højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. september 2013 sag 185/2011 (
2. afdeling) a og b (advokat tyge trier, beskikket for begge) mod justitsministeriet (tidligere ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration) (kammeradvokaten ved advokat benedicte galbo) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. april
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: poul søgaard, niels grubbe, marianne højgaard pedersen, henrik waaben og kurt rasmussen. påstande appellanterne, a og b, har påstået indstævnte justitsministeriet, dømt til 1) at betale 1.450 kr. med tillæg af rente, 2) at friholde dem for betaling af dokumenterede udgifter i forbindelse med fødslen af c, der er født den
6. februar 2004, og 3) at betale 120.000 kr. eller et efter rettens skøn mindre beløb for tort og/eller lignende skade. justitsministeriet har påstået stadfæstelse. justitsministeriet har i oktober 2011 overtaget ressortområdet. - 2 - anbringender a og b har navnlig anført, at de havde et retskrav på familiesammenføring, og at det skyldes klare myndighedsfejl, at b fik afslag på opholdstilladelse den
7. juni 2004 og først fik op- holdstilladelse i danmark den
8. juli
9. den tidligere praksis var i strid med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og justitsministeriet er som følge heraf ansvarlig for den krænkelse, som de er blevet udsat for. krænkelsen går nærmere ud på, at de som følge af afslaget den
10. juni 2004 blev bragt i en situation, hvor de følte usikkerhed, ængstelse og uretfærdighed mv. justitsministeriet skal derfor betale erstatning og godtgørelse som anført under påstand 1-
11. deres krav er ikke forældede, da forældelsesfristen tidligst kan regnes fra udlændingestyrelsens afgørelse af
12. juli 2005, hvor de fik viden om krænkelsen. justitsministeriet har navnlig anført, at da ministeriet traf afgørelse den
13. juni 2004, var mi- nisteriet ikke bekendt med, at b allerede opholdt sig i danmark, og at hun her i landet i fe- bruar 2004 havde født sit og as første barn. det skyldes ikke fejl hos ministeriet, at afgørelsen blev truffet på forkert faktuelt grundlag. den afgørelse, som ministeriet traf, var på det fore- liggende grundlag i overensstemmelse med praksis på området, og denne praksis var ikke i strid med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. hertil kommer, at kra- vene under påstand 2 og 3 er forældede, da fristen skal regnes fra den
14. juni 2004, hvor mi- nisteriet traf afgørelse i sagen. højesterets begrundelse og resultat sagens baggrund a flygtede i 1995 fra sri lanka, og i 1997 fik han opholdstilladelse som flygtning i danmark. den
15. januar 2003 blev han gift i thailand med b, der ligeledes er født og opvokset i sri lanka, og den
16. januar 2003 søgte b om at blive familiesammenført med a. udlændinge- styrelsen gav den
17. marts 2003 afslag på ansøgningen om opholdstilladelse, og den
18. juni 2004 stadfæstede ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration denne afgørelse. in- tegrationsministeriet genoptog sagen den
19. august 2004 og tilbagesendte den
20. maj 2005 sagen til udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle udstede opholdstilladelse i danmark til b, hvilket styrelsen gjorde den
21. juli
22. ressortområdet er i oktober 2011 overført til justitsministeriet. - 3 - a og b anlagde den
23. august 2009 sag med påstand om erstatning og godtgørelse som følge af, at b i juni 2004 havde fået endeligt afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. påstand 1 angår et erstatningskrav til dækning af udgifter til lægeundersøgelser i november 2004 og se- nere. påstand 2 angår et muligt krav på betaling af hospitalsudgifter i forbindelse med det før- ste barns fødsel i februar
24. påstand 3 angår et krav om godtgørelse på 120.000 kr. for tort mv. begrundet i usikkerhed, ængstelse og følelse af uretfærdighed, som sagsforløbet har på- ført dem. forældelse (påstand 2 og 3) justitsministeriet har gjort gældende, at erstatnings- og godtgørelseskravene i påstand 2 og 3 er forældede. a og bs krav er undergivet forældelsesfristen på 5 år i forældelsesloven af 1908, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 5, jf. § 30, stk. 1, i forældelsesloven af
25. medmindre der er grundlag for su- spension af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter § 3 i forældelsesloven af 1908, lø- ber forældelsesfristen fra skadens indtræden, jf. denne lovs § 2,
26. pkt. højesteret finder, at skaden indtrådte den
27. juni 2004, da integrationsministeriet som kla- geinstans stadfæstede udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til b. fra dette tids- punkt var a og b bekendt med de forhold, som de nu begrunder kravene i påstand 2 og 3 om økonomisk kompensation med. den omstændighed, at ministeriet genoptog sagen i august 2004, og at b fik opholdstilladelse i juli 2005, kan ikke medføre, at fristen for kravene blev suspenderet eller først skal regnes fra juli
28. da der først blev anlagt sag den
29. august 2009, er kravene i påstand 2 og 3 forældede. ju- stitsministeriet frifindes derfor for disse påstande. erstatning (påstand 1) justitsministeriet har for højesteret frafaldet indsigelsen om forældelse af kravet i påstand 1 om erstatning for udgifter i forbindelse med lægeundersøgelser i november 2004 og senere. ved afgørelsen om familiesammenføring af
30. maj 2005 lagde integrationsministeriet til grund, at a fortsat risikerede asylrelevant forfølgelse i sit hjemland, sri lanka, samt at han og - 4 - b havde etableret et familieliv med tilknytning til danmark. ministeriet lagde bl.a. vægt på, at ægtefællerne boede sammen i danmark og havde to fællesbørn født i danmark. grundlaget for afslaget af
31. juni 2004 var anderledes, idet der ikke indgik oplysninger om fælles bopæl og om fødslen af det dengang ene fællesbarn, ligesom det da blev lagt til grund, at der ikke var forhold, der bevirkede, at a ikke ville kunne tage ophold i sri lanka. højesteret finder, at et erstatningsansvar for justitsministeriet må forudsætte, at der i forbin- delse med afgørelsen af
32. juni 2004 blev handlet ansvarspådragende. efter en samlet vurde- ring finder højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at integrationsministeriet ved denne afgørelse begik sådanne fejl, at ministeriet har pådraget sig erstatningsansvar. højeste- ret frifinder derfor justitsministeriet for påstand
33. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal statskassen betale 100.000 kr. til justitsministeriet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.