HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 3. december 2024 Sag BS-53152/2023-HJR (1. afdeling) Konkurrencerådet (advokat Jacob Pinborg) mod Deutz AG (advokat Erik Kjær-Hansen) og Sag BS-53151/2023-HJR Konkur
§ 6, stk.
1. Der skal således være tale om 1) erhvervsvirksomheder, der 2) indgår en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller udøver samordnet praksis, som 3) har til formål eller som følge at begrænse konkurrencen 4) mærkbart. 50 Det vurderes, at de fire kumulative betingelser i TEUFs artikel 101, stk. 1,
§ 6, stk.
1, er opfyldt. 51 Materiale fra kontrolundersøgelsen viser, at virksomhederne Deutz AG og Diesel Motor Nordic A/S aftaler, at Deutz AG skal hindre parallelimport og passivt salg af reservedele fra sit forhandlernetværk, herunder særligt fra den nederlandske Deutz-forhander Equipco B.V., og ind i Diesel Motor Nordic A/S’ område, til Fleco ApS i Danmark, til brug for renovering og vedligehold af DSBs TCD2015 motorer. Det om-handlede materiale viser, at parterne på et møde i Køln den 20. juli 2010 aftalte, at Deutz AG skulle hindre parallelimporten fra forhandleren i Nederlandene Equipco B.V. til Fleco ApS i Danmark. Det fremgår end-videre af materialet, at parterne drøftede spørgsmålet om parallelim-port fra Deutz AGs forhandlernetværk og fremgangsmåden til at få den standset. 52 Ifølge oplysninger fra Fleco ApS og Equipco B.V., var det Fleco ApS, som kontaktede Equipco B.V. med henblik på at indgå en aftale om levering af reservedele. Dette understøttes af de skriftlige beviser i sagen. Det vurderes derfor, at der konkret er tale om en hindring af parallelimport og passivt salg, hvorfor Deutz AGs adfærd ikke kan anskues som en lovlig håndhævelse af en eksklusiv distributionsaftale. 53 Aftalen om, at Deutz AG skal hindre parallelimport fra Deutz AGs forhandlernetværk, herunder særligt fra Equipco B.V. i Nederlandene, til Fleco ApS i Danmark har til formål at begrænse konkurrencen. Afta-len opfylder endvidere betingelserne for mærkbarhed i konkurrencen, blandt andet fordi der er tale om en aftale, der har til formål at opdele markedet og styre prisdannelsen. Der er således tale om en alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne, hvormed aftalen indebærer en overtrædelse af TEUFs artikel 101, stk. 1,
§ 6, stk.
1, stk. 2, nr. 1. 54 Samlet set har Deutz AG og Diesel Motor Nordic A/S handlet i strid med TEUFs artikel 101
§ 6
ved at have indgået aftale om, at Deutz AG skal hindre parallelhandel af reservedele fra sit 15 forhandlernetværk, herunder Equipco B.V., til brug for renovering og vedligehold af DSBs TCD2015 motorer. …” Retsgrundlag Konkurrencelovens § 5 a, stk. 1, § 6 og § 11 lyder: ”§ 5 a. Afgrænsningen af det relevante marked efter denne lov sker på grundlag af undersøgelser af efterspørgsels- og udbudssubstitution og den potentielle konkurrence. Den potentielle konkurrence skal undersø-ges, når de involverede virksomheders stilling på det relevante marked er blevet dokumenteret og denne stilling giver anledning til tvivl om, hvorvidt loven er overtrådt. §
- Det er forbudt for virksomheder mv. at indgå aftaler, der direkte el-ler indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Stk.
- Aftaler efter stk. 1 kan f eks bestå i 1) at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser, 2) at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer, 3) at opdele markeder eller forsyningskilder, 4) at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, 5) at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand, 6) at to eller flere virksomheder samordner deres konkurrencemæssige adfærd gennem oprettelsen af et joint venture, eller 7) at fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige vejledende salgspriser. Stk.
- Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder. Stk.
- Med henblik på at bringe overtrædelser af stk. 1 til ophør kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede påbud, jf. §
- For at imø-dekomme de betænkeligheder, som Konkurrence- og Forbrugerstyrel-sen har i relation til stk. 1, kan styrelsen endvidere gøre tilsagn, som virksomheden har afgivet, bindende, jf. § 16 a, stk.
- Stk.
- Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3, er ugyl-dige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller § 10 eller er omfattet af en erklæring efter §
- §
- Det er forbudt for en eller flere virksomheder mv. at misbruge en dominerende stilling. 16 Stk.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal efter forespørgsel erklære, hvorvidt en eller flere virksomheder indtager en dominerende stilling, jf. dog stk.
- Meddeler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at en virksomhed ikke indtager en dominerende stilling, er meddelelsen bindende, indtil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbagekalder den. Stk.
- Misbrug efter stk. 1 kan f.eks. foreligge ved 1) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser, 2) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne, 3) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller 4) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens gen-stand. Stk.
- Med henblik på at bringe overtrædelser af stk. 1 til ophør kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede påbud, jf. §
- For at imødekomme de betænkeligheder, som Konkurrence- og Forbrugerstyrel-sen har i relation til stk. 1, kan styrelsen endvidere gøre tilsagn, som virksomheden har afgivet, bindende, jf. § 16 a, stk.
- Stk.
- Konkurrenceog Forbrugerstyrelsen kan efter anmeldelse fra en eller flere virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de for-hold, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har kendskab til, er om-fattet af stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk.
