, havde foranlediget, at radaren var slukket. Det, man i Indien blev så stødt over, var, at kongrespartiets premierminister, havde ageret i direkte opposition til partiet. Han formodede, at det åbne vindue var koordineret mellem premierministeren og Person 5, og at Person 5 var manden bag det åbne vindue. Foreholdt sin forklaring, som afgivet under sagens behandling i byretten i 2010, hvoraf fremgår "Der var stor politisk vilje for at imødegå overgrebene i Vestbengalen. Uden dette “åbne vindue” ville det have været utænkeligt for ham at flyve ind på tvivlsomme papirer, lande, omlaste våbnene i Varanassi i Indien m.v. Der var [ingen] indgriben fra de indiske myndigheder, der er meget opmærksomme på side 18 smugleraktiviteter.", forklarede han, at den store politiske vilje kom til udtryk ved, at 26 medlemmer af det indiske parlament appellerede til den indiske centralregering om at stoppe de voldelige overgreb. Overgrebene var meget debatterede, og det var noget, der havde stor politisk opmærksomhed. Holdningen til Organisation 2 var en helt anden, efter undtagelsestilstanden ophørte. En række ministre udtalte sig mod volden. Han fulgte med i, hvordan der var stor politisk vilje til at stoppe overgrebene. Der var ingen, der havde interesse i, at der kom voldsomme våben ombord på flyet i form af bl.a. raketkastere og granater. Han havde en advokat, som var involveret i betalingen for våbnene. Hans advokat mødtes med Udenlandsk virksomhed 1 i London, hvor der blev stillet en uigenkaldelig bankgaranti på hele beløbet. De fik i forbindelse med betalingen ikke oplyst andet, end at betalingen udgjorde ca. 470.000 dollars. De 60.000 dollars, som Vidne 2 havde forklaret, at de mere voldsomme våben isoleret set ville koste, fortabte sig i det samlede beløb. Da våbnene blev afleveret, blev garantien frigivet i sin helhed. Han kom med nogle ønsker og forklarede Vidne 2, at våbnene skulle bruges til at bevæbne et vagtværn. Vidne 2 fik og forstod den definerede opgave i forhold til anskaffelse af våben til brug for dette formål. Han vidste, at Vidne 2 stod for våbensammensætningen, og Vidne 2 havde til opgave at skaffe våbencertifikatet. Først for nylig fandt han ud af, at certifikatet var forfalsket. Han vidste ikke, hvad de betalte for ud over de ønsker, som de var kommet med til Vidne
63. Han havde ingen idé om, hvad prisniveauet ville være på de våben, som de skulle anskaffe til brug for vagtværnet. Der var et tilbud på 2.500 rifler, men han fik ikke noget tilbud på den samlede våbenpakke. Han fik til sidst i forløbet blot oplyst en samlet pris for våbenpakken. Han gik ud, at Vidne 2 tog sig betalt med nogle procenter, som var indregnet i den samlede pris. Han ville ikke have haft andet end håndvåbnene med i pakken, men han endte med at betale for alle våbnene. Der var ingen kontakt med personer i Organisation 2 omkring indholdet i våbenpakken, og der var ingen, som bad om at få leveret de mere voldsomme våben. Organisation 2 ville have reageret med bestyrtelse, hvis man havde vidst, at der var sådanne våben involveret. Det var umuligt, at nogen uden om ham kunne have ønsket kraftigere våben end håndvåben. De nedkastede alle våbnene fra flyet, selv om der var våben, som han ikke ønskede, da de ikke kunne være landet med våbnene i Calcutta. Vidne 2 var med på flyet, fordi han gerne ville have ham med. Han havde ikke tidligere prøvet at smide noget ud fra et fly med faldskærm, og han kunne ikke have gjort det uden Vidne
64. Da han ringede til Vidne 2 fra Burgas, sagde han til ham, at det var absolut nødvendigt, at han var med, og Vidne 2 satte en pris for sin hjælp. Vidne 2 blev betalt løbende undervejs på flyveturen, når de gjorde side 19 stop. Vidne 2 skulle også have betaling for hjemrejsen. De aftalte på forhånd en pris, og Vidne 2 fik et forskud, inden de tog afsted mod Indien. Det var hans egne penge, som han brugte til at betale for Vidne 2's bistand. Pengene havde han fra sin Butik i Hongkong. Det var også ham, der betalte for våbnene, flyet og den lettiske besætning. Det, at han betalte, var udtryk for frivilligt arbejde fra hans side. Han modtog ikke penge fra Organisation 2 til dækning af de afholdte udgifter til ovenstående. Adspurgt om, at Vidne 2 havde forklaret til retsbog af
65. maj 2024, at "Han vidste på det tidspunkt ikke noget om et open window", forklarede han, at han var helt sikker på, at Vidne 2 i Karachi fik at vide, at der var et kort tidsrum tilbage med et open window, og at de derfor var nødt til at flyve tidligere. Han fortalte også Vidne 2, hvorfor de var nødt til at flyve tidligere, og at de skulle nå at nedkaste våbnene inden den
66. december 1995 om aftenen. Han vidste ikke, hvorfor Vidne 2 til samme retsbog havde forklaret, at "Han fik først under retssagen i Indien at vide, at en stor indisk radarstation var slukket". Det var længe siden, at samtalen fandt sted, og han huskede ikke, om han sagde direkte til Vidne 2, at radaren var slukket, eller om han blot sagde til ham, at det var nødvendigt, at de fløj tidligere. Det var kun de to munke i Organisation 2, som vidste, at våbnene blev kom. Der var et forløb, hvor de lavede træningen af vagtværnet og iværksatte andre tiltag. På et tidspunkt blev der eksempelvis leveret paintballpistoler til vagtværnet for at se, om det kunne afskrække nogen fra at angribe vagtværnet. Det var en drøftelse mellem ham og de to personer, som førte til indkøb af våbnene. Drøftelsen udsprang af en generel diskussion om sikkerhedssituationen, hvorunder han sagde, at han ville se, om han kunne gøre noget, når han næste gang var i København. Han fortalte de pågældende, at han havde ressourcerne til at skaffe våbnene. Person 10 var office manager på et kontor i Hongkong, som han var en del af. Person 10 havde en koordinerende rolle omkring guldhandel og havde via satellit kontakt til de to ovennævnte personer i Organisation
67. Guldhandel havde ikke som sådan noget at gøre med Organisation 2, selv om guldhandlen var med til at skaffe finansiering. Person 10 stod for at videreformidle beskeder og vidste, at våbennedkastningen ville finde sted. Person 10 havde forskellige kontakter og kendte til projektet. Han kendte Person 10 via Organisation
68. Vidne 2 og den lettiske besætning havde ingen tilknytning til Organisation
69. Forevist udleveringsanmodning fra Indien af
70. december 2016 ... , pkt. 19, forklarede han på ny, at han ikke deltog i mødet den
71. september 1995 i centralkomitéen for Organisation 2, Calcutta. side 20 Der var koordinerende møder på indisk niveau, som han ikke deltog i. Der var både nationale og regionale niveauer, og niveauerne var selvorganiserende. Den nævnte komité var en koordineringskomité på nationalt indisk niveau. Adspurgt om retsbog af
72. maj 2024, hvoraf fremgår, at han om samme bilag havde forklaret, at "Citatet ”Den fjerde fases komme vil være forudgået af tredje fase, hvor der vil være store menneskelige tab og megen lidelse og uro. Men vi vil være nødt til at føre krig mod de umoralske kræfter.” svarede næsten ordret til noget, som stod i en af de artikler, som han tidligere havde læst op fra. Det svarede ikke til den tankegang, som man almindeligvis havde i Organisation
73. Det, som Person 1 mente, var, at et samfund, hvor der blev anvendt magt, langsomt ville disintegrere og den moralske sammenhængskraft forsvinde, således at kaos blev resultatet af de modsætninger, der ville opstå. CBI’s udlægning var noget helt andet end det, som Person 1 mente.", forklarede han, at delen omkring kaos refererede til noget, som Person 1 havde talt om, hvor kaos ville blive resultatet i den sene fase af kapitalismen. Kaos var et resultat af det moralske forfald og ikke noget, som Organisation 1 ønskede sig. Der, hvor CBI tog fejl i sin udlægning, var omkring det anførte med at føre krig mod umoralske kræfter, da dette ikke var noget, som Person 1 havde sagt eller ville gøre. Det var heller ikke noget, som Person 6 havde sagt eller ville gøre. Adspurgt om Vidne 2's forklaring gengivet i retsbog af
74. maj 2024, hvoraf fremgår "Det var indtil et vist punkt hans forståelse, at den primære interesse lå i at identificere de personer, der skulle modtage våbnene. Dette baserede han på oplysninger, som han havde fået af Person 12 og MI5 om, at nedkastningen skulle gennemføres, så de indiske myndigheder kunne identificere de personer på jorden, der skulle have våbnene, da det så ud til, at der var tale om en ukendt gruppe. Der var mange kendte grupper i Indien, men denne kendte man ikke. Han tænkte derfor, at det indiske politi og efterretningstjenesterne havde de indiske modtagere som deres mål. Han fik udtrykkeligt at vide af Person 12 og MI5-agenten, at det indiske politi var efter gruppen på jorden.", forklarede han, at han troede, at Vidne 2 i den initiale fase troede på, at interessen var at identificere modtagerne, men at dette senere ændrede sig. Det lod til, at Vidne 2 refererede til en praksis, hvorefter man gennemførte en nedkastning af våben for at identificere modtagerne. Det var hans opfattelse, at det var R&AW, som stod bag, hvilket også passede ind i teorien. Han frygtede for sin sikkerhed, hvis han blev udleveret til Indien, da hans sag var politisk betændt i Indien. Den nuværende indiske regering kæmpede med kongrespartiet om magten. Regeringen, BJP, var et side 21 nationalkonservativt hinduistisk parti. Det største oppositionsparti var kongrespartiet. Det, som han havde udtalt om R&AW's rolle, havde været fremme i den indiske presse, hvilket var penibelt for kongrespartiet, da det betød, at kongrespartiet havde samarbejdet med MI5 imod en delstatsregering. Der var for nylig en engelsk statsborger, som blev tortureret, fordi man ønskede, at den pågældende skulle vidne om have deltaget i en sammensværgelse