← Danmark

sø- & handelsrettens dombog

- mad udskrift af sø- & handelsrettens dombog ____________ kendelse afsagt den

  1. august 2018 h-37-15 o.w. supply & trading a/s under konkurs (advokat michala roepstorff og advokat peter bang) mod ing bank n.v. (advokat birgitte frølund og advokat jakob tingskov) og h-38-15 o.w. bunker & trading a/s under konkurs (advokat michala roepstorff og advokat peter bang) mod ing bank n.v. (advokat birgitte frølund og advokat jakob tingskov) -2- sagens baggrund ing bank n.v. ydede i fællesskab med en række andre banker finansiering til driften af o.w. bunker-koncernen, herunder de danske koncernselskaber o.w. bunker & trading a/s og o.w. supply & trading a/s. finansieringen blev stillet til rådighed gennem en internati- onal kreditaftale mod sikkerhed i blandt andet de enkelte koncernselskabers udestående for- dringer. de danske koncernselskaber o.w. bunker & trading a/s og o.w. supply & trading a/s er efterfølgende blevet taget under konkursbehandling, og konkursboerne søger nu at ekstin- gvere og/eller omstøde sikkerhederne stillet af disse selskaber til ing bank n.v., således at selskabernes udestående fordringer i stedet skal tilgå konkursboerne. denne kendelse drejer sig om, hvorvidt dansk eller engelsk ret skal anvendes ved afgørelsen af, om konkursboerne kan ekstingvere sikkerheder stillet af selskaberne, idet spørgsmålet herom er udskilt til særskilt behandling og afgørelse, jf. retsplejelovens §
  2. parterne er enige om, at spørgsmålet om omstødelse skal pådømmes efter dansk ret. parternes påstande sag h-37-15 o.w. supply & trading a/s under konkurs har nedlagt påstand om, at dansk ret finder an- vendelse ved pådømmelse af tvisten i h-37-17 mellem o.w. supply & trading a/s under konkurs og ing bank n.v. om gyldighed af ing bank n.v.'s sikkerheder, herunder om der er tale om overdragelse til eje eller til sikkerhed, og om betingelserne for ekstinktion er op- fyldt. ing bank n.v. har nedlagt følgende påstande: -3-
  3. engelsk ret skal anvendes ved fastlæggelsen af indholdet og karakteren af ing bank n.v.'s rettigheder i henhold til english omnibus security agreement, herunder spørgsmålet om ejendomsretten til de transporterede fordringer.
  4. tvisten mellem o.w. supply & trading a/s under konkurs og ing bank n.v. vedrø- rende o.w. supply & trading a/s under konkurs mulighed for at ekstinkvere eller på anden måde tilsidesætte ing bank n.v.'s rettigheder - med det indhold rettighederne har i henhold til den lov som sø- & handelsretten jf. påstand 1 har fundet anvendelig - skal bedømmes efter engelsk ret. sag h-38-15 parterne har nedlagt tilsvarende påstande i sag h-38-
  5. oplysninger i sagen sagens parter o.w. bunker & trading a/s under konkurs og o.w. supply & trading a/s under konkurs (herefter henholdsvis owbt og owst) var en del af o.w. bunker-koncernen, hvis formål var transport og handel, herunder køb og salg af olieprodukter, navnlig brændstof til skibe kaldet ”bunkers”. koncernens ultimative moderselskab var ow bunker a/s. den
  6. novem- ber 2014 blev owbt, owst og ow bunker a/s taget under konkursbehandling på bag- grund af selskabernes egne konkursbegæringer. koncernen bestod på daværende tidspunkt af 57 danske og udenlandske selskaber, hvoraf en række af de øvrige danske koncernselska- ber tillige er taget under konkursbehandling. owbt var moderselskab til owst. begge selskaber havde hjemsted i nørresundby, hvor de fleste medarbejdere var ansat, og hvor de tillige udførte arbejde for koncernens udenlandske selskaber. selskaberne havde kunder i hele verden. -4- ing bank n.v. (herefter ing) er en hollandsk bank, der er specialiseret inden for internatio- nal finansiering af globale handelsselskaber. finansiering af o.w. bunker-koncernen kreditaftalen o.w. bunker-koncernen indgik den
  7. december 2013 en international kreditaftale ”usd 700,000,000 multicurrency revolving borrowing base facilities agreement” med et syndikat af finansierende banker. med aftalen fik koncernen stillet en kommitteret kreditfacilitet på 700.000.000 usd til rådighed. kreditaftalen omfattede 17 af o.w. bunker-koncernens selskaber, herunder owbt som lån- tager og garantistiller og owst som garantistiller. owbt og owst var de eneste danske koncernselskaber, som var part i aftalen. banksyndikatet bestod af 13 finansierende banker fra ni forskellige lande, herunder ing samt to danske banker, henholdsvis nordea bank a/s og danske bank a/s. ing varetog de finansierende bankers interesser som ”security agent” og var ansvarlig for koncernselskabernes sikkerhedsstillelse. kreditaftalen er i henhold til aftalens pkt. 45 underlagt engelsk ret. det fremgår af bilag 2 til kreditaftalen, at ing forud for indgåelsen af aftalen fik udarbejdet en juridisk vurdering af advokatfirmaet gorrissen federspiel om blandt andet lovvalg og håndhævelse af udenland- ske domme efter dansk ret. der er alene fremlagt et udkast hertil i sagen. på tidspunktet for selskabernes konkurs havde koncernen gjort brug af en kredit på 652.520.530,10 usd i henhold til kreditaftalen. sikkerhedsstillelse som led i indgåelsen af kreditaftalen stillede koncernselskaberne en række sikkerheder over for ing gennem to aftaler: ”english omnibus security agreement” (også omtalt som eosa) og ”security agreement pledge of certain bank accounts”. aftalerne blev indgået den
  8. december 2013, dvs. samme dag som kreditaftalen. -5- aftalen ”english omnibus security agreement” blev indgået mellem ing og 16 af koncern- selskaberne omfattet af kreditaftalen, herunder owbt og owst som de eneste danske kon- cernselskaber. i henhold til aftalens pkt. 2 fik ing sikkerhed i henholdsvis koncerninterne mellemregninger, eksisterende og fremtidige kundefordringer fra oliesalg, forsikringsret- tigheder, kurtagetilgodehavender samt virksomhedspant i de anførte fordringer. aftalen var i henhold til aftalens pkt. 20 underlagt engelsk ret. som bilag 4-7 til aftalen var der udarbejdet meddelelser til koncernselskabernes debitorer om overdragelsen af koncernens fordringer, herunder en særskilt meddelelse for så vidt angår de danske koncernselskabers kunder i bilag
  9. det fremgår af bilag 5, del 2, at fordringerne skulle betales til ing, og at meddelelsen var underlagt engelsk ret. det fremgår af bilag 3 til aftalen, at owbt’s og owst’s daværende kunder var hjemmehørende forskellige steder i hele verden. bilaget specificerer ikke, hvilket af de danske koncernselskaber de enkelte for- dringer tilkom. aftalen ”security agreement pledge of certain bank accounts” blev indgået mellem ing og 7 af koncernselskaberne omfattet af aftalen ”english omnibus security agreement”, herun- der owbt og owst som de eneste danske koncernselskaber. med aftalen blev der oprettet to bankkonti i ing til de enkelte koncernselskaber, henholdsvis en blokeret bankkonto (blocked collection account) og en spejlet bankkonto (mirrored account). det fremgår af af- talens pkt. 7 blandt andet, at ingen danske koncernselskaber måtte hæve beløb fra den bloke- rede bankkonto uden forudgående accept fra ing. owbt måtte imidlertid uden forudgåen- de accept fra ing hæve beløb fra den spejlede bankkonto op til det beløb, der indestod på den blokerede bankkonto på det pågældende tidspunkt. såfremt et beløb blev hævet fra den spejlede bankkonto, ville den blokerede bankkonto blive nedskrevet med tilsvarende værdi med henblik på beregning af koncernens kreditfacilitet. aftalen var i henhold til pkt. 17 un- derlagt hollandsk ret. som bilag 3 til aftalen var der udarbejdet en meddelelse til koncernsel- skabernes bank. meddelelsen var ligeledes underlagt hollandsk ret. -6- da owbt og owst blev taget under konkursbehandling, havde selskaberne udestående fordringer for henholdsvis ca. 100.000.000 usd og 10.000.000 usd. de udestående fordringer vedrører kunder i flere lande. orientering om overdragelse der er under sagen fremlagt en generel meddelelse om overdragelse af fordringer til ing af
  10. december 2013 rettet mod owbt’s og owst’s kunder. det fremgår heraf, at betaling af udestående fakturaer skulle ske til ing på to nærmere angivne kontonumre, der efter det oplyste tilhørte selskabernes blokerede bankkonti. meddelelsen var vedlagt en bekræftelses- formular, der skulle returneres til ing. både meddelelsen og bekræftelsesformularen var underlagt engelsk ret. der er tillige fremlagt et udateret brev til o.w. bunker-koncernens kunder, som orienterede om den indgåede kreditaftale. brevet var bl.a. vedhæftet meddelelsen til de danske koncern- selskabers kunder. der er endvidere fremlagt en notifikation af
  11. december 2013 om overdragelse af selska- bernes koncerninterne mellemregninger vedlagt bekræftelsesformular samt notifikation til jefferis bache ltd. af samme dato om overdragelse af owbt’s og owst’s kurtagetilgodeha- vender. notifikationerne var begge underlagt engelsk ret. drøftelser om finansieringen af o.w. bunker-koncernen forud for indgåelse af kreditaftalen owbt og ing indgik i april 2013 en rammeaftale vedrørende de overordnede rammer for kreditaftalen. i henhold til rammeaftalen skulle koncernens salgskontrakter fremadrettet re- guleres af engelsk ret. rammeaftalen var tillige underlagt engelsk ret. ved en e-mail af
  12. juni 2013 fra kent larsen fra owbt til advokat jens hyldahl bjerregaard fra advokatfirmaet kromann reumert spurgte kent larsen om, hvordan bankerne kunne opnå sikkerhed i de danske koncernselskabers tilgodehavender uden at betale stempel for fordringspant, og om den foreslåede ordning med transport i tilgodehavenderne var gyldig i -7- danmark. ved en e-mail af
  13. juni 2013 vejledte advokat jens hyldahl bjerregaard om sik- ringsakterne ved fordringspant og transport i fordringer. ved en e-mail af
  14. december 2013 fra r.m. pikét fra ing til en medarbejder hos advokatfir- maet gorrissen federspiel opsummerede r.m. pikét indholdet af drøftelser mellem ing og advokatfirmaet gorrissen federspiel om koncernselskabernes sikkerhedsstillelser i tilfælde af konkurs og den foreslåede sikringsakt. det fremgår heraf blandt andet: “… thanks for the call earlier this evening. i would like to summarize as follows what we have discussed and what we see should be the solution for obtaining perfect pledge over accounts receivable and bank accounts of the danish main entity bunker & trad- ing a/s (and potentially other danish owb entities, should they have the same mo) — hereafter called "danish receivables". the envisaged english law governed assignment of receivables, in combination with a one-time notice to the debtor is creating perfect pledge over such receivables. the notice should make reference to the fact that the debtor needs to pay to certain collection ac- counts in order to be released from its payment obligation, as such creating the impres- sion that the collection accounts are controlled by (in this case) ing as security agent. … in case of a bankruptcy, it is for the danish courts however relevant to prove that the bank taking the pledge has taken full control over the entire incoming flow. if the bank cannot prove that it has taken this control, pledge/assignment over receivables out- standing at the moment of bankruptcy can be disputed by danish court, although gov- erned by english law and perfectly pledged/assigned. this is why nordic banks and lawyers have indicated that ing should take a certain level of control over receivables (sufficiently covered as described above) and the collection account. for the purpose of taking control over the collection account, we have discussed the following structure, which should satisfy all concerns of nordic banks and lawyers; ing will open (an) extra collection account(s) for and in the name of ow bunker & trading a/s (presumably a usd account will be sufficient, which i assume from now on). all danish receivables must be paid onto this account — hereafter "restricted col- lection account". the restricted collection account will be placed under control of owb and ing jointly; payment instructions require authorized signatures from both. all funds entered on this account, must stay on the account for a certain minimum peri- od of times (assume 3 calendar days) before they can be released to owb for any trans- fer at owb's discretion (e.g. to other collection accounts, to ancillary accounts, to exter- nal accounts etc). the restricted collection account will be within the main collection accounts struc- ture at ing, and will have a direct link to another usd collection account ("mirror col- lection account") of ow bunker & trading a/s within the structure. these accounts will have a balance and interest compensation amongst each other; each amount in -8- credit on the restricted collection accounts, allows the mirror collection account to be in debit up to the same amount, irrespective of the overall balance of the collection ac- counts structure, and interest will be charged over the aggregated and netted amount of the two accounts. this system of communicating vessels ensures that the extra collec- tion account has no negative cash flow and no negative interest effects for owb. it does bring some extra admin burden for owb (and ing). …” ved en e-mail af
  15. december 2013 fra alice vinten fra advokatfirmaet clifford chance til blandt andet kristine sachmann fra advokatfirmaet kromann reumert redegjorde alice vin- ten for sikrings-akten for owst’s sikkerhedsstillelser. det fremgår heraf blandt andet: ”… as a result of discussions between owb and ing, we know understand that o.w. supply & trading will need to have a secured blocked collection account with ing into which its supply receivables need to be paid. this is needed from a danish perfection perspective but also so that owb can draw from a related mirrored account — ow supply cannot draw as it is not a borrower. this will therefore necessitate ow supply joining as a party to the dutch accounts security. we do not imagine this will have a knock-on effect for other corporate approvals (but will check), but this will have an im- pact on the current danish resolutions. as these are now signed, but do not stretch far enough to shoehorn this document into a catch-all, please liaise with your danish coun- sel to have supplemental resolutions prepared. we were wondering if we really would need to have a whole new set of resolutions signed or whether we could discuss with the company about just swapping a page of the existing resolutions to include this additional security document for ow bunker supply & trading? …” der er endvidere fremlagt udkast til juridisk vurdering udarbejdet af advokatfirmaet gorris- sen federspiel for ing, hvoraf fremgår blandt andet: “…
  16. opinion […] (h) the choice of english law as the governing law of the credit agreement and the omnibus security agreement and the choice of dutch law as the governing law of the accounts pledge are valid under danish law. english law and dutch law, as ap- plicable, would accordingly be applied by the danish courts to agreements such as the credit agreement, the accounts pledge and the omnibus security agreement, which under danish law have been validly subjected to english law and dutch law respectively, except to the extent that […] (ii) there are mandatory provisions of dan- ish law which must be applied to the transaction covered by such agreement irre- spective of the law otherwise applicable to such agreement […] moreover, any prop- erty law aspects of the opinion documents are exempt from the scope of the rome convention, cf. article 1

(1)thereof. […] -9- 4. qualifications the foregoing opinions are subject to the following qualifications: (
