højesterets dom afsagt tirsdag den 4. september 2018 sag 145/2017 (2. afdeling) danmarks lærerforening som mandatar for a (advokat søren kjær jensen) mod erstatningsnævnet (advokat sanne h. christense

§ 10

bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blev forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse.” har ansøgeren, efter at være blevet opfordret til at indgive politianmeldelse, modsat sig dette eller i øvrigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der dog fortsat kunne meddeles ansøgeren afslag i henhold til offererstatningslovens § 10 eller dennes analo- gi.” af erstatningsnævnets årsberetning for 2014, som blev offentliggjort den

1. juni 2015, fremgår af punkt 7.2.2 bl.a.: ”7.2.2 særligt om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden … 7.2.2.
2. vedrørende kravet om politianmeldelse kan erstatningsnævnet oplyse, at næv- net tidligere har haft en forholdsvis lempelig praksis i relation til dispensation fra an- meldelseskravet i sager, hvor plejepersonale mv. kommer til skade i arbejdstiden. for en nærmere beskrivelse af denne praksis kan nævnet blandt andet henvise til nævnets års- beretning for 2013, pkt. 7.2.2, hvor et uddrag af nævnets bidrag til brug for justitsmini- sterens besvarelse af 15-02-2013 af spørgsmål nr. 507 fra folketingets retsudvalg (alm. del, 2012-13) er gengivet. nævnet har imidlertid i 2014 revideret sin praksis, således at nævnets praksis nu er i bedre overensstemmelse med både ordlyden af offererstatningslovens § 10, stk. 1, om (rettidig) politianmeldelse og med en henstilling fra folketingets retsudvalg i en be- tænkning afgivet i forbindelse med ændringen af offererstatningsloven i
3. det hed- der i henstillingen: ”[retsudvalget] finder, at erstatningsnævnet i forbindelse med næv- nets samlede vurdering af,

§ 10

bør fraviges i de kon- krete sager, som måtte blive forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse.” praksisændringen indebærer, at nævnet i dag dispenserer fra anmeldelseskravet, hvis forholdene konkret taler for det – enten i lyset af konkrete, individuelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn, eller i lyset af den praksis, som også gælder i - 6 - nævnets øvrige sager, jf. f.eks. årsberetningens pkt. 7.5.

1. det kunne eksempelvis være, hvis offeret på grund af den begåede forbrydelse har været i en tilstand, der kan minde om chok, besvimelse eller koma, eller det grundet hospitalsindlæggelse ikke har været muligt, herunder telefonisk, at anmelde forholdet rettidigt til politiet. det er dermed ikke (længere) i sig selv tilstrækkeligt til at dispensere, at ansøgeren er en sygeplejerske, pædagog, skolelærer eller anden ansat med særlig omsorgsfunktion mv., der er kommet til skade i arbejdstiden, ved at f.eks. en patient eller en elev har opført sig voldsomt, truende eller decideret voldeligt. hvis en ansat inden for pleje-, behandlings- eller undervisningssektoren mener sig udsat for en straffelovsovertrædelse begået af f.eks. en patient eller en elev, har den ansatte adgang – og anledning – til selv at indgive politianmeldelse. har den skadelidte ansøger ikke ønsket at indgive politianmeldelse, direkte modsat sig politianmeldelse eller i øv- rigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der dog fortsat kunne meddeles ansø- geren afslag i henhold til offererstatningslovens §
2. tilsvarende gælder, hvis der ikke foreligger pædagogiske eller behandlingsmæssige grunde til at undlade politianmeldel- se. det er ikke en selvstændig dispensationsgrund, at den manglende eller sene anmeldelse skyldes, at ansøgeren eller institutionen ikke fandt det sandsynligt, at en anmeldelse ville føre til en strafferetlig sanktion, hvad enten denne vurdering skyldes, at skadevol- der allerede er undergivet en strafferetlig foranstaltning, eller at skadevolder ikke ville kunne straffes som følge af alder, mental udvikling el.lign. det er heller ikke tilstrække- ligt, at der ikke er kutyme for politianmeldelse på institutionen.” erstatningsnævnet oplyste den
3. september 2015 følgende på nævnets hjemmeside: ”nævnets praksis vedrørende politianmeldelse i sager om plejepersonales mv. tilskade- komst i arbejdstiden plejepersonale, pædagoger, skolelærere og andre personalegrupper med særlige om- sorgsfunktioner mv., der kommer til skade i arbejdstiden, fordi f.eks. en patient eller en elev opfører sig voldsomt, truende eller decideret voldeligt, udgør en særlig gruppe blandt erstatningsnævnets ansøgere. efter afgivelsen af erstatningsnævnets årsberetning for 2014 har der været en vis debat om erstatningsnævnets praksis vedrørende politianmeldelse i disse sager. nævnet finder på den baggrund anledning til at bemærke følgende om nævnets praksis vedrørende po- litianmeldelse i sager om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden: retsgrundlaget … i forbindelse med behandlingen af et lovforslag om ændring af offererstatningsloven i 1985 drøftede folketingets retsudvalg blandt andet anmeldelseskravet i lovens § 10 (på det tidspunkt skulle anmeldelse ske ”uden unødigt ophold”, dvs. inden 24 timer). folke- tingets retsudvalg afgav i den forbindelse i en betænkning følgende henstilling (afgivet den 09-05-1985, folketingstidende 1984-85, tillæg b, sp. 1355): ”[retsudvalget] fin- - 7 - der, at erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede vurdering af,