- Stk.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fastsætte nærmere reg-ler om det materiale, som skal foreligge til brug for en afgørelse efter stk. 2 eller 5, herunder om indsendelse af en ikkefortrolig udgave af en forespørgsel eller anmeldelse. Stk.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe afgørelse efter stk. 2 eller stk. 5, hvis afgørelsen kan have betydning for, om en eller flere virksomheder misbruger en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, og samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union mærkbart kan påvirkes heraf.” Artikel 101 og 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) lyder: ”Artikel 101
- Alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, er uforenelige med det indre marked og er forbudt, 17 navnlig sådanne, som består i: a) direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser b) begrænsning af eller kontrol med produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer c) opdeling af markeder eller forsyningskilder d) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen e) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.
- De aftaler eller vedtagelser, som er forbudt i medfør af denne artikel, har ingen retsvirkning.
- Bestemmelserne i stk. 1 kan dog erklæres uanvendelige på: — enhver aftale eller kategori af aftaler mellem virksomheder — enhver vedtagelse eller kategori af vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, og — enhver samordnet praksis eller kategori deraf som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, og uden at der: a) pålægges de pågældende virksomheder begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål b) gives disse virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer. Artikel 102 En eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling på det indre marked eller en væsentlig del heraf er uforenelig med det indre marked og forbudt, i den udstrækning samhandelen mellem medlemsstater herved kan påvirkes. 18 Misbrug kan især bestå i: a) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser b) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne c) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen d) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahen-ten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.” Af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af
- december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (nu TEUF artikel 101 og 102) fremgår bl.a.: ”
(5)For at sikre, at Fællesskabets konkurrenceregler håndhæves effek tivt, samtidig med at den grundlæggende ret til forsvar respekteres, bør der i denne forordning fastlægges bestemmelser om bevisbyrden for så vidt angår traktatens artikel 81 og
- Det bør påhvile den part eller myndighed, der gør en overtrædelse gældende, at føre det krævede be-vis for, at der foreligger en overtrædelse af traktatens artikel 81, stk. 1, og artikel
- Det bør påhvile den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre det krævede bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende er opfyldt. Denne forordning berører hverken de nationale regler om krav til bevisstyrken eller den forplig-telse, der måtte påhvile medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og domstole til at bidrage til oplysningen af de relevante faktiske omstæn-digheder i en sag, forudsat at den pågældende lovgivning er forenelig med fællesskabsrettens almindelige principper. … Artikel 2 Bevisbyrde I samtlige medlemsstaters og Fællesskabets procedurer vedrørende anvendelsen af traktatens artikel 81 og 82 påhviler bevisbyrden for overtrædelse af traktatens artikel 81, stk. 1, eller artikel 82 den part eller myndighed, der gør overtrædelsen gældende. Bevisbyrden for, at betin- 19 gelserne i traktatens artikel 81, stk. 3, er opfyldt, påhviler de virksomheder og virksomhedssammenslutninger, der påberåber sig denne bestemmelse. …” Af Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af
- april 2010 om anven-delse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktions-måde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis fremgår bl.a.: ”
(2)Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis
(3)definerer en kategori af vertikale afta-ler, som af Kommissionen anses for normalt at opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk.
- I betragtning af de globalt positive erfarin-ger med anvendelsen af nævnte forordning, som udløber den
- maj 2010, samt under henvisning til de erfaringer, der er indhøstet siden dens udstedelse, bør der vedtages en ny gruppefritagelsesforordning.
(5)Fordelen ved gruppefritagelsen, der fastsættes i denne forordning, bør være begrænset til vertikale aftaler, der med tilstrækkelig sikkerhed kan antages at opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3. …
(10)Denne forordning bør ikke fritage vertikale aftaler, som indeholder begrænsninger, som kan begrænse konkurrencen og skade forbrugerne, eller som ikke er nødvendige til at opnå de effektivitetsfremmende virkninger. Navnlig bør vertikale aftaler, som indeholder visse former for alvorlige konkurrencebegrænsninger, såsom mindste og faste videresalgspriser samt visse former for områdebeskyttelse, ikke være omfattet af den gruppefritagelse, der indføres ved denne forordning, uanset de deltagende virksomheders markedsandel. … Artikel 1 Definitioner 1. I denne forordning forstås ved:
