Højesteret frifinder tiltalte, og ophæver landsrettens bestemmelser om tortgodtgørelse i sag om tiltale for voldtægt efter straffelovens § 225, jf. §

Om voldtægt under søvngængeri (sexsomnia) Domme afsagt onsdag den

1. februar
2. Sag 57/2024 Anklagemyndigheden mod Tiltalte og Sag 58/2024 Anklagemyndigheden mod T2 To tiltalte frifundet for voldtægt under søvngængeri grundet manglende forsæt Højesteret har afsagt domme i to sager om voldtægt under søvngængeri. I sag 57/2024 var Tiltalte af landsretten fundet skyldig i at have udøvet oralsex på Forurettede, der på grund af søvn befandt sig en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig dette. Landsretten havde lagt til grund, at Tiltalte på tidspunktet for den seksuelle handling befandt sig i en sovende tilstand og fandt ham omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, om personer, der var utilregnelige på gerningstidspunktet på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed. Landsretten henviste bl.a. til en udtalelse afgivet af Retslægerådet, hvori det var anført, at Tiltalte med overvejende sandsynlighed led af den neurologiske lidelse sexsomnia, og at han på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der kunne sidestilles med sindssygdom. Endvidere havde landsretten med henvisning til Højesterets dom af
3. oktober 2017 (UfR 2018.491) fundet, at Tiltalte havde handlet forsætligt, fordi den seksuelle handling havde en sådan beskaffenhed, at en normal gerningsmand under i øvrigt samme omstændigheder ville blive anset for at have begået en forsætlig overtrædelse af de nævnte straffelovsbestemmelser. Landsretten anførte, at det alene var i kraft af hans neurologiske lidelse, at den seksuelle handling var udøvet, uden at han havde haft en bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede. - 2 - Han blev af landsretten i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf og blev idømt ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse og uden en længstetid. I sag 58/2024 var T2 tiltalt for voldtægt ved at have tiltvunget sig samleje med F2 ved vold eller trussel om vold, idet F2 havde lagt sig til at sove i samme seng som T
4. Efter de lægelige udtalelser havde landsretten lagt til grund, at T2 på tidspunktet for den seksuelle handling befandt sig i en tilstand af sexsomnia, at tilstanden måtte sidestilles med sindssygdom, og at han var utilregnelig på det nævnte tidspunkt, jf. straffelovens § 16, stk.
5. Landsretten frifandt T2, idet han ikke kunne anses for at have haft forsæt til den begåede seksuelle handling. Landsretten lagde vægt på bl.a., at T2, som ubestridt sov, da han realiserede gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen, ikke havde nogen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig. Begge sager blev anket til Højesteret, hvor hovedspørgsmålet var, om de tiltalte havde handlet forsætligt. Højesteret bemærkede, at landsretten efter de lægelige udtalelser i sagerne havde lagt til grund, at de tiltalte på tidspunktet for den seksuelle handling befandt sig i en tilstand af sexsomnia, og at tilstanden måtte sidestilles med sindssygdom, ligesom landsretten i begge sager havde lagt til grund, at de tiltalte enten sov eller var i en sovende tilstand på de nævnte tidspunkter. På det således foreliggende grundlag fandt Højesteret, at de seksuelle handlinger ikke kunne tilregnes de tiltalte som forsætlige. Højesteret frifandt herefter Tiltalte og T2 for de rejste tiltaler. Landsretten var nået til et andet resultat vedrørende Tiltalte og til samme resultat vedrørende T
6. - 3 - - 4 -