SØ-OG HANDELSRETTEN DOM afsagt den 5. april 2024 Sag BS-14227/2022-SHR Forbrugerombudsmanden (chefkonsulent Anden partsrepræsentant) mod Tryg Forsikring A/S (advokat Pia Kirstine Voldmester) Denne afg

§§ 36

og 38 b og c Tryg har i perioden fra marts 2016 til februar 2020 med hjemmel i Vilkåret forhøjet prisen på visse af Trygs privatforsikringer uden at varsle forbrugerne om præmiestigningen (E s. 122). I stedet for at varsle prisstignin-gerne forud for deres ikrafttræden har Tryg efter aftaleændringen vist forbrugerne deres nye samlede pris inkl. indeksreguleringen og den uvarslede prisstigning på fx fakturaer, girokort, forbrugernes ”egen side” på Trygs hjemmeside, betalingsserviceoversigter og/eller den år-lige forsikringsoversigt (E s. 101, 104-108). Tryg har også i nogle tilfælde anvendt teksten ”vi har indekseret og reguleret din pris ” i forbindelse med forbrugernes betalingsserviceoversigter eller girokort. Ingen af disse til- tag udgør tilstrækkelige varsler (MS s. 75, 157-162, 182, 185, 211, 214-216, 219-220, 224-225, 230-234, 247, 250). Det er forbrugere, der uden varsel har fået forhøjet præmien på deres privatforsikringer hos Tryg. De forbrugerbeskyttende regler i aftaleloven finder derfor anvendelse, jf.

§ 38a, stk.

1, jf. stk. 2 (MS s. 7).

§ 38

c om urimelige aftalevilkår gennemfører artikel 3 i direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler ”Direktivet” (MS s. 70). Det følger af Direktivets bilag 1, pkt. 1, litra j, at kontraktsvilkår, hvis virkning eller formål er ”at tillade den erhvervsdrivende ensidigt at ændre kontraktvilkårene uden gyldig og i aftalen anført grund ”, er urimelige i en forbrugeraftale. Det fremgår videre, at litra j ikke forhindrer, at ”en erhvervsdrivende kan forbeholde sig ret til ensidigt at ændre vilkå-rene i en aftale, der er indgået på ubestemt tid, forudsat at han forpligtes til at underrette forbrugeren med et rimeligt varsel, og at denne kan opsige aftalen ”(MS s. 74). Vilkåret havde forud for 2016 følgende ordlyd (E s. 96): ” Vi kan ændre betingelserne og/eller prisen med 30 dages varsel før forsik -ringsperioden udløber. Når du betaler for forsikringen for en ny periode, accepterer du samtidig ændringerne, og forsikringen fortsætter med de æn-drede betingelser og/eller pris (min understregning).” Den nye formulering, der kom i begyndelsen af 2016 - Vilkåret - giver efter sin ordlyd Tryg en helt arbitrær og uspecificeret ret til ensidigt at foretage alle typer aftaleændringer kun begrænset af et over for forbrugerne udefineret væsentlighedskrav. Tryg har således ikke, hverken i Vilkåret eller i øvrigt ved dets indførelse eller efterfølgende, givet forbrugerne den vigtige oplysning, at selskabet bl.a. anså sig for berettiget til, på grundlag af Vilkåret, at foretage prisstigninger på helt op til 5 % uden forudgående varsel (E s. 96). Tryg har derfor ikke handlet loyalt og rime-ligt over for forbrugerne (MS s. 71, 81-82). Der er tale om et afgørende og byrdefuldt vilkår. Vilkåret skal derfor tilsidesættes som ugyldigt, fordi det vil være urimeligt, i strid med hæder-lig forretningsskik, og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettighe-der og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre Vilkåret gældende, jf.

§ 36, stk.

1 og/eller § 38 c, stk. 1 (MS s. 7, 34-35, 38-39). Ved vurderingen af, om det vil bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre Vilkåret gældende, skal den nationale domstol foretage en sammenligning af Vilkåret med den nationale baggrundsret, navnlig aftaleretten, der ville gælde, hvis Vilkåret ikke var vedtaget (MS s. 82). Den aftaleretlige baggrundsret giver ikke erhvervsdrivende mulighed for at ændre allerede aftalte priser i et løbende aftaleforhold til skade for forbrugerne, uden at forbrugerne varsles og gives mulighed for at opsige den eksisterende aftale, inde prisforhøjelsen træder i kraft (negativ aftalebinding) (MS s. 75, 157-162, 182, 185, 211, 214-216, 219-220, 224-225, 230-234, 247, 250). Et varsel udgør konkret et aftaleretligt påbud, der i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige principper skal være ”kommet frem” for at binde modtageren (MS s. 12, 237, 240-241, 246, 250). Allerede fordi der ikke er givet noget varsel – eller på anden vis aftalt prisforhøjelser udover indeksreguleringen – medfører Vilkåret, at der opstår en betydelig skæv-hed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, og at forbrugeren således ikke kan blive bundet af ændringen. Tryg har heller ikke opfyldt kravet om klarhed og gennemsigtighed i forbindelse med indgåelse af forbrugeraftaler, som følger af Direktivets ar-tikel 5 (MS s. 71-72, 79-80). Kravet er implementeret i

§ 38b, stk.

2 (MS s. 7, 38), hvorefter en skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal være udarbejdet på en klar og forståelig måde. Forbrugerne har ikke haft mulighed for på grundlag af klare og forståelige kriterier at forudse Vilkårets betydning og konsekvenser for aftaleforholdet (MS s. 182, 192), jf. også pkt. 1.12 nedenfor. Den manglende opfyldelse af gennemsigtig-hedskravet understøtter, at Vilkåret er urimeligt (MS s. 84-85). Vilkåret er ikke udtryk for en branchesædvane, og Tryg har ikke løftet bevisbyrden for, at det skulle være tilfældet (MS s. 32). Tværtimod har Danmarks næststørste forsikringsselskab, Topdanmark A/S, oplyst, at de i hvert fald ikke anvender en 5% grænse i forhold til vurderingen af krav om hhv. varsling og ikke-varsling (E s. 146-147). Hertil kommer, at Tryg var den første til at indføre et sådan vilkår. Med undtagelse af et udateret vilkår ligger alle de fremlagte konkurrenteksempler således op til flere år efter Trygs indførelse af Vilkåret (E 157-195). Betydningen af bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 19 Trygs synspunkt om, at Vilkåret ikke kan tilsidesættes som ugyldigt, fordi Tryg har handlet inden for rammerne af bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributørers § 19 (MS s. 28), er ikke korrekt. Bekendtgørelsen om god skik for forsikringsdistributører har et helt an-det formål end aftaleloven, og dens bestemmelser er ikke skrevet med det formål at blive kopieret direkte ind i forbrugeraftaler. Bekendtgørel-sen er en offentligretlig regulering med bl.a. bøde-, påbud-og tilsynshjemmel, herunder en strafhjemmel for forsikringsselskaber, der ikke overholder de særlige formkrav, der gælder ved varslinger. Ved siden af gælder aftaleretten, som regulerer de civilretlige konsekvenser af ikkevarslede aftaleændringer, herunder klarhedskravet i forbrugeraftaler (MS s. 45, 60, 63, 255, 275, 277-278). Trygs Vilkår lever ikke op til

