Højesteret ændrer landsrettens kendelse, og tiltræder byrettens kendelse, og tillader dermed ikke lejer at fremlægge bilag jf. retsplejelovens § 341

Om sammenligningsgrundlaget for lejen i småhuse Huslejenævnsafgørelser kunne ikke anvendes som sammenligningslejemål Sag BS-7731/2024-HJR Udlejer ApS mod Lejer Under en sag i boligretten om fastsættelse af størrelsen af lejen for et lejemål beliggende i et småhus omfattet af lejelovens § 7, fremlagde Lejer 13 huslejenævnsafgørelser, som skulle anvendes som sammenligningslejemål. De 13 huslejenævnsafgørelser angik alle tilfælde, hvor huslejen var blevet nedsat af huslejenævnet med henvisning til dagældende boligreguleringslovs § 5, stk. 1 (nu lejelovens § 19, stk. 1), og hvor lejen ikke havde været reguleret efter lejelovens § 23 (tidligere boligreguleringslovens § 7). For Højesteret angik sagen, om de 13 huslejenævnsafgørelser skulle tillades fremlagt som sammenligningslejemål i den verserende sag for boligretten. Højesteret udtalte, at det klart fremgår af ordlyden af lejelovens § 32, at der ved fastsættelse af det lejedes værdi skal sammenlignes med den leje, der betales i tilsvarende lejeforhold, og hvor lejen er reguleret efter § 23, hvilket også understøttes af forarbejderne til § 32. Lejemål, hvor huslejenævnet har truffet afgørelse om omkostningsregulering efter lejelovens § 19, stk. 1, kan således kun anvendes som sammenligningslejemål, hvis der har været en efterfølgende lejeregulering efter § 23. Da lejen i de 13 huslejenævnsafgørelser, som Lejer havde fremlagt, ikke var reguleret efter lejelovens § 23, kunne de omhandlede lejemål derfor ikke anvendes som sammenligningslejemål, jf. § 32. Højesteret fastslog på den baggrund, at de 13 huslejenævnsafgørelser ikke kunne tillades fremlagt under sagen, jf. retsplejelovens § 341. Landsretten var nået til et andet resultat.