ECLI:DK:VLR:2024:SS0000000741 Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 279, bedrageri,

DOM afsagt den

1. april 1996 at Vestre Landsrets
2. afdeling i ankesag S-2978-95 Anklagemyndigheden mod Tiltalte . Den indankede dom er afsagt den
3. Herning, december 1995 at retten i
4. afdeling. Også for landsretten er sagen behandlet under medvirken at domsmænd. Tiltalte har principalt påstået den indankede dom ophævet og sagen hjemvist til ny behandling ved byretten, subsidiært fri findelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Vedrørende forløbet efter domsforhandlingen i byretten, tilhører, Person 2 , har en i et notat til forsvareren bemærket følgende: Jeg lagde mærke til at den person der senere viste sig at være den ene domsmand tydelig var bekendt (venner med) den dame der ved retssagens slutning ved sine spørgsmål til retten - - viste sig at repre sentere amtet Da jeg forlod retssalen lidt efter min kone, Person 3 Tiltalte samt Advokat Gammelby kunne jeg ikke & -2undgå at bemærke en meget hjertelig stemning og en lidt påfaldende venlig afsked mellem pigen fra amtet og domsmanden da de sammen forlod retsbygningen og derefter gik hver sin vej. Oa jeg syntes det virkede påfaldende tillod jeg mig at spørge pigen om hun kendte den ene domsmand privat hvortil hun svarede ja. Jeg spurgte derefter om det ville sige, at han var orienteret på forhånd, hvortil hun efter en lang pause hvor jeg tydelig fornemmede, at hun valgte at være ærlig også svarede Tiltalte ja.- Derefter spurgte egentlig var og hvad han lavede, om hvem han og vi fik at vide han var fuldmægtig på Herning sygehus, jeg gik der efter videre for at orientere Advokat Gammelby om hvad jeg havde hørt, han havde travlt og svarede at det var interessant og gik så videre Af en politirapport af
5. december 1995 vedrørende afhøring af den pågældende domsmand, fremgår blandt andet: Han oplyste indledningsvis, at han nu er ansat som fuldmægtig i økonomiafdelingen på Herning Cen tralsygehus, men at han i perioden januar 1987 til juni 1994 var ansat i Ringkøbing Amtskommune, hvor han arbejdede i skole- og socialområdet. Nævnte Person 4 var dengang ligeledes ansat i Ringkøbing Amtskommune men i amtsrådssekretaria tet. Der fandt således ikke et direkte samarbejde sted mellem afhørte og Person 4 . Afhørte traf i daværende periode lejlighedsvis Person 4 i forbindelse med aktiviteter i “fagforenin gen”, hvor de begge var medlemmer og hvor Person 4 var tillidsmand i en periode. Efter at have skiftet arbejdsplads til Herning Cen tralsygehus, digt talt med har afhørte kun en enkelt gang tilfæl Person 4 i telefonen og afhørte vid- 3 Person 4 ste ikke yderligere om , herunder hverken hendes arbejde, bopæl e.l. at der efter hans Forespurgt forklarede athørte, vurdering i forbindelse med omhandlede sag ikke var idet eller kunne være et habilitetsproblem, Person 4 kun til sidst i sagen fremførte Ringkøbing Amts erstatningskrav i sagen. Inden retsmødet havde afhørte tilfældigt truffet Person 4 udenfor retslokalet, men de to var end ikke klar over, at de skulle møde i samme sag.” Af en politirapport af
6. december 1995 vedrørende afhøring af den fuldmægtig ved Ringkøbing Amtskommune, der gav møde for amtskommunen under domsforhandlingen for byretten, fremgår blandt andet: Hun oplyste, at hun kendte Lægdommer 1 rent fagligt, der en gang for omkring et par år siden var ansat i amtet i socialforvaltningen. Hun havde såle des også været i samme fagforening som Lægdommer 1 . Hun havde imidlertid ikke privat bekendtskab med Lægdommer 1 , og hun havde egentlig slet ikke haft med ham at gø re, siden han skiftede arbejdsplads for et par år siden. Om sagen oplyste hun, at det egentlig var .... fra Ringkøbing Amt, der havde haft med sagen og gøre, og det var et tilfældigt, at det blev hende, der blev sendt i Retten for at repræsentere amtet. Hun var blevet sendt derind at de nævnte .... Således havde hun egentlig kun overfladisk kendskab til sagen. Oa hun ankom til Retten i Herning, mødte hun på trappen ord med Lægdommer 1 Lægdommer 1 . Afhørte vekslede nogle få , som sagde: her kanter?” Hun sagde: “Nå, kommer du også på de “Jeg skal ind i
