højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt torsdag den

1. juni 2016 sag 53/2016 anklagemyndigheden mod t (advokat rune berggren brøndal pedersen) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i sønderborg den
2. februar 2016 og af vestre landsrets
3. afdeling den
4. februar
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: jytte scharling, jon stokholm og hanne schmidt. påstande t har nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens kendelse af
6. februar 2016 om løsladel- se. anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse af
7. fe- bruar 2016 om fortsat fængsling. supplerende sagsfremstilling ved retten i sønderborgs kendelse af
8. november 2015 blev t varetægtsfængslet som mistænkt for et røveri efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, mod en dagligvare- forretning, hvor en ansat blev truet med knive og bundet. han havde ved sin anholdelse dagen forinden til politiet forklaret om sin rolle i røveriet og havde også navngivet de tre andre ger- ningsmænd, som deltog i røveriet, og forklaret detaljeret om deres rolle. han gentog denne forklaring i grundlovsforhøret. - 2 - den
9. januar 2016 blev der rejst tiltale mod t og de tre andre for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr.
10. ved retten i sønderborgs kendelse af
11. februar 2016 blev t løsladt, idet retten fandt, at der ikke længere var risiko for, at han ville påvirke sagens opklaring, da han havde afgivet en de- taljeret forklaring, som nu var blevet fuldt efterprøvet af politiet. retten fandt endvidere, at det var sandsynligt, at den ubetingede del af den straf, som han måtte forventes idømt, hvis han blev fundet skyldig, ikke ville overstige den tid, som han ville have været varetægts- fængslet, hvis retten forlængede varetægtsfængslingen. anklagemyndigheden kærede denne afgørelse, og kæremålet blev tillagt opsættende virkning. den
12. februar 2016 bestemte vestre landsret, at t skulle forblive varetægtsfængslet. landsretten lagde vægt på sagens karakter og grovhed sammenholdt med oplysningerne om, at et vidne, som var sigtedes tidligere arbejdskollega, var meget psykisk påvirket af det, hun havde været udsat for, og at de medtiltalte ikke havde ønsket at udtale sig om forholdet. på denne baggrund fandt landsretten, at der var bestemte grunde til at antage, at t ville vanske- liggøre forfølgningen i sagen, og bestemte, at han skulle være varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, indtil der blev afsagt dom i sagen. t blev ved retten i sønderborgs dom af
13. april 2016 dømt for det røveri, som han den
14. november 2015 blev varetægtsfængslet for. straffen blev fastsat til 9 måneders fængsel, hvoraf de 6 måneder af straffen skal afsones og anses for udstået med varetægtsfængslingen, mens resten af straffen blev gjort betinget. ved domsafsigelsen blev t løsladt. anbringender t har anført navnlig, at betingelserne for at forlænge varetægtsfængslingen, indtil der blev afsagt dom i sagen, ikke var opfyldt, da landsretten afsagde sin kendelse. landsretten burde derfor have tiltrådt byrettens kendelse om løsladelse, da han hverken havde vilje eller mulig- hed for at påvirke efterforskningen i sagen, hvilket resultat er helt i overensstemmelse med højesterets kendelse af
15. januar 2012 (ufr 2012.1088). da han blev anholdt den
16. november 2015, afgav han en meget detaljeret forklaring til poli- tiet, hvor han erkendte røveriet og også angav de øvrige gerningsmænd til røveriet. denne - 3 - forklaring blev gentaget i grundlovsforhøret dagen efter, og politiet havde på tidspunktet for landsrettens kendelse i detaljer efterprøvet forklaringen og konstateret, at erkendelsen var fuldstændig, ligesom forklaringen var afgørende for politiets fulde opklaring af sagen. han har på intet tidspunkt efter anholdelsen haft nogen interesse i at ændre eller tilbagekalde for- klaringen, hvilket da heller ikke længere, selv hvis han havde måttet ønske det, med rimelig- hed ville have kunnet lade sig gøre. han har flere gange over for politiet fremsat ønske om at få sin sag udskilt og afgjort som en tilståelsessag, hvilket dog er blevet afslået. den omstændighed, at de tre medtiltalte ikke ønskede at afgive forklaring til politiet, med- virker muligt til at skabe en formodning for, at de medtiltalte ville vanskeliggøre forfølgnin- gen i sagen. dette ligger imidlertid uden for hans råderum og kan ikke have nogen betydning i forhold til vurderingen af, om der var bestemte grunde til at antage, at han ville og kunne modvirke sagens opklaring. anklagemyndigheden har anført navnlig, at vestre landsrets kendelse bør stadfæstes, da be- tingelserne for varetægtsfængsling af t var opfyldt. landsretten har lagt vægt på sagens ka- rakter og grovhed sammenholdt med oplysningerne om, at et vidne, som er sigtedes tidligere arbejdskollega, var meget psykisk påvirket af det, hun havde været udsat for, og at de med- sigtede ikke har ønsket at udtale sig om forholdet. på denne baggrund fandt landsretten, at der var bestemte grunde til antage, at sigtede ville vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved påvirkning af andre. denne vurdering tiltrædes, og det skal fremhæves, at der ved vurde- ring af påvirkningsrisikoen skal ses på hele sagen og ikke kun på sigtedes forhold isoleret. højesterets begrundelse og resultat højesteret finder, at t – uanset at spørgsmålet om varetægtsfængsling ikke længere er aktuelt – har en retlig interesse i at få prøvet vestre landsrets kendelse af
17. februar
18. ved denne kendelse ændrede landsretten byrettens afgørelse af
19. februar 2016 om løsladelse af t, således at t i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, skulle forblive varetægtsfængs- let. på tidspunktet for landsrettens kendelse var efterforskningen i sagen afsluttet, og t havde til politiet og i retten afgivet forklaring, hvor han erkendte sin egen deltagelse i forbindelse med røveriet. han havde også forklaret om de tre medgerningsmænd til røveriet, herunder om - 4 - identiteten på dem og om deres rolle. politiet havde endvidere haft lejlighed til at efterprøve forklaringen. de tre andre tiltalte nægtede sig skyldige og havde ikke ønsket at afgive forklaring til politiet eller i retten, og det vidne, som var til stede under røveriet, og som t var kollega med på ger- ningstidspunktet, var efter det oplyste meget påvirket af det, hun havde været udsat for. som fastslået i højesterets kendelse af
20. juni 2012 (ufr 2012.1088) må der imidlertid fore- tages en vurdering af, om der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede, som spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling angår, på fri fod vil og kan vanskeliggøre forfølgningen i sa- gen, herunder ved påvirkning af medsigtede eller andre. under de ovennævnte omstændigheder tiltræder højesteret byrettens vurdering, hvorefter dette ikke længere var tilfældet for ts vedkommende. betingelserne for fængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, var derfor ikke opfyldt. højesteret tager herefter ts påstand til følge. thi bestemmes: byrettens kendelse af
21. februar 2016 stadfæstes.