HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 13. februar 2025 Sag BS-40339/2024-HJR Rambøll Gruppen A/S (advokat Torben Bondrop) mod ITAS International Services and Telecommunications SAS og TDF - Telediff

§ 299, som der henvises til i bemærkningerne til § 318, havde følgende ordlyd: § 298.

Finder Højesteret, at en Krænkelse af Rettergangsreglerne har fundet Sted, kan den tilintetgjøre enten hele den stedfundne Behandling eller de Dele af den, som staa i Forbindelse med eller hvile på den begaaede Fejl. Hjemvises Sagen tillige til ny Behandling, bliver derhos at bestemme, fra hvilket Punkt denne skal tage sin Begyndelse; dog bliver herved at iagttage, at Hjemvisning på Grund af Fejl ved Hovedforhandlingen må medføre den hele Hovedforhandlings fuldstændige Gjentagelse. § 299. I Henseende til Sagens Realitet, kan Paaanke til Højesteret til Underkjendelse og Forandring af Landsrettens Dom finde Sted, naar 6 Landsretten har fejlet i Opfattelsen af den materielle Ret eller dens Anvendelse på det foreliggende Tilfælde eller i Henseende til den retlige Vurdering og Opfattelse af de i Dommen som beviste antagne Kjendsgjerninger eller af Sagsfremstillingerne eller de fremlagte Dokumenter i og for sig betragtede. Derimod kan Højesteret ikke under-kjende Landsrettens Bedømmelse af Resultatet af en Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhørelse, hvad enten dette Resultat støttes paa de nævnte Bevismidler alene eller paa disse i Forbindelse med fremlagte Dokumenter. Hvor Højesteret forandrer Landsrettens Dom, kan dermed forbindes Hjemsvisning til ny Behandling af Sagen ved Landsretten i det Omfang og på den Maade, som Højesteret anser for nødvendig.” Af motiverne til lovudkastets §

§ 299

fremgår det, at bestemmelserne (sammen med § 297) havde til formål at opremse, hvad der kunne gøres til genstand for prøvelse af Højesteret (s. 137-140). Det fremgår endvidere bl.a., at: I §§ 297 — 99 omhandles det vigtige Spørgsmaal, hvad der kan gjøres til Gjenstand for prøvende Paakjendelse af Højesteret, eller med andre Ord fra hvilket Synspunkt Højesteret kan rette og forandre Landsrettens Behandling og Dom. … Hvis Sagen af Landsretten er afgjort paa en enkelt Søgsmaalsgrund eller Indsigelse, idet yderligere Procedure efter denne dens Opfattelse bliver overflødig, medens Højesteret underkjender Landsrettens Mening herom og ikke anser Søgsmaalsgrunden eller Indsigelsen for afgjø-rende, foreligger der et Tilfælde, hvor Parterne efter Højesteretsdom-men maa stedes til fortsat Procedure af Sagen, idet de maa indtage samme Stilling, som om Landsretten allerede var kommen til det Resul-tat, som efter Højesteretsdommen nu maa ansees for det rette, med Hensyn til Søgsmaalsgrunden eller Indsigelsen. Ligesom de altsaa, hvis Landsretsdommen havde forkastet den særskilt procederede Søgsmaalsgrund eller Indsigelse istedetfor at godkjende den, derefter havde maattet stedes til fortsat Procedure af Sagens øvrige Realitet, saaledes maa nu det samme Resultat indtræde, da Højesteretsdommen træder istedetfor Landsretsdommen. Der maa gives dem Lejlighed til at gjenoptage Sagens Procedure fra det Punkt af, hvorpaa den vilde have staaet, hvis Landsrettens Dom havde været enslydende med Højeste-rets. I Mangel af en bedre Betegnelse kan man sige, at de altsaa maa kunne fordre Sagen hjemvist til fortsat Behandling fra det Punkt af, kun 7 at det da vel be mærkes, at Ordet „Hjemvisning" her bruges om en Hen visning til ny Procedure, der ikke er foranlediget ved nogen processuel fejl.” - Lovudkastets §