  1. a)the binding effect or enforceability of the obligations of the parties under the opinion documents may be limited by liquidation, insolvency, bankruptcy, suspension of payment or other laws affecting creditors' rights in general;” øvrige oplysninger der er fremlagt ordrebekræftelse dateret 20. oktober 2014 fra owbt til kunden colonial na- vigation co. inc. vedlagt owbt’s handelsbetingelser, hvoraf fremgår, at salget var underlagt engelsk ret. i årsregnskaber for 2013 for henholdsvis owbt og owst blev selskabernes kundefordringer medtaget som aktiver. i note 24 til årsregnskabet for owbt fremgår det bl.a.: ”trade receiv- ables are pledged as collateral for debt in the groups bank credit facility entered in decem- ber 2013.” forklaringer der er under sagen afgivet partsforklaring af herman veerbeek samt vidneforklaringer af kent larsen, lone just jespersgaard, claus erik mortensen og advokat jakob bernhoft. herman veerbeek, der er ansat i ing, har forklaret blandt andet, at han er advokat og bank- rådgiver med 25 års erfaring hovedsageligt inden for insolvensret. han har været ansat i ing i 15 år, hvor han arbejder med långivning og insolvensspørgsmål. han var ikke involveret i indgåelsen af kreditaftalen med o.w.-koncernen. han blev først involveret i sagen, efter at koncernselskaberne var taget under konkursbehandling. på davæ- rende tidspunkt var der omtrent 1.300.000.000 usd i udstående kundefordringer i koncernen verden over, der var omfattet af kreditaftalen. han er dog blevet bekendt med, at der blev lavet en del research forud for aftalen, og at der blev indhentet en ”legal opinion” fra advo- katfirmaet gorrissen federspiel, ligesom der blev foretaget en due diligence. - 10 - kreditaftalen med o.w.-koncernen blev udformet som en såkaldt ”borrowing base credit fa- cility”. denne finansieringsform adskiller sig fra almindelige lån på flere punkter og er de- signet til hurtigt voksende selskaber. ”borrowing base credit facility” har et fluktuerende kreditmaksimum, hvorefter selskabets kreditmaksimum forøges ved øget vækst. finansie- ringsformen indebærer en lavere kreditrisiko for banken, hvilket medfører, at banken kan tilbyde kreditten billigere end et almindeligt banklån. kreditrisikoen afhænger af den sik- kerhed, som selskabet stiller over for banken, for eksempel sikkerhed i olie eller de mere dy- namiske simple fordringer. ved store internationale kreditaftaler vil banker ikke løbe den fi- nansielle risiko alene, hvorfor aftalerne indgås i såkaldte syndikater. ing, der fungerede som ”security agent”, har mere end 30 års erfaring med denne form for kreditaftaler og er på nuværende tidspunkt involveret i mere end 50 tilsvarende aftaler, herunder som ansvarlig bank. ”borrowing base credit facility” er således også normal bankpraksis for ing. ing drøftede fordelene ved ”borrowing base credit facility” med o.w.-koncernen, og det blev besluttet at vælge denne løsning. af parternes rammeaftale fremgik visse grundlæg- gende forudsætninger for kreditaftalen, herunder beskrivelser af sikkerhedsstillelser samt bestemmelser om lovvalg og værneting. ing undersøgte, om der var nationale præceptive regler og efterspurgte en juridisk vurdering (legal opinion). i hele perioden frem til indgåel- sen af kreditaftalen indgik ing i forhandlinger med o.w.-koncernen og foretog inspektioner mv. kreditaftalen blev indgået som en syndikataftale med flere finansierende banker, og derfor blev engelsk ret valgt, da alle parterne på markedet kender engelsk ret og loan market as- sociations standardbetingelser (lma). næsten alle internationale kreditaftaler indgås efter standardbetingelserne lma, da parterne kender de risici, der er forbundet hermed. herved sikres det også, at det er muligt at sælge kravet til andre kreditinstitutter i for eksempel usa. ing fik udarbejdet en juridisk vurdering vedrørende forholdene i danmark af advokatfir- maet gorrissen federspiel. den juridiske vurdering skulle bruges i forbindelse med indgåel- sen af kreditaftalen, og kunne tillige anvendes ved et eventuelt videresalg af fordringen mod - 11 - o.w.-koncernen. der var ikke noget overraskende i indholdet af den juridiske vurdering. den indeholdt en bemærkning om, at der kunne være visse nationale præceptive bestem- melser, men dette blev håndteret ved at ændre strukturen for indbetalinger af fordringerne og gav således ikke anledning til at anmodede om en uddybende udtalelse i tilfælde af kon- kurs. på baggrund af indholdet af den juridiske vurdering er ing derfor forundret over denne retssags problematik. han har ikke været involveret i beslutningen om ikke at frem- lægge den endelige juridiske vurdering i denne sag. han er ikke bekendt med e-mail af 19. juni 2013 fra kent larsen fra owbt til advokat jens hyldahl bjerregaard fra advokatfirmaet kromann reumert, e-mail af 2. december 2013 fra r.m. piket fra ing til blandt andet advokatfirmaet gorrissen federspiel og e-mail af 11. de- cember 2013 fra alice vinten fra clifford chance til iben skorstengaard og kristine sach- mann fra advokatfirmaet kromann reumert, da han først blev involveret i sagen efterføl- gende. han er dog ikke overrasket over indholdet i disse e-mails, da de efter hans opfattelser alene omhandler de sikringsakter, der blev iværksat med de to bankkonti som følge af den juridiske vurdering fra advokatfirmaet gorrissen federspiel. såfremt kreditaftalens bestemmelse om lovvalg ikke respekteres, vil det påvirke danske sel- skabers mulighed for at indgå sådanne internationale kreditaftaler, da der herved opstår usikkerhed omkring aftalerne og bankernes risici. bankerne har behov for at kunne stole på det vedtagne lovvalg. han er bekendt med, at et norsk datterselskab i o.w.-koncernen har udfordret det engelske lovvalg, hvilket viser, at der er to forskellige retninger inden for in- ternational privat ret – den norske og den europæiske. han anser sagen for at angå kon- traktsret og ikke insolvensret. kent larsen har forklaret blandt andet, at han er uddannet som statsautoriseret revisor. i fe- bruar 2012 blev han ansat i owbt, hvor han havde ansvaret for finansiering og allokering heraf til de enkelte driftsenheder. i den sidste måned op til selskabets konkurs var han cfo. forud for indgåelsen af kreditaftalen med ing overvejede owbt forskellige finansierings- modeller, herunder en traditionel låneaftale med deres eksisterende bank, nordea bank. - 12 - owbt valgte at indgå en såkaldt ”borrowing base credit facility” kreditaftale med ing, da denne finansieringsform var mere fleksibel, havde en bedre rente og et højere kreditmaksi- mum. før kreditaftalen blev indgået, blev o.w.-koncernen enige med ing om en rammeaftale. det blev besluttet, at koncernen skulle stille sikkerhed over for ing i koncernens udestående fordringer. i den forbindelse blev det i foråret 2013 drøftet med ing, om der skulle etableres et fordringspant i danmark, men da man foretrak en løsning, der kunne virke globalt, valgte de i stedet den engelske model. i den forbindelse drøftede de også om den valgte sikringsakt efter engelske model ville kunne opretholdes i danmark. konklusionen på drøftelserne blev, at det ikke var nødvendigt at etablere et dansk fordringspant, og at sikringsakten skulle fore- tages efter engelsk model som i de øvrige jurisdiktioner. omkostningerne forbundet med fordringspant som sikringsakt spillede ikke ind i beslutningen, da denne løsning alene var ”plan b”. hans spørgsmål i e-mailen af 19. juni 2013 til advokat jens hyldahl bjerregaard er formentlig taget fra rammeaftalen. koncernens handelsbetingelser var underlagt engelsk ret. når koncernen leverede til den danske stat, var salget dog hverken underlagt de maritime regler eller engelsk ret. tillige blev de fleste owst fordringer ikke pantsat med betydning for koncernens kreditfacilitet, da der var en overvejende sandsynlighed for, at disse fordringer ikke var underlagt engelsk ret. han, advokatfirmaet kromann reumert og en hollandske advokat med speciale i engelsk ret deltog for o.w.-koncernen i et møde med ing i holland sent i forhandlingsforløbet. under mødet kom det frem, at den foreslåede sikringsakt muligvis ikke var gyldig efter dansk ret. derfor skrev r.m. pikét fra ing e-mailen af 2. december 2013, og sikringsakten blev justeret, herunder processen for indbetaling af fordringerne. før justeringen af sikringsakten stillede nordea bank, som owbt havde beholdt som bankforbindelse, og som tillige indgik i kredit- aftalens syndikat, tillige spørgsmålstegn ved gyldigheden af den valgte sikringsakt i dan- mark, hvilket ing afviste. han har ikke set den juridiske vurdering fra advokatfirmaet gor- rissen federspiel, og owbt blev ikke bedt om at forholde sig til vurderingen. - 13 - i årsregnskabet for owbt blev udestående fordringer medtaget som aktiver, da owbt ikke havde solgt fordringerne og fortsat havde risikoen for, at tilgodehavenderne ikke blev betalt. lone just jespersgaard har forklaret blandt andet, at hun er bankuddannet, og at hun bl.a. har en hd i finansiel rådgivning. efter 12 års ansættelse i danske bank blev hun i 2003 ansat i owbt, hvor hun i den sidste del af perioden op til konkursdekretet var regnskabschef med ansvar for blandt andet selskabets bogføring og finansielle handler. hun var ikke involveret i indgåelsen af kreditaftalen med ing og havde ingen løbende kon- takt med ing. hun var derimod ansvarlig for selskabets fakturering og bogføring, herunder for størstedelen af selskaberne i koncernen, hvilket efter indgåelsen af kreditaftalen med ing indebar bogføring på en ekstern bankkonto og en finansbankkonto, så der var spejling imel- lem de to konti. bogføringen blev foretaget på denne måde, uanset hvilket selskab fakturaen blev udstedt på vegne af. såfremt fakturaen var udstedt på vegne af et koncernforbundet sel- skab, blev fakturaen ”udlignet” i dette selskabs bogføring. faktureringen blev straks bogført, når owbt modtog besked om, at den pågældende kunde havde betalt fakturaen. systemet gjorde endvidere, at det var muligt at bogføre i relation til stort set alle selskaber i koncernen. hun foretog derimod ingen tilbagemeldinger til ing. ansvaret for, at de udstedte fakturaer opfyldte betingelserne i kreditaftalen herunder med hensyn til denunciation, lå ikke i hendes afdeling. før owbt indgik kreditaftalen med ing, blev bogføringen foretaget, når selskabet modtog adviseringer om fremtidige indbetalinger. det var ikke muligt efter indgåelsen af kreditafta- len, da selskabet ikke længere modtog sådanne adviseringer. claus erik mortensen har forklaret blandt andet, at han er uddannet inden for shippingbran- chen. han blev ansat i owbt i 1983, hvor han var afdelingsleder i kvalitetsafdelingen. afde- lingen håndterede blandt andet kvalitetskrav fra kunder og handelsbetingelser for salg af bunkerolie og indkasserede – efter at være blevet adviseret af bogholderiet – overforfaldne fordringer for alle selskaber i koncernen. - 14 - bunkerolien var meget dyr på daværende tidspunkt, så bogholderiet var meget opmærksom på at indkassere forfaldne fordringer. owbt sendte automatisk betalingspåmindelser på for- faldsdatoen og rykkere tre dage efter forfaldsdatoen. syv dage efter forfaldsdato blev kravet håndteret af hans afdeling, der i samarbejde med den pågældende forhandler håndterede indkassering. han orienterede ikke ing om betalingsmisligholdelser. han var ikke involveret i indgåelsen af kreditaftalen. hans afdeling blev imidlertid anmodet om at opdatere selskabets handelsbetingelser, da ing krævede, at lovvalgsbestemmelsen i handelsbetingelserne blev ændret fra dansk ret til engelsk ret. hans afdeling opdaterede til- lige andre bestemmelser i handelsbetingelserne i den forbindelse. de opdaterede handelsbe- tingelser trådte i kraft ultimo 2013. advokat jakob bernhoft har forklaret blandt andet, at han er advokat og partner i advokat- firmaet kromann reumert, hvor han rådgiver banker mv. om bl.a. finansiering og sikkerhed. advokat jens hyldahl bjerregaard fra samme advokatfirma rådgav owbt om selskabsretli- ge spørgsmål. da drøftelserne om en kreditaftale mellem o.w.-koncernen og ing var ud- mundet i en rammeaftale, blev han involveret i sagen i efteråret 2013. han rådgav owbt om dansk ret. clifford chance rådgav om engelsk ret, da rammeaftalen og kreditaftalen var un- derlagt engelsk ret. rammeaftalen omfattede ikke fordringspant, og han drøftede ikke for- dringspant med owbt. advokat jens hyldahl bjerregaard havde tidligere rådgivet owbt om fordringspant. det er normal praksis, at der indhentes en juridisk vurdering i sådanne sager. advokatfir- maet kromann reumert blev dog ikke bedt om at lave en sådan juridisk vurdering, da der er udviklet en praksis i europa, hvorefter den juridiske vurdering om sikringsakter udarbejdes af advokater for de finansierende banker. advokatfirmaet kromann reumert fik ikke fore- vist den endelige juridiske vurdering, som ing fik udarbejdet hos advokatfirmaet gorrissen federspiel, hvilket også er normal praksis, da disse kan indeholde forretningshemmelighe- der. det afhænger endvidere af sagen og den konkrete finansierende bank, om den juridiske vurdering indeholder et afsnit om, hvorvidt et lovvalg i en kreditaftale vil blive respekteret i - 15 - forbindelse med en konkursbehandling. han formoder, at den juridiske vurdering i denne sag indeholder et sådant element, men han har ikke set den. han forholdt sig ikke til, om fordringerne, der blev stillet som sikkerhed over for ing, var overdraget til eje eller sikkerhed efter engelsk ret. såfremt fordringerne skulle anses for overdraget til eje, skulle de ikke medtages i selskabets balance, men det beror på en konkret vurdering af, hvorvidt risikoen ved fordringer blev overdraget. sådan en vurdering foretog advokatfirmaet kromann reumert ikke. parternes synspunkter parterne har til støtte for sine synspunkter hver især fremlagt juridiske responsa fra hen- holdsvis dr. jur. ulrik rammeskow bang-pedersen og dr. jur. kristina siig. for owbt og owst er der i det væsentlige procederet i overensstemmelse med proces- skrifterne af 29. maj 2018. owbt og owst har i processkrifterne anført samme anbringen- der til støtte for deres påstand i sagerne. af owbt’s processkrift i sagen mellem owbt og ing fremgår blandt andet: "”… 4.1 indledning det gøres overordnet gældende, (
  2. i)at romkonventionen ikke finder anvendelse på tvi- sten, da den er tingsretlig og ikke kontraktretlig, (
  3. ii)at den danske internationale privat- ret derfor skal fastlægge lovvalget for denne tvist, (iii) at lovvalget ifølge principperne i den danske internationale privatret er dansk ret og (
  4. iv)at overdragelsen i medfør af eo- sa var en overdragelse til sikkerhed og ikke til eje. 4.2 romkonventionens anvendelighed konkursboet gør gældende, at romkonventionen ikke finder anvendelse på tingsretlige spørgsmål, herunder spørgsmålet om iagttagelse af sikringsakt og ekstinktion. konkursboet støtter i første omgang sit anbringende på ordlyden af romkonventionen, herunder forståelsen af et kontraktretligt kontra et tingsretligt forhold. dernæst støttes konkursboets anbringende på dansk retspraksis, dansk litteratur samt eu-retlige rappor- ter og litteratur om spørgsmålet, jf. nedenfor. - 16 - 4.2.1 romkonventionens art. 1 (anvendelsesområde) 4.2.1.1 ordlyden af art. 1 romkonventionens anvendelsesområde er fastsat i konventionens art. 1, stk. 1 […]: "(…) bestemmelserne i denne konvention finder anvendelse på kon- traktlige forpligtelser i alle situationer, hvor der skal foretages et valg mellem lovene i forskellige lande. (…)" anvendelsesområdet er derved klart begrænset til "kontraktlige forpligtelser", og kon- ventionen finder derfor ikke anvendelse på tingsretlige forhold mellem konkurrerende rettighedshavere. 4.2.1.2 kontraktretligt kontra tingsretligt forhold det gøres gældende, at efter dansk ret henhører en ekstinktionskonflikt mellem en pant- sætters aftaleerhverver(
