ECLI:DK:OLR:2022:BS0000000121 Byrettens dom om erstatning for tvangsfiksering skærpet.

ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den

1. december 2020 Sag BS-12127/2020-OLR (
2. afdeling) Appellant 1, tidligere Klager 1 ved værge Appellant 2, tidligere Klager 2 (advokat Claus Allan Bonnez, besk.) mod Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard) Retten i Holbæk har den
3. februar 2020 afsagt dom i
4. instans (sag BS29423/2019-HBK). Landsdommerne Annette Dam Ryt-Hansen, Bloch Andersen og Lise Troelsen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse. Påstande Appellant 1, tidligere Klager 1, har gentaget sin påstand for byretten om, at Region Hovedstaden skal betale 10.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Indstævnte, Region Hovedstaden, har påstået dommen stadfæstet. Sagen har i landsretten været udsat på, at Højesteret tog stilling til, om anke af byrettens domme i sager, der behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a er omfattet af ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 368, stk. 1,
5. pkt., om sager med en økonomisk værdi, der ikke overstiger 20.000 kr. Højesteret har ved kendelse af
6. september 2020 (trykt i U.2020.3917) truffet afgørelse om, at 2 anke til landsretten i disse sager ikke kræver anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Landsretten besluttede den
7. november 2020 efter parternes samstemmende anmodning at behandle sagen på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 387, stk. 1, nr.
8. Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. Appellant 1, tidligere Klager 1 har yderligere anført, at der er grundlag for at antage, at der i sager om tvangsfiksering har været tilkendt for lave godtgørelser. Menneskerettighedsdomstolen har i sagen Aggerholm mod Danmark (sagsnr. 45439/18) tilkendt klageren en godtgørelse på 10.000 EUR for en uberettiget tvangsfiksering, der samlet antog en længde på knapt 23 timer. I den konkrete sag anerkendte Menneskerettighedsdomstolen, at der havde været behov for at tvangsfiksere klageren, som var indlagt på en retspsykiatrisk afdeling i henhold til en foranstaltningsdom, men fikseringens udstrækning havde ifølge Menneskerettighedsdomstolen ikke været berettiget, hvilket udgjorde en krænkelse af EMRK artikel
9. Sundheds- og Ældreministeriet har den
10. december 2020 meddelt, at Regeringen ikke søger Menneskerettighedsdomstolens dom i Aggerholm-sagen indbragt for Menneskerettighedsdomstolens storkammer. Aggerholm-sagen er helt på linje med tidligere godtgørelsespraksis ved Menneskerettighedsdomstolen. I sagen Tali mod Estland (sagsnr. 66393/10) udløste overdreven magtanvendelse i et fængsel efterfulgt af tvangsfiksering i 3 timer og 45 minutter en godtgørelse på 5.000 EUR. Det bør tillægges betydelig vægt ved udmåling af godtgørelsens størrelse, at der er tale om tvangsfiksering af et barn, at fikseringen er underkendt i sin hel-hed, at Appellant 1, tidligere Klager 1 fikseres, uanset at der tilsyneladende var rekvireret politi til stede, som burde kunne håndtere transport af en 15-årig. Det bør også tillægges vægt, at personalet på en børnepsykiatrisk afdeling under alle omstændigheder bør være uddannet til at håndtere en sådan situation uden at anvende tvangsfiksering af et barn. Endelig bør det tillægges vægt, at afde-lingen synes at have planlagt den pågældende tvangsfiksering. Region Hovedstaden har heroverfor anført, at det tiltrædes, at Appellant 1, tidligere Klager 1 har krav på godtgørelse for tvangsfikseringen, der havde en varighed på 1½ time, og som fandt sted i forbindelse med Appellant 1's, tidligere Klager 1 overflytning til den særligt sikrede Institution 1 på Fyn. Det ville efter Region Hovedstadens opfattelse have optrappet konfliktniveauet, hvis transporten skulle have være håndteret af politiet. Det bestrides, at tvangs- 3 fikseringen var planlagt. Det bør tillægges betydelig vægt, at tvangsfikseringen skønnedes at være nødvendigt for at kunne gennemføre overflytningen til den sikrede institution, og at varigheden var relativt kort. Det tiltrædes, at der ikke tidligere er taget stilling til sager om udmåling af godtgørelse til mindreårige, der har været tvangsfikseret, hvorfor der bør skeles til den praksis, der foreligger vedrørende tvangsfiksering af voksne. Der ses udover Østre Landsrets afgørelse trykt i U.2014.3300 ikke umiddelbart at fore-ligge trykt praksis vedrørende tvangsfiksering af kortere varighed. I den nævn-te afgørelse, der vedrørte ulovlig tvangsfiksering i 12 timer, blev godtgørelsen fastsat til 5.000 kr. Ved Vestre Landsrets utrykte dom af
11. april 2015 blev godtgørelsen for ulovlig tvangsfiksering i 24 timer fastsat til 8.000 kr. Region Hovedstaden kan tiltræde, at tvangsfiksering som udgangspunkt ikke bør anvendes overfor mindreårige. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor det er nødvendigt. Appellant 1, tidligere Klager 1 synes at have accepteret, at der undertiden i forhold til ham har kunne sket tvangsfiksering, idet der for enkelte af tvangsfikseringerne, eksempelvis den
12. oktober 2018 og den
