københavns byret udskrift af dombogen dom afsagt den 27. marts 2015 i sag nr. bs 4b-1616/2014: bibliotekarforbundet som mandatar for a mod dio i v/di - dansk industri som mandatar for carlsberg busine

§ 2b

. danmarks internationale forpligtelser understøtter sagsøgers synspunkt om, at arbejdsmiljørepræsentanter - uanset om deres arbejde er overenskomstdækket eller ej - nyder en særlig afskedigelsesbeskyttelse. - 11 - det gøres på denne baggrund gældende, at a som arbejdsmiljørepræsentant nød samme afskedigelsesbeskyttelse som tillidsrepræsentanter på samme eller tilsvarende faglige område. det bemærkes endvidere, at a har ladet sig vælge som arbejdsmiljørepræsentant under forudsætning af, at hun havde tillidsmandsbeskyttelse. såfremt sagsøgte ikke mente, at arbejdsmiljørepræsentanterne hos sagsøgte havde tillidsmandsbeskyttelse, burde sagsøgte havde informeret a herom, forinden valget blev gennemført. det afgørende er derfor ikke, om a som arbejdsmiljørepræsentant nyder samme beskyttelse som en tillidsrepræsentant, men derimod alene hvilken overenskomst, der skal lægges til grund. sagsøgte - der er organiseret i dl - har ikke indgået en overenskomst, der dækker itmedarbejdernes arbejde, og som følge heraf skal overenskomsten på det tilsvarende, faglige område anvendes. det er efter sagsøgers opfattelse ingen betingelse, at overenskomsten skal være landsdækkende. det er sagsøgers opfattelse, at it-overenskomsten mellem tdc a/s og en række ac- organisationer finder anvendelse (bilag 6), idet overenskomsten dækker ac-betonet it-arbejde af forskelligartet karakter. af den som bilag 6 fremlagte it-overenskomsts § 21, stk. 9,

1. afsnit fremgår det, at en afskedigelse af en tillidsrepræsentant skal være begrundet i tvingende, specifikke årsager. subsidiært påberåber sagsøger sig de som bilag 21-26 fremlagte it-overenskomster, herunder særligt industriens funktionæroverenskomst. det gøres på denne baggrund gældende, at sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden, for at afskedigelsen af a var begrundet i tvingende årsager. sagsøgte har således ikke løftet bevisbyrden for, at der foreligger en saglig afskedigelsesgrund, ligesom sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden for, at særligt tungtvejende hensyn til virksomhedens drift gjorde en afskedigelse nødvendig. det gøres endvidere gældende, at sagsøgte ikke har iagttaget afskedigelsesproceduren i overenskomstens § 21, stk. 9,
2. afsnit, og at afskedigelsen også af denne grund ikke er begrundet i tvingende årsager. som følge af det ovenfor anførte har a krav på en godtgørelse på 7 måneders løn, ligesom hun har krav på et opsigelsesvarsel på 6 måneder, jf. overenskomstens § 21, stk. 9,
3. afsnit (bilag 6). sagsøgte gør under henvisning til blandt andet faglig voldgiftskendelse af
4. december 1998 (bilag a) gældende, at sagsøgte ikke har indgået en overenskomst, der dækker as arbejde, og - 12 - at a som arbejdsmiljørepræsentant derfor ikke har nogen særlig afskedigelsesbeskyttelse. det gøres i den forbindelse gældende, at de af sagsøgte påberåbte afgørelser er begrundet i, at overenskomstparterne udtrykkeligt i disse sager har taget stilling til omfanget af afskedigelsesbeskyttelsen. det gøres subsidiært gældende, at afskedigelsen ikke er rimeligt begrundet i sagsøgers eller sagsøgtes forhold, og at sagsøger derfor har krav på en godtgørelse der passende kan fastsættes til et beløb svarende til 3 måneders løn, jf.

