lukkede døre (det forbydes offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentlig- gøre partens identitet) højesterets dom afsagt tirsdag den 16. februar 2016 sag 63/2015 (1. a

§ 11, 2.

pkt. der er ikke egentlige konflikter mellem ham og b, og de har siden skilsmissen samarbejdet, uden at det på noget tidspunkt har været nødvendigt at anmode myndighederne om bistand. de to ældste børn giver under børnesamtalerne heller ikke udtryk for, at de oplever problemer mellem deres forældre, eller at der er situationer, som besværliggøres eller fastlåses som følge af, at han bor i x-land. han og b kommunikerer sammen om børnene, og det skyldes alene tekniske forhold, at kommunikationen har været afbrudt eller forsinket. der er derfor ikke holdepunkter for at antage, at de ikke også fremad- rettet skulle være i stand til at samarbejde til børnenes bedste. det er ikke korrekt, at han ikke er interesseret i at varetage omsorgen for børnene eller at del- tage i opdragelsen af dem. han flyttede til x-land af hensyn til forsørgelsen af børnene, og - 7 - han har ikke på nogen måde overladt opdragelsen af børnene til b. han ønsker at være en del af sine børns liv, så godt som det kan lade sig gøre med den geografiske afstand imellem dem. omfanget af hans samvær med børnene skyldes bs modvilje mod, at børnene lægger andre ting til side for at være sammen med ham, når han er på forretningsrejse i danmark, og er på ingen måde udtryk for, at han ikke ønsker samværet. b har navnlig anført, at adgangen til at ophæve den fælles forældremyndighed efter forældre- ansvarslovens § 11, 2. pkt., ikke er begrænset til tilfælde, hvor der er direkte uoverensstem- melser mellem forældrene. når forældrene, som i denne sag, ikke har regelmæssig kontakt eller det nødvendige samarbejde, herunder rimelige svartider på spørgsmål om børnene, har forældrene ikke et eksisterende samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, og et sådant samarbejde kan heller ikