3, lægger ikke op til forhøjelse af normalstraffen, men indebærer alene en større frihed for domstolene i de allergroveste sager. landsrettens afgørelse om 8 års fængsel ligger således væsentligt over det niveau på 5-6 år, som tidligere er afstukket i lignende sager. dette niveau bør også efter lovændringen i 2010 fastholdes for drab begået af mindreårige, idet 15-17-årige må tillægges et klart mere begræn- set ansvar for deres handlinger end voksne. - 2 - retshåndhævelseshensyn kan alene begrunde et niveau på fængsel i over 5-6 år i de allergro- veste tilfælde af drab. i den foreliggende sag foreligger ingen særligt kvalificerende omstæn- digheder. der er tale om en pludseligt opstået situation, hvor drabet blev begået spontant med ét knivstik. handlingen blev foretaget i en oprørt sindstilstand fremkaldt af as uretmæssige angreb på ts ven, jf.
endvidere er t ved retten i odenses dom af 1. september 2014 fundet skyldig i overfald på tjenestegørende pædagog, hærværk, flugt fra lukket institution samt besiddelse af mobiltele- foner i lukket institution, jf.
1, § 291, stk. 1, og § 124, stk. 1 og 4. forholdene blev begået både før og efter byrettens dom. der blev ved retten i odenses dom ikke fastsat tillægsstraf, jf.
. - 3 - retsgrundlag efter
efter § 33, stk. 3, kan en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, dog ikke idømmes fængsel på livstid. efter § 82, nr. 1, skal det ved straffens fastsættelse i almindelig- hed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da ger- ningen blev udført. ved lov nr. 711 af 25. juni 2010 fik
3, sit nuværende indhold. før lov- ændringen måtte straffen ikke overstige fængsel i 8 år for en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført. lovændringen er baseret på betænkning nr. 1508/2009 om indsatsen mod ungdomskriminalitet. i betænkningen er anført bl.a. (s. 168-174): ”2.3.3. hensyntagen til ung alder ved strafudmålingen allerede i forbindelse med vedtagelsen af den nugældende straffelov af 1930 var det den almindelige opfattelse, at det var særligt betænkeligt at anvende langvarige friheds- straffe over for unge under 18 år pga. hensynet til disses fremtidige udvikling. dette princip er bl.a. udmøntet i
3, som kommissionen forventes at inddrage i sine overvejelser, og hvorefter straffen ikke kan overstige 8 års fængsel for en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført. for en nærmere be- skrivelse af baggrunden for og indholdet af
3, henvises til afsnit 2.3.3.1 nedenfor. princippet er desuden udmøntet i
1, hvorefter det i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen for en kriminel handling, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev ud- ført. fra retspraksis er det imidlertid også et kendt fænomen, at domstolene i visse sager udmåler en lavere straf til unge over 18 år pga. manglende modenhed hos de pågæl- dende. kommissionen skal i den forbindelse pege på, at langvarige frihedsstraffe i mange til- fælde vil være mere ”følelige” for unge end for voksne, fordi de fleste unge pga. deres hastige personlighedsmæssige udvikling vil opleve en frihedsstraf i ungdomsårene som meget indgribende. det er den almindelige opfattelse, at en væsentlig del af en persons karakterdannelse finder sted i ungdomsårene og derfor må samspillet med familie og venner og adgangen til sunde fritidsinteresser antages at være særligt vigtigt netop i denne periode. hertil kommer, at en langvarig frihedsstraf i ungdomsårene f.eks. ofte vil gøre det bety- deligt vanskeligere for unge at tage en uddannelse. uddannelse er en væsentlig – og i mange tilfælde afgørende – forudsætning for at få et erhvervsarbejde, der normalt anta- ges