13. januar 2019, ikke er nedlagt påstand om, at de kendes ulovlige. Retsgrundlaget Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien er ændret flere gange, herunder ved lov nr. 579 af
14. maj 2015 (Fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters retsstilling, indførelse af ny formålsbestemmelse, skærpede kriterier for tvangsfiksering, ændring af kriterie for åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.). Af de almindelige bemærkninger i lovens forarbejder (lovforslag nr. 137 af
15. februar 2015) fremgår bl.a.: ” 3.1.
16. Den foreslåede ordning I den gældende § 1 i psykiatriloven foreslås der indsat en ny § 1, stk. 1, der fastslår, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet følger af psykiatriloven. På den måde bliver det understreget, at udgangspunktet altid vil være, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling er et frivilligt tilbud til borgerne. Dette medfører, at 15-17 årige, som ikke giver samtykke til behandlingen, er omfattet af psykiatrilovens regler om anvendelse af tvang i psykiatrien og de deraf følgende retssikkerhedsgarantier. Derudover foreslås det, at det i forlængelse af lovens tvangsdefinition bliver fastsat, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor en patient er under 15 år, og der foreligger informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter patienter, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens indehaver tillige skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. 4 For så vidt angår patienter, der er under 15 år, foreligger der ikke tvang, hvis forældrene har givet informeret samtykke til behandlingen. I sådanne tilfælde vil forældremyndighedsindehaveren således kunne samtykke til behandlingen på den mindreåriges vegne uanset, at barnet protesterer. Der vil således være tale om magtanvendelse i forhold til den mindreårige under 15 år, i de situationer hvor der foreligger informeret forældresamtykke til indgrebet, mens der er tale om tvang i de situationer, hvor forældrene ikke har givet informeret samtykke til behandlingen. I modsætning til reglerne i sundhedslovens § 17, stk. 2, vil der med forslaget ikke skulle foretages en modenhedsvurdering af de 15-17-årige. Forslaget vil således medføre, at der vil foreligge tvang i alle tilfælde, hvor en 15-17-årig ikke vil give informeret samtykke til behandling m.v., eller hvor den pågældende modsætter sig behandling m.v. Der skal dermed ikke forsøges indhentet samtykke fra forældremyndighedens indehaver i forhold til 15-17-årige patienter. Ud fra proportionalitetsprincippet skal der være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og det, der søges opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til alvoren af den tilstand, der søges behandlet, og de deraf afledte konsekvenser. Der skal også foretages vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangsindgreb. Jo mere indgribende et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige patient er, jo mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens formål kan opnås via alternative metoder. Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ikke anvendes over for mindreårige. Mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet samtykke til behandlingen, så vel som forældrene vil få tilbudt en opfølgende samtale efter ophør af indgrebet. Som reglerne er i dag fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (VEJ nr. 9713 af
17. december 2011), at styrelsen henstiller til, at det registreres i tvangsprotokollen, når der foretages foranstaltninger over for mindreårige med samtykke fra forældrene/forældremyndighedsindehaveren. Med lovforslaget indføres der en pligt for overlægen på afdelingen til at indberette indgrebet udført over for børn under 15 år til Statens Serum Institut uanset, om indgrebet er sket med forældresamtykke. Eftersom de 15-17 årige, som ikke har givet samtykke til indgrebet, vil være omfattet af retssikkerhedsgarantierne i psykiatriloven, følger det implicit heraf, at indgreb foretaget uden samtykke skal registreres i tvangsprotokollen og indberettes til Statens Serum Institut. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelser og vejledninger vil blive justeret i overensstemmelse hermed. Ministeriet vil efter 3 år fra vedtagelsen af lovforslaget foretage en evaluering af den nye klageadgang for de 15-17 årige, der tidligere er vurderet umodne til selv at give informeret samtykke til behandling. I den forbindelse overvejes det, 5 om der er grundlag for at justere ordningen blandt andet i forhold til den aldersgruppe, der har klageadgang. Ministeriet vil endvidere evaluere ordningen om eftersamtale for alle mindreårige, ligesom indberetningspligten i forhold til mindreårige under 15 år, i de tilfælde hvor der foreligger forældresamtykke til et indgreb, også vil blive evalueret, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.” Landsrettens begrundelse og resultat Det Psykiatriske Patientklagenævn traf den
18. maj 2019 afgørelse om ikke at godkende overlægens beslutning om at tvangsfiksere Appellant 1, tidligere Klager 1 med bælte, hånd- og fodremme den
19. januar 2019 fra kl. 17.12 – 18.