§ 299

var ikke medtaget i efterfølgende lovforslag, som førte til vedtagelsen af § 416 i 1916-retsplejeloven. Anbringender Rambøll Danmark og Rambøll Gruppen har anført navnlig, at retsplejelovens § 388 ikke gælder for sager, der er hjemvist til ”fortsat” behandling. I sådanne sa ger skal retten af egen drift genoptage sagens behandling, således som det skete ved byrettens meddelelse af

1. april
2. Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af retsplejelovens § 388, at den alene vedrører hjemvisning til ”fornyet” behandling, og der er ikke støtte i forarbejderne for, at bestemmelsen skulle finde anvendelse på sager, som er hjemvist til fort-sat behandling. Udkastet til retsplejelov fra Proceskommissionen af 1868 understøtter tværtimod, at bestemmelsen alene finder anvendelse på sager hjemvist til fornyet behandling, idet den i lovudkastet foreslåede regel om, hvordan en hjemvisning skal håndteres, henviser til bestemmelser, som angår hjemvisning til ”ny behandling” . Ved hjemvisning til fornyet behandling skal det materielle spørgsmål prøves af underinstansen på ny. Hjemvisning til fornyet behandling kan således alene ske, hvor et allerede behandlet spørgsmål skal behandles på ny, eksempelvis på grund af rettergangsfejl. I sådanne situationer kan det være relevant for både retten og sagens parter at vide, om nogen ønsker en fornyet behandling, idet en part kan være tilfreds med, at den tidligere dom om realiteten blot er ophævet. Ved hjemvisning til fortsat behandling ophæves underinstansens afgørelse og den højere instans’ afgørelse træder i stedet. Byretten skal i den foreliggende sag således ikke behandle spørgsmålet om værneting igen, og det er åbenlyst, at Rambøll Danmark og Rambøll Gruppen fortsat ønsker en retlig afgørelse af sagens realitet, som der aldrig har været afsagt en afgørelse om. Der skal derfor ikke foreligge en anmodning om fornyet behandling af sagens realitet. Sondringen understøttes bl.a. af ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen til Politi- og domstolsreformen (§ 105, stk. 8, i lov nr. 538 af
3. juni 2006), hvorefter verserende sager kunne henvises fra landsretten til fortsat behandling ved byretten. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at der ved fortsat behandling forstås, at sagen fortsætter på det stade, hvor den var umiddelbart forud for henvisningen til byretten, hvilket er forskelligt fra en fornyet prøvelse af det materielle spørgsmål. Sondringen understøttes også af praksis fra Højesteret og landsretterne. Der henvises endvidere til retsplejelovens § 226, stk. 5, som ikke - 8 hjemler nogen frist i det tilfælde, hvor landsretten har afvist at behandle en sag i
4. instans og hjemvist den til fortsat behandling i byretten. Hovedformålet med § 388 er, at der skabes forudsigelighed over for modparten om, hvorvidt en sag er afsluttet. I sager hjemvist til fornyet behandling kan det være uklart, om et krav stadig har relevans eller vil blive forfulgt. Det har der aldrig været tvivl om i den foreliggende sag. Det bestrides, at ”fornyet behandling” udelukkende er udtryk for den sproglige kendsgerning, at en sag per definition og på parternes begæring undergår behandling igen af underinstansen. Hvis dette var tilfældet, ville det være meningsløst, at retsplejeloven specifikt indeholder bestemmelser om genoptagelse af sager til fortsat behandling, og det ville være overflødigt, at domstolene son-drer mellem hjemvisning til fornyet og fortsat behandling. Landsrettens udvidende fortolkning af bestemmelsen strider imod almindelige fortolkningsprincipper og har skabt en skjult regel, som hverken har støtte i praksis, forarbejder eller litteratur. Fortolkningen er i strid med grundlovens § 3, da den ændrer på en utvetydigt formuleret lovregel, og er udtryk for over-dreven formalisme i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-ons artikel