med kongrespartiet. Den slags sager blev brugt imod kongrespartiet. Han ville blive udsat for noget lignende, hvis han blev udleveret til Indien. Kongrespartiet ville ønske at sikre sig, at han ikke udtalte sig i Indien om, at partiet havde hjulpet Organisation 2 med at beskytte sig mod kommunistpartiet. Regeringspartiet ville omvendt ønske at sikre sig, at han blev holdt i live og tortureret, så han afgav forklaring om kongrespartiets medvirken. Hvis han blev udleveret til Indien, ville han de første 15 dage være i CBI's varetægt, inden han blev indsat i det hus, som var blevet udpeget til formålet. Det var i denne periode på 15 dage, at han ville blive udsat for tortur. For den ovenfor nævnte englænder, var de 15 dage endt med at blive til 30 dage. Når han var blevet indsat i huset, var den største fare for hans sikkerhed at blive udsat for vold af mobs. Vold og mord udøvet af grupper af politiske aktivister skete hver dag i Indien. Person 20 kom til magten ved at lukke øjnene for drab på 30.000 mennesker i sin egen delstat. Huset var usikkert, og de danske betjente ville ikke kunne stille noget op mod en mob på flere hundrede mennesker. En mob ville så let som ingenting kunne sparke døren til huset ind. Han frygtede også for de danske betjente, som måtte blive sendt med ham, da de heller ikke ville overleve et overfald fra en mob. Hans frygt for overfald fra en mob var meget konkret. RSS var en organisation, som støttede og agerede håndlangere for BJP. Det kunne være personer fra RSS, som ville samle en mob. Hvis nogen i Indien talte grimt om andre politisk, samlede der sig efter nogle timer en mob, hvorefter det gik løs med drab til følge. Det hele var en del af det samme system, og når man var udsat for en politisk risiko, var man også udsat for goondas. En udlænding, der i BJP's optik havde en forståelse af, at BJP havde deltaget i en fremmed efterretningsoperation, var en fjende af BJP, og dermed var der meget stor sandsynlighed for, at RSS' goondas ville blive animeret til at mene, at de hellere måtte få ham ordnet med det samme. BJP havde allerede talt grimt om ham. BJP kunne have en interesse i at få gennemført en retssag mod ham for at få ram på kongrespartiet, men de involverede mennesker var ikke særlig rationelle. Med det mente han, at den angivne tankegang var en, som man ville have i en retsstat, men at det ikke var sådan, det fungerede på gaderne i Calcutta. Goondas af forskellige overbevisninger ville have interesse i at få ram på ham, side 22 særligt i lyset af beskyldningerne om samarbejdet med den britiske efterretningstjeneste. Medlemmer af det kommunistiske styre i Vestbengalen, som udøvede de tidligere beskrevne overgreb mod Organisation 2, var stadig meget aktive i Indien. Kommunisterne var i stærk opposition til den nuværende magt i Indien, og begge politiske sider benyttede sig af voldelige metoder. …” Vidne 1 har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Forevist indholdet af notits af
75. januar 2000 fra Slagelse Politi ... forklarede vidnet, at det angivne svarede til det, som han sagde til politiet. I 1997 solgte han ejendommen til Person
76. Hun havde en samlever, som viste sig at være Sagens person. På et tidspunkt flyttede Person 13 og Sagens person fra ejendommen. Som han huskede det, skete flytningen lige inden, at vidnet kontaktede politiet. Han talte med sin kone om, at parret måske var flyttet, fordi de var blevet skilt. En dag hørte han pludselig Sagens persons stemme. Han troede, at Sagens person var ude i køkkenet, men det viste sig, at stemmen kom fra fjernsynet. Han ringede derefter til politiet i Slagelse og oplyste som angivet i notitsen. Han hørte aldrig mere fra politiet. Ca. tre måder efter opkaldet til politiet så han et par mørke biler, der holdt og betragtede ejendommen. Det var en mørk stationcar, måske en Ford Scorpio. Han talte med sin kone om, at det måske var politiet, som var der for at søge efter Sagens person på ejendommen. Ejendommen stod på det tidspunkt stadig tom. …” Vidne 2 har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Foreholdt sin forklaring, således som gengivet i Østre Landsrets kendelse af
77. juni 2011 ... , vedstod vidnet forklaringen. Forevist telefax af
78. august 1995 ... , hvoraf fremgår ” Earlier this week, I was informed that my quote was acceptable, and I was invited to discuss the final details with the buyers, who were acting on behalf of the end-user. This turns out to be an illicit deal, and the end-user appears, at this stage, to be an insurgent group in India. During the meeting, I was asked for suggestions on final delivery.” , forklarede vidnet supplerende, at dette var den telefax, som han sendte til Person 21 efter mødet i København. Udtrykket “insurgent group” anvendtes normalt om enhver uofficiel gruppe, der forsøgte at købe våben. Han gjorde sig på det tidspunkt ingen tanker om, hvorvidt det, side 23 som Sagens person fortalte om anvendelsen af våbnene, var korrekt. Det var vanskeligt for ham at svare på, hvad han tænkte om anvendelsen, da han gennemførte handlen i december
79. Hvem slutbrugeren (end user) af våbnene var, var noget, som han fik en langsom erkendelse af over tid. Han handlede på det tidspunkt slet ikke med Indien, og han havde ingen viden om intern indisk politik. Det var derfor svært for ham at vide, hvilke grupper der blev talt om. Indien var et kæmpe land med mange forskellige politiske grupperinger, og han kunne ikke vurdere, hvem den endelige modtager af våbnene var. Det ville have været naturligt for ham at gøre sig overvejelser om slutbrugeren, men han var travlt optaget af handler, og han tænkte, at den omhandlede aftale om våbenkøb aldrig ville få luft under vingerne. Det var først under mødet i Bangkok, at han havde mulighed for at tale personligt med Sagens person og fik en bedre forståelse for, hvad det handlede om. På mødet i Bangkok troede han stadig, at våbnene skulle bruges til at bevæbne et vagtværn. Sagens person viste ham nogle dokumenter, som understøttede dette, og han researchede efter mødet de ting, som Sagens person sagde, og kunne se, at det var rigtigt. Adspurgt om dokumentardramaet ”Program” fra 2014 og oplyst om, at vidnet uden for retten i Calcutta skulle have udtalt, at Sagens person var en ”yderst farlig terrorist” , forklarede vidnet, at enhver person med en AK-47 var meget farlig. Det gjorde sig gældende, uanset om det var en mand, en kvinde eller et barn, da en AK-47 var en dræbermaskine. Det betød ikke noget, hvilket mål den pågældende havde. Det var i den kontekst, at han sagde det anførte om, at Sagens person var en meget farlig terrorist. Forevist klip fra dokumentardramaet ”Program” ... , minuttal 40.00 til 42.38, forklarede vidnet, at han nu huskede klippet. Han huskede den situation, hvori han fremkom med udtalelsen, rigtig godt. Han kom med udtalelsen ca. et år efter, at sagen imod ham i Indien var påbegyndt. Han var under tiltale, og anklageren havde nedlagt påstand om dødsstraf. Han havde også nogle russiske besætningsmedlemmer, som var helt hjælpeløse. Det, at gå i retten i Indien, var som at gå i retten i Storbritannien i 1700-tallet, og han følte sig derfor ikke så malplaceret i det indiske retssystem. Den russiske besætning havde derimod ingen forståelse for processen. De blev i fængslet holdt væk fra alle andre og havde ingen mulighed for at kommunikere med andre end ham. De skulle i retten måske en gang om måneden. Ved retsmøderne var pressen altid til stede i stort antal. Han forsøgte at redde sig selv og de russiske besætningsmedlemmer ved at fremkomme med udtalelsen om Sagens person. Han var på det tidspunkt ikke bekymret for Sagens person og at komme med den omhandlede udtalelse var en bekvem måde at afværge opmærksomheden i pressen og den indiske offentlighed. Når han brugte ordet ”terrorist” om Sagens person, var det ikke korrekt, men det lød godt under de omstændigheder, som side 24 han befandt sig i på det tidspunkt. I retten sagde han også i strid med sandheden, at Sagens person havde truet ham med en pistol. Efter han blev benådet, talte han med Sagens person og undskyldte for de ting, som han havde sagt om ham i forbindelse med retssagen i Indien. Han følte sig nødsaget til at sige tingene om Sagens person for at forsøge at tage vare på sig selv, selv om det blev på Sagens persons bekostning. Et end user-certifikat var et certifikat, som blev anvendt i en våbenhandel. Når våben og ammunition blev handlet internationalt, skulle den person, der arrangerede handlen, sørge for et sådant certifikat. I certifikatet var angivet, hvem der fik våbnene og ammunitionen. Certifikatet skulle sikre, at modtageren ikke var omfattet af FN-sanktioner, ligesom der var restriktioner i forhold til, hvem der måtte købe hvilket udstyr. Certifikatet garanterede, at våben og ammunition ikke endte hos personer, som det ikke måtte ende hos. Det i denne sag omhandlede end user-certifikat var en forfalskning. Han købte det forfalskede certifikat af et engelsk selskab, der hed Udenlandsk virksomhed
80. Det fremstod i certifikatet som om, at han skulle sælge våbnene og ammunitionen til Bangladesh. Han og Person 9 var på et tidspunkt i Bangladesh, men de forsøgte ikke i den forbindelse at få et end user-certifikat. Han deltog i mødet i Bangkok i september 1995 sammen med Sagens person, Person 9 og Person
81. Der var desuden en person sammen med Sagens person, som han ikke huskede navnet på. De holdt mødet i hotellets konferencerum. Som han huskede det, handlede mødet mest om, hvordan leveringen skulle gennemføres. De drøftede fly og andre muligheder for levering. Efter mødet mødtes han alene med Sagens person, og de havde en bred snak om hele projektet. Sagens person fortalte ham om baggrunden for leveringen. Han foreslog vist Sagens person at ændre pakken med våben, da den pakke, som de tidligere havde talt om, ikke var ideel. Han var ikke sikker på, hvor antallet på 500 rifler kom fra, men det var et tal, der blev nævnt. Der blev også diskuteret et antal rifler, der hed
