ECLI:DK:HJR:2024:BS0000001080 Højesteret stadfæster landsrettens dom, og tiltræder dermed, at Part A og Part B tilpligtes at anerkende, at de ikke har

HØJ EST ERETS DOM afsagt mandag den

1. november 2021 Sag BS-58843/2019-HJR (
2. afdeling) Part A og Part B (advokat Erik Matthiesen for begge) mod Part 1 (advokat Thomas Weitemeyer) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Helsingør den
3. juni 2018 (BS 2G510/2017) og af Østre Landsrets
4. afdeling den
5. september 2019 (BS22951/2018). I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Jon Stokholm, Hanne Schmidt, Jørgen Steen Sørensen og Rikke Foersom. Påstande Part A Part B Appellanterne, og har påstået stadfæstelse af byrettens dom, subsidiært med den ændring, at indstævnte, Part 1 Matr.nr. 2 og 1 skal anerkende, at skellet mellem , forløber fra pkt. A til B, fra B til F og fra F til D, jf. måleblad af
6. april
7. Part 1 har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. 2 Supplerende sagsfremstilling Part 2 er afgået ved døden under sagens behandling for HøPart 1 jesteret. Det er oplyst, at boet den
8. maj 2021 er udleveret til til uskiftet bo. Anbringender har supplerende anført navnlig, at Vidne 1's det påhviler at godtgøre, at råden over grundstykket er sket i henhold til aftale. Der må stilles strenge beviskrav, og bevisbyrden er ikke løftet. Part A og Part B Part 1 var i hele sin ejertid i god tro om ejerskabet til det omstridte grundstykke. De var også selv i god tro, da de anmeldte deres skøde til tinglysning. Som godtroende erhververe kan de udøve hævdsstatuerende råden, selv om tidligere ejere måtte være afskåret herfra. Vidne 1 Landsrettens præmisser i den foreliggende sag har mere vidtrækkende konsekvenser end dommen i TBB2008.633V, der angik en veldokumenteret gensidigt bebyrdende tidsbegrænset lejeaftale. I nærværende sag er der tale om en ensidigt begunstigende aftale uden angivelse af sædvanlige aftalevilkår som tidsmæssig udstrækning, vederlag og opsigelsesvarsel. Hvis landsrettens dom stadfæstes, vil det medføre, at der kan være tidsubegrænsede og ikke tinglyste aftaler, som permanent vil være til hinder for, at godtroende aftaleerhververe kan vinde hævd. En sådan retstilstand vil stride mod tinglysningslovens § 1, hvorefter rettigheder over fast ejendom skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning. Derudover vil en sådan retstilstand føre til en betydeligt forøget risiko for skuffelser i omsætning af fast ejendom. har supplerende anført navnlig, at der i sin tid ikke var tale om en personlig og uoverdragelig ret til at råde over det omstridte areal, men derimod en ret, der skulle tilkomme den til enhver tid værende ejer af Adresse 1 indtil videre. Dette understøttes af, at udlånet af det omtvistede grundstykke skete med henblik på opførelse af en carport. Part 1 Beviskravene for, at der er indgået en aftale om udlån af grundstykket, bør være mildere end beviskravene for, at der er sket hævdsafbrydelse. Bevisbyrden for, at brugen af det omtvistede grundstykke byggede på en aftale og dermed var retmæssig, er løftet. Det er derfor uden betydning, om Vidne 1 havde kendskab til aftalen. 3 har under sin forklaring afvist, at hun havde kendskab til en afPart 2 tale, men hun har ikke afvist, at har gjort hendes ægPerson 6 tefælle, bekendt med brugsretten. Hun var fuldt ud klar Person 6 over, at udadtil optrådte som ejer, hvilket hun accepterede. Hun er aldrig fremkommet med indsigelser mod nogen af de aftaler eller dispositioner, som han indgik og foretog i naboskabet. Vidne 1 Det er ikke korrekt, at en stadfæstelse af landsrettens dom vil føre til, at der kan være ikke tinglyste aftaler, som permanent vil være til hinder for, at godtroende aftaleerhververe