Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse om tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade

Ikke grundlag for at ændre Ankestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab Arbejdsfri indtægter skulle ikke indgå i vurderingen af erhvervsevne efter arbejdsskade. Sag BS-6821/2024-HJR Dom afsagt den

1. oktober 2024 Codan Forsikring A/S mod Ankestyrelsen Sagens person var i 2015 udsat for en arbejdsulykke, da han blev slynget ud af en minigraver efter at være blevet påkørt af en bil i høj fart. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsatte i 2019 et samlet varigt mén til 30 % for arbejdsskadens følger. Før arbejdsskaden var Sagens person leder i virksomheden X ApS. Han var eneejer af virksomheden gennem et holdingselskab. Virksomheden havde ca. 14 ansatte. Sagens person deltog selv i det daglige arbejde med de praktiske opgaver og arbejdede ca. 60-70 timer om ugen. Han fik løn fra virksomheden, og bortset fra regnskabsåret 2013/14 var der positive driftsresultater både i virksomheden og i holdingselskabet. Efter arbejdsskaden var hans samlede indtægter fra virksomheden større end før arbejdsskaden, idet de positive driftsresultater steg. I 2021 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at Sagens persons erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden var 90 %. Ankestyrelsens begrundelse var, at selv om han ikke havde haft nedgang i indtægterne fra virksomheden efter arbejdsskaden, havde skadens følger nedsat hans evne til at skaffe sig indtægt ved at udføre arbejde sammenlignet med før skaden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at indtægterne ikke var udtryk for Sagens persons evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, fordi der ikke var knyttet en reel arbejdsindsats til indtægterne. For Højesteret angik sagen, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Hovedspørgsmålet var, om der ved vurderingen af Sagens persons evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde skulle ses bort fra indtægterne fra virksomheden efter arbejdsskaden. Højesteret udtalte, at det følger af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1,
2. pkt., at har en arbejdsskade nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Efter dagældende § 17, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende. Det fremgår af bestemmelsernes forarbejder, at erstatning for tab af erhvervsevne er erstatning for den forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder, som skaden har forvoldt. Kan skadelidte uanset store medicinske varige følger af arbejdsskaden genoptage sit sædvanlige arbejde eller andet arbejde til samme løn, har skadelidte ikke krav på erstatning for tab af erhvervsevne. Med henvisning hertil udtalte Højesteret, at det er afgørende for, om der er lidt et erhvervsevnetab, at arbejdsskaden har nedsat skadelidtes evne og mulighed for at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der kan i den forbindelse ikke lægges vægt på arbejdsfri indtægter, dvs. indtægter, som ikke relaterer sig til en arbejdsindsats. Om der er tale om arbejdsfri indtægter, må bero på en konkret vurdering. Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at arbejdsskaden havde påført Sagens person betydelige funktionsbegrænsninger, og en arbejdsprøvning havde vist, at han under skånebehov alene kunne arbejde ca. 2 timer om ugen med en effektivitet på ca. 10 %. Sagens person var efter arbejdsulykken ikke vendt tilbage til sit arbejde i virksomheden eller i anden beskæftigelse. Efter arbejdsulykken overtog en medarbejder virksomhedens drift og ledelse, og Sagens person havde alene underskrevet enkelte dokumenter, betalt nogle regninger og modtaget orientering om virksomheden. Højesteret fandt, at disse beskedne ekspeditioner måtte anses for at være knyttet til Sagens persons ejerskab af virksomheden og det forhold, at han efter arbejdsskaden fortsat var registreret som direktør i virksomheden og holdingselskabet. På den anførte baggrund fandt Højesteret, at Sagens persons indtægter fra virksomheden efter arbejdsskaden ikke beroede på hans arbejdsindsats, men måtte anses for arbejdsfri indtægter. Derfor var der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, hvorefter Sagens persons indtægter fra virksomheden efter arbejdsskaden ikke skulle indgå i vurderingen af hans erhvervsevne. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.