Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i sag om hvorvidt varetægtsfængsling var i strid med proportionalitetsprincippet

Ikke uproportionalt at varetægtsfængsle frem til dom i ankesag Sag 78/2024 Kendelse afsagt

1. februar 2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Varetægtsfængsling i længere tid end den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid var ikke i strid med proportionalitetsprincippet Tiltalte er i byretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 81 a, ved sammen med bl.a. tre medtiltalte at have overfaldet Forurettede. Tiltalte blev i byretten idømt en tillægsstraf på fængsel i 3 år og opholdsforbud efter straffelovens § 79 a i et tidsrum af 5 år fra endelig dom. Tiltalte har været frihedsberøvet fra den
2. august 2022, og der er berammet hovedforhandling i ankesagen den 6., 7., 11.,
3. og
4. marts
5. Højesteret tiltrådte, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Spørgsmålet var herefter, om fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte, indtil der er afsagt dom i ankesagen, således at varetægtsperioden overstiger varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid, er i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk.
6. Efter straffelovens § 38, stk. 5, kan prøveløsladelse ikke ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt skydevåben mv. Højesteret anførte, at den særlige prøveløsladelsesbestemmelse i straffelovens § 38, stk. 5, kan inddrages ved proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 762, stk. 3, sådan at varetægtsperioden kan overstige varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid, hvis retten på varetægtsfængslingstidspunktet finder fornødent grundlag for at antage, at prøveløsladelse ikke kan forventes til normal tid, jf. straffelovens § 38, stk.
7. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at der ikke i et sådant tilfælde påhviler retten en pligt til at vurdere berettigelsen af en varetægtsfængsling med intervaller på højst tre måneder, sådan som det i forarbejderne til straffelovens § 38, stk. 5, er forudsat, at kriminalforsorgen skal gøre ved prøveløsladelse fra afsoning. I det omfang retten træffer afgørelse om varetægtsfængsling indtil dom, har sigtede mulighed for at få prøvet fængslingen i medfør af bestemmelserne i retsplejelovens § 767, stk. 2, og §
8. Tiltalte er ved byrettens dom dømt for grov vold, og forholdet er henført under straffelovens § 81 a. Henset hertil og til oplysningerne om Tiltaltes tilknytning til Hells Angels fandt Højesteret, at det var berettiget, at landsretten varetægtsfængslede Tiltalte, indtil der er afsagt dom i ankesagen, jf. retsplejelovens § 762, stk.
9. Der var ikke for Højesteret fremlagt oplysninger, som giver grundlag for på nuværende tidspunkt at anse det for uproportionalt at opretholde varetægtsfængslingen, indtil der er afsagt dom i ankesagen. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.