klarhedskrav, når bestemmelsen fra bekendtgørelsens § 19 blot er kopieret 1:1 ind i aftalerne med forbrugerne. Bekendtgørelsens § 19 udgør et supplement til aftaleretten – et sæt offentligretlige regler, som forsikringsselskaber skal overholde ud over aftaleretten. Det kan derimod ikke sluttes, at forsikringsselskaber blot ved at overholde bekendtgørelsen også overholder øvrige, trinhøjere lovreg-ler. Det følger herudover af legalitetsprincippet, lex superior, at regler fastsat ved lov har forrang for bl.a. bekendtgørelser (MS s. 242, 262, 265-266, 270271). Det medfører også, at modstrid mellem regelsæt skal fortolkes til fordel for reglerne med lovrang (MS s. 266). Er en sådan fortolkning ikke mulig, finder de laverestående regler ikke anvendelse (MS s. 271). Direktivet er et minimumsharmoniseringsdirektiv, og dets artikel 1, stk. 2 er ikke implementeret i dansk ret for derved at forøge forbrugerbeskyt-telsen (MS s. 33, 72-73, 78). Artikel 1, stk. 2 finder således ikke anvendelse i sagen. 2. Vilkåret giver ikke hjemmel til at forhøje prisen uden varsel Hvis Vilkåret ikke bliver tilsidesat som ugyldigt, skal Vilkåret fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugerne, jf.

§ 38b, stk.

1 (MS s. 7, 36, 38). Ordlydsfortolkning Ud fra en ordlydsfortolkning til fordel for forbrugeren må Vilkåret for-stås som en procedureregel og ikke en materiel kompetenceregel. Trygs tidligere aftalevilkår, der var gældende op til 2016, indeholdt en materiel kompetenceregel, hvor Tryg klart og tydeligt orienterede om, at de ”kunne” – jf. ordet ”kan” – ændre i betingelserne (E s. 96). I Vilkåret fremgår derimod alene, hvornår væsentlige ændringer varsles – ikke at uvæsentlige ændringer kan foretages, og ikke at det kan gøres uden var-sel (E s. 96). Formålsfortolkning og koncipistregel Ved fortolkningstvivl skal det komme Tryg til skade, at de ikke har givet forbrugerne nogen form for vejledning eller orientering om, at hensigten med Vilkåret var, at det skulle kunne anvendes til at foretage uvæsent-lige prisforhøjelser uden varsel (MS s. 161-162, 163-165, 168, 170). Tvær-timod gav varslingsbrevet fra januar 2016 (E s. 96) det indtryk, at Vilkåret kun regulerede væsentlige ændringer, idet Vilkåret blev ledsaget af tek-sten: ”Under ”Ændring af, betingelser, vilkår, priser” har vi præciseret, hvordan væsentlige ændringer skal varsles. ” (min understregning). Varslingsbrevet indeholdt ingen oplysninger om eller beskrivelse af, at Tryg ikke længere skulle varsle ændringer af vilkår, der efter Trygs op-fattelse var uvæsentlige, herunder prisstigninger på op til 5 %. Den fortolkningsusikkerhed der er opstået som følge af Trygs mangelfulde og uklare kommunikation, skal ligeledes komme Tryg til skade (MS s. 161-162, 163165, 168, 170, 232-233). Prisforhøjelserne er væsentlige Selv hvis Vilkåret skal fortolkes sådan, at det gav mulighed for at fore-tage uvæsentlige prisforhøjelser uden varsel, er de konkrete prisforhøjel-ser under alle omstændigheder væsentlige. I private forsikringsaftaler er enhver prisstigning væsentlig. Selv ganske små prisstigninger kan have stor betydning for forbrugere, der på klart og objektivt grundlag skal kunne vurdere, om forsikringen fortsat er prismæssig attraktiv bl.a. i forhold til andre forsikringsprodukter på markedet. Et andet afgørende parameter i væsentlighedsbedømmelsen er, at beta-ling af forsikringer ofte kun sker en gang om året og mange gange via automatiske betalingsløsninger. Der er under disse omstændigheder en betydelig risiko for, at forbruge-ren ikke opdager prisstigningerne, når de hverken er varslet eller udspecificeret. Tryg har under sagen oplyst, at de internt arbejder med en væsentlighedsgrænse på 5 %, således at prisstigninger på op til 5 % ikke anses for væsentlige og derfor ikke kræver varsling (E s. 122). Der kan ikke i væsentlighedsvurderingen over for forbrugerne, lægges vægt på Trygs in-terne forretningsgange – uanset at de angiveligt skulle bygge på bran-chesædvaner og/eller mundtlige tilkendegivelser fra Finanstilsynet - når forretningsgangene ikke har været oplyst over for forbrugerne. Tryg har endvidere gennemført gentagne årlige prisstigninger, der enkeltvist var under 5 %, men som, når flere på hinanden følgende årlige stigninger blev lagt sammen, oversteg 5 % (E s. 66, 156). Under sådanne omstændigheder er ændringerne i alle tilfælde væsentlige. Trygs egne økonomiske forhold, herunder offentligretlige krav til Trygs solvens og Trygs ønske om at drive en ”sund forretning” , kan ikke tillægges vægt i forbindelse med fortolkningen af Vilkåret (MS s. 208). Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheders § 6, stk. 4 fin-der ikke anvendelse i denne sag, fordi der er tale om private skades- og livsforsikringsprodukter, jf. § 6, stk. 4, sidste pkt. Hertil kommer, at bestemmelsen kun finder anvendelse ved ændringer i ” renter, gebyrer eller andet vederlag ”(MS s. 21, 65-68). Endelig regulerer bestemmelsens væsentlighedsdefinition udelukkende, om et varsel skal ske individuelt, idet alle ændringer ifølge bestemmelsen skal varsles.

