Obsah (5)

§ 28§ 150§ 151§ 973§ 109

højesterets kendelse afsagt fredag den 6. april 2018 sag 233/2017 a kærer østre landsrets afgørelse i sagen: anklagemyndigheden mod t (advokat michael juul eriksen) i tidligere instanser er afsagt ken

§ 28b, stk.

1. anklageren påstod foranstaltningen opretholdt. retsformanden afsagde herefter følgende kendelse: ”det er oplyst, at politiet i forlængelse af et møde med bl.a. rettens præsident har beslut- tet at iværksætte adgangskontrol ved retsbygningen under hele hovedsagens forløb. det må antages, at beslutningen er truffet i medfør af politilovens § 4, stk.
2. det er oplyst, at politiets instruks omfatter personer med bandetilknytning og øvrige utryghedskaben- de personer, som politiet er beføjet til at afvise ved rettens indgang. nære familiemed- lemmer og andre tilhørere, der ikke opfylder denne beskrivelse, er ikke omfattet af in- struksen. aktuelt er det oplyst, at en bror, a, og en svoger, b, til tiltalte t – begge med tilknytning til x – er blevet afvist ved indgangsdøren. efter højesterets afgørelse af den
3. juni 2013 (u2013.2571h) udelukker politiets kom- petence efter politilovens § 4 ikke, at retten udøver sin kompetence til at sikre sig, at retsplejelovgivningen, herunder kravet til offentlig rettergang, bliver iagttaget. retsfor- mandens kompetence hertil må anses for udledt af hans originære retsledelseskompe- tence, der generelt bl.a. kommer til udtryk i

§ 150og § 151 og mere spe- cielt i § 28 b, stk.

1. politiets beslutning er efter det oplyste foretaget på grundlag af en høj trusselsvurdering. under hensyn hertil og til karakteren af forhold 1 og 10 og oplysningerne om de tiltaltes bandetilhørsforhold, finder retten, at politiet har haft tilstrækkeligt grundlag for at etab- lere adgangskontrol til retsbygningen. da afvisningen af personer samtidig er begrænset til personer med bandetilhørsforhold og øvrige utryghedsskabende personer, er politiets foranstaltning proportional, og retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte eller ændre politiets foranstaltning generelt og fremadrettet. der må tillægges politiet en vis skønsmargin ved administrationen af foranstaltningen, herunder ved vurderingen af ”utryghedskabende personer”. retten finder på det forelig- gende grundlag ikke, at der er anledning til at tilsidesætte politiets vurdering ved afvis- ningen af de 2 konkret navngivne personer. hvis tilhørere, der er blevet afvist adgang til retsbygningen af politiet, mener sig afvist med urette i forhold til ovennævnte kriterier, vil rettens formand kunne tage konkret stilling til, om den eller de pågældende, kan tillades adgang til retsbygningen og rets- salen. derfor bestemmes: - 4 - politiets beslutning om generelt under hovedforhandlingen at afvise personer med ban- detilknytning eller øvrige utryghedsskabende personer ved indgangen til retsbygningen tilsidesættes eller ændres ikke. rettens formand kan tage stilling til spørgsmål om adgang til retsbygningen og retsalen for så vidt angår personer, der i henhold hertil mener sig afvist med urette. politiets beslutning om afvisning af a og b tilsidesættes ikke.” advokat michael juul eriksen kærede ved kæreskrift af
2. september 2017 på vegne af a byrettens kendelse til østre landsret. anklagemyndigheden påstod kendelsen stadfæstet. østre landsret stadfæstede ved kendelse af
3. september 2017 byrettens kendelse med føl- gende begrundelse: ”kæremålet angår, om det var med rette, at byretten ikke tilsidesatte politiets beslut- ning, hvorefter a blev afvist fra hovedforhandlingen og dermed blev udelukket fra at overvære straffesagen mod sin nevø. i straffesagen er nevøen tiltalt for et groft overfald på en fængselsfunktionær. det er oplyst, at politiet og retten i svendborg ved præsidenten har indgået aftale om, at personer med bandetilknytning og i øvrigt utryghedsskabende personer ikke gives ad- gang til retsbygningen under sagen. politiets indsatsleder har oplyst for byretten, at de politimæssige tiltag er iværksat for at sikre, at retshandlingen kan forløbe i god ro og orden. a og en yderligere person blev afvist af politiet den
4. september 2017, da de ønskede adgang til hovedforhandlingen. for byretten har anklageren oplyst, at begge personer af politiet anses for at være tilknyttet bandegrupperingen x. det var herefter ikke i strid med retsplejelovgivningens krav om offentlig rettergang el- ler retsplejemæssige hensyn i øvrigt, at byretten ikke tilsidesatte politiets afvisning af a.” advokat michael juul eriksen søgte herefter den
5. september 2017 som forsvarer for t procesbevillingsnævnet om tredjeinstansbevilling. anklagemyndigheden udtalte sig imod tredjeinstansbevilling. ved brev af
6. november 2017 meddelte procesbevillingsnævnet t tilladelse til kære til højesteret. den
7. december 2017 kærede a kendelsen til højesteret. anbringender - 5 - a har vedrørende spørgsmålet om rette kærende anført navnlig, at det var en fejl, at ansøgningen til procesbevillingsnævnet om kæretilladelse blev indgivet af tiltalte i sagen, t, og at det rettelig burde have fremgået, at ansøgningen blev indgivet på vegne af a, der har en retlig interesse i sagen. det skyldtes udelukkende en fejl på advokat michael juul eriksens kontor. advokatfejl får almindeligvis ikke betydning til skade for klienten, herunder i sager vedrørende overskridelse af ankefrister mv., når advokatfejlen ikke skyldes grunde, som kan tilregnes klienten. hertil kommer, at også t har en retlig interesse i spørgsmålet, idet han bl.a. ønskede, at familien fik mulighed for at overvære sagen, ligesom spørgsmålet er af principiel betydning. vedrørende afvisningen af tilhørerne er anført navnlig, at retten ikke kan udelukke en bred kreds af personer fra et offentligt retsmøde på grund af en formodning om, at de pågældende ikke kan holde sig inden for rammerne af

