Obsah (6)

§ 16§ 20§ 21§ 3§ 2§ 5

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ KENDELSE Afsagt den 22. april 2022 af Østre Landsrets 14. afdeling (landsdommerne Inge Neergaard Jessen, Tine Vuust og Rikke Skovby). 14. afd. nr. B-263

§ 16, stk.

1, jf. stk. 2, nr.

1. Forældelsesfristen skal tidligst regnes fra et tidspunkt efter den
2. november 2014, hvor følgerne af de risici, der var knyttet til finansiering af Dynamic Oil Trading Ltd.’ s aktiviteter og koncer- - 14 nens spekulation med derivater, havde manifesteret sig i de milliardtab, der medførte konkursens indtræden den
3. november
4. Sagsøger udtog dermed stævning inden for den 3årige forældelsesfrist, hvorfor fordringen ikke var forældet på tidspunktet for sagens an-læg. Ved Højesterets kendelse gengivet i U 2021.600 H blev det fastslået, at retstilstanden vedrørende påstandsforhøjelser under 1908-loven også er udtryk for gældende ret under den nuværende forældelseslov. Det betyder, at hvis en forhøjelse af påstanden hviler på en fordring, der med tilstrækkelig bestemthed fremgår af stævningen, har stævningen også under den nugældende forældelseslov fristafbrydende virkning for en senere forhøjelse af påstanden under sagens forberedelse, jf. U 2001.317 H, 2013.2608 H og Vestre Landsrets dom af
5. januar
6. Forhøjelsen af påstanden den
7. april 2020 skete på samme fakti-ske og retlige grundlag, som anført i stævningen af
8. december 2016 vedrørende påstand 1.
9. Det fremgår således klart og entydigt – og dermed med tilstrækkelig bestemthed – af stævningen, hvilken fordring sagen angår. Der er ikke grundlag for at afskære påstandsfor-højelsen, der skete 3 år og 4 måneder efter sagens anlæg, som følge af retsfortabende pas-sivitet, idet sagsøger under sagens forberedelse har overholdt alle de af landsretten fastsatte frister. Anlæggelsen af Konkurssag III har ingen betydning i relation til vurderingen af de sagsøg-tes forældelsesmæssige indsigelser mod forhøjelsen af påstanden i nærværende sag. Der blev i stævningen i Konkurssag I taget et konkret forbehold om at forhøje påstanden, og forhøjelsen skete kun otte dage efter, at landsretten havde afvist Konkurssag III efter prø-velse af sagens formalitet uden at forholde sig til sagens realitet. Sagsøger har således ikke på noget tidspunkt givet de sagsøgte anledning til at tro eller indstille sig på, at den samle-de fordring på i alt 1.000 mio. kr. ikke ville blive gjort gældende i realiteten under en rets-sag. Subsidiært følger det af

§ 20, stk.

1, at sagsøger inden for en periode af et år efter dommen i Konkurssag III kan indtale forhøjelsen på 800 mio. kr., idet der i den sag netop ikke skete en prøvelse af sagens realitet. Bestemmelsen i forældelsesloven § 20, stk. 2, nr. 1, er ikke relevant, eftersom der henset til de i sagen foreliggende forhold og omstændigheder ikke foreligger en situation, hvor det retslige skridt ” åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse ”. Konkurssag III blev anlagt den 31. oktober 2017 og de rmed inden for den 3-årige forældelsesfrist regnet fra konkursdagen den 7. november 2014, og fristen i § 20, stk. 1, er klart iagttaget i denne sag, hvor påstandsforhøjelsen blev indtalt otte dage efter afvisningsdommen. Det følger tillige af

§ 21, stk.

1, at foræl- - 15 delsen tidligst indtræder et år efter sagens endelige afgørelse den

1. marts 2021, hvor Konkurssag III blev afvist, idet landsretten ved denne dom netop ikke forholdt sig til realiteten af det indtalte krav på 800 mio. kr. Sagsøgte 1 og 2, OW Lux S.ár.l, og Altor Fund II GP Limited, har procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokument af
2. februar 2022 og har overordnet anført, at påstandsforhøjelsen skal afvises, fordi kravet er prækluderet, fortabt eller bortfaldet ved sagsøgerens handlinger, eller de sagsøgte skal frifindes som følge af kravets forældelse. Vedrørende påstanden om afvisning har de sagsøgte 1 og 2 principalt gjort gældende, at konkursboerne, herunder sagsøger i Konkurssag I, med deres adfærd har ageret på en må-de, som må sidestilles med en bindende proceserklæring om, at sagsøger ikke ville forhøje påstand 1.
3. i Konkurssag I, idet kravet i stedet blev indtalt i Konkurssag III. I en periode på 2½ år fra den
4. oktober 2017, hvor Konkurssag III blev anlagt, har sagsøger givet både de sagsøgte og retten føje til at tro, at påstand 1.
5. kun ville angå et tab på 200 mio. kr. og ikke et tab på 1 mia. kr. Fra og med stævningen i Konkurssag III kunne konkursbo-erne ikke indtale det samme krav på 800 mio. kr. i denne sag. Det er ikke sagsøgeren selv, der har ”trukket” Konkurssag III tilbage eller hævet denne, men derimod landsretten, der afviste sagen, fordi sagsøgeren og O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs havde fore-taget ulovlig udstykning. Subsidiært må kravet på 800 mio. kr., som blev indtalt med processkrift 5 af
6. april 2020, anses for identisk med det krav, der blev afvist af landsretten ved dommen af
7. marts 2020 i Konkurssag III grundet ulovlig udstykning, og konsekvensen af den ulovlige ud-stykning er, at kravet er fortabt. Dette er ikke ensbetydende med, at det er klart, hvad kra-vet angår, men blot, at sagen angår det samme uspecificerede og uklare krav. En sag, der hæves og anlægges igen, kan ikke sidestilles med en sag, der afvises, fordi der er foretaget ulovlig udstykning, da en sådan afvisning netop indebærer en retskraftig konklusion gåen-de på, at kravet kunne og skulle have været indtalt sammen med et andet krav fra begyn-delsen og ikke senere i en anden sag. Det følger da også både af retspraksis og teori, at konsekvensen af ulovlig udstykning er, at restkravet er endeligt tabt. Det ville stride mod de almindelige principper, som begrundede landsrettens dom af
8. marts 2020, hvis sag-søger næsten 3½ år efter sagsanlægget i Konkurssag I skulle kunne udvide påstanden med et tilsvarende beløb, som blev afvist i Konkurssag III, når afvisningen skete bl.a. fordi, det påståede erstatningskrav var forfaldent og kunne og burde have været gjort gældende alle- - 16 rede med stævningen i Konkurssag I. Det bør ikke gøre nogen forskel, at retspraksis kun vedrører sager, hvor der forelå en dom om realiteten for en del af kravet, og hvor sagsøge-ren efterfølgende forsøgte at indtale yderligere (ulovligt) udstykkede krav i en ny sag. Hen-synene bag reglerne er de samme, nemlig at en sagsøger skal medtage alle forfaldne krav, straks når det er muligt. Hvis sagsøgeren ikke gør det, men i stedet tillades at indtale kravet i andre sager, som afvises, og derefter uden nærmere begrundelse – mange år efter det op-rindelige sagsanlæg – søger at udvide sine påstande i det oprindelige sagsanlæg, tilside-sættes hensynene bag reglerne. Dette gør sig især gældende, når sagsøgte 1 og 2 allerede i svarskriftet udtrykkeligt protesterede mod sagsøgerens forbehold i stævningen om at begrænse sagen til en mindre del af det påståede samlede og forfaldne erstatningskrav. Vedrørende påstanden om frifindelse har sagsøgte 1 og 2 overordnet anført, at forældelsesfristen for de i sagen omhandlede erstatningskrav uden for kontrakt er tre år, jf.