82. I løbet af efteråret 1995 havde han kontakt med de britiske myndigheder. Defence Export Services Organisation (DESO) havde på daværende tidspunkt til opgave at assistere britiske våbenhandlere rundt omkring i verden og havde kontakter til alle britiske ambassader, konsulater og højkommissariater. Hvis man som våbenhandler ville overholde lovgivningen, skulle man samarbejde med DESO. Det var almindelig procedure at rapportere i detaljer til DESO om alle henvendelse vedrørende våbenkøb. Man hjalp således DESO med at indsamle efterretninger. Til gengæld hjalp DESO med at etablere kontakter i det relevante land. Efter han i august 1995 kom tilbage fra København, kontaktede han derfor som det første DESO ved faxen af side 25
83. august
84. I DESO blev han sendt videre til Person
85. Der var på det tidspunkt ingen involveret fra det britiske politi. Han blev senere opsøgt på sin bopæl af Person 12, der var ansat i det engelske politis special branch. Person 12 var sammen med en mand, som ikke sagde, hvem han var, men det var en MI5-agent. Special branch fungerede bl.a. som MI5’s ansigt udadtil. Fik man besøg af en MI5-agent, var vedkommende altid ledsaget af en special branch-ansat. Det var derfor hans forståelse, at den ukendte person var ansat i MI
86. Der var tre fysiske møder på hans bopæl, hvor det hver gang var Person 12, der opsøgte ham, og hvor MI5-agenten hver gang var med. Der var ikke andre end de tre til stede ved møderne. At han blev opsøgt af Person 12 og MI5agenten, var svar på hans indberetning til DESO. Person 12 var baseret hos politiet iNorth Yorkshire, hvor vidnet boede. Det var normal praksis i Indien, ligesom det var i Storbritannien, at en tiltalt blev forsynet med en kopi af beviserne. Han fik nogle måneder før retssagen bevismaterialet fra CBI. I materialet indgik bl.a. nogle udtalelser og dokumenter fra Person 12, herunder uddrag af hans politinotesbog. I Storbritannien var en politimands notesbog et formelt dokument, som der måtte aldrig fjernes side fra eller lignende. Det blev anset for et meget vigtigt dokument i en retssag. Da han læste materialet, kunne han se, at det materiale, som Person 12 havde indleveret, bar tydeligt præg af at være blevet ændret, idet der manglede afsnit i teksten. Han modtog senere kopi af de samme beviser fra North Yorkshire politi igennem udenrigsministeriet, og han kunne der ved sammenligning se, at Person 12's dokumenter var blevet ændret. Måden, hvorpå der var fjernet dele af teksten, ændrede hele meningen med de dokumenter, som Person 12 havde indgivet til brug for retssagen. Han fik de uredigerede dokumenter fra udenrigsministeriet, fordi nogen hjalp ham. Han ved ikke, hvem der forsynede ham med de originale dokumenter. Nogle dage efter, at han blev arresteret i Indien, ransagede Person 12 og en indisk CBI-agent hans ejendom i England og fjernede bl.a. alle hans fortegnelser om den omhandlede sag. På grund af karakteren af hans forretning med våbenhandel, optog han rutinemæssigt alle sine telefonsamtaler, og det var alle disse optagelser, der blev fjernet. Han havde ikke i øvrigt kendskab til uregelmæssigheder i relation til bevisførelsen i den indiske retssag som følge af britisk involvering. Mens retssagen verserede i Indien, fik at han at vide, at der var øget fokus på sagen hjemme i Storbritannien. Han fik oplyst dette under et besøg af højkommissæren, som fandt sted adskillige måneder efter, han blev fængslet. Højkommissæren sagde, at man i noget tid havde forsøgt side 26 at hjælpe ham. Det var det første besøg, han fik. Han modtog alle sine oplysninger om, hvad der skete i England, fra denne højkommissær i Calcutta. Adspurgt om, at de britiske myndigheder orienterede både den danske og den indiske efterretningstjeneste inden våbentransporten, forklarede vidnet, at så vidt han vidste, var det MI5, der gav denne information til den modsvarende enhed i Indien, der beskæftigede sig med interne sikkerhedsanliggender. Så vidt han forstod, var det foregået på samme måde i relation til Danmark. På et tidspunkt sagde Person 12 til ham, at de ville videresende informationen om den forestående våbentransport med det samme, og ved næste møde sagde Person 12, at informationen var sendt. Han tænkte på daværende tidspunkt, at indierne var orienteret. Han vidste, at der i tidligere sager var givet orienteringer til andre lande om forestående våbenhandler, hvis handlen var mistænkelig, og hvor man havde fået besked på at fortsætte handlen. I disse andre sager plejede de mennesker, som han handlede med, at forsvinde, og han antog, at noget i samme stil ville ske i relation til den omhandlede våbenhandel. Han fortsatte med andre ord sit liv. At det var MI5 og ikke MI6, der havde med Indien at gøre, skyldtes det særlige forhold mellem MI5 og Indien. Situationen mellem Indien og Storbritannien var ofte misforstået, idet Indien ikke var en koloni, men en del af Storbritannien. Indien havde derfor også sin egen vicekonge. Det var to store bureaukratier, der blev forelskede i hinanden. MI5 blev startet i Indien i ca. 1920 og flyttede til London. MI5 anså derfor Indien som sit hjemsted. Person 24, der var chef for MI5, blev rekrutteret i Delhi. Det var derfor MI5, som beskæftigede sig med indenrigsforhold, der var involveret i stedet for MI6, som lå under udenrigsministeriet. MI5 og MI6 anså hinanden for værende konkurrenter i Indien. Ved det andet møde med Person 12 og MI5-agenten, drøftede de, hvorvidt han skulle holde afstand fra sagen. Det var dog ret svært for ham pludselig ikke at have noget med handlen at gøre uden at gøre alle opmærksomme på, at myndighederne var involverede. Det var på det tidspunkt allerede aftalt, at Sagens person skulle købe et fly til at foretage transporten af våbnene og ammunitionen, og han havde været med Sagens person i Letland, hvor de havde fundet et fly, der var til salg. Han besluttede derfor sammen med Person 12 og MI5-agenten, at de skulle fortsætte med flykøbet, men at han skulle komme ud af selve våbenhandlen. Flyet var i Letland og våben m.v. var i Bulgarien. Det, som Person 12 og MI5-agenten ville have ham til at tage afstand fra, var pengesporet i relation til våbnene. Derfor tog han sig af flykøbet, som var harmløst, mens våbnene blev håndteret af Udenlandsk virksomhed 1, således at han var armslængde af våbenhandlen. Våbnene blev afhentet side 27 i Bulgarien og tjekket, hvorefter betalingen blev frigivet. Han tog med flyet, da han ikke anså det for et problem at gøre dette på daværende tidspunkt. Flyet var et gammelt sovjetisk AN-26, som havde to motorer med turbopropeller. Flyet skulle flyve fra Riga hen over Indien ind i Thailand. Der var en række mellemlandinger på ruten. Han så ikke noget galt ved at gå ombord på flyet i Burgas i Bulgarien. De mellemlandede bl.a. i Karachi i Pakistan, hvor Sagens person var ret villig til at lade ham tage hjem. Han fløj dog ikke hjem, men tog med videre, da Person 12 og MI5-agenten havde sagt, at den indiske regering syntes, at det var vigtigt, at leverancen fortsatte. Han behøvede ikke at tage med videre, men han tænkte, at der ikke ville ske ham noget, hvis han blev fanget i Indien. Det viste sig dog at være hans livs fejltagelse at tage med videre til Indien. Under det tredje møde med Person 12 og MI5-agenten fik han en telefonopringning fra Sagens person, som oplyste, at der var et problem vedrørende flyets luftdygtighedscertifikat. Det var ikke muligt at flyve uden dette certifikat. Købet af flyet var et salg, som vidnet var ansvarlig for. Telefonen var sat på højttaler, og Person 12 og MI5-agenten hørte derfor samtalen. Han, Person 12 og MI5-agenten blev efter opkaldet enige om, at der ikke var noget alternativ til, at han tog til Burgas med det samme for at få styr på de dokumenter, der skulle bruges i relation til flyet. Det var også på denne baggrund, at han tænkte, at der ikke ville ske noget, hvis han tog med videre til Indien. Det end user-certifikat, som blev anvendt til den omhandlede handel, var falsk og blev lavet til brug for den konkrete handel. Adspurgt om, at Sagens person i byretten i 2010 havde forklaret, at ” Vidne 2 nævnte kort efter mødet, at han havde haft visse udfordringer i forhold til at få udstedt det nødvendige ”End user-certifikat” . Vidne 2 spurgte ”Har jeg frie hænder? Det vil koste mere” . Han sagde, at det måtte Vidne 2 løse.” , forklarede vidnet, at end user-certifikatet skulle ændres for at matche indholdet af leverancen. Hvis man eksempelvis havde bestilt 500 AK-47, men alligevel kun skulle have 300, skulle man have et nyt certifikat. Det kostede ikke mere at få et nyt ægte certifikat, men det kostede ekstra, når man skulle have et falsk certifikat, og det var derfor, der var en ekstraudgift. Ordrens indhold ændrede sig under mødet i Bangkok, og der skulle derfor bruges et nyt certifikat. Det eneste formål med certifikatet var at give det til leverandøren af våben og ammunition, så der var orden i leverandørens papirarbejde. Leverandøren var den bulgarske virksomhed Udenlandsk virksomhed
87. Udenlandsk virksomhed 2 havde blot brug for et stykke papir med en oversigt over de våben, som de ville købe, og som var underskrevet af en person, der havde ret til at eje våbnene. Det falske end usercertifikat fremstod som underskrevet af en generalmajor fra side 28 Bangladesh. Han vidste, at Udenlandsk virksomhed 2 netop havde solgt en våbenbeholdning til Bangladesh på et end user-certifikat, der var underskrevet af den pågældende major. End user-certifikatet fra den handel blev derfor kopieret til brug for den omhandlede sag, og der blev på certifikatet angivet en anden liste med effekter. Mængden af våben, der blev lastet i Burgas, stemte overens med end user-certifikatet, men det matchede ikke med det, der blev fundet på jorden efter nedkastningen. Der var to typer af rifler; standard AK-47rifler og Dragunov sniperrifler. Ved en fejl lastede Udenlandsk virksomhed 2 ikke ammunition til Dragunov-riflerne, der havde en anden kaliber end AK-47-riflerne. Da sagen var i retten i Indien, blev det oplyst, at der var fundet en stor bunke ammunition til Dragunov-riflerne, som aldrig havde været ombord på flyet og dermed tydeligvis var blevet plantet. Der var i forsendelsen et antal raketkastere og ammunition til disse, men der var ikke tale om panserværnsvåben. RPG-7 var et kendt panserværnsvåben, men det kunne alene bruges mod tanks under forudsætning af, at der anvendtes den rette ammunition. De raketter, der fulgte med, var standardraketter, som kunne vælte en væg, og de kunne ikke gøre skade på en tank. Han troede ikke, at Sagens person nogensinde så end user-certifikatet, da det blev givet direkte videre til fabrikken, der producerede våben og ammunition. Han huskede ikke ordret, hvad der blev sagt, da han drøftede indholdet af våbenpakken med Sagens person. Der blev opnået enighed om, at Sagens person skulle købe et fly, og at flyet skulle være ret småt. Flyet var et lille fragtfly, som højest kunne have ca. tre tons ombord. Flyet ville ikke kunne bære et stort antal AK-47-rifler, og han foreslog derfor Sagens person, at der skulle andre ting i pakken end AK-47-rifler. Han troede ikke, at han under mødet i Bangkok var særlig specifik i forhold til det, som han foreslog Sagens person, at der i stedet skulle i pakken, men han nævnte måske pistoler. Der var heller ikke andre tidspunkter, hvor han nævnte over for Sagens person, hvad der var i pakken med våben, da vidnet på det tidspunkt endnu ikke havde talt med leverandøren herom. Forevist ”EDSVOREN ERKLÆRING” af
88. oktober 2016, pkt. 3 ..., hvoraf fremgår ” Disse våben omfattede 247 AK-47, 10 raketkastere, 65 håndgranater, 78 panserværnsgranater, 11 9 mm pistoler, 20,543 stk. ammunition og 3,885 stk. 9 mm-ammunition” , forklarede han, at der ikke var særlig stor forskel på det angivne og indholdet af end user-certifikatet. Typerne af våben var den samme. I relation til antallet stod der i ovenstående, at der var tale om 247 AK-47-rifler, men det var reelt 300 stk., der var ombord på flyet. Det var korrekt, at der var 10 raketkastere. Der var håndgranater, men det kunne ikke passe, at der side 29 var 65 stk., da et sådant antal ikke passede med, hvordan det blev lastet. Antallet af våben var i det leje, som fremgik af bilaget. Antallet så rigtigt ud i forhold til ammunitionen. Der var granater med i forsendelsen, men det var ikke panserværnsgranater. Han huskede ikke, om det netop var 78 stk., men antallet passede ikke med den måde, som det var pakket på. Listen i bilaget var essentielt det, der var angivet i end user-certifikatet, men i bilaget manglede nogle af de ting, der stod anført i end usercertifikatet. Det var hans opfattelse, at Sagens person ikke vidste, at der også blev lastet granater m.v. på flyet. Den fysiske afhentning af våben og ammunition var ikke noget, som Sagens person skulle vide noget om. Vidnet fik end user-certifikatet og videregav det direkte til Udenlandsk virksomhed
89. Så vidt han vidste, så Sagens person ikke certifikatet. Der var ikke et 100 % tjek af de ting, som blev hentet hos leverandøren. Det kunne have været Sagens person eller de russiske besætningsmedlemmer, der tjekkede det. Besætningens lastansvarlige måtte i hvert fald have tjekket tingene, da det var vedkommendes opgave at placere dem i lastrummet. Den lastansvarlige måtte have åbnet nogle af kasserne for at placere tingene. Vidnet var ikke med til at tjekke tingene, idet flyet var allerede lastet, da han ankom. Han blev kaldt til Burgas, da der var problemer med luftdygtighedscertifikatet. Han fik ordnet problemerne med certifikatet, men tog med flyet, da problemerne med certifikatet kunne fortsætte. Han vidste, at udfordringen med luftdygtighedscertifikatet formentlig ville opstå igen, da Sagens person ville bruge flyet til flere mellemlandinger. Han var derfor nødt til at blive på flyet for at håndtere dokumenterne. Han løste i Burgas problemerne med luftdygtighedscertifikatet ved at skaffe nogle yderligere dokumenter. De fløj fra Burgas til Iran og derfra til Karachi. Flyets nye base skulle være Karachi, og flyet ville derfor blive indregistreret i Pakistan. Luftdygtighedscertifikatet skulle udstedes af det land, hvor flyet var hjemmehørende, og certifikatet udstedt i Bulgarien gjaldt derfor kun, indtil flyet kom til Pakistan. Når han havde sørget for et nyt luftdygtighedscertifikat i Pakistan, ville hans opgave været afsluttet. Våbnene blev ompakket ombord på flyet med henblik på at kunne blive nedkastet. Ompakningen foregik mellem Karachi og Pirulia. Det var besætningsmedlemmerne, der foretog ompakningen. Sagens person stod for ompakningen og var til stede i lastrummet, mens ompakningen foregik, men han vidste ikke, hvor meget Sagens person lavede af det praktiske arbejde. Det var et lille fly, som ikke var ret meget længere end retssalen, og der var derfor ikke ret meget plads i lastrummet. Som led i ompakningen åbnede man kasserne med rifler. Hvis han huskede rigtigt, blev raketkasterne og granaterne i kasserne, da man ikke ville side 30 have, at de rullede rundt. Vidnet vidste, hvad der var i kasserne, og at aluminiumsrørene, som de lå i, ikke var særlig stærke, hvorfor det var muligt at beskadige dem, hvis man kom til at træde på dem. Alle våbnene var i den samme form for grønne kasser. Kassen med raketkastere var på størrelse med et bord. Det stod uden på kasserne, hvad de indeholdt. Han vidste, hvordan en riffelkasse så ud, og han behøvede derfor ikke tjekke skiltet på kassen for at vide, hvad den indeholdt. Besætningen var tidligere militærfolk og vidste også, hvordan riffelkasser så ud. Han vidste ikke, hvad der stod på kasserne med raketkastere. Der var i flyet tre træpaller i standardstørrelse. Der blev lagt kasser rundt om hver af pallerne, og de udpakkede rifler blev lagt løst i midten. Man placerede det sådan, så riflerne var delvist beskyttet. Over hver af pallerne trak man et net, som holdt det hele sammen. Der blev sat en faldskærm oven på nettet. På daværende tidspunkt ville 10 raketkastere, 65 håndgranater og 78 granater formentlig koste ca. 60.000 USD. Han vidste ikke, hvem der betalte for våbnene, men han troede, at Sagens person var involveret i betalingen. Betalingen for de nævnte våben var en del af den samlede betaling for våbnene. Han vidste ikke, hvordan betalingen fandt sted. Det var ham, der sørgede for flyet, og det var derfor hans opgave at sørge for, at flyet kunne lette. Det var herunder hans opgave at sørge for luftdygtighedscertifikatet. Han forventede, at Sagens person ville betale ham for at flyve med, eller at Sagens person i hvert fald ville have betalt for hans flybillet tilbage til Storbritannien. Han lagde ruten for, hvor tingene skulle kastes ned. Han forstod, at tingene skulle til et specifik sted i en lille landsby i Purulia. I luften var der nogle bestemte ruter, som flyene fulgte. Stedet, hvor tingene skulle kastes ned, var meget få miles fra standardflyruten, som mange kommercielle fly fløj på hver dag. Spørgsmålet var, om de kunne gå ned i en lavere højde, dreje til højre og efter et stykke tid til venstre igen, så de kom til at flyve parallelt med standardruten og kom direkte hen over den zone, hvor våbnene skulle leveres. Når de havde kastet våbnene ned, skulle de dreje tilbage ind på standardruten. Så vidt han vidste, var håbet, at radaren ikke ville opfange, at de afveg fra ruten. Han vidste på det tidspunkt ikke noget om et open window. Han fik først under retssagen i Indien at vide, at en stor indisk radarstation var slukket. Han fortalte piloten, hvordan vedkommende skulle flyve for at lave den ovenfor beskrevne manøvre, men piloten gjorde det forkert. Han hørte første gang om Organisation 2 til mødet i Bangkok, hvor Sagens person fortalte ham herom. Han forstod, at det var en kvasireligiøs organisation. Han vidste, at der var beskyldninger om, at Organisation 2 blev angrebet, og at dette var korrekt. side 31 Da han sagde om Sagens person, at han var en ”yderst farlig terrorist” , tænkte han ikke over, at det kunne bruges mod ham selv. Han befandt sig i en klemme i forbindelse under retssagen i Indien, og han vidste, at den britiske regering forsøgte at holde ham i fængsel, og at den indiske regering ville have nogen at skyde skylden på, hvorfor han ikke skulle regne med en retfærdig rettergang. Han var i retten hver anden eller tredje uge og opmærksomheden fra både den indiske og internationale presse var meget intens. Han tænkte, at det var meget vigtigt, at han gjorde alt, hvad han kunne for at bibeholde pressens opmærksomhed, da han vidste, at han kun kom ud af fængslet, hvis han gjorde det lettere for de britiske og indiske myndigheder at slippe ham fri end at holde ham i fængsel. Da de fløj ind i Indien, forventede han, at Sagens person ville blive arresteret enten før eller efter nedkastningen, og at vidnet selv ville gå fri efter aftale. Han fik af en senior CBI-officer i Mumbai at vide, at hvis hans historie passede, ville han komme hjem inden jul. Det var indtil et vist punkt hans forståelse, at den primære interesse lå i at identificere de personer, der skulle modtage våbnene. Dette baserede han på oplysninger, som han havde fået af Person 12 og MI5 om, at nedkastningen skulle gennemføres, så de indiske myndigheder kunne identificere de personer på jorden, der skulle have våbnene, da det så ud til, at der var tale om en ukendt gruppe. Der var mange kendte grupper i Indien, men denne kendte man ikke. Han tænkte derfor, at det indiske politi og efterretningstjenesterne havde de indiske modtagere som deres mål. Han fik udtrykkeligt at vide af Person 12 og MI5-agenten, at det indiske politi var efter gruppen på jorden. Som han forstod det, var det hele formålet med at gennemføre leveringen. Person 12 forklarede ikke mere om gruppen på jorden, men sagde blot, at han havde viderebragt al den information, som vidnet kom med, til de indiske myndigheder, og at de indiske myndigheder ikke forstod, hvem modtagerne var. Nedkastningen fandt sted i et område i Indien, hvor der var mange oprørsgrupper, og den smule information, som han kunne viderebringe, matchede ikke nogen af de etablerede grupper. Han huskede ikke navnet på MI5-agenten, men alene navnet på sagsbehandleren hos MI5, der hed Person