5. Dertil kommer, at årsagen til, at sagerne overhovedet blev hjemvist og derfor nu er afvist i første omgang, er, at byretten havde truffet en forkert afgørelse om sagernes værneting. ITAS International Services and Telecommunications og TDF – Teledifussion de France har anført navnlig, at sagerne skal afvises, da Rambøll Gruppen og Rambøll Danmark ikke inden 4 uger efter landsrettens dom anmodede byretten om fornyet behandling af sagerne, jf. retsplejelovens §
6. Bestemmelsen udgør en klar, umisforståelig og forudsigelig retsregel svarende til f.eks. retsplejelovens ankefristregler, og Rambøll kunne uden væsentlig ulempe have afbrudt fristen rettidigt. Retsplejelovens § 388 sondrer ikke mellem hjemvisning til fortsat behandling og hjemvisning til fornyet behandling. En sådan sondring strider mod såvel ordly-den af bestemmelsen, forarbejderne dertil og retspraksis. Bestemmelsen skal også læses i sammenhæng med retsplejelovens § 369, stk. 1, hvorefter der alene er hjemmel til hjemvisning som sådan. Bestemmelsen svarer i alt væsentligt til § 318, som blev foreslået af Proceskommissionen af 1868 i forbindelse med dennes udkast til retsplejelov. Af moti-verne til lovudkastet fremgår, at bestemmelsen skulle finde anvendelse i alle de 9 situationer, hvor en sag var blevet hjemvist. Ifølge udkastet medførte en hjemvisning en ”ny behandling” , uanset om hjemvisning skyldtes rettergangsfejl (udkastets § 298) eller underrettens fejlbedømmelse af den for sagen relevante materielle ret (udkastets § 299). Af lovudkastets § 299 fremgik, at forandring af landsrettens dom kan forbindes med hjemvisning til ny behandling af sagen i det omfang og på den måde, som Højesteret anser for nødvendig. Dette indebar, at ankeinstansen i forbindelse med hjemvisningen kunne angive, at hjemvisningen f.eks. skete til ”fortsat be handling” hvilket understøttes af motiverne til bestemmelsen. , Ordet ”fornyet” behandling er i relation til retsplejelovens § 388 udelukkende udtryk for den sproglige kendsgerning, at en sag per definition og på parternes begæring undergår behandling igen af underinstansen, når sagen af appelinstansen hjemvises til underinstansen. Det bestrides, at hjemvisning til fornyet behandling alene kan ske, hvor et allerede behandlet materielt spørgsmål skal behandles på ny for eksempel på grund af rettergangsfejl, jf. f.eks. UfR 1949.806 H, hvor der skete hjemvisning til fornyet behandling i en sag oprindeligt afvist som følge af voldgiftsklausul. At bestemmelsen finder anvendelse i den foreliggende situation, understøttes af byrettens anmodning om bemærkninger efter udløbet af 4-ugersfristen. Såfremt bestemmelsen ikke havde fundet anvendelse, havde byretten givet meddelelse til parterne på et tidligere tidspunkt. Appellanternes synspunkter vedrørende grundlovens § 3 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er uden relevans for sagen. Højesterets begrundelse og resultat Højesteret er enig i landsrettens begrundelse og resultat. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. THI BESTEMMES: Landsrettens kendelse stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Rambøll Gruppen A/S og Rambøll Danmark A/S solidarisk betale 5.000 kr. til ITAS International Services and Telecommunications SAS og 5.000 kr. til TDF – Telediffusion de France SAS. Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 13-02-2025 kl. 11:19 Modtagere: Advokat (H) Torben Bondrop, Advokat (H) Frederik Kromann Jespersen, Indkærede La Societe Itas Pylônes, Indkærede TDF -Telediffusion de France, Kærende Rambøll Gruppen A/S