at være en af de vægtige faktorer, som kan medvirke til at fastholde unge i en posi- tiv, kriminalitetsfri udvikling. - 4 - det taler desuden for hensyntagen til ung alder ved strafudmålingen, at unge under 18 år efter kommissionens vurdering har vanskeligere ved at overskue konsekvenserne af de- res handlinger end voksne. endvidere kan der peges på, at unge generelt er mere påvirkelige end voksne, og at de derfor må antages at være mere modtagelige for de skadelige effekter af frihedsstraf, herunder negativ påvirkning fra ældre, mere hærdede afsonere. de negative effekter af anbringelse af unge på institutioner og i fængsler er dokumenteret i såvel danske som udenlandske undersøgelser, jf. afsnit 10.5 i kommissionens udredningsrapport, jf. bilag 3. undersøgelserne viser således, at risikoen for recidiv er betydeligt forhøjet for unge, der har været anbragt i institutioner med andre kriminelle unge eller i fængsler. samlet set er der efter kommissionens opfattelse vægtige argumenter for at reservere brugen af langvarige frihedsstraffe til de heldigvis forholdsvis få tilfælde, hvor mindre indgribende sanktioner må anses for utilstrækkelige. … med baggrund i denne sammenligning af brugen af ubetingede sanktioner og anbringel- ser uden for hjemmet efter den sociale lovgivning i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, synes der derfor som udgangspunkt heller ikke at være behov for at anvende ubetingede frihedsstraffe i større omfang, end det allerede sker i dag. … et flertal i kommissionen [15 medlemmer] skal på den baggrund anbefale, at man fast- holder det generelle udgangspunkt, hvorefter det ved strafudmålingen taler for en lavere straf, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført. … 2.3.3.1. mulighed for fravigelse af strafmaksimum under særdeles skærpende omstæn- digheder som anført i afsnit 2.3.3 ovenfor må straffen for en kriminel handling ikke overstige 8 år for en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da den kriminelle handling blev udført, jf.
3. bestemmelsen stammer fra straffeloven af 1866, hvoraf det fremgår, at der for en for- brydelse begået af personer mellem 15 og 18 år i intet tilfælde må idømmes en højere straf end strafarbejde i 8 år. i forarbejderne til straffeloven af 1930 henvises til, at den absolutte grænse for straffens varighed på 8 år er opstillet, ”da det af hensyn til den på- gældendes fremtidige udvikling vil være særlig betænkeligt at anvende meget langva- rige fængselsstraffe over for så unge personer”. bestemmelsen indebærer, at der gælder en absolut grænse på 8 års fængsel for lovover- trædelser begået af unge under 18 år. der kan således f.eks. ikke idømmes en strengere straf under henvisning til
1, 2. pkt., om strafforhøjelse med indtil det halve i tilfælde, hvor en person under særdeles skærpende omstændigheder har be- gået flere lovovertrædelser ved en eller flere handlinger. bestemmelsen er dog ifølge retspraksis ikke til hinder for, at der fastsættes en samlet fængselsstraf, som overstiger 8 år, når den pågældende straffesag tillige omfatter lovovertrædelser, begået efter at ger- ningsmanden er fyldt 18 år. - 5 - bestemmelsen er anvendt flere gange i retspraksis, herunder i sager vedrørende mand- drab begået af unge under 18 år. … det bemærkes desuden, at det efter
1, i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen for en kriminel handling, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført. det bemærkes, at bestemmelsen i
3, på grund af det relativt høje strafmaksimum på 8 års fængsel og på grund af bestemmelsen i
1, kun vil have betydning i sager om meget alvorlig kriminalitet, herunder manddrab, jf.
