← Danmark

ECLI:DK:OLR:2022:SS0000000491 Byrettens kendelse stadfæstet

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________ Lukkede døre Det forbydes offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggøre kærendes identitet. Den

  1. juni 2018 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Bredgade 59, København. Som dommere fungerede landsdommerne Benedikte Holberg, Carsten Kristian Vollmer og Rikke Plesner Skovby (kst.), førstnævnte som rettens formand. Der foretoges
  2. afd. nr. S-1552-18: Anklagemyndigheden mod Arrestant CPR nr. (advokat Rolf Lindegaard Gregersen, beskikket) Ingen var indkaldt eller mødt. Der fremlagdes udskrift af retsbogen fra Københavns Byret (SS 91-29827/2017) med bilag, rettens fremsendelsesbrev af
  3. juni 2018, kæreskrift af
  4. juni 2018 fra den beskikkede forsvarer, advokat Rolf Gregersen, og kæresvarskrift af
  5. juni 2018 fra anklagemyndigheden. -2- Arrestanten , der har været frihedsberøvet fra den
  6. december 2017, og som ved ankla- geskrift af
  7. april 2018 er tiltalt for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, har med påstand om løsladelse kæret Københavns Byrets kendelse af
  8. maj 2018 om fortsat varetægtsfængsling i surrogat i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, jf. § 765, indtil der er afsagt dom i sagen, jf. retsplejelovens § 767, stk.
  9. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. er nærmere tiltalt for forsøg på manddrab ved i forening og efter forudgående Arrestanten aftale eller fælles forståelse med flere ikke nærmere identificerede gerningsmænd at have forsøgt at dræbe Forurettede (F) bl.a. havde skrevet til flere personer, at , idet Arrestanten ifølge tiltalen tidligere på dagen F skulle ”stabbes”, og at hans drenge stod klar, ligesom Arrestanten aftalte at mødes med Arrestanten F på Amagerbro Station, hvorefter og flere personer ifølge tiltalen mødtes med F på Amagerbro Station, hvor tiltalte og nogle ikke nærmere identificerede medgerningsmænd tildelte F skillige slag og spark. Gerningsmændene stak endvidere ifølge tiltalen flere gange adF med en eller flere medbragte knive, som ramte i ballen, låret og lysken, alt imens i hvert fald én af gerningsmændene udtalte, at de var bevæbnet med kniv, samt ”dræb ham, slå ham ihjel, han skal dø” og ”det er en pige, det er æresdrab” eller lignende. Hovedforhandling er berammet til den 24.,
  10. og
  11. september 2018 samt den
  12. og
  13. oktober
  14. Advokat Rolf Gregersen har til støtte for påstanden om løsladelse navnlig anført, at der ikke foreligger det fornødne mistankegrundlag. Hverken forurettede eller sagens øvrige vidner har således kunnet udpege Arrestanten som gerningsmanden til knivstikkeriet. Der var tale om et tilfældigt møde med forurettede, og Arrestanten har ikke handlet i forening eller efter forudgående aftale eller fælles forståelse med de øvrige tilstedeværende. Efterforskningen har ikke afdækket identiteten på gerningsmanden, og der foreligger ingen påvirkningsrisiko, herunder da de centrale vidner – forurettede og dennes kammerat, mor og moderens veninde – er ”uden for rækkevidde”. Hertil kommer, at Arrestanten der kun er 15 år, er meget belastet af frihedsberøvelsen, herunder med tiltagende indesluttethed. Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om stadfæstelse navnlig anført, at mistankegrundlaget hovedsageligt består af vidneforklaringer og den sikrede korrespondance, -3- hvorefter Arrestanten i timerne før knivstikkeriet skrev til forurettedes kæreste bl.a.: ”Ham der får en brutal omgang vent o se”, ”ja han skal stabbes i halsen”, ”hele Hbg er efter ham”, ”Sig til ham han skal mødes I dag efter”, ”Om aften” og ”nu ser du hvem Arrestanten er”. Til forurettede skrev Arrestanten bl.a.: ”Men kom til Amagerbro st”, ”dig du færdig”, ”Det får du at se i morgen”, ”skal til føds I dag men ring”, ”Vi bare flere”, hvorefter forurettede skrev: ”Kom i dag – Ik i morgen”. Herpå svarede Arrestanten : ”og kommer I dag – 20”. Størstedelen af vidnerne er bekendte til Arrestanten , der vil kunne påvirke vidnerne, herunder ved at samstemme forklaringer. Der er gerningsmænd på fri fod, og der er risiko for, at Arrestanten vil tage kontakt til forurettede. Ved hovedforhandlingens påbegyndelse vil Arrestanten have været frihedsberøvet i 9 måneder og 18 dage, men sagens særlige omstændigheder begrunder fortsat varetægtsfængsling i surrogat frem til dom. Efter votering afsagdes sålydende k e n d e l s e: Efter sagens oplysninger, herunder indholdet af tiltaltes korrespondance med forurettede og med forurettedes kæreste i timerne op til knivstikkeriet, oplysningerne om omfanget af forurettedes skader og tiltaltes erkendelse af at have begået vold mod forurettede, tiltrædes det, at der er begrundet mistanke om, at tiltalte har gjort sig skyldig i den rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens § 237, jf. §
  15. Henset endvidere til det oplyste om tiltaltes relation til sagens vidner, uidentificerede medgerningsmænd og tiltaltes tidligere kontakt med forurettede, tiltrædes det, at der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre. Betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i surrogat, indtil der er afsagt dom i sagen, er således opfyldt, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, jf. § 765, jf. § 767, stk.
  16. Varetægtsfængsling af en person under 18 år, der er sigtet for en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 8 måneder – regnet frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder, jf. herved retsplejelovens § 768 a, stk. 2, nr. 2, og § 768 a, stk.
  17. -4- Bestemmelsen i retsplejelovens § 768 a er indsat i retsplejeloven ved lov nr. 493 af
  18. juni
  19. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. (lovforslag nr. L 78 af
  20. februar 2008, de specielle bemærkninger): ”Opretholdelse af varetægtsfængsling ud over de foreslåede tidsgrænser forudsætter således, at der foreligger særlige omstændigheder. Vurderingen af, om dette er tilfældet, må bero på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. Der lægges ikke op til en ændring af fængslingsgrundene som sådan, men der lægges op til en skærpelse af kravene for anvendelsen af den enkelte fængslingsgrund ved længerevarende varetægtsfængslinger med henblik på en mere nuanceret vurdering end efter gældende ret af, om fortsat fængsling efter udløb af fristen på henholdsvis 6 måneder og 1 år er nødvendig. Ved rettens vurdering heraf må der bl.a. tages udgangspunkt i den anvendte fængslingsgrund. Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 (unddragelsesfare), og § 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesfare), vil – forudsat at betingelserne for varetægtsfængsling fortsat er opfyldt – i sagens natur normalt vare ved, indtil sagen er afsluttet. Det samme kan være tilfældet med hensyn til fængsling efter bestemmelserne om retshåndhævelsesarrest i retsplejelovens § 762, stk.
  21. Hensynet til retshåndhævelsen vil dog i sig selv svækkes, efterhånden som tiden går, og retten må derfor løbende vurdere, om der fortsat er grundlag for fængsling. Retten må under alle omstændigheder løbende være opmærksom på, om fortsat fængsling opfylder det krav om proportionalitet, som er indeholdt i retsplejelovens § 762, stk.
  22. Ved fængsling efter de nævnte bestemmelser indebærer kravet om særlige omstændigheder, at der må foretages en samlet vurdering med udgangspunkt i en skærpet vurdering dels med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i § 768 (dvs. navnlig om efterforskningen fremmes med tilstrækkelig hurtighed), dels med hensyn til nødvendigheden af at opretholde fængslingen efter den anvendte fængslingsgrund. Den skærpede opmærksomhed med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opretholdelse indebærer også, at retten må være særlig opmærksom på hensynet til proportionalitetskravet efter retsplejelovens § 762, stk. 3, og – navnlig i forhold til fængslingsgrunden i stk. 1, nr. 1 (unddragelsesfare) – på muligheden for anvendelse af fængslingssurrogater, jf. §
  23. Om anvendelsen af surrogater bemærkes i den forbindelse, at både retten, anklagemyndigheden og forsvareren vedvarende bør være opmærksomme på at søge varetægtssurrogater anvendt i tilfælde, hvor disse vil være tilstrækkelige foranstaltninger. Der må endvidere foretages en fornyet vurdering af gentagelsesrisikoen efter stk. 1, nr. 2, ud fra karakteren af den pågældende kriminalitet og varigheden af den hidtidige fængsling. Der må ligeledes foretages en fornyet vurdering af -5- hensynet til retshåndhævelsen (retsfølelsen) ud fra en afvejning af forholdets grovhed og fængslingens varighed. I alle tilfælde vil den påsigtede kriminalitet spille en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. Retten skal således efter en helhedsbedømmelse foretage en kritisk vurdering af nødvendigheden af fortsat varetægtsfængsling i lyset af varigheden af den hidtidige fængsling. Ved fængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, om risiko for modvirkning af forfølgningen (den såkaldte kollusionsrisiko), bygger kravet om særlige omstændigheder i princippet på samme hensyn. Imidlertid kan der gøre sig særlige forhold gældende med hensyn til denne fængslingsgrund, der efter sit indhold er nært knyttet til forløbet af efterforskningen, undersøgelsen og bevissikringen i sagen. En skærpet vurdering af risikoen for modvirkning af undersøgelsen kendes fra isolationsbetingelserne, som beskrevet i forarbejderne til de gældende bestemmelser, herunder retsplejelovens § 770 d, stk. 1, om begrundelse af kendelser om varetægtsfængsling i isolation. Ved isolation af varetægtsarrestanter stilles der således krav om en kvalificeret kollusionsrisiko. Dette krav, der i relation til isolation er særligt knyttet til de indledende faser af forfølgningen, kan ikke direkte overføres til perioden efter udløb af de foreslåede normale frister for varetægtsfængsling, hvor betingelserne for isolation typisk ikke (længere) vil være