HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 4. november 2024 Sag BS-9045/2024-HJR Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke) mod Indkærede (advokat René Bjerre) I tidligere instanser er truffet afgørelse a

§ 226stk.

1. Ved kendelse af
2. januar 2024 henviste Retten i Holstebro sagen til behandling ved landsretten, jf.

§ 226, stk.

1. Begrundelsen lyder bl.a.: ”Skatteministeriet har herefter anmodet om, at sagen henvises til behandling i landsretten. Skatteministeriet har til støtte herfor navnlig gjort gældende, at sagen er den første sag ved domstolene om, hvorvidt der er grundlag for at tillægge selskabsretlig ugyldighed og efterfølgende tilbagebetaling betydning for en statueret skattepligt, at afgørelsen af dette spørgsmål beror på en principiel stillingtagen til det skatteretlige indkomstbegreb i kombination med en vurdering af karakteren og betydningen af selskabsretlig ugyldighed, at sagen rejser spørgsmål om retserhvervelsesprincippets udstrækning, og at sagens afgørelse indebærer en principiel stillingtagen til, om det er en forudsætning for at / 3 tillægge selskabsretlig ugyldighed betydning for en statueret skattepligt, at betingelserne for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt. Indkærede har bestridt, at der er forskel på ugyldighed af en disposition afhængig af, om ugyldigheden beror på selskabsretlige bestemmelser eller øvrige civilretlige eller offentligretlige bestemmelser, men har ikke i øvrigt haft bemærkninger til spørgsmålet om henvisning af sagen til landsretten. Efter det af Skatteministeriet anførte finder retten, at sagen rejser princi-pielle spørgsmål om efterfølgende statueret ugyldigheds betydning for en tidligere statueret skattepligt, og at det må antages, at spørgsmålet har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. Retten finder derfor, at betingelserne i

§ 226, stk.

1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt.” Vestre Landsret afviste ved kendelse af

1. februar 2024 at behandle sagen som
2. instans og hjemviste sagen til byretten til fortsat behandling. Af landsrettens be-grundelse fremgår: ”Efter

§ 226, stk.

5, skal landsretten af egen drift påse, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. in-stans er opfyldt, jf.

§ 226, stk.

1. Efter

§ 226, stk.

1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsretten, hvis sagen er af principiel karakter og har en generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der efter omstændighederne vil være tale om en skønspræget vurdering, hvori det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og dommen derfor bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse, ligesom det også må tages i betragtning, at retten som alternativ til henvisning kan beslutte, at sagen skal undergives kollegial behandling i byretten. Landsretten finder på ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering af sagen, at betingelserne for at henvise sagen til landsretten i 1. in-stans i medfør af

§ 226, stk.

1, ikke er opfyldt. / 4 Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i 1. instans, jf.

§ 226, stk.

5, jf. stk. 1.” Skatteministeriet kærede den

1. februar 2024 landsrettens kendelse til Højesteret. Anbringender Skatteministeriet har anført navnlig, at det er et principielt spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, om en berettiget beskatning kan ophæves på grund af en efterfølgende konstatering af, at dispositionerne, der førte til beskatningen, er selskabsretligt ugyldige, og hvor der sker tilbagebetaling som følge heraf. Nærværende sag vil i den forbindelse være den første sag ved domstolene om dette spørgsmål, hvis afgørelse beror på en principiel stillingtagen til det skatteretlige indkomstbegreb i kombination med en vurdering af karakteren og betydningen af selskabsretlig ugyldighed. Det er et grundlæggende skatteretligt princip, at efterfølgende ændringer af en foretagen disposition ikke tillægges skattemæssig virkning, jf. forudsætningsvis skatteforvaltningslovens §
2. Derudover er det almindeligt antaget, at ”ugyldige dispositioner” ikke er omfattet af omgørelsesreglen, jf. Den juridiske vejledning, afsnit A.A.14.1.
3. Den ugyldighed, som er konstateret ved Retten i Holstebros dom af
4. februar 2022, angår alene civilretlige dispositioner mellem Indkærede og de begunstigede personer, og disse dispositioner skal derfor ikke lægges til grund i skattemæssig henseende (med undtagelse af udbetalingerne direkte til Indkærede selv). Hvis den ugyldighed, der er konstateret i nærværende sag, tillægges skatteret-lig betydning, vil det indebære en ulovbestemt omgørelsesadgang for maske-rede udlodninger samt andre udbetalinger fra et selskab foretaget i en kontrol-lerende persons interesse. Om dette skal være retsstillingen, er et principielt spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. Indkærede har anført navnlig, at han ikke har indvendinger imod, at sagen henvises til landsretten som
5. instans. Sagen kan være af principiel karakter, hvis Skatteministeriets anbringender angående forskel på ugyldighed fastslået på selskabsretligt grundlag og andet grundlag accepteres. Det bestrides, at der er forskel på ugyldighed, alt efter om ugyldigheden beror på selskabsretlige bestemmelser eller øvrige civilretlige eller offentligretlige bestemmelser. / 5 Højesterets begrundelse og resultat Kæremålet angår henvisning til landsretten efter

§ 226, stk.

1. Spørgsmålet i hovedsagen er, om en skatteforhøjelse skal ændres som følge af, at de dispositioner, som har begrundet forhøjelsen, efterfølgende tilsidesættes som selskabsretligt ugyldige, og hvor der sker tilbagebetaling heraf. Højesteret finder på det foreliggende grundlag, at sagen angår et principielt spørgsmål af vidererækkende betydning, som ikke er afklaret i retspraksis. Højesteret finder på den baggrund, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, at betingelserne i

§ 226, stk.

1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt. Højesteret ændrer derfor landsrettens kendelse, således at sagen henvises til behandling ved landsretten i

1. instans. THI BESTEMMES: Sagen henvises til behandling ved landsretten i
2. instans. Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part. Kæreafgiften tilbagebetales. / Publiceret til portalen d. 04-11-2024 kl. 12:55 Modtagere: Kærende Skatteministeriet, Indkærede, Advokat (H) Mattias Chor, Advokat (H) René Bjerre /