HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 25. oktober 2024 Sag BS-14113/2024-HJR Mor (advokat Peter Giersing, beskikket) mod Far I tidligere instanser er afsagt dom af Familieretten i Aalborg den 25. aug

§ 368

a.” Anbringender Mor har anført navnlig, at betingelserne for at afvise

§ 368a ikke er opfyldt.

Landsrettens afvisningsdom bør ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling, for så vidt angår hendes selvstændige påstand om samvær, hvorefter Barn skal have samvær med Mor hver

1. dag, subsidiært med længere terminer fastsat af Familieretshuset på vilkår, der er fastsat af Familieretshuset. De i ankestævning af
2. august 2023 øvrige på-stande frafaldes. Samvær må anses for at have særlig betydning for hende og datteren, da relationen mellem dem ellers må antages at lide skade. Far forklarede i familieretten, at Barn ønskede kontakt til sin mor. Dette sammenholdt med baggrunden for, at Barn fik bopæl hos sin far, og morens daværende psykiske tilstand taler for, at det søges afklaret, hvad Barn ønsker. Hun havde det på daværende tidspunkt dårligt, og hendes til-stand førte til indlæggelse på psykiatrisk afdeling den
3. december
4. Hun blev udskrevet den
5. april 2024 og har det nu godt og har løbende kontakt til psykiatrien. Barns alder taler for, at der gennemføres en samtale med Barn med henblik på at få afklaret, hvad hun ønsker. Det kan ikke udelukkes, at en samtale med hende vil føre til et andet resultat, og at der derfor kan fastsættes samvær, even-tuelt på vilkår fastsat af Familieretshuset. Far har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til realitetsbehandling i landsretten. Barns ønske om kontakt med sin mor var udtryk for tilstanden før et samvær i december 2022, hvor samværet endte med, at Barn måtte råbe om hjælp ud ad vinduet og grædende ringede til sin far. Efter det beskrevne samvær tilbageholdt han Barn, indtil der i marts 2023 blev truffet afgørelse om midlertidig ophævelse af samværet. I samme periode udvi-ste Mor en adfærd over for Barn, der påvirkede hende i et sådant omfang, at der blev udstedt et polititilhold mod Mor . / 6 Barn har under en række børnesamtaler i 2023 klart givet udtryk for, at hun ikke ønskede kontakt til Mor . For landsretten var der intet anført til støtte for, at familierettens dom skulle være forkert. Sagen var fuldt ud belyst ved sagens dokumenter og forklaringer under hovedforhandlingen i familieretten. Imidlertid havde sagen alene udvik-let sig i negativ retning for Mor , idet hun var blevet varetægts-fængslet for adskillige overtrædelser af tilholdet. Efter landsrettens dom er Mor blevet dømt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 242 samt adskillige overtrædelser af tilholdet. Mor blev fritaget for straf, da hun var utilregnelig på gerningstidspunktet på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom. Mor skulle følgelig undergive sig psykiatrisk behandling. Længstetiden blev fastsat til fem år. Det var åbenbart, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i familieretten. Uanset om Mor har det godt nu og løbende har kon-takt til psykiatrien, skal landsrettens afgørelse bedømmes ud fra forholdene på tidspunktet for domsafsigelsen. Højesterets begrundelse og resultat Ved familierettens dom af
6. november 2022 blev det bestemt, at den fælles forældremyndighed over Barn skulle ophæves, og at Far skulle have forældremyndigheden alene. Det blev samtidig fastsat, at Barn skulle have samvær med Mor . Ved familierettens dom af
7. august 2023 blev samværet mellem Mor og Barn ophævet. Mor fik ved dommen ikke medhold i påstande om overførsel af forældremyndigheden til hende, subsidi-ært fastsættelse af fælles forældremyndighed, således at Barn fik bopæl hos hende. Mor fik heller ikke medhold i en påstand om, at Barns samvær med Far skulle være overvåget. Mor ankede familierettens dom af
8. august 2023 til landsretten, der afviste

§ 368

a. For Højesteret er spørgsmålet alene, om landsretten med rette har afvist sagen for så vidt angår familierettens afgørelse om at ophæve Barns samvær med Mor . Efter retsplejelovens § 368 a kan landsretten afvise at behandle en sag i

1. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, / 7 og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. Som anført i senest Højesterets kendelse af
2. maj 2024 (UfR 2024.3667) bør en ankesag ikke afvises af landsretten, hvis det ikke umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, hvis sagen indeholder principielle problemstillinger, eller hvis sagen f.eks. har særlig betydning for parterne. Som ligeledes anført i den nævnte højesteretskendelse følger det af retsplejelovens § 455, stk. 1, og forarbejderne hertil, at retsplejelovens § 368 a også finder anvendelse i familieretlige sager. Højesteret finder, at sager om ophævelse af samvær har en sådan særlig betydning for den ankende part, at afvisning efter retsplejelovens § 368 a kun kan finde sted, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Højesteret finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og af de grunde, der er anført af landsretten, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a afviste Mor s anke. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. Thi bestemmes : Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger for Højesteret til den an-den part. / Publiceret til portalen d. 25-10-2024 kl. 12:11 Modtagere: Kærende Mor , Advokat (H) Peter Giersing, Anden partsrepræsentant, Indkærede Far /