  5. e)(her ing) og pantsætterens retsforfølgende kreditor(
  6. er)(her konkursboet) under tingsretten og ikke under kontraktretten. ing anfører i processkrift a […] bl.a., at "(..) et konkursbo betragtes som en videreførelse af det konkursramte selskab, og ikke som en retsforfølgende kreditor (..) tvisten i denne sag udspringer af en kontrakt imellem to parter og vedrører dermed kontraktretlige forpligtelser i konventionens for- stand (..)" konkursboet er uenig i ing's udlægning. i dansk ret er et konkursbo et selvstændigt retssubjekt i forhold til skyldneren - et konkursbo er således ikke en (automatisk) videre- førelse af skyldneren. konkursboet er ikke indtrådt i aftalekomplekset mellem ing og owbt, jf. konkurslo- vens § 55, stk. 1, og konkursboet er derved ikke part i hverken kreditaftalen eller sikker- hedsdokumenterne. konkursboet er således ikke part i det kontraktforhold i henhold til hvilket, de i sagen omtvistede sikkerheder er stillet, jf. konkurslovens § 56, stk. 1 mod- sætningsvist. konkursboet anses følgelig som tredjemand - og ikke kontraktpart - i forhold til vurde- ring af sikkerhedernes gyldighed overfor konkursboet. derfor er spørgsmålet om sikker- hedernes gyldighed ikke et kontraktretligt, men et tingsretligt forhold. opfattelsen af, at et konkursbo er en tredjemand - også i forhold til romkonventionen - er ikke en opfattelse, som alene findes i danmark. international litteratur støtter, at kon- kursboer anses som tredjemand. i choice of law regarding the voluntary assignment of contractual obligations under the rome i regulation, the international and comparative law quarterly, vol. 60
(2011), s. 46 […] behandler forfatteren trevor c. hartley det daværende udkast til rom i-forordningen, der i art. 13, stk. 3 indeholdt en bestemmelse om det tings- retlige lovvalg ved overdragelse af fordringer. forfatteren anfører om begrebet "third parties" i udkastet: "(…) the meaning of 'third parties' has already been discussed. it was suggested that attaching creditors and liquidators should be regarded - 17 - as third parties only to the extent to which they claim overriding rights. (…)" ekstinktion er en "overriding right". at konkursboer er omfattet af begrebet "tredjemænd" underbygges desuden af ferrari og leible i rome i regulation: the law applicable to contractual obligations in europe
(2011). på s. 234f […] anfører forfatterne, at de ikke mener, at romkonventionen eller rom i- forordningen omfatter tingsretlige konflikter med tredjemænd, og det fremgår af deres begrundelse, at konkursboer er omfattet af begrebet tredjemænd: "(…) the rome i regulation has not changed that conclusion. the genesis of the instrument and the wording of article 27
(2)clearly prove that this issue was left outside the scope of the regulation. re- cital 38 cannot be invoked against this conclusion. as has been ex- plained, this recital only refers to the "proprietary effects" - if any - be- tween the assignor and the assignee, and does not prejudge any solu- tion against third parties, including general creditors of the assignor and the assignee. […] under the current text, neither the conflict be- tween the assignee and the creditors or insolvency administrator of the assignor, nor the conflict between two or more assignees of the same claim are within the scope of the regulation; both aspects are left to the private international law rule (or rules) of each member state. (…)" (konkursboets fremhævning) i afgørelsen raiffeisen zentralbank österreich ag v an feng steel co. limited & others
(2001)[…] anfører den engelske domstol følgende om den hollandske afgørelse brandsma v hansa chemie […]: "(…) the dutch supreme court held that article 12 applied to govern the requirements necessary in order to transfer a debt, in a way hav- ing effect against third parties (as the liquidator was apparently viewed as being). (…)" (konkursboets fremhævning) moss anfører i moss 1 pkt. 24ff […], at nærværende tvist er kontraktretlig, fordi der er en kontraktretlig relation mellem overdrageren, der nu er under konkurs, og erhververen. denne holdning strider mod den grundlæggende sondring mellem kontrakt- og tingsret i dansk ret. at denne sondring ikke er kendt i engelsk ret underbygges i siig 1 s. 7 […]: "(…) i lande, så som fx england, hvor der ikke er forskel på betingel- serne for at fratage overdrageren sin betalingslegitimation og betin- gelserne for kreditorbeskyttelse, giver en sådan sondring dog ingen mening (hvilket også bliver tydeligt ved en gennemlæsning af gabriel moss qc's notat, særligt punkt 61-66). (…)" at en rettighed er gyldig inter-partes fratager efter dansk ret ikke forpligtelsen til at iagt- tage en sikringsakt, såfremt rettigheden skal kunne opretholdes overfor den anden parts - 18 - retsforfølgende kreditorer. formålet med en sikringsakt er jo netop, at den skal sikre en rettighedshaver mod at blive mødt med ekstinktion fra en ikke-aftalepart, det vil sige en tredjemand. som rammeskow udtaler i rammeskow ii […]: "(…) derimod er foretagelse af denunciation ikke en betingelse for, at pantsætning er gyldig i inter partes-forholdet mellem pantsætter og panthaver. de danske regler om denunciation er således ikke kon- traktretlige regler, men derimod regler, der alene regulerer forholdet til pantsætterens kreditorer (andre tredjemænd). følgelig falder disse regler uden for romkonventionens anvendelsesområde (...)" 4.2.2 romkonventionens art. 12 at konventionen ikke finder anvendelse på tingsretlige forhold ved fordringsoverdragel- se, underbygges yderligere af ordlyden af art. 12, der netop omhandler fordringsover- dragelse. art. 12, stk. 1 er formuleret således […]: "stk.
  1. overdragerens og erhververens indbyrdes forpligtelser i hen- hold til en aftale om overdragelse af en fordring mod en anden person (»skyldneren«) er undergivet den lov, som i henhold til denne kon- vention skal anvendes på aftalen mellem overdrageren og erhverve- ren." art. 12, stk. 1 regulerer lovvalget ved fordringsoverdragelse specifikt i det indbyrdes for- hold mellem overdrageren (her owbt forud for konkursen) og erhververen (her ing), og be- stemmelsen angiver ikke også at regulere forholdet mellem erhververen og overdrage- rens retsforfølgende kreditorer (konkursboet). konventionens art. 12, stk. 2 er formuleret således […]: "stk.
  2. den lov, som finder anvendelse på den overdragne fordring, afgør spørgsmål om fordringens overdragelighed, forholdet mellem erhververen og skyldneren, betingelserne for, at overdragelsen kan gøres gældende mod skyldneren, samt spørgsmål om, hvorvidt skyldneren er blevet frigjort for sine forpligtelser." i art. 12, stk. 2 opremses hvilke forhold, der reguleres af den overdragne fordrings lov, herunder fordringens overdragelighed og forholdet til fordringens skyldner. de oprem- sede forhold nævner ikke forholdet til overdragerens kreditorer (her konkursboet) - det vil sige tredjemand. konkursboets anbringende om, at romkonventionen ikke finder anvendelse i forelig- gende tvist understøttes af rammeskow iii, hvor rammeskow […] lægger vægt på kon- ventionens formuleringer: "(…) romkonventionen danmark har tiltrådt romkonventionen om, hvilken lov der skal an- vendes på kontraktlige forpligtelser (herefter ”romkonventionen”). - 19 - romkonventionens hovedprincip er partsautonomi, dvs. at parterne kan vedtage, hvilket lands lov der skal gælde i deres indbyrdes rets- forhold. romkonventionen regulerer imidlertid ikke det tingsretlige lovvalg vedrørende simple fordringer, dvs. spørgsmålet om hvorvidt en panthavers sikkerhed i en simpel fordring kan ekstingveres ek- sempelvis af pantsætters konkursbo. det følger allerede af romkon- ventionens artikel 1, at romkonventionens anvendelsesområde er be- grænset til ”kontraktlige forpligtelser”, dvs. at romkonventionen ikke regulerer spørgsmål om sikringsakt, ekstinktion eller andre tingsretli- ge spørgsmål. dette følger i øvrigt også modsætningsvis af romkon- ventionens artikel 12
(2), der i relation til overdragelse af fordringer eksplicit begrænser konventionens anvendelsesområde til spørgsmå- let om ”fordringens overdragelighed, forholdet mellem erhververen og skyldneren, betingelserne for, at overdragelsen kan gøres gælden- de mod skyldneren, samt spørgsmål om, hvorvidt skyldneren er ble- vet frigjort for sine forpligtelser". spørgsmålet om, hvorvidt en over- dragelse (pantsætning) kan gøres gældende over for overdragerens konkursbo, omfattes således ikke. (…)" (konkursboets fremhævninger) i rammeskow ii […] udtaler rammeskow følgende i relation til, at romkonventionens anvendelsesområde for fastlæggelse af lovvalg er begrænset til kontraktretlige forpligtel- ser - dvs. inter-partes forholdet - og ikke forholdet til tredjemand: "(…) selv om den nye rom i-forordning ikke gælder danmark, kan det nævnes, det her anførte harmonerer med forordningens præambel nr. 38, hvori det anføres, at forordningen omfatter ejendomsretlige aspekter af en overdragelse i forholdet mellem overdrageren og er- hververen (...). forordningen regulerer med andre ord forholdet mel- lem kontraktens parter, uanset om dette i nogle lande så som england opfattes som værende delvis tingsretligt, men forordningen regulerer ikke forholdet til andre så som en parts kreditorer og konkursbo. til- svarende gælder romkonventionen. (…)" (konkursboets fremhævning) ing anfører i duplikken […] at "med det aktuelle fravær af en eksplicit bestemmelse i romkon- ventionen (og rom i forordningen) om lovvalg i forholdet mellem erhververen af en fordring og overdragerens retsforfølgende kreditorer, fortolkes artikel 12 udvidende (..)". konkursboet be- strider, at der - henset til dansk retspraksis og litteratur, jf. afsnit 4.2.4 og 4.2.5 nedenfor - er grundlag for en sådan fortolkning (hvis retten måtte finde, at romkonventionen finder anvendelse). 4.2.2.1 norges høyesteretts dom af 28. juni 2017 i sagen bergen bunkers as ctr. ing til støtte for, at konventionens artikel 12 ikke finder anvendelse, henvises til dom af 28. juni 2017 fra norges høyesterett […] i en sag anlagt af et af de andre ow-bunker selska- ber (også i konkurs), det norske selskab bergen bunker as, mod ing med påstand om, at de sikkerheder, som bergen bunker as stillede overfor ing til sikkerhed for kreditafta- len ikke gyldigt kunne opretholdes overfor det norske konkursbo. høyesterett fastslog, at lovvalget om sikkerhedernes gyldighed overfor bergen bunker- konkursboet måtte afgøres efter overdragers domicillov, norsk ret. - 20 - i dommen lagde høyesterett i første række vægt på den eu-retlige regulering af tvisten, det vil sige rom-regimet. i afgørelsens pkt. 79 anføres herom […]: "
(79)partene er enige om at eu's forordning av
  1. juni 2008 om lov- valg i kontraktsforhold (roma i) ikke løser tredjemannskonflikter, jf. artikkel 14 nr. 1, og det er jeg enig i." det fremgår altså, at både det norske konkursbo og ing er enige om, at rom i- forordningen ikke finder anvendelse på tredjemandskonflikter. det fremgår videre, at høyesteretts dommere er enige i denne vurdering. norges høyesterett stadfæstede dermed borgarting lagmannsretts dom i samme sag, hvor borgarting lagmannsrett udtalte følgende i sin afgørelse af lovvalget […]: "(…) norge er ikke bundet av forordningen. i den utstrekning vi ikke har avvikende lovregulering, taler imidlertid hensynet til rettsenhet for at vi ved avgjørelse av rettsvalgsspørsmål legger vekt på den løs- ning som eu-landene har valgt. (…) (…) dersom der ikke finnes noen fast regel om lovvalget - heller ikke i eu-retten - er man imidlertid henvist til å falle tilbake på en mer skjønnsmessig vurdering av hvilket land saken etter en totalbedøm- melse har nærmest tilknytning til. (…) (…) etter lagmannsrettens syn trekker forarbeidene til roma i- forordningen klart i retning av at forordningens artikkel 14 [svarende til artikel 12 i romkonventionen] ikke er ment å regulere lovvalget ved tvister om gyldighet og retssvern for pant i enkle fordringer. (…)" (konkursboets fremhævning) domstolen lagde således vægt på forarbejderne til rom i-forordningen, og kom følgelig frem til, at rom i-forordningens art. 14, som svarer til konventionens art. 12, ikke fandt anvendelse. 4.2.3 dansk retspraksis om romkonventionens anvendelse der findes alene én trykt dansk afgørelse om det tingsretlige lovvalg ved overdragelse af simple fordringer, u 1990.540v. ligesom i nærværende sag omhandlede afgørelsen for- holdet mellem erhververen og overdragerens konkursbo. i foreliggende sag angår tvisten også - efter ings ændrede opfattelse af, at transporterne i de omtvistede fordringer er stillet til eje - om ing har ejendomsretten til fordringerne og dermed at disse ikke indgår i konkursmassen. […] ved afgørelsen af lovvalget skulle skifteretten og senere vestre landsret i første omgang tage stilling til romkonventionens anvendelighed. skifteretten udtalte følgende om romkonventionen […]: "(…) idet det må antages, at bestemmelserne i (romkonventionen) alene finder anvendelse på aftale om parternes indbyrdes forpligtel- ser, men ikke på forholdet til tredie mand, findes bestemmelserne i - 21 - konventionens artikel 12 ikke at kunne finde anvendelse, hvor der op- står spørgsmål om at træffe afgørelse i forhold til den ene aftalepart- ners konkursbo. (…)" i ankesagen tiltrådte vestre landsret enstemmigt skifterettens afgørelse om, at romkon- ventionen ikke fandt anvendelse, herunder skifterettens begrundelse. det er konkursboets opfattelse, at dommen har en særdeles stærk præjudikatværdi for nærværende sag, da afgørelsen er klart begrundet, da vestre landsrets afgørelse er en- stemmig, da begge domstole er nået samme resultat med samme begrundelse, og da der ikke ses andre danske afgørelser - med andet resultat - vedrørende spørgsmålet om lov- valg for pådømmelse af gyldigheden af rettigheder over simple fordringer overfor pant- sætters konkursbo. rammeskow anfører følgende om u 1990.540v […]: "(…) i dansk retspraksis er det fastslået, at romkonventionen ikke finder anvendelse på spørgsmålet om, hvorvidt en pantsætning af en simpel fordring kan ekstingveres af pantsætterens konkursbo, jf. u 1990.540v, hvor landsretten eksplicit anfører, at romkonventionen ik- ke regulerer dette spørgsmål. (…)" ing anfører i processkrift a […], at den danske opfattelse af et konkursbo som en tred- jemand ikke findes i andre medlemsstater, og at afgørelsen i u 1990.540v "(…) på dette punkt fejlagtigt afviser anvendelse af romkonventionen (…)". ing henviser i den forbindelse til moss 1 […]. konkursboet bestrider ing's opfattelse, hvilket støttes af ovennævnte cita- ter […] rammeskow ii samt dansk litteratur […]. der henvises til konkursboets bemærkninger ovenfor, hvorefter et konkursbo anses som tredjemand i forhold til tingsretlige konflikter over skyldnerens aktiver. såvel skifteretten som vestre landsret har korrekt fastslået, at romkonventionen alene finder anvendelse på parternes indbyrdes forpligtelser. 4.2.4 dansk litteratur om romkonventionens anvendelse der er bred enighed i dansk litteratur om, at romkonventionen ikke finder anvendelse på tingsretlige konflikter. dette dokumenteres blandt andet ved følgende: af karnovs note 1 […] til konventionens art. 1 fremgår: "(…) konventionens lovvalgsregler finder anvendelse på aftaleparter- nes indbyrdes forpligtelser, men ikke på forholdet til tredjemand, jf. u 1990 540v. (…)" på samme måde anføres det i karnovs note 50 […] til konventionens art. 12, stk. 2: "(…) for alle fordringer gælder, at art. 12 ikke angår erhververens be- skyttelse over for tredjemand, jf. art. 1, stk.
