strafforfølgning i USA skulle ophæves. Anklagemyndigheden har kæret kendelsen med påstand om, at Justitsministeriets beslutning kendes lovlig. Sigtede har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været mundtligt forhandlet. Supplerende sagsfremstilling Ved Lyngby Rets kendelse af
Justitsministeriet afgivet en supplerende udtalelse om forældelse efter amerikansk ret vedrørende de forhold, som Sigtede er
talt for. I udtalelsen hedder det i dansk oversættelse blandt andet: ”
Danmark og flyttede ind i sine bedsteforældres sommerhus og anmeldte den adresse
folkeregisteret den
stede ved dette møde, men de amerikanske myndigheder var endnu ikke klar over, at hun allerede havde forladt landet. Den
bage. På grund af sine møder med amerikansk politi og den omfattende korrespon-dance med anklageren var Sigtede udmærket klar over, at hun var under efterforskning. Den omstændighed, at hun [da hun] i nær forbindelse med, at hun blev gjort opmærksom på, at hun ville blive
talt og idømt fængsel, forlod USA perma-nent – selvom hun havde boet der i omtrent 16 år og officielt havde fået per-manent opholdstilladelse – er et klart indicium på, at hun forsætligt er flygtet fra retsforfølgning. Efter amerikansk ret blev forældelsen suspenderet fra det tidspunkt og frem
den dag, hvor hun blev
talt. Som følge heraf er straffe- -3sagen ikke forældet, selvom man måtte beregne forældelsesfristen på fem år som gældende for de lovovertrædelser, der opfyldte kravet om dobbelt straf-barhed (der, som vi har anført ovenfor, ikke er det afgørende kriterium efter Artikel 7 stk. 3 i Udleveringsaftalen), idet Sigtede flygtede fra retsfor-følgning i sommeren 2001 omkring fire år efter juni 1997, hvor den første af de pågældende lovovertrædelser blev begået. Hun forblev flygtet, [indtil] efter at
talen var rejst, og i denne tid var forældelsesfristen på fem år løbende su-spenderet. 4.Konklusion Vi håber, dette brev er et fyldestgørende svar på Deres spørgsmål. Som De kan se af redegørelsen ovenfor, mener vi, at den af Byretten i Lyngby trufne afgø-relse er ukorrekt i sin anvendelse af forældelsesbestemmelserne i Udleverings-aftalen og i amerikansk ret. ...” Vedrørende dansk anmodning om oplysning om ”plea agreements” indgået med medge rningsmænd, der skal afgive vidneforklaringer i sagen mod Sigtede, har det amerikan-ske justitsministerium i brev ligeledes dateret 26. november 2008
Justitsministeriet i dansk oversættelse blandt andet udtalt: ”… Umiddelbart er vi yderst bekymrede for, om anmodninger om bestemte beviser såsom disse
ståelsesaftaler vil kunne skabe væsentlige vanskelighe-der for den internationale udleveringsproces. Hvis den danske ret søger at få adgang
ståelsesaftalerne for at undersøge, hvilke motiver vidnerne mod Sigtede måtte have haft, vil det udgøre en undersøgelse af et enkelt bevis isoleret uden at lægge vægt på andre af de beviser, der er indsamlet under efter-forskningen, og som kunne anvendes
at vurdere vidnernes troværdighed. Den eneste måde at sikre en nøjagtig undersøgelse på ville være en gennem-gang af hele den anmodende stats efterforskning. Dette vil imidlertid ændre udleveringssagen
i det væsentlige at være en domsforhandling efter [om] hele sagens indhold. Efter vor opfattelse er dette ikke, hvad man forestillede sig ved forhandlingerne om Udleveringsaftalen mellem De Forenede Stater og Danmark, og det er heller ikke en praktisk fremgangsmåde, der vil fungere, eftersom den internationale udleveringsproces ikke er vel rustet
at gå i gang med et så betydeligt oversættelsesarbejde og en så omfattende analyse af et an-det lands strafferetlige efterforskning og retsforfølgning. Vi føler stærkt, at for-hold af denne art bedst undersøges inden for en domsforhandling i den anmo-dende stat efter udlevering. … Vi er stadig bekymrede for, at hun [Sigtede] i sidste ende kunne få oplys-ninger fra sin advokat, der kunne afsløre identiteten af de personer, der har indgået
ståelsesaftaler, og med disse oplysninger kunne søge at forhindre de-res fortsatte samarbejde i forbindelse med den amerikanske efterforskning og retssag. Dette er en risiko, vi er tøvende over for at løbe. Det forholder sig så-dan, at