§ 3, stk.

1, og at fristen i medfør af

§ 2, stk.

4, skal regnes fra tidspunktet for skadens indtræden, hvilket for alle dele af de potentielle tabsposter senest vil være i forbindelse med konkursens indtræden den

1. november
2. Erstatningskravet vedrørende det hævdede tab på 800 mio. kr. var derfor forældet, da det som en påstandsforhøjelse blev indtalt den
3. oktober 2020, medmindre forældelsesfristen har været afbrudt i medfør af

bestemmelser. Det følger af

§ 16, stk.

1, at forældelsen afbrydes ved fordringshaverens anlæggelse af en retssag med henblik på at opnå dom for fordringen. Forældelsesafbrydel-se i relation til den del af en sagsøgers krav, som ikke i første omgang er omfattet af den nedlagte betalingspåstand, forudsætter, at det med tilstrækkelig bestemthed fremgår af stævningen, hvilke fordringer sagen angår, jf. Højesterets domme gengivet i U 2021.600 H, U 2001.317 H og U 2013.2608 H. Den forældelsesafbrydende virkning må således for-udsætte, at der ikke kan rejses reel tvivl om, hvilke konkrete fordringer sagen omfatter, herunder i forhold til krav på erstatning udenfor kontrakt, og hvilke konkrete skadesforløb tabene relaterer sig til. Beskrivelsen i stævningen i Konkurssag I af et samlet uspecificeret koncerntab på 1.548.706.482 kr. samt forbeholdet om at forhøje påstanden med uspecificerede 800 mio. kr. heraf har ikke en sådan bestemthed, at den afbrød forældelsen for netop de 800 mio. kr., som er omfattet af påstandsforhøjelsen af

1. maj 2020, og dermed er der indtrådt forældel-se. Det modsatte resultat ville give sagsøgeren en helt arbitrær adgang til på et hvilket som - 17 helst tidspunkt under sagen at bestemme og efter eget forgodtbefindende også undervejs ændre, hvilke dele af det hævdede samlede tab på 1.548.706.482 kr. sagen angår og der-med hvilke dele af det samlede krav, der ikke er omfattet af påstanden i sagen på hen-holdsvis 200 mio. kr. og 1 mia. kr. Heller ikke forbeholdet i stævningen af
2. december 2016 om uspecificeret at stævne for yderligere 800 mio. kr. ud af det samlede krav på 1.548.706.482 kr., dels uden anførelse af, hvor meget der angår sagsøgerens eget krav, og hvor meget som er transporteret til sagsøgeren fra et eller flere af de andre selskaber i kon-cernen, dels uden anførelse af, hvilke dele af kravene, som angår henholdsvis risk mana-gement og DOT i Singapore, medfører en sådan tilstrækkelig bestemt beskrivelse af for-dringerne omfattet af sagsanlægget, at forældelsen kan anses for at være afbrudt for belø-bet. Det er på ingen måde givet, at det for ansvarsbedømmelsen i forhold til en eller flere af de sagsøgte vil være uvæsentligt, fra hvilket selskab tabet hidrører, og fra hvilke konkrete kontrakter tabet udspringer, og i hvilken periode kontrakterne er indgået. Det er endvidere uoplyst, hvilke dele af det samlede indtalte krav på 1 mia. kr. der ”kun” gøres gældende mod sagsøgte 6-7 og 9-10 for 200 mio. kr., men overfor sagsøgte 1-5 og 8 for det fulde beløb. Dette efterlader de tilbageværende sagsøgte helt uden mulighed for at vurdere, om der kan søges regres hos andre for de nævnte beløb, da de tilbageværende sagsøgte ikke med stævningen og påstandsforhøjelsen er sat i stand til at gøre krav gældende inden for

grænser overfor mulige ansvarlige på det foreliggende grundlag. Beskrivelsen af tabene og forbeholdet om forhøjelse af påstanden med 800 mio. kr. indeholder således ikke en beskrivelse, der har en sådan bestemthed, at den sikrer mod vilkårli-ge resultater, hvor sagsøgeren – hvis afbrydelsesvirkning anerkendes – frit kan indtage de i forhold til udfaldet af landsrettens vurdering af erstatningsbetingelserne mest bekvemmeli-ge eller opportune standpunkter om indholdet af de af forhøjelsen omfattede 800 mio. kr. uden at skulle rammes af forældelsesindsigelser vedrørende nogen dele af koncernens tab. Retsordenen bør ikke beskytte eller acceptere en sådan vilkårlighed, og landsretten bør derfor afvise, at stævningen oprindeligt har afbrudt forældelsen for andet og mere end de 200 mio. kr., som faktisk var omfattet af påstand 1.

1. på daværende tidspunkt, idet det modsatte vil medføre risiko for helt vilkårlige resultater, hvor krav, der hidrører fra forskel-lige tabsforløb i forskellige koncernselskaber, frit kan ”skubbes ind og ud” af påstanden. Hertil kommer, at en eventuel forældelsesafbrydende virkning af stævningen af
2. de-cember 2016 i nærværende sag ikke kan påberåbes af sagsøgerne i forhold til de 800 mio. kr., som blev indtalt af sagsøgeren i den nu afviste Konkurssag III, idet sagsøgeren ikke - 18 kan være beskyttet af en forældelsesafbrydende virkning i forhold til et retsskridt, som udtrykkeligt eller ved sagsøgerens handlinger er frafaldet eller fragået i forbindelse med anlæggelsen af en anden sag. Et søgsmål forfølges ikke indenfor rimelig tid, jf.

§ 16, stk.

1, jf. stk. 2, nr. 1, hvis sagsøgeren efter udtagelsen af stævningen i sagen anlægger et helt andet søgsmål om de tab, som var omfattet af sagen. I givet fald bortfalder en eventuel forældelsesafbrydende effekt af det første søgsmål senest på det tidspunkt, hvor fordringen indtales under en anden sag, og hvor det dermed klart tilkendegives, at den første sag ikke fremmes for dette beløb. Forbeholdet om forhøjelse af påstanden med de yderligere 800 mio. kr. har altså, hvis det på noget tidspunkt har været egnet til at afbryde forældelsen, hvilket bestrides, mistet sin forældelsesafbrydende virkning senest på det tids-punkt, hvor sagsøgeren og O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs efter tilbagetrans-porten udtog stævning for kravet. Stævningen i nærværende sag og det heri indeholdte for-behold må i relation til de 800 mio. kr., som blev indtalt i Konkurssag III, sidestilles med en retssag, som hæves af sagsøgeren, eller som afvises som følge af sagsøgerens bevidste udeblivelse, jf.

§ 16, stk.

1. Vægtige hensyn taler for, at retsordenen ikke på denne vis skal tillade, at en sagsøger ”spiller på flere heste” , og forbeholdet om forhø-jelse af påstanden må også af denne grund anses for udtrykkeligt eller ved handling at være frafaldet på det tidspunkt, hvor Konkurssag III blev anlagt. Noget tilsvarende er også ud-trykt i den teoretiske diskussion om betydningen af

§ 16, stk.