  2. (…)" - 22 - samme opfattelse har joseph lookofsky og ketilbjørn hertz (international privatret på for- muerettens område
(2015), s. 131) […], der i indledningen til et kapitel om det tingsretlige lovvalg anfører, at romkonventionen ikke finder anvendelse. lennart lynge andersen og erik werlauff fremfører samme standpunkt i u 2002b.1 […]: ”(…) i retsforholdet til en parts kreditorer, dvs. i det tinglige forhold, er der ikke aftalefrihed, og her gælder lovvalgskonventionen ikke. (…)" med lovvalgskonventionen henviser forfatterne til romkonventionen. samme resultat fremfører forfatterne i kreditretten
(2014), s. 108 […], hvilket begrundes i, at konventionen kun finder anvendelse på kontraktlige forhold. rammeskow anfører i artikel u 2002b.140 […] som respons til førnævnte artikel i u 2002b.1 […]: "(…) forfatterne (s. 2) konstaterer med rette, at lovvalget m.h.t. den tinglige beskyttelse af erhververens ret mod overdragerens (eksport- ørens) kreditorer og aftaleerhververe ikke er omfattet af romkonven- tionen, jf. herved u1990.540v. det skal dog i den sammenhæng næv- nes, at en hollandsk domstol har antaget det modsatte. (…)” holdningen om konventionens anvendelsesområde deles tillige af peter arnt nielsen, som på s. 526 i international privat- og procesret
(1997)[…] anfører, at romkonventionens art. 12 ikke anvendes i forholdet til tredjemand. i international handelsret
(2015)[…] skri- ver arnt nielsen følgende om konventionens anvendelsesområde: "af udtrykket "kontraktlige forpligtelser" fremgår, at konventionen kun vedrører det obligationsretlige forhold mellem parterne, mens det tingsretlige forhold til tredjemand falder uden for." i fomueretlige emner af palle bo madsen m.fl.
(2017), anfører forfatterne følgende på s. 527 […] vedrørende det tingsretlige lovvalg ved overdragelse af simple fordringer: "(…) hverken kontraktstatuttet, jf. rom art. 12, stk. 1, eller fordrings- statuttet, jf. rom art. 12, stk. 2, kommer ifølge dansk ret i betragtning. spørgsmålet om det tingsretlige tilknytningsmoment ved overdragel- se af simple fordringer er dog internationalt meget omstridt og må be- tegnes som uafklaret i europæisk ret. (…)" spørgsmålet om romkonventionens rækkevidde er også behandlet i et lovforarbejde. i betænkningen om virksomhedspant fra 2005 overvejede det af justitsministeriet nedsatte udvalg, hvorvidt der var behov for at ændre reglerne om dansk international privatret i forbindelse med indførelsen af virksomhedspant. ved beskrivelsen af gældende dansk international privatret anføres det på s. 210 […], at "den gældende konvention behandler ikke spørgsmålet om lovvalg ved afgørelse af konflikter med tredjemand, dvs. tinglige konflikter […]". det anføres dernæst, at det på tidspunktet for betænkningen overvejedes at ændre kon- ventionens indholdsmæssige bestemmelser med henblik herpå. dette skete ikke. - 23 - i rammeskow i […] skriver rammeskow følgende om opfattelsen af romkonventionens uanvendelighed på tingsretligt lovvalg ved fordringsoverdragelse: "(…) i dansk teori er der endvidere enighed herom, jf. peter arnt niel- sen: international handelsret (
  1. udg.), s. 129, og samme i karnov-note til romkonventionens artikel 1, lennart lynge andersen & erik wer- lauff u 2002b s. 2, ulrik rammeskow bang-pedersen u 2002b s. 141, joseph lookofsky & ketilbjørn hertz: international privatret (
  2. udg.), s. 71, og morten m. fogt i palle bo madsen (ed.): formueretlige emner (
  3. udg.), s.
  4. (…)" konkursboet har ikke konstateret danske forfattere, der mener, at romkonventionen fin- der anvendelse i forholdet til tredjemand udover siig, som i konklusionen i det af ing fremlagte bilag siig 1 […] anfører: " - at det under hensyntagen til de gennemsnitlige interesser for par- terne i international handel, herunder hensynet til forudberegnelighed og retsenhed, er mest hensigtsmæssigt at anse romkonvention for og- så at regulere forholdet til parternes kreditorer" det afvises, at siigs ovennævnte betragtninger medfører, at der kan ske en udvidende fortolkning, så romkonventionens anvendelsesområde kan udstrækkes til rettighedskon- flikter overfor tredjemand. det vil kræve klar lovhjemmel og denne foreligger ikke og ses heller ikke at komme til at foreligge, jf. konkursboets bemærkninger nedenfor …. sammenfattende må det konstateres, at den brede opfattelse i dansk litteratur er, at rom- konventionen ikke finder anvendelse på tingsretlige tvister. 4.2.5 eu-retlig litteratur samt hensynet til uniform retsanvendelse i eu ing gør gældende, at romkonventionens art. 18 om harmoniseret fortolkning af konven- tionen fører til, at konventionen i danmark finder anvendelse på tingsretlige konflikter. i processkrift ii af
  5. april 2016 ad udskillelsesspørgsmålet anfører ing […], at "det bæ- rende element i sagsøgtes argumentation er, at retten skal vurdere romkonventionens anvendelse på kontraktlige forpligtelser på basis af en fælles-europæisk forståelse af konventionens anvendel- sesområde.". konkursboet bestrider, at art. 18 har betydning for pådømmelse af nærværende sag, idet anvendelse af art. 18 forudsætter, at romkonventionen overhovedet er anvendelig på konflikten, og konkursboet bestrider konventionens anvendelighed. til støtte herfor skal side 3 […] i rammeskow i fremhæves. af notatet fremgår: "(…) romkonventionens artikel 18 fastlægger et princip om det ønske- lige i ensartet fortolkning af romkonventionen i de forskellige lande, men dette princip kan ikke anvendes i nærværende sag, hvor der er tale om en uensartet europæisk praksis. man kan i øvrigt stille spørgsmålstegn ved, om romkonventionens artikel 18 overhovedet kan tillægges betydning ved fortolkningen af romkonventionens arti- kel 1, da sidstnævnte bestemmelse definerer konventionens anvendel- - 24 - sesområde og dermed også om romkonventionens artikel 18 overho- vedet finder anvendelse. konklusionen er, at det efter dansk ret klart må antages, at det tings- retlige lovvalg vedrørende simple fordringer ikke reguleres af rom- konventionen. (…)" konkursboet bestrider desuden, at der eksisterer en fælleseuropæisk fortolkning af rom- konventionens anvendelighed på tingsretlige konflikter. det forhold, at enkelte udenlandske domme, herunder brandsma v. hansa chemie […] har fundet, at romkonventionens art. 12 er anvendelig på lovvalget i en tingsretlig kon- flikt, er ikke udtryk for en fælles europæisk fortolkning, jf. nærmere nedenfor. den manglende fælleseuropæiske fortolkning underbygges allerede af, at europa- kommissionen har fundet det nødvendigt at udarbejde en række rapporter om spørgs- målet. blandt disse rapporter er en grønbog udarbejdet af europa-kommissionen i 2003 om omdannelse af romkonventionen. i grønbogens pkt. 3.2.13.2 […] anføres følgende om uenigheden blandt medlemsstaterne: ”(…) men eftersom hverken konventionen eller konkursforordningen indeholder lovvalgsregler, der eksplicit omhandler spørgsmålet om, hvorvidt overdragelsen af fordringen kan gøres gældende over for tredjemand, følger hver medlemsstat her sine egne regler, og de afgø- relser, der træffes, varierer meget fra den ene domstol til den anden. at der er tale om markante forskelle, skyldes ikke mindst, at domsto- lene i nogle medlemsstater finder, at selv om konventionen ikke inde- holder nogen eksplicit bestemmelse herom, indeholder den dog im- plicitte regler på området. (…)”. (konkursboets fremhævning) det fremgår således, at der blandt eu's medlemsstater er udbredt uenighed om konven- tionens rækkevidde på dette punkt. uenigheden blandt medlemsstaterne deles dog ikke af europa-kommissionen, hvis holdning er klar, jf. nedenfor. derudover kan nævnes rapporten udarbejdet af british institute of international and comparative law på vegne af europa-kommissionen (herefter "biicl-rapporten"), hvor det på s. 12ff […] fremgår, at 14 undersøgte eu/eøs-lande har fem forskellige tilgange til det tingsretlige lovvalg ved overdragelse af simple fordringer. på rapportens side 16 […] anføres: "(…) apart from the current heterogeneous legal landscape and the lack of consensus regarding a uniform conflict of laws solution on third-party effects of assignment, the current art. 14 rome i regula- tion gives rise to further doubts. (…)" at medlemsstaterne fortolker konventionens anvendelsesområde forskelligt underbygges desuden af, at der i rom i-forordningens art. 27, stk. 2 er givet hjemmel til udarbejdelse af en rapport om det tingsretlige forhold ved overdragelse af simple fordringer (effektivite- ten overfor tredjemand af overdragelse af en fordring). det ville være overflødigt at ind- - 25 - sætte en sådan bestemmelse, hvis forholdet var klart og uniformt reguleret på tværs af eu. hjemlen i art. 27, stk. 2 er udmøntet i en rapport af europa-kommissionen af
  6. septem- ber 2016 (com
(2016)626 final). denne rapport fastslår på side 4 […], at der mangler et vigtigt element i den eksisterende forordning (rom i-forordningen) om hvilken lov, der regulerer effektiviteten af en overdragelse af en fordring overfor tredjeparter. rapporten belyser yderligere den manglende uniforme fortolkning af romkonventionen og rom i- forordningen blandt medlemsstaterne. på rapportens side 7 […] fremgår: "(…) med hensyn til at fastslå, hvilken lov der finder anvendelse på tredjepartsaspekter af overdragelse, viser undersøgelsen imidlertid, at der er flere forskellige tilgange i medlemsstaterne. (…)" i rapporten nævnes herefter de vidt forskellige tilgange i medlemsstaterne […]. på s. 9 […] understreges det yderligere, at der ikke er harmoniserede regler på området i eu: "(…) endvidere forøger manglen på harmoniserede lovvalgsregler og- så det antal love i den materielle ret, der potentielt kan gælde for mo- biliseringen af gældsfordringer som sikkerhed (…)" (konkursboets fremhævning) i relation til romkonventionens anvendelighed har europa-kommissionen den 12. marts 2018 offentliggjort et forslag til fælleseuropæisk regulering af det tingsretlige lovvalg ved overdragelse af fordringer ("proposal for a regulation of the european parliament and of the council on the law applicable to the third-party effects of assignments of claims") (com
(2018)96 final) […]. som baggrund for forslaget anfører kommissionen, at de nuværende fælleseuropæiske regler - rom i-forordningen, henholdsvis romkonventionen for danmarks vedkommen- de - alene regulerer lovvalget for de obligationsretlige aspekter af fordringsoverdragelse. på side 5 fremgår således […]: "currently, uniform union conflict of laws rules determine the law applicable to the contractual obligations of transactions in claims and securities." (kommissionens fremhævning) på samme side anfører kommissionen videre, at de nuværende regler ikke regulerer det tingsretlige lovvalg ved fordringsoverdragelse […]: "however, no uniform union conflict of laws rules have been adopted on the law applicable to the proprietary effects of assignments of claims. this proposed regulation aims at filling this gap." på forslagets side 9 […] understreges forholdet yderligere: "in contrast, there are no conflict of laws rules at union level with re- gard to the proprietary elements of the assignment of claims" - 26 - (kommissionens fremhævning) det bemærkes, at den nævnte rapport er den nyeste rapport fra europa-kommissionen på området. hvor der således tidligere har været uenighed blandt nogle af medlemssta- terne om romkonventionens anvendelighed på tingsretlige tvister, må det efter nævnte rapport være klarlagt, at den fælleseuropæiske forståelse er, at romkonventionen ikke finder anvendelse på disse tvister. at romkonventionen ikke finder anvendelse understøttes tillige af giuliano/lagarde- rapporten, som ing har henvist til i sit svarskrift. af rapportens bemærkninger til rom- konventionens artikel 1 […] fremgår det: "(…) da denne konvention kun gælder den lov, der finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser, er det for det første klart, at tinglige ret- tigheder […] ikke falder ind under konventionens bestemmelser. det- te var udtrykkeligt tilkendegivet i en artikel i det oprindelige udkast. men gruppen skønnede, at det var overflødigt at gentage denne præ- cisering i den nuværende tekst (…)" (konkursboets fremhævninger) det fastslås således i rapporten, at romkonventionen alene regulerer retsforholdet mel- lem aftaleparter og dermed ikke aftaleparters kreditorer. det må sammenfattende konstateres, at der er uenighed blandt medlemsstaterne om romkonventionens anvendelighed på tingsretlige tvister. det må dernæst konstateres, at der i dag - og særligt efter offentliggørelsen i marts 2018 af europa-kommissionens for- slag til indførelse af en fælleseuropæisk regulering af spørgsmålet - eksisterer en over- ordnet fællesretlig forståelse om, at konventionen ikke finder anvendelse på tingsretlige tvister, og at det vil kræve indførelse af en ny regulering, hvis dette skal ske. 4.2.6 hvis retten finder romkonventionen anvendelig 4.2.6.1 romkonventionens art. 4 såfremt retten måtte finde romkonventionen anvendelig, gør konkursboet gældende, at, det tingsretlige lovvalg skal afgøres efter konventionens art. 4, hvorefter forholdet under- kastes loven i det land, det har sin nærmeste tilknytning til. det er konkursboets klare opfattelse, at forholdet har sin nærmeste tilknytning til dan- mark. for det første er lex concursus i danmark, hvilket indebærer, at overdragerens konkursbo behandles i danmark. for det andet var ovedrageren, som begge parter afleder ret af, domicileret i danmark. for det tredje indrettede parterne sig - i forhold til kreditaftalen og eosa - på, at dansk ret ville finde anvendelse ved pådømmelse af sikkerhedernes gyldighed overfor retsforfølgende kreditorer […]. der henvises, i forhold til det anførte tredje forhold, til, at konkursboet har konstateret, - 27 - at der i perioden op til indgåelse af kreditaftalen og sikkerhedsdokumenterne blev indhentet juridisk rådgivning blandt andet specifikt om sikringsakter i henhold til dansk ret i forhold til de påtænkte sikkerheder, at det blev undersøgt, hvordan ing, som erhverver af pant i owst's/owbt's udestå- ende fordringer, skulle sikre sig i forhold til iagttagelse af den relevante sikringsakt efter dansk ret, både i forhold til denunciation og rådighedsberøvelse af indbetalin- ger fra de pantsatte fordringer, at systemet med blocked accounts og mirrored account derfor blev etableret specifikt i forhold til owst og owbt, for på den ene side at søge imødegå de danske regler om rådighedsberøvelse af indbetalinger fra de pantsatte fordringer, og på den anden side at give owbt reel rådighed over det løbende cash-flow fra indbetalingerne på de overdragne fordringer, […] (kontopantsætningsaftalen pkt. 7.1-7.2), og at sikringsakten med tinglysning af fordringspant, herunder omkostningerne derved, blev undersøgt og fravalgt. 4.2.6.2 romkonventionens art. 3 konkursboet bestrider følgelig, at romkonventionens art. 3 om det aftalte lovvalg finder ikke anvendelse, da det mellem owbt og ing aftalte lovvalg ikke er bindende i relation til konkursboet. […] 4.2.6.3 anvendelse af dansk rets ufravigelige regler måtte retten finde, at romkonventionen finder anvendelse ved fastlæggelse af det tings- retlige lovvalg, gør konkursboet gældende, at romkonventionens artikel 7 om ufravige- lige regler tillige finder anvendelse. konventionens artikel 7 har følgende ordlyd […]: "1. ved anvendelse af loven i et bestemt land i henhold til denne kon- vention kan ufravigelige regler i loven i et andet land, som forholdet har en nær tilknytning til, tillægges virkning, såfremt og i det omfang disse regler ifølge dette lands ret skal anvendes uden hensyn til, hvil- ket lands lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen. ved afgørelsen af, om der bør tillægges sådanne ufravigelige regler virkning, skal der tages hensyn til deres art og formål og til følgerne af, at de anvendes eller ikke anvendes. 2. denne konvention medfører ingen begrænsninger i anvendelsen af regler i domstolslandets lov i tilfælde, hvor disse er ufravigelige uden hensyn til, hvilket lands lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen." konkursboet gør gældende, at dansk rets regler om ekstinktion og iagttagelse af sikrings- akt er ufravigelige regler, og der henvises i den forbindelse til peter mortensens værk ind- ledning til tingsretten