- a)»vertikal aftale«: aftaler eller samordnet praksis mellem to eller flere virksomheder, der i relation til denne aftale eller denne praksis virker inden for forskellige produktions- eller distributionsled, når denne af-tale eller denne praksis vedrører de betingelser, hvorpå parterne kan købe, sælge eller videresælge visse varer eller tjenester … 20 Artikel 2 Fritagelse 1. I henhold til traktatens artikel 101, stk. 3, og med forbehold af denne forordnings bestemmelser erklæres traktatens artikel 101, stk. 1, herved uanvendelig på vertikale aftaler. Denne fritagelse finder anvendelse for så vidt som disse aftaler indeholder vertikale begrænsninger. … Artikel 3 Markedsandelstærskel 1. Fritagelsen efter artikel 2 gælder under forudsætning af, at leverandørens markedsandel ikke overstiger 30 % af det relevante marked, hvor han sælger aftalevarerne eller -tjenesterne, og at køberens mar-kedsandel ikke overstiger 30 % af det relevante marked, hvor han køber aftalevarerne eller -tjenesterne. … Artikel 4 Begrænsninger, som fjerner fordelen ved gruppefritagelse (alvorlige konkurrencebegrænsninger) Fritagelsen efter artikel 2 gælder ikke for vertikale aftaler, der, direkte eller indirekte, alene eller kombineret med andre faktorer, som parterne har afgørende indflydelse på, har følgende formål:
- a)…
- b)begrænsning af det område eller den kundegruppe, hvortil køberen, som er part i aftalen, med forbehold af en begrænsning med hensyn til forretningssted må sælge kontraktsvarerne og -tjenesterne, undtagen:
- i)begrænsning af aktivt salg ind i det eksklusivområde eller til den eksklusive kundegruppe, som er reserveret leverandøren, eller som leverandøren har tildelt en anden køber, forudsat at begrænsningen ikke begrænser køberens kunders salg
- ii)begrænsning af køberens salg til slutbrugere, hvis køberen driver virksomhed i engrosleddet iii) begrænsning af de i et selektivt distributionssystem deltagende virksomheders salg til uautoriserede forhandlere på det område, som leverandøren har afsat til at drive systemet, og 21
- iv)begrænsning af køberens mulighed for at sælge komponenter, der leveres med henblik på montering, til kunder, som vil anvende dem til produktion af samme type varer som de af leverandøren producerede
- c)…” Anbringender Konkurrencerådet har supplerende anført navnlig, at landsrettens tilgang til prøvelse af den foretagne markedsafgrænsning bygger på en forkert forståelse af reglerne for gennemførelse af markedsafgrænsninger og dominansvurderin-ger i konkurrencesager, herunder en meget formalistisk tilgang til kravene til at gennemføre markedsundersøgelser, og hvilke beviser som kan anvendes i den forbindelse, og at prøvelsen er i strid med højesteretspraksis. Der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte konkurrencemyndighedernes skønsmæs-sige vurderinger, jf. f.eks. UfR 2020.524 H. Domstolene kan i den forbindelse prøve bl.a., om konkurrencemyndighedernes skøn hviler på et urigtigt eller mangelfuldt grundlag. Det påhviler som udgangspunkt den, der anfægter konkurrencemyndighedernes skøn, at godtgøre, at der foreligger mangler ved grundlaget for skønsudøvelsen, og at manglerne har haft betydning for rådsafgørelsens indhold, jf. UfR 2023.3601 H. Deutz har ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte konkurrencemyndighedernes afgørelse. Landsrettens kritik af markedsafgrænsningen er baseret på en isoleret og selek-tiv læsning af enkelte oplysninger i sagen. Landsretten ser helt bort fra, at der er omfattende beviser for, hvordan parterne selv og de andre mest centrale aktører på markedet opfattede mulighederne for at skaffe reservedele u den om Deutz’ forhandlernetværk. Der er ved Konkurrencerådets vurdering af gruppefritagelsens anvendelse på aftalen mellem Deutz og DMN lagt vægt på, at Deutz var den eneste udbyder på det relevante marked med en markedsandel på 100 %. Aftalen er derfor ikke omfattet af den vertikale gruppefritagelse, da gruppefritagelsen kun finder anvendelse på betingelse af, at aftaleparternes markedsandel ikke overstiger 30 % på det relevante marked, jf. artikel 3, stk. 1, i Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (gruppefritagelsesforordningen). Endvidere er landsrettens fortolkning og anvendelse af gruppefritagelsesforordningen forkert. Der er tale om en generel og principiel fortolkning, der som anført af Kommissionen er til skade for den ensartede anvendelse af TEUF arti-kel 101 i EU. Landsrettens fortolkning af gruppefritagelsesforordningens artikel 4, litra b, er i strid med formålet, ordlyden og opbygningen af den vertikale gruppefritagelse og dermed i sidste ende med TEUF artikel 101. 22 Allerede fordi aftalen mellem Deutz og DMN ikke er en vertikal aftale i gruppefritagelsens forstand, finder den vertikale gruppefritagelse ikke anvendelse. Aftalen mellem Deutz og DMN angår ikke de betingelser, hvorpå DMN måtte købe, sælge eller videresælge visse varer eller tjenesteydelser, jf. artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 1, stk. 1, litra a, i gruppefritagelsesforordningen. Af-talen går ud på, at Deutz sammen med DMN skulle blokere for en række reser-vedele, der var centrale for DSB-udbuddet, således at Equipco og andre for-handlere ikke kunne levere til Fleco/DSB uden om DMN. Formålet med aftalen var, at Flecos kontrakt med DSB, som bl.a. byggede på lovlig parallelimport fra Equipco, skulle undermineres, så forretningen blev skubbet til DMN, der her-ved kunne opnå en fortjeneste. En sådan aftale udgør en alvorlig begrænsning af konkurrencen. Der er i Konkurrencerådets afgørelse givet en begrundelse, der er tilstrækkelig til, at Deutz og DMN har kunnet forstå og forholde sig til, at aftalen mellem Deutz og DMN er i strid med konkurrencelovens § 6 og TEUF artikel 101, og at aftalen efter rådets opfattelse ikke er gruppefritaget. Domstolene kan om nød-vendigt ”reparere” på de angivelige begrundelsesmangler eller fremkomme med sin egen begrundelse. Deutz har supplerende anført navnlig, at det ikke er bevist, at Deutz har over-trådt konkurrencereglerne. Denne bevisbyrde påhviler udtrykkeligt Konkurren-cerådet i medfør af artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82. Det påhviler ikke Deutz at godtgøre, at der foreligger mangler ved grundlaget