højesterets dom

højesterets dom afsagt onsdag den

1. maj 2010 sag 338/2009 (
2. afdeling) rigsadvokaten mod t1 (advokat michael juul eriksen, beskikket) og t2 (advokat lars henriksen, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af københavns byret den
3. februar 2009 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. oktober
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: per sørensen, peter blok, poul søgaard, poul dahl jensen og henrik waaben. påstande dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i forhold 2, dog alene for de slag og spark, som blev tildelt a i begivenhedsforløbets tredje fase, og således at forholdet henføres under straffelovens § 245, stk. 1, for t1s vedkommende tillige § 247, stk.
7. t1 og t2 har påstået ankesagen afvist, subsidiært stadfæstelse af landsrettens dom. anbringender anklagemyndigheden har over for de tiltaltes afvisningspåstand anført, at der ikke er væsent- lig tvivl om det faktum, som højesteret skal bygge sin vurdering på. højesteret kan derfor på - 2 - baggrund af det bevismæssige grundlag, der er fastslået af østre landsret, prøve, om straf- felovens § 13, stk. 2, har været anvendt korrekt, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr.
8. anklagemyndigheden har til støtte for sin anke anført, at de tiltalte, der for så vidt angår tredje fase af forløbet i såvel byretten som landsretten alene er frifundet i kraft af de særlige afstem- ningsregler i retsplejelovens § 891, stk. 4, og § 931, stk. 2, har begået handlinger, som ligger klart uden for straffelovens § 13, stk.
9. volden i tredje fase havde således karakter af kon- trolleret afstraffelse. t1 og t2 har til støtte for deres afvisningspåstand anført, at spørgsmålet om anvendelse af straffelovens § 13, stk. 1 eller 2, i realiteten angår bevisbedømmelse og ikke retsanvendelse, og at sagen derfor ikke er omfattet af højesterets prøvelsesadgang efter retsplejelovens § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, nr.
10. dommen er resultatet af nævningernes konkrete bevisbedøm- melse og af de afstemningsregler, der efter retsplejelovens § 891, stk. 4, og § 931, stk. 2, fin- der anvendelse i nævningesager. til støtte for deres subsidiære påstand om stadfæstelse af landsrettens dom har t1 og t2 an- ført, at prøvelsen af, om straffelovens § 13, stk. 1 eller 2, kan anvendes, skal ske på grundlag af det bevisresultat, som er lagt til grund af de 4 nævninger, som anså forholdet for straffrit efter straffelovens § 13, stk.
11. de har bestridt, at det efter disse nævningers bevisresultat kan lægges til grund, at tredje fase af forløbet havde karakter af ”kontrolleret afstraffelse” af a, idet det ikke kan lægges til grund, at også mindretallet anså denne for pacificeret i tredje fase. de er derfor straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1, subsidiært stk.
12. personlige oplysninger t1 er flere gange dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, senest ved vestre landsrets dom af
13. september 2002 med en fællesstraf af fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk.
14. t2 er blandt andet straffet ved københavns byrets dom af
15. juni 2007 med betinget fængsel i 14 dage med en prøvetid indtil den
16. juni 2009 for overtrædelse af lovgivningen om eufo- - 3 - riserende stoffer. han er endvidere i 2008 og 2009 idømt bøder for overtrædelse af samme lovgivning. højesterets begrundelse og resultat højesteret finder, at det følger af retsplejelovens § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, nr. 3, at anke til højesteret kan støttes på, at bestemmelserne i straffelovens § 13 om nødværge m.v. er an- vendt urigtigt, og at dette gælder i nævningesager på samme måde som i domsmandssager, jf. herved højesterets dom i ugeskrift for retsvæsen 2007 s.
17. højesterets prøvelse skal imidlertid ske ud fra de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsretten (det flertal eller mindretal, hvis retsanvendelse anfægtes). de tiltaltes afvisningspåstand tages her- efter ikke til følge. det fremgår af landsrettens præmisser, at samtlige nævninger og dommere tiltræder, at episo- den er forløbet i tre faser som beskrevet af byretten. den tredje fase er af byretten beskrevet således, at episoden – efter at t1 havde fravristet a hans kniv og havde tildelt ham tre stik med kniven og efter yderligere kamp – endte med, ”at de tiltalte t1 og t2 tildelte den nu stærkt blødende og delvist liggende tiltalte a flere hårde spark og slag.” højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering, hvorefter de slag og spark, som t1 og t2 tildelte a i episodens sidste fase, ikke kan anses for udført i nødværge, jf. straffelovens § 13, stk.
18. tre dommere – per sørensen, poul dahl jensen og henrik waaben – udtaler herefter vedrø- rende straffelovens § 13, stk. 2: episoden, der førte til tiltalen mod t1 og t2, indledtes med, at a, som de tiltalte ikke kendte, helt umotiveret angreb dem med en kniv og tildelte t1 tre knivstik. de tre faser, som lands- retten har opdelt episoden i, varede i alt mindre end 50 sekunder og forløb uden afbrydelse, indtil de tiltalte forlod stedet. vurderingen af, om den udøvede vold i tredje fase af forløbet kan anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse, og om volden dermed er straffri efter straffelovens § 13, stk. 2, er en skønsmæssig vurdering på baggrund af det samlede forløb. - 4 - efter det oplyste om indledningen til og forløbet af episoden finder vi ikke grundlag for at fastslå, at den vurdering af voldsudøvelsen i tredje fase, som det frifindende mindretal i lands- retten har foretaget, er udtryk for urigtig anvendelse af loven. vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom. dommerne peter blok og poul søgaard udtaler: vi finder, at den vold, som t1 og t2 udøvede i episodens tredje fase, ikke kan anses for ri- meligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse, og vi finder derfor ligesom byrettens og landsrettens flertal, at denne vold ikke er straffri i medfør af straffelo- vens § 13, stk.
19. vi er af de grunde, der er anført af byrettens flertal, enige i, at den udøvede vold må anses for omfattet af straffelovens § 245, stk.
20. ved strafudmålingen kan det ikke lægges til grund, at skaden på as milt er forårsaget af den vold, der blev udøvet i episodens tredje fase. det må samtidig lægges til grund, at der forelig- ger formildende omstændigheder som nævnt i straffelovens § 82, nr. 3 og
21. efter en samlet vurdering finder vi herefter, at t1, som tidligere er straffet gentagne gange for voldskrimina- litet, bør straffes med fængsel i 4 måneder, og at t2 i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, jf. § 89, bør idømmes en fællesstraf af fængsel i 3 måneder, der tillige omfatter den betingede straf af fængsel i 14 dage idømt ved dommen af
22. juni
23. afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. statskassen skal betale sagens omkostninger for højesteret.