(2018), s. 100 (MS 109-110), anfører Niels Fenger specifikt om praksis vedrørende klageberettigelse i skattesager: ”I skattesager synes praksis at lægge vægt på, om afgørelsen for den umiddelbare part (det lignede skattesubjekt) har automatiske afledte skattemæssige konsekvenser for et andet skattesubjekt. I sådanne tilfælde anses sidstnævnte som udgangspunkt for at være part i forvaltningslovens forstand i den sag, parterne begge har interesse i. […] 9 Er der ikke tale om en sådan automatisk skattemæssig konsekvens, men alene om, at afgørelsen vedrørende det ene skattesubjekt vil kunne få bevismæssig eller anden mulig indirekte betydning for den skattemæssige behandling af et andet skattesubjekt, vil dette normalt ikke være tilstrækkeligt til at anse det andet skattesubjekt for part i det første skattesubjekt sag. […] Heller ikke det forhold, at den skattemæssige ligning af et skattesubjekt får økonomiske følgevirkninger for et andet skattesubjekt, bevirker, at sidstnævnte får partsstatus i førstnævntes skattesag, jf. FOB 2003.345 (MS 98) om en arvings manglende partsstatus i en sag om afgiftsberigtigelse af et dødsbo og FOB 2005.621 (MS 89) om en aktionærs manglende partsstatus i en sag om skatteansættelse af et aktieselskab, han havde aktier i.” I en situation, som den foreliggende, nemlig hvor et selskab har mulighed for at påklage en afgørelse, der er truffet over for selskabet, og hvor selska-bet alligevel undlader at påklage afgørelsen, følger det af retspraksis, at ejerne eller ledelsen af selskabet ikke er klageberettigede efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, jf. SKM2013.404.BR (tre dommere) (MS 75). Sagsøger anfører i stævningen (s. 2,
- afsnit), at Skattestyrelsens afgørelse (E 45-88) medfører, at ” Selskabets indtægter og tab medregnes til Sagsøgers skattepligtige indkomst, mens ind- og udbetalinger fra Sel-skabets bankkonto er uden skattemæssig betydning” . Skatteministeriet forstår Sagsøgers synspunkt sådan, at han udlægger Skattestyrelsens afgørelse således, at Udenlandsk virksomhed S.A. er skattemæssigt transparent, hvilket ikke er korrekt. Konsekvensen af Skattestyrelsens afgørelse, ifølge hvilken Udenlandsk virksomhed S.A. er et selvstændigt skattesubjekt, er tværtimod, at skatten opkræ-ves endeligt hos selskabet. Det fremgår da også klart af Skattestyrelsens afgørelse, at styrelsen forhøjede selskabets skattepligtige indkomst i de enkelte indkomstår med de opgjorte tilskud (E 69). Det er desuden ikke korrekt, at skattemyndighedernes synspunkt om, at Sagsøger udgjorde selskabets reelle ledelse, indebærer, at han på egne vegne kan påklage afgørelsen over for selskabet. Spørgsmålet om ledelsens sæde har alene betydning for spørgsmålet om selskabets skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6 (MS 13). Skattestyrelsens afgørelse har dermed ikke automatiske, økonomiske konsekvenser for Sagsøger og har – modsat hvad Sagsøger hævder – ikke direkte betydning for ham. 10 Den interesse, som Sagsøger kan siges at have i afgørelsen som følge af den af Skattestyrelsen anlagte ledelsesansvarssag mod ham, inde-bærer ikke, at han er klageberettiget i forhold til Skattestyrelsens afgørelse truffet over for Udenlandsk virksomhed S.A. Sagsøgers eventuelle in-teresse vil således alene være en indirekte afledet interesse, hvilket ikke gi-ver ret til at påklage Skattestyrelsens afgørelse, jf. f.eks. SKM2008.166.ØLR (MS 48), SKM2014.856.BR (MS 62) og SKM2021.619.ØLR (MS 38). I tilknytning hertil bemærkes, at Sagsøger netop har mulighed for at anfægte rigtigheden af Skattestyrelsens afgørelse truffet over for Udenlandsk virksomhed S.A. under ledelsesansvarssagen, jf. herved TfS 2001, 860 V (MS 51), SKM2008.166.ØLR (MS 48) og SKM2013.404.BR (MS 75). Sagsøgers manglende klageberettigelse i selskabets sag fører således ikke til, at hans indsigelse om skattesubjektivitet og skattepligt bliver af-skåret i ledelsesansvarssagen. Den omstændighed, at Skattestyrelsen ikke forud for klagesagen ved Landsskatteretten anfægtede Sagsøgers klageberettigelse, inde-bærer ikke, at han kan anses for at være klageberettiget, eller at han her-ved har opnået en berettiget forventning om klageberettigelse. Det bemær-kes herved, at Skattestyrelsen ikke på noget tidspunkt har anført, at Sagsøger – på egne vegne – kunne påklage afgørelsen over for Udenlandsk virksomhed S.A. i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (MS 5). Det fremgår da også af afgørelsen (E 45-88), at den var stilet til Udenlandsk virksomhed S.A. c/o Sagsøger. Det bemærkes herved, at