1. Betalingerne for prisforhøjelserne er uautoriserede Tryg har uretmæssigt hævet beløb svarende til prisstigningerne på forbrugernes konti ved hjælp af betalingskortoplysninger, som forbrugerne har afgivet i forbindelse med den oprindeligt aftalte forsikringspræmie tillagt den aftalte årlige indeksregulering. Den oprindelige forsikringsaftale er det sted, hvor forbrugerne har samtykket til betaling og dermed til opkrævning af det beløb, der oplyses i aftalen tillagt den aftalte indeksregulering. Når Tryg hæver præmien med et ikke-varslet og ikke-aftalt beløb, er betalingstransaktionen uautoriseret og i strid med betalingslovens § 82 (MS s. 9, 41).
2. Tryg har handlet i strid med god skik efter lov om finansiel virksomhed Tryg har i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1 (MS s. 15, 48-49, 51), ved at have opkrævet prisstigninger ud over aftalt indeksregulering fra selskabets privatkunder på baggrund af et urimeligt og ugyldigt aftalevilkår eller alterna-tivt på baggrund af et aftalevilkår, der ikke gav hjemmel til opkrævnin-gen, jf. pkt. 1-
3. Trygs ikke-varslede prisstigninger er også i strid med § 19 i bekendtgø-relse om god skik for forsikringsdistributører, fordi prisstigningerne var væsentlige. Subsidiært er Trygs ikke-varslede prisstigninger, der samlet over flere på hinanden følgende år har oversteget 5 %, i strid med god skik for forsikringsdistributører.
4. Retsvirkning Konsekvensen af, at Tryg ikke med bindende virkning kunne forhøje priserne uden varsel, er, at de berørte kunder fik et tilbagebetalingskrav på tidspunktet, hvor de betalte den forhøjede pris (MS s. 86, 123-124, 144). Der er tale om et meget stort antal berørte forbrugere, og det er ikke rea-listisk, at alle forbrugerne individuelt forfølger deres berettigede krav på tilbagebetaling. Behandling af tilbagebetalingsspørgsmålet er derfor nødvendigt for at sikre reglernes tilsigtede præventive effekt. Forbrugerne har indgået ensartede forsikringsaftaler med Tryg under ensartede omstændigheder. Forbrugerne er blevet opkrævet årlige prisstigninger med hjemmel i det samme Vilkår, og det er uproblematisk for Tryg at opgøre de enkelte samlede krav. Det vil derfor heller ikke være urimeligt byrdefuldt for Tryg at skulle tilbagebetale de uretmæssige prisforhøjelser. Forbrugerombudsmanden har i påstand 5-7 udskilt retlige og faktuelt ensartede problemstillinger relateret til tilbagebetalingskravenes ophør. Spørgsmålene har afgørende betydning for de berørte forbrugeres tilbagebetalingskrav. Herudover har påstandene betydning for Forbrugerombudsmandens retshåndhævelse, fordi det klarlægger den civilret-lige konsekvens af Trygs manglende varsling. Forbrugerombudsmanden har derfor retlig interesse og påstandene vedrører også en konkret og ak-tuel tvist (MS s. 126, 144, 146, 155). Forældelse Tryg har ikke på noget tidspunkt hverken varslet eller udspecificeret den ulovlige prisstigning over for forbrugerne. I stedet er den ulovlige prisstigning konsekvent indregnet som en total sum sammen med den aftalte indeksregulering i forbindelse med fakturering på fx fakturaer, betalingsoversigter, girokort, forbrugernes ”egen side” på Trygs hjemmeside og/eller den årlige forsikringsoversigt (E s. 101, 104-108), hvorfor det ikke har været klart for forbrugeren, at han betalte mere end den accepterede indeksregulering. Forældelsesfristen er således suspenderet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, fordi forbrugerne var uvidende om deres tilbagebetalingskrav (MS s. 13, 43, 53-58, 171-172, 281, 283). At Trygs privatkunder har betalt deres regninger efter de ikke-varslede prisstigninger, har ikke medført, at deres krav er forældede. Betalingshandlinger tillægges traditionelt dispositiv værdi, hvis betalingen kan anses for et udtryk for betalerens ønske om at blive bundet af en aftale (MS s. 227, 299-303). I den konkrete sag er forbrugernes betalinger dog baseret på uhjemlede og uvarslede prisforhøjelser, som forbrugerne ikke kendte til, og betalingerne er uautoriserede. Derfor kan betalingerne kon-kret ikke betragtes som en accept af den forhøjede pris. Det vil endvidere være i strid med EU-Domstolens praksis, hvis forældelsesfristen for tilbagebetalingskravene begynder at løbe allerede ved vilkårsændringen, faktureringen eller ved forbrugernes betalinger, fordi Vilkåret skal tilsidesættes i medfør af

§ 38c, der gennemfø-rer artikel 3 i Direktivet.

Anvendelsen af de danske forældelsesregler skal derfor for det første ske i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis om, at indsigelser fra forbrugere mod urimelige aftalevilkår ikke kan for-ældes, og for det andet EU-Domstolens praksis om, at nationale foræl-delsesfrister for tilbagebetalingskrav som følge af indsigelserne skal være i overensstemmelse med det EU-retlige effektivitetsprincip. EU-Domsto-len har i den forbindelse tillagt det vægt, at der var risiko for, at forældelsesfristen udløb, før forbrugeren blev klar over sit krav. Det har formodningen imod sig, at forbrugerne skulle være blevet bekendt med deres tilbagebetalingskrav forud for offentliggørelsen af denne retssag, men i så fald regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor forbrugerne konkret er blevet bekendt med kravet. Endelig har Tryg tiltrådt en suspensionsaftale således at frister for hhv. forældelse, passivitet og reklamation er suspenderet fra den

1. januar 2021 indtil et år efter denne sags afslutning (E s. 139-142 og 151-154). Passivitet Med samme begrundelse som under pkt. 5.4-5.5 er forbrugernes krav ikke fortabt ved passivitet. Forbrugerne havde ikke kendskab til deres krav, og dermed heller ikke konkret anledning til at gøre kravene gæl-dende (MS s. 299, 301). Af samme grund var Tryg ikke i god tro, og for-brugernes betalinger og manglende reklamation har ikke givet Tryg en berettiget forventning om, at forbrugerne accepterede prisstigningerne (MS s. 290- 295). Trygs påståede retlige vildfarelse er ikke relevant, da den forpligtedes retsvildfarelse ikke har betydning for vurderingen af retsfortabende passivitet.
2. Forbrugerombudsmandens søgsmålskompetence Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, om erhvervsdrivende anvender urimelige aftalevilkår, jf.

§ 38

e, og kan som led i sit tilsyn anlægge retssager, herunder anerkendelsessøgsmål, vedrørende civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, jf. bekendtgørelsen om Forbrugerombudsmandens virksomhed § 3 (MS s. 7, 18, 30). Forbrugerombudsmandens søgsmålskompetence følger også af Trygs overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, som udgør overtrædelse af god skik for finansielle virksomheder, jf. lov om finansielle virksomheder § 348, stk. 1, jf. § 43, stk. 1 (MS s. 15-16). Retssager mod finansielle virksomheder skal behandles efter de samme regler, der gælder for sager anlagt af Forbrugerombudsmanden i medfør af markedsføringsloven (MS s. 16, 46). Tryg har ikke fremsat formalitetsindsigelser mod Forbrugerombudsmandens søgsmålskompetence, jf. retsplejelovens § 351, stk.

