Obsah (6)

§ 25§ 36§ 2§ 26§ 34§ 37

højesterets kendelse afsagt tirsdag den 19. december 2017 sag 169/2017 c (advokat sysette vinding kruse, beskikket) mod rigspolitiet (advokat karsten hagel-sørensen) i tidligere instanser er afsagt ke

§ 25a, stk.

2, nr. 3, og § 32, stk. 4,

1. pkt. københavns byret afsagde den
2. juni 2017 kendelse om frihedsberøvelsens lovlighed og opretholdelse, jf.

§ 36, stk.

1. i begrundelsen for kendelsen er anført: ”retten finder, at der i udlændingestyrelsens afgørelse foreligger en rimelig sandsyn- liggørelse af, at det grundlæggende faktum er fastslået med rette efter de foreliggende - 3 - oplysninger. retten har herved navnlig lagt vægt på politirapporterne i sagen, fotomate- rialet fra ørstedsparken og udlændingens erkendelse af overtrædelse af ordensbekendt- gørelsen. retten har således lagt til grund, at udlændingen i ørstedsparken, som er en meget benyttet, offentlig tilgængelig park, sammen med flere andre personer har etable- ret og opholdt sig i en lejr, som var indrettet med flere madrasser, soveposer, tæpper og personlige effekter. endvidere fandtes der ved lejren diverse affald, herunder hvad der må antages at være menneskelig afføring, dels direkte på græsset, dels i en overskåret plastikflaske. dette var egnet til at skabe utryghed i nærområdet. retten lægger derfor efter de foreliggende oplysninger til grund, at udlændingen, der er statsborger i rumæ- nien, under sit ophold i danmark, har overtrådt ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk.
2. udlændingen har som følge heraf over for politiet erkendt sig skyldig og har vedtaget en bøde på 500 kr. for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk.
3. udlændingen har oplyst, at hun ikke har nogen tilknytning til danmark, og at hun har opholdt sig i danmark siden cirka
4. maj. hun har levet af at sælge blade og samle fla- sker. retten finder herefter, at betingelserne i

§ 25a, stk.

2, nr. 3, for at udvise udlændingen på dette grundlag har været opfyldt. retten finder ikke, at udlæn- dingen er omfattet af undtagelsen i § 25 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt. det følger af

§ 2, stk.

3, at de begrænsninger, der følger af udlændin- geloven, kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet eu-reglerne, i det om- fang det er foreneligt med disse regler. det følger endvidere af

§ 26

b, at for udlændinge, som er omfattet af eu-reglerne, kan udvisning kun ske i overens- stemmelse med de principper, der efter eu-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed. det fremgår af europa-parlamentets og rådets direktiv af

1. april 2004 om unionsbor- geres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlems- staternes område mv. (opholdsdirektivet), artikel 27, blandt andet, at medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed for en unionsborger af hensyn til blandt andet den offentlige orden eller sundhed, og at foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sundhed skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og udelukkende kan begrundes i vedkommendes personlige adfærd. den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grund- læggende samfundsinteresse. retten finder, at udlændingens adfærd må anses for at udgøre en sådan reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. di- rektiv 2004/38/ef af
2. april 2004 (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2,
3. led. retten har herved lagt vægt på den aktuelle overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og karakte- ren heraf, og på at udlændingen forud for denne sag, den
4. maj 2017 har vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, den
5. maj 2017 og den
6. januar 2017, den
7. marts 2017 og den
8. maj 2017 er bortvist som - 4 - overnatter på gaden, samt på at udlændingen den
9. marts 2017 er meddelt en advarsel for betleri. retten finder derfor ikke, at udlændingens aktuelle overtrædelser af ordensbekendtgø- relsen har en tilfældig karakter med begrænset skadevirkning, idet retten finder, at der er tale om en systematisk adfærd som led i udlændingens ophold i danmark som bladsælger og flaskesamler. da udlændingen ikke har nogen tilknytning til danmark, kan udvisning af hende endvi- dere ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2,
10. led, sammenholdt med artikel 28, stk.
11. opholdsdirektivet er således ikke til hinder for udvisning, jf.

§ 2, stk.

3, og § 26 b. retten finder ikke efter de foreliggende oplysninger holdepunkter for at antage, at ud- lændingen er handlet, jf.

§ 26

a. retten finder herefter, at frihedsberøvelse af udlændingen har været og fortsat er nød- vendig for at sikre muligheden for udvisning, jf.

