DOM afsagt den 31. oktober 2018 af Vestre Landsrets 1. afdeling (dommerne Eva Staal, Esben Hvam og Mie Obel Thomsen (kst.) med domsmænd) i ankesag V.L. S–0434–18 Anklagemyndigheden mod Erstatningssøge

§ 237. Efter retsplejelovens § 1018 a, stk.

2, kan erstatning ydes, selv om betingelserne for at yde erstatning efter stk. 1, ikke er opfyldt, såfremt den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald eller det af andre særlige grunde findes rimeligt. Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens kapitel 93 a, at den blotte sigtelse ikke bør kunne udløse erstatning. Det er herved forudsat, at risikoen for uberettiget sigtelse for strafbart forhold som udgangspunkt ”må bæres af borgerne som et bidrag til det almene gode, der ligger i retshåndhævelsen”. Sigtelse og tiltalerejsning vil derfor som hovedregel ikke i sig selv kunne danne grundlag for erstatning. Landsretten tiltræder herefter, at det følger af de af byretten citerede forarbejder, at det forhold, at Erstatningssøgende under varetægtsfængslingen var sigtet

§ 237

ikke i sig selv kan føre til en forhøjelse af taksterne, da fængslingsgrundlaget ikke omfattede straffelovens § 237, jf. herved også TfK 2016.1333/

1. Rigsadvokatmeddelelsen om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a angår erstatning for straffeprocessuelle indgreb. Varetægtsfængslingen skete som anført ikke på grundlag af sigtelsen for drab eller drabsforsøg, og Erstatningssøgende kan derfor heller ikke påbe- råbe sig Rigsadvokatmeddelelsens punkt 1.f. som grundlag for forhøjet erstatning i anledning af sigtelsen/tiltalen. Erstatningssøgende blev ved Vestre Landsrets ankedom idømt 1 års fængsel for over- trædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247 stk.
2. Landsretten finder herefter ikke, at der foreligger sådanne ekstraordinære forhold i denne sag, at det af særlige grunde er rimeligt at yde Erstatningssøgende yderligere erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2,
3. led, jf. herved betænkning nr. 801 af 1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, side
4. Byretten frifandt Erstatningssøgende for tiltalen om overtrædelse af straffelovens § 237 efter en konkret afvejning af, om tiltalte havde det fornødne forsæt til manddrab. Byretten fandt, at han var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1,
5. og
6. pkt., jf. § 247, stk. 1, jf. til dels §
7. Anklagemyndigheden kan på den baggrund ikke anses for at have handlet ansvarspådragende ved at have rejst tiltale

§ 237

eller ved at anke med påstand om domfældelse i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans. Erstatningssøgende har herefter heller ikke krav på en godtgørelse efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h. Landsretten frifinder derfor anklagemyndigheden for Erstatningssøgendes påstand om yderligere erstatning. T h i k e n d e s f o r r e t: Anklagemyndigheden frifindes. Byrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes. Erstatningssøgende Eva Staal skal betale sagens omkostninger for landsretten. Esben Hvam Mie Obel Thomsen (kst.)