retten i kolding dom afsagt den 23. februar 2016 i sag nr. bs 9-229/2015: a… 7000 fredericia mod fredericia kommune gothersgade 20 7000 fredericia sagsøgeren, a har 4 børn, b født den … 1999, d født d

§ 3, stk.

1. vedr. retskraft: overfor det af sagsøgte anførte om, at retten i kolding i dom af
2. maj 2012 allerede har taget stilling til anbringendet om krænkelse af emrk artikel 8, gøres det gældende, at retten i kolding under en sag indbragt efter serviceloven ikke er forpligtet til at tage stilling til et sådan anbringende. retten i kolding har ved den i bilag 1 omhandlede afgørelse da ej heller på noget tidspunkt taget stilling til sagsøgers anbringende om krænkelse under denne sag. det gøres herunder gældende, at en sag om tvangsanbringelse indbragt efter serviceloven behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, hvorefter retten ikke er bundet af de af parterne nedlagte anbringender og beviser, idet retten selv oplyser sagen. i den omhandlede sag valgte retten således ikke at tage stilling til spørgsmålet om krænkelse af emrk artikel
3. det gøres endeligt gældende, at sagsøgte ikke var part i sagen. ..." - 28 - fredericia kommune har i sit påstandsdokument gjort følgende anbringender gældende: "...
4. anbringender 2.1 retskraft – retten i koldings dom af
5. maj 2012 (bilag 1) 2.1.1 afvisning af sagen fredericia kommune gør principalt gældende, at sagen må afvises, idet retten i kolding tidligere - i dom af
6. maj 2012 – har taget stilling til grundlaget for tvangsanbringelsen af d, og idet denne dom må have retskraft. retten i kolding fandt, at de handleplaner, der forud for anbringelserne blev udarbejdet af fredericia kommune, i det væsentlige var i overensstemmelse med forskrifterne i serviceloven, og at de ikke led af mangler af en sådan karakter, at børn- og ungeudvalgets og ankestyrelsens afgørelser var ugyldige. det krav, a har rejst i denne sag, forudsætter, at a løfter bevisbyrden for, at fredericia kommune har handlet ansvarspådragende eller begået fejl af en sådan karakter, at det kan medføre et erstatningsansvar. da retten i kolding allerede ved dom af
7. maj 2012 har fastslået, at fredericia kommunes handleplaner ikke led af mangler af en sådan karakter, at børn- og ungeudvalgets og ankestyrelsens afgørelser var ugyldige, har retten i kolding også taget stilling til grundlaget for tvangsanbringelse, hvorfor en realitetsbehandling af as påstand - i denne sag – vil medføre en fornyet prøvelse af samme materielle forhold, som retten også tidligere har taget stilling til. det forhold, at retten i kolding i dommen i bilag 1 også foretog en prøvelse af kriterierne for anbringelse uden for hjemmet, og fandt, at as barn skulle hjemgives, kan ikke føre til et andet resultat. som følge af ovennævnte bør sagen i sin helhed afvises. 2.1.2 subsidiært delvis afvisning såfremt retten i kolding ikke finder, at hele sagen skal afvises som følge af retskraftsynspunktet ovenfor, gøres det subsidiært gældende, at i hvert fald as anbringende om emrk må afvises som følge af reglerne om retskraft. retten i kolding har allerede ved dommen af
8. maj 2012 taget stilling til, at den europæiske menneskerettighedskonvention (”emrk”) artikel 8 ikke er overtrådt.. - 29 - as anbringende om emrk artikel 8 er omfattet af princippet om retskraft, hvorfor a ikke under nærværende sag kan få prøvet, om emrk artikel 8 er overtrådt. 2.2 forældelse til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gør fredericia kommune gældende, at sagen er forældet. forældelsesfristen er 3 år, jf.

§ 3, stk.

1. 2.2.1 forældelsesfristens begyndelsestidspunkt det gøres gældende, at forældelsesfristen løber fra tidspunktet for børn- og ungeudvalgets afgørelse; det vil sige fra den
2. oktober 2011, jf. bilag a. ifølge

§ 2, stk.

1 regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. i

§ 2, stk.

4 præciseres det, at begyndelsestidspunkt ved erstatningskrav uden for kontrakt (her godtgørelseskrav) er tidspunktet for skadens indtræden. lovgiver har positivt valgt, at udgangspunktet i

§ 2, stk.

4 med hensyn til fordringer på godtgørelse, skal være skadens indtræden – i modsætning til hvad lovgiver i øvrigt har valgt i forhold til den absolutte frist på 10 år, hvorefter forældelse indtræder senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør. det ville være i modstrid med ordlyden af

§ 2, stk.