2, nr. 1, og § 16, stk. 2, nr. 2. Der er ikke grundlag for en tillægsfrist i medfør af

§ 20

, da der ikke gælder nogen tillægsfrist, når en sag afvises som følge af litispendens og/eller ulovlig ud-stykning. Ulovlig udstykning må henføres til de åbenbare afvisningsårsager, som efter § 20, stk. 2, nr. 1, netop ikke giver en tillægsfrist. En anden fortolkning af § 20, stk. 2, nr. 1, vil fuldstændigt udhule hensynene, som reglerne om litispendens og ulovlig udstykning skal varetage. At sagsøgeren uden nogen form for lovlig grund valgte at foretage en ulov-lig udstykning angiveligt for at efterkomme krav fra en udenlandsk litigation-fond beror i bedste fald på et juridisk fejlskøn fra sagsøgerens side, og sådanne fejlskøn nyder ingen beskyttelse i

§ 20

. Konkursboerne valgte ved udstykningen at gennem-føre et retsligt skridt, som efter hidtidig retspraksis og juridisk teori åbenlyst ikke kunne føre til nogen realitetsafgørelse, og det burde derfor også have været kendeligt for sagsøge-ren allerede ved anlæggelsen af Konkurssag III, at denne sag ville blive afvist. Selvom den åbenlyse afvisningsgrund blev påpeget af flere af de sagsøgte allerede i svarskrifterne, valgte sagsøgeren at fastholde Konkurssag III sammen med O.W. Bunker & Trading A/S - 19 under konkurs, hvilket betød, at sagsøgeren i perioden fra anlæggelsen af Konkurssag III i 2017 og indtil afvisningen i marts 2020 intet foretog sig for at gennemføre et reelt forældelsesafbrydende skridt for fordringen/fordringerne. Forhandlingen om afvisning af Konkurssag III var, i modsætning til Østre Landsrets dom optrykt i UfR

1. 702 Ø, ikke ud-tryk for retlig nyskabelse eller resultatet af et kompliceret faktuelt forløb, og sagsøgeren kunne ikke med rette være i tvivl om, hvorvidt udstykning var lovlig eller ej. Sagsøgte 3, Altor Equity Partners A/S, har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af
2. februar 2022 og har udover det heri anførte henholdt sig til de andre sagsøgtes indlæg. Vedrørende påstanden om afvisning har sagsøgte 3 anført, at det følger af dommen af
3. marts 2020 i Konkurssag III, der er upåanket og dermed endelig og bindende for sagsøger, at sagsøger ikke nu på ny kan søge at fremme kravet ved at forhøje påstanden i Konkurssag I. Forhøjelsen af påstanden svarer i virkeligheden til, at sagsøger havde valgt at anlægge en ny sag om det påståede krav, og en sådan sag ville utvivlsomt være blevet afvist, allerede fordi der ved dommen af
4. marts 2020 var truffet endelig afgørelse om spørgsmålet. Vedrørende påstanden om frifindelse er det anført, at kravet på 800 mio. kr. er forældet, idet forbeholdet i stævningen om at forhøje påstanden ikke kan gøres gældende som forældelsesafbrydende. Det er fast antaget i litteraturen, at hvis sagsøger har foretaget ulovlig udstykning af sit krav, således som tilfældet er i denne sag, kan afbrydelsesvirkningen af den først anlagte sag ikke udstrækkes til det ulovligt udstykkede krav, som forgæves er søgt forfulgt under en særskilt, nu afvist, sag. Højesterets kendelse gengivet i U2021.600 H, der vedrørte påstandsforhøjelse med et krav, som det ikke havde været muligt at indtale ved stævningens indlevering, kan ikke tages til indtægt for en modsat opfattelse. De sagsøgte 4 og 5, Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2, har procederet i overensstemmel-se med deres sammenfattende processkrift af
5. februar 2022 og overordnet gjort gælden-de, at kravet omfattet af den nye påstand er afskåret på grund af enten ulovlig udstykning af proceskravet eller som følge af koncentrationsmaksimen og retskraftvirkningen af dommen af
6. marts 2020 i Konkurssag III og det dermed af det sagsøgende konkursbo trufne og bindende procesvalg, eller at kravet er forældet. Det medfører hver for sig eller sammen, at der i forhold til den nye påstand skal ske afvisning, subsidiært frifindelse. - 20 Vedrørende påstanden om afvisning er det anført, at det er den klare hovedregel, at indehaveren af et krav straks må nedlægge påstand om alt, hvad den pågældende ønsker at gøre gældende, dersom hele kravet er forfaldent og kan gøres op. Når en sag først er anlagt for en del af et opgjort og forfaldent krav, kan fordringshaveren ikke efterfølgende anlægge en ny sag om yderligere en del af kravet og bør heller ikke senere kunne forhøje påstanden, medmindre der består eller har bestået en anerkendelsesværdig interesse i udstykningen. Denne regel, der må gælde ved siden af præklusionsreglerne, er navnlig begrundet i hensy-net til effektivitet og koncentration af processen. Det samlede påståede krav på 1.548.706.482 kr. var utvivlsomt og ubestridt opgjort og forfaldent, da konkursboerne ud-tog stævning den
7. december 2016 i Konkurssag I. Ved afvisningsdommen af
8. marts 2020 i Konkurssag III blev det fastslået, at de ”procesøkonomiske årsager” , der blev angi-vet som begrundelse for udstykning, ikke repræsenterede en anerkendelsesværdig interes-se, og allerede derfor skal den af konkursboerne ved processkriftet af
9. april 2020 nedlagte yderligere påstand afvises. Hertil kommer, at efter landsrettens afvisningsdom udgør den uberettigede udstykning en uafhjælpelig afvisningsgrund. Påstandsforhøjelsen i nærværende sag er således et forsøg på omgåelse af landsrettens dom af
10. marts 2020, da resultatet, hvis den nye påstand tilla-des, vil blive det helt samme, som hvis udstykningen var kendt berettiget, og nærværende sag og den af landsrettens afviste Konkurssag III blev behandlet sammen efter § 254, stk. 1, i retsplejeloven. Dommen af
11. marts 2020 har endvidere retskraft i den forstand, at sagsøger – som ved en proceserklæring – er bundet af den valgte processuelle fremgangsmåde og derfor senest ved afsigelse af dommen blev afskåret fra at forhøje påstanden i den først anlagte sag. Sagsøgeren tog en processuel standpunktsrisiko ved at anlægge en ny sag i stedet for at forsø-ge at forhøje påstanden i nærværende sag, og landsrettens upåankede afvisningsdom af-skærer konkursboet fra nu at ændre dette standpunkt. Dette kan også udtrykkes således, at konkursboet ved anlæggelsen af Konkurssag III processuelt har frafaldet forbeholdet i Konkurssag I om at kunne forhøje påstanden. Hverken ved anlæggelsen af Konkurssag III eller senere tog sagsøger noget forbehold om i stedet at ville forhøje påstanden i Konkurs-sag I, såfremt landsretten måtte afvise Konkurssag III som en ulovlig udstykning. Sagsøger erklærede tværtimod udtrykkeligt i denne forbindelse, at det på grund af aftalekomplekset med Lion Point ikke var muligt at forhøje påstanden i Konkurssag I. Det er uoplyst, på hvilket grundlag konkursboet nu mener at kunne fragå denne ubetingede proceserklæring, - 21 som de sagsøgte har lagt til grund. Hensynene til effektivitet, koncentration og fremdrift i retsplejen og ikke mindst procesøkonomiske betragtninger taler med afgørende styrke for den anførte retsstilling. Dette gælder i ganske særlig grad i et omfattende og allerede meget langvarigt sagsforløb som det foreliggende, hvor de anførte hensyn afgørende taler for at afskære den af sagsøger valgte og i retspraksis hidtil usete slingrekurs. Vedrørende påstanden om frifindelse har sagsøgte 4 og 5 overordnet anført, at det krav, der er omfattet af påstandsforhøjelsen, er forældet, idet stævningen af
12. december 2016 i Konkurssag I ikke havde fristafbrydende virkning for det krav, som er omfattet af påstandsforhøjelsen, jf.