. i praksis har bestemmelsen derfor kun betydning for strafudmålin- gen i ganske få sager. kommissionen har overvejet, om der i forbindelse med disse relativt få sager kan være behov for at fravige strafmaksimum i særlige tilfælde. kommissionen bemærker i den forbindelse, at der som nævnt er tale om sager vedrørende meget alvorlig kriminalitet, og at der derfor kan være særlig grund til at inddrage hensynet til retsbevidstheden hos ofrene for de pågældende kriminelle handlinger og hos befolkningen generelt i overve- jelserne. efter kommissionens opfattelse vejer hensynet til retsbevidstheden selv ikke i sager vedrørende meget alvorlig kriminalitet så tungt, at det – stillet over for hensynet til, at unge af hensyn til deres fremtidige udvikling ikke bør idømmes meget langvarige fæng- selsstraffe – bør føre til en generel forhøjelse af strafmaksimum i
3. kommissionen har dog overvejet, om der i tilfælde af særligt grov kriminalitet undta- gelsesvis skal være mulighed for at forhøje strafmaksimum. en sådan model kendes f.eks. fra
1, 2. pkt., hvorefter straffen for flere lovovertrædelser begået ved en eller flere handlinger under særdeles skærpende omstændigheder kan overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf. kommissionen skal i den forbindelse henvise til anbefalingen fra fn’s børnekomité om aldrig at anvende livstidsstraf over for unge under 18 år, uanset muligheden for prøve- løsladelse, jf. afsnit 2.3.3 ovenfor. et flertal i kommissionen [8 medlemmer] finder, at det gældende strafmaksimum på 8 års fængsel er tilstrækkeligt til at tilgodese hensynet til retsbevidstheden, også i sager vedrørende alvorlig kriminalitet. udgangspunktet for dette flertal er, at de 15-17-årige for de samme handlinger generelt må tillægges et klart mere begrænset personligt ansvar for deres handlinger end voksne, og at specialpræventive hensyn bør vægtes relativt betydeligt højere ved såvel de mu- lige som de faktiske sanktionsvalg end for voksne. heraf følger, at det er rimeligt og rigtigt, at den mulige maksimumstraf er betydeligt mindre for de 15-17-årige end for voksne. flertallet påpeger, at mindretallets nedenstående forslag indebærer, at der kan idømmes fængsel indtil livstid, hvilket vil være i strid med den ovennævnte anbefaling fra fn’s børnekomité. - 6 - flertallet finder ikke, der vil være generalpræventive fordele forbundet med øgning af strafmaksimum. det vurderes som lidet sandsynligt, at unge potentielle seriemordere eller lignende i højere grad skulle lade sig afskrække af, om de maksimalt kan få 8 års fængsel eller mere. specialpræventivt vurderer flertallet, at det ville være direkte skadeligt at give mulighed for længere fængselsstraffe. det vides med rimelig sikkerhed, at tilbagefaldsrisikoen for unge alt andet lige ikke mindskes med fængselsstraffens længde, snarere tværtimod. der er samtidig grund til at antage, at de unge, hvor en forlængelse ud over 8 år kunne komme på tale, i særlig grad vil være afvigende unge med voldsomme personligheds- mæssige problemer, som fængslets rammer kun i meget begrænset omfang rummer mulighed for at gøre noget ved, og hvor den daglige nærhed og tæthed til andre unge kriminelle er særligt risikabel. det er flertallets forventning, at i hvert fald en del af disse unge, hvis det af kommissionen foreslåede initiativ til identifikation og udredning gennemføres, skal tilbydes relevant behandling i forbindelse med afsoningen (eventuelt uden for fængslets regi). dette vurderes i modsætning til en øgning af strafmaksimum at ville have en positiv effekt på tilbagefaldsrisikoen. en eventuel udvidelse af maksimumgrænsen må altså i givet fald alene begrundes re- pressivt. på den ene side kan man sige, at forbrydelser som seriemord eller massemord næppe i befolkningens øjne vil kunne straffes hårdt nok. også 10 eller 12 år vil umid- delbart opleves som (alt) for lidt. man er altså – af de indledningsvist nævnte grunde – henvist til at beslutte sig for en forholdsvis arbitrær grænse, dvs. et maksimum der er betydeligt mindre end livstid, man kan efter flertallets opfattelse sige, at en fængsels- straf på 8 år for en ung på 15, 16 eller 17 år (hvor man ikke engang eller kun lige har af- sluttet sin folkeskoleuddannelse) betyder, at man fratages hele sin ungdom i samfundet (frem til man er 23, 24 eller 25 år), og at det, med den tidshorisont unge har, sikkert vil blive opfattet og oplevet som en livstidsstraf – en helt uoverskuelig del af ens liv, der forsvinder. uanset forbrydelsens grovhed og karakter finder flertallet således, at det må kunne række med muligheden for at sætte unge uden for samfundet i hele deres ungdom – eller de mest betydende år af deres ungdom, om man vil – dvs. en fastholdelse af en maksi- mumstraf på 8 års fængsel. et mindretal i kommissionen [7 medlemmer] finder, at retshåndhævelseshensyn ved de allergroveste forbrydelser bør veje tungere end det hensyn, der begrunder den nuvæ- rende regel (nemlig at en fængselsstraf på mere end 8 år indebærer en form for ”dob- beltstraf” i forhold til helt unge lovovertrædere, som ”mister” deres ungdom og mulig- heder på arbejdsmarkedet osv.). mindretallet foreslår således, at reglen i straffeloven § 33, stk. 3, ikke skal gælde ved de allergroveste forbrydelser, men det bør i disse tilfælde være op til retten at fastsætte straffen i den enkelte sag under inddragelse af bl.a. straf- felovens generelle regel om, at ung alder i almindelighed skal tale for en lavere straf.” i bemærkningerne til lovforslaget om ændring af bl.a.
