Obsah (4)

§ 3§ 6§ 11§ 15

højesterets kendelse afsagt tirsdag den 16. januar 2018 sag 186/2017 ralph dänhardt (advokat søren noringriis) mod den jyske sparekasse i skals (advokat marianne sørensen) i tidligere instanser er afs

§ 3, stk.

1. da stævningen først blev indgivet ca. 6 år ef- ter selskabets opløsning, var forældelsesfristen overskredet. sparekassen gjorde heroverfor gældende, at fordringen ikke var forældet, bl.a. idet fordringen udsprang af et pengelån og dermed er underlagt en forældelsesfrist på 10 år, jf. forældelseslo- vens § 6, stk.
2. - 3 - byretten udskilte spørgsmålet om forældelse til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 2, og afsagde den
3. februar 2017 kendelse om, at kravet ikke var forældet. byrettens begrundelse og resultat lyder således: ”i 1996 med ikrafttræden
4. januar 1997 blev i anpartsselskabslovens § 59 indført en enkel måde til afvikling af et selskab. denne bestemmelse blev videreført i selskabslovens § 216, hvor det i stk. 1 er anført: ”i kapitalselskaber, hvor alle kreditorer er betalt, kan opløsning ske, ved at kapital- ejerne over for erhvervsstyrelsen afgiver en erklæring om, at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt, og at det er besluttet at opløse kapitalselskabet. kapitalejernes navne og adresser skal være angivet i erklæringen.” udgangspunktet for en sådan opløsning synes således at være, at al gæld er betalt. kreditorerne orienteres ikke i forbindelse med en opløsning efter § 216, og for at sikre hensynet til kreditorernes interesser er i bestemmelsens stk. 4 herefter bestemt, at kapi- talejerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvivstet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. retten finder, at formålet med kravet om hæftelseserklæringen tilsiger, at stk. 4 må for- tolkes således, at anpartshaverne ved deres erklæring ikke blot påtager sig en ny hæftel- se; men at de direkte succederer i det bestående gældsforhold og dermed er underlagt de retsvirkninger, der var knyttet til gældsforholdet. for den hæftelse, som sagsøgte ved sin erklæring efter selskabslovens § 216, stk. 1, har påtaget sig, gælder derfor blandt andet samme forældelsesfrister som for selskabets mel- lemværende med kreditorerne. det er ubestridt, at kassekreditkontrakten er omfattet af

§ 6, stk.

1, og kravet forældes således først i slutningen af

1. thi bestemmes: sagsøgernes krav som opgjort i replikken er ikke forældet.” den
2. juni 2017 stadfæstede østre landsret byrettens kendelse i henhold til grundene. der er mellem parterne enighed om, at sparekassens oprindelige krav mod polaris investor iv aps beror på et pengelån og derfor er underlagt en 10-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslo- vens § 6, stk.
3. - 4 - anbringender ralph dänhardt har anført navnlig, at sparekassens krav mod ham beror på den betalingser- klæring, han afgav i medfør af selskabslovens § 216, stk. 1, som førte til opløsningen af pola- ris investor iv aps den
4. september
5. da retssagen mod ham blev anlagt den
6. sep- tember 2016, dvs. 6 år efter han afgav betalingserklæringen, er kravet forældet, jf. forældel- seslovens § 3, stk.
7. hovedreglen i

§ 3, stk.

1, om, at forældelse sker efter tre år, er absolut i den forstand, at der kræves særskilt hjemmel for at fravige bestemmelsen. særskilt hjemmel hertil findes bl.a. i

§ 6vedrørende pengelån og § 11 vedrørende kautionsforplig- telser.

ingen af disse bestemmelser finder dog anvendelse. han har ikke optaget et pengelån hos sparekassen, hvorfor

§ 6, stk.

1, ikke finder anvendelse i forhold til ham. de tidligere instansers afgørelser om, at han i kraft af sel- skabslovens § 216, stk. 4, har succederet i polaris investor iv aps’ retsstilling i relation til forældelse, og at

§ 6, stk.