7. afdeling. Og hvad skal du så?” Han svarede: domsmand.” Hun spurgte: “Jeg skal være “I hvilken sag?” Hvorpå han -4sagde, at de vidste han ikke. Det fik de aldrig at vide på forhånd. Hun gjordes bekendt med, at nogle havde lagt mærke til, at hun havde taget “påfaldende venlig afsked med den ene domsmand”, len. Hun oplyste, at hun kun havde vekslet de be Lægdommer 1 skrevne få ord med Lægdommer 1 da de havde forladt retssa forinden retsmødet, og at efter domsafsigelsen forlod retslokalet sam men med dommeren, hvorefter hun forlod Retten, hun således slet ikke havde talt med retsmødet. Hun havde slet ikke set Lægdommer 1 Lægdommer 1 og at efter udenfor retslokalet efter dommen. Derimod måtte det være hendes afsked med anklageren, som tilhørerne havde lagt mærke til. en venlig samtale med anklageren, taget til dom, og hun mente, Hun havde haft mens sagen var op at hun tog ligeledes venlig afsked med ham bagefter retsmødet. At en udtalelse at
8. januar 1996 fra den politituldmægtig, der gav møde som anklager for byretten, fremgår blandt andet: Afslutningsvis skal jeg bekræfte, at det er korrekt, at jeg efter domsafsigelsen vekslede et par ord med Person 4 udenfor retssalen, hvorfor det ikke ganske kan afvises, at det er denne samtale tilhøreren refererer til. Af en udtalelse at
9. februar 1996 fra byretsdommeren fremgår: at jeg ikke har bemærket, Lægdommer 1 Person 4 , om den ene domsmand, har hilst venligt på fuldmægtig , at jeg først sent under sagen blev klar -5var til stede som repræsentant jeg ikke var klar for Ringkøbing Amtskommune, og Lægdommer 1 var ansat under amtskommu over, at Person 4 over, at nen. Jeg har ikke bemærket noget særligt ved Lægdommer 1's votering, men skal tilføje, at jeg på baggrund af det ovennævnte heller ikke har været eller har haft grund til at være - - særlig opmærksom herpå.” Vidne 1 Tiltalte og vidnerne har for landsretten i det væsentlige Vidne 3 og forklaret som i
10. Vidne 2 , instans. Tiltalte har vedrørende påstanden om ophævelse af den indank ede dom og hjemvisning af sagen til ny behandling i byretten forklaret, at han, da han forlod retssalen, selv bemærkede, at den ene domsmand og én at de personer, der havde siddet på tilhørerrækkerne, vekslede et par ord. Da han fik at vide, denne person var amtskommunens repræsentant, var ansat under amtskommunen, at og at domsmanden følte han, at domsmanden ikke kunne være upartisk. Tiltalte har i øvrigt supplerende forklaret, at han husker, at enkelte gange i efteråret 1993 fik behandlinger Vidne 2 sent om onsdagen og om mandagen. Det er klart, Vidne 1 som at dagbogen, i det store og hele har ført, er tørt forkert i den periode, hvor Han havde meget stor tillid til Vidne 2 var på 4H-kursus. Vidne 1 . Hun har ikke kunnet opnå personlig vinding ved at føre dagbogen forkert. Hun fik flere lønforhøjelser, og klinikken gik godt, og måske har det været for at tækkes tiltalte, at Vidne 1 gjorde det. Han var meget overrasket over, at hun den
11. feb ruar 1995 pludselig meddelte, at hun ikke ville komme mere. Oa han den
12. nikken, februar 1995 havde indgået aftalen om salg af kli havde Vidne 1 givet udtryk for, at hun “selv følgelig” fortsat ønskede at være ansat på klinikken. Han gen nemgik ikke de regninger, som blev sendt ud, bortset fra stik prøver. Han gennemgik blot henvisningerne fra lægerne, fordi de ofte ikke indeholdt en diagnose, hvilket amtskommunen for langte. Han har betalt det beløb, som han ved byrettens dom blev pålagt at betale til amtskommunen, idet han kan erkende, -6at der er begået fejl, som han som arbejdsgiver er ersta t ningsansvarlig for. Vidne 1 har supplerende forklaret, at det normalt var hende, der førte dagbogen. Det skete adskillige gange, at til talte slettede de minusser, hun satte i dagbogen ved afbud. Hun begyndte at skrive med kuglepen for at undgå det. Oa hun i februar 1995 ikke kunne holde det ud mere, henvendte hun sig til sin fagforening, der sagde, at man ikke kunne hjælpe hen de, da hun selv havde gjort noget ulovligt ved at medvirke til, at tiltalte fik betaling for behandlinger, der ikke var udført. Hun henvendte sig alligevel til amtskommunen. På det tidspunkt havde hun fået tilsagn om fortsat ansættelse hos Person 1 , men Person 1 vidste ikke noget om sa gen. I den periode, hvor Vidne 2 gik på skole i Holstebro, var hun kun hjemme i weekenderne. Hun er sikker på, at Vidne 2 i den ne periode ikke har fået behandlinger mandag og onsdag. Men Vidne 2 var “mandag-onsdag-fre dag”-patient, det vil sige at behandlingen var sådan, at den skulle foregå disse dage. Når Vidne 2 så ikke kunne komme, kunne hendes reserverede tider udnyttes til andre patienter. Når tiltalte gennemgik regningerne, sad han ikke med patientkortene. Hun mener, at han alligevel må have haft en fornemmelse af, om regningerne var korrekte. Vidne 2 har supplerende forklaret, at hun, mens hun i efteråret 1993 boede på skolehjem i Holstebro, aldrig var hjemme midt i ugen og ikke har modtaget behandlinger mandag eller onsdag. Hun fik fri fra undervisningen kl. 15 og kunne tidligst være hjemme kl. 16.