90. Forevist udleveringsanmodning fra Indien af
91. december 2016 ... , pkt. 15, hvoraf fremgår ” Efterforskningen viste, at der blev afholdt et møde i København den
92. august 1995 med deltagelse af tiltalte Vidne 2, Alias 2 og to andre personer. På dette møde blev Vidne 2 bedt om at levere 2.500 stormgeværer og 1.500.000 … stykker ammunition, hvilket Vidne 2 forlangte USD 4,75 mio. for.” , forklarede han, at han ikke længere huskede beløbet, men at der aldrig blev nævnt et beløb på 4,75 mio. dollars. For at koste et sådant side 32 beløb skulle riflerne være guldbelagte. …” Vidne 3 har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Vidnet forklarede, at han i 1974 blev den første person, der påbegyndte Organisation 1-aktiviteter uden for Indien. Han havde ikke siden 1995 været involveret i den globale Organisation 1, men fungerede stadig som fortaler for bevægelsen. Organisation 1 var en social filosofi, som blev etableret af Person
93. Det grundlæggende tema i filosofien var, at man ville skabe et samfund, hvor alle havde lige muligheder for både kollektivt og individuelt at udvikle og udtrykke sig i relation til fysiske, psykiske og spirituelle aspekter af livet, og således at der bibeholdtes en balance med naturen. Der var både forskelle og ligheder mellem Organisation 1 og Organisation
94. På det filosofiske niveau var Organisation 1 den sociale filosofi, der var en del af Organisation
95. Der var forskelle mellem Organisation 1 og Organisation 2 på det organisatoriske niveau. Organisation 2 var et afledet navn af en global organisation. Der var en separat Organisation 1-organisation, der hed Organisation 1, ligesom der var flere andre uafhængige Organisation 1-organisationer. Der var både en sociopolitisk og en spirituel del af bevægelsen. Organisation 2 handlede om spirituel udvikling, mens Organisation 1 handlede mere om ændringer på økonomisk og politisk niveau. Det var Organisation 1's hovedopgave at skabe et samfund, hvor alle mennesker havde lige muligheder. Person 1 havde nogle tanker om, hvordan samfund udviklede sig. Samfund udviklede sig ikke i et ligeligt tempo, idet der var henholdsvis dynamiske og stillestående perioder. Hvis de stillestående perioder blev betydelige, skabte det mange problemer i samfundet, og det blev nødvendigt at foretage ændringer i samfundets kerneværdier. I Organisation 1's terminologi gik samfundet derved ind i en ny æra. I menneskehedens historie havde der været adskillige æraer. Den første æra var domineret af mennesker med en krigermentalitet. I middelalderen blev samfundet domineret af mennesker med en intellektuel og religiøs mentalitet. I moderne tid var samfundet domineret af kapitalisterne. Når man i Organisation 1 talte om, at der skulle en fjerde fase, så skulle denne opstå ved, at når problemerne i samfundet blev store nok, så kom der naturligt en trang til at foretage ændringer, hvilket derefter skete. Overgangen fra en æra til en anden kunne foregå på tre måder. Den første var en naturlig ændring, hvor en æra flydende ændrede sig til en anden. Den anden var ved anvendelse af mild eller intellektuel tvang, således som det f.eks. skete i renæssancen. Den tredje var ved revolution, hvor man var nødt til at anvende en mere væsentlig tvang. Med tvang mente han ”force” . I side 33 relation til Organisation 1 og Organisation 2 var der fire forskellige typer af ”force” , som man kunne anvende til at påvirke samfundet. Den første var spirituel, hvorpå et eksempel kunne være Dali Lama. Den anden var moralsk, hvorpå et eksempel kunne være Martin Luther King eller Gretha Thunberg. Den tredje var intellektuel, således som man så det hos f.eks. de sovjetiske dissidenter. Den fjerde var kulturel, som man bl.a. så det i Banksy. Fysisk magt eller vold kunne måske bruges til at forsvare en nation, og i nogle tilfælde kunne fysisk tvang eller tilbageholdelse måske være et middel til samfundsmæssige ændringer, men vold avlede blot mere vold, og vold ændrede ikke tankegange. Det var hans forståelse, at Person 1 fordømte den vold, der fandt sted i relation til Organisation 2 i 1970’erne, og volden blev set af medlemmerne i Organisation 1-bevægelsen som misforstået. Efter 1970’erne hørte han ikke om tilfælde, hvor nogen i Organisation 1 eller Organisation 2 var fortaler for at anvende vold til at opnå de samfundsmæssige ændringer, som man ønskede sig. Han var studerende under Vietnamkrigen i 1960’erne og blev en del af en national bevægelse, der havde til formål at stoppe krigen. Han sympatiserede også meget med de farvede i USA’s kamp for at opnå social lighed. Disse ting påvirkede ham, og han udviklede en social samvittighed. Han lærte meditation gennem Organisation 2 og fandt derigennem frem til Organisation
96. I Organisation 1-filosofien genkendte han nogle dybereliggende idéer, der var forenelige med hans ønsker om social retfærdighed. I 1974 rejste han til Indien for at deltage i et tremåneders træningskursus som meditationsunderviser. Han havde en kandidatgrad i psykologi. I 1978 besøgte han Område 1 i Purulia i to-tre dage, hvor han så en masse ødelagte bygninger. Han besøgte projektet igen i 1987, hvor han var der i en uge. Han hørte om angreb på Område 1, men han så ikke selv angrebene. Han mødte Sagens person i de tidlige 1980’ere. Frem mod våbennedkastningen i 1995 var der to perioder, hvor han havde væsentlig kontakt med Sagens person. I den første periode i midten af 1980’erne var Sagens person udstationeret i hans område som meditationsunderviser, og de arbejdede sammen for at prøve at finde jord, der kunne bruges til at skabe noget, der mindede om Område
97. I de tidlige 1990’ere arbejdede de sammen i det østlige Rusland, hvor progressive intellektuelle var interesserede i at erstatte det fejlslagne kommunistiske økonomiske system med Organisation
98. Vidnet var inviteret til Rusland for at give lektioner og afholde møder med vigtige personer. På et tidspunkt blev han af guvernøren inviteret til at udarbejde en udviklingsplan, og People’s Acadamy and Sciences etablerede et samarbejde med Organisation 1-instituttet, [ Udeladt ] med henblik på at introducere Organisation 1 i Rusland inden for de næste 15 år. Sagens person var en meget dynamisk person, som deltog i processen, og side 34 som havde en bemærkelsesværdig evne til at skabe gode relationer til personer fra regeringen, organisere projekter og hjælpe vidnet med at se, hvordan en Organisation 1-økonomi ville fungere i Rusland. Sagens person var således både organisator og ydede ham intellektuel bistand. Sagens persons indre ånd inspirerede vidnet og mange andre, hvilket kom til udtryk ved, at Sagens person kunne skabe resultater som ingen anden. Sagens person kunne formidle en vision på måder, som fik andre til at rejse sig op og bevæge sig fremad. Sagens person havde en smittende positivitet og et særligt blik for, hvad der kunne gøres for inspirere andre. Sagens person var stærk i relation til at forstå samarbejdsånden i Organisation 1 og mindre stærk i forhold til at forstå makroøkonomi i detaljer, men han tilpassede sig hurtigt i forhold til at forstå Ruslands økonomi. I perioden med projektet i Rusland var Sagens person også i Purulia, hvor der var betydelige angreb på Organisation
99. Sagens person nævnte angrebene i Indien, men fortalte ikke om det i detaljer. Han hørte aldrig Sagens person tale om at bruge vold for at skabe ændringer i samfundet. Han hørte heller aldrig andre i Organisation 1 eller Organisation 2 tale om at bruge vold. Et-to år efter våbennedkastningen i 1995 blev han kontaktet af Person 17, som opsøgte ham derhjemme for tale med ham. Person 17 kendte til kontakten mellem vidnet og Sagens person og ville derfor tale med vidnet. Person 17 talte med en række af de aktive personer i Organisation 2-bevægelsen og konkluderede på den baggrund, at Organisation 2 var en positiv kraft i samfundet. Person 17 hørte, at FBI ville udpege Organisation 2 som værende en kriminel organisation, og Person 17 overbeviste FBI om, at det ville være forkert. Person 17 sagde meget frit og ærligt, at han var ekstremt frustreret over at samarbejde med CBI, og at han ingen respekt havde for CBI, som han mente tilbageholdt information for ham. Han forstod det som om, at Person 17 mente, at der var ting, som CBI skjulte, men han huskede ikke, hvad det var, CBI ifølge Person 17 skulle skjule. Han huskede blot, at Person 17 mente, at CBI havde en uklar dagsorden. Det var hans indtryk, at Person 17 forstod, at vidnet ikke var involveret i våbennedkastningen, og at Person 17 ville have information om Sagens person. …” Anbringender Anklagemyndigheden har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sit sammenfattende processkrift, hvoraf fremgår bl.a.: ”… Anklagemyndigheden indstiller i medfør af