for Konkurrencerådets skønsudøvelse, og at manglerne har haft betydning for afgørelsens indhold. Deutz har imidlertid godtgjort, at der foreligger mangler ved grundlaget for skønsudøvelsen, og at de har haft betydning for afgørelsens indhold. Landsretten har derfor med rette ophævet afgørelsen. Hvis Højesteret måtte finde, at der foreligger en aftale mellem Deutz og DMN, er det ikke godtgjort, at den har til formål at begrænse konkurrencen mærkbart. Konkurrencerådet har i sin afgørelse lagt til grund, at den påståede aftale mel-lem Deutz og DMN er en vertikal aftale. Dette er tiltrådt af landsretten og end-videre antaget af Kommissionen. Konkurrencerådet er imidlertid nu af den op-fattelse, at den påståede aftale mellem Deutz og DMN helt falder uden for den vertikale gruppefritagelse. Rådets nye standpunkt er udtryk for en efterrationa-lisering, og hvis Højesteret finder, at den påståede aftale mellem Deutz og DMN helt falder uden for den vertikale gruppefritagelse, må sagen hjemvises. Aftalen mellem Deutz og DMN er indgået mellem virksomheder på forskellige niveauer i forsyningskæden, og den angår betingelserne for Deutz’ salg af varer og er derfor efter sin karakter vertikal. 23 Som følge af den mangelfulde markedsafgrænsning og rådets manglende undersøgelse af DMN’s markedsandel er der ikke grundlag for at konstatere, at Deutz’ og DMN’s markedsandele overstiger tærsklen på 30 % efter gruppefrita gelsen, hvilket landsretten også tiltrådte. Aftalen falder derfor ikke uden for anvendelsesområdet for den vertikale gruppefritagelsesordning efter forordnin-gens artikel 3. Det afgørende bliver, om den påståede aftale indeholder alvorlige konkurrencebegrænsninger omfattet af undtagelsen i forordningens artikel 4, herunder navnlig litra b. Idet den påståede aftale mellem DMN og Deutz ikke pålagde køberen (her DMN) begrænsninger navnlig i forhold til købers passive salg, men alene pålagde Deutz forpligtelser, har landsretten med rette fundet, at afta-len er omfattet af gruppefritagelsen. Konkurrencerådets synspunkt om, at en aftale mellem Deutz og DMN om at medvirke til at fremme indgåelsen af ulovlige aftaler mellem Deutz og andre forhandlere ikke kan gruppefritages, har intet retligt grundlag. Synspunktet indebærer en meget snæver fortolkning af gruppefritagelsesforordningen, der medfører, at også aftaler, der ikke udtrykkeligt er opregnet i artikel 4 om alvor-lige konkurrencebegrænsninger, er undtaget fra gruppefritagelsen. Den forståelse af artikel 4, litra b, som Konkurrencerådet med støtte fra Kommissionen argumenterer for, kan alene nås ved at fortolke bestemmelsen imod dens klare ordlyd. EU-Domstolens fortolkningsstil tillader ikke en sådan æn-dring – via ”fortolkning” – af i øvrigt klare bestemmelser. Det kan ikke føre til en fortolkning mod bestemmelsens ordlyd, at aftaler om hindring af parallelhandel ifølge fast praksis er konkurrencebegrænsende, idet den påståede aftale mellem Deutz og DMN netop ikke er en aftale mellem en leverandør og dennes kunde om, at kunden skal undlade passivt salg. Det er i overensstemmelse med gruppefritagelsen at fritage en aftale, der har til formål at begrænse konkurrencen ved et forbud mod passivt salg ind i en medlemsstat, idet gruppefritagelsen ikke kun har til formål at sikre markedsintegration, men også har til formål på en enkel måde at fritage et enormt antal vertikale aftaler, der findes i sædvanlige distributionsforhold, fra konkurrencereglernes forbuds-bestemmelser. Der er endvidere ikke grundlag for at fastslå, at bestemmelser om absolut territorial beskyttelse konsekvent er blevet undtaget fra gruppefritagelsen. De kil-der, som Kommissionen henviser til i den forbindelse, har ikke absolut karak-ter, og det fremgår udtrykkeligt af Kommissionens retningslinjer for vertikale begrænsninger (EU-Tidende C 130 af 19. maj 2010), at undtagelsen fra gruppe-fritagelsens anvendelsesområde omfatter de tilfælde, hvor køberen i henhold til den pågældende vertikale aftale pålægges at afstå fra passivt salg. 24 Deutz tilslutter sig i øvrigt det, som DMN har anført om den påståede overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Aktieselskabet af 04.06.1965 (DMN) har supplerende anført navnlig, at selska-bet alene har interesse i spørgsmålet om den påståede overtrædelse af forbud-det mod konkurrencebegrænsende aftaler. Den påståede aftale ville have været gruppefritaget fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i henhold til gruppefritagelsesforordningen. Den påståede aftale ville udgøre en "vertikal aftale" i henhold til gruppefritagelsesforordningens artikel 1, stk. 1, litra a, og ikke være omfattet af undtagelsen i forordningens artikel 3, idet DMN’s og Deutz' markedsandele ikke oversteg markedsandelstærsklerne. Aftalen ville endvidere ikke være omfattet af ordly-den af gruppefritagelsesforordningens artikel 4, litra b, da den ikke indebar en begrænsning af DMN’s videresalg, men derimod, at Deutz skulle indgå aftale med Equipco om, at Equipco ikke måtte foretage passivt salg. Ordlyden af artikel 4, litra b, er så klar og utvetydig, at den ikke efterlader rum for en udvidende fortolkning. Selv hvis der skal foretages en udvidende fortolk-ning af artikel 4, litra b, er der ikke grundlag for at fortolke bestemmelsen som Konkurrencerådet og Kommissionen. Gruppefritagelsesforordningens præambelbetragtninger, herunder navnlig 5. og 10. betragtning, kan ikke begrunde, at artikel 4, litra b, udstrækkes til at omfatte en type aftale, der ikke er omfattet af ordlyden af bestemmelsen. Det bestrides ikke, at en aftale mellem en leverandør og en køber, om at denne køber skal undlade passivt salg til kunder i et bestemt område, kunne være omfattet af artikel 4, litra b. Det støtter imidlertid ikke, at det samme gælder en af-tale mellem en leverandør og en køber om, at leverandøren