Højesteret stadfæster landsrettens kendelse i sag om varetægtsfængsling, og tiltræder dermed at tiltalte skal være varetægtsfængslet under eventuel ap

Varetægtsfængsling frem til dom i ankesag var berettiget Betingelserne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen frem til dom i en ankesag om voldtægt var opfyldt Sag 60/2024 Kendelse afsagt den

1. december 2024 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Ved Retten i Svendborgs dom af
2. maj 2024 blev Tiltalte, der er syrisk statsborger, idømt 2 års fængsel for voldtægt efter straffelovens § 216, jf. til dels §
3. Ved dommen blev Tiltalte udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Byretten bestemte efter domsafsigelsen, at Tiltalte skulle være varetægtsfængslet under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse af straffen kunne iværksættes. Tiltalte kærede byrettens kendelse om varetægtsfængsling, som Østre Landsret stadfæstede den
4. juni
5. Anklagemyndigheden kontraankede byrettens dom den
6. juni 2024 med påstand om skærpelse. Samtidig anmodede anklagemyndigheden om varetægtsfængsling af Tiltalte under anken. Den
7. juni 2024 meddelte Østre Landsret, at hovedforhandlingen er berammet til den
8. og
9. august 2025, og den
10. juni 2024 bestemte landsretten, at Tiltalte skal forblive varetægtsfængslet indtil dom i ankesagen af hensyn til retshåndhævelsen. Landsretten anførte i kendelsen af
11. juni 2024, at kravet om særligt bestyrket mistanke var opfyldt, da tiltalte ved byrettens dom var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. til dels §
12. Landsretten fandt med henvisning til, at tiltalte ved dommen var blevet idømt en straf af fængsel i 2 år samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og til oplysningerne om forholdenes grovhed, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at tiltalte ikke var på fri fod. Herefter, og da fortsat varetægtsfængsling indtil dom, ikke var i strid med de proportionalitetshensyn, som er nævnt i retsplejelovens § 762, stk. 3, bestemte landsretten, at Tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet indtil dom i ankesagen. På forespørgsel fra forsvareren og anklagemyndigheden oplyste landsretten, at det ikke var muligt at beramme sagen før august 2025, men at landsretten løbende vil holde øje med, om sagen kan berammes tidligere. Det er landsrettens kendelse af
13. juni 2024 om varetægtsfængsling, som er indbragt for Højesteret. Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten havde anført, at betingelserne for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen under ankesagen var opfyldt, og fandt, at afgørelsen om varetægtsfængsling indtil dom på det foreliggende grundlag ikke var i strid med de proportionalitetshensyn, som fremgår af retsplejelovens § 762, stk.
14. Højesteret bemærkede bl.a., at det påhviler retten at fremme enhver sag med den fornødne hurtighed, således at sagen kan gennemføres inden for rimelig tid, og at det følger af forarbejderne til retsplejelovens regler om varetægtsfængsling, at retten på grund af den belastning, som en varetægtsfængsling medfører for den tiltalte, skal være særligt opmærksom på, at disse sager fremmes mest muligt. I den foreliggende sag, hvor kendelsen af
15. juni 2024 indebærer fængsling helt frem til den
16. august 2025, burde landsretten derfor vurdere alle muligheder for at fremrykke den berammede hovedforhandling i ankesagen. Med disse bemærkninger stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.