§ 35, stk.

1, at retten træffer afgørelse om, at Sagens person skal udleveres til de indiske myndigheder til strafforfølgning for de handlinger, der er side 35 beskrevet i udleveringsanmodningen af 8. december 2016, og som vedrører overtrædelse af sektion 120-B, 121, 121-A, 122, 123, 177 og 420 i den indiske straffelov, sektion 25(1-A) og (1-B), (f) (g), og 27 sammenholdt med sektion 35 i den indiske våbenlov, sektion 4(b), 5 og 6 i den indiske lov om eksplosive stoffer, sektion 9B

bestemmelser er til hinder herfor. Anklagemyndigheden lægger vægt på, - at der ikke er fare for, at Sagens person efter udlevering til Indien vil blive udsat for tortur eller anden nedværdigende eller umenneskelig behandling, jf.

§ 6, stk.

2, idet Sagens person vil være anbragt i et arresthus, hvor han vil være den eneste indsatte, og idet Sagens person under hele sit ophold i Indien vil være under observation 24 timer i døgnet af danske politibetjente. Sagens person vil således ikke være i det indiske politis og de indiske fængslers varetægt i den forstand, som dannede grundlag for Østre Landsrets afgørelse af 30. juni 2011 om afslag på udlevering som følge af, at en afgørelse om udlevering ville stride imod

§ 6, stk.

2. - at de handlinger, som Sagens person begæres udleveret til, opfylder kravet om dobbelt strafbarhed, jf.

§ 18, stk.

2, jf. stk. 1, nr. 2, og at strafferammekravet er opfyldt for mindst en af de strafbare handlinger, jf.

§ 22

, - at der i Indien er truffet beslutning om anholdelse af Sagens person for de strafbare handlinger, jf.

§ 20

, - at de handlinger, som Sagens person begæres udleveret for, ikke savner bevismæssigt grundlag, jf.

§ 23

, - at de handlinger, som Sagens person begæres udleveret for, ikke kan anses for politiske, og at de, såfremt de måtte anses som politiske, er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf.

§ 25, stk.

3, nr. 3, - at

§ 26

om forældelse ikke finder anvendelse, side 36 da de strafbare handlinger, som Sagens person er sigtet for, ikke er omfattet af dansk straffemyndighed. Anklagemyndigheden påstår endvidere, at retten i medfør af

§ 35, stk.

1, fastsætter følgende 14 vilkår for udlevering, som Rigsadvokaten har indgået aftale med de indiske myndigheder om:

8. Sagens person vil alene blive stillet for retten i forbindelse med sagen om våbennedkastningen i Purulia og ikke i nogen andre sager, og han vil ikke blive udleveret til et tredjeland. Sagens person vil blive stillet for retten ved samme domstol, hvor andre medtiltalte – nemlig den britiske statsborger Vidne 2, fem lettiske statsborgere og to indiske statsborgere – tidligere er blevet stillet for retten. Den pågældende domstol er en almindelig domstol, som er nedsat i henhold til lovgivningen, og er ikke en særdomstol. Såfremt Sagens person måtte blive idømt dødsstraf af de indiske domstole, vil han alene skulle afsone fængsel på livstid. Såfremt Sagens person bliver dømt af en indisk domstol, vil han blive overført til Danmark så hurtigt som muligt med henblik på afsoning af den idømte fængselsstraf. En afgørelse vedrørende overførsel af Sagens person vil blive truffet iumiddelbar forlængelse af den endelige dom, således at den faktiske overførsel af Sagens person til Danmark rent praktisk kan finde sted inden for den frist på tre uger, som er fastlagt i Danmarks Justitsministeriums brev af den
9. april
10. Når Sagens person er blevet udleveret til Indien, vil han blive fremstillet for den kompetente domstol til domsforhandling i henhold til lovgivningen, og han vil blive behandlet i overensstemmelse med artikel 7, 9 og 10 i FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Desuden vil en eventuel fængsling af Sagens person finde sted i overensstemmelse med FN's standardminimumsregler for behandlingen af fanger. Danmarks Ambassade i New Delhi og Danmarks Konsulat i Kolkata, Vestbengalen, skal have adgang til at besøge Sagens person i arresthuset efter behov. Desuden skal Sagens person tillades regelmæssige besøg fra sine familiemedlemmer i overensstemmelse med Vestbengalens regerings fængselsmanual (Indien). Mens han er indsat i arresthuset i Kolkata i Vestbengalen, vil Sagens person have uhindret adgang til at kontakte både Danmarks Ambassade i New Delhi og Danmarks Konsulat i Kolkata, og de indiske myndigheder vil straks kontakte disse repræsentationer, såfremt Sagens person beder om det. Indiens regering vil træffe alle mulige foranstaltninger for en side 37
16. hurtig og effektiv retsforfølgning af Sagens person, og Danmarks Justitsministerium og Danmarks Ambassade i New Delhi vil af Central Bureau of Investigation (den efterforskende myndighed) blive orienteret om retssagens status den første dag hver måned. For så vidt angår bestræbelserne på en hurtig og effektiv retsforfølgning af Sagens person samt oplysningerne fra de indiske myndigheder vedrørende længden på de tidligere retssager mod de medtiltalte i sagen om våbennedkastningen i Purulia er det den klare forventning, at der vil foreligge en endelig dom over Sagens person inden for 12 måneder efter hans udlevering fra Danmark. Hvis der ikke opnås en endelig dom inden for den forventede periode på 12 måneder fra udleveringstidspunktet, vil de indiske myndigheder inden to uger efter overskridelse af denne tidsramme oplyse de danske myndigheder om, hvornår en endelig dom kan forventes. Der vil blive udvalgt og bekræftet et passende arresthus i Kolkata (Indien) i samråd med de danske myndigheder, som vil blive oplyst herom. Det omtalte arresthus vil alene have til formål at huse Sagens person, og han vil være den eneste indsatte i fængslet. Ubevæbnede og civilklædte danske betjente kan slutte sig til de indiske fængselsbetjente, som bevogter Sagens person, på det omtalte arresthus’ område som observatører døgnet rundt før, under og efter retssagen, og indtil Sagens person bliver sendt tilbage til Danmark. Danske politibetjente må ledsage Sagens person under al transport, herunder også transport til og fra retten. Såfremt der måtte være behov for det, vil Sagens person have uhindret adgang til lægebehandling på et sted, som vælges i samråd med de danske myndigheder. Afgørelsen om varetægtsfængsling af Sagens person træffes af den kompetente indiske domstol, og afgørelsen om frihedsberøvelse af Sagens person i det ovenfor omtalte arresthus er en overordnet myndighedsbeslutning truffet af de kompetente myndigheder i Vestbengalen, og de kompetente myndigheder i Vestbengalen har stillet en garanti om, at Sagens person vil blive frihedsberøvet i det ovenfor nævnte arresthus. I alle andre henseender vil de indiske myndigheder skabe sikkerhed for Sagens person og de danske politibetjente under deres ophold i Indien. I det følgende vil anklagemyndigheden uddybe påstanden samt kommentere på forsvarerens anbringender i ”Indledende Processkrift” af
17. maj 2024, som blev udleveret på sagens første retsdag. Uddybende bemærkninger til påstanden Vedrørende