skal begrænse vide-resalg fra andre købere, der ikke er part i den pågældende aftale. Gruppefritagelsesforordningen har til formål at fritage visse kategorier af afta-ler fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Endvidere må det anta-ges, at forordningen har til formål at øge den retlige forudsigelighed for virk-somheder ved at gruppefritage en lang række konkurrencebegrænsende aftaler, uden at virksomhederne behøver at foretage en vurdering af, om betingelserne for individuel fritagelse i henhold til TEUF artikel 101, stk. 3, måtte være op-fyldt. Hverken Konkurrencerådets eller Konkurrenceankenævnets bedømmelse af, om den påståede aftale havde til formål at begrænse konkurrencen, levede op til de krav, der er fastslået i EU-praksis og dansk praksis, herunder Højesterets dom i UfR 2020.524 H. Konkurrencemyndighederne inddrog ikke aftalens ret-lige og økonomiske sammenhæng og foretog ikke en korrekt vurdering af, 25 hvorvidt aftalen rummede et sådant potentiale af konkurrenceskadelige virk-ninger, at det ikke var fornødent at påvise faktisk indtrådte skadevirkninger. Således konstaterede Konkurrenceankenævnet alene, at aftalen var egnet til at skade konkurrencen. En domstolsprøvelse af en afgørelse fra konkurrencemyndighederne skal begrænse sig til en prøvelse af, om den begrundelse, der indgår i afgørelsen, giver et tilstrækkeligt grundlag for afgørelsens konklusion. Hvis Højesteret måtte finde, at den påståede aftale ikke udgjorde en vertikal aftale i gruppefritagelsesforordningens forstand, og herefter konkluderede, at den påståede aftale havde til formål at begrænse konkurrencen, ville Højesterets konklusioner være base-ret på en ny og anden begrundelse end konkurrencemyndighedernes. Det ville stride mod grundlæggende procesretlige og forvaltningsretlige principper. DMN tilslutter sig i øvrigt det, som Deutz har anført om den påståede overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Europa-Kommissionen har anført navnlig, at Kommissionens interesse alene vedrører den abstrakte fortolkning af gruppefritagelsesforordningens artikel 4, litra b. Landsretten begik en fejl, da retten foretog en ren ordlydsfortolkning af artikel 4, litra b, uden at inddrage andre fortolkningsmomenter såsom den sammen-hæng, hvori bestemmelsen indgår, de mål, der forfølges med bestemmelsen, og bestemmelsens tilblivelseshistorie. Landsrettens fortolkning indebærer, at en aftale mellem en leverandør og den-nes køber om, at leverandøren skal forbyde sine andre købere at sælge leveran-dørens varer ind i et bestemt område eller til en bestemt kundegruppe, er grup-pefritaget, selv om sådanne aftaler mellem leverandøren og dennes andre kun-der vil være i strid med TEUF artikel 101, stk. 1, og ikke kan fritages i henhold til artikel 101, stk. 3. Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at undtagelser generelt skal fortolkes strengt. Domstolen har udtalt, at undtagelsesbestemmelserne i en gruppefritagelsesforordning ikke må fortolkes udvidende og ikke kan fortolkes således, at forordningens virkninger udstrækkes ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte de interesser, som de har til formål at sikre. Gruppefritagelsesforordningen skal fortolkes i lyset af forordningens formål – herunder at sikre markedsintegration – med henblik på at sikre forordningens effektivitet. En aftale mellem en leverandør og dennes kunde, om at kunden skal undlade passivt salg til kunder i et bestemt område, hindrer parallelhandel. Hindring af parallelhandel har ifølge EU-Domstolens faste praksis til formål at begrænse 26 konkurrencen. En sådan begrænsning af konkurrencen vil – hvis den kan påvirke handlen mellem medlemsstater – være forbudt, jf. TEUF artikel 101, stk. 1. Det er meget vanskeligt at forestille sig situationer, hvor sådanne aftaler kan retfærdiggøres i henhold til artikel 101, stk. 3. Bestemmelser, der giver absolut territorial beskyttelse til en eksklusiv distribu-tør, er konsekvent blevet undtaget fra gruppefritagelse, idet sådanne bestem-melser har til formål at opdele det indre marked og dermed skader et af EU’s grundlæggende mål. Kommissionens retningslinjer for vertikale begrænsninger (EU-Tidende C 130 af 19. maj 2010) understreger, at selv hvis en forhandler er blevet udpeget som eneforhandler i et område, skal det altid være muligt for andre forhandlere at foretage passivt salg ind i området. En leverandør, der beskytter sine forhand-lere mod passivt salg, kan ikke nyde godt af gruppefritagelse. Hvis aftalen mellem Deutz og DMN var gruppefritaget som følge af, at den ikke begrænser det område eller den kundegruppe, hvortil DMN måtte sælge de relevante varer, ville det indebære, at parterne i henhold til gruppefritagelsesforordningen lovligt kunne aftale, at Deutz skulle indgå aftaler, der havde til formål at begrænse konkurrencen i strid med TEUF artikel 101, stk. 1, og som ikke kunne fritages i henhold til artikel 101, stk. 3, da de indeholder hardcorerestriktioner. En aftale, der reelt forpligter en virksomhed til at indgå aftaler, der har til formål at begrænse konkurrencen i strid med artikel 101, stk. 1, og som ikke kan fritages i henhold til artikel 101, stk. 3, kan ikke være gruppefrita-get. Artikel 4, litra b, skal derfor fortolkes således, at aftaler mellem en leverandør og en kunde, der indeholder en bestemmelse om, at leverandøren skal forpligte sine øvrige kunder til ikke at sælge leverandørens varer ind i et bestemt område eller til en bestemt kundegruppe, ikke er gruppefritaget i henhold til gruppefritagelsesforordningen. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstillinger Ved afgørelse af 12. juni 2013 meddelte Konkurrencerådet Deutz AG, at Deutz har overtrådt forbuddet mod misbrug af dominerende stilling i artikel 102, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
§ 11, stk.