2. Trygs selvstændige påstande skal afvises Afvisning Trygs selvstændige påstande skal afvises, fordi de savner aktualitet. Tryg har ikke fornøden retlig interesse i at få prøvet påstandene, fordi der ikke er en konkret og aktuel retlig tvist om anvendelse af markedsføringslo-ven. Forbrugerombudsmandens dialog med Tryg og myndighedsbehandlin-gen af sagen forud denne retssag er retssagen uvedkommende, jf. forhandlingsmaksimen. Frifindelse Hvis retten ikke giver Forbrugerombudsmanden medhold i afvisningspåstandene, skal retten frifinde Forbrugerombudsmanden, idet Tryg har handlet i strid med markedsføringslovens regler om god skik, jf. samme argumentation som under pkt. 4 (MS s. 51). Tryg har i sit sammenfattende processkrift anført:
3. SAGSFREMSTILLING 2.1 Tvisten De af denne sag omfattede prisstigninger er alle gennemført til hovedforfald, og har som følge af tilkendegivelser fra Finanstilsynet i alle til-fælde været under 4 % - netop med henblik på at sikre, at alle uvarslede prisstigninger befandt sig et stykke under den vejledende grænse på 5 %, som Finanstilsynet havde tilkendegivet. Sagens hovedspørgsmål er, om Tryg var berettiget til at gennemføre de omhandlede prisstigninger uden varsel. I besvarelsen af det spørgsmål, indgår blandt andet spørgsmålet om fortolkningen af god skik-reglen, gyldigheden af Trygs Aftalevilkår, fortolkningen af Aftalevilkåret, samt om Tryg har handlet i strid med god skik ved at gennemføre prisstigningerne. Såfremt Forbrugerombudsmanden får medhold i sine hovedpåstande og i, at Trygs privatkunder kan have tilbagebetalingskrav, omhandler sagen dernæst om en række nærmere angivne forhold kan indgå i en efterfølgende vurdering af, om eventuelle individuelle tilbagebeta lingskrav fra Trygs privatkunder kan anses for at være bortfaldet som følge af passivitet eller forældelse. 2.2 Baggrund for implementeringen af aftalevilkåret Den bestemmelse, der regulerer forsikringsselskabers varsel af ændrin-ger, blev oprindeligt indsat som § 34 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1406 af
4. december 2012 om god skik for finansielle virksomheder mv. [Trygs materialesamling s. 17 - herefter "T MS [s.]"], og trådte i kraft i marts
5. Bestemmelsen blev i 2018 flyttet over i en særskilt bekendtgørelse om god skik for forsikringsvirksomheder (bekendtgørelse nr. 455 af
6. april 2018 om god skik for forsikringsdistributører), hvor bestemmelsen også i dag findes i § 19 i den nugældende bekendtgørelse nr. 1779 af
7. september 2021 om god skik for forsikringsdistributører (”God Skik-Bekendtgørelsen”) [T MS 25].: ”Et forsikringsselskab skal senest 30 dage inden forsikringsperiodens udløb varsle enhver væsentlig ændring af forsikringsaftalen, der er til ugunst for forbrugeren. Varslet skal meddeles på papir eller på andet varigt medium. Stk.
8. Varslet skal indeholde oplysning om de væsentligste karakteristika ved ændringen samt angive, hvordan forbrugeren kan opsige forsikringen. Stk.
9. En ændring, der sker i henhold til anden lovgivning eller er i overensstemmelse med vilkår om ændring, der klart fremgår af forsikringsaftalen, skal ikke varsles. Stk.
10. Et forsikringsselskab kan ikke ved anvendelse af varslingen i stk. 1 udvide den eksisterende forsikringsaftale med tilvalgsdæknin-ger. Stk.
11. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse på livs- og pensionsforsikrin-ger samt på de eventuelle personforsikringer, der er tegnet i tilknyt-ning hertil.” Forud for udstedelsen af bestemmelsen, der oprindeligt trådte i kraft
12. marts 2013, var bestemmelsen genstand for en høringsproces, hvor Finanstilsynet i 2012 sendte bestemmelsen samt en tilhørende vejledning i høring (se nærmere om høringsmaterialet i afsnit 3.3). Der var tale om en vigtig bestemmelse for forsikringsbranchen, og Forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension ("F&P") var derfor også dybt involveret i høringsprocessen. Under høringsprocessen i 2012/2013 blev der udtrykt et ønske fra F&P om, at der blev indført en procentuel grænse for, hvornår en prisstigning var væsentlig, og derfor skulle varsles. Helt konkret var ønsket fra brancheorganisationens side, at præmiestigninger på op til 10 % i almindelighed ikke skulle anses som en væsentlig æn-dring. Der blev her skelet til den væsentlighedsgrænse, der arbejdes med i andre finansielle virksomheder (se afsnit 3.6.3.6). Ved vedtagelsen af bekendtgørelsen og den endelige udformning af den tilhørende vejledning om god skik for finansielle virksomheder, valgte Finanstilsynet, at der ikke skulle defineres nogen fast procentuel grænse for, hvornår en prisstigning i forsikringsforhold skulle anses for væsent-lig. Der var derfor i forsikringsbranchen en usikkerhed om, hvornår en prisstigning skulle anses for at være væsentlig, og følgelig hvornår en prisstigning ud over indeksering skulle varsles. F&P efterspurgte derfor på vegne af branchen en klar definition af begre-bet ”væsentlige” ændringer, hvortil Finanstilsynet mundtligt tilkende-gav, at prisstigninger på 5 % og derover skulle anses for væsentlige. Denne tilkendegivelse er gengivet i F&P’s informationsbrev til forsikringsselskaberne af
13. januar 2013 (Bilag A) [Ekstrakt s. 93 - herefter "E[s.]"], hvor F&P orienterede forsikringsselskaberne om indførelsen af den dagældende § 34, der er videreført i den nugældende § 19 i God SkikBekendtgørelsen. Af informationsbrevet fremgik følgende: ”Det er alene væsentlige ændringer, der er til ugunst for kunden, der skal varsles. Af vejledningen fremgår det, at det bl.a. gælder præmiestigninger. Finanstilsynet har dog mundtligt oplyst, at det ikke vil gælde alle præmiestigninger. Meget små præmiestigninger vil derfor ikke skulle varsles. Finanstilsynet har ikke ønsket at sætte en specifik procentgrænse for grænsen, dvs. hvornår en stigning må an-ses for så stor at der er tale om en væsentlig ændring. Dog har tilsynet tilkendegivet, at en procentvis ændring på 5 pct. vil være en væ sentlig ændring.” (egen understregning) I lyset af Finanstilsynets tilkendegivelse om en sondring mellem væsent-lige og uvæsentlige prisstigninger, der blev viderebragt til forsikringsselskaberne af F&P, ændrede Tryg i 2016 i overensstemmelse hermed et vil-kår i selskabets forsikringsbetingelser således, at det fremadrettet alene var væsentlige ændringer i forsikringsbetingelser og/eller prisen til hovedforfald, der skulle varsles. Ændringen af forsikringsvilkåret blev varslet til hovedforfald ved brev af januar 2016 (Bilag 5) [E96], hvor både den dagældende og den nye bestemmelse var opstillet side om side. Det nye aftalevilkår fik følgende ordlyd (”Aftalevilkåret”): ” Vi varsler væsentlige ændringer af betingelserne og/eller prisen senest 30 dage før forsikringsperioden udløber. Når du betaler forsikringen for en ny periode, accepterer du samtidig æn-dringerne, og forsikringen fortsætter med de ændrede betingelser og/eller pris. Indeksregulering betragtes ikke som en ændring af prisen for forsikringen.” Af varslingsbrevet fremgik endvidere, at Tryg ”har ændret i de generelle betingelser for dine forsikringer med hensyn til, hvornår og hvordan vi kan varsle eventuelle prisændringer” . Aftalevilkåret fremgår tillige af punkt 6 under generelle bestemmelser i Bilag 4 [E98]. 2.3 Prisstigninger og -nedsættelser efter vilkårsændringen i 2016 I perioden marts 2016 til februar 2020 gennemførte Tryg ikke-indeksbaserede prisstigninger og prisnedsættelser, idet samtlige prisreguleringer i både opadgående og nedadgående retning var udtryk for en konkret, individuel vurdering, der skulle sikre en så korrekt pris som muligt for den enkelte kunde. Prisreguleringerne var blandt andet baseret på den enkelte privatkundes faktiske risikoprofil og udviklingen i Trygs skades-udgifter og omfattede ikke alle kundens forsikringer, men alene enkelte forsikringer. Prisstigningerne berørte kun en mindre andel af Trygs pri-vatkunder. Andelen af Trygs privatkunder, der modtog en prisstigning udover indeksregulering, samt den gennemsnitlige procentstigning per police, fremgår her: Andel af privatkunder, der har været genstand for ikke-varslede prisstigninger: 2017 2018 2019 2020 31% 28 % 32 % 7% Gennemsnitlig prisstigning i procent per police 2017 2018 2019 2020 3,6 % 3,6 % 3,1 % 3,8% Det har ikke været muligt at foretage en automatisk eksfiltration af data forud for regnskabsåret 2017, hvorfor det alene er tallene for 2017-2020, der oplyses i skemaet. De anførte procentsatser for 2018-2020 fremgår også af bilag 8 [E144], hvoraf det endvidere fremgår, at den gennemsnitlige prisstigning har været 105 kr. per police per år. Alle de omfattede prisstigninger, der i den angivne periode er gennemført uden varsling, har været under 4 %. Kun 4,9 % af Trygs privatpolicer i den omfattede periode fra marts 2016 til februar 2020 har modtaget to på hinanden følgende prisstigninger, hvor de ikke-indekserede prisstigninger i de to på hinanden følgende år tilsammen oversteg 5 %. Trygs privatkunder modtager en årlig forsikringsoversigt, hvor informa-tion om forsikringen fremgår, herunder f.eks. om dækning, selvrisiko samt præmie, ligesom Trygs kunder også er blevet orienteret om den nye præmie via Betalingsserviceoversigter eller girokort, afhængig af betalingsmetoden. I forbindelse med opkrævningen af de regulerede priser via Betalingsservice oplyste Tryg således i betalingsoversigten den enkelte kunde om, at ”vi har indekseret og reguleret din pris ”(se eksempel i Bilag B) [E108]. Betalingsoversigter fra Betalingsservice fremsendes til kunder i den må-ned, der ligger forud for den måned, hvor betalingen opkræves hos kun-den ved hovedforfald. I Bilag C [E107] kan ses en udskrift fra Trygs sy-stemer, der viser den tekst, der fremgik af følgeteksten til girokort for de kunder, der modtog prisstigninger, og ikke betalte via Betalingsservice. Heraf kan det ses, at teksten ”vi har indekseret og justeret din pris ”også fremgik af følgeteksten til girokortene, der i sagens natur også blev frem-sendt til kunden, inden kunden gennemførte betalingen. 2.4 Sagen hos Forbrugerombudsmanden Forbrugerombudsmanden modtog den
14. december 2019 en mail (bilag 1) [E109] fra en anonym person, der hævdede at være ansat i Tryg. Det fremgår blandt andet af mailen, at Tryg i 5 år forud for
15. december 2019 havde hævet priserne uden forudgående varsling med op til 20 %. Peri-oden og omfanget af prisstigningerne er overdrevne i forhold til realite-ten, som det også kan ses af sagens øvrige bilag. Den
16. februar 2020 modtog Tryg et høringsbrev fra Forbrugerombudsmanden (bilag 2) [E111], hvor Forbrugerombudsmanden anmodede Tryg om at besvare en række spørgsmål. Ved brev af
17. maj 2020 (bilag 3) [122] besvarede Tryg Forbrugerombudsmandens spørgsmål, og rede-gjorde for baggrunden for gennemførelse af prisreguleringerne. Af be-svarelsen fremgik endvidere, at Tryg hvert år har vurderet, hvorvidt der var sagligt grundlag for at foretage ændringer i prisen i forhold til de enkelte kunder, samt at Tryg, i mangel af anden vejledning, har ageret i tillid til Finanstilsynets tilkendegivelser og derfor alene har varslet ikkeindeksbaserede prisstigninger på 5 % eller derover. I forbindelse med, at journalister opnåede aktindsigt i sagen hos Forbrugerombudsmanden, og sagen derfor blev omtalt i medierne, bekræftede Finanstilsynet på ny tilsynets tolkning af væsentlighedskriteriet i en arti-kel i InsideBusiness fra
18. marts 2020 om nærværende sag (Bilag D) [117], hvor kontorchef i Finanstilsynet, Vidne 2, udtalte følgende om den nugældende § 19 i God Skik-Bekendtgørelsen: ” Den indeholder en regel om, at et forsikringsselskab senest 30 dage før for-sikringsperiodens ophør skal varsle enhver væsentlig ændring af forsikrin-gen, herunder også en væsentlig ændring af præmien. Reglen har til formål at sikre, at kunderne er opmærksomme på ændrede vilkår, når de en gang om året fornyr deres forsikringer ved at betale den opkrævning, de modtager fra forsikringsselskabet. Reglen fastsætter ikke, hvad der udgør en væsentlig ændring, men Finanstilsynet har som vejledning tilkendegivet at en stig- ning på mere end 5 pct. er væsentlig” (egne understregninger) [E118] Den
19. oktober 2020 traf Forbrugerombudsmanden afgørelse i sagen (bilag 6) [E131]. Forbrugerombudsmanden vurderede med henvisning til

regler, at Tryg ikke havde hjemmel til at foretage prisstigninger, og – i tilfælde af, at Aftalevilkåret gav hjemmel til prisstigningerne – at Aftalevilkåret var ugyldigt. I perioden efter Forbrugerombudsmandens afgørelse af

1. oktober 2020 pågik forhandlinger mellem Tryg og Forbrugerombudsmanden. I den forbindelse accepterede Tryg at indgå en suspensionsaftale af
2. marts 2021 (bilag 7) [E139], hvorefter frister for forældelse, passivitet og/eller manglende reklamation blev suspenderet fra d.
3. januar
4. Som led i forhandlingerne mellem Tryg og Forbrugerombudsmanden, anmodede Forbrugerombudsmanden Tryg om at besvare en række yderligere spørgsmål om blandt andet omfanget af prisstigningerne. Spørgsmålene blev besvaret ved brev af
5. april 2021 (bilag 8) [E143]. Det fremgår af besvarelsen, at oplysningerne skal læses med forbehold, idet der ikke er taget højde for, at potentielle krav kan være bortfaldet. Ved et møde af
6. januar 2022 meddelte Forbrugerombudsmanden Tryg, at Forbrugerombudsmanden ikke så nogen mulighed for at indgå et forlig, og at Forbrugerombudsmanden derfor ville anlægge en retssag mod Tryg. Som følge af denne tilkendegivelse fra Forbrugerombudsmanden, valgte Tryg at opsige suspensionsaftalen af
7. marts 2021, hvorefter suspensionsaftalen ville udløbe d.
8. marts
9. Ved mail af
10. marts 2022 (bi-lag 10) [E148] indgik parterne aftale om, at suspensionsaftalen i stedet skulle ophøre d.
11. april
12. Den
13. april 2022 indgik parterne en ny suspensionsaftale (bilag 11) [E151], der gælder under nærværende retssag, hvorefter frister for forældelse, passivitet og/eller manglende reklamation er suspenderet fra d.
14. januar 2021 og indtil et år efter sagens afslutning. 2.5 De to privatkunder Forbrugerombudsmanden har fremlagt dokumentation vedrørende to privatkunders forsikringsforhold hos Tryg. Sagen omhandler dog ikke enkelte kunders forsikringsforhold, men angår derimod spørgsmålet om, hvorvidt Tryg generelt var berettiget til at gennemføre de i sagen omhandlede uvarslede, ikke-indeksbaserede prisstigninger. De prisreguleringer relateret til den police, som Forbrugerombudsmanden har fremlagt dokumentation for, hverken kan eller skal derfor tillægges no-gen betydning i sagen. Udover, at et enkelt forsikringsforhold er irrelevant for sagens samlede bedømmelse, kan der i et konkret forsikringsforhold være mange årsager til, at priserne både falder og stiger - også udover de ikkeindeksbaserede prisstigninger, som denne sag omhandler. Uanset, at Forbrugerombudsmanden har anført, at de to privatkunder ikke har haft nogen skader i årene 2016-2020, kan der derfor være mange andre årsager til, at priserne for netop den ene police er steget i nogle år og faldet i 2020, f.eks. i til-fælde af, hvis der er sket ændringer af dækningsomfang eller selvrisiko. Af den dokumentation, som Forbrugerombudsmanden har fremlagt, fremgår det f.eks. af forsikringsoversigten fra 2016 (bilag 12) [E101], at selvrisikoen var 1.680,00 kr. i
15. I forsikringsoversigten fra 2017 [E104] fremgår det derimod, at selvrisikoen var 1.612,00 kr., ligesom der også er tilføjet nogle særlige selvrisici for visse dækninger. Derudover er beskrivelsen af dækningerne i de to forsikringsoversigter ikke enslydende. Forhold vedrørende den enkelte police kan derfor heller ikke af den grund tillægges betydning ved bedømmelsen af sagens generelle påstande.
16. ANBRINGENDER 3.1 Aftalevilkårets indførelse Som anført ovenfor omhandler sagen de ikke-indeksbaserede prisstig-ninger, der er gennemført med hjemmel i et aftalevilkår, der fremgår af Trygs generelle bestemmelser i forsikringsvilkårene (bilag 4). Af aftale-vilkåret følger: "Vi varsler væsentlige ændringer af betingelser og/eller prisen senest 30 dage før forsikringsperioden udløber. Når du betaler forsikringen for en ny periode, accepterer du samtidig ændringerne, og forsikringen fortsætter med de ændrede betingelser og/eller pris. (…)" [E98] Vilkåret blev gennemført ved, at Tryg varslede ændringen i januar 2016 til ikrafttrædelse ved næste hovedforfald - det vil sige i næste forsikringsperiode [E96]. I varslingen beskrev Tryg blandt andet ændringen af vilkårene, ligesom vilkårets ordlyd fremgik af varslingen. Aftalevilkåret er derved vedtaget i overensstemmelse med Trygs vilkår, og der er derfor ikke tvivl om, at Aftalevilkåret udgør en del af aftalen mellem Tryg og deres privatkunder. Forbrugerombudsmanden har heller ikke bestridt, at Aftalevilkåret er vedtaget mellem Tryg og deres privatkunder. Aftaler er bindende, jf.