ståelsesaftalerne i denne sag, som vi skrev i vort brev af 17. juli 2008, ikke er
rådighed for forsvaret på dette trin under en forbundsstatslig straffe- -4sag i USA. Samtidig vil de aftaler med anklagemyndigheden, som er indgået af vidner, der aflægger vidnesbyrd under domsforhandlingen mod Sigtede, blive oplyst for hende ved hendes
bagevenden
De Forenede Stater som led i forberedelserne
retssagen. Tidspunktet for oplysningen om aftalerne vil være samtidig med anklagemyndighedens foranstaltninger for at beskytte vid-nernes sikkerhed. Forsvaret vil fuldt ud kunne udnytte aftalerne
brug under forsvaret mod
talen, herunder ved at kunne krydsforhøre vidnerne særligt indgående om disse aftaler for fuldt ud at afprøve deres troværdighed.” Kommunes familiekonsulent Person 11 har i en udateret statusrapport vedrø-rende Sigtede og datteren Barn blandt andet anført: ”Samlet vurdering: Det jeg har set, både i mine samtaler med Sigtede alene og i samspillet mellem Sigtede og Barn, er, at der her er tale om en velfungerende familie, som, trods mange måneders fravær fra et almindeligt hverdagsliv som familie, har formået at vende
bage
en hverdag præget af nærhed. Sigtede er en omsorgsfuld mor, som ved sit nærvær og
stedeværelse giver Barn de optimale opvækstbetingelser. Barn er en glad, kvik og levende pige på snart 10 år. Hendes store fritidsin-teresse er heste, og hun går
rideundervisning en gang om ugen. Sigtede bakker på bedste vis op om Barns store interesse. Barn og Sigtede er tæt knyttet
hinanden, og deres tætte relation er gen-optaget fuldt ud, efter at Sigtede er blevet løsladt. Sigtede og Barns familienetværk er spinkelt: Barns far bor ikke i Dan-mark, så der er kun sparsom kontakt, ligesom bedsteforældre heller ikke er en del af familiens netværk. Sigtede har således bedt om, at der etableres en af-lastningsfamilie
Barn med det sigte, at familienetværket på den måde ud-vides.” Af en udtalelse af
hende og Barn
at bearbejde de problemer, som sagen og varetægtsfængslingen har medført, og at de nu har fået retableret en god og tryg hverdag med henholdsvis arbejde og skole. -5- Anbringender Anklagemyndigheden og Sigtede har gentaget deres anbringender for byretten. Lovgrundlaget Lov om udlevering af lovovertrædere (lovbekendtgørelse nr. 833 af
strafforfølgning i den pågældende stat, 1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer
den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller 2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år. Stk. 2. Gælder der i forhold
en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger
strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn
retshåndhævelsen taler derfor. … § 3. Udlevering
strafforfølgning kan kun ske, hvis der i den fremmede stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling. … Stk. 4. Må det på grund af særlige omstændigheder antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner
strækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted. … § 7. Hvis det i særlige
fælde, navnlig under hensyn
den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, må udlevering ikke finde sted. … § 9. Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen
at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet ef ter dansk ret.” -6Af forarbejderne
lov om udlevering af lovovertrædere fremgår blandt andet (Folketingstidende 1966-67,
læg A, spalte 2539 ff.): ” Almindelige bemærkninger. Som anført i bemærkningerne
forslaget
lov om udlevering af lovovertrædere
Finland, Island, Norge og Sverige … havde man her i landet før gennemførelsen af dette lovforslag (lov nr. 27 af 3. februar 1960) ingen lov-regler om udlevering af lovovertrædere. Det var imidlertid almindeligt anerkendt, at justitsministeriet med hjemmel i retssædvane kunne træffe bestemmelse om udlevering
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, og at begæringer om udlevering kunne imødekommes, uan-set om der var indgået udleveringstraktat med det land, der havde fremsat be-gæringen. Siden den