(2009), hvor forfatteren under overskriften "tingsretlige regler er ufra- vigelige (præceptivitet)" anfører […]: - 28 - "mens en række retsregler, der regulerer inter-partes-forholdet mel- lem a og b, er deklaratoriske i den forstand, at reglerne kan fraviges ved aftale mellem a og b, er udgangspunktet det modsatte for så vidt an- går regler, der regulerer aftalers retsvirkning i forhold til tredjemand, dvs. de tingsretlige regler" (forfatterens kursivering) på s. 155 skriver forfatteren videre […]: "tingsretlige regler, der regulerer tredjemands retsstilling, må således antages at være præceptive, selv om reglerne ikke er fastsat ved eller i henhold til lov, men følger af almindelige retsgrundsætninger" (forfatterens kursivering) at tingsretlige regler er ufravigelige underbygges videre af bent iversen m.fl. i panteret
(2015), hvor der i kapitlet om tingsretlig sikkerhed anføres […]: "parterne er nemlig her på et præceptivt plan afskåret fra ved deres blotte aftale at bestemme tredjemands rettigheder og pligter" konkursboet gør således gældende, at dansk rets regler om ekstinktion og iagttagelse af sikringsakt er ufravigelige regler, som - i tilfælde af romkonventionens anvendelighed i øvrigt - skal anvendes på tvisten, jf. konventionens art. 7. 4.2.7 opsummering vedrørende romkonventionens anvendelse konkursboet gør opsummerende gældende, at romkonventionen ikke finder anvendelse på tingsretlige spørgsmål, herunder spørgsmålet om ekstinktion, som denne sag vedrø- rer. konkursboets opfattelse støttes af konventionens formuleringer, idet både art. 1, art. 12, stk. 1 og art. 12, stk. 2 formuleringsmæssigt er afgrænsede til tvister, der ikke omhandler tingsretlige forhold mellem konkurrerende rettighedshavere. konkursboet bestrider, at konventionens anvendelse kan afgøres på baggrund af art. 18 om harmoniseret fortolkning, allerede fordi denne bestemmelse kun er anvendelig, når konventionen finder anvendelse. måtte retten finde, at konventionen finder anvendelse, gør konkursboet gældende, at der ikke tidligere har eksisteret en harmoniseret fortolk- ning af romkonventionens anvendelighed. idet der henvises til europa-kommissionens seneste forslag på området gør konkursboet gældende, at der i dag eksisterer en fælles- europæisk forståelse, og at denne forståelse er, at romkonventionen ikke er anvendelig på tingsretlige konflikter. i danmark er der ligeledes udbredt enighed i litteraturen om, at romkonventionen ikke finder anvendelse i en situation som den foreliggende. denne opfattelse understøttes til- lige af den enlige danske afgørelse på området, u 1990.540v, hvor både skifteretten og vestre landsret fandt, at romkonventionen ikke fandt anvendelse på en tingsretlig tvist - 29 - mellem en overdragers konkursbo i danmark og en tysk erhverver. afgørelsen har sær- deles stor præjudikatværdi for nærværende sag. konkursboet gør gældende, at hvis retten finder romkonventionen anvendelig, skal lov- valget afgøres efter art. 4 om nærmeste tilknytning, og at dette fører til anvendelse af dansk ret. konkursboet gør endelig gældende, at selv hvis retten finder, at romkonventionen ud- peger engelsk ret som lovvalg, følger det af romkonventionens art. 7, at dansk rets ufra- vigelige regler om ekstinktion og iagttagelse af sikringsakt skal anvendes på denne del af tvisten. 4.3 anvendelse af dansk international privatret konkursboet gør gældende, at dansk international privatret skal afgøre lovvalgspørgs- målet, og at dette fører til overdragers domicillov - dvs. dansk ret - som lovvalg. udgangspunktet for lovvalg i dansk international privatret er lex situs-princippet, som indebærer, at et forhold reguleres af loven i det land, hvor det omtvistede aktiv befinder sig. da simple fordringer imidlertid ikke kan siges at have en fysisk tilstedeværelse, giver dette lovvalgsprincip ikke mening ved det tingsretlige lovvalg for overdragelse af simple fordringer. parterne er enige om, at lex situs-princippet ikke finder anvendelse, og at lov- valget derfor må fastsættes ved anvendelse af et andet princip. i den forbindelse gør konkursboet gældende, at lovvalget i overensstemmelse med dansk retspraksis og litteratur skal fastsættes efter princippet om overdragers domicillov. herunder behandles i første omgang spørgsmålet om, hvorvidt den lovvalgsaftale par- terne indgik inden konkursen, er afgørende for det tingsretlige lovvalg. herefter behand- les spørgsmålet om, hvilket tingsretligt lovvalgsprincip, der regulerer nærværende tvist. 4.3.6 det aftalte lovvalg da konkursboet ikke er indtrådt i aftalekomplekset mellem ing og owbt, er konkurs- boet ikke bundet af det deri aftalte lovvalg i relation til nærværende ekstinktionstvist. […] det er i dansk retspraksis gentagne gange slået fast, at lovvalgsaftaler indgået inter partes inden konkursen ikke er bindende i relation til ekstinktions- og gyldighedsbetingelser i forhold til overdragerens efterfølgende konkursbo. konkursboet henviser i den forbin- delse til u 1981.1046/2v […], u 1982.1038v […], u 1983.311h […], u 1984.8h […] og u 1992.373/2 […]. fælles for de fem afgørelser er, at parterne inden konkursen havde ind- gået gyldig lovvalgsaftale om anvendelse af udenlandsk ret, men at domstolene fandt, at lovvalgsaftalerne ikke bandt de efterfølgende konkursboer ved afgørelse af ekstinktions- tvister - altså om modparten kunne opnå udlevering fra konkursboet. ekstinktionstvi- sterne måtte afgøres efter dansk ret. om retspraksis på området anfører professor hans viggo godsk pedersen sammenfat- tende i sin artikel nyere domspraksis om kreditkonsignation
(2001)[…]: - 30 - "det må siges at ligge fast i praksis, at udenlandske ejendomsforbe- hold, der er gyldige i forholdet mellem parterne, ved konkurs kun skal anerkendes, hvis de særlige betingelser, der i dansk ret stilles i re- lation til kreditorerne, er opfyldte." også i forhold til værneting er det i retspraksis slået fast, at værnetingsaftaler indgået in- den konkursen ikke kan gøres gældende i relation til insolvensretlige tvister mod det ef- terfølgende konkursbo, jf. u 2017.1940ø […]. i sagen u 1975.1031hkk […] blev en vær- netingsaftale tilsidesat, da tvisten drejede sig om konkursretlige forhold, herunder tvist om ejendomsforbeholdets gyldighed overfor kreditorerne. synspunktet underbygges af rammeskow i rammeskow iii […]: "hvis man fulgte moss' argumenter, ville konsekvensen blive, at samt- lige dansk rets regler om sikringsakter kunne sættes ud af krav ved en inter partes lovvalgsaftale, hvilket selvsagt ville indebære betydelige risici for kreditorbesvigelser etc. eksempelvis kunne skyldner over- drage en dansk fast ejendom til en erhverver efter en (eventuelt ante- dateret) købsaftale, som parterne undergiver loven i et land, som gi- ver en erhverver beskyttelse uden iagttagelse af sikringsakt. selv om erhververens adkomst ikke blev tinglyst inden skyldnerens konkurs, ville konkursboet efter moss' argumentation skulle respektere over- dragelsen, fordi erhververen i henhold til den af parterne valgte lov- givning måtte anses for at være blevet ejer inden konkursen. et sådan resultat er naturligvis åbenbart forkert." samme sted fortsætter rammeskow […]: "moss' argumentation illustrerer med al tydelighed, hvorfor to parters lovvalg ikke tillige kan regulere forholdet til parternes kreditorer (el- ler andre tredjemand), dvs. hvorfor der er forskel på det kontraktretli- ge og tingsretlige lovvalg." til støtte for, at det aftalte lovvalg ikke finder anvendelse i forhold til konkursboet, hen- vises til den ovenfor under pkt. 4.2.1.2 og pkt. 4.2.2.1, hvori norges høyesterett i dom- men anfører følgende om det aftalte lovvalg […]: "hvis - som siste alternativ - kravets rett legges til grunn, vil partene ha herredømme over lovvalget. dette er den klare hovedregel i inter- partes-forholdet mellom pantsetter og panthaver og mellom debitor cessus og pantsetter. men regelen innbyr til såkalt forum shopping hvis den skal anvendes i tredjemannstvister, typisk mellom pantsette- rens konkursbo og panthaveren - som her. dette vil kunne være i strid med de sentrale hensyn til preseptivitet, notoritet, likebehandling og effektivitet under insolvensbehandling. partsautonomien bør ikke på- virke gyldigheten og rettsvernet i form av bindende lovvalg. dette mener jeg må være utslagsgivende." (konkursboets understregning) - 31 - 4.3.2 dansk retspraksis konkursboet gør gældende, at den enlige danske afgørelse på området u 1990.540v […] er udtryk for brug af princippet om overdragers domicillov. i afgørelsen havde det tyske selskab engel kellerbau gmbh ("engel") fået transport fra det danske selskab jydsk tegl i bankgarantier udstedt af tyske banker. jydsk tegl blev ef- terfølgende erklæret konkurs, hvorefter engel i henhold til de transporterede bankgaran- tier anmeldte et separatistkrav i boet. engel henviste til, at sikringsakten for transporten var gyldigt prioritetssikret i henhold til tysk ret. konkursboet afviste dette med henvis- ning til, at transporten ikke var blevet gyldigt denuncieret som påkrævet efter dansk ret. det afgørende spørgsmål i sagen var herefter, hvilket lands lov, der skulle finde afgørelse af tvisten. efter at have afvist romkonventionens anvendelse på spørgsmålet, udtalte vestre lands- ret følgende om lovvalget i medfør af dansk international privatret […]: "(…) de i sagen omhandlede tyske bankgarantier, med hensyn til hvilke appellanten vil hævde en separatiststilling i konkursboet, er stillet over for (jydsk tegl), der drev virksomhed fra danmark, og som har transporteret en del af sikkerheden til appellanten. herefter findes spørgsmålet om betingelserne for, at denne transport kan gøres gældende mod selskabets kreditorer, at måtte afgøres efter dansk ret. (…)" konkursboet gør gældende, at afgørelsen er udtryk for anvendelse af overdragers domi- cillov som lovvalg ved overdragelse af simple fordringer. dette støttes endvidere i rammeskow ii […]; "med andre ord en klar anvendelse af overdrage- rens lov". ing gør i duplikken gældende, at afgørelsen i u 1990.540v "(…) vedrører en ældre situation som er fuldstændig usammenlignelig med den foreliggende (…)." […]. i processkrift a […] an- fører ing desuden ved henvisning til siig i, at afgørelsen ikke er udtryk for overdragers domicillov, men derimod for brug af den individualiserende metode. ing henviser i den forbindelse til siig 1, hvor siig på s. 19 […] anfører, at afgørelsen bør tillægges "(…) en meget begrænset præjudikatværdi for den nu verserende sag (…)". siig påpeger samtidig, at af- gørelsen skal tillægges vægt i sagen i forhold til anvendelse af den individualiserende metode. konkursboet bestrider både, at afgørelsen er usammenlignelig med den foreliggende tvist samt at afgørelsen er udtryk for brug af den individualiserende metode. sagen angår spørgsmålet om separatistret over fordringer, hvilket ing også hævder at have i de om- tvistede fordringer, jf. ing's processkrift b, s. 4, " (..) idet ing som ejer herefter har krav på udlevering heraf, jf. konkurslovens § 82 jf. § 32" […]. i relation til det sidste påpeger konkursboet, at siig er eneste danske forfatter, der har ud- lagt afgørelsen som brug af den individualiserende metode, jf. nærmere nedenfor, samt at siig i øvrigt ikke ses at have behandlet emnet tidligere, herunder ikke i generel forstand modsat de øvrige danske citerede forskere, herunder rammeskow. - 32 - det er samtidig konkursboets opfattelse, at der ikke er holdepunkter i vestre landsrets begrundelse for, at den individualiserende metode er lagt til grund for afgørelsen. landsretten synes således ikke at foretage en helhedsvurdering af sagens tilknytnings- momenter, idet landsretten ikke nævner de forskellige tilknytningsmomenter. erhverve- ren af bankgarantierne nævnes kun implicit af landsretten, som appellanten, der "(…) vil hævde en separatiststilling i konkursboet", og det nævnes på intet tidspunkt, at der er tale om et tysk selskab, hvilket som tilknytningsmoment ville pege på tysk ret. der bliver derved slet ikke skelet til erhververens hjemsted. det forhold, at landsretten omtaler bankgarantierne som tyske synes at bunde i beskri- velseshensyn, snarere end at have været en normerende faktor ved afgørelsen af lovval- get. efter at have nævnt de tyske bankgarantier henviser landsretten således ikke til disse ved begrundelsen af lovvalget. det nævnes blot, at jydsk tegl, som transportere- de/overdrog bankgarantierne, drev virksomhed i danmark, og at tvisten herefter måtte afgøres efter dansk ret. landsretten lægger altså vægt på det forhold, at overdrageren drev virksomhed i dan- mark, og følgelig må afgørelsen være udtryk for princippet om overdragers domicillov. rammeskow udtaler i rammeskow ii […]: "(…) u 1990.540v kan ikke læses som anvendelse af den individuali- serende metode. (..) med al respekt for siig må man således konstate- re, at u 1990.540v ikke meningsfuldt kan læses som en anvendelse af den individualiserende metode. (…)" i dansk litteratur er afgørelsen tillige udlagt som udtryk for overdragers domicillov. palle bo madsen m.fl. anfører følgende i formueretlige emner