§ 10

bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blive forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse.” nævnets praksis nævnet har siden da fulgt – og følger fortsat – henstillingen fra folketingets retsudvalg ved behandling af sager om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden. nævnet inddrager således også i dag i sagsbehandlingen, om der i forbindelse med manglende (rettidig) politianmeldelse er pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn, der ta- ler herfor. nævnet er imidlertid med tiden blevet opmærksom på, at den manglende politianmel- delse i sager om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden i en del tilfælde ikke skyldes pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn. baggrunden for den mang- lende (rettidige) politianmeldelse kan i stedet f.eks. være, at den ansatte ikke ønskede forholdet anmeldt, at den ansatte eller arbejdspladsen kun anså tilskadekomsten for en arbejdsskade eller ikke betragtede det som sandsynligt, at den pågældende beboer, elev mv. ville blive straffet. i nogle tilfælde er der blot ikke kutyme for anmeldelse på ar- bejdspladsen. med henblik på til stadighed at træffe afgørelser i så nær overensstemmelse som muligt med lovgivningsmagtens intentioner, som disse er kommet til udtryk i udformningen af offererstatningslovens § 10, stk. 1, om (rettidig) politianmeldelse og henstillingen fra folketingets retsudvalg, søger erstatningsnævnet imidlertid nu som anført i nævnets årsberetning for 2014 i de enkelte sager oplyst, om der rent faktisk – som forudsat af folketingets retsudvalg – konkret har gjort sig pædagogiske og/eller behandlingsmæs- sige hensyn gældende, der taler imod (rettidig) politianmeldelse. hvor det konkret er tilfældet, dispenserer nævnet – som hidtil – fra anmeldelseskravet. hvor det ikke er tilfældet, finder nævnet derimod ikke grundlag for – eller hjemmel til – at dispensere fra anmeldelseskravet i § 10, stk.