§ 16, stk.

1 og 2, og afvisningen af Konkurssag III heller ikke havde midlertidig fristafbrydende virkning for kravet, jf.

§ 20

. Også efter Højesterets kendelse gengivet i U 2021.600 H omfatter den forældelsesafbry-dende effekt af en stævning efter

§ 16alene krav/fordringer, som er om-fattet af stævningen.

Stævningen af

1. december 2016 i denne sag vedrørte og havde til formål at fastslå eksistensen og størrelsen af konkursboernes fælles ”koncernkrav” relate-rende sig til et ”koncerntab” som følge af en påstået ansvarspådragende adfærd fra de sag-søgtes side over for selskaber i koncernen. Stævningen vedrørte derimod ikke sagsøgers selvstændige krav, som sagsøger ved processkrift 5 af
2. april 2020 nu har indtalt på egne vegne. Ansvarsgrundlaget for sagsøgers selvstændige krav mod sagsøgte 4 og 5, som ikke var en del af ledelsen i det sagsøgende selskab, adskiller sig fundamentalt fra ansvars-grundlaget for det af stævningen omfattede påståede koncernkrav mod de sagsøgte 4 og 5, som var medlemmer af bestyrelsen i det børsnoterede moderselskab, OW Bunker A/S. Der er endvidere en væsentlig forskel mellem sagsøgerens eget krav omfattet af påstanden af
3. april 2020 og koncernkravet omfattet af stævningen. Sagsøgerens eget krav er begrundet i selskabets hæftelse for koncernens bankfacilitet, mens koncernkravet er begrundet i et uer-holdeligt tilgodehavende hos en af koncernens kunder og koncernens samlede tab på ind-gåede derivataftaler i efteråret
4. Det fremgik således hverken af stævningen eller af de med stævningen fremlagte bilag, at sagsøger hæftede for koncernens bankfacilitet, og at hæftelsen udgjorde grundlaget for det fremsatte krav, hvilket med al tydelighed viser, at sagsøgers eget krav ikke var omfattet af stævningen. Hertil kommer, at den forældelsesaf-brydende effekt af en stævning i forhold til en efterfølgende påstandsforhøjelse forudsæt-ter, at kravet ikke kunne opgøres på tidspunktet for indgivelsen af stævningen, eller at der foreligger en anerkendelsesværdig interesse, som kan begrunde, at det fulde krav ikke ind- - 22 tales i stævningen, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Stævningen og det heri indeholdte forbehold om at forhøje påstanden havde derfor ikke forældelsesafbrydende virkning i forhold til det krav, som sagsøgeren indtalte på egne vegne den
5. april 2020, og det selvstændige krav var som følge heraf forældet, da påstanden blev forhøjet. Selv hvis stævningen af
6. december 2016 havde en sådan forældelsesafbrydende virk-ning, bortfaldt denne virkning den
7. oktober 2017, hvor sagsøgeren traf – og efterfølgen-de opretholdt – et processuelt bindende valg om at disponere over kravet på 800 mio. kr. i en ny og separat sag. Samme krav kan som følge af litispendens-princippet notorisk ikke være omfattet af to verserende søgsmål. Det kan derfor udelukkes, at kravet om betaling af 800 mio. kr. var omfattet af Konkurssag I efter anlæggelsen af Konkurssag III. Det fremgår endvidere af

§ 16, stk.

1, at den forældelsesafbrydende effekt af en stævning er betinget af, at sagsanlægget forfølges inden for rimelig tid, hvilken betingelse ikke er opfyldt, når der anlægges en ny og separat sag. Hertil kommer, at påstandsforhøjel-sen den 8. april 2020 skete mere end 2 ½ år efter, at konkursboerne i efteråret 2017 beslut-tede sig for at nedlægge påstand om betaling af de 800 mio. kr. Konkurssag III har ikke haft fristforlængende virkning efter

§ 20, stk.

1, da sagen efter en realitetsbehandling blev afgjort ved Østre Landsrets retskraftige dom af

1. marts
2. Formuleringen ”men fører dette ikke til forlig eller realitetsafgørelse” in-debærer i forhold til afviste retslige skridt, at tillægsfristen alene finder anvendelse, hvor afvisningen ikke afskærer et nyt retsligt skridt. Er en afvisning derimod ”endelig” med den virkning, at et nyt tilsvarende r etsligt skridt er afskåret, foreligger der en ”realitetsafgørel-se” i lovens forstand, og en midlertidig afbrydelse af forældelse giver ikke mening, når en tvist er endeligt afgjort. Fordringshaverens krav er enten (i) helt eller delvist stadfæstet af domstolene med den virkning, at der løber en ny forældelsesfrist, jf.

§ 5, stk.

1, nr. 3, eller (ii) forkastet uden mulighed for at få kravet prøvet på ny. Udgør en rets-afgørelse ikke en endelig afgørelse af parternes tvist, kan fordringshaveren foretage nye retslige skridt, jf. også lovbemærkningerne til § 20, hvor eksemplerne på tilfælde omfattet af bestemmelsen alle relaterer sig til situationer, hvor et nyt tilsvarende retsligt skridt er muligt. Den midlertidige afbrydelse af forældelse, som skal følges op for at bevare den forældelsesafbrydende virkning, omfattede heller ikke forud for den nugældende forældel-seslov tilfælde, hvor der forelå en ”endelig” retsafgørelse. - 23 Hvis dommen i K onkurssag III ikke anses for en ”realitetsafgørelse” i

forstand, var anlæggelsen og gennemførelsen af Konkurssag III som følge af litispendens og reglerne om udstykning et åbenbart utjenligt retsskridt, og fristudskydelse er også af denne grund udelukket, jf. forældelsesloven § 20, stk. 2, nr.