§ 2b. sagsøgte har i påstandsdokument af 21.

januar 2015 anført følgende: det gøres til støtte for sagsøgtes påstand om frifindelse for den principale påstand gældende, at udgangspunktet efter dansk ret er, at man alene er omfattet af rettigheder og pligter efter en kollektiv overenskomst, hvis man falder inden for den konkrete overenskomsts dækningsområde, at arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2 er en undtagelse til det ovenfor omtalte udgangspunkt og således må fortolkes indskrænkende, at det følger af arbejdsmarkedets ankenævns afgørelse af

1. november 2002, der er fremlagt som sagens bilag d, at en virksomhedsoverenskomst som den af sagsøger fremlagte overenskomst mellem tdc a/s og akademikerorganisationerne alene finder anvendelse for de medarbejdere, der er ansat på den pågældende virksomhed, at de øvrige af sagsøger fremlagte overenskomster enten ikke gælder for akademikere, alene finder anvendelse inden for et særligt område af arbejdsmarkedet eller alene finder anvendelse på en konkret virksomhed, at de af sagsøger fremlagte overenskomster således ikke kan tages til udtryk for, hvad der er gældende for “vedkommende eller tilsvarende faglige område” på det private arbejdsmarked, at der under dansk arbejdsgiverforening ikke findes landsdækkende overenskomster, der regulerer it-arbejde, der typisk udføres af akademikere, at der således inden for det - i forhold til as stilling i sagsøgtes virksomhed - “tilsvarende faglige område” ikke findes en særlig beskyttelse af tillidsrepræsentanter, at der med henvisning til vestre landsrets dom af
2. januar 2011 samt eu-domstolens besvarelse i sag c405/08, der er fremlagt som henholdsvis sagens bilag b og c, ikke gælder en skærpet beskyttelse af arbejdstagerrepræsentanter, hvis blot repræsentanten nyder beskyttelse mod urimelig afskedigelse, - 13 - at a i kraft af sin status som funktionær er sikret den tilstrækkelige beskyttelse mod urimelig afskedigelse, og at a således i forbindelse med opsigelsen hverken nød en skærpet beskyttelse mod opsigelse, var omfattet af en særlig afskedigelsesprocedure eller havde krav på en særlig fratrædelsesgodtgørelse i kraft af hendes hverv som arbejdsmiljørepræsentant. det gøres til støtte for sagsøgtes påstand om frifindelse for den subsidiære påstand gældende, at de omtalte samarbejdsproblemer, herunder as negative indstilling overfor sagsøgtes samarbejdspartner og as egen leder og kollegaer, var af en sådan karakter, at der ikke længere var grundlag for et konstruktivt samarbejde mellem parterne, at opsigelsen af a er sagligt begrundet i samarbejdsproblemer, som a selv har givet anledning til, at opsigelsen af a således intet havde med hendes hverv som arbejdsmiljørepræsentant at gøre, at der ved opsigelsen af a, med henvisning til vestre landsrets dom af
3. januar 2011 samt eu-domstolens besvarelse i sag c405/08, der er fremlagt som henholdsvis sagens bilag b og c, alene skal foretages en vurdering i forhold til

§ 2b

og, at det ved denne vurdering ikke skal tillægges vægt, at a var arbejdsmiljørepræsentant i sagsøgtes virksomhed. vedrørende sagens omkostninger skal sagsøgte bemærke, at retten ved udmåling af sagens omkostninger bør tillægge det betydning, at sagsøgte i forbindelse med opsigelsen pr. kulance betalte sagsøger et beløb svarende til 3 måneders løn, hvilket er det maksimale beløb i henhold til

§ 2b. ved anlæggelsen af nærværende sag valgte sagsøger at tilbagebetale beløbet.

det er således sagsøgtes opfattelse, at sagsøger ved anlæggelse af nærværende sag har ført unødig retsproces. parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed. rettens begrundelse og afgørelse a var på afskedigelsestidspunktet valgt som arbejdsmiljørepræsentant på arbejdspladsen. hun må efter sin uddannelsesmæssige baggrund karakteriseres som akademiker. efter § 10, stk. 2, i arbejdsmiljøloven er arbejdsmiljørepræsentanten beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område. efter en sproglig fortolkning af denne bestemmelse gælder der ikke en generel beskyttelse af en arbejdsmiljørepræsentant mod afskedigelse, men særlig beskyttelse kan følge af en overenskomst på området eller et tilsvarende område. - 14 - af forslag til lov om arbejderbeskyttelse, fremsat den

1. oktober 1951 (ft 1951/52, tillæg a, spalte 2654ff), fremgår af § 61, stk. 1 (spalte 2710) følgende: ”i virksomheder, hvor der beskæftiges 10 arbejdere eller derover, skal arbejderne vælge en eller – efter arbejdstilsynets nærmere anvisning – flere sikkerhedsrepræsentanter til at repræsentere sig i spørgsmål om arbejdernes sikkerhed og sundhed. for så vidt arbejderne i vedkommende virksomhed har valgt tillidsmænd i henhold til en overenskomstmæssig ret hertil, skal sikkerhedsrepræsentanterne vælges blandt disse. ….” af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår blandt andet følgende (spalte 2869): ”de mellem arbejdsgiver- og arbejderorganisationerne her i landet afsluttede kollektive overenskomster giver i vidt omfang arbejderne ret til at vælge tillidsmænd til at repræsentere sig i forholdet til virksomhedens indehaver eller dennes repræsentanter på arbejdspladsen. det er naturligt, at disse tillidsmænd i praksis også fungerer som arbejdernes repræsentanter i forholdet til tilsynet, således at de giver udtryk for arbejdernes standpunkt til de arbejderbeskyttelsesproblemer, som fra tid til anden dukker op på en virksomhed, medens tilsynet på sin side, når det finder det påkrævet eller formålstjenligt at henvende sig til en virksomheds arbejderstab om et eller andet forhold som f.eks. ….., lader denne henvendelse gå gennem tillidsmændene, hvorved det ofte vil være lettere at skaffe en foranstaltning gennemført af arbejderne, end hvis tilsynet direkte henvender sig til disse. …” lovforslaget blev efter udvalgsbehandling genfremsat den
2. oktober 1953 (ft 1952/53, spalte 53ff), og bestemmelsen blev gennemført som § 59 i lov nr. 226 af
3. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyttelse. af forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om arbejderbeskyttelse, fremsat den
4. december 1970 (ft 1970-71, tillæg a, spalte 2149 ff) fremgår følgende: ”
5. § 7 affattes således: ”§
6. i virksomheder, hvor der beskæftiges 10 arbejdere eller derover, skal arbejderne vælge en sikkerhedsrepræsentant for hver afdeling eller hvert arbejdsområde i virksomheden til at repræsentere sig i spørgsmål om arbejdernes sikkerhed og sundhed. … stk.
7. arbejdsministeren fastsætter efter forhandling med direktøren for arbejdstilsynet og arbejdsrådet nærmere regler for opbygning og funktion af det interne arbejde for sikkerhed og sundhed, herunder regler om sikkerhedsrepræsentanternes rettigheder og - 15 - pligter og om oprettelse af sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg og om disses opgaver. …” af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår blandt andet følgende (spalte 2158-2159): ”… og det er også tanken, at valg af sikkerhedsrepræsentanter efter de nye regler skal ske på samme måde som hidtil, således at sikkerhedsrepræsentanterne fortsat skal vælges af virksomhedens arbejdere og iblandt disse. man mener derimod ikke fortsat at burde stille krav om, at sikkerhedsrepræsentanterne vælges blandt tillidsmændene, jf. gældende lov § 59, stk. 1,
8. pkt., idet tillidsmandsordningen og sikkerhedsrepræsentantordningen ikke bør kædes så nøje sammen, at der ikke er mulighed for at vælge sikkerhedsrepræsentanter uden for tillidsmændenes kreds. …” bestemmelsen blev gennemført som § 7 i lov nr. 216 af
9. maj 1971 om ændring af forskellige lovbestemmelser om arbejderbeskyttelse (ft 197071, tillæg c, spalte 764). af forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om arbejderbeskyttelse, fremsat den
10. december 1972 (ft 1972-73, tillæg a, spalte 3409) fremgår følgende: ”
11. i § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: ”stk.