3, nr. 2. Deutz har ifølge afgørelsen overtrådt forbuddet ved fra juli 2010: ”at forhindre sin forhandler i Nederlandene, Equipco B.V., i at ekspor-tere reservedele, der kun kan erhverves via Deutz AG til brug for reno-vering og vedligehold af DSB’s Deutz AG TCD201 5-motorer, 27 at nægte gennem Equipco B.V. at sælge reservedele til DSB’s TCD2015 motorer, der kun kan erhverves via Deutz AG til brug for renovering og vedligehold af disse motorer, at nægte at levere reservedele, der kun kan erhverves via Deutz AG, til sine forhandlere af reservedele, som ønsker at videresælge reservede-lene til brug for renovering og vedligehold af DSB’s TCD2015 -motorer, og ved at pålægge sine forhandlere af reservedele til Deutz-motorer ikke at indgå aftaler om salg og videresalg af reservedele, der kun kan erhver-ves via Deutz AG til brug for renovering og vedligehold af DSB’s TCD2015motorer.” Konkurrencerådet påbød Deutz at bringe overtrædelserne til ophør og at afstå fra adfærd, der har samme eller tilsvarende virkning som de konstaterede overtrædelser samt at give sine forhandlere en orientering som nærmere beskrevet i afgørelsen. Endvidere meddelte Konkurrencerådet i afgørelsen Deutz og Diesel Motor Nor-dic A/S (nu Aktieselskabet af 04.06.1965, i det følgende DMN), at de har over-trådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i TEUF artikel 101, stk. 1, litra c,
§ 6, stk.
2, nr. 3, ved i forlængelse af deres distributionsaftale at have indgået aftale om, at Deutz skal hindre parallelimport og passivt salg af reservedele fra Deutz’ forhandlernetværk, herunder Equipco, til brug for renovering og vedligehold af DSB's TCD2015-motorer. Konkurrencerådet påbød Deutz og DMN at bringe overtrædelsen til ophør og at afstå fra at indgå aftaler, der har samme eller tilsvarende formål som den ulovlige aftale. Konkurrencerådet har om forløbet i 2010 lagt følgende til grund: DSB henvendte sig i begyndelsen af 2010 til Deutz, idet DSB skulle have renoveret 404 TCD2015-motorer, der var produceret hos Deutz, og som benyttedes i DSB’s IC3 -tog. DSB og Deutz gennemførte et motoreftersyn for at fastslå, hvilke reservedele det ville være nødvendigt at udskifte. Der blev arbejdet med to mu-lige løsninger; en exchange-løsning, hvor Deutz ville bytte de motorer, der skulle repareres, en ad gangen med motorer, der allerede var repareret, og en kit-løsning, hvor de dele, der skulle udskiftes, blev leveret i et kit. DSB forhandlede herefter med Deutz og DMN, men DSB valgte hverken exchange- eller kit-løsningen, dels fordi der var tale om dyre løsninger, dels fordi Deutz efter DSB’s opfattelse forsøgte at udnytte situationen ved at udarbejde en 28 kitliste med flere reservedele end nødvendigt. DSB udarbejdede i stedet sin egen liste med reservedele, der skulle udskiftes, idet DSB samtidig gjorde klar til at udvide sit eget værksted med henblik på selv at udføre en del af arbejdet. DSB forsøgte via et EU-udbud at finde en leverandør af reservedele. Deutz anbefalede sine samhandelspartnere ikke at byde på udbuddet. Det lykkedes ikke DSB at indgå en kontrakt på grundlag af udbuddet. DSB indledte herefter individuelle forhandlinger med flere forskellige markedsaktører, herunder DMN, Deutz og Fleco ApS. Fleco havde i den anledning forhandlinger med Deutz’ hollandske forhandler Equipco. Equipco gav under forhandlingerne udtryk for, at Equipco ikke kunne levere reservedele til Fleco uden tilladelse fra Deutz. DSB indgik den
- juli 2010 en aftale med Fleco om levering af reservedele. Den
- juli 2010 var Equipco til møde hos Deutz i Køln. Equipcos endelige til-bud til Fleco blev afgivet den
- juli 2010 og var uden forbehold. Den
- juli 2010 mødtes Deutz og DMN hos Deutz i Køln. Det fremgår af en mail fundet hos DMN, at Deutz og DMN på mødet aftalte, at Equipco ikke skulle have lov til at levere til Fleco. Samme dag tilbagekaldte Equipco sit tilbud til Fleco. Deutz iværksatte en blokering af strategiske reservedele for at hindre Equipco og andre Deutz-forhandlere i at få de reservedele, der var nødvendige for at re-novere DSB’s TCD2015-motorer. Det fremgår af en mail fundet hos Deutz, at en ledende medarbejder i Deutz havde besluttet: ”luk døren, tørlæg dem, forsøg at skubbe forretningen til DMN ”. I mails fundet hos DMN anslås det, at blokerin-gen omfattede ca. 30 % af de reservedele, der var nødvendige for renoverings-opgaven, og af en mail fra Deutz til DMN fremgår, at det kunne udelukkes, at Fleco ville være i stand til i større omfang at levere reservedele til renovering af DSB’s TCD2015-motorer. Det fremgår af en mail fundet hos DMN, at DMN for-ventede, at DSB ville være nødt til at kontakte DMN for levering. Deutz’ leveringsnægtelse og aftalen om hindring af parallelhandel gennem forhandlernetværket virkede. Fleco forsøgte at bestille de nødvendige reservedele hos flere forskellige forhandlere og producenter, men det lykkedes kun i få til-fælde at få leveret reservedele. DSB endte herefter med at bestille reservedele hos DMN. Konkurrenceankenævnet stadfæstede den