1. Bestemmelsen i forældelses-lovens § 20, stk. 1,
2. pkt., er endvidere ikke tiltænkt at have forældelsesafbrydende effekt i forhold til forhøjelse af påstande nedlagt under en sag, der er anlagt forud for foretagelsen af det retslige skridt, som ikke f ørte til en ”realitetsafgørelse” . Sagsøgte 10, Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokumentet af
3. februar 2022 og overordnet gjort gælden-de, at påstandsforhøjelsen skal afvises, idet det afviste krav er fortabt og/eller prækluderet som følge af afvisningsdommen af
4. marts 2020, og idet konkursboernes udstykning af kravet på 800 mio. kr. må anses som en bindende proceserklæring om, at kravet ikke sene-re ville blive forfulgt under Konkurssag I, samt at sagsøgte 10 skal frifindes, idet kravet omfattet af påstandsforhøjelsen på 800 mio. kr. var forældet eller bortfaldet ved passivitet, da påstanden blev nedlagt den
5. april
6. Vedrørende påstanden om afvisning er retsvirkningen af Østre Landsrets dom af
7. marts 2020 i Konkurssag III, at sagsøgeren har fortabt retten til at indtale det afviste krav på ny i Konkurssag I. Konkursboerne har erkendt, at det indtalte krav i Konkurssag III udgjorde en udstykning af kravet i Konkurssag I, og afvisningsdommen fastslog ved en retskraftig dom, at udstykningen var ulovlig. Den retlige konsekvens af ulovlig udstykning er, at det afviste krav rammes af præklusionsvirkning, og sagsøger mister retten til at forfølge kravet yderli-gere. Det må herved tillægges vægt, at påstanden kunne være forhøjet senest den
8. okto-ber 2017, da Lion Point havde tilvejebragt finansiering. Der findes ikke ét eksempel i rets-praksis på, at domstolene har tilladt en sagsøger at forfølge et krav, som har været udstyk-ket ulovligt, og det er ubestridt, at en ny selvstændig sag om det afviste krav vil blive af-vist, da afvisningsdommen har truffet endelig afgørelse om spørgsmålet. Udvidelsen af påstanden i Konkurssag I skal dermed også afvises, da påstandsforhøjelsen svarer til, at sagsøgeren har anlagt en ny sag om det udstykkede krav. Det bestrides, at det afviste krav kan indtales på ny som følge af manglende prøvelse af realiteten under Konkurssag III. Ulovlig udstykning udgør en uafhjælpelig afvisningsman-gel, som må sidestilles med f.eks. overskridelse af en søgsmålsfrist, idet de underliggende hensyn er de samme, nemlig at anspore fordringshavere til at gøre deres krav gældende, at - 24 beskytte indretningshensyn og at tilgodese samfundsmæssige hensyn i form af normal afvikling af fordringer, herunder undgå unødig belastning af retssystemets ressourcer. Derfor skulle sagsøgeren også overholde udstykningsreglerne for at bevare retten til realitetsprø-velse af det afviste krav. Sagsøgeren påtog sig den fulde standpunktsrisiko forbundet med afvisningen af Konkurssag III, da ad hoc-kurator var bekendt med risikoen ved at anlægge to sager om det samme krav og konsekvenserne af ulovlig udstykning. Tilladelse til at videreføre et ulovligt udstykket krav gennem en påstandsforhøjelse vil således være uoverensstemmende med hensynet til de sagsøgte og sagers effektivitet og forudsigelighed samt den intenderede præklusionsvirkning. Det af sagsøgeren anførte om, at afvisningsdommen ikke er en retskraftig afgørelse vedrørende sagens realitet, og at fordringen på 800 mio. kr. aldrig har været undergivet en domstolsprøvelse omhandlende realiteten, bestrides og kan ikke tillægges vægt, da principperne bag retskraftreglerne ikke hjemler opretning af en parts egen forsømmelige procesførelse, og et lignende synspunkt i Konkurssag III blev da også afvist af landsretten. Den retspraksis, som sagsøger henviser til, er ikke relevant, da den omhandler andre situationer, som ikke er sammenlignelige med nærværende situation. Konkursboernes udstykning af kravet på 800 mio. kr. må anses som en bindende proceserklæring om, at kravet ikke senere ville blive forfulgt under Konkurssag I, og påstandsforhøjelsen skal også af den grund afvises. En parts procesførelse og ageren kan udgøre eller sidestilles med en proceserklæring, som modparten kan indrette sig efter, jf. U 2020.2267 SH, og der stilles således ikke krav om en eksplicit proceserklæring, for at denne kan få bindende virkning. Proceserklæringen følger allerede af de gennemførte transporter af krav mellem konkursboerne og de cirkulæreskrivelser, der beskriver baggrunden for transpor-terne. Den følger videre af konkursboernes oplysninger til landsretten og de sagsøgte i Konkurssag I og III, hvor konkursboerne – trods de sagsøgtes indsigelser – konsekvent har fastholdt, at Konkurssag III trådte i stedet for Konkurssag I i relation til kravet på de 800 mio. kr. Konkursboerne tog ikke på noget tidspunkt mellem anlæggelsen af Konkurssag III og afvisningsdommen forbehold for, at påstanden under Konkurssag I ville blive forhøjet, hvis den processuelle udstykning viste sig at være ulovlig. Tværtimod oplyste konkursbo-erne, at det ikke var en mulighed at forhøje kravet under Konkurssag I. På dette grundlag har de sagsøgte ikke haft grund til at antage eller indrette sig på, at sagsøgers dispositioner skulle forstås anderledes, end sådan som konkursboerne tydeligt tilkendegav over for landsretten og de sagsøgte under procesførelsen, og de sagsøgte var derfor også retligt be-rettiget til at indrette sig på sagsøgers bindende proceserklæring om, at sagsøger efter ud-stykningen og anlæggelsen af Konkurssag III ikke ville forhøje påstanden under Konkurs- - 25 sag I til væsentlig skade og byrde for de sagsøgte. Samme resultat følger af det grundlæggende hensyn til retssystemets effektivitet, hvormed sagsøger skulle opgøre og forfølge sine fulde krav, straks dette var muligt. Sagsøger valgte på vilkår fra Lion Point at anvende den opnåede procesfinansiering til at foretage forsætlig ulovlig udstykning i stedet for at forhøje påstanden under Konkurssag I og erklærede sig tydeligt og bindende herom. På det grundlag skal hverken de sagsøgte eller retssystemet tåle at blive belastet med samme krav ad flere omgange. Vedrørende påstanden om frifindelse kan det generelle forbehold i stævningen ikke tillæg-ges fristafbrydende virkning for det krav, der er omfattet af påstandsforhøjelsen, idet det ikke med tilstrækkelig bestemthed fremgår af stævningen, hvilke konkrete fordringer for-beholdet angår. Det fremgår således ikke med tilstrækkelig bestemthed i stævningen, hvil-ke delkrav/tab af det samlede påståede tab under påstand 1.
9. på 1.548.706.482 kr., der var omfattet af forbeholdet for påstandsforhøjelse på 800 mio. kr., ligesom det heller ikke på noget tidspunkt er specificeret, om kravet på 800 mio. kr. primært omfatter det påståede tab fra handlen med oliederivater (opgjort til i alt 894.540.000 kr.) eller tilgodehavendet i DOT (opgjort til i alt 654.166.482 kr.), eller kun ét af de to påståede samlede tab. Det er heller ikke i stævningen specificeret, hvor stor en del af de 800 mio. kr., der angår sagsø-gers eget krav, og hvor stor en del, der kommer fra et eller flere andre konkursboer via transportaftalerne. Sagsøger kan ikke med stævningen indtale og afbryde forældelse for ideelle andele af et ”koncernkrav” . Et krav skal indtales og vurderes individuelt for hver t enkelt selskab/skadelidt, og konkursboerne kan ikke undlade at specificere tabene og her-ved lade det være frit og vilkårligt, i hvilket omfang der er afbrudt forældelse for hen-holdsvis krav baseret på handlen med oliederivater og/eller tilgodehavendet i DOT. Det forhold, at sagsøgeren trods opfordring hertil ikke har ønsket at specificere kravene, må tillægges processuel skadevirkning, således at forbeholdet i stævningen ikke kan antages at have fristafbrydende virkning for kravet på 800 mio. kr. omfattet af påstandsforhøjelsen. Selv hvis det lægges til grund, at det nye krav på 800 mio. kr. oprindeligt var omfattet af forbeholdet for påstandsforhøjelse i stævningen i Konkurssag I, kan forbeholdet ikke tillægges fristafbrydende virkning. Kravets eksistens og størrelse var modent, opgjort og forfaldent ved indleveringen af stævningen, og et generelt forbehold om påstandsforhøjelse må i den situation sidestilles med en ”påmindelse” , som ik ke er fristafbrydende efter den nugældende forældelseslov. Forældelsen kan dermed først anses for afbrudt ved påstandsforhøjelsen den
10. april 2020, jf.

§ 16, stk.

2, nr.

1. Der er i øvrigt ikke - 26 anerkendelsesværdige hensyn, der kan tillade en udskydelse af forfølgelsen af kravet helt frem til påstandsforhøjelsen den
2. april 2020, da sagsøgers beslutning om ikke at forfølge det opgjorte og forfaldne restkrav skyldtes en bevidst beslutning fra kreditorerne om ikke at ville finansiere det. Uanset dette blev den fristafbrydende virkning af forbeholdet ikke bevaret frem til den
3. april 2020, idet det mistede sin eventuelle fristafbrydende virkning, da kravet blev udstykket og indtalt under Konkurssag III. Dette svarer til, at forbeholdet reelt blev frafaldet, og/eller at Konkurssag I reelt blev hævet for så vidt angår det udstyk-kede krav på 800 mio. kr., og herefter skulle Konkurssag I ikke længere fastslå eksistensen og størrelsen af kravet på 800 mio. kr., jf.

§ 16, stk.

1. Det stemmer også bedst overens med litteratur og praksis på forældelsesområdet. Alle parter indrettede sig efter anlæggelsen af Konkurssag III på, at kravet på de 800 mio. kr. ikke længere var en del af Konkurssag I. Forbeholdet i stævningen har under alle omstændigheder ikke bevaret sin fristbevarende virkning, da kravet ikke er forfulgt under Konkurssag I ”inden for rimelig tid” , jf.

§ 16, stk.

1. Kravet er først indtalt ca. 7 ½ år efter, at kravet opstod, og ca. 3 ½ år efter, at forbeholdet blev taget i stævningen, hvilket går udover den almindelige forældelsesfrist, der må anses for retningsgivende for rettidig reaktion for sagsøger. Den ekstraordinært lange tidsperiode skyldes alene kreditorernes manglende vilje til at finansiere et søgsmål og Lion Points krav om, at det procesfinansierede krav skulle forfølges ved en udstykning under Konkurssag III. Påstanden kunne utvivlsomt være forhøjet senest den
2. oktober 2017, hvor Lion Point havde givet sit finansieringstilsagn, og den tidsmæssigt sene påstandsforhøjelse af
3. april 2020 er i strid med lovens formål om, at forfaldne og opgjor-te krav skal bringes på det rene og forfølges og fremmes ”inden for rimelig tid” , samt det processuelle princip om, at en fordringshaver skal tage skridt til at forfølge samtlige fordringer under samme sag, straks de er forfaldne og kan opgøres. Den ulovlige udstykning indebærer, at konkursboernes sagsskridt under Konkurssag III ikke kan tillægges betyd-ning ved bedømmelsen af, om kravet er forfulgt ”inden for rimelig tid” i Konkurssag I. Afvisningsdommen viser, at sagsøger havde udført forsætlig ulovlig udstykning af et krav fra Konkurssag I og handlet i strid med almindelige processuelle principper, og sagsøger kan dermed ikke anses for at have iagttaget landsrettens procesledelse. Det samme gælder, selv hvis sagsøger uden nærmere dokumentation måtte hævde, at en del af påstandsforhø-jelsen ikke var en del af Konkurssag III, og følger også af almindelige regler om passivitet. - 27 Afvisningsdommen giver ikke sagsøger en etårig tillægsfrist efter

§ 20, stk.

1, da det i medfør af den klare retstilstand om ulovlig udstykning var ”åbenbart” , at Konkurssag III ikke kunne føre til realitetsafgørelse, og sagsøger ved sin sagsførelse selv var skyld i, at det retslige skridt ikke førte til realitetsafgørelse. Det vil føre til omgåelse af hensynene bag

frister, hvis der indrømmes sagsøger en etårig tillægsfrist på trods af den ulovlige udstykning. Sagsøger kunne have forhøjet påstanden i overensstemmelse med de almindelige forældelsesfrister, og der er ikke noget beskyttelseshensyn, der hjemler en forlængelse af forældelsesfristerne i form af en tillægsfrist, når ”egentlig” afbrydelse kunne være sket inden for de almindelige forældelsesfrister. Det følger af afvisningsdommen, at sagsøger ikke vil kunne anlægge en ny selvstændig sag om det afviste krav, og situationen må derfor bedømmes efter de almindelige regler om påstandsforhøjel-se i

§ 16, stk.

2, nr. 2, jf. § 16, stk. 1, hvorefter forældelse afbrydes ved selve påstandsforhøjelsen. I modsat fald vil sagsøger kunne omgå forældelsesfristerne og sætte de almindelige forældelsesregler ud af kraft ved at foretage en ulovlig udstykning og derved kunne opnå en forældelsesretlig stilling, hvorved kravet på 800 mio. kr. i alle til-fælde først forældes ét år efter afvisningsdommen, dvs. ca. 6 ½ år efter begyndelsestids-punktet for forældelsesfristen i stedet for de 3 år, som er udgangspunktet efter de alminde-lige regler. Der er ikke grundlag for en sådan vidtgående fortolkning af forældelsesreglerne i tilfælde af ulovlig udstykning, idet forældelsesreglerne varetager det diamentralt modsatte hensyn. Det støttes også af retslitteraturen, hvor det antages, at udstykkede krav ikke kan give foreløbig afbrydelsesvirkning til et andet søgsmål. Landsrettens begrundelse og resultat Konkursboerne i OW Bunker-koncernen, OW Bunker A/S, O.W. Supply & Trading A/S, O.W. Bunker & Trading A/S og Wrist Marine Supplies A/S, rejste ved breve af