(2017), s. 527 […]: "(…) ved u 1990.540v er det i dansk ret antaget, at loven på kreditors domicil gælder, hvilket af flere grunde er den mest overbevisende løsning. (…)" forfatterne henviser med formuleringen "kreditors domicil" til overdragerens domicillov. lennart lynge andersen og erik werlauff har tidligere argumenteret for, at betalingsste- dets lov måtte være afgørende for det tingsretlige lovvalg, jf. herved u 2002b.1 […]. for- fatterne har dog justeret deres holdning, og anfører følgende om u 1990.540v i kreditret- ten
(2014), s. 114 […]: "(…) gives der pant i en simpel fordring, må det antages, at den tinglige beskyttelse af et pant i en fordring, der tilkommer en dansk kreditor (fx en dansk virksomhed), reguleres af dansk ret, jf. princippet om an- vendelse af overdragerens lands lov, der er lagt til grund i ufr 1990.540v. (…)" (forfatternes egen kursivering) forfatterne anfører videre på s. 115 i samme værk […]: - 33 - "(…) se som et udslag af princippet om cedentens [overdragerens] domicillands lovgivning ufr 1990.540v om en dansk entreprenør, der gav en tysk underleverandør pant i sit krav mod den tyske bygherre. da fordringens kreditor (entreprenøren) var dansk domicileret, skulle den tinglige beskyttelse rette sig efter dansk lovgivning, det vil sige gbl. § 31. (…)" (forfatternes egen kursivering) rammeskow har samme udlægning af afgørelsen i sin artikel i u 2002b.140 […], hvor han kommenterer lynge andersen og e. werlauffs tidligere holdning om betalingsstedets lov: "(…) forfatternes synspunkt har heller ikke støtte i retspraksis, jf. u 1990.540v, der lod den tinglige beskyttelse af en transport i en bank- garanti stillet af en tysk bank over for en dansk overdrager afgøre ef- ter dansk ret, med henvisning til at overdrageren (et dansk aktiesel- skab) drev virksomhed her (og altså ikke med henvisning til at garan- tien skulle betales hertil). (…)" i samme artikel anfører forfatteren følgende: "(…) lykkeligvis synes den ovenfor nævnte u 1990.540v da også at måtte fortolkes således, at overdragerens hjemland er afgørende for transporthaverens tinglige beskyttelse, i og med retten lagde vægt på, hvor overdrageren drev sin virksomhed. (…)" i international privatret
(2015)henviser joseph lookofsky og ketilbjørn hertz på s. 144 […] til, at afgørelsen i u 1990.540v støtter opfattelsen om overdragerens domicillov. det er, som anført ovenfor, konkursboets opfattelse, at afgørelsen har særdeles stor præ- judikatværdi for nærværende sag, og det gøres i den forbindelse gældende, at begge sa- ger omhandler tingsretligt lovvalg ved fordringsoverdragelse i forholdet mellem en er- hverver og overdragerens konkursbo. for sammenligningshensyn er det uden betydning, at der i u 1990.540v alene var aftalt værneting og således ikke udtrykkeligt lovvalg, idet afgørelsen omhandler lovvalg. der findes efter konkursboets opfattelse ikke holdepunkter i hverken skifterettens eller vestre landsrets afgørelse for, at et udtrykkeligt aftalt lovvalg ville have ændret udfaldet. tværtimod procederede erhververen i u 1990.540v på, at en værnetingsaftale indgået mellem erhververen og overdrageren inden konkursen reelt udgjorde en lovvalgsaftale til fordel for tysk ret. skifteretten afviste, at denne værnetingsaftale var relevant, da afta- len "(…) vedrører parternes forpligtelser i henhold til den indgåede rammeaftale og findes ikke at kunne være bindende for det danske selskabs konkursbo i nærværende sag, der drejer sig om at træffe afgørelse mellem en kreditor, som ønsker at gøre fortrinsrettigheder gældende, og et kon- kursbos øvrige kreditorer. (…)" […]. skifteretten udtalte derved klart, at værnetingsaftalen ikke var bindende for overdragerens konkursbo. - 34 - der er ej heller forhold i vestre landsrets afgørelse, som kan begrunde, at den tingsretli- ge lovvalgstvist skal behandles forskelligt med henvisning til en lovvalgsaftale indgået inden konkursen. i vestre landsrets præmisser i den efterfølgende ankesag fremgår, at værnetingsaftalen ikke var bindende for lovvalget i relation til konkursboet uanset om værnetingsaftalen tillige kunne forstås som indeholdende en lovvalgsaftale […]: " uanset om den (…) indgåede værnetingsaftale eventuelt i forholdet mellem disse parter tillige kunne forstås som indeholdende en aftale om lovvalg, findes værnetingsaftalen ikke at kunne binde konkursbo- et i relation til spørgsmålet, om dansk eller tysk ret skal lægges til grund ved afgørelsen af, om appellanten er separatist i konkursboet" det fremgår altså, at værnetingsaftalen - uanset om den tillige skulle forstås som en lov- valgsaftale - ikke var bindende i relation til lovvalgstvisten. det er da også antaget i dansk litteratur, at en lovvalgsaftale ikke er bindende i forholdet til en parts kreditorer. lennert lynge andersen og erik werlauff skriver herom i u 2002b.1 […]: "(…) i retsforholdet til en parts kreditorer, dvs. i det tinglige forhold, er der ikke aftalefrihed, og her gælder lovvalgskonventionen ikke. her må der nødvendigvis gælde faste og forudsigelige principper. (…)" der henvises til konkursboets bemærkninger ovenfor vedrørende konkurslovens § 55 og 56, hvorefter konkursboet ikke er bundet af det i aftalekomplekset aftalte lovvalg, idet konkursboet ikke er indtrådt i aftalekomplekset. 4.3.3 dansk litteratur konkursboet gør gældende, at der i nyere dansk teori er udbredt enighed om, at tingsret- lige konflikter ved overdragelse af simple fordringer skal afgøres efter overdragers domi- cillov. blandt disse forfattere er torben svenné schmidt i international formueret
(2000), s. 323f […]. i sin argumentation for overdragers domicillov henviser forfatteren blandt andet til, at dette lovvalgsprincip vil løse vanskelighederne ved overdragelse af større debitorpor- teføljer: "(…) valget synes at måtte stå mellem debitors domicillov og kreditors (overdragerens) domicillov. i en udførlig diskussion af de forskellige muligheder er sjur brækhus nået frem til at anbefale kreditors domi- cillov, hvilket jeg kan tilslutte mig. denne lov vil også løse den prakti- ske vanskelighed, der kan foreligge ved en samlet overdragelse af en debitorportefølje, hvor debitorerne jo kan bo i flere forskellige lande, medens kreditor (overdrageren) fremtræder som det samlende punkt for de forskellige fordringer." rammeskow er en af de få danske forfattere, der har behandlet problemstillingen udfør- ligt. han støtter anvendelse af overdragers lov, og anfører i artiklen u 2002b.140 […] tre hovedårsager hertil: - 35 - "(…) jeg kan fuldt ud støtte en anvendelse af overdragerens lov. den- ne lovvalgsregel indebærer opnåelse af i hvert fald 3 betragtelige for- dele. ingen af de øvrige alternative lovvalgsregler giver mulighed for samtidig opnåelse af alle disse fordele. for det første medfører anven- delse af overdragerens lov, at overdragerens transporter af flere for- skellige fordringer bliver undergivet samme lovgivning, uanset om debitorerne har hjemland i forskellige lande, og uanset om disse iht. deres respektive kontrakter skal betale i forskellige lande. (…) for det andet medfører anvendelse af overdragerens lov, at der i konflikter, som opstår som følge af overdragerens konkurs, typisk vil være sam- menfald mellem overdragerens lov og lex concursus (…). (…) for det tredje medfører den udbredte anvendelse af overdragerens lov i andre lande, at hensynet til enhedsbedømmelse taler for også at anvende overdragerens lov i dansk ret. (…)" (konkursboets fremhævning) i 2002 anerkendte rammeskow dog, at der var divergerende opfattelser i dansk teori om hvilken lovvalgsregel, der burde gælde, og han pointerede derfor, at der herskede en vis usikkerhed om spørgsmålet i dansk ret […]. konkursboet påpeger hertil, at der i dag er bred tilslutning til princippet om overdragers domicillov, og at der så vidt ses ikke er for- fattere - udover siig i siig 1 og siig 2 - der i nyere tid har udtrykt støtte til et andet lov- valgsprincip. således eksempelvis lennart lynge andersen og erik werlauff, der tidligere var fortalere for brug af betalingsstedets lov, men som nu støtter princippet om overdragerens domi- cillov, jf. kreditretten
(2014), s. 114f […]. palle bo madsen m.fl. udtrykker tillige støtte for overdragers domicillov og påpeger i den forbindelse, at denne løsning af flere grunde er den mest overbevisende, jf. formueretlige emner
(2017), s. 527 […]: "(…) ved u 1990.540v er det i dansk ret antaget, at loven på kreditors domicil gælder, hvilket af flere grunde er den mest overbevisende løsning. (…)" i rammeskow ii […], udtaler rammeskow, at "man efter gældende dansk ret skal anvende overdragerens lovgivning på tingsretlige konflikter vedrørende simple fordringer (..)". siig argumenterer i siig 1 […] for, at lovvalget ved overdragelse af simple fordringer skal afgøres ved brug af den individualiserende metode. konkursboet bestrider dette, og det påpeges i den forbindelse, at ingen andre danske forfattere ses at støtte denne opfattelse. der henvises til bemærkninger anført ovenfor punkt 4.3.2. den individualiserende metode vil efter konkursboets opfattelse være et uforudsigeligt lovvalgsprincip for både overdrager, erhverver og kreditorer ved fordringsoverdragelse, og denne metode er allerede derfor ikke ønskelig ved tingsretligt lovvalg. 4.3.4 realhensyn - 36 - til støtte for anvendelse af overdragers domicillov gøres det gældende, at dette lovvalgs- princip i størst mulig grad tilgodeser de relevante realhensyn. overdragers domicillov indebærer således den unikke fordel, at lovvalget vil være sam- menfaldende med lex concursus. herudover er lovvalgsprincippet hensigtsmæssigt ved overdragelse af større debitorporteføljer, da lovvalget vil være ens for alle overdragne fordringer. dette er af særlig relevans ved overdragelse af fremtidige fordringer mod ukendte debitorer, ligesom det er af særlig relevans ved overdragelser, hvor debitorerne er hjemmehørende i forskellige jurisdiktioner. begge omstændigheder foreligger i nær- værende sag, hvor debitorerne blandt andet er hjemmehørende i danmark, norge, rus- land, usa, australien mv., og hvor overdragelsesaftalen omfattede fremtidige fordringer mod ukendte debitorer. også forudsigeligheden for tredjemand sikres bedst ved at benytte overdragerens domi- cillov. både aftaleerhververe og kreditorer afleder deres ret fra overdrageren og vil derfor være vidende om, hvor overdrager har hjemsted, og dermed hvilken lov, der finder an- vendelse på forholdet. fordelene ved anvendelse af overdragers domicillov understøttes af, at dette lovvalgs- princip blev valgt i uncitral's konvention om overdragelse af simple fordringer efter flere års forarbejde med inddragelse af både staters og relevante organisationers hørings- svar. af bemærkningerne til konventionen, som aldrig er trådt i kraft, fremgår følgende om fordelene ved dette lovvalgsprincip (konventionens s. 40f […]): "(…) the convention thereby refers priority conflicts to the law of a single, and easily determinable, jurisdiction. in addition, the main in- solvency proceeding with regard to the assignor will most often be opened in this jurisdiction, a result that makes conflicts between se- cured transactions and insolvency laws easier to address. (…)" hertil kommer, at overdragers domicillov er ét blandt tre foreslåede harmoniseringsprin- cipper i både biicl-rapporten […], og i europa-kommissionens rapport af 29. september 2016 […]. princippet om overdragers domicillov er desuden valgt som foreslået lovvalgs- regel i kommissionens forslag til fælleseuropæisk regulering af 12. marts 2018 […]: "art. 4. 1. unless otherwise provided for in this article, the third-party effects of an assignment of claims shall be governed by the law of the country in which the assignor has its habitual residence at the material time" fordelene ved anvendelse af overdragers domicillov understreges ligeledes af ramme- skow i rammeskow i, s. 7 […]: "(…) følgelig vil det i almindelighed være mest hensigtsmæssigt at anvende overdragerens lov frem for fordringens lov, hvis man vil op- nå, at porteføljeoverdragelsen bedømmes efter én lovgivning. anven- delsen af overdragerens lov er således den løsning, som generelt giver virksomhederne (låntagere) de bedste muligheder for international fi- nansiering. denne antagelse understøttes af, at overdragerens lov er den løsning, som der er klart størst tilslutning til blandt finansielle - 37 - virksomheder, jf. undersøgelsen foretaget i 2016 af british institute of international and comparative law, s. 15. (…)" rammeskow henviser her til biicl-rapporten s. 19ff […], hvoraf fremgår, at overdragers domicillov er det mest støttede lovvalgsprincip blandt de adspurgte aktører med 44% til- slutning. at de relevante realhensyn taler for anvendelse af overdragers domicillov understreges yderligere af den tidligere omtalte norske høyesteretts, jf. pkt. 4.2.2.1 ovenfor. i dommen henviser høyesterett til den norske forfatter brækhus, som med følgende citat taler for anvendelse af overdragers (cedentens) ret […]: "fordringen er et av kreditors aktiver; det er kreditor som har rett til å disponere over den, f.eks. ved å benytte den til sikkerhetsstillelse. særlig hvor det spørres om rettsvern i forhold til cedentens konkurs- bo, er tilknytning til cedentens hjemland sterk. hvis rettsvernet etab- leres ved registrerring i cedentens hjemland, […], kan man vanskelig basere seg på annet enn dette lands rett." herefter henviser høyesterett til den norske forfatter skoghøy, som med følgende citat også taler for anvendelse af overdragers (pantsætters) ret […]: "de som har ytet pantsetteren kreditt, har som regel gjort det ut fra de regler som gjelder for kreditorenes beslagsrett i det land hvor pantset- teren bor eller har sitt forretningssted. for panthaveren gjelder at ret- tsforholdet mellem ham og pantsetteren normalt må fastlegges på grunnlag av lovgivningen i det land hvor pantsetteren er hjemmehø- rende, […]. han må da være forberedt på at beslagsretten for pantset- terens kreditorer blir avgjort på grunnlag av det samme lands rett." umiddelbart herefter omtaler den norske høyesterett fordele og ulemper ved anvendelse af debitors domicillov […]: "tilknytningen til det lands rett som gjelder for debitor cessus, bliver etter min mening ytterligere fjern sammenlignet med pantsetters lands rett. riktignok kan det - som brækhus påpeker samme sted - oppstå problemer dersom "notifikasjon [skal] skje i én stat efter de regler som gjelder i en annen stat", men jeg kan vanskelig se at dette hensynet kan sette til side den grunnleggende betraktning at pantset- terens lands rett er nærmeste til å avgjøre vilkårene for rettsvern. det- te gjelder desto mer der det foretas samlet pantsettelse av flere for- dringer med debitorer i forskjellige land." efter gennemgang af fordele og ulemper ved de mulige lovvalgsprincipper, fandt høy- esterett, at tvisten om sikkerhedernes tingsretlige gyldighed skulle afgøres efter pantsæt- ters (overdragers) lands ret. den norske forfatter ida espolin johnson har i artiklen interlegale rettsvernsregler ved sik- kerhetsstillelse av enkle pengekrav (gengivet i tfr 1990.425