§ 1

, og da aftalevilkåret er vedtaget og implementeret, afhænger den aftaleretlige vurdering af vilkåret navn-lig af den kontekst, som aftalevilkåret indgår i - nemlig i en forsikrings-aftale. 3.2 Forsikringsaftalers særegenhed Forbrugerombudsmandens kompetence til at anlægge retssag om " handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43, stk. 1, 2 og 8, § 48 a og §§ 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb " […] følger af lov om finansiel virksomhed ("FIL") § 348, stk. 1 [T MS 91] (per

1. januar 2024 af § 283 i Lov om forsikringsvirksomhed [T MS 93]), hvorimod selve tilsynskompetencen ligger hos Finanstilsynet. Dette er også anerkendt af Forbrugerombudsmanden i bilag 2 [E115]. Forsikringsbranchen og de tilhørende forsikringsaftaler er qua de mange særregler på området et meget reguleret område, som Forbrugerombudsmanden ikke fører det daglige tilsyn med, og som dernæst også adskiller sig væsentligt fra de mere ordinære løbende forbrugeraftalefor- hold, som abonnementer på for eksempel underholdningstjenester, nyhedsmedier, alarmtjenester, fitness-og træningsfaciliteter mv., som Forbrugerombudsmanden normalt fører tilsyn med. For sådanne aftaler gælder typisk, at de fortsætter i en ubegrænset periode, ligesom sådanne aftaler også vil være reguleret af forbrugeraftaleloven, der blandt andet stiller krav til opsigelsesmuligheder og bindingsperioder. Forbrugeraftaleloven gælder ikke for forsikringsaftaler, jf. § 1, stk. 4, nr. 1 [T MS 45]. Forsikringsaftaler med forbrugere er i stedet reguleret af forsikringsaftaleloven, hvor udgangspunktet omvendt er, at forsikringsaftaler løber et år ad gangen, og at de derefter fornys med et år ad gangen. Dette er både det faste udgangspunkt i loven, og det er også det udgangspunkt, som forsikringsselskaberne over en bred kam følger og har inkorporeret i de-res vilkår. Dette udgangspunkt kan udledes af forsikringsaftalelovens § 31 [T MS 27], hvoraf det fremgår, at forsikringsselskabet skal tage særlige skridt, hvis man fraviger dette udgangspunkt og forlænger med mere end ét år ad gangen. Det følger også af Trygs vilkår, at dette er gældende i aftaleforholdet mellem Tryg og forsikringstagerne [E98], ligesom dette også følger af de øvrige forsikringsselskabers vilkår, jf. bilag E1-E8 [E 159, 163, 168, 176, 182, 186, 192, 200]. Det fremgår også direkte af vejledningen til bestemmelsen (§ 28 på tidspunktet, hvor vejledning nr. 9971 af
2. september 2016 om god skik for finansielle virksomheder blev udstedt) [T MS 23], at: "Skadesforsikringsaftaler er typisk 1-årige aftaler, som fornys ved, at kunden betaler næste års præmie". Tryg har alene anvendt Aftalevilkåret til at gennemføre uvarslede prisændringer ud over indeksering - både prisstigninger og prisnedsættelser - der træder i kraft ved næste hovedforfald (det vil sige ved udløbet af en forsikringsperiode). Det betyder, at de omfattede prisstigninger derfor ikke er trådt i kraft midt i en igangværende forsikringsperiode, men der-imod først fra og med næstkommende forsikringsperiode. Ved vurderingen af Trygs betingelser og den af Tryg anvendte fremgangsmåde skal der følgelig tages højde for aftaleforholdets særegenhed, således som det blandt andet er kommet til udtryk i de nævnte forsikringsretlige særregler. Der skal derudover også i det hele taget tages stort hensyn til, at Finanstilsynet er tilsynsmyndighed på området, og at forsikringsselskaber derfor bør kunne indrette sig efter udmeldinger fra tilsynsmyndigheden. Det anførte støttes af U 2019.3422 H [T MS 369], der omhandlede forhøjelse af bidrag i låneaftaler. Højesteret anførte, at der ved vurderingen af vilkåret netop skulle tages højde for de særlige forhold, der gjorde sig gældende for aftaler om realkreditlån. Det skal derfor indgå i den retlige vurdering af denne sag, at der er tale om et særegne aftaleforhold om ydelser af en helt anden beskaffenhed og med helt andre hensyn bag reguleringen, end det, der gør sig gældende for øvrige løbende aftaler, som Forbrugerombudsmanden normalt fører tilsyn med - og at de omhand-lede prisstigninger er gennemført til hovedforfald og ikke midt i en forsikringsperiode. Ovenstående anbringender støttes også af juridisk responsum, udarbejdet af professor, dr.jur., Person 12 [T MS 421-423]. 3.3 Indførelsen og fortolkningen af § 19 i God Skik-Bekendtgørelsen Som følge af aftaleforholdets særegenhed er der derfor også vedtaget særlige regler for, hvordan forsikringsselskaber kan gennemføre ændrin-ger. Bestemmelsen findes i dag i § 19 i God Skik-Bekendtgørelsen [T MS 25], og lyder: "Et forsikringsselskab skal senest 30 dage inden forsikringsperiodens udløb varsle enhver væsentlig ændring af forsikringsaftalen, der er til ugunst for forbrugeren. Varslet skal meddeles på papir eller på andet varigt medium. Stk.
3. Varslet skal indeholde oplysning om de væsentligste karakteristika ved ændringen samt angive, hvordan forbrugeren kan opsige forsikringen. Stk. 3.En ændring, der sker i henhold til anden lovgivning eller er i over-ensstemmelse med vilkår om ændring, der klart fremgår af forsikringsafta-len, skal ikke varsles. Stk.
4. Et forsikringsselskab kan ikke ved anvendelse af varslingen i stk. 1 udvide den eksisterende forsikringsaftale med tilvalgsdækninger. Stk.
5. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse på livs- og pensionsforsikringer samt på de eventuelle personforsikringer, der er tegnet i tilknytning hertil." Den nugældende § 19 blev første gang indsat som § 34 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder (bekendtgørelse nr. 1406 af 20/12/2012) med ikrafttrædelse per
6. marts 2013 [T MS 17], hvor ordly-den af bestemmelsen svarede til den nugældende §
7. Det har derfor siden
8. marts 2013 været et krav, at forsikringsselskaber skal varsle væ-sentlige ændringer senest 30 dage inden hovedforfald. Det er denne be-stemmelse, som Tryg har afspejlet i Aftalevilkåret. Da Finanstilsynet oprindeligt sendte bestemmelsen i høring tilbage i juli 2012 [T MS 7], foreslog tilsynet dog en mere lempelig ordlyd. Udkastet til bestemmelsen blev foreslået indsat som § 33, og lød: "§
9. Ændring af forsikringsaftaleloven kan ske uden varsel, hvis ændrin-gen træder i kraft ved forsikringens hovedforfald. (…)" [T MS 13]. Det første udkast til bestemmelsen ville indebære, at alle ændringer til hovedforfald - det vil sige ændringer, der først træder i kraft til den næstkommende forsikringsperiode, ligesom de i denne sag omhandlede prisstigninger - kunne gennemføres uden varsel, uanset om de var væsentlige eller ej. Finanstilsynet sendte i samme omgang også et udkast til vejledning i høring, hvor det fremgik, at den foreslåede bestemmelse blot ville fastslå den praksis, der efter Finanstilsynets opfattelse allerede var gældende -nemlig at det ikke var nødvendigt at varsle ændringer i forsikringsafta-len, hvis ændringerne trådte i kraft ved hovedforfald. "§
10. Bestemmelsen fastslår den gældende praksis, hvorefter det ikke er nødvendigt at varsle ændringer i forsikringsaftalen særskilt, hvis ændrin-gen træder i kraft ved forsikringens hovedforfald, dvs. den ene gang årligt hvor forsikringen fornys." [T MS 16]. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler [T MS 31] samt