12. arbejdsgiveren afholder udgifterne ved udførelsen af hvervet og godtgør sikkerhedsrepræsentanten tab af indtægt. sikkerhedsrepræsentanten er i øvrigt beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område. uoverensstemmelser vedrørende denne beskyttelse, herunder spørgsmål om, hvilke regler der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne afgøres ved fagretslig behandling, jfr. § 17, stk. 4, i lov om arbejdsretten.” af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet følgende (spalte 3412): ”lovforslaget indeholder forslag om en sikring af sikkerhedsrepræsentanter således at disse opnår beskyttelse imod afskedigelse, indtægtstab og anden forringelse af deres forhold.” af bemærkningerne til forslagets nr. 1 fremgår blandt andet følgende (spalte 3413-3414): ”de nye regler om sikkerhedsrepræsentanter, der blev indsat i lovens § 7 ved lovændringen af
13. maj 1971 med virkning fra den
14. april 1972, havde bl.a. til formål at skille sikkerhedsarbejdet ud fra hvervet som tillidsmand i henhold til - 16 - overenskomst. herved er sikkerhedsrepræsentanten berøvet den specielle sikkerhed i ansættelsen, som overenskomstmæssigt tilkommer tillidsmænd. i forbindelse med de nye bestemmelsers ikrafttræden er det af lo gjort gældende, at denne situation har medført problemer i retning af vægring fra lønmodtageres side imod at påtage sig opgaven som sikkerhedsrepræsentant. regeringen lægger vægt på, at sikkerhedsrepræsentanterne kommer til at spille en afgørende rolle i det fremtidige arbejde for forbedring af sikkerhed i arbejdsmiljøet. derfor må de kunne handle frit og uden frygt for afskedigelser eller anden form for repressalier. det må også sikres, at ingen må afstå fra at deltage i sikkerhedsarbejdet, fordi de derved risikerer at miste indtægtsmuligheder. det har været overvejet, om man kunne få tilvejebragt den fornødne tryghed direkte gennem de kollektive overenskomster, men i betragtning af at sikkerhedsordningen i øvrigt er lovfæstet, finder regeringen det rigtigst, at regler om sikkerhedsrepræsentanternes tryghed indarbejdes i loven i tilknytning til bestemmelsen om valg af sådanne repræsentanter. det bør således i lovteksten pålægges arbejdsgiveren at afholde udgifterne ved udførelsen af hvervet, f.eks. i forbindelse med nødvendig deltagelse i kurser og anden oplysningsvirksomhed. arbejdsgiveren må endvidere have pligt til at godtgøre sikkerhedsrepræsentanten tab af indtægt, som varetagelsen af hvervet medfører. for så vidt angår beskyttelse imod afskedigelse og anden forringelse af sikkerhedsrepræsentantens forhold, har man været opmærksom på den naturlige sammenhæng, der fortsat er mellem sikkerhedsorganisationen og tillidsmandsordningen. regeringen har derfor fundet det rigtigst og mest hensigtsmæssigt her at overføre tillidsmandsbeskyttelsen fuldt ud på sikkerhedsrepræsentanterne. herved er det blevet naturligt at indføje bestemmelse om, at uoverensstemmelse om denne beskyttelse afgøres ad fagretslig vej. gennem henvisning til arbejdsretslovens § 17, stk. 4, og dermed til hovedorganisationernes norm for regler for behandling af faglig strid, skabes der grundlag for sådan behandling også i det begrænsede antal tilfælde, hvor der ikke i overenskomst er de fornødne bestemmelser.” - 17 - lovforslaget blev gennemført ved lov nr. 153 af af
15. marts 1973 (ft 1972-73 tillæg c, spalte 1223-1224). bestemmelsen blev ikke ændret ved arbejdsmiljølovens § 10 (lov nr. 681 af
16. december 1975). ved forslag af
17. januar 1997 til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø blev bestemmelsen videreført (ft 1996-97, tillæg a, spalte 3370). følgende fremgår af de almindelige bemærkninger (spalte 3372): "der er med lovændringen ikke tilsigtet nogen ændring i reglerne om beskyttelse af sikkerhedsrepræsentanter mod afskedigelse eller anden forringelse af deres vilkår ...." bestemmelsen er fortsat § 10 i lovbekendtgørelse nr. 1072 af
18. september
19. der er således i forarbejderne til § 10, stk. 2, i arbejdsmiljøloven ikke holdepunkter for, at der gælder en almindelig regel om, at en arbejdsmiljørepræsentant nyder en særlig afskedigelsesbeskyttelse, idet beskyttelsen fortsat knytter sig til, at der inden for samme eller tilsvarende faglige område findes regler om tillidsmandsbeskyttelse. a er ikke konkret omfattet af nogen overenskomst. spørgsmålet er herefter, om sagsøger har påvist en overenskomst, som efter virksomhedens branchemæssige karakter og hendes arbejdsopgaver er relevant. sagsøger har særligt peget på overenskomsten af