- december 2013 Konkurrencerådets afgørelse. Sagen angår, om der er grundlag for at tilsidesætte Konkurrenceankenævnets afgørelse. 29 Sagens ene hovedspørgsmål er, om der er grundlag for at tilsidesætte Konkurrenceankenævnets afgørelse om, at Deutz har overtrådt forbuddet mod mis-brug af dominerende stilling i TEUF artikel 102
§ 11
, her-under navnlig om der er grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, hvorledes markedet for reservedele til DSB’s TCD2015 -motorer skulle afgræn-ses, om Deutz havde en dominerende stilling på dette marked, og om Deutz i givet fald har misbrugt sin dominerende stilling. Det andet hovedspørgsmål er, om der er grundlag for at tilsidesætte Konkurrenceankenævnets afgørelse om, at Deutz og DMN har overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i TEUF artikel 101
§ 6
. Spørgsmålet er navnlig, om Deutz og DMN har indgået en aftale, der har til formål at begrænse konkurrencen, og i givet fald om aftalen er omfattet af anvendelsesområdet for den vertikale gruppefritagelse i Kommissionens forord-ning (EU) nr. 330/2010 af
- april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (gruppefritagelsesforordningen, nu Kommissio-nens forordning (EU) nr. 2022/720 af
- maj 2022). Endvidere er der spørgsmål, om Konkurrenceankenævnets afgørelse er ugyldig som følge af bl.a. sagsbehandlingsfejl, og om påbuddet til Deutz om at orientere sine forhandlere er for vidtgående. Domstolsprøvelsen Domstolsprøvelsen af konkurrencemyndighedernes afgørelser omfatter i sager som den foreliggende fuldt ud det faktuelle grundlag og retsanvendelsen, mens tilsidesættelse af vurderinger, der i det væsentlige bygger på et konkurrencemæssigt skøn, forudsætter et sikkert grundlag, jf. Højesterets domme af
- juni 2014 (UfR 2014.2663) og
- november 2019 (UfR 2020.524). Det påhviler som udgangspunkt den, der anfægter myndighedernes skøn, at godtgøre, at der foreligger mangler ved grundlaget for skønsudøvelsen, og at manglerne har haft betydning for afgørelsens indhold, jf. Højesterets dom af
- april 2023 (UfR 2023.3601). Forbuddet mod misbrug af dominerende stilling Ved vurderingen af, om en virksomhed har en dominerende stilling, skal der foretages en afgrænsning af det relevante marked, jf. bl.a. konkurrencelovens § 5 a. Hvorledes det relevante marked konkret skal afgrænses, beror på et konkurrencemæssigt skøn. Hvorvidt en virksomhed har en dominerende stilling på markedet, beror ligeledes på et konkurrencemæssigt skøn. 30 Ifølge det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip og artikel 2 i Rådets forord-ning (EF) nr. 1/2003 af
- december 2002 påhviler det konkurrencemyndighe-derne at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne foretage disse skønsmæssige vurderinger, herunder at sikre sig, at de indhentede oplysninger er tilstrækkelige til at kunne træffe afgørelse, og at der er en sådan sikkerhed om oplysningernes pålidelighed, at det er forsvarligt at træffe afgørelse. Højesteret bemærker, at det må afgøres fra sag til sag, hvilke oplysninger der skal indhentes, idet dette afhænger af bl.a. omstændighederne i den enkelte sag, herunder sagens forløb og de involverede parters adfærd. Konkurrencemyndighederne har vurderet, at der kunne afgrænses et marked for udbud af unikke reservedele til TCD2015-motoren, der kun kan erhverves via Deutz, og at Deutz er den eneste udbyder på dette marked. Denne vurdering er baseret på konkurrencemyndighedernes undersøgelser, herunder indhentede oplysninger fra DSB, korrespondance mellem og internt i Deutz og DMN og en interviewundersøgelse omfattende forskellige virksomhe-der inden for branchen for motorreservedele. Det fremgår heraf bl.a., at DSB af sikkerhedsmæssige grunde stiller krav om, at visse reservedele, bl.a. motorblokke, knastaksler og krumtappe, skal være originale. Det fremgår endvidere, at Deutz og DMN vurderede, at Deutz kunne forhindre, at Fleco i stort omfang kunne levere dele til istandsættelse af togmotorerne, idet Deutz kunne blokere ca. 30 % af de nødvendige reservedele. Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at konkurrencemyndighedernes undersøgelser har været mangelfulde eller utilstrækkelige, ligesom det ikke er godtgjort, at konkurrencemyndighedernes konklusioner er baseret på faktuelt forkerte oplysninger. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte konkurrencemyndighedernes vurderinger med hensyn til, hvorledes det relevante marked skal afgrænses, og med hensyn til Deutz ’ stilling på markedet, herunder at Deutz havde en mar-kedsandel på 100 % på det relevante marked. Højesteret finder ligesom Sø- og Handelsretten, at konkurrencemyndighederne med rette har lagt til grund, at Deutz i 2010 iværksatte leveringsnægtelse og hindring af parallelhandel til Fleco af de unikke reservedele med henblik på at forhindre Fleco i at opfylde sin kontrakt med DSB. Ligesom Sø- og Handelsret-ten lægger Højesteret vægt på, at en ledende medarbejder i Deutz havde be-stemt, at ”døren” skulle lukkes, og at hans medarbejdere skulle forsøge at ”skubbe forretningen over til DMN” , og på det efterfølgende forløb, som viser, at beslutningen blev effektueret konsekvent og systematisk af Deutz, herunder 31 med sletning af reservedele i Deutz’ bestillingssystem, løbende monitorering af blokeringens effektivitet samt kontakt til blandt andet DMN om blokeringen. Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte konkurrencemyndighedernes vurdering, hvorefter leveringsnægtelsen medførte udelukkelse af den effektive konkurrence på markedet for reparation og vedligeholdelse af TCD2015-moto-rer. Der er på den anførte baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Konkurrenceankenævnets afgørelse for så vidt angår spørgsmålet, om Deutz har overtrådt forbuddet mod misbrug af dominerende stilling i TEUF artikel 102