§ 6, stk.

2, om fare for bl.a. tortur og nedværdigende behandling og EMRK artikel 3 side 38 Forsvareren har rejst spørgsmål om sikkerhedsrisikoen ved en udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien. Forsvareren har i den forbindelse henvist til følgende formulering i Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011: ”at det – bl.a. på grund af den alvorlige sigtelse om, at gøre væbnet opstand mod de indiske myndigheder – ikke var sikkert at udlevere Sagens person til Indien." Østre Landsret lagde i kendelsen fra 2011 vægt på, at pålidelige kilder havde rapporteret om, at der i Indien var udbredt og systematisk brug af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i politiets og fængslernes varetægt, og diplomatiske garantier ikke i sig selv kunne anses for tilstrækkelige til at sikre Sagens person mod krænkelser af sine menneskerettigheder. Forsvareren har i den forbindelse gjort gældende, at der er en reel fare for, at Sagens person vil lide alvorlig og livstruende overlast, fordi Sagens person er en international efterstræbt terrorist, fordi udøvelse af politisk vold er udbredt i Indien, fordi politisk vold i praksis er straffri, fordi Sagens person skal være i en uidentificerede sikkerhedstjenestes varetægt, og fordi den sikkerhedsrisiko, som landsretten fandt bestod i 2011, ikke er afværget ved de garantier, der er afgivet af de indiske myndigheder, men fortsat vil bestå i relation til de forhold, som Sagens person vil være undergivet under straffesagens gennemførelse i Indien. Forsvareren har endvidere gjort gældende, at der er sket væsentlige forringelser af menneskerettighedsforholdene i Indien, og at de indiske myndigheder modtager afslag i 2/3 af de sager, hvor de indiske myndigheder anmoder om udlevering. Anklagemyndigheden bemærker hertil, at det følger af

§ 6, stk.

2, at udlevering ikke kan finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i EMRK, hvorefter ingen må underkastes tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Retten i Hillerød og Østre Landsret fandt ved kendelser af henholdsvis 1. november 2010 og 30. juni 2011, at udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien ville stride mod

§ 6, stk.

1. De indiske myndigheder fremsatte i december 2016 en ny anmodning om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien, og de indiske myndigheder gentog og bekræftede i den forbindelse de 8 diplomatiske garantier, som blev givet og bekræftet under behandlingen af udleveringsbegæringen fra
2. side 39 De indiske myndigheder afgav endvidere en garanti om, at Sagens person under retssagen i Indien vil blive indkvarteret i et ”correctional home” (arresthus), hvis indisk lov kræver, at Sagens person er frihedsberøvet under sagen, og at et sådant ”correctional home” vil blive udvalgt og bekræftet i konsultation med den danske repræsentation i Indien. De indiske myndigheder meddelte samtidig, at de var indstillede på at imødegå yderligere forsikringer for at understøtte muligheden for, at de danske domstole vil træffe en positiv afgørelse om udlevering. Rigsadvokaten har indgået aftale med de indiske myndigheder om i alt 14 vilkår for udlevering, hvoraf de første 8 vilkår er de vilkår, som fremgår af Justitsministeriets afgørelse om udlevering af
3. april
4. De resterende 6 vilkår er nye vilkår for udlevering, som er aftalt med de indiske myndigheder i lyset af, at Østre Landsret i kendelse af
5. juni 2011 fandt, at der ved udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien ville være en reel risiko for, at Sagens person ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3 i EMRK, idet pålidelige kilder havde rapporteret om udbredt myndighedspraksis, der stred mod principperne i artikel
6. Det følger af vilkårene, at Sagens person ikke vil blive anbragt i et fængsel under sit ophold i Indien. Sagens person vil i stedet blive anbragt i et særligt udpeget ”correctional home” (arresthus), hvor han vil være den eneste indsatte. Sagens person vil således være afsondret fra andre fanger. Sagens person være frihedsberøvet, mens han opholder sig i arresthuset, og vil være bevogtet af indiske vagter, som sikrer, at han ikke kan flygte. Sagens person vil desuden under hele sit ophold i Indien i alle døgnets 24 timer være under observation fra danske politibetjente. Det gælder både under Sagens persons ophold i arresthuset, under al transport i Indien og under sagens behandling i retten. Det er på den baggrund Rigsadvokatens vurdering, at Sagens person ved en udlevering til de indiske myndigheder i overensstemmelse med de garantier, som de indiske myndigheder har afgivet, ikke vil skulle opholde sig i et egentligt indisk fængsel, og ikke være i indisk politis og fængslers varetægt på den måde, som er lagt til grund ved Østre Landsrets kendelse af
7. juni
8. Som det fremgår af Rigsadvokatens indstilling af
9. juni 2023, er det anklagemyndighedens vurdering, at der ikke er sket nævneværdige ændringer i forholdene i Indien relateret til Østre Landsrets kendelse af
10. juni 2011 og artikel 3 i EMRK. De indiske myndigheder har oplyst, at de ikke kan påvise en trussel mod Sagens person. side 40 Politiets Efterretningstjeneste (PET) har oplyst, at de ikke kan påvise nogen aktuel trussel mod Sagens person, hvis han kommer til Vestbengalen i forbindelse med en straffesag. Der er ikke fremlagt beviser eller dokumentation for, at der foreligger en reel fare for, at Sagens person vil lide alvorlig og livstruende overlast, hvis Sagens person udleveres til Indien på de vilkår, der er indgået med de indiske myndigheder. Mere generelt om udlevering til Indien bemærkes det, at en række andre lande, herunder blandt andet Tyskland, Canada, USA, Bulgarien, Australien, Portugal, Belgien og Storbritannien har udleveret personer til Indien i perioden fra 2004 til
11. Nogle af de nævnte lande har udleveret mere end én person. Anklagemyndigheden henviser til liste fra Indisk Ministry of External Affairs over udleverede personer i årene 2002 til
12. Nævnte liste er dags dato fremsendt fra Rigsadvokaten til Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet med henblik på, at listen indgår i sagens bilag. Der er således hverken oplysninger fra de indiske myndigheder eller Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller anden form for beviser eller dokumentation, der indikerer, at der fortsat består en trussel af den karakter, som dannede grundlag for landsrettens afgørelse fra 2011 om, at en udlevering af Sagens person til Indien ville stride mod

§ 6, stk.

2. Det er på den baggrund samlet set anklagemyndighedens opfattelse, at der ikke består en reel risiko for, at Sagens person vil blive udsat for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med bestemmelsen i

§ 6, stk.

2, hvis han udleveres til strafforfølgning i Indien på de nævnte 14 vilkår. Det er derfor anklagemyndighedens påstand, at retten skal træffe afgørelse om udlevering af Sagens person til Indien på de nævnte 14 vilkår, og at

§ 6, stk.

2, ikke er til hinder herfor. Forsvareren har endvidere rejst spørgsmål om, hvorvidt der er afgivet en tilstrækkelig klar garanti fra de indiske myndigheder for de nævnte 14 vilkår. Anklagemyndigheden bemærker hertil, at afgørelse om udlevering og om eventuelle vilkår herfor træffes af retten efter anklagemyndighedens anmodning, jf.

§ 35

. Retten skal således tage stilling til, om der kan træffes afgørelse om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien, og om der skal fastsættes vilkår herfor. Retten kan i den forbindelse vælge at fastsætte side 41 de vilkår, som Rigsadvokaten har indstillet efter aftale med de indiske myndigheder, eller evt. fastsætte andre vilkår herfor, jf.

§ 35

. Hvis retten i medfør af

§ 35

træffer afgørelse om, at Sagens person kan udleveres til strafforfølgning i Indien og fastsætter vilkår herfor, vil det være en forudsætning for en efterfølgende effektuering af rettens afgørelse, at de indiske myndigheder bekræfter at ville overholde de vilkår, der er fastsat af retten. Såfremt vilkårene ikke kan imødekommes af de indiske myndigheder, kan udleveringen ikke effektueres. Anklagemyndigheden bemærker, at der ikke var tale om samme retstilstand, da Østre Landsret i 2011 traf afgørelse om, at en udlevering af Sagens person ville stride mod bestemmelsen i

§ 6, stk.