4, såfremt forældelsesfristen først regnedes fra tidspunktet for skadens ophør. det gøres gældende, at de af a nævnte domme, u2014.3045ø og u2012.316h, ikke er relevante i denne sammenhæng. det må i øvrigt afvises, at a var i bedre stand til at opgøre sit krav ved ophøret af anbringelsen end ved skadestidspunktet. 2.2.2 foreløbig afbrydelse af forældelse forældelsesfristen kan foreløbigt afbrydes ved en - inden forældelsesfristen udløb - anlagt administrativ klagesag eller retssag om ”grundlaget for fordringen”. i givet fald indtræder der tidligst forældelse 1 år efter sagens endelige afgørelse, jf.

§ 21, stk.

1.

§ 21, stk.

1 omfatter anerkendelsessøgsmål som det, der var genstand for retten i koldings prøvelse, jf. dom af

1. maj
2. - 30 - forældelsen blev derfor foreløbig afbrudt ved forvaltningssagens anlæg den
3. december 2011, hvorefter forældelse tidligst kunne indtræde 1 år efter sagens endelige afgørelse. den endelige afgørelse fandt sted med retten i koldings dom af
4. maj 2012 (bilag 1). den foreløbige afbrydelse mistede imidlertid også sin virkning, da der 1 år efter retten i koldings dom, dvs. den
5. maj 2013, ikke var anlagt retssag om fordringen. herefter finder

almindelige 3-års frist anvendelse, og forældelse indtraf således 3 år efter børn- og ungeudvalgets afgørelse den

1. oktober 2011, dvs.
2. oktober
3. stævningen, indgivet den
4. februar 2015, er således indgivet efter forældelsesfristens udløb. fredericia kommune bør derfor frifindes, da kravet er forældet. 2.2.3 løbende forældelse hvis retten i kolding måtte nå frem til, at forældelsesfristen først løber fra ophøret af tvangsanbringelsen, gøres det mere subsidiært gældende, at godtgørelseskrav forældes successivt. da vil as godtgørelseskrav alene kunne gøres gældende for perioden fra den
5. februar 2012 (3 år før sagens anlæg), og frem til hjemgivelsen den
6. juni
7. det gøres gældende, at as krav på godtgørelse for tiden, der ligger mere end 3 år før sagens anlæg, er forældede. as godtgørelseskrav fra den
8. oktober 2011, hvor børn- og ungeudvalget traf afgørelse, og frem til den
9. februar 2012 er således under alle omstændigheder forældet. 2.2.4 ukendskab til krav det bestrides, at a har været ubekendt med godtgørelseskravet jf.

§ 3, stk.