1. nævnet anser det således ikke (længe- re) i sig selv som tilstrækkelig dokumentation for, at de af retsudvalget omtalte hensyn gør sig gældende, at ansøgeren er f.eks. en pædagog, der er kommet til skade i arbejds- tiden. det bemærkes i øvrigt for god ordens skyld, at nævnet fortsat påtænker at dispensere fra anmeldelseskravet i sager, hvor tilskadekomsten ligger forud for offentliggørelsen af erstatningsnævnets årsberetning for 2014 (den 30-06-2015), hvis det godtgøres, at næv- nets hidtidige praksis i disse sager er årsagen til en sen eller manglende politianmeldelse i den konkrete sag.” supplerende retsgrundlag forud for folketingets retsudvalgs betænkning af
2. maj 1985, som er gengivet ovenfor i citatet fra erstatningsnævnets hjemmeside, havde socialpædagogernes landsforbund i et brev til retsudvalget af
3. december 1984 anført bl.a.: - 8 - ”socialpædagogernes landsforbund henvender sig til folketingets retsudvalg i forbin- delse med udvalgets behandling af l 75 (retskrav på erstatning). baggrunden er, det forhold, at mange af forbundets medlemmer i deres arbejde med børn og unge samt personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap udsættes for skadevoldende handlinger, som er omfattet af straffelovens § 244, altså forbrydelser. samtidig opnår socialpædagoger, der udsættes for sådanne skadevoldende handlinger, ikke erstatning efter lov om erstatning til ofre for forbrydelser, idet lovens § 10, hvoref- ter det kræves politianmeldelse, kun yderst sjældent opfyldes. baggrunden herfor er primært den, at inddragelse af politi i sådanne episoder vil vanskeliggøre et fortsat pæ- dagogisk behandlingsarbejde. vanskelighederne vil kunne opstå såvel i relationerne med skadevolder som skadevol- ders familie, ligesom institutionens troværdighed i forhold til de unge beboere vil kunne sættes over styr.” lovforslag (l 143) om ændring af bl.a. lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven), som blev fremsat den
4. januar 2001, byggede på betænkning nr. 1383/2000 om revision af erstatningsansvarsloven mv. af betænkningen s. 301 fremgår af en udtalelse fra erstatningsnævnet bl.a.: ”det kan endelig nævnes, at nævnet i en bestemt type af sager som udgangspunkt ser bort fra manglende politianmeldelse, nemlig i de såkaldte ”pædagogsager”. ansatte på sociale institutioner udsættes til tider for vold fra klienternes side. i sådanne tilfælde, hvor der dog ikke er tale om vold, der medfører alvorligere skader, undlader man ofte at indgive politianmeldelse af pædagogiske og behandlingsmæssige grunde.” ved lov nr. 412 af
5. maj 2011 om ændring af retsplejeloven og lov om erstatning fra sta- ten til ofre for forbrydelser (underretning ved udgang og løsladelse m.v. og udvidelse af fristen for politianmeldelse ved erstatning fra staten til ofre for forbrydelser) blev fristen for politianmeldelse i offererstatningslovens § 10, stk. 1, udvidet til 72 timer. højesterets begrundelse og resultat den
6. september 2014 rejste danmarks lærerforening på vegne af a over for erstatningsnævnet krav om erstatning. kravet var begrundet i, at hun som skoleleder på insti- tutionen x den
7. marts 2014 havde været udsat for en episode med en 14-årig elev, som ifølge hendes og en kollegas forklaring bl.a. havde taget halsgreb på hende. episoden blev ikke anmeldt til politiet. efterfølgende oplyste lederen af x over for erstatningsnævnet, at dette skyldtes, at de på x havde den holdning, at der skulle være tale om grov vold eller - 9 - direkte trussel på livet, før de som opholdssted anmeldte en ung. lederen oplyste endvidere, at denne holdning skyldtes, at det ofte var den slags problematikker, de unge havde, og at det netop kunne være en af grundene til, at de unge var visiteret til en anbringelse uden for hjemmet. erstatningsnævnet afslog herefter ansøgningen, fordi forholdet ikke var anmeldt til politiet inden for 72 timer, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 1, og idet der ikke var oplyst om kon- krete, individuelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolder eller episoden, som skulle tale imod politianmeldelse. efter den begrundelse, som lederen af x gav til erstatningsnævnet for ikke at anmelde episoden den
8. marts 2014 til politiet, beskrivelsen i xs personalehåndbog af institutionens pædagogik og principper for håndtering af voldsepisoder samt lederens og as forklaringer i byret og landsret lægger højesteret til grund, at undladelsen af at indgive politianmeldelse var begrundet i institutionens generelle pædagogiske principper, som byggede på pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn til de anbragte unge på x. spørgsmålet i sagen er, om erstatningsnævnet under disse omstændigheder har pligt til at dispensere fra kravet om politianmeldelse, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 2 (nu stk. 3), hvorefter nævnet kan fravige betingelsen om politianmeldelse, hvis forholdene taler for det. i folketingets retsudvalgs betænkning afgivet den
9. maj 1985 over et forslag til ændring af offererstatningsloven er det forudsat, at nævnet ved vurderingen af, om kravet om politian- meldelse bør fraviges, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hen- syn kan tale imod en politianmeldelse. denne forudsætning blev indsat i retsudvalgets be- tænkning, efter at socialpædagogernes landsforbund havde rettet henvendelse til udvalget. af forbundets henvendelse fremgår bl.a., at der kun yderst sjældent sker politianmeldelse, når socialpædagoger udsættes for vold på deres arbejde, og at baggrunden herfor primært er, at inddragelse af politi i sådanne episoder vil vanskeliggøre et fortsat pædagogisk behandlings- arbejde. det anføres endvidere, at vanskelighederne vil kunne opstå såvel i relationerne med skadevolder som skadevolders familie, ligesom institutionens troværdighed i forhold til de unge beboere vil kunne sættes over styr. - 10 - højesteret finder, at forarbejderne til offererstatningslovens § 10, stk. 2, må forstås således, at der i den konkrete sag skal kunne ses bort fra betingelsen om politianmeldelse ikke kun i til- fælde, hvor den manglende anmeldelse er begrundet i en individuel vurdering af hensynet til den konkrete skadevolder, men også hvor begrundelsen er generelle pædagogiske eller be- handlingsmæssige hensyn til den persongruppe, der er tilknyttet den institution mv., hvor en beboer eller elev har begået vold mod en ansat. efter beskrivelserne af erstatningsnævnets praksis i nævnets årsberetninger og i betænkning nr. 1383/2000 om revision af erstatningsansvarsloven mv. lægger højesteret til grund, at nævnet på baggrund af forarbejderne fra 1985 frem til 2014 så bort fra kravet om politianmel- delse i sager, hvor ansatte på institutioner mv. blev udsat for vold fra personer, som var an- bragt på institutionen, i hvert fald i tilfælde som det foreliggende, hvor den manglende politi- anmeldelse var begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til bebo- erne på den pågældende institution. i perioden fra 1985 til 2014 er offererstatningslovens § 10 ændret i 2001 og i
10. ændrin- gerne angår ikke specifikt pædagoger mv., som har været udsat for vold på deres arbejde, men begge ændringer går ud på at udvide adgangen til at få erstatning i tilfælde, hvor der ikke uden ugrundet ophold er sket anmeldelse til politiet. der er således ikke grundlag for at anta- ge, at der fra lovgivers side har været tilsigtet en skærpelse af praksis med hensyn til dispen- sation fra kravet om politianmeldelse i forhold til, hvad der var forudsat i forarbejderne fra
11. højesteret finder på den anførte baggrund, at nævnets praksisændring i 2014, hvorefter der kun ses bort fra kravet om politianmeldelse, hvis konkrete, individuelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende den pågældende skadevolder taler imod politianmel- delse, var uden hjemmel i loven. højesteret finder derfor, at nævnet er forpligtet til som efter den tidligere praksis at dispensere også i tilfælde, hvor den manglende politianmeldelse som i den foreliggende sag er begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution mv. højesteret tager derfor as påstand til følge. - 11 - højesteret bemærker i øvrigt, at erstatningsnævnet ikke ville have været berettiget til at ændre praksis uden varsel og med virkning for voldsepisoder, der som episoden vedrørende a havde fundet sted forud for praksisændringen. højesteret har herved navnlig lagt vægt på, at der var tale om en mangeårig fast praksis, at praksisændringen havde indgribende betydning for de skadelidte, at en varsling over for de relevante faglige organisationer og institutioner ville have gjort det muligt for institutioner og medarbejdere at indrette deres procedurer for håndtering af voldstilfælde efter den nye praksis, og at der ikke var tungtvejende grunde, som tilsagde, at praksisændringen skete hurtigt. sagsomkostninger er fastsat til dækning af advokatudgift med 180.000 kr. og af retsafgift med 14.000 kr., i alt 194.000 kr. thi kendes for ret: erstatningsnævnet skal anerkende, at der er grundlag for at dispensere fra betingelsen i offer- erstatningslovens § 10 om politianmeldelse i anledning af as tilskadekomst den
12. marts
13. i sagsomkostninger for byret, landsret og højesteret skal erstatningsnævnet betale 194.000 kr. til danmarks lærerforening som mandatar for a. sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.