Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i sag om hvorvidt sagsøger, som følge af sin ophævelse af sit ansættelsesforhold hos sin tidligere arbejd

Fratrådt funktionær var ikke berettiget til særlig godtgørelse Funktionær, der opsagde sit ansættelsesforhold på grund af manglende udbetaling af løn, var ikke berettiget til godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b Dom afsagt den

1. december 2024 Sag BS-18459/2024-HJR Djøf som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger mod Lønmodtagernes Garantifond Appellant, tidligere Sagsøger ophævede i september 2018 med hjælp fra sin fagforening, Djøf, sit ansættelsesforhold i Virksomhed ApS med henvisning til, at virksomheden groft havde misligholdt sine forpligtelser ved ikke at have udbetalt Appellants, tidligere Sagsøger tilgodehavende løn for august
2. Appellant, tidligere Sagsøger fremsatte herefter krav mod virksomheden om betaling af bl.a. den manglende løn og om godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Virksomheden blev efterfølgende taget under konkursbehandling, og kravene blev anmeldt over for Lønmodtagernes Garantifond. Garantifonden anerkendte at dække de anmeldte krav bortset fra kravet om betaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, idet fonden ikke mente, at funktionærlovens § 2 b fandt anvendelse, da ansættelsesforholdet blev bragt til ophør af Appellant, tidligere Sagsøger og ikke af hendes arbejdsgiver. For Højesteret angik sagen navnlig, om Appellant, tidligere Sagsøger var berettiget til godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Efter funktionærlovens § 2 b, stk. 1, skal arbejdsgiveren udrede en godtgørelse, hvis opsigelse af en funktionær, under visse betingelser, ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold. Bestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning, jf. stk.
3. Højesteret udtalte, at bestemmelsen efter sin ordlyd finder anvendelse ved arbejdsgiverens opsigelse eller bortvisning af en funktionær, men at bestemmelsen også finder anvendelse i de ganske særlige situationer, hvor arbejdsgiveren udviser en adfærd, der i realiteten er udtryk for en opsigelse eller bortvisning. Højesteret udtalte endvidere, at bestemmelsen under hensyn til dens formål også kan komme til anvendelse i tilfælde, hvor funktionæren opsiger sin stilling eller ophæver ansættelsesforholdet under omstændigheder, der kan sidestilles med en uberettiget afskedigelse eller bortvisning. Det afgørende i sådanne situationer er, om det undtagelsesvis kan anses for godtgjort, at arbejdsgiverens misligholdelse af sine forpligtelse er udtryk for chikane begrundet i et ønske om at få funktionæren til selv at sige sin stilling op. Efter bevisførelsen lagde Højesteret til grund, at der forud for Appellants, tidligere Sagsøger ophævelse af ansættelsesforholdet var forskellige uoverensstemmelser mellem Appellant, tidligere Sagsøger og virksomheden, herunder om aflønning under sygdom og modregning af tidligere udbetalt løn m.v. Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret, at det ikke kunne anses for godtgjort, at virksomhedens misligholdelse med betaling af løn kunne karakteriseres som en adfærd, der i realiteten var udtryk for en opsigelse eller bortvisning, eller at misligholdelsen var chikanøst begrundet i et ønske om at få Appellant, tidligere Sagsøger til selv at sige sin stilling op. Appellant, tidligere Sagsøger var derfor ikke berettiget til godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Landsretten var nået til samme resultat