de an-dre nordiske lande sket efter denne lov, der er et led i et system af ensartede love i de nordiske lande. Derimod er udleveringer
andre lande fortsat sket alene med sædvaneretlig hjemmel. Udleveringer
visse lande sker på grundlag af traktatmæssige bestemmelser, jfr. nedenfor, men der foreligger ikke traktat med alle de lande, i forhold
hvilke spørgsmålet om udlevering har praktisk betydning. … Den nuværende ordning vedrørende udlevering
ikke-nordiske lande er ud fra principielle synspunkter utilfredsstillende; udlevering er et alvorligt indgreb i den personlige frihed, som alene bør ske med lovhjemmel. Ordningen fore-kommer desuden inkonsekvent, efter at spørgsmålet om udlevering
de nor-diske lande er blevet lovreguleret. De overvejelser af problemerne vedrørende udlevering, som har fundet sted i forbindelse med forberedelsen af den ovennævnte lov af 1960 og den euro-pæiske udleveringskonvention af 1957 samt ved udformningen af de forbehold, der af de skandinaviske lande, herunder Danmark, blev taget over for denne konvention ved dens ratifikation, har bragt nye synspunkter på udleverings-spørgsmålet frem. Efter disse synspunkter bør spørgsmålet om udlevering ikke afgøres alene på grundlag af faste regler i lovbestemmelser og traktater, men der bør åbnes mulighed for en friere afgørelse i hvert enkelt
fælde på grund-lag af en vurdering af på den ene side hensynet
retshåndhævelsens effekti-vitet og på den anden side hensynet
en rimelig beskyttelse af den person, om hvis udlevering der er spørgsmål. På denne baggrund er det fundet rigtigst at søge gennemført en almindelig lov om udlevering (
ikke-nordiske lande). … Bemærkninger
lovforslagets enkelte bestemmelser. …
5 [nu stk. 4]. Efter artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention skal en anmodning om udlevering være ledsaget af bl. a. udskrift af “en umiddelbart eksegibel dom
straf eller beslutning om sikkerhedsforanstalt-ning eller af en arrestordre eller anden beslutning med samme virkning og ud-stedt i overensstemmelse med den i den begærende stats lovgivning foreskrev-ne fremgangs måde.” Ved ratifikationen af konventionen har Danmark
denne bestemmelse afgivet erklæring om, at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skøn-nes at gøre det påkrævet, kan anmode det land, der fremsætter en udleverings-begæring, om at
vejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågæl-dende er skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt. Som det fremgår heraf, er danske myndigheder efter konventionen forpligtet
som hovedregel uden nærmere bevismæssig prøvelse at lægge den uden-landske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling
grund ved udleveringssagens afgørelse. Den omstændighed, at den, som søges udleveret, over for danske myndigheder nægter sig skyldig, vil således isoleret betragtet ikke berettige danske myndigheder
at stille krav om
vejebringelse af (yderligere) bevismateriale. Hvis den pågældende derimod
støtte for sin påstand kan henvise
særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om hans skyld, vil der kunne fremsættes begæring om
vejebringelse af bevismateriale
sandsyn-liggørelse af skylden, og hvis dette materiale ikke
vejebringes, eller hvis det findes utilstrækkeligt, vil anmodningen om udlevering kunne afslås. På denne baggrund er det i stk. 5 [nu stk. 4] foreslået, at udlevering for en handling ikke må finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende handlingen savner
strækkeligt bevismæssigt grundlag. I overensstemmelse med det ovenfor anførte må det imidlertid påpeges, at udlevering efter denne bestemmelse kun udelukkes, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at den sigtelse eller dom, der ligger
grund for udleveringsanmodningen, savner det bevismæssige grundlag, som en sigtel-se eller dom bør bygge på. Bestemmelsen medfører således ikke, at der som led i undersøgelsen af, om betingelserne for udlevering er opfyldt, jfr. forslagets § 12, skal foretages nogen almindelig prøvelse af skyldspørgsmålet, men alene, at myndighederne, navnlig i forbindelse med afhøring af den pågældende, skal have opmærksomheden henledt på, om der foreligger sådanne særlige omstæn-digheder, at det må anses for betænkeligt uden videre at lægge de afgørelser (fængslingskendelse, dom), der er modtaget sammen med anmodningen om udlevering,