3, fremsat den
1. denne bestemmelse foreslås således ikke ændret. bestemmelsen i
3, vil bl.a. på grund af bestemmelsen i straffelo- vens § 82, nr. 1, kun have praktisk betydning i tilfælde af meget grov kriminalitet. ju- stitsministeriet finder, at domstolene ikke bør være afskåret fra efter en konkret vurde- ring i de allergroveste tilfælde at kunne lægge en sådan vægt på retshåndhævelseshen- syn, at der bør udmåles en fængselsstraf på mere end 8 års fængsel. det foreslås derfor at ophæve den gældende maksimumstraf på 8 års fængsel i tilfælde, hvor gerningsmanden var under 18 år på gerningstidspunktet. bl.a. under hensyn til den generelle anbefaling fra fn’s børnekomité om ikke at anvende livstidsstraf over for lovovertrædere under 18 år, jf. pkt. 4.2.1 ovenfor, foreslås det i stedet, at en gernings- mand, der ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunktet, ikke kan idømmes fængsel på livstid. … bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser til § 1 … til nr. 2 (
3) det foreslås, at den nuværende regel om en maksimumstraf på 8 års fængsel for krimi- nelle handlinger begået af personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, ophæ- ves, og i stedet fastsættes det, at personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, ikke kan idømmes fængsel på livstid. personer, der var under 18 år på gerningstids- punktet, kan således idømmes op til 16 års fængsel eller op til 20 års fængsel i de til- fælde, hvor der er hjemmel til at forhøje den foreskrevne straf, jf.
1 og 2 (som ikke ændres). efter
1, (som ikke ændres) skal det som hidtil i almindelighed indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen for en kriminel hand- ling, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført.” - 8 - højesterets begrundelse og resultat sagen angår strafudmåling for en person, der bl.a. har begået manddrab, og som var under 18 år på gerningstidspunktet. ved lov nr. 711 af 25. juni 2010 blev
3, ændret, således at en ger- ningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, ikke kan idømmes fængsel på livstid. tidligere fremgik det, at straffen for denne persongruppe ikke måtte overstige fængsel i 8 år. i forarbejderne til lovændringen i 2010 er det anført, at domstolene ikke bør være afskåret fra efter en konkret vurdering ”i de allergroveste tilfælde” at kunne lægge en sådan vægt på rets- håndhævelseshensyn, at der bør udmåles en straf på mere end 8 års fængsel. højesteret finder, at lovændringen i 2010 ikke indebærer, at udgangspunktet for strafudmålin- gen ved meget alvorlig kriminalitet, som f.eks. drab, begået af en mindreårig skal forhøjes til fængsel i mere end 8 år. lovændringen indebærer, at domstolene skal fastsætte straffen for drab begået af en mindreårig efter en konkret vurdering af bl.a. forbrydelsens grovhed og un- der hensyntagen til gerningsmandens alder på gerningstidspunktet, jf.
1. domstolene er i den forbindelse ”i de allergroveste tilfælde” ikke som tidligere afskåret fra at udmåle en straf på fængsel i mere end 8 år. t er fundet skyldig i manddrab ved at have dræbt a med ét knivstik. da drabet fandt sted, var t ca. 16 ½ år. ud over manddrab er t fundet skyldig i vold, hærværk, afpresning, ulovlig vå- benbesiddelse, overfald på tjenestegørende pædagog og flugt fra lukket institution. landsretten har udmålt straffen til fængsel i 8 år. efter oplysningerne om drabet og de øvrige forbrydelser samt ts alder på drabstidspunktet finder højesteret, at straffen, der tillige skal fastsættes efter
højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. t har fortsat været fængslet under anken. - 9 - thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. t skal betale sagens omkostninger for højesteret.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.