13. Togrejsen tager omkrin g en time. Forsvareren har vedrørende påstanden om ophævelse af byrette ns dom og hjemvisning af sagen til ny behandling i byretten gjort gældende, at en af domsmændene i byretten var inhabil, jf. retsplejelovens § 60, stk. 1, nr. 1, og §
14. Domsmandens stilling som ansat under Ringkøbing amtskommune og hans be kendtskab med amtskommunens repræsentant under domsforhandl in gen, der førte til den for tiltalte påfaldende episode efter domsforhandlingen, må føre til, at der foreligger omstændig heder, der er egnede til at rejse berettiget tvivl om -7domsmandens fuldstændige upartiskhed. Anklagemyndigheden har vedrørende dette spørgsmål bestridt, at den pågældende domsmand i byretten var inhabil efter retsple jelovens § 60, stk. 1, nr. 1, eller §
15. Anklagemyndigheden har anført, at amtskommunen er en stor organisation, og at domsmanden, der siden 1994 har arbejdet i amtskommunens syge husfonaltning som fuldmægtig i Herning Centralsygehus’ økono miafdeling, ikke i forbindelse med sin ansættelse har beskæf tiget sig med sagen. Han har heller ikke et sådant nærmere be kendtskab med amtskommunens repræsentant, som kan rejse beret tiget tvivl om domsmandens upartiskhed. Da der herefter ikke foreligger inhabilitet, bør påstanden om ophævelse at dommen og hjemvisning at sagen ikke tages til følge. - Landsretten udtaler; Straf tesagen angår en tiltale tor bedrageri over for Ringkø bing Amtskommune og blev indledt efter en anmeldelse fra amtskommunen, der var repræsenteret under domsforhandlingen for byretten og nedlagde påstand om erstatning. Uanset disse omstændigheder kan det forhold, at den pågældende domsmand er ansat i amtskommunens sygehusforvaltning som fuldmægtig i øko nomiafdelingen på Herning Centralsygehus, og at han tidligere har arbejdet unde amtskommunens skole- og socialforvaltning ikke i sig selv bevirker, at domsmanden må anses som inhabil efter retsplejelovens § 60, stk. 1, nr. 1, eller §
16. Det må lægges til grund, at domsmanden og den fuldmægtig i amtskommu nen, der under domsforhandlingen for byretten repræsenterede amtskommunen, ikke har arbejdet i samme afdeling af amtskommu nens forvaltning eller i øvrigt har haft nærmere samarbejde. Herefter, og da det forhold, at de pågældende i forbindelse med fagpolitiske aktiviteter har fået et vist kendskab til hi nanden ikke i denne henseende kan tillægges betydning, findes heller ikke de konkrete omstændigheder vedrørende amtets re præsentation under sagen at have været egnet til at rejse en sådan tvivl om den pågældende domsmands fuldstændige upartisk hed, jf. retsplejelovens § 66, jf. net deltage som domsmand i sagen. § 61, at han ikke har kun Tiltaltes påstand om dommens ophævelse og sagens hjemvisning -8til fornyet behandling ved byretten tages derfor ikke tilf øl ge. Af de grunde, som er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Da det kan tiltrædes, at spørgsmålet om fastsættelse af fri hedsstraf er udsat som sket, stadfæster landsretten dommen, dog således at prøvetiden regnes fra denne landsretsdom. Thi kendes for ret: Den indankede dom stadfæstes, dog således at prøvetiden regnes fra denne landsretsdom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. Den idømte erstatning skal betales inden 14 dage. Marie S. Mikkelsen Kristian Petersen Gitte N. Nielsen (kst.) cfr.