1, derfor finder anvendelse, er forkert. afgørel- serne herom har hverken hjemmel i selskabsloven, forældelsesloven eller disse loves forar- bejder. selskabslovens § 216 indebærer, at kapitalejerne påtager sig en forpligtelse til at hæfte per- sonligt, solidarisk og ubegrænset for selskabets gæld. selskabslovens § 216 indebærer imid- lertid ikke, at der – som det er tilfældet, når selskaber fusionerer, jf. selskabslovens § 236 – sker succession. i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 166, anføres om sel- skabsretlige fordringer, at disse – ud fra ønsket om at undgå for mange særregler – bør være underlagt de almindelige forældelsesfrister. fordringen mod ham er en selskabsretlig fordring og dermed underlagt en 3-årig forældelsesfrist. det er et almindeligt princip, at forældelse som udgangspunkt skal afgøres selvstændigt i for- hold til hver af de fysiske eller juridiske personer, der hæfter for en fordring. det gælder også for en kapitalejers hæftelse for en fordring mod et kapitalselskab, jf. selskabslovens § 216, stk. 4. en kapitalejers hæftelse for en fordring mod et kapitalselskab må således være under- - 5 - lagt en 3-årig forældelsesfrist efter

§ 3

, uanset om fordringen mod kapital- selskabet oprindeligt måtte være underlagt en 10-årig forældelsesfrist efter

§ 6, stk.

1. hverken hensynet til kreditorer generelt eller sparekassen konkret kan medføre en ulovhjem- let fravigelse af

hovedregel. sparekassen har i øvrigt erkendt, at den ikke havde registreret polaris investor iv aps’ cvr.nr., og derfor ikke var klar over, at selskabet blev opløst i 2010. der er på den baggrund ikke et større hensyn at tage til sparekassen.

§ 11finder ikke anvendelse, idet der ikke er tale om en kautionsforpligtel- se.

en kautionsforpligtelse indebærer efter sit indhold, at kautionshæftelsen er subsidiær i forhold til hovedskyldnerens hæftelse, og hans afgivelse af betalingserklæringen i medfør af selskabslovens § 216, stk. 1, indebærer, jf. bestemmelsens stk. 4, at han hæfter direkte – ikke subsidiært – for gælden til sparekassen. derfor er der ikke er tale om en kautionsforpligtelse. hans forslag til en akkordordning med sparekassen af 20. januar 2012 har ingen betydning for sagen. en eventuel skriftlig erkendelse af en fordring medfører alene, at forældelsen afbrydes, og at en ny 3-årig forældelsesfrist begynder at løbe, jf.

§ 15. selv hvis for- ældelsesfristen regnes fra den 20.

januar 2012, er kravet således forældet, idet sagen først blev anlagt den

1. september
2. den jyske sparekasse i skals har anført navnlig, at ralph dänhardt i kraft af den betalingser- klæring, han afgav i medfør af selskabslovens § 216, stk. 1, og som medførte opløsningen af polaris investor iv aps den
3. september 2010, hæfter for selskabets gæld til sparekassen, jf. selskabslovens § 216, stk.
4. ralph dänhardt er ved afgivelsen af erklæringen succederet i selskabets retsstilling, herunder i relation til forældelse. da der oprindeligt var tale om et pengelån fra sparekassen til polaris investor iv aps, er kravet mod ralph dänhardt underlagt en 10-årig forældelsesfrist, jf.

§ 6, stk.

1. det følger af selskabslovens § 216, stk. 4,
2. pkt., at kapitalejerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet - 6 - for erklæringens afgivelse. ordlyden af bestemmelsen taler således for, at kapitalejerne suc- cederer i selskabets retsstilling. formålet med selskabslovens § 216 er at sikre, at kapitalselskaber kan opløses nemt og enkelt, samtidig med at der skabes sikkerhed for, at kreditorerne ikke stilles ringere, end hvis selska- bet var opløst ved likvidation, hvor de havde haft mulighed for at anmelde krav og få del i de realiserede aktiver i selskabet. hvis kapitalejerne ikke succederer i selskabets forpligtelser, vil det i realiteten betyde, at kre- ditorerne bliver dårligere stillet, end de ellers ville have været. forarbejderne til selskabslo- vens § 216 tilsiger ikke, at det har været lovgivers intention, at kreditorerne skulle stilles dår- ligere. hvis ralph dänhardt ikke kan anses for at have succederet i selskabets retsstilling, må hæftel- sen i selskabslovens § 216, stk. 4, betragtes på samme måde som en kautionsforpligtelse, hvorfor

§ 11finder anvendelse analogt.

kravet mod ralph dänhardt er også af denne grund underlagt en 10-årig forældelsesfrist, jf.