1. a indgav klage over børn- og ungeudvalgets afgørelse til ankestyrelsen og anmodede ankestyrelsen om at indbringe spørgsmålet om grundlaget for fordringen for domstolene, hvorved a opnåede en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen, jf. ovenfor. a kan ikke samtidig siges at have været i uvidenhed om et godtgørelseskrav. - 31 - det bemærkes, at a under hele forløbet har været repræsenteret af advokat. 2.3 emrk artikel 8 som anført under pkt. 2.1 gøres det gældende, at anbringendet vedrørende emrk artikel 8 skal afvises på grund af retskraft. i anden række gøres det gældende, at emrks artikel 8 ikke er tilsidesat. fredericia kommune har ikke begået fejl ved beslutningen om tvangsanbringelsen af as søn, d. retten i kolding fandt netop, at handleplanerne i det væsentligste var i overensstemmelse med forskrifterne i serviceloven og ikke led at mangler af en sådan karakter, at afgørelserne om tvangsanbringelse var ugyldige. det gøres endvidere gældende, at der ikke er begået fejl, der har årsagssammenhæng med den skete tvangsanbringelse. det gøres endvidere gældende, at det forhold, at retten i kolding foretager en anden vurdering af kriterierne for anbringelse uden for hjemmet ikke kan føre til, at emrk artikel 8 er tilsidesat. det forhold, at to instanser når til forskellige resultater ved fortolkningen og anvendelsen af den samme skønsmæssige beføjelse, kan ikke i sig selv medføre, at emrk artikel 8 er tilsidesat. det følger endvidere af praksis fra emd, at selv fejlagtige vurderinger fra professionelle myndighedspersoner ikke i sig selv fører til, at en given foranstaltning er i strid med artikel 8, idet myndighederne ikke kan holdes ansvarlige, hver gang en oprigtig og rimelig bekymring for børns velfærd i retrospekt viser sig at være fejlagtig, jf. herved emd sag nr. 35348/06 – r og h mod uk. ligeledes vil det forhold, at myndighedernes frygt for barnets trivsel efterfølgende viser sig at være ubegrundet, ikke kunne begrunde, at beslutningen om tvangsanbringelse var uberettiget. 2.4 retsstridig krænkelse i erstatningsansvarsloven der er heller ikke på andet grundlag ført bevis for, at fredericia kommune har handlet ansvarspådragende overfor a. det forhold, at retten i kolding nåede til et andet resultat end fredericia kommune i relation til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for tvangsfjernelse var opfyldt, er ikke sig selv ansvarspådragende for fredericia - 32 - kommune og giver end ikke en formodning for culpa, jf. herved retten i koldings dom af
2. juni 2015 i sag nr. bs 4-324/
3. der er tale om en skønsmæssig vurdering af betingelserne i servicelovens §
4. ansvaret er ikke objektivt, hvorved bemærkes, at ankestyrelsen som rekursmyndighed enstemmigt var nået til samme resultat som sagsøgte. eftersom fredericia kommune ikke har handlet ansvarspådragende efter den almindelige erstatningsret, har fredericia kommune allerede af den grund ikke handlet retsstridigt i erstatningsansvarslovens § 26’s forstand, hvorved bemærkes, at der hertil må kræves mere end ”blot” almindelig culpøs adfærd. det gøres derfor gældende, at der ikke er grundlag for tilkendelse af tortgodtgørelse hverken direkte - eller ”efter princippet i” erstatningsansvarslovens §
5. det er a, der har bevisbyrden for, at betingelserne for godtgørelse eller erstatning er til stede, og denne bevisbyrde har a ikke løftet. godtgørelseskravet er i øvrigt udokumenteret størrelsesmæssigt, og den af a nævnte emd-dom, sagsnr. 46544/99 kutzner mod tyskland, er ikke relevant i denne sammenhæng. ..." parternes advokater har procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne. rettens begrundelse og afgørelse retten i kolding fastslog i dommen afsagt den
6. maj 2012, at de handleplaner, som fredericia kommune havde udarbejdet forud for tvangsanbringelsen af d og c, i det væsentlige var i overensstemmelse med servicelovens § 140, og at handleplanerne heller ikke led af mangler af en sådan karakter, at den afgørelse, som børn- og ungeudvalget og ankestyrelsen traf var ugyldige. retten fastslog endvidere vedrørende d, at der - trods de alvorlige problemer a kæmpede med i sin familie - ikke havde været en sådan åbenbar risiko for, at ds sundhed og udvikling under fortsat ophold i hjemmet ville lide alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for og behandling af ham. retten fastslog tillige, at as personlighedsmæssige ubalancer og problematikker ikke var af en sådan karakter, at de ikke med den fornødne hjælp fra fredericia kommune kunne være afhjulpet, også under ds fortsatte ophold i hjemmet. på denne baggrund konkluderede retten, - 33 - at betingelserne i servicelovens § 58, stk. 1,
7. pkt., jf.
8. pkt. for anbringelse af d udenfor hjemmet ikke var opfyldt. selvom fredericia kommune ikke var part i sagen, vedrører dommen fredericia kommunes beslutning om tvangsanbringelse af d. dommen har derfor retskraft i denne sag, for så vidt angår de spørgsmål, dommen tog stilling til. retskraftssynspunktet kan ikke føre til, at retten skal afvise denne sag hverken helt eller delvist, fordi retten under denne sag skal tage stilling til, om fredericia kommune skal betale godtgørelse eller erstatning til a. retten finder ikke grundlag for at fastslå, at fredericia kommune i forbindelse med sin beslutning om anbringelsen af d udenfor hjemmet, har misforstået eller fejlvurderet sammenhænge, der har betydning for vurderingen af spørgsmålet om tvangsanbringelse af d udenfor hjemmet, fordi familiens samlede situation var kompleks, hvilket også underbygges af as gentagne henvendelser til fredericia kommune om hjælp samt beskrivelserne af familiens situation i de fremlagte akter. det forhold, at det efterfølgende har vist sig, at fredericia kommunes frygt var ubegrundet, for så vidt angår d, kan ikke begrunde, at beslutningen om ham var uberettiget. retten finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at fredericia kommune ved tvangsfjernelsen af d handlede i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel
9. retten finder endvidere heller ikke grundlag for at fastslå, at fredericia kommune ved beslutningen om tvangsfjernelsen af d har handlet på en sådan måde, at der er grundlag for at pålægge kommunen at betale a en godtgørelse eller erstatning. da der ikke er grundlag for at tillægge a, hverken en godtgørelse efter emrk eller erstatningsansvarslovens § 26 eller i øvrigt erstatning, tager retten allerede af denne grund fredericia kommunes påstand om frifindelse til følge. sagens omkostninger: a har tabt sagen. a skal derfor i medfør af retsplejelovens § 312, stk. 1, betale fredericia kommunes omkostninger. omkostningerne fastsættes til 35.000 kr. thi kendes for ret: fredericia kommune frifindes. - 34 - inden 14 dage skal a betale fredericia kommune sagens omkostninger med 35.000 kr. omkostningsbeløbet forrentes i medfør af rentelovens § 8 a.