§ 36, stk.

1. retten finder efter de foreliggende oplysninger om udlændingens personlige forhold ikke, at mindre indgribende foranstaltninger efter

§ 34

er tilstrækkelige, hvorfor bestemmes: frihedsberøvelsen af udlændingen c findes lovlig, og den pågældende kan fortsat tilbageholdes indtil den

1. juni 2017.” østre landsret stadfæstede den
2. juni 2017 byrettens kendelse. i landsrettens begrundelse henvises til de af byretten anførte grunde. c blev den
3. juni 2017 udsendt til rumænien. anbringender c har anført navnlig, at ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, ikke objektivt er overtrådt. skulle det imidlertid være en lejr, som hun befandt sig i, så er dette ikke tilstrækkeligt til at have overtrådt bestemmelsen. lejren skal også være ”egnet til at skabe utryghed i nærområdet”. uanset at der ikke skal være påvist en konkret utryghed efter ordensbekendtgørelsen, så skal det dog indgå som moment, at hun og de andre rumænere bare lå og sov. de havde ikke henvendt sig til andre mennesker ved truende eller chikanøs adfærd eller udøvet kriminalitet i form af tyverier, og ingen i nærområdet havde klaget over dem. den vedtagne ændring af ordensbekendtgørelsen har et diskriminatorisk sigte, som først og fremmest er mod ud- lændinge. - 5 - måtte højesteret finde, at ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, er overtrådt, gøres det gælden- de, at udvisningen er i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk.
4. bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen er ikke et led i et adfærdsmønster, der har så stor skadevirkning, at adfærden udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæg- gende samfundsinteresse. forholdet er under ”den nedre grænse” for anvendelse af undtagel- sesbestemmelsen fra den frie bevægelighed i eu i opholdsdirektivets artikel 27, stk.
5. spørgsmålet er om selv gentagne overtrædelser af sådanne bestemmelser som udmøntet i or- densbekendtgørelsens § 3, stk. 4, skal kunne medføre udvisning af eu-borgere. c har ikke un- der sit ophold i danmark begået tyveri eller andre lovovertrædelser, og hun har ikke i forbindelse med overnatningen givet anledning til politianmeldelse for en aggressiv adfærd eller forulempning af nogen. det er helt uproportionalt at udvise hende. da der ikke ses afgørelser fra eu-domstolen om bagatelgrænsen i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, anmodes højesteret om, at eu-domstolen forelægges følgende spørgsmål: ”når opholdsdirektivets artikel 27 anvender udtrykket, at en adfærd skal udgøre en ’reel, umiddel- bar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser’, er der så en nedre bagatelgrænse for den adfærd, der kan falde ind under dette begreb?” rigspolitiet har anført navnlig, at c sammen med fire andre rumænere havde etableret en lejr i ørstedsparken. lejrens tilstedeværelse i ørstedsparken, der er et yndet rekreationsområde for byens befolkning, var utryghedsskabende, og der foreligger derfor en overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk.
6. det bestrides, at ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, indeholder en diskriminerende kriminalisering af udlændinge. c har forud for denne sag vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, er adskillige gange bortvist som overnatter på gaden og er meddelt en ad- varsel for betleri. cs aktuelle overtrædelse af ordensbekendtgørelsen har derfor ikke en tilfældig karakter med en begrænset skadevirkning. der er tale om en systematisk adfærd som led i hendes ophold i danmark som flaskesamler og tigger. efter rigspolitiets opfattelse er en forelæggelse af det anførte spørgsmål om opholdsdirek- tivets artikel 27, stk. 2, ikke nødvendig for at tilvejebringe klarhed over det, som må anses som tvistens genstand. problemstillingen angår spørgsmålet om anvendelsen af eu’s op- - 6 - holdsdirektiv i dansk kontekst. den ledende dom på området er fortsat eu-domstolens dom af
7. december 1974 i sag c-41/74 (van duyn). eu-domstolen fastslog i præmis 18, at de omstændigheder, der kan berettige anvendelsen af begrebet ”den offentlige orden”, kan være forskellige fra land til land og fra periode til periode. dommen er et meget klart eksempel på, at det er hver enkelt medlemsstats kompetente myndighed, der må afgøre, om en bestemt virksomhed er i strid med den offentlige orden. i danmark har de kompetente myndigheder forbudt både danske og udenlandske statsborgere at slå lejr i park mv., og forbuddet er straf- sanktioneret. retsgrundlaget ordensbekendtgørelsen er udsted i medfør af § 23 i lov nr. 444 af