ugyldighedsregler [T MS 47] har været gældende længe før den nævnte bestemmelse trådte i kraft, og at den praksis, som ifølge Finanstilsynet var gældende før bestemmelsens udstedelse, derfor har været lovlig og forenelig med direktivet og

ugyldighedsregler - også selvom der dengang ikke gjaldt nogen særregulering af ændringer til hovedfor-fald. Direktivets anvendelse behandles i afsnit 3.

1. Som følge af, at bestemmelsens ordlyd blev ændret under høringspro-cessen således, at væsentlige (men ikke uvæsentlige) ændringer til hovedforfald skulle varsles, blev dette afsnit af udkastet til vejledningen selvsagt ikke medtaget i den endelige version af vejledningen, der i dag findes i kapitel 7 i Vejledning nr. 9971 af
2. september 2016 om god skik for finansielle virksomheder [T MS 19]. Det fremgik tilsvarende af høringsbrevet, som Finanstilsynet udsendte i forbindelse med det oprindelige udkast til bestemmelsen, at den foreslå-ede bestemmelse betød, at ændringer til hovedforfald kunne ske uden varsel, og at andre ændringer (det vil sige ændringer undervejs i forsik-ringsperioden) skulle ske med mindst 30 dages varsel [T MS 9]. Hvis bestemmelsen var blevet vedtaget med den ordlyd, der oprindelig blev foreslået af Finanstilsynet, ville det altså have betydet, at forsikringsselskaber kunne gennemføre alle ændringer, der trådte i kraft ved hovedforfald, uden varsel - uanset om de var væsentlige eller ej. Som det også fremgår af høringsmaterialet, var dette ifølge Finanstilsynet også gældende praksis førhen, hvor der gjaldt retningslinjer om ændringer. Dette må naturligt forstås således, at der førhen ikke har været krav om vars-ling af ændringer, der trådte i kraft ved hovedforfald - og derfor, at de retningslinjer om ændringer og varsling, der var gældende, tog sigte på ændringer undervejs i en forsikringsperiode. Dette er meget fint i tråd med, at forsikringsaftaler (som anført tidligere) løber i et år ad gangen, og at de ændringer, der gennemføres til hovedforfald, derfor reelt er "æn-dringer" der først gælder i en ny forsikringsperiode, hvis aftalen fornys. Når udgangspunktet ved bestemmelsens første udkast var, at ingen ændringer til hovedforfald skulle varsles, må ændringen af ordlyden naturligvis fortolkes sådan, at man "skærper" bestemmelsen og praksis ved at tilføje, at væsentlige ændringer (fremadrettet) skal varsles, selvom de sker til hovedforfald. Det må naturligt også betyde, at ikke-væsentlige ændringer, herunder prisstigninger, fortsat kunne og kan gennemføres til hovedforfald uden varsel. Det var netop også denne fortolkning af bestemmelsen, der blev anlagt af F&P, der udsendte et informationsbrev (bilag A) [E93] til forsikringsselskaberne, da bestemmelsen blev vedtaget. Af informationsbrevet fremgår f.eks.: "Det er alene væsentlige ændringer, der er til ugunst for kunden, der skal varsles. Finanstilsynet har dog mundtligt oplyst, at det ikke vil gælde alle præmiestigninger. Meget små præmiestigninger vil derfor ikke skulle vars-les. Finanstilsynet har ikke ønsket at sætte en specifik procentgrænse for grænsen, dvs. hvornår en stigning må anses for så stor at der er tale om en væsentlig ændring. Dog har tilsynet tilkendegivet, at en procentvis æn-dring på 5 pct. vil være en væsentlig ændring.". Finanstilsynets udmeldinger, der refereres til i informationsbrevet fra F&P, er senest gentaget af Finanstilsynet til pressen i forbindelse med dækningen af denne sag (bilag D). Her udtalte kontorchef Vidne 2 f.eks.: ” Den indeholder en regel om, at et forsikringsselskab senest 30 dage før for-sikringsperiodens ophør skal varsle enhver væsentlig ændring af forsikrin-gen, herunder også en væsentlig ændring af præmien"og "Man kan dog ikke deraf slutte, at alle stigninger under 5 pct. ikke vil skulle varsles. Hertil kommer, at forsikringsselskaberne har en generel forpligtelse til at handle redeligt og loyalt over for kunderne. Det vil ikke være i overensstemmelse med denne forpligtelse, hvis ikke man som selskab giver kunderne redelig information om prisændringer og eksempelvis bevidst gennemføre prisstig-ninger gradvist for at undgå at varsling" [E118]. Dermed underforstået, at uvæsentlige ændringer til hovedforfald ikke skal varsles. Det nævnte støttes endvidere af vejledningen til bestemmelsen (§ 28 i vejledningen) [T MS 23], hvoraf det fremgår, at bestemmelsen indebærer, at væsentlige ændringer af forsikringsaftalen skal varsles, inden forsikringsperioden udløber. Hvis alle ændringer til hovedforfald skulle vars-les, ville det være sprogligt helt irrelevant at inkludere et væsentligheds-begreb i bestemmelsen og i vejledningen. Henset til det anførte, er det derfor klart, at den nugældende § 19 skal fortolkes således, at forsikringsselskaber alene skal varsle væsentlige ændringer, herunder væsentlige prisstigninger, til hovedforfald - og at uvæsentlige ændringer derfor kan gennemføres uden varsel, så længe det sker til hovedforfald (det vil sige med virkning fra en ny forsikringsperiode). Dette understøttes også af juridisk responsum, udarbejdet af pro-fessor, dr.jur., Person 12 [T MS 10-12]. Væsentlighedsbegre-bet og fortolkningen heraf behandles i afsnit 3.6.
3. Regulering af ændringer i andre brancher Det forhold, at forsikringsaftaler er særegne, og at uvæsentlige ændrin-ger til hovedforfald kan gennemføres uden varsel, er også understøttet af, at lovgiver i andre regulerede brancher har vedtaget mere detaljerede og restriktive bestemmelser om ændring af aftaler - formentlig fordi, der i disse brancher er tale om en reel ændring af en igangværende aftale, og ikke en ændring, der først gælder fra og med en ny aftaleperiode. Som eksempel kan nævnes løbende aftaler for f.eks. pengeinstitutter [T MS 61], samt løbende aftaler vedrørende boligkredit [T MS 49], realkredit [T MS 53], kreditaftaler [T MS 67], elforsyning [T MS 69], gasforsyning [T MS 71] og varmeforsyning [T MS 73]. For alle disse områder er der tale om regulerede brancher, hvor der findes en udtrykkelig regulering af, hvordan ændringer i en løbende aftale kan gennemføres - og i flere til fælde også, hvordan et sådant ændringsvilkår skal formuleres. Hvis det var hensigten, at de samme regler om vilkårs formulering samt varsling af ændringer skulle gælde for forsikringsbranchen, kunne Finanstilsynet have udstedt lignende bestemmelser for forsikringsselska-ber. Dette er ikke sket, hvilket netop afspejler, at den nugældende § 19 er udtryk for en udtømmende regulering af forsikringsselskabers ændrin-ger til hovedforfald, der direkte er afspejlet i Trygs Aftalevilkår - og fortolkningen af bestemmelsen har derfor også direkte indflydelse på fortolkningen af Aftalevilkåret, der skal fortolkes på samme måde som bestemmelsen. 3.4 Direktiv 93/13/EØF finder ikke anvendelse Forbrugerombudsmanden har som påstand 2 nedlagt en principal påstand om, at det omtvistede aftalevilkår er ugyldigt. Forbrugerombudsmandens argumentation for ugyldighed støttes på direktivet om urime-lige kontraktsvilkår (93/13/EØF), og deraf afledt praksis fra EU-Domsto-len, samt