20. marts 2012 mellem tdc a/s og akademikerorganisationerne, hvorefter en tillidsrepræsentants afskedigelse skal begrundes i tvingende, specifikke årsager, jf. § 21, stk. 9, og afskedigelse skal ske med mindst 6 måneders varsel, ligesom der gives en ekstraordinær godtgørelse på 7 måneders løn, såfremt afskedigelsen ikke er begrundet i tvingende, specifikke årsager. sagsøger har også henvist til overenskomst for akademikere i csc danmark a/s m.fl. og csc consulting group a/s, overenskomst mellem kommuneinformation a/s og djøf og dansk magisterforening, industriens funktionæroverenskomst, der blandt andet omfatter tekniske funktionærer, funktionærer med handels- og kontorarbejde, laboranter m.v., finansforbundets standardoverenskomst, it-overenskomsten, overenskomsten mellem cgi og hk prosa m.fl. sagsøgte har hertil anført, at tdc-overenskomsten er en virksomhedsoverenskomst, som alene finder anvendelse på de medarbejdere, der er ansat på den pågældende virksomhed, og at de øvrige fremlagte overenskomster enten ikke gælder for akademikere, eller alene finder anvendelse inden for et særligt område af arbejdsmarkedet eller alene finder anvendelse på en konkret virksomhed, hvorfor overenskomsterne ikke kan tages til udtryk for, hvad der gælder for ”vedkommende eller tilsvarende faglige område” på det private arbejdsmarked. - 18 - akademikere på det private arbejdsmarked er typisk ikke dækket af nogen overenskomst. sagsøger ikke har sandsynliggjort, at hendes kolleger ikke i det væsentlige var akademikere. på denne baggrund har a efter rettens opfattelse ikke godtgjort, at der findes en "tilsvarende" overenskomst, som skal finde anvendelse ved vurderingen af hendes beskyttelse som arbejdsmiljørepræsentant. det bemærkes herunder, at der i de fremhævede overenskomster nok er regler om, at der skal være tvingende grunde til at afskedige en arbejdsmiljørepræsentant, men reglerne om retsvirkningen af, at en arbejdsmiljørepræsentant uberettiget afskediges, er ikke ensartede. det fremgår af domstolens dom af
21. februar 2010, sag c-405/08, mellem ingeniørforeningen i danmark som mandatar for bertram holst mod dansk arbejdsgiverforening som mandatar for babcock & wilcox vølund aps, at artikel 7 i rådets direktiv af
22. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i det europæiske fællesskab, hvorefter ”medlemsstaterne sikrer, at arbejdstagerrepræsentanterne i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver nyder en sådan beskyttelse og har sådanne garantier, at de kan udføre de opgaver, de har fået, på en hensigtsmæssig måde”, skal fortolkes således, at ”der ikke skal gælde en skærpet standard for beskyttelse mod afskedigelse for arbejdstagerrepræsentanter. dog skal en gennemførelsesforanstaltning, det være sig en lov eller en kollektiv overenskomst, respektere den i nævnte artikel 7 forudsatte minimumsbeskyttelse.” da a ubestridt er omfattet af funktionærloven og således beskyttet mod en usaglig afskedigelse, jf.

§ 2b, kan det nævnte direktiv ikke føre til et andet resultat.

efter bevisførelsen har sagsøgte ikke godtgjort, at afskedigelsen af a var rimeligt begrundet i hendes eller virksomhedens forhold. a har således krav på en godtgørelse i medfør af

§ 2

b. denne godtgørelse fastsættes efter omstændighederne til et beløb på 174.774 kr. svarende til 3 måneders løn, jf. § 2 b, stk. 1, sidste pkt. under hensyn til sagens karakter og resultat skal hver part bære egne omkostninger. thi kendes for ret: dio i v/ di - dansk industri som mandatar for carlsberg business solutions a/s skal inden 14 dage til bibliotekarforbundet som mandatar for a betale 174.774 kr. med tillæg af procesrente fra den 14. august 2014 til betaling sker. - 19 - hver part skal bære egne omkostninger.