Højesteret fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da landsretten forlængede frihe

Varetægtsfængsling af udlænding under anke var ikke proportional Kendelse afsagt den

1. februar 2025 Sag 67/2024 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Om fast bopæl og proportionalitet ved varetægtsfængsling under anke efter hjemrejseloven Tiltalte, der havde været varetægtsfængslet efter retsplejeloven siden marts 2023, blev i februar 2024 ved byretten sammen med tre andre fundet skyldig i et røveri. Tiltalte blev idømt 1 års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Efter domsafsigelsen traf byretten afgørelse om, at Tiltalte under en eventuel appel skulle forblive varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr.
2. Landsretten forlængede varetægtsfængslingen flere gange, og den
3. juni 2024 blev frihedsberøvelsen forlænget indtil hovedforhandlingen, der var berammet til den 5.-
4. maj
5. Spørgsmålet for Højesteret var, om landsretten den
6. juni 2024 havde grundlag for at varetægtsfængsle Tiltalte i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, indtil der blev afsagt dom i ankesagen. Højesteret tiltrådte, at mistankekravet henset til byrettens afgørelse var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse. Højesteret tiltrådte endvidere, at landsretten havde lagt til grund, at Tiltalte ikke havde fast bopæl her i landet i hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1’s forstand. Højesteret lagde vægt på, at det af de fremlagte oplysninger fra CPR fremgik, at Tiltalte forud for frihedsberøvelsen i en længere periode havde været registreret med enten ukendt adresse eller uden adresse, og at han selv havde oplyst, at han havde været uden bolig og havde boet på skift hos forskellige venner. Han var på anholdelsestidspunktet indlogeret på Center Sandholm i forbindelse med, at han skulle have forlænget sin opholdstilladelse i Danmark, og var visiteret til at skulle flytte til Lemvig Kommune, hvilket dog ikke blev aktuelt som følge af frihedsberøvelsen. Det kunne ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet, om Tiltalte havde fast bopæl, at Udlændingestyrels en ved en afgørelse om forlængelse af Tiltaltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, havde lagt til grund, at Tiltalte ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Højesteret udtalte, at bopælsbegrebet i udlændingelovens § 17, stk. 1, og i hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, ikke er identiske, og at bestemmelserne tjener forskellige formål. Højesteret udtalte endvidere med henvisning til højesteretspraksis, at varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, kan ske, selv om frihedsberøvelsen vil overstige den forventede straf, men at der ved fængsling efter bestemmelsen skal foretages en proportionalitetsvurdering, således at frihedsberøvelsen ikke udstrækkes i længere tid end nødvendigt for at opfylde formålet med frihedsberøvelsen, og således at efterforskning, tiltalerejsning og berammelse så vidt muligt fremmes med henblik på at undgå, at frihedsberøvelsen kommer til at overstige den forventede straf. Efter en samlet vurdering af Tiltalte personlige forhold og den straf, han kunne forventes idømt, fandt Højesteret, at betingelserne for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da landsretten den
7. juni 2024 forlængende frihedsberøvelsen, indtil der blev afsagt dom i ankesagen. Tiltalte burde have været løsladt. Landsretten var nået til et andet resultat.