§ 151og i øvrigt overlade det til politiets skøn at vurdere dette.

højesteret har i ufr 2013.2571 fastslået, at der skal foretages en konkret vurdering, således at offentligheden i retsplejen ikke udhules. rettens hjemmel til at nægte personer adgang til et offentligt retsmøde findes i

§ 28b, stk.

3. dette kræver, at personernes tilstedeværelse kan påvirke tiltaltes eller eventuel- le vidners forklaringer. de to afviste tilhørere er i familie med t og bekendte til den anden tiltalte, c, og begge de tiltalte var indforståede med, at tilhørerne var til stede under hovedforhandlingen. der var heller ingen vidner, der havde fremsat indvendinger mod, at tilhørerne var til stede under hovedforhandlingen, og såfremt det havde været tilfældet, måtte situationen afklares konkret. af ordlyden af

§ 151

kan udledes, at hvis en person under et retsmøde ikke overholder de instrukser, der er givet, eller i øvrigt opfører sig støjende eller på anden måde påvirker hovedforhandlingen, kan personen bortvises fra retssalen. der findes modsat ikke hjemmel i

§ 151

til, at vurderingen om udelukkelse af visse persongrupper kan foretages på forhånd, således at rettens formand kan nægte en bred kreds af personer adgang til et offentligt retsmøde på baggrund af en formodning fra politiet om, at de pågældende ikke kan holde sig inden for rammerne af

§ 151

. indsatslederen forklarede, at poli- tiets vurdering var baseret på, at tilhørerne efter politiets opfattelse ikke kunne opføre sig or- - 6 - dentligt under retsmødet, hvilket så tilsyneladende gjaldt for en meget bred kreds af personer. politiet har således ikke foretaget en konkret vurdering i forhold til den enkelte person, og med den valgte fremgangsmåde vil retten aldrig få lejlighed til konkret at vurdere, om betin- gelserne for at nægte adgang for personer, der er stille og rolige og på ingen måde er bandere- laterede, er opfyldt. derved sker der en alvorlig udhuling af princippet om offentlighed i rets- plejen. retten kan således ikke nægte en meget stor og bred kreds af personer adgang til et offentligt retsmøde baseret på en formodning om, at de pågældende ikke kan holde sig inden for ram- merne af

§ 151og i øvrigt overlade det til politiets skøn at vurdere dette.

de pågældende får derved frataget deres mulighed for at få prøvet og eventuelt kæret, om betin- gelserne for at fravige offentlighedsprincippet i forhold til dem er til stede. i modsat fald vil denne afgørelse generelt tillade, at det er politiet, der regulerer, hvem der skal have adgang på baggrund af, at man anteciperer overtrædelse af rammerne i

§ 151, uden at der er noget konkret, der tilsiger, at dette skulle ske.

med landsrettens kendelse vil der i fremtiden kunne opstå en uheldig og utilsigtet retstilstand, hvor der på forhånd vil kunne udelukkes sto- re personkredse fra at overvære retssager, uden at betingelserne herfor er opfyldt. anklagemyndigheden har anført navnlig, at kæremålet skal afvises, da kæremålet efter advo- kat michael juul eriksens bemærkninger må forstås således, at det er indgivet af a, som imidlertid ikke har fået tilladelse af procesbevillingsnævnet til at kære til højesteret, jf.

