højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

1. november 2010 sag 189/2008 (
2. afdeling) teliasonera danmark a/s (advokat jan-erik svensson) mod tdc a/s (advokat erling borcher) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. maj
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: per sørensen, asbjørn jensen, poul søgaard, jens peter christensen og lars hjortnæs. påstande appellanten, teliasonera danmark a/s, har principalt gentaget sin påstand. teliasonera har for højesteret subsidiært nedlagt påstand om, at indstævnte, tdc a/s, skal betale 26.187.223,01 kr. med procesrente af 6.744.516,78 kr. fra den
6. marts 2003, af 1.476.094,26 kr. fra den
7. juni 2003, af 2.529.402,60 kr. fra den
8. september 2003, af 2.559.060,12 kr. fra den
9. december 2003 samt af 895.672,98 kr. og af 11.982.476,27 kr. fra den
10. marts
11. teliasonera har for højesteret mere subsidiært nedlagt påstand om, at tdc skal betale 24.646.320,99 kr. med procesrente af 6.744.516,78 kr. fra den
12. marts 2003, af 899.599,50 kr. fra den
13. juni 2003, af 2.156.145,71 kr. fra den
14. september 2003, af 2.119.374,02 kr. fra den
15. december 2003 samt af 744.208,70 kr. og af 11.982.476,27 kr. fra den
16. marts
17. - 2 - tdc har påstået frifindelse for teliasoneras principale påstand, subsidiært stadfæstelse. i det omfang, tdc måtte blive pålagt at betale et beløb for perioden
18. marts-
19. december 2002 eller for perioden
20. november-
21. december 2003, har tdc påstået disse beløb forrentet med procesrente fra sagens anlæg. hvis tdc måtte blive pålagt helt eller delvis at betale 19.721.496,72 kr. for perioden
22. februar-
23. oktober 2003, har tdc ikke bemærkninger til, at beløbet forrentes i overensstemmelse med teliasoneras påstand. tdc har endvidere påstået stadfæstelse for så vidt angår det beløb på 12.033.313,81 kr., som teliasonera blev dømt til at betale ved landsrettens dom. over for teliasoneras subsidiære og mere subsidiære påstande har tdc påstået afvisning, subsidiært frifindelse. teliasonera har påstået frifindelse for tdc’s betalingspåstand. forklaringer til brug for højesterets behandling af sagen er der afgivet forklaring af elin nolsøe nielsen, der var ansat som produktchef hos mobilix a/s/orange a/s fra 1997-
24. højesterets begrundelse og resultat efter modtagelsen af teleklagenævnets afgørelse af
25. august 2002 meddelte orange a/s i brevet af
26. august 2002 til tdc a/s, at orange ville regulere prisen for terminering af al- mindelig mobil tale med tilbagevirkende kraft fra den
27. marts
28. i sit svar herpå i brevet af
29. september 2002 meddelte tdc, at en ændring af termineringspriserne måtte følge de normale varsler i parternes aftale om samtrafik. samtidig bad tdc om at få tilsendt den stan- dardaftale, der var henvist til i teleklagenævnets afgørelse. herefter varslede orange den
30. oktober 2002 over for tdc, at priserne pr.