opfyldt. Alligevel rammer kravet om en kvalificeret kollusionsrisiko noget centralt i en skærpet opmærksomhed på nødvendigheden af fortsat fængsling ud over de foreslåede normalfrister, hvor varetægtsfængslingen på dette tidspunkt har varet ganske længe. Dette gælder ikke mindst efter afslutning af efterforskningen, hvor der således bør foreligge en betydelig risiko for kollusion af afgørende betydning for forfølgningen eller væsentlige hensyn til beskyttelse af vidner eller andre. Dette er ikke udtryk for, at varetægtsfængsling efter stk. 1, nr. 3, ikke kan være på sin plads efter afslutning af efterforskningen og tiltalerejsning, men udtryk for, at der bør ske større nuancering i bedømmelsen af, om fortsat fængsling er nødvendig i disse tilfælde. På samme måde som i forhold til de andre fængslingsgrunde er det også centralt for vurderingen, om efterforskningen fremmes med den fornødne hurtighed. Det må også tillægges vægt, om der gennem anteciperet bevisoptagelse er mulighed for en bevissikring, der kan bringe grundlaget for varetægtsfængslingen til ophør … Ved vurderingen af spørgsmålet om fængslingens opretholdelse ved den mest alvorlige kriminalitet – f.eks. i drabssager, de alvorligste narkotikasager mv. – vil selve den grove kriminalitets karakter naturligt indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fortsættes ud over de angivne frister. Navnlig i tilfælde, hvor tiltale er rejst, og hvor der foreligger en mistanke af en betydelig styrke, vil kriminalitetens karakter af en meget alvorlig forbrydelse – ved siden af -6den konkrete fængslingsgrund – kunne indgå som et væsentligt hensyn, der kan bevirke, at der må antages at foreligge særlige omstændigheder efter den foreslåede bestemmelse. Varetægtsfængsling må antages at udgøre en særlig belastning, når der er tale om unge under 18 år, og der foreslås derfor fastsat kortere frister for varetægtsfængsling af denne gruppe sigtede samt skærpede betingelser for fravigelse af disse frister (”helt særlige omstændigheder”). Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at varetægtsfængsling af unge under 18 år i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven vil kunne medføre fængsel i indtil 6 år, ikke kan finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder. I sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må varetægtsfængsling af unge under 18 år ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder, jf. stk. 2, nr.
  24. … Om varetægtsfængsling af unge under 18 år kan ske ud over de normalfrister, der fremgår af stk. 2, må som udgangspunkt bero på en vurdering svarende til den, der skal foretages ved afgørelsen af, om der er grundlag for at fravige de i stk. 1 indeholdte frister, jf. ovenfor. Betingelsen for at fravige de i stk. 2 indeholdte frister er imidlertid kvalificeret, idet der skal foreligge helt særlige omstændigheder. Dette gælder både med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i retsplejelovens § 768 (dvs. navnlig om efterforskningen fremmes med tilstrækkelig hurtighed), og med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opretholdelse efter den anvendte fængslingsgrund, jf. herom ovenfor. Også karakteren af den påsigtede kriminalitet må tillægges betydelig vægt, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i meget alvorlige straffesager (dvs. i sager om meget alvorlig personfarlig kriminalitet samt andre sager af en særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel).” Ved hovedforhandlingens påbegyndelse vil Arrestanten i givet fald have været frihedsberøvet i 9 måneder og 15 dage. I nærværende sag er der tale om en tiltale vedrørende meget alvorlig personfarlig kriminalitet i form af forsøg på manddrab ved knivstikkeri. Forholdet er efter tiltalen begået i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med flere andre. Det må endvidere forventes, at tiltalte – hvis han findes skyldig – idømmes en straf af flere års fængsel. Herefter og henset til, at sagen efter det oplyste må anses for fremmet med tilstrækkelig hurtighed, finder landsretten efter en samlet vurdering, at der -7- foreligger sådanne helt særlig omstændigheder, at tiltalte skal forblive varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i sagen, jf. herved retsplejelovens § 768 a, stk. 2, nr.
  25. Der findes ikke i øvrigt at foreligge forhold, hvorefter fortsat varetægtsfængsling vil være i strid med proportionalitetsprincippet efter retsplejelovens § 762, stk.
  26. Landsretten stadfæster herefter byrettens kendelse. Thi bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes. Sagen sluttet. Retten hævet. (Sign.) ___ ___ ___ Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.