den omstæn-dighed, at SKAT i SKM2013.404.BR (MS 75) tidligere havde imødekommet en begæring fra aktionærerne om aktindsigt efter forvaltningslovens reg-ler om partsaktindsigt, ikke indebar, at aktionærerne kunne klage over SKATs afgørelse over for selskabet. Heller ikke det forhold, at Skattestyrelsen anbefalede sambehandling af sagerne ved Landsskatteretten, indebærer, at Sagsøger er klage-berettiget. Sagsøger har desuden påberåbt sig Vestre Landsrets kendelse i UfR 2021.5215 V (MS 35) (med henvisning til Gældsstyrelsens processkrift i sagen – E 94-100). Sagen angik, om der var grundlag for at fremme en konkursbegæring indgivet af Gældsstyrelsen mod et selskab omfattet af Panama Papers-komplekset. Ejeren af selskabet gav møde under sagens behandling og nedlagde påstand om, at konkursbegæringen nægtedes fremme. Både skifteretten og Vestre Landsret tog selskabsejerens påstand under pådømmelse. 11 Spørgsmålet gav ikke anledning til tvist i sagen for skifteretten, der ikke angik spørgsmålet om, hvorvidt hovedaktionæren kunne anses for klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 (MS 5), eller det forvaltningsretlige partsbegreb, eftersom der ikke var tale om prøvelse af en forvaltningsafgørelse. Det anførte om ” partsstatus i nærværende sag” sigter blot til, at hovedaktionæren – under de foreliggende omstændigheder – havde retlig interesse i konkurssagen, og at han dermed kunne optræde som procespart og udøve partsbeføjelser under domstolenes behandling af konkursbegæringen. Den omstændighed, at ejerens påstand blev taget under pådømmelse i konkurssagen, fører således ikke til, at Sagsøger kan anses for at være klageberettiget i relation til selskabets skattesag, hvori der er truffet en forvaltningsretlig afgørelse. Det bemærkes herved, at spørgsmålet om, hvor-vidt en fysisk eller juridisk person er klageberettiget, skal afgøres efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, jf. f.eks. SKM2021.619.ØLR (MS 38). …” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Der er mellem parterne enighed om, at Sagsøger ikke var den direkte adressat for Skattestyrelsens afgørelse af
- oktober 2019, som vedrørte skatte-forholdene for det panamanske selskab Udenlandsk virksomhed S.A. Retten lægger til grund, at Udenlandsk virksomhed S.A. med virkning fra den
- november 2019 skiftede status i det panamanske selskabsregister fra at være ak-tivt til at være ”suspendido” , og at dette medførte, at selskabets aktiviteter op-hørte, men at selskabet i henhold til panamansk selskabslov i mindst tre år fort-sat var en juridisk enhed. Det lægges derfor til grund, at Udenlandsk virksomhed S.A. som selvstændigt skattesubjekt havde retlig handleevne på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse af
- oktober 2019 og i hele perioden, indtil klagefristen udløb den
- januar 2020, og derfor kunne have påklaget afgørelsen. Retten finder det ikke godtgjort, at afgørelsen af
- oktober 2019 vedrørende Udenlandsk virksomhed S.A.s skatteforhold har automatisk eller direkte skattemæs-sig betydning for Sagsøger, og Sagsøgers interesse i sagen som følge af, at der er anlagt en sag mod ham om ledelsesansvar, må anses for værende en afledet økonomisk interesse. Retten lægger herved vægt på, at et eventuelt krav i ledelsesansvarssagen er et erstatningsretligt krav, og ikke et skattemæssigt funderet krav, ligesom Sagsøger under ledelses-ansvarssagen ikke er afskåret fra at anfægte rigtigheden af Skattestyrelsens af-gørelse vedrørende skatteansættelsen i Udenlandsk virksomhed S.A. 12 På denne baggrund finder retten det ikke godtgjort, at Sagsøger har en sådan væsentlig, direkte og individuel interesse i Skattestyrelsens afgørelse af
- oktober 2019, at han er klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk.
- Det kan ikke føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen i forbindelse med behandlingen af klagesagen ikke anfægtede Sagsøgers klageberetti-gelse, og at Skattestyrelsen anbefalede, at selskabets klagesag blev sambehand-let med Sagsøgers klagesag. Idet der heller ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Landsskatteretten, frifindes Skatteministeriet for de nedlagte påstande. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 60.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes. Sagsøger skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 60.000 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 10-01-2025 kl. 11:00 Modtagere: Sagsøger, Advokat (H) Peter Gerken, Advokat (H) Tony Sabbah, Sagsøgte Skatteministeriet Departementet