grund. …
. Udlevering sker kun af lovovertrædere, der er sigtet,
talt eller dømt for lovovertrædelser af en vis grovere karakter. Udleveringsspørgsmålet opstår som regel, efter at den pågældende forgæves har forsøgt at unddrage sig straf-ansvaret ved flugt. Det vil på denne baggrund være typisk, at den pågældende søger at undgå en udlevering, fordi han frygter de alvorlige følger heraf: fjer-nelsen fra det land, hvor han har taget ophold og måske i nogen grad etableret sig, strafforfølgningen og straffuldbyrdelsen og de menneskelige og sociale problemer, der er knyttet hertil. Det er imidlertid klart, at disse hensyn ikke i almindelighed kan føre
, at udlevering nægtes, heller ikke i de
fælde, hvor -8den strafferetlige retshåndhævelse er strengere i det land, der anmoder om udlevering, end her i landet. Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at der vil kunne forekomme
fælde, hvor de følger, som en udlevering ville medføre for den pågældende, ville stå i et sådant misforhold
lovovertrædelsens beskaffenhed og den fremmede stats rimelige interesse i udleveringen, at det måtte anses for ufore-neligt med humanitære hensyn at
lade udlevering. Ud fra denne betragtning er der ved Danmarks ratifikation af den europæiske udleveringskonvention taget forbehold om, at en udleveringsbegæring vil kunne afslås, når udlevering, navnlig under hensyn
vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende.
svarende forbehold er taget ved Norges og Sveriges ratifikation af konventionen. På linie med de synspunkter, der ligger
grund for dette forbehold, foreslås i § 7 en bestemmelse, hvorefter udlevering ikke må finde sted, hvis det i særli-ge
fælde, navnlig under hensyn
den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. Når bestemmelsen udover den pågældendes alder og helbredstilstand særligt fremhæver “andre personlige forhold” , sigtes hermed navnlig
vedkomme n-des sociale situation. Det vil således kunne være af betydning, om den pågæl-dende har familie her i landet, hvor længe han har opholdt sig her, og om han har egen virksomhed eller fast arbejde her. Ved afgørelsen af, om udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, må de særlige forhold, der taler imod udlevering, afvejes imod den interesse, som den fremmede stat, navnlig under hensyn
lovovertrædelsens beskaffenhed og den tid, der er forløbet siden handlingens foretagelse, har i udleveringen. …
. Efter de udleveringstraktater, der er indgået af Danmark, kan udlevering ikke kræves, hvis der efter dansk ret er indtrådt forældelse af strafansvaret eller adgangen
at fuldbyrde straf for den pågældende lovovertrædelse. Efter bestemmelsen i § 9 kan udlevering i sådanne
fælde ikke finde sted. Det er klart, at udlevering heller ikke kan ske, hvis strafforfølgning eller straffuldbyrdelse er udelukket på grund af forældelse efter lovgivningen i det land, som har fremsat anmodning om udlevering. Om dette er
fældet, har danske myndigheder imidlertid som regel ikke mulighed for at foretage nogen nærmere prøvelse af. Hvis den, som ønskes udleveret, gør gældende, at der ef-ter reglerne i det pågældende land er indtrådt forældelse, vil der kunne være anledning
at
vejebringe en erklæring herom fra myndighederne i den fremmede stat. Går denne erklæring ud på, at forældelse ikke er indtrådt, må erklæringen normalt lægges
grund.” Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af blandt andet udleveringsloven fik udleveringslovens § 2 sin nuværende formulering, således at der herefter - i modsætning
tidligere - kan ske udlevering af danske statsborgere
strafforfølgning i udlandet. Lovændrin-gen trådte i kraft den 8. juni 2002 og finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der -9fremsættes efter lovens ikrafttræden. Af forarbejderne
ændringsloven fremgår blandt andet (Folketingstidende 2001-02,
læg A, side 868 ff.): ”4.
