Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning i sag om tiltale for vold efter § 244, samt overtrædelse a

Ikke udvisning af sindssyg Sag 52/2024 Dom afsagt den

1. januar 2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Der kunne ikke ske udvisning af eritreisk statsborger, der var straffri på grund af utilregnelighed som følge af sindssygdom. Sagen handlede om Tiltalte, der var fundet skyldig i vold og trussel om vold efter straffelovens § 244, stk. 1, og § 266, ved i to tilfælde at have sparket en beboer på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han boede, samt i et tilfælde at have truet den ene af dem. Tiltalte blev i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om udvisning. Tiltalte, der havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 7½ år, var idømt ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om indlæggelse for bl.a. to tilfælde af spark mod medbeboere. Efter det oplyste om de to voldsforhold fandt Højesteret, at forholdene ville have medført en ubetinget frihedsstraf, hvis Tiltalte ikke havde været straffri i medfør af straffelovens § 16, stk.
2. Der var derfor hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, til at udvise Tiltalte, og Tiltalte skulle herefter udvises, medmindre dette med sikkerhed ville være i strid med Danmark internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
3. Højesteret udtalte herom bl.a., at udvisning havde hjemmel i udlændingeloven og havde til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende var herefter, om udvisning måtte anses for nødvendig under hensyn til disse formål, hvilket måtte bero på en proportionalitetsvurdering. Særligt med hensyn til tilfælde, hvor udlændingen er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, henviste Højesteret til, at det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at det skal tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, at den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var sindssyg, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af
4. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark) og dom af
5. maj 2023 i sag 8757/20 (Azzaqui mod Holland). Om proportionalitetsvurderingen i den konkrete sag anførte Højesteret, at udvisning af Tiltalte efter en samlet afvejning ville være uproportional og dermed i strid med artikel
6. Højesteret lagde vægt på navnlig, at Tiltalte var fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, og at kriminaliteten, der blev begået i 2021, ikke var planlagt, men udtryk for spontane reaktioner over for medbeboere på botilbuddet. Tiltalte kom i 2023 i behandling med et antipsykotikum, der medførte en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han havde ikke begået kriminalitet siden. Højesteret tildelte herefter Tiltalte en advarsel om udvisning. Landsretten var nået til et andet resultat.