§ 973

. det forhold, at der er begået advokatfejl, kan ikke medføre, at kæremålet admitteres, da der ikke er hjemmel til, at højesteret kan se bort fra en manglende kæretilladelse, uanset årsagen hertil. a må i stedet rette henvendelse til procesbevillingsnævnet og søge at opnå kæretilladelse, selv om ansøgningen er fremsat for sent, jf.

§ 973, jf.

§ 968 a, stk. 2. det tiltrædes, at t har en retlig interesse i kæremålet, idet han som tiltalt i sagen kan have interesse i, at retsmødet er offentligt tilgængeligt, herunder at hans familie har mulighed for at overvære sagen, jf. ufr 2013.2571, hvor det var de tiltalte i sagen, der kærede kendelsen til højesteret. henset til, at t har en retlig interesse i kæremålet, udtaler anklagemyndigheden sig efter omstændighederne ikke imod, at kæremålet admitteres for så vidt angår t. - 7 - såfremt kæremålet admitteres, gøres det gældende, at selv om det klare udgangspunkt er, at retsmøder er offentlige, jf.

§ 28

a, angiver loven samtidig en række bestem- melser om begrænsning af tilhørere til retsmøder (§ 28 b) og dørlukning (§§ 29-29 e), hvor kompetencen er tillagt retten. herudover kan retsformanden udvise tilhørere af retssalen, jf.

§ 151

. efter politilovens § 4 har politiet – af hensyn til at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed – kompetence til at rydde og afspærre samt etablere adgangskontrol til områder. højesteret har i ufr 2005.2436 og ufr 2013.2571 mere generelt angivet en ramme for kom- petencefordelingen mellem retten og politiet i relation til bl.a. adgangskontrol i forbindelse med afviklingen af en retssag. højesteret fandt, at kompetencen i relation til disse spørgsmål tilkom politiet i medfør af politilovens § 4, idet den dømmende ret af egen drift eller efter an- modning påser den politimæssige foranstaltnings overensstemmelse med retsplejemæssige hensyn. højesteret anførte endvidere, at prøvelsen sker på det grundlag, som byretten har, eller som byretten med rimelighed kan tilvejebringe bl.a. ved uddybende spørgsmål til den mødende anklager. i den foreliggende sag har politiet i medfør af politilovens § 4 truffet beslutning om adgangs- kontrol i forbindelse med afviklingen af hovedforhandlingen. retten har herefter på begæring foretaget en prøvelse af den etablerede adgangskontrol og nægtelsen af at lade a deltage i retsmødet. retten har herved foretaget en konkret vurdering på baggrund af bl.a. vidneførsel af den ansvarlige polititjenestemand. der ses ikke at have foreligget konkrete oplysninger for retten, som skulle indikere, at den etablerede adgangskontrol skulle rejse spørgsmål om adgangskontrollens overensstemmelse med retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn. det kan endvidere ikke anses for en betingelse, at afviste personer rent faktisk har haft adgang til retsmødet. dette vil jo kunne betyde, at der netop opstår fare for forstyrrelse af den offent- lige orden samt enkeltpersoners sikkerhed. heller ikke det forhold, at adgangskontrollen for- inden var aftalt med rettens præsident, er problematisk, men et naturligt og hensigtsmæssigt led i forberedelsen af sagen, at retten orienteres om politiets sikkerhedsvurdering og forvente- de tiltag i den forbindelse. om denne orientering sker skriftligt, telefonisk eller ved et møde, kan ikke anses for afgørende. - 8 - i den foreliggende sag har byretten ved kendelsen efter begæring konkret foretaget en prøvel- se af adgangskontrollen og afvisningen af a og begrundet kendelsen, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at spørgsmålet konkret har været afgjort på forhånd. højesterets begrundelse og resultat byretten traf ved kendelse af 4. september 2017 afgørelse om ikke at tilsidesætte politiets be- slutning om at afvise a og b ved indgangen til retsbygningen. landsretten stadfæstede, at politiets afvisning af a ikke blev tilsidesat. kæremålet for højesteret angår, om det var med rette, at a blev udelukket fra at overvære hovedforhandlingen. kæreberettigelse tiltalte i sagen, t, har søgt om og har fået procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære afgørelsen til højesteret, mens tilhøreren, a, har kæret afgørelsen til først landsretten og nu højesteret. landsrettens afgørelse i en kæresag kan kun kæres med procesbevillingsnævnets tilladelse, jf.

§ 973, 1.

pkt. a har ikke fået tilladelse til at kære kendelsen. højesteret har ikke hjemmel til at se bort fra, at der ikke foreligger en kæretilladelse, og a’ kæremål skal derfor afvises. anklagemyndigheden har efter omstændighederne ikke udtalt sig imod, at kæremålet admitte- res for så vidt angår t. t har fået procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære til højesteret. selvom kendelsen ikke var direkte rettet mod t, har han retlig interesse i at få behandlet kæremålet, idet han er tiltalt i sagen, og idet det på det foreliggende grundlag må antages, at a er i familie med t. højesteret admitterer herefter kæremålet for så vidt angår t, således at den påstand, der er nedlagt af a anses for nedlagt af t. kompetencespørgsmålet - 9 - som anført i højesterets kendelse af

1. juni 2013 (ufr 2013.2571) har politiet bl.a. til opgave at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, jf. politilovens § 4, stk.
2. i det omfang det er nødvendigt for at forebyg- ge den nævnte fare, kan politiet rydde og afspærre områder samt etablere adgangskontrol til områder, jf. politilovens § 4, stk.
3. efter disse bestemmelser kan politiet også etablere ad- gangskontrol i forbindelse med hovedforhandlingen i f.eks. en straffesag og nægte personer adgang til retsbygningen og dermed til at overvære hovedforhandlingen. politiets dispositio- ner efter politilovens § 4 kan indbringes for politidirektøren, hvis afgørelser kan påklages til rigspolitichefen som led i den administrative rekurs, jf.

§ 109

. en afgørelse efter politilovens § 4 kan endvidere efterprøves ved domstolene ved anlæg af en civil retssag, jf. grundlovens § 63. det er rettens opgave i forbindelse med en retssag, f.eks. en straffesag, at sikre sig, at retsplejelovgivningen, herunder kravet om offentlig rettergang, bliver overholdt, og at retsplejemæssige hensyn i øvrigt bliver iagttaget. politiets kompetence efter politilovens § 4 udelukker ikke, at retten af egen drift eller efter anmodning træffer afgørelse om, hvorvidt politiets dispositioner efter politilovens § 4 er i overensstemmelse med retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn. byrettens prøvelse af politiets adgangskontrol i en sag som den foreliggende består i – på det grundlag som byretten havde, eller som byretten kunne tilvejebringe bl.a. ved uddybende spørgsmål til den mødende anklager – at bedømme, om politiets beslutning om at nægte en person adgang til retsbygningen er i overensstemmelse med retsplejelovgivningens krav om offentlig rettergang. den konkrete vurdering i den foreliggende sag blev spørgsmålet om afvisningen af a som tilhører indbragt for retten kort efter hovedforhandlingens begyndelse, idet de tiltaltes beskikkede forsvarere protesterede mod, at politiet havde nægtet ham adgang til hovedforhandlingen. på retsformandens forespørgsel oplyste anklageren, at trusselsituationen i sagen var vurderet høj og henviste til indsatslederen for yderligere oplysninger. retsformanden tilkaldte herefter indsatslederen, som kom til stede for at forklare om baggrunden for at nægte a og yderligere en person adgang til retsmødet. indsatslederen oplyste, at de politimæssige tiltag var iværksat for, at retshandlingen kunne forløbe i god ro og orden. politiet var i besiddelse af oplysninger om, at de tiltalte tidligere havde plejet omgang med det kriminelle miljø, og at det kunne udvikle sig, - 10 - hvis der var for mange til stede i retssalen. forespurgt af t’ beskikkede forsvarer oplyste indsatslederen, at den medtiltalte ikke havde noget at frygte fra de pågældende tilhørere. efter at have hørt parternes argumenter for og imod nægtelse af adgang for de to tilhørere afsagde retsformanden bl.a. med henvisning til højesterets kendelse i ufr 2013.2571 kendelse om, at han ikke fandt grundlag for at tilsidesætte politiets beslutning om at afvise de to tilhørere. højesteret finder på den anførte baggrund, at retsformanden tog konkret stilling til, om afvis- ningen skulle tilsidesættes ud fra retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn. højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte retsformandens vurdering. højesteret stadfæster herefter landsrettens afgørelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. statskassen skal betale kæresagens omkostninger for højesteret.