fulde har illustreret, bliver samfundets problemer i øget omfang internationale og globale, og kriminaliteten bliver i stigende grad grænseoverskri-dende og organiseret. Dette gælder også andre former for kriminalitet end terrorvirksomhed. Kriminalitetsbekæmpelsen og retsforfølgningen må derfor også være grænseoverskridende. Når man hidtil har nægtet at udlevere danske statsborgere
strafforfølgning i udlandet bortset fra de nordiske lande har det været ud fra en betragtning om, at danske statsborgere, som mistænkes for strafbare handlinger, og som pågribes her i landet, bør have krav på at blive stillet for en dansk domstol med de retssikkerhedsgarantier, der er knyttet hertil. Der er således efter straffelo-ven vide muligheder for at strafforfølge danske statsborgere for lovovertrædel-ser begået i udlandet, forudsat forholdet er strafbart både efter dansk ret og ef-ter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået (kravet om dobbelt strafbarhed). Det må imidlertid erkendes, at der vil kunne forekomme sager - ikke mindst om terrorvirksomhed eller anden grov international kriminalitet - hvor det kan være forbundet med store - og eventuelt uoverstigelige - vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark. Dette taler for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn
bevisførel-sen er mest hensigtsmæssigt. Det må også indgå i overvejelserne, at det ikke kan udelukkes, at en opretholdelse af forbuddet mod at udlevere danske stats-borgere
strafforfølgning i udlandet vil kunne indebære, at en mistænkt dansk statsborger ikke kan straffes - eventuelt for meget alvorlig kriminalitet - fordi det i praksis ikke er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark. Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at den eksisterende ordning, hvor danske statsborgere kan udleveres
de øvrige nordiske lande, … bør ud-vides
i en revideret form at omfatte udlevering også
andre stater, særligt andre EUmedlemsstater, i de
fælde, hvor hensynet
at beskytte danske statsborgere mod udlevering bør vige for den almindelige interesse i, at lov-overtrædelser pådøm mes. … … Justitsministeriet foreslår derfor, at udlevering af danske statsborgere bør kunne ske
strafforfølgning i andre EU-lande, hvor der er tale om grove lovovertrædelser, der kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, eller hvor der er - 10 tale om, at den danske statsborger, der ønskes udleveret, har en
knytning
den anmodende stat i form af bopæl i de sidste 2 år forud for den strafbare handling. Dette svarer
kravene for udlevering af danske statsborgere
de øvrige nordiske lande, jf. § 2 i den nordiske udleveringslov. I sager om udleve-ring af en dansk statsborger, der har haft bopæl i den EU-medlemsstat, der an-moder om udlevering, bør det dog efter Justitsministeriets opfattelse desuden være en betingelse, at handlingen efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det svarer
det krav, der er opstillet i den nugældende be-stemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., om udlevering
et andet EU-land af personer, der ikke har dansk statsborgerskab. … Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at der også bør skabes hjemmel
at udlevere danske statsborgere
lande uden for EU (og Norden). Det foreslås derfor, at justitsministeren på grundlag af en gensidig overenskomst med et andet land om udlevering af egne statsborgere kan fastsætte, at udlevering af danske statsborgere kan ske
den anden stat. Det foreslås dog, at handlingen, der anmodes om udlevering for, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og at betingelserne for udlevering
andre EU-lande, jf. ovenfor, i øvrigt er opfyldt. … … Hjemlen
at fastsætte disse regler indebærer, at gennemførelse af sådanne gensidige overenskomster i dansk ret ikke kræver ændringer af udleveringslo-ven, og hjemlen giver forudsætningsvis regeringen bemyndigelse
at godken-de og ratificere sådanne ændringer. Det forudsættes imidlertid, at Justitsmini-steriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en aftale med et land uden for EU (og Norden) om gensidig udlevering af egne statsborgere
strafforfølgning. Endvidere foreslås det, at justitsministeren i en konkret sag, hvor anmodning om udlevering af en dansk statsborger kommer fra en stat, der ikke er medlem af EU, og som Danmark ikke har indgået en gensidig overenskomst med om udlevering af egne statsborgere, kan beslutte, at den pågældende skal udleveres, hvis betingelserne for udlevering
andre EU-lande er opfyldt samt kravet om, at handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, jf. ovenfor, og særlige hensyn
retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor. Ved vurderingen af, om en dansk statsborger skal udleveres i denne situation, bør der således i modsætning
, hvad der efter forslaget kommer
at gælde for udlevering
andre EU-lande eller lande, som der er indgået gensidig overens-komst med, foretages en konkret vurdering af mulighederne for og det hen-sigtsmæssige i at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem for at udlevere den pågældende
strafforfølgning i udlandet. Det skal fremhæves, at der vil være adgang
at nægte udlevering af danske statsborgere, hvis der er fare for forfølgelse f.eks. på grund af den pågældendes politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold, eller hvis udleveringen er uforenelig med humanitære hensyn. …” - 11 Landsrettens begrundelse og resultat I midten af 1980-erne flyttede Sigtede med sin familie
USA og fik senere perma-nent opholdstilladelse i landet. I januar 2001 fik Sigtede af de amerikanske myndig-heder orientering om, at hun var genstand for efterforskning i en narkotikasag, og i juli 2001 flyttede hun
bage
Danmark, hvor hun
meldte sig folkeregisteret og siden har boet med sin nu 10-årige datter. I marts 2003 rejste de amerikanske myndigheder
tale mod Sigtede for omfattende narkotikakriminalitet og traf samtidig beslutning om hendes anholdelse. Efter anmodning i august 2007 fra de amerikanske myndigheder har Justitsministeriet den 28. maj 2008 i medfør af udleveringsloven truffet beslutning om, at Sigtede kan udleveres
strafforfølgning i USA for så vidt angår 13 konkrete forhold opregnet i bilag A
ministeriets afgørelse. Disse forhold er alle begået i perioden medio 1997
medio 1998 og vedrører for 9 forholds vedkommende indsmugling af i alt 106.000 stk. ecstacytabletter fra Holland
USA, 2 forhold angår indsmugling henholdsvis forsøg herpå af et ukendt antal ecstacy-tabletter fra Holland
USA, og 2 forhold angår videreoverdragelse af i alt 4.000 ecstacy-tabletter i USA. Som vilkår for udleveringen har Justitsministeriet udover de i udleveringslovens § 10 nævnte vilkår blandt andet fastsat, at Sigtede hurtigst muligt og senest 6 måneder efter endelig dom skal overføres
Danmark med henblik på fuldbyr-delse af eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, og at fuldbyr-delsen i Danmark skal ske efter princippet om omsætning af retsfølgen, jf. artikel 11 i Den Europæiske Konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte. Spørgsmålet om, hvorvidt der efter dansk ret kan ske udlevering af Sigtede
strafforfølgning i USA afgøres efter udleveringsloven og ikke Traktaten af 22. juni 1972 om udlevering mellem Danmark og USA. Sigtede er
talt for særdeles grov narkotikakriminalitet, og det må anses for forbun-det med overordentlige store vanskeligheder at gennemføre en straffesag mod Sigtede i Danmark. På denne baggrund finder landsretten, at særlige hensyn
retshåndhæ-velsen taler for udlevering af Sigtede
strafforfølgning i USA, jf. udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. - 12 Der ses ikke at foreligge særlige omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at der ikke er bevismæssigt grundlag for sigtelserne i de 13 nævnte forhold, og den omstændighed, at de amerikanske myndigheder ikke efter anmodnin g har fremsendt ”plea agre ements” vedrø rende vidner i sagen, kan ikke føre
andet resultat. De 13 forhold findes at have en sådan ensartethed, kontinuitet og indre sammenhæng, at de kan betragtes som en fortsat forbrydelse, for hvilken forældelsesfristen først regnes fra for-brydelsens ophør, jf. straffelovens § 94, stk.
lovovertrædelsernes beskaffenhed og de amerikanske myndigheders rimelige interesse i udleveringen, at det må anses for uforeneligt med humanitære hensyn eller i strid med Den Europæiske Menneske-rettighedskonventions artikel 8 at
lade udlevering. Landsretten finder herefter, at Justitsministeriets beslutning om udlevering af Sigtede
strafforfølgning i USA er lovlig, og det forhold, at Justitsministeriet ikke afventede de amerikanske myndigheders svar på forespørgslen om ”plea agreements” , ændrer ikke her-ved. Landsretten ændrer derfor byrettens kendelse, således at Justitsministeriets beslutning om udlevering
strafforfølgning i USA kendes lovlig. Thibestemmes: Byrettens kendelse ændres, således at Justitsministeriets beslutning af 28. maj 2008 om udlevering af Sigtede
strafforfølgning i USA kendes lovlig. Statskassen betaler sagens omkostninger. - 13 (Sign.)
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.