  1. ff)tillige foretaget en udførlig gennemgang af fordele og ulemper ved de mulige lovvalgsprincipper. efter denne gen- - 38 - nemgang anfører forfatteren opsummerende, at princippet om overdragers (cedentens) domicillov tilgodeser flest realhensyn […]: "dette må også være den regel som fører til de beste resultater alt i alt. det er cedentens aktiva det disponeres over, og det er først og fremst dennes suksessorer som er interessert i å finne ut av forholdene. tyngdepunktet i et slikt sikkerhetsforhold vil således ligge hos ceden- ten. for tredjemann må det naturligste og enkleste være å undersøke om rettsvernsreglene i cedentens hjemland er fuldt. dette lands retts- vernsregler vil også gi cedentens suksessorer rettsvern overfor hans konkursbo (og det vil jo som regel være dette en cesjonar først og fremst er interessert i å oppnå). videre vil en tredjemannskonflikt of- test komme opp for domstolene i cedentens hjemland, og det vil da være en stor fordel for dommeren å kunne anvende sitt eget lands rett (lex fori) på forholdet. i tillegg kommer at cedentens hjemlandslov er det eneste fornuftige og praktiske tilknytningsmoment i factoringstil- fellene (…)" 4.3.4.1 retspolitiske hensyn såfremt retten i nærværende sag måtte komme frem til, at et aftalt lovvalg kan finde an- vendelse over for en aftaleparts konkursbo, og at lovvalgsspørgsmålet således skal afgø- res ud fra andre principper end de i u 1990.540v anvendte, vil dette få en væsentlig præ- judiciel værdi for den fremtidige retlige forståelse af lovvalgsspørgsmål i denne type tvi- ster. måtte en aftaleparts konkursbo skulle respektere det aftalte lovvalg i forhold til tingsret- lige konflikter, betyder det, at aftaleparterne kan spekulere i at aftale et "fordelagtigt" lovvalg på bekostning af boets øvrige og ligeværdige kreditorer. ligebehandlingen af kreditorer udgør et fundamentalt princip i dansk konkursret, som opretholdes og understøttes af de danske tingsretlige regler. såfremt en kreditor alene ved et aftalt lovvalg kan tilsidesætte disse retsprincipper over for aftalepartens konkurs- bo vil dette have vidtrækkende konsekvenser. i nærværende sag blev fremgangsmåden for sikring af fordringspant under dansk ret og omkostningerne forbundet hermed undersøgt. ing fravalgte at foretage tinglysning af fordringspant, formodentlig af omkostningsmæssige hensyn. der blev grundet de danske regler etableret en kontostruktur, som skulle søge at give ing rådigheden over indbeta- linger fra de overdragne fordringer samtidig med, at owbt ad anden vej fik reel (direk-
  2. te)rådighed over likviditeten fra indbetalingerne. såfremt et aftalt lovvalg skal respekteres af en aftaleparts konkursbo i en tingsretlig kon- flikt vil dette bevirke, at erhververen af sikkerheder, her ing, blot ved lovvalget kan "shoppe" efter de mest lempelige retsregler og opnå en særlig beskyttelse og herved stille sig mere fordelagtigt på konkursboets øvrige kreditorers bekostning. muligheden for at en erhverver kan opnå en særlig fortrinsret er tilgængelig, netop ved iagttagelsen af de etablerede tingsretlige regler for sikringsakter, og denne beskyttelse har erhververen uden lovvalg adgang til. der henvises tillige til rammeskows bemærkninger i rammeskow ii, […]. - 39 - 4.3.5 den individualiserende metode hvis retten på trods af ovenstående når frem til, at lovvalget skal fastslås ved brug af den individualiserende metode, gør konkursboet gældende, at også dette lovvalgsprincip vil føre til dansk ret som lovvalg. nærværende tvist har således sin nærmeste tilknytning til danmark, hvilket belyses af tre tilknytningsfaktorer. for det første er lex concursus i danmark. for det andet var overdrageren domicileret i danmark, hvilket er særlig væsentligt, da alle parter i en for- dringsoverdragelse afleder ret fra overdrageren. for det tredje havde parterne indrettet sig på, at dansk ret ville finde anvendelse, jf. punkt 4.2.6.1 ovenfor. konkursboet bemærker, at der alene er ét tilknytningsmoment, der peger på anvendelse af engelsk ret; det forhold, at ing og owbt inden konkursen aftalte dette lovvalg. hertil gøres gældende, at det aftalte lovvalg svækkes som tilknytningsmoment, når ingen af de i sagen relevante aktører er domicileret i england, og når parterne inden konkursen har indrettet sig på et andet lovvalg i forhold til sikring af ing's sikkerheder overfor owbt's retsforfølgende kreditorer, jf. ovenfor. til støtte for, at tvisten har sin nærmeste tilknytning til dansk ret, henviser konkursboet til den føromtalte dom fra norges høyesterett, jf. pkt. 4.2.2.1 ovenfor, hvor høyesterett fandt frem til norsk ret som lovvalg efter "en vurdering av hvilken stat saken etter en totalbe- dømmelse har den sterkeste eller nærmeste tilknytning til" […]. 4.3.6 opsummering vedrørende dansk international privatret konkursboet gør gældende, at lovvalget i overensstemmelse med dansk international privatret fører til dansk ret som overdragers domicillov. til støtte herfor gøres gældende, at den primære danske retskilde er afgørelsen i u 1990.540v, der er udtryk for brug af overdragers domicillov. hertil kommer, at dette lov- valgsprincip nyder bred opbakning i dansk litteratur, herunder særligt i nyere dansk lit- teratur. princippet om overdragers domicillov nyder også opbakning internationalt, og det er bå- de valgt som lovvalgsprincip i uncitral's konventionsudkast for overdragelse af sim- ple fordringer og i europa-kommissionens forslag til fælleseuropæisk regulering af om- rådet af 12. marts 2018 […]. lovvalgsprincippet nyder tillige størst opbakning blandt de adspurgte aktører i biicl-rapporten med 44% tilslutning. den store tilslutning til brug af overdragers domicillov underbygges af de flersidede for- dele ved lovvalgsprincippet, herunder at alle relevante parter afleder ret fra overdrage- ren, at lovvalget er forudsigeligt, at lovvalget er overensstemmende med lex concursus, samt at det er praktisk hensigtsmæssigt ved overdragelse af porteføljer og fremtidige for- dringer. 4.4 overdragelse til eje eller til sikkerhed de omtvistede fordringer, som lovvalgstvisten omfatter, er alle fordringer, som var ude- stående på tidspunktet for etablering af fristdagen. - 40 - om overdragelsen i henhold til eosa skete til sikkerhed eller til eje er blevet en del af lovvalgstvisten på et relativt sent tidspunkt, nemlig da ing ved processkrift b af 10. no- vember 2017 for første gang gør gældende, at overdragelsen i henhold til eosa ikke er sket til sikkerhed, men til eje, og at ejendomsretten skal gå tilbage til owbt, når ing er fyldestgjort. ing gør gældende, at ejendomsretten er overgået til ing forud for konkur- sen, og at konkursboet skal respektere dette. dette bestrides i det hele af konkursboet. frem til ing afgav ovennævnte processkrift var der enighed mellem konkursboet og ing om, at eosa […] indebar en overdragelse af fordringer til sikkerhed, og ing har i tidligere processkrifter således gennemgående omtalt owbt som en pantsætter, over- dragelsen som en sikkerhed og aftalen som en pantsætningsaftale. ing har eksempelvis i svarskriftet af 6. november 2015 […] anført, at "ow-koncernen ønskede at benytte sine mange til enhver tid udestå- ende kundetilgodehavender som sikkerhed (…)" videre skriver ing i svarskriftet […], at "samme dag indgik owbt, owst samt adskillige af owbt's uden- landske datterselskaber en række sikkerheds- og pantsætningsaftaler. der blev indgået (
  3. i)en sikkerhedsaftale underlagt engelsk ret (english omnibus security agreement), hvorunder blandt andet owb og owbt stillede sikkerhed i deres globale kundetilgodehavender (…)" (konkursboets understregning) også i duplikken omtales fakturaerne som pantsat til sikkerhed for kreditten […]: "anvendelsen af overdragers domicillov vil således føre til, at de ens- lydende fakturaer som er pantsat ved samme dokument (eosa) til sikkerhed for samme kredit hos ing, vil blive bedømt efter en række forskellige landes love (…)" (konkursboets understregning) selv i processkrift a, hvor ing i vidt omfang henviser til moss 1, omtales fordringerne som pantsatte […]: "efter engelsk ret er ing utvivlsomt berettiget til at oppebære betalin- ger af de pantsatte fordringer […]" (konkursboets understregning) ing's nye anbringende i sagen står ikke blot i kontrast til ing's tidligere anbringender, men også til ings påstand, som fremsat i duplikken med følgende ordlyd […]: "tvisten mellem konkursboet og ing vedrørende gyldigheden af ing's sikkerheder, herunder spørgsmålet om ekstinktion, skal be- dømmes efter engelsk ret" - 41 - (konkursboets understregning) ing har først korrigeret sin påstand ved processkrift d af 23. marts 2018. når ing's nye anbringende fremsættes så sent i processen efter adskillige processkrifter og efter be- rammelse første gang af delhovedforhandlingen, formoder konkursboet, at det skyldes, at ing ikke tidligere har opfattet overdragelsen som en overdragelse til eje. det underbygges yderligere af, at ing ved anke af sagen bergen bunkers as mod ing, jf. pkt. 4.2.2.1 […] fremfører, at overdragelserne er sket til sikkerhed, og altså ikke til eje: "ing har gjennom en sikkerhetsavtale underlagt engelsk rett fått etab- lert sikkerhetsretter i bergen bunkers as' utestående kundefordringer som sikkerhet for innfrielse av lån på usd 700 000 000 (…)" (konkursboets understregning) […]. i den norske højesterets dom omtales materien følgelig gennemgående med ord som "sikkerhetsavtalen", "pantsettelsen", "pant", "pantsetter" og "panteretten". i ing's påstand benævnes forholdet tillige som en overdragelse til sikkerhed: "spørgsmålene om sikkerhetsrettens gyldighet og rettsvern skal be- dømmes etter engelsk rett" (konkursboets understregning) owbt og owst har også forud for konkursen anset overdragelsen som sket sikkerhed, hvilket bl.a. belyses af selskabernes årsregnskaber for 2013. i owbt's årsregnskab for 2013 (s. 55) […] behandles fordringsoverdragelsen under afsnittet "collaterals and security for debt" med angivelse af, at fordringerne er pantsatte. fordringerne er samtidig medta- get som et aktiv i owst's årsregnskab […], hvilket yderligere dokumenterer, at fordrin- gerne ikke var ejet af ing. ved pådømmelse af, om transporterne er sket til sikkerhed eller til eje, må retten også se på de reelle forhold omkring transporterne, og ikke hvad owbt/owst og ing indbyr- des måtte (opfatte
  4. at)have aftalt. der henvises til u 2006.927ø […] og u 2007.1184h […]. de reelle forhold i engagementet mellem owbt og ing dokumenterer, at fordringerne var overdraget til sikkerhed. lånet ydet ved kreditaftalen blev først (og isoleret betragtet) nedbragt ved de løbende indbetalinger fra de belånte debitorer. debitorerne vedblev med at skulle indbetale til owbt's konti og ikke ing. ing gør gældende, at u 1987.766h støtter, at konkursboet er bundet af det aftalte lov- valg i forhold til ekstinktionsspørgsmålet og derfor må respektere, at ejendomsretten, som ing påstår, er overgået til ing efter engelsk ret. dette bestrides. u 1987.766h […] omhandler en sag, hvor genstanden (som ejendomsretten af kreditor blev gjort gældende
  5. i)var taget tilbage forud for konkursen og "før der var sket indskrænkning i køberselskabets rådighed" […]). med køberselskabet refereres til det selskab, som efterfølgende blev taget - 42 - under konkursbehandling. dette er ikke situationen i den foreliggende tvist, som om- handler fordringer udestående på tidspunktet for konkursen. ing henviser i processkrift b […] til, at ings påståede aftale med owbt om, at overdra- gelsen var til eje og ikke til sikkerhed, i medfør af romkonventionens art. 12 binder kon- kursboet. konkursboet bestrider, at art. 12 finder anvendelse og henviser til afsnit 4.2.2. når der sammenfattende henvises til ing's tidligere processkrifter, ing's oplysninger og påstand i den norske sag, jf. pkt. 4.2.2.1 ovenfor, owst's og owbts årsrapporter og de reelle forhold i låneengagementet, står det efter konkursboets opfattelse klart, at fordrin- gerne blev overdraget til sikkerhed og ikke til eje. 5. sammenfatning konkursboet gør til støtte for, at lovvalget i nærværende sag er dansk ret følgende ho- vedanbringender gældende: • romkonventionen finder ikke anvendelse på tingsretlige spørgsmål, herunder spørgsmålet om ekstinktion som nærværende sag vedrører. • sagsøger er ikke bundet af det mellem owbt og konkursboet forud for konkursen aftalte lovvalg, da konkursboet ikke er part i de aftaler, som sikkerhederne udspringer af, og da konkursboet ikke er indtrådt i disse aftaler og anses i forhold til den tingsretlige konflikt som en tredjemand. • dansk international privatret støtter anvendelse af princippet om overdragers do- micillov ved tingsretligt lovvalg for overdragelse af simple fordringer. lovvalgsprincip- pet understøttes både af den brede danske litteratur samt af den eneste danske afgørelse på området (u 1990.540v). lovvalgsprincippet indebærer desuden en række unikke for- dele, herunder i forhold til forudsigelighed, retsenhed og praktisk hensigtsmæssighed. • eosa-aftalen indebærer en overdragelse af fordringer til sikkerhed og ikke til eje.” for ing er der i det væsentlige procederet i overensstemmelse med processkrifterne af 29. maj 2018. ing har i processkrifterne anført samme anbringender til støtte for den- nes påstand i begge sager. af ing’s processkrift i sagen mellem owbt og ing frem- går blandt andet: ”3. afgørelsen af nærværende sag - respekten for lovvalgene i multinationale finansieringskonstruktioner - har stor og principiel betydning for internationalt arbejdende danske virksomheders mulighed for at opnå konkurrencedygtig fi- nansiering og for store bankers mulighed for at kunne til- byde samme. anbringender: 3.1. multinational finansiering forudsætter lovvalg - 43 - ing gør overordnet gældende, at en multinational finansieringsaftale som den forelig- gende ikke lader sig gennemføre uden et lovvalg. udgangspunktet for nærværende sag er den globale kreditfacilitet på usd 700.000.000 som et syndikat af banker i slutningen af 2013 stillede til rådighed for ow-koncernen […]. de långivende banker i syndikatet er jf. kreditaftalens schedule 2: abn amro bank n.v. hjemhørende i holland. commerzbank ag hjemhørende i tyskland. coöperative central raiffeisen-boerenleenbank b.a. hjemhørende i holland. credit agricole (suisse) s.a. hjemhørende i schweiz. danske bank hjemhørende i danmark. deutsche bank ag hjemhørende i tyskland. fifth third bank hjemhørende i usa. ing bank n.v. hjemhørende i holland. natixis hjemhørende i frankrig. nordea bank danmark a/s hjemhørende i danmark. société générale hjemhørende i frankrig. standard chartered bank hjemhørende i england. ubs ag hjemhørende i schweiz. det bemærkes, at kreditorsammensætningen i dag er en anden, idet syndikatbankerne siden kreditaftalens indgåelse i vidt omfang har overdraget deres fordringer mod ow- koncernen til andre. ow-koncernen havde hovedsæde i ålborg, men drev virksomhed i hele verden. kon- cernen omfattede på verdensplan 57 selskaber […]. låntagerne under den globale kreditfacilitet er selskaber i ow-koncernen hjemmehø- rende i danmark, belgien, hong kong, holland, singapore, schweitz, de forenede ara- biske emirater, usa, england, tyskland, malta, norge og panama. der henvises til kreditaftalens schedule 1. den væsentligste sikkerhedsstillelse for kreditfaciliten var ow-koncernen fakturatilgo- dehavender fra salg af bunkers olie. koncernen havde kunder over hele verden. debito- rerne i henhold til de fakturatilgodehavender, som blev stillet til sikkerhed for kreditfa- ciliteten, var således hjemhørende i mere end 100 lande. […] - 44 - kreditfaciliteten stillet til rådighed for ow-koncernen og de pantsatte aktiver til sik- kerhed herfor involverer således selskaber hjemmehørende i mange lande i meget for- skellige dele af verden. for at kunne håndtere dette særdeles multinationale set-up blev der indgået en række lovvalgsaftaler. det ville i praksis være umuligt at håndtere en långivning og sikker- hedsstillelse hvor loven i hjemlandet for hver enkelt långiver, låntager og debitor på de pantsatte fordringer skulle respekteres. ved multinational långivning som i nærværen- de sag er der behov for ensretning, som gør långivningen og sikkerhedsstillelsen herfor overskuelig og forudsigelig. det blev derfor aftalt, at engelsk ret skulle regulere (stort set) alle forhold mellem par- terne. der er således aftalt engelsk ret internt mellem de långivende banker, der er aftalt engelsk ret mellem de långivende banker og de låntagende selskaber i ow-koncernen og der er aftalt engelsk ret mellem ow-koncernens selskaber og deres kunder / de pantsatte debitorer. alle forhold i relationen til kreditten og sikkerhedsstillelsen er såle- des undergivet engelsk ret (pantsætningen af de hollandske bankkonti undtaget). kun ved en sådan konsekvent ensretning af lovvalgene, er det muligt for en stor multinatio- nal kreditfacilitet at fungere. der henvises i denne sammenhæng også til de fremlagte responsa af professor, dr. jur. kristina siig ([...] siig 1 og siig 2). 3.2. sagens principielle spørgsmål som der er redegjort for ovenfor, er lovvalg en praktisk forudsætning for multinational finansiering og sikkerhedsstillelse. det principielle spørgsmål som sø- & handelsretten skal tage stilling til i nærværende sag er, om et sådan i praksis nødvendigt lovvalg skal respekteres af konkursboet efter et dansk selskab som deltog i den multinationale finansieringsaftale, eller om det danske konkursbo kan kræve anvendelsen af dansk ret (dansk international privatret) uden hensyntagen til det før konkursen aftalte lovvalg. spørgsmålet kan – i overensstemmelse med de nedlagte påstande – opdeles i 2 dels- pørgsmål: 1. hvilket lands ret skal anvendes ved fastlæggelsen af indholdet og karakteren af ing's rettigheder i henhold til eosa […], herunder spørgsmålet om ejen- domsretten til de transporterede fordringer? 2. hvilket lands ret skal anvendes ved afgørelsen af konkursboets mulighed for at ekstinkvere eller på anden måde tilsidesætte ing's rettigheder (med det indhold rettighederne har i henhold til loven identificeret ved delspørgsmål 1)? 4. delspørgsmål 1 - hvilket lands lov afgør indholdet og karakteren af ing's ret- tigheder? - 45 - som det er anført i ing's processkrifter b - d, er der forskel på indholdet af en overdra- gelse til sikkerhed efter engelsk ret (”assignment by way of security”) og en overdragel- se til sikkerhed under dansk ret. efter engelsk ret indebærer en overdragelse til sikker- hed (”assignment by way of security”) af udestående fordringer, at ejendomsretten til de udestående fordringer overgår til transporthaver – her til ing – modsat retsstillin- gen under dansk ret, hvor pantsætter bevarer en ejers rådighed over det pantsatte aktiv. herudover kan der være yderligere forskelle imellem dansk og engelsk ret så som ek- sempelvis afgrænsning af omfanget af den pantesikrede gæld, den nærmere fastlæggel- se af de pantsatte aktiver og andre kontraktuelle rettigheder og forpligtelser imellem panthaver og pantsætter. disse forskelle nødvendiggør sø- & handelsrettens stillingtagen til, om indholdet og karakteren af ing's rettigheder forud for konkursen skal bedømmes efter engelsk eller dansk ret. dette er således blandt andet afgørende for, om ing's ret overfor konkursbo- et kan gøres gældende som en ejendomsret eller en sikkerhedsret (således som disse begreber forstås efter dansk ret). ing gør gældende, at forholdet mellem owbt og ing forud for konkursen var under- givet engelsk ret (som var lovvalget i eosa og parternes øvrige aftaler) og at indholdet og karakteren af ing's rettigheder følgelig skal fastlægges efter engelsk ret. ovenstående gøres gældende, uanset om sø- & handelsretten giver ing medhold i, at romkonventionen finder anvendelse. det er afgørende, at parterne i en aftale kan gennemføre en overdragelse – det være sig til sikkerhed eller til eje - i tillid til, at det lands love som er gældende mellem dem på overdragelsestidspunktet, og som de kender og kan tage højde for, vedbliver at finde anvendelse. denne ene parts senere konkursbo kan ikke efterfølgende kræve overdra- gelsen undergivet et helt andet lands love og anfægte overdragelsen, fordi den ikke le- ver op til dette lands love. ing bestrider således, at et konkursbo ikke er bundet af det lovvalg, som skyldneren foretog før konkursen (in casu owbt og de andre ow selskaber, der er parter i eosa), når indholdet og karakteren af en før konkursen gennemført disposition skal fastlæg- ges. ing gør gældende, at parternes forhold i hvert fald frem til konkursdekretet må være undergivet engelsk ret. konkursboet kan tidligst ekstinkvere det aftalte lovvalg eller undlade at indtræde i kontrakten indeholdende lovvalget ved konkursdekretets afsigel- se. konkursdekret engelsk ret (ubestridt) omtvistet lovvalg - gyldigt aftalt lovvalg - konkursboet gør gælden- - parternes forhold er de, at det ikke skal respek- undergivet engelsk ret tere parternes lovvalg - 46 - når ejendomsretten er retsgyldigt overdraget forud for konkursen – i henhold til de regler som utvivlsomt var gældende på det tidspunkt - er konkursboets mulighed for at anfægte overdragelsen begrænset til omstødelse. der henvises i denne sammenhæng til ufr 1987.766h hvor højesteret blandt andet fastslog, at parternes forhold frem til kon- kurstidspunktet skulle bedømmes efter den mellem parterne aftalte lov. et konkursbo kan ikke kræve anvendelsen af dansk ret med tilbagevirkende kraft på dispositioner som er gennemført forud for konkursen (og som er gyldige i henhold til den dagælden- de mellem parterne valgte lov). der er redegjort nærmere for ufr 1987.766h nedenfor og i ing's processkrift c (p. 6). i relation til romkonventionen henvises til rom i-forordningens artikel 14, der svarer til romkonventionens art. 12. af rom i-forordningens præambel fremgår: ”i forbindelse med overdragelse af fordringer bør ordet »forhold« præcisere, at artikel 14, stk. 1, også finder an- vendelse på de ejendomsretlige aspekter af en overdragelse i forholdet mellem overdrageren og er- hververen i de retssystemer, hvor sådanne aspekter ikke behandles som en del af obligationsret- ten”. efter art. 14 i rom i-forordningen (og art. 12 i romkonventionen) er det således ganske klart, at de ejendomsretlige aspekter af de overdragelser, som har fundet sted forud for konkursen (hvor romkonventionen utvivlsomt gælder), skal afgøres efter den mellem parterne aftalte lov: engelsk ret. engelsk ret skal således anvendes ved fastlæggelsen af indholdet og karakteren af ing's rettigheder i henhold til eosa, herunder spørgsmålet om ing's ret overfor konkursbo- et kan gøres gældende som en ejendomsret eller en sikkerhedsret. det bemærkes, at sø- & handelsretten har tilkendegivet, at der først ønskes dokumen- tation for indholdet af engelsk ret, såfremt retten når frem til, at engelsk ret er skal an- vendes. 5. delspørgsmål 2 - hvilket lands lov skal anvendes ved afgørelsen af konkursbo- ets mulighed for at ekstinkvere eller på anden måde tilsidesætte ing's rettighe- der? det andet delspørgsmål som sø- & handelsretten skal tage stilling er, hvilket lands lov som skal anvendes ved afgørelsen af konkursboets mulighed for at ekstinkvere eller på anden måde tilsidesætte ing's rettigheder (med det indhold rettighederne har i hen- hold til den ved delspørgsmål 1 identificerede lov). dette delspørgsmål kan opdeles i 3 underspørgsmål:
  6. i)det skal først afgøres, om den foreliggende problemstilling hører under romkonven- tionen – som tilsiger at parternes aftalte lovvalg respekteres - eller problemstillingen ik- ke omfattes af romkonventionen.
  7. ii)såfremt sø- & handelsretten måtte finde, at problemstillingen ikke omfattes af rom- konventionen, skal den afgøres efter national dansk ret, og der skal i den forbindelse ta- ges stilling til, i hvilket omfang konkursboet er bundet af det før konkursen aftalte lov- valg. det skal med andre ord afgøres, i hvilket omfang parternes lovvalgsaftale før kon- kursen binder konkursboet efter national dansk konkursret. - 47 - iii) måtte sø- & handelsretten finde, at konkursboet ikke er bundet af parternes lov- valgsaftale før konkursen, skal det afgøres hvilket lands ret der finder anvendelse på tvisten i henhold til dansk international privatret. 5.1. underspørgsmål (
  8. i)– finder romkonventionen anvendelse på den foreliggende problemstilling? 5.1.1. romkonventionens ordlyd de for tvisten relevante bestemmelser i romkonventionen er artikel 1, 3, 12 og 18. romkonventionens art. 1 fastslår, at "bestemmelserne i denne konvention finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser i alle situationer, hvor der skal foretages et lovvalg mellem lovene i forskellige lande" (min understregning). det følger af romkonventionens art. 3
(1)at "en aftale er underkastet den lov, som parterne har vedtaget.". lovvalget i forhold til overdragelse af fordringer er reguleret i romkonventionens art. 12 der har følgende ordlyd: "overdragelse af fordringer
  1. overdragerens og erhververens indbyrdes forpligtelser i henhold til en af- tale om overdragelse af en fordring mod en anden person (»skyldneren«) er undergivet den lov, som i henhold til denne konvention skal anvendes på af- talen mellem overdrageren og erhververen.
  2. den lov, som finder anvendelse på den overdragne fordring, afgør spørgs- mål om fordringens overdragelighed, forholdet mellem erhververen og skyld- neren, betingelserne for, at overdragelsen kan gøres gældende mod skyldne- ren, samt spørgsmål om, hvorvidt skyldneren er blevet frigjort for sine for- pligtelser." endelig fastslår romkonventionens art. 18 en pligt til ens fortolkning af konventionen: "ensartet fortolkning ved fortolkningen og anvendelsen af de foranstående ensartede regler skal der tages hensyn til deres internationale karakter og til det ønskelige i, at der op- nås ensartethed ved deres fortolkning og anvendelse. " det bemærkes i denne sammenhæng, at de i sagen omtvistede intercompany receivab- les, supply receivables, new supply receivables, insurance rights og brokerage re- ceivables alle er fordringer i art. 12's forstand. 5.1.
  3. tvisten vedrørende romkonventionens anvendelighed - 48 - det er ing's opfattelse, at romkonventionen finder anvendelse når lovvalget skal fore- tages i nærværende sag, hvilket medfører at parternes lovvalg skal respekteres. dette bestrides af konkursboet. den centrale tvist mellem parterne i relation til anvendeligheden af romkonventionen er, om den foreliggende sag omfattes af romkonventionens artikel
  4. konkursboet gør gældende, at sagen ikke vedrører "kontraktretlig forpligtigelser" men derimod tingsretlige spørgsmål (konkursboets mulighed for ekstinktion) hvorfor kon- ventionens artikel 12 ikke finder anvendelse. det anførte bestrides af ing. konkursboets synspunkt er for det første udtryk for en forsimplet og forældet forståelse af romkonventionens artikel
  5. romkonventionens artikel 12 anvendes i dag i praksis også til løsning af lovvalgs- spørgsmål i forholdet mellem en erhverver af fordringer og overdragerens konkurs- bo/retsforfølgende kreditorer. det ligger således fast, at hovedparten af eu-landene fo- retager lovvalg i en situation som den foreliggende efter reglerne i romkonventionens artikel
  6. det varierer, om landene anvender romkonventionens artikel 12, stk. 1, romkonventionens artikel 12, stk. 2 eller nationale regler med et tilsvarende indhold som romkonventionens artikel 12, men næsten alle eu-landene følger princippet i arti- kel 12 (anvender lovvalget inter partes mellem overdrager og erhverver eller lovvalget mellem fordringens kreditor og debitor). […]. konkursboets synspunkt bygger for det andet på en national dansk forståelse, hvorefter et konkursbo i mange sammenhænge betragtes som en tredjemand (summen af kredi- torer) der har mulighed for at foretage ekstinktion. denne sondring er en national dansk sondring der ikke gen

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.