kan vinde hævd. I den foreliggende sag er der ikke tale om en ”skjult” aftale. Aftalen om udlån af grundstykket er nævnt i et tinglyst dokuAdresse 1 ment og videreformidlet til alle efterfølgende ejere af Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Part A Adresse 1 På ejendommen i Helsingør ( Matr.nr. 2 ), som Part B og overtog i 2015, er opført en carport, der ifølge matrikelkort delvis er beliggende på et grundstykke på ca. 11 m2 tilhørende naboAdresse 2 ejendommen ( Matr.nr. 1 ). Part 1 har siden 1971 været ejet af og nu afdøde Part 2 Adresse 1 Det er ubestridt, at tidligere ejere af i Part 1 Part 2's og ejertid kontinuerligt har rådet over carporten og dermed det omtvistede grundstykke. Adresse 2 Part A Hovedspørgsmålet i sagen er, om der til fordel for og Part B er vundet ejendomshævd som følge af de tidligere ejeres råden over grundstykket. Ejendomshævd Efter Danske Lov 5-5-1 kan der opnås ejendomsret ved hævd, hvis der er udøvet en ejers råden i 20 år. For at vinde hævd er det bl.a. en betingelse, at den udøvede råden har været retsstridig. Adresse 1 Det fremgår af skøde tinglyst den
9. juni 1962, hvorved blev Person 2 Person 4 Person 3 overdraget fra til og , at en garage (i sagen omtalt som en carport) ifølge mundtlig tilladelse delvis var opført på naboparcellen. Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at carporten må anses for opført med henblik på varig brug, og at den meddelte tilladelse således skulle gælde indtil videre. Part 1 Højesteret lægger som landsretten til grund, at Adresse 2 ved købet af i 1971 over for og Person 4 Part 2 og 4 Adresse 1 , der på tidspunktet fortsat var ejere af tilkendegav at videreføre den tilladelse til brug af grundstykket, som den tidligere ejer Adresse 2 af havde givet. Person 3 Adresse 1 og Person 3 solgte i 1987 til boede på ejendommen i mere end 20 år med sin ægtefælle, Part A inden hun i 2015 solgte ejendommen til . Person 4 Vidne 1 der Person 6 og Part B Part 2 Højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at i Person 6 1987 talte med om tilladelsen til brug af grundstykket, og Person 6 at selv senere henviste til denne tilladelse, herunder i forbindelse med renovering af carporten i
10. Højesteret lægger endvidere til Person 6 Part 1 Part 2 grund, at over for og Adresse 1 gennem alle årene optrådte som medejer af og at Vidne 1 var bekendt med dette. Part 1 Part 2 Højesteret finder, at og under de bePerson 6 skrevne omstændigheder var berettiget til at gå ud fra, at Adresse 1 kunne disponere i forhold vedrørende også med virkning for Vidne 1 Som følge af det anførte finder Højesteret, at den råden over det omtvistede Adresse 1 grundstykke, som skiftende ejere af har udøvet, ikke har været Vidne 1 retsstridig, og at det er uden betydning, at har forklaret, at hun ikke selv var bekendt med tilladelsen. Højesteret tiltræder således, at der ikke er vundet ejendomshævd på nogen del af det omtvistede grundstykke. Højesteret har herefter ikke anledning til at tage stilling til den hævdsretlige betydning af, at den, der råder over et areal, ikke er bekendt med, at denne råden er retmæssig. Part A Part B Det, som og har gjort gældende om søgsmålsfristen i udstykningslovens § 36, stk. 2, nr. 2, kan som anført af landsretten ikke føre til et andet resultat. Udgifter til skelforretningen Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at Part A ikke skal betale nogen del af de udgifter, som Part B har afholdt i forbindelse med skelforretningen. Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom. Part 1 og 5 THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal solidarisk betale i alt 40.000 kr. til Part A og Part B Part 1 De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.