§ 11
. Forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler Højesteret finder, at konkurrencemyndighederne med rette har lagt til grund, at Deutz og DMN den
- juli 2010 indgik en aftale om, at Deutz skulle hindre parallelimport og passivt salg af reservedele fra Deutz’ forhandlernetværk, herun -der fra Equipco i Holland, til brug for renovering og vedligehold af DSB's TCD2015motorer. Højesteret har herved lagt vægt på oplysningerne om forløbet i forbindelse med, at Equipco afgav tilbud uden forbehold til Fleco den
- juli 2010 og tilba-gekaldte tilbuddet den
- juli 2010, efter at Deutz havde holdt møde med DMN samme dag, herunder forklaringen fra ansatte i Equipco til de hollandske konkurrencemyndigheder om forløbet. Der er endvidere lagt vægt på oplysnin-gerne om DSB’s forudgående forgæves udbud og mailkorrespondancen mellem og internt i Deutz og DMN om mulighederne for at forhindre, at Fleco kunne opfylde sin aftale med DSB om levering af Deutz-reservedele. Højesteret finder ligesom Sø- og Handelsretten, at aftalen skulle sikre DMN absolut områdebeskyttelse, og at aftalen derfor efter sin karakter i den givne markedsmæssige sammenhæng objektivt bedømt rummede et sådant potentiale af konkurrenceskadelige virkninger, at det ikke er fornødent at påvise faktisk indtrådte skadevirkninger. Allerede fordi Deutz havde en markedsandel på 100 % af det relevante marked, er aftalen ikke omfattet af den vertikale gruppefritagelse, jf. gruppefritagelsesforordningens artikel
- Højesteret bemærker i øvrigt, at det ikke er bestridt, at en aftale mellem en leverandør og en køber om, at køberen ikke må foretage passivt salg ind i et eksklusivområde, som leverandøren har tildelt en anden køber, ikke er gruppefritaget i medfør af gruppefritagelsesforordningen. 32 Den foreliggende aftale mellem Deutz og DMN gik ud på, at Deutz skulle blo-kere for salg uden om DMN af Deutz-reservedele til brug for DSB’s renove ringsprojekt, herunder ved at forhindre Equipco i at foretage passivt videresalg af Deutz’ produkter til Fleco, således at DSB og Fleco ville være nødt til at købe produkterne hos DMN. Højesteret finder, at aftalen – hvis den ikke var undtaget gruppefritagelsen allerede i medfør af gruppefritagelsesforordningens artikel 3 – ville være undtaget den vertikale gruppefritagelse efter sin karakter, uanset at den som nævnt ikke går ud på at forbyde DMN selv, men andre af Deutz’ forhandlere, at foretage passivt salg til DSB. Der er på den anførte baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Konkurrenceankenævnets afgørelse for så vidt angår spørgsmålet, om Deutz og DMN har overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i TEUF artikel 101
§ 6
. Andre spørgsmål om mangler ved afgørelsen Højesteret finder, at det ikke er godtgjort, at konkurrencemyndighederne har begået fejl, der kan antages at have haft betydning for myndighedernes afgørel-ser. Der er i lyset af sagens omstændigheder heller ikke grundlag for at anse på-buddet om orientering af forhandlere for mere vidtgående, end formålet tilsi-ger. Konklusion og sagsomkostninger Højesteret stadfæster Sø- og Handelsrettens dom og tager Konkurrencerådets tilbagebetalingspåstande til følge. Efter sagens udfald skal Deutz betale sagsomkostninger for landsret og Højeste-ret med i alt 1.000.000 kr. til Konkurrencerådet til dækning af advokatudgift, mens Aktieselskabet af 04.06.1965 skal betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til Konkurrencerådet med i alt 508.500 kr., hvoraf 8.500 kr. er til dækning af retsafgift for Højesteret og 500.000 kr. til dækning af advokatudgift. THI KENDES FOR RET: Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes. Deutz AG skal betale 950.800 kr. til Konkurrencerådet med procesrente fra den 25. oktober 2023. Aktieselskabet af 04.06.1965 skal betale 356.000 kr. til Konkurrencerådet med procesrente fra den 25. oktober 2023. 33 I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Deutz AG betale 1.000.000 kr. til Konkurrencerådet. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Aktieselskabet af 04.06.1965 betale 508.500 kr. til Konkurrencerådet. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsi-gelse. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 03-12-2024 kl. 12:00 Modtagere: Advokat (H) Jacob Pinborg, Indstævnte Deutz AG, Advokat (H) Erik KjærHansen, Appellant Konkurrencerådet