1. sep-tember 2016 krav over for de sagsøgte om betaling af bl.a. erstatning for dels at have stillet koncernkreditfaciliteter til rådighed for Dynamic Oil Trading (Singapore) Pte. Ltd. (DOT), dels at have foretaget spekulation/trading med oliederivater. Kravet, der blev opgjort til i alt 1.548.706.482 kr. fordelt på henholdsvis 654.166.482 kr. vedrørende kreditfaciliteter og 894.540.000 kr. vedrørende handel med oliederivater, blev i forhold til en del af de sagsøg-te maksimeret til 1 mia. kr. Konkurssag I blev anlagt, da O.W. Supply & Trading A/S under konkurs den
2. december 2016 udtog stævning mod de sagsøgte med bl.a. påstand 1.
3. om betaling af 200 mio. kr. af det samlede erstatningskrav på 1.548.706.482 kr., som nu i forhold til alle de sagsøgte var - 28 maksimeret til 1 mia. kr. O.W. Supply & Trading A/S under konkurs oplyste i stævningen, at påstand 1.
4. var hele OW Bunker-koncernens krav, idet de øvrige konkursboer ved transportaftale af
5. december 2016 havde transporteret deres erstatningskrav mod de sagsøgte til O.W. Supply & Trading A/S under konkurs. Det blev endvidere oplyst, at kravet foreløbig alene blev gjort gældende med 200 mio. kr. som følge af, at konkursboerne ikke på tidspunktet for stævningens udtagelse havde økonomisk mulighed for at finansiere et større erstatningskrav. O.W. Supply & Trading A/S under konkurs tog dog udtrykkeligt forbehold for senere at forhøje påstanden op til 1 mia. kr. Den
6. september 2017 tilbagetransporterede O.W. Supply & Trading A/S under konkurs bl.a. krav om erstatning til OW Bunker A/S under konkurs og Wrist Marine Supplies A/S under konkurs, således at kravene ville tilhøre disse konkursboer ”i samme omfang og på samme vis, som inden transporten af
7. december 2016” . Den
8. oktober 2017 indgik O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs og O.W. Supply & Trading A/S under konkurs en aftale, hvorved O.W. Supply & Trading A/S under konkurs – i det omfang dette kon-kursbo ikke allerede havde disponeret over kravene – tilbagetransporterede de mulige an-svars- og erstatningskrav, som dette bo havde modtaget fra O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs ved transportaftalen af
9. december
10. Den
11. oktober 2017 udtog O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs og O.W. Supply & Trading A/S under konkurs stævning i Konkurssag III mod de sagsøgte i denne sag med krav om betaling af 800 mio. kr. I stævningen anførte sagsøgerne bl.a., at de to sagsøgende konkursboer nu havde opnået finansiering til at føre en retssag, hvor beløbet på 800 mio. kr. blev indtalt, og at det beløb, som O.W. Supply & Trading A/S under konkurs havde indtalt under Konkurssag I på 200 mio. kr., var fratrukket det krav på 1 mia. kr., som kon-kursboerne havde rejst ved kravskrivelser af den
12. september 2016, hvorefter stævnings-påstanden i Konkurssag III på 800 mio. kr. fremkom. I forbindelse med tilrettelæggelse af landsrettens sambehandling af sagerne i O.W. Bunkerkomplekset bekræftede ad hoc kurator i brev af
13. november 2018, at kravet i Konkurssag III var udstykket af det i Konkurssag I rejste krav på 1 mia. kr., og at udstykningen var nødvendiggjort af konkursboernes økonomiske forhold. Ad hoc kurator anførte endvidere, at stævningen i Konkurssag III blev udtaget i umiddelbar forlængelse af en aftale indgået mellem konkursboerne og Lion Point Capital om finansiering af bl.a. den resterende del af kravet på 1 mia. kr. I konkursboernes sammenfattende processkrift af
14. januar 2020 blev - 29 det anført, at sagsøgerne i Konkurssag III – henset til Lion Points vilkår om tilbagegang af transporter for ydelse af finansiering til Konkurssag II og Konkurssag III – ikke havde mulighed for at forhøje påstanden i Konkurssag I. Ved Østre Landsrets dom af
15. marts 2020 i Konkurssag III blev de sagsøgtes påstand om afvisning taget til følge med den begrundelse, at konkursboerne ikke havde godtgjort, at der forelå en anerkendelsesværdig interesse, der kunne føre til fravigelse af udgangspunk-tet om, at en sagsøger skal medtage alle forfaldne erstatningskrav under samme sag i stedet for at udstykke det i flere delkrav. Ved processkrift 5 af
16. april 2020 forhøjede konkursboet efter O.W. Supply & Trading A/S sin påstand 1.
17. under nærværende sag med 800 mio. kr. over for de sagsøgte 1-5 og
18. Konkursboet anførte, at de samme anbringender og beviseligheder blev gjort gældende for forhøjelsen, som de anbringender og beviseligheder, der var gjort gældende til støtte for den oprindelige påstand i stævningen af
19. december
20. Den
21. juni 2020 har kurator dog præciseret, at forhøjelsen alene er indtalt af O.W. Supply & Trading A/S under kon-kurs og således ikke er baseret på transporter fra andre boer i koncernen, men derimod af dette konkursbo på egne vegne. Den aktuelle tvist angår, om påstandsforhøjelsen skal tillades. Landsretten bemærker indledningsvis, at den nu fremsatte påstand beløbsmæssigt svarer til det forbehold, som O.W. Supply & Trading A/S under konkurs tog om at forhøje påstan-den ved anlæggelsen af denne sag, og den påstand, som O.W. Supply & Trading A/S under konkurs og O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs nedlagde under Konkurssag III. Efter det oplyste angår kravet desuden de samme mulige ansvarspådragende handlinger, ligesom O.W. Supply & Trading A/S under konkurs har gjort de samme anbringender gæl-dende til støtte for kravet som tidligere. Under disse omstændigheder lægger landsretten til grund, at det oprindeligt indtalte krav under denne sag på 200 mio. kr. og påstandsforhøjel-sen på 800 mio. kr. må betragtes som dele af samme krav. Landsretten har ikke herved taget stilling til konsekvenserne af de foretagne transporter, herunder om sagsøgeren er rette sagsøger for hele kravet på 1 mia. kr., eller det anførte om sammensætningen af kravet, idet en sådan vurdering skal foretages i forbindelse med afgørelsen af sagens realitet. - 30 - De sagsøgte har principalt påstået kravet omfattet af påstandsforhøjelsen afvist under anbringende af, at kravet er prækluderet eller afskåret som følge af sagsøgers bindende proceserklæring om ikke at forfølge kravet under denne sag, og at retsvirkningen af Konkurs-sag III er, at kravet ikke på ny kan indtales under denne sag. Subsidiært har de sagsøgte nedlagt påstand om frifindelse med henvisning til, at kravet er forældet. Én voterende (Inge Neergaard Jessen) udtaler: Jeg finder, at generelle hensyn til procesøkonomi, herunder retssystemets effektivitet, samt navnlig hensynet til, at en procespart kan indrette sig på modpartens valg af procesførelse, indebærer, at en part bliver bundet ikke bare af eksplicitte proceserklæringer men også, at en part kan blive bundet af sine øvrige tilkendegivelser og faktiske ageren. Under de ovenfor nævnte omstændigheder, hvor O.W. Supply & Trading A/S under kon-kurs i Konkurssag I tog forbehold for en påstandsforhøjelse på 800 mio. kr. som en del af et samlet til dels tiltransporteret koncernkrav på 1 mia. kr., hvor O.W. Supply & Trading A/S under konkurs efterfølgende ved transporterklæringen af
22. oktober 2017 tilbage-transporterede det krav, som O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs tidligere til brug for koncernkravet i Konkurssag I havde transporteret til O.W. Supply & Trading A/S under konkurs, hvor O.W. Supply & Trading A/S under konkurs herefter sammen med O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs udtog stævning i Konkurssag III og tilkendegav, at kravet på 800 mio. kr. var udstykket fra Konkurssag I, og hvor O.W. Supply & Trading A/S under konkurs under forberedelsen af Konkurssag III tilkendegav, at O.W. Supply & Trading A/S under konkurs ikke havde mulighed for at forhøje påstanden i Konkurssag I, idet tilbagetransporten og anlæggelse af Konkurssag III var et vilkår for finansiering af påstandsforhøjelsen, finder jeg, at O.W. Supply & Trading A/S under konkurs ved sine tilkendegivelser og ved sin ageren har handlet på en sådan måde, at konkursboets valg af procesførelse udgør eller må sidestilles med en bindende proceserklæring om, at O.W. Supply & Trading A/S under konkurs endeligt og bindende har frafaldet at forhøje påstan-den i Konkurssag I. Jeg stemmer derfor for at tage de sagsøgtes påstand om afvisning af påstandsforhøjelsen til følge. To voterende (Tine Vuust og Rikke Skovby) udtaler: - 31 Præklusion Det følger af retsplejelovens § 358, stk. 1, at en part som udgangspunkt har fri adgang til at udvide sin påstand under sagens forberedelse, som i denne sag endnu ikke er afsluttet. Det er således ikke – som anført af flere af de sagsøgte – foreskrevet, at alle forfaldne krav straks skal indtales under en retssag, og der findes herefter ikke grundlag for at anse påstandsforhøjelsen for prækluderet efter retsplejelovens regler. Proceserklæring Rækkevidden af en proceserklæring må afgøres ved fortolkning af den pågældende erklæ-ring under hensyntagen til dens ordlyd, formål og forudsætninger samt sagens omstændig-heder i øvrigt, jf. herved Højesterets kendelse af
23. juli 2019 (UfR 2019.3344). I forbindelse med tilrettelæggelse af landsrettens sambehandling af sagerne i OW Bunker sagskomplekset har ad hoc kurator i et brev af
24. november 2018 bekræftet, at kravet i Konkurssag III var udstykket af det i Konkurssag I rejste krav, og at udstykningen var nødvendiggjort af konkursboernes økonomiske forhold. I boernes sammenfattende processkrift i Konkurssag III blev det desuden anført bl.a., at det henset til Lion Points vilkår om tilbagegang af transporter for ydelse af finansiering til Konk urssag II og III ”ikke var muligt” at forhøje påstanden i Konkurssag I. O.W. Supply & Trading A/S under konkurs har dog på intet tidspunkt direkte tilkendegivet, at konkursboet endeligt har opgivet at forfølge kravet, herunder i nærværende sag. Konkursboet har samtidig kontinuerligt forfulgt kravet, og de sagsøgte har på intet tidspunkt haft anledning til at tro, at kravet ikke ville blive for-søgt forfulgt. Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder finder vi, at sagsøgers tilkendegivelser og handlemåde – uanset den uhensigtsmæssige procesførelse, som førte til afvisning af Konkurssag III – ikke har en sådan karakter, at de må anses for en bindende proceserklæ-ring om ikke at ville forfølge kravet under denne sag. Generelle hensyn til procesøkonomi kan under de anførte omstændigheder ikke føre til en anden vurdering. Retsvirkningen af Konkurssag III Ved dommen af
25. marts 2020 i Konkurssag III afgjorde landsretten alene spørgsmålet om, hvorvidt en del af kravet i nærværende sag kunne udskilles og forfølges under en sær-skilt sag, men ikke om det kunne forfølges sammen med den resterende del af kravet under - 32 nærværende sag. Dommen i Konkurssag III er derfor ikke i sig selv til hinder for påstandsudvidelsen. Konklusion vedrørende afvisningspåstanden På denne baggrund finder vi, at O.W. Supply & Trading A/S under konkurs ikke retsplejemæssigt har afskåret sig fra at udvide påstanden i denne sag, hvorfor der ikke er grundlag for at afvise påstandsudvidelsen. Forældelse Det er ubestridt, at kravet er omfattet af den treårige forældelsesfrist i