ugyldighedsregler. Før Aftalevilkåret vurderes efter de nævnte regler er det afgørende, at det som det første fastlægges, om direktivet og de tilhørende ugyldig-hedsregler i aftaleloven finder anvendelse. Dette følger af C-609/19, præ-mis 26 [T MS 115], og denne systematik er også fulgt i dansk praksis, hvor byretten i U 2021.2928 Ø [T MS 127] først vurderede om direktivet fandt anvendelse, og først derefter - da direktivet blev vurderet til at finde an-vendelse - gik videre til ugyldighedsvurderingen. Det følger af direktivets artikel 1, stk. 2, at: "Kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestemmelser eller prin-cipper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller Fællesskabet er part i, bl.a. på transportområdet, er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser." [T MS 33]. Der gælder altså en regel om, at direktivets regler, herunder reglerne om ugyldighed, ikke finder anvendelse på vilkår, der afspejler love eller bindende administrative bestemmelser. Baggrunden for reglen er ifølge præamblen til direktivet, at "det antages, at de love og administrative bestem-melser i medlemsstaterne, som direkte eller indirekte fastsætter vilkårene for for-brugeraftaler, ikke indeholder urimelige kontraktvilkår " [T MS 32], og at det derfor ikke ville være hensigtsmæssigt at lade sådanne bestemmelser være omfattet af direktivet. Dette er også bekræftet i flere domme fra EUdomstolen, blandt andet i C-96/16 og C-94/17, præmis 43 [T MS 146]. Artikel 1, stk. 2 er ikke direkte implementeret i dansk ret, men det skyldes udelukkende, at lovgiver ved implementeringen af direktivet anså bestemmelsen for alene at have teoretisk karakter, fordi man netop i overensstemmelse med præamblen måtte gå ud fra, at der ikke ville fore-komme bestemmelser i national lovgivning, der ville medføre urimelige aftalevilkår. Dette fremgår også af forarbejderne til

§§ 36-38 c (Lovforslag som fremsat nr.

27 af

1. oktober 1994, almindelige be-mærkninger, pkt. 5.2.2) [T MS 40]. Den manglende implementering skyl- des derfor ikke, at lovgiver ikke anså bestemmelsen for at være relevant - men simpelthen, at lovgiver ikke troede, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 1, stk. 2 nogensinde ville få en praktisk betydning. Det har den så fået i denne sag, hvor Trygs Aftalevilkår er en direkte spejling af § 19 i God Skik-bekendtgørelsen. Den manglende direkte implementering betyder dog ikke, at bestemmel-sen ikke finder anvendelse. Det har EU-domstolen taget stilling til i en sag (C243/20), hvor direktivets art. 1, stk. 2 - ligesom i dansk ret - ikke var formelt implementeret i national ret. Her nåede EU-domstolen frem til, at art. 1, stk. 2 skal fortolkes således, at de kontraktsvilkår, der er om-fattet af bestemmelsen, er udelukket fra direktivets anvendelsesområde, selvom art. 1, stk. 2 ikke er blevet formelt gennemført i national ret [T MS 167, 169]. Den nationale forelæggende domstol havde dertil vurderet, at fordi den nationale implementering er så uløseligt forbundet med for-tolkningen af direktivet, ville det pågældende vilkår derfor uden videre falde uden for anvendelsesområdet af de nationale regler, der implemen-terede direktivet [T MS 166]. I betænkningen over lovforslag nr. 27 af
2. oktober 1994 om ændring af lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område og visse andre love, der implementerede direktivet i aftaleloven, er der også op-listet de områder, hvor lovforslaget går videre end den beskyttelse, der er fastlagt i direktivet - det vil sige de områder, hvor man i Danmark har valgt en øget forbrugerbeskyttelse sammenholdt med direktivet [T MS 43-44]. Der er ingen bemærkninger om, at den manglende formelle im-plementering af direktivets art. 1, stk. 2 betyder, at forbrugere derved ny-der større beskyttelse ved at vilkår, der afspejler lov eller bindende ad-ministrative bestemmelser - i modsætning til hvad der følger af direkti-vet - er underlagt ugyldighedsreglerne i aftaleloven. Der er derfor intet, der tyder på, at man i Danmark har valgt en "udvidet"beskyttelse ved at lade alle vilkår være omfattet af implementeringen i blandt andet

§ 38

c, uanset at v