§ 11sammen- holdt med § 6.

en betalingserklæring efter selskabslovens § 216, stk. 1, betyder ikke, at der opstår et nyt krav, der er underlagt en særlig eller anderledes forældelsesfrist end det oprindelige krav mod kapitalselskabet. supplerende retsgrundlag selskabslovens § 216, stk. 1 og 4, lyder således: ”§

1. i kapitalselskaber, hvor alle kreditorer er betalt, kan opløsning ske, ved at kapi- talejerne over for erhvervsstyrelsen afgiver en erklæring om, at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt, og at det er besluttet at opløse kapitalselskabet. kapitalejernes navne og adresser skal være angivet i erklæringen. … stk.
2. kapitalejerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. i det omfang der er overskydende midler, fordeles disse til kapitalejerne.” - 7 - forslaget til selskabsloven blev fremsat den
3. marts
4. i bemærkningerne til lovforsla- gets § 216 hedder det bl.a. (folketingstidende 2008-09, tillæg a, lovforslag nr. l 170, s. 5542): ”det fremgår af stk. 4, at alle kapitalejere hæfter på tidspunktet for erklæringens under- skrift, hvis det måtte vise sig, at der alligevel foreligger uafklarede forpligtelser vedrø- rende selskabet. den personlige hæftelse gælder således også for f.eks. skatte- og af- giftskrav, der konstateres efter erklæringens afgivelse, blandt andet som følge af æn- dring i skatteansættelsen. dette er dels med til at sikre, at kreditorers og andre rettighedshaveres retsstilling ikke forringes som følge af den simple afvikling, og dels at alle kapitalejere skal være enige om afviklingsformen.” af betænkning nr. 1498/2008 om modernisering af selskabsretten fremgår bl.a. s. 539: ”vælger anpartshaverne at afgive en sådan opløsningserklæring betyder det, til forskel fra de sædvanlige afviklingsmodeller, såsom likvidation, tvangsopløsning eller konkurs, at anpartshaverne, uanset at driften er sket i selskabsform med begrænset økonomisk hæftelse, hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringsafgivelsen.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om et krav rejst af den jyske sparekasse i skals mod ralph dänhardt er foræl- det. sparekassens krav udspringer af en kreditaftale indgået i december 2008 mellem sparekassen og selskabet polaris investor iv aps om en kreditramme på 580.600 kr. det fremgår af afta- len, at kreditten skulle nedskrives på en gang den
5. december
6. polaris investor iv aps blev den
7. september 2010 opløst i medfør af selskabslovens § 216, stk. 1, hvorefter kapitalselskaber kan opløses ved en erklæring fra kapitalejerne om, at al gæld er betalt, og at det er besluttet at opløse selskabet. ralph dänhardt, der var eneanpartshaver i polaris investor iv aps, afgav erklæringen, uagtet gælden til den jyske sparekasse ikke var betalt. - 8 - ifølge selskabslovens § 216, stk. 4, hæfter kapitalejeren personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen er med til at sikre, at kreditorers og andre rettighedshaveres retsstilling ikke forringes som følge af den simple afvikling. højesteret finder, at bestemmelsens ordlyd og forarbejder indebærer, at kapitalejere, der har afgivet erklæring om opløsning af et selskab i medfør af § 216, stk. 1, indtræder i selskabets forpligtelser over for kreditorer i selskabet, og at dette også gælder i forhold til reglerne om forældelse af krav mod selskabet. ralph dänhardt er således succederet i polaris investor iv aps’ forpligtelser over for den jyske sparekasse, herunder også med hensyn til forældelse af kravet. da polaris investor iv aps’ gæld til den jyske sparekasse efter

§ 6

var undergivet en 10-årig forældelsesfrist, der som udgangspunkt må regnes fra den 17. december 2013, hvor kreditten efter aftalen mellem selskabet og sparekassen skulle nedskrives, er heller ikke sparekassens krav mod ralph dänhardt forældet. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. i kæremålsomkostninger for højesteret skal ralph dänhardt betale 8.000 kr. til den jyske sparekasse i skals. det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsken- delses afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.