§ 3, stk.

1, og at forældelsesfristen efter § 2, stk. 4, skal regnes fra skadens indtræden, som foreløbig kan fastsættes til tidspunktet for konkursens indtræden den

1. november
2. Påstandsforhøjelsen skete ved processkrift af
3. april 2020, og kravet er derfor forældet, med mindre der er sket afbrydelse eller foreløbig afbrydelse af forældelsen. Fristafbrydende virkning af stævningen Efter

§ 16, stk.

1, afbrydes forældelsen, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid. Afbrydelsen sker bl.a. ved indlevering af stævning, jf. § 16, stk. 1, nr. 1, eller når påstand om fordringen nedlæg-ges under retssagen, jf. stk. 1, nr.

1. Uanset om stævningen af
2. december 2016 havde fristafbrydende virkning for både det oprindelige betalingskrav og det yderligere krav, der er omfattet af påstandsforhøjelsen, må denne virkning anses for ophørt, da man ved anlæggelsen af Konkurssag III den
3. okto-ber 2017 opdelte kravet i to sager og herved de facto opgav for tiden at forfølge kravet under nærværende sag. Stævningen har allerede af den grund ikke afbrudt forældelsen for mere end betalingspåstanden på 200 mio. kr. Foreløbig fristafbrydende virkning af Konkurssag III Konkurssag III blev anlagt den
4. oktober 2017 inden for den treårige forældelsesfrist. Af

§ 20, stk.

1, fremgår, at hvis fordringshaveren inden forældelsesfri-stens udløb har foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16, uden at dette fører til et forlig - 33 eller realitetsafgørelse, indtræder forældelsen tidligst et år efter, at fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet. Efter § 20, stk. 2, kan fordringshaveren ikke på-beråbe sig stk. 1, bl.a. hvis det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgø-relse. I betænkning nr. 1460/2005, hvortil der henvises i lovforslaget, lovforslag nr. L 165 af 28. februar 2007 om forældelse af fordringer, er det om bestemmelsen anført bl.a., at en fordringshaver ikke bør kunne påberåbe sig tillægsfristen i tilfælde, hvor den pågældende selv er skyld i, at det retslige skridt ikke fører til en realitetsafgørelse, og som eksempel på et tilfælde, hvor det er ”åbenbart” , er nævnt, at en sag anlægges i Danmark, selvom der utvivlsomt ikke er værneting her i landet. Henset til det oplyste om Konkurssag III, hvor landsretten bl.a. foretog en vurdering af, om konkursboerne havde en anerkendelsesværdig interesse i udstykning af kravet, finder vi, at det ikke var ”åbenbart” i

forstand, at Konkurssag III ikke kunne føre til en realitetsafgørelse. Påstandsforhøjelsen i denne sag er foretaget ca. en uge efter afgørelsen i Konkurssag III og således inden for den i § 20, stk. 1, fastsatte tillægsfrist. Konklusion vedrørende frifindelsespåstanden Vi finder herefter, at kravet omfattet af påstandsforhøjelsen ikke var forældet, da det blev indtalt ved processkrift 5 af

1. april
2. Samlet konklusion Vi finder efter det anførte, at hverken retsplejemæssige regler og principper eller forældelsesreglerne er til hinder for påstandsforhøjelsen, og stemmer således for, at det tillades O.W. Supply & Trading A/S under konkurs at forhøje påstanden under sagen med 800 mio. kr. som anført i processkrift
3. Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at sagen fremmes til fortsat behandling også for så vidt angår påstandsforhøjelsen på 800 mio. kr. Thi bestemmes: - 34 Sagen fremmes til fortsat behandling også for så vidt angår påstandsforhøjelsen på 800 mio. kr.