20. Ved dom af
21. november 2019 stadfæstede Retten i Holbæk afgørelsen. Retten i Holbæks dom var på dette punkt endelig, da spørgsmålet om lovligheden af denne tvangsfiksering ikke var omfattet af anken af byrettens dom. Parterne var under byrettens behandling af spørgsmålet om tvangsfikseringer-nes lovlighed enige om, at spørgsmålet om erstatning blev udskudt til efterføl-gende behandling. Denne ankesag vedrører derfor alene spørgsmålet om ud-måling af godtgørelse til Appellant 1, tidligere Klager 1 for den uberettigede tvangsfiksering, der fandt sted den
22. januar 2019 fra kl. 17.12 – 18.
23. Henset til den belastning, der har været forbundet med den uberettigede tvangsfiksering, finder landsretten, at der foreligger en krænkelse i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at Appellant 1, tidligere Klager 1, som også ubestridt af Region Hovedstaden, har krav på en godtgørelse herfor, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med menneskerettighedskonventionens artikel 13, jf. Højesterets dom trykt i U.2017.
24. Godtgørelsens størrelse skal efter Højesterets dom fastsættes ud fra et skøn bl.a. i lyset af artikel 41 i menneskerettighedskonventionen sammenholdt med Menneskerettighedsdomstolens praksis. Det skal således vurderes, hvad der er rimeligt efter sagens samlede omstændigheder, herunder Appellant 1's, tidligere Klager 1 situation, og den sammenhæng, som krænkelsen er sket i. Ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse må det efter landsrettens opfattelse indgå, at der er tale om tvangsfiksering af en da 15-årig dreng indlagt på børnepsykiatrisk afdeling, og at et så alvorligt indgreb som tvangsfiksering efter forarbejderne til psykiatriloven i udgangspunktet ikke bør anvendes over for mindreårige. Det må imidlertid også indgå, at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. stk. 1, for at tvangsfiksere Appellant 1, tidligere Klager 1 i forbindelse med overflytning til sikret institution samlet set blev anset for at være opfyldt, men at tvangsfikseringen ikke blev kendt lovlig, idet kravet om mindst indgribende 6 foranstaltning ikke blev anset for at være opfyldt. Det blev således lagt til grund, at personalet ikke i tilstrækkelig grad havde forsøgt at undgå en tvangs-fiksering ved at orientere Appellant 1, tidligere Klager 1 om overflytningen og berolige ham i så henseende, ligesom det ikke var godtgjort, at Appellant 1, tidligere Klager 1 var søgt korrigeret eller tilbudt beroligende medicin. Det blev vi-dere lagt til grund, at der ikke var givet Appellant 1, tidligere Klager 1 en passen-de betænkningstid i forbindelse med oplysninger om overflytning til sikret institution. Det må ligeledes indgå, at tvangsfikseringen, der skete med bælte, hånd- og fodremme, havde en varighed på 1½ time. Landsretten finder efter en samlet vurdering, at godtgørelsen passende kan fastsættes til 7.500 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. Landsretten ændrer derfor byrettens dom som nedenfor bestemt. THI KENDES FOR RET: Byrettens dom ændres, således at Region Hovedstaden inden 14 dage til Appellant 1, tidligere Klager 1 skal betale 7.500 kr. med procesrente fra den
25. juli
26. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. div>