8. juni 2004 om politiets virksomhed. bestemmelsen i ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, blev indført ved bekendtgø- relse nr. 305 af
9. marts
10. bestemmelsen, der trådte i kraft den
11. april 2017, er sålyden- de: ”stk.
12. på steder, hvortil der er almindelig adgang, er det forbudt at etablere og opholde sig i lejre, som er egnede til at skabe utryghed i nærområdet.” sanktionen fremgår af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, hvor af bl.a. fremgår: ”§
13. overtrædelse af §§ 3-13 og § 15, stk. 2, overtrædelse af de i medfør af § 14 og § 15, stk. 1, og § 16 udstedte regler og bestemmelser eller overtrædelse samt manglende efterkommelse af påbud eller forbud udstedt i medfør af § 3, stk. 5, § 4, stk. 2, § 6, stk. 1-4, § 8, stk. 1, § 13, stk. 4, og § 17 straffes med bøde. ved fastsættelse af straffen skal der lægges betydelig vægt på hensynet til sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed…” forud for ikrafttrædelsen af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, besvarede justitsministeriet en række spørgsmål fra folketingets retsudvalg. i besvarelse af spørgsmål nr. 858 stillet den
14. august 2016 er bl.a. anført: ”det er afgørende for regeringen, at borgerne kan færdes trygt i det offentlige rum. op- hold i lejre, på veje og andre steder i det offentlige rum skal derfor kriminaliseres, og re- geringen foreslår endvidere, at der skal kunne meddeles zoneforbud ved gentagne over- trædelser heraf.” - 7 - i besvarelse af spørgsmål nr. 213 stillet den
15. januar 2017 redegjorde justitsministeriet for ændringen, og hvad der forstås ved en lejr: ”den foreslåede ændring af ordensbekendtgørelsen indeholder et forbud mod at etablere og opholde sig i lejre, som skaber utryghed på steder, hvortil der er almindelig adgang. det foreslåede forbud indgår som en del af finanslovsaftalen for
16. baggrunden for den foreslåede ændring er, at det i sommer blev konstateret, at der blev etableret lejrlignende ophold i det offentlige rum, f.eks. i offentlige parker og på offent- lige gader og veje, hvor de pågældende personer sov og opholdt sig – ofte i længere tid ad gangen. sådanne forhold kan indebære gener for omgivelserne i form af f.eks. støj, uro og uhumske sanitære forhold og kan give anledning til utryghed hos omkringboende og forbipasserende. den foreslåede ændring af ordensbekendtgørelsen indebærer ikke en kriminalisering af overnatning på steder, hvor der er almindelig adgang. formålet med ændringen er der- imod at kriminalisere utryghedsskabende lejre i det offentlige rum. ved en lejr forstås i overensstemmelse med almindelig sproglig forståelse, jf. eksem- pelvis ordbog over det danske sprog, bl.a. et sted under åben himmel, hvor (om)rejsende, omflakkende personer indretter sove- eller hvilepladser. der skal således være tale om en vis grad af etablering af soveplads eller lignende. opstilling af en enkelt madras eller sovepose vil i almindelighed ikke i sig selv være tilstrækkelig til at udgøre en lejr i bekendtgørelsens forstand, men hvis sovestedet efter sin indretning bærer præg af at have en mere varig karakter, f.eks. ved opstilling af telt eller hvis der er sat presen- ning op, kan det efter omstændighederne få karakter af en lejr.” justitsministeriet har i besvarelsen ligeledes redegjort for, hvad der skal forstås ved begrebet utryghedsskabende: ”ved vurderingen af om en lejr er egnet til at skabe utryghed, kan der bl.a. lægges vægt på antallet af personer i lejren, om lejren er placeret et befærdet sted, og om lejren fører til støjgener, trafikale gener eller andre gener i lokalområdet. der vil endvidere kunne lægges vægt på de tilstedeværende personers generelle adfærd, herunder om de pågældende begår strafbare forhold i området omkring lejren, f.eks. henkastning af affald, eller udviser chikanøs eller truende adfærd. det er ikke efter den foreslåede bestemmelse et krav, at der konkret skal være givet ud- tryk for en følelse af utryghed i forhold til en lejr, idet den pågældende lejr alene skal være egnet til at skabe utryghed, men henvendelser eller lignede fra personer, der ople- ver, at en lejr skaber utryghed, vil dog kunne indgå i den samlede vurdering af, om en lejr er omfattet af bestemmelsen. det er i sagens natur ikke muligt udtømmende at opliste, hvornår der er tale om en lejr, som er egnet til at skabe utryghed. det må imidlertid antages, at en kø foran en butik, - 8 - ved indgangen til en koncert, festival eller lignende, hvor folk – afhængig af vejret – ligger med soveposer, formentlig sjældent vil have mere varigt præg og være egnet til at virke utryghedsskabende i nærområdet.” højesterets begrundelse og resultat efter

§ 25a, stk.