31. januar 2003 ”forbliver det samme som før det udstedte påbud af
32. marts 2002”. tdc’s reaktion herpå var i brevet af
33. november 2002 på ny at bede orange om at sende standardaftalen. i mailen af
34. januar 2003 til orange meddelte tdc, at orange, således som tdc også havde tilkendegivet på mødet samme dag, ikke havde noget tilgodehavende hos tdc for - 3 -
35. i brevet af
36. januar 2003 til orange meddelte tdc, at selskabet forbeholdt sig ret til at regulere den nye pris, såfremt det senere måtte vise sig, at prisloftet i henhold til oranges licensbetingelser var nedsat. tdc udbad sig på ny information om termineringspriserne i standardaftalen. i brevet af
37. februar 2003 til tdc anførte oranges advokat, at orange i tilfælde af uenighe- der med kunder og samarbejdspartnere altid tilstræbte at søge konstruktive og kommercielt rimelige løsninger. brevet sluttede med, at såfremt ”det imidlertid ikke viser sig muligt at etablere en sådan mindelig løsning på den foreliggende uenighed, forbeholder orange a/s sig at forfølge efterbetalingskravet retligt”. efter at tdc i brevet af
38. april 2003 med virkning fra den
39. november 2003 havde opsagt prisaftalerne med orange, meddelte orange i brevet af
40. maj 2003 tdc, at selskabet som altid var interesseret i ”sammen med tdc, at søge en gensidig kommerciel fornuftig samlet løsning på de bagudrettede og forudrettede problemer” i parternes forhold. derpå tilføjedes, at ”såfremt en løsning ikke er i syne indenfor en meget kort tidshorisont, vil næste skridt for oranges vedkommende bestå i en retslig forfølgelse mod tdc”. under den efterfølgende brevveksling gav begge parter – tdc i brevet af
41. maj 2003 og orange i brevet af
42. november 2003 – udtryk for, at de var indstillet på at finde en fornuftig samlet forhandlingsløsning. den
43. november 2003 opfordrede tdc på ny orange til at sende den aktuelle standardaftale for terminering i oranges net inklusive priser, ”således at vi også på baggrund af denne standardaftale kan finde en løsning, som begge parter kan være tilfredse med”. samtidig tilkendegav tdc, at selskabet var ”indstillet på, at forhandlingerne både omfattede de fremadrettede samtrafikvilkår og vilkårene for perioden fra den
44. novem- ber 2003 indtil aftalerne træder i kraft”. standardaftalen blev fortsat ikke fremsendt af orange, men den
45. december 2003 indgik parterne tillægsaftalen, hvori de med virkning fra den
46. december 2003 aftalte nye priser, uden at nogen af dem tog noget forbehold for så vidt angår et eventuelt efterbetalingsspørgs- mål vedrørende perioderne forud herfor. spørgsmålet blev heller ikke rejst af nogen af par- terne i tiden derefter, heller ikke i forbindelse med, at tdc den
47. marts 2004 fik aktindsigt i standardaftalen, eller med tdc’s brev af
48. januar 2005 til orange med en opsummering. - 4 - ordvekslingen mellem sam steffensen og ole hvelplund i begyndelsen af 2004 førte heller ikke til noget. først den
49. februar 2007 indgav teliasonera stævning mod tdc, og først derefter fremsatte tdc sit krav mod teliasonera. på den anførte baggrund finder højesteret, at begge parter med rette har kunnet tage begiven- hedsforløbet som udtryk for, at modparten havde besluttet ikke at forfølge et eventuelt krav yderligere. ved først i 2007 at foretage retslige skridt mod hinanden har begge parter derfor ved passivitet fortabt retten til at gøre noget krav gældende mod den anden part vedrørende tiden forud for den
50. december
51. det må ved denne vurdering tillægges væsentlig betyd- ning, at der var tale om et løbende forretningsforhold mellem professionelle parter om store økonomiske værdier. herefter tages såvel tdc’s frifindelsespåstand over for teliasonera som dette selskabs frifin- delsespåstand over for tdc til følge. der er herefter ikke anledning til at tage stilling til tdc’s påstand om afvisning af teliasone- ras subsidiære påstande. ved fastsættelsen af sagsomkostningerne har højesteret lagt vægt på, at sagen er anlagt af teliasonera, på størrelsen af det beløb, selskabet under hele sagen har krævet betalt af tdc, og på, at tdc først fremsatte sit krav efter teliasoneras anlæggelse af sagen. thi kendes for ret: tdc a/s frifindes. teliasonera a/s frifindes. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal teliasonera a/s inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 2 mio. kr. til tdc a/s. beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.