1. I 2011, hvor Østre Landsret ved kendelse fandt, at Justitsministeriets beslutning af
2. april 2010 om at udlevere Sagens person stred mod bestemmelsen i

§ 6, stk.

2, lå kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering hos Justitsministeriet med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. Det var således Justitsministeriet, der traf afgørelsen om, at Sagens person kunne udleveres til Indien, og det var i den forbindelse nødvendigt for Justitsministeriet at indhente endeligt forpligtende garantier fra de indiske myndigheder. Den efter-følgende domstolsprøvelse vedrørte lovligheden af Justitsministeriets afgørelse. I 2016 blev Justitsministeriets kompetence til at træffe afgørelse om udlevering overført til Rigsadvokaten med efterfølgende domstolsprøvelse, og ved ændringen af udleveringsloven i februar 2020 blev kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering overført fra Rigsadvokaten til domstolene. Det er således retten, der træffer afgørelse om udlevering, og retten, der fastsætter eventuelle vilkårene herfor. Og det er, som nævnt ovenfor, en forudsætning for effektueringen af udleveringen, at det anmodende land afgiver garanti for at ville overholde de vilkår, som retten fastsætter. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at korrespondancen med de indiske myndigheder viser, at de indiske myndigheder vil være indstillet på at afgive en garanti for at ville overholde de 14 vilkår, som Rigsadvokaten har indstillet, at retten skal fastsætte. Vedrørende

§ 18

om dobbelt strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse side 42 Forsvareren har gjort gældende, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt for så vidt angår sammensværgelse til væbnet opstand mod indiske myndigheder, og har desuden gjort gældende, at idet der ikke er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for sigtelsen om medvirken til væbnet opstand, kan kravet om strafbarhed og strafferamme ikke opfyldes i medfør af straffelovens dagældende § 114. Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.4. Det fremgår heraf bl.a., at Rigsadvokatens vedrørende forståelsen af

§ 18, stk.

2, (dagældende § 2) om dobbelt strafbarhed og strafferammekrav henholder sig til det, som Justitsministeriet har anført i sin afgørelse af

1. april 2010, samt til det, der er lagt til grund ved Retten i Hillerøds afgørelse af
2. november 2010 og Østre Landsrets afgørelse af
3. juni
4. I forhold til kravet om dobbelt strafbarhed henviser anklagemyndigheden supplerende til Justitsministeriets svar på Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 39, 40 og 41 af
5. maj 2003, som forsvareren ligeledes har henvist til. Spørgsmålene er stillet i relation til udlevering i medfør af den europæiske arrestordre, der regulerer udlevering inden for den Europæiske Union. Det fremgår af svarene til de nævnte spørgsmål, at de pågældende handlinger skal være strafbare efter dansk ret både på gerningstidspunktet og på tidspunktet for afgørelsen af spørgsmålet om udlevering. Derudover fremgår det, at der kunne udleveres for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i dagældende udleveringslovs § 10 a, stk. 1 til 3 (gældende § 13), alene var opfyldt med hensyn til et af forholdene. Det er anklagemyndigheden opfattelse, at Justitsministeriets bemærkninger i de nævnte svar om forståelse af kravet om dobbelt strafbarhed ligeledes findes anvendelse i sager om udlevering til strafforfølgning til lande uden for norden og den Europæiske Union og dermed også finder anvendelse i forhold til kravet om dobbelt strafbarhed i

§ 18, stk.

2. Rigsadvokaten har i sin indstilling til retten gennemgået alle de strafbare forhold, som danner grundlag for de indiske myndigheders anmodning om udlevering, og har vurderet, at kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt i forhold til de fleste af de strafbare forhold, idet de fleste af de handlinger, som Sagens person ønskes udleveret til retsforfølgning for, også ville have været strafbare efter dansk ret både på gerningstidspunktet og efter gældende ret, hvis Sagens person havde begået tilsvarende handlinger i Danmark, idet det ville have været side 43 strafbart at have transporteret og nedkastet fuldautomatiske rifler, raketaffyringsudstyr, panserværnsraketter og håndgranater med henblik på at bevæbne en gruppering, der var i konflikt med den danske regering, jf.

§ 18, stk.

2, jf. stk. 1, nr.

1. Rigsadvokaten har endvidere fundet, at der enkelte forhold, hvor kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt. I forhold til strafferammekravet bemærker anklagemyndigheden supplerende, at kravet skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse i medfør af udleveringsloven, mens der ikke stilles krav om, at det skal være opfyldt på gerningstidspunktet, jf. Justitsministeriets afgørelse af
2. april 2010, som hverken Retten i Hillerød eller Østre Landsret har taget afstand fra. Strafferammen i straffelovens § 114 er fængsel indtil på livstid, og strafferammen for straffelovens § 114 f er fængsel indtil 8 år. Rigsadvokaten har i sin indstilling til retten gennemgået alle de strafbare forhold, som danner grundlag for de indiske myndigheders anmodning om udlevering, og har vurderet, at strafferammekravet er opfyldt i forhold til de fleste forhold, og at der endvidere er enkelte forhold, hvor strafferammekravet ikke er opfyldt. Udleveringsloven stiller ikke krav om, at

betingelser skal være opfyldt i relation til samtlige strafbare forhold, der danner grundlag for en udleveringsanmodning. Det følger således af

§ 22

, at udlevering til strafforfølgning kan ske for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i §§ 18-21 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene. Anklagemyndigheden fastholder på den baggrund, at kravet om dobbelt strafbarhed og strafferammekravet, jf.

§ 18, stk.

2, ikke er til hinder for udlevering, idet flere af de strafbare handlinger opfylder betingelserne for udlevering, og idet det følger af

§ 22

, at der kan ske udlevering for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i bl.a.

§ 18, stk.

2, kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene. Anklagemyndigheden bemærker i forhold til hensynet til retshåndhævelse i

§ 18, stk.

2, at Sagens person har erkendt at have deltaget i at kaste våben ned over Vestbengalen i 1995, at han derefter er flygtet fra de indiske myndigheder, og at han siden har undslået sig retsforfølgning ved at tage ophold i Danmark. Eftersom Sagens person ikke kan strafforfølges i Danmark for de pågældende handlinger, undgår Sagens person at blive strafferetlig forfulgt for særdeles alvorlig kriminalitet, som i dag blandt andet er omfattet af de danske terrorbestemmelser, hvis retten beslutter, at han side 44 ikke kan udleveres til de indiske myndigheder. Vedrørende

§ 20

om beslutning om anholdelse eller fængsling i anmoderlandet Rigsadvokaten har i sin indstilling til retten gennemgået de strafbare forhold, der danner grundlag for udleveringsanmodningen, og vurderer, at der er forhold, hvor kravet om beslutning om anholdelse eller fængsling i anmoderlandet er opfyldt, og enkelte forhold, hvor kravet ikke er opfyldt.

stiller imidlertid ikke krav om, at samtlige forhold, der danner grundlag for en anmodning om udlevering, skal opfylde alle

betingelserne. Det følger af

§ 22

, at udlevering til strafforfølgning kan ske for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i §§ 18-21 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene. Det er samlet set anklagemyndighedens påstand, at

§ 20

ikke er til hinder for, at retten kan træffe afgørelse om udlevering af Sagens person, idet flere af de strafbare handlinger opfylder betingelserne i § 20, og at udlevering derfor i medfør af § 22 kan finde sted for de forhold, der ikke opfylder betingelserne i § 20. Vedrørende

§ 23

om tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag Det er anklagemyndighedens påstand, at sigtelserne vedrørende de handlinger, som de indiske myndigheder begærer Sagens person udleveret til, ikke savner bevismæssigt grundlag, og at

§ 23ikke er til hinder for udlevering.

Anklagemyndigheden bemærker, at det af de specielle bemærkninger til

§ 23

fremgår, at hvis den pågældende kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om den pågældendes skyld, vil anmoderlandet kunne anmodes om yderligere oplysninger. Anklagemyndigheden finder, at Sagens person ikke har henvist til sådanne særlige omstændigheder, der giver anledning til en rimelig tvivl om Sagens persons skyld, og at der derfor ikke er grundlag for at anmode Indien om yderligere oplysninger i sagen. Anklagemyndigheden henviser i den forbindelse til de oplysninger om de faktiske omstændigheder i sagen, som fremgår af Sagens persons forklaringer ved udleveringssagens behandling ved byretten i 2010 og landsretten i 2011 samt under Retten i Hillerøds behandling af sagen. Endelig henviser anklagemyndigheden til Sagens persons udtalelser til en række medier. Sagens person har bl.a. forklaret, at han har været aktiv initiativtager til nedkastningen af våben, og at han deltog i nedkastningen af våbnene. Sagens person har endvidere bl.a. forklaret, at side 45 formålet med våbennedkastningen var at bevæbne et privat vagtværn til beskyttelse af Organisation 2-tilknyttede områder, landsbyer og projekter i Vestbengalen. Anklagemyndigheden henviser endvidere til de vidneforklaringer, der er afgivet under sagens retlige behandling i 2010 og i landsretten i 2011. Anklagemyndigheden bemærker, at det forhold, at Sagens person