2, nr. 3, kan en udlænding, som ikke har haft lovligt op- hold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, udvises, hvis hensyn til den offentlige orden tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet. udvisning af udlændinge, der er omfattet af eu-reglerne, kan dog kun ske, i det omfang det er foreneligt med disse reg- ler, jf.

§ 2, stk.

3. hvis det er nødvendigt for at sikre, at udvisning af en ud- lænding i medfør af

§ 25a, stk.

2, nr. 3, kan gennemføres, kan politiet i medfør af § 36, stk. 1, frihedsberøve udlændingen. i tilfælde af frihedsberøvelse skal udlæn- dingen fremstilles for retten, der tager stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse, jf.

§ 37. som anført i højesterets kendelser af 31.

marts 2011 (ufr 2011.1788 h, ufr 2011.1794, ufr 2011.1799 h og ufr 2011.1800 h) skal prø- velsen efter § 37 omfatte en rimelig sandsynliggørelse af, at det grundliggende faktum er fast- slået med rette efter de foreliggende oplysninger. endvidere indebærer prøvelsen, at retten skal tage stilling til, om betingelserne for at udvise på dette grundlag må anses for opfyldt, og herunder prøve den retlige subsumption, og om udvisningen er proportional. efter de foreliggende oplysninger kan det lægges til grund, at c sammen med fire andre rumænere havde indrettet sig med madrasser, dyner, soveposer og tæpper i ørstedsparken. omkring dem var andre af deres ejendele. flere af personerne lå ved politiets ankomst og sov under dynerne. c forklarede til politiet, at hun var i danmark for at sælge blade og samle flasker. c har ved afhøringen erkendt at have overtrådt ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, og har vedtaget et udenretligt bødeforelæg på 500 kr. højesteret tiltræder, at det efter de foreliggende oplysninger er lagt til grund, at forholdet er omfattet af ordensbe- kendtgørelsens § 3, stk. 4. forholdet er begået kort tid efter cs indrejse i danmark. hun har tidligere den 17. maj 2017 vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, og - 9 - hun er bl.a. den 25. marts 2017 og den 16. maj 2017 bortvist som overnatter på gaden samt den 24. januar, 17. og 31. marts 2017 meddelt advarsler for betleri. c har ingen tilknytning til danmark. betingelserne efter

§ 25a, stk.

2, nr. 3, for at udvise c må herefter på det foreliggende grundlag anses for opfyldt. spørgsmålet er herefter, om udvisning er forenelig med artikel 27, stk. 2,

1. led, i direktiv 2004/38/ef af
2. april 2004 (opholdsdirektivet). da anmodningen om præjudiciel forelæg- gelse angår den konkrete anvendelse af eu-retten og ikke fortolkning, findes der ikke grund- lag for præjudiciel forelæggelse for eu-domstolen, således som kærende har anmodet om. højesteret finder, at cs adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. det bemærkes herved, at hensynet til den offentlige orden også beskyttes efter opholdsdirektivet, og at den aktuelle overtrædelse sammenholdt med de kort forud begåede overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og betlerireglerne ikke har en tilfældig karakter med begrænset skadevirkning, men må anses for at være udslag af en systematisk adfærd som led i c ophold i danmark som bladsælger og flaskesamler. c har ikke tilknytning til danmark, hvorfor udvisning med indrejseforbud i 2 år ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2,
3. led, sammenholdt med artikel 28, stk.
4. opholdsdirektivet er således ikke til hinder for udvisning, jf. herved

§ 2, stk.

3. højesteret tiltræder herefter, at frihedsberøvelsen af c var nødvendig for at sikre muligheden for udvisning, idet mindre indgribende foranstaltninger efter det oplyste om hendes forhold ikke var tilstrækkelige, jf.

§ 36, stk.

1. højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes.