højesterets kendelse afsagt fredag den 7. oktober 2016 sag 152/2016 anklagemyndigheden mod t (advokat michael juul eriksen) i tidligere instans er afsagt kendelse af østre landsrets 23. afdeling den 1

§ 21(hæleri og forsøg på hæleri af særligt grov beskaffenhed).

den samlede værdi af disse forhold udgjorde ca. 184 mio. kr. de nævnte forhold af hæleri og forsøg herpå angik vekslinger i et vekselbureau, x aps, som t var ejer af og direktør i. byretten fandt det bevist, at forholdene blev begået sammen med - 2 - t2, der havde en overordnet stilling i selskabet. t2 er ts far, og han blev også straffet med fængsel i 6 år. byrettens flertal lagde ved straffastsættelsen vedrørende t vægt på, at de strafbare forhold var begået over næsten tre år (op til anholdelsen den

1. november 2014) og til værdien af hæleri- forholdene. mindretallet stemte for at fastsætte straffen til 5 års fængsel under hensyn til, at t i en ung alder blev involveret i en virksomhed, hvor hans far havde ansættelse, og at han var blevet frakendt retten til at drive virksomhed med valutaveksling. byretten traf efter domsafsigelsen i henhold til retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, afgørelse om, at t og t2 skulle forblive varetægtsfængslet under en eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kunne iværksættes. t og t2 ankede dommen til landsretten. landsretten traf ved kendelse af
2. februar 2016 afgørelse om, at de begge skulle være varetægtsfængslet under anken med frist til den
3. marts 2016, idet betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, var opfyldt. ved kendelse af
4. marts 2016 forlængede landsretten varetægtsfængs- lingen for begges vedkommende med frist til den
5. april 2016 i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr.
6. ved kendelse af
7. april 2016 traf landsretten afgørelse om, at t og t2 skal være fortsat va- retægtsfængslet under anken, indtil der er afsagt dom i sagen. landsrettens begrundelse lyder således: ”under hensyn til, at t2 og t ved byretsdommen er idømt fængsel i 6 år for overtræ- delse af de angivne bestemmelser, findes betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejeloven 762, stk. 2, nr. 1, at være opfyldt. da tidspunktet for hovedforhandlingen er fastsat, og da frihedsberøvelsen ikke findes at være i strid med de proportionalitetshensyn, der er nævnt i retsplejeloven § 762, stk. 3, skal varetægtsfængslingen af t2 og t fortsætte, indtil der er afsagt dom i sagen, jf. rets- plejeloven § 767, stk. 2.” t har været frihedsberøvet siden den
8. november
9. hovedforhandlingen i landsretten, der er berammet til 8 dage, begynder den
10. januar
11. - 3 - anbringender t har navnlig anført, at bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, om retshåndhævel- sesarrest som altovervejende udgangspunkt ikke kan finde anvendelse i sager om berigelses- kriminalitet. varetægtsfængsling efter denne bestemmelse forudsætter ikke alene, at der vil blive idømt en meget streng straf, men også at anklagemyndigheden kan påvise helt speci- fikke momenter, der taler for, at anvendelse af retshåndhævelsesarrest i den konkrete sag er et nødvendigt indgreb. en generel eller abstrakt henvisning til omfanget af straffen er ikke til- strækkelig, jf. herved også artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention. anklagemyndigheden har ikke fremlagt dokumentation for, at der faktisk vil ske en forstyr- relse af den offentlige orden, hvis t løslades. der er i sagen ingen forurettede, og der er ingen fare for personer. det forhold, at det kræver særlig autorisation at udøve vekselvirksomhed i danmark, er ikke i sig selv udtryk for nogen konkret begrundet skadevirkning, hvis t løslades. det kan alene anses som en abstrakt begrundet frygt. ved proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 762, stk. 3, skal der tages helt sæd- vanlige hensyn til muligheden for prøveløsladelse, hvorfor en fortsat varetægtsfængsling vil være i strid med § 762, stk.
12. anklagemyndigheden har navnlig anført, at t i byretten blev fundet (delvis) skyldig i den rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, jf.

§ 21. kravet i retspleje- lovens § 762, stk.

2, nr. 1, om, at der skal foreligge en særlig bestyrket mistanke, må derfor anses for opfyldt. strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, er fængsel i 6 år, hvorfor strafferammekravet i § 762, stk. 2, nr. 1, også er opfyldt. byretten har fastsat straffen til den højest mulige sanktion inden for strafferammen. forhol- dets grovhed er derfor af en så konkret karakter, at det er påkrævet, at t ikke er på fri fod. det er en skærpende omstændighed, at forholdene er begået af flere i forening, systematisk over flere år og for et ganske betydeligt beløb, ligesom forholdene er begået i forbindelse med ud- øvelsen af professionel vekselvirksomhed, hvortil der kræves tilladelse i danmark. det har - 4 - ikke betydning, at der ikke er nogen forurettet i sagen. artikel 5 i den europæiske menneske- rettighedskonvention kan ikke føre til en anden vurdering af, om der skal ske fortsat vare- tægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen. da t har været frihedsberøvet siden den

1. november 2014, og da hovedforhandlingen i landsretten er berammet til januar 2017, vil t have været frihedsberøvet i godt to år, når landsrettens dom afsiges. henset til, at straffen i byretten blev udmålt til fængsel i 6 år, er fortsat varetægtsfængsling indtil dom ikke i strid med proportionalitetshensyn, jf. retsplejelo- ven § 762, stk.
2. højesterets begrundelse og resultat efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, kan en sigtet varetægtsfængsles, når der foreligger særlig bestyrket mistanke om, at han begået en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forhol- dets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. varetægtsfængsling efter bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte kriminalitetsformer, men forudsætter efter praksis, at der foreligger forhold, som ved endelig dom må forventes at udløse en straf på mindst 1 års ubetinget fængsel eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning, jf. bl.a. højesterets kendelse i ufr 2014 s.
3. det er ikke tilstrækkeligt til at varetægtsfængsle efter bestemmelsen, at det nævnte mindste- krav for den forventede straf er opfyldt, idet der må foretages en konkret vurdering af, om hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. ved denne konkrete vurdering kan kriminalitetens art spille en rolle. f.eks. må der i almindelighed kræves mere til at begrunde fængsling i sager om økonomisk kriminalitet end i sager om personfarlig kriminalitet. t blev ved københavns byrets dom af
4. januar 2016 fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1, jf.

§ 21(hæleri af særligt grov beskaffenhed og forsøg herpå).

efter disse bestemmelser kan der straffes med fængsel indtil 6 år, og straffe- rammekravet i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, er derfor opfyldt. kravet om, at der skal - 5 - foreligge særlig bestyrket mistanke om, at t er skyldig, er også opfyldt, idet han som nævnt er fundet skyldig ved byrettens dom. byretten har idømt t fængsel i 6 år, hvilket svarer til den højest mulige sanktion inden for strafferammen. de nævnte hæleriforhold og forsøg herpå blev begået af flere i forening og over flere år indtil anholdelsen den

1. november
2. forholdene omfatter et samlet beløb på ca. 184 mio. kr. og er begået i forbindelse med ts udøvelse af erhvervsmæssig virksom- hed. t blev i byretten frakendt retten til at drive virksomhed med valutaveksling indtil videre. selv om t har været frihedsberøvet siden den
3. november 2014, finder højesteret herefter, at hensynet til retshåndhævelsen efter grovheden af forholdene kræver, at t forbliver vare- tægtsfængslet, indtil landsretten har afsagt dom i sagen. artikel 5 i den europæiske menne- skerettighedskonvention kan ikke føre til en anden vurdering. t har været frihedsberøvet siden den
4. november
5. hovedforhandlingen i landsretten, der er berammet til 8 dage, begynder den
6. januar
7. henset hertil og til den straf, som t må forventes idømt, hvis han findes skyldig, vil fortsat varetægtsfængsling, indtil landsretten har afsagt dom i sagen, efter højesterets opfattelse ikke være i strid med de proportionalitets- hensyn, der er nævnt i retsplejelovens § 762, stk.
8. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling. thi bestemmes: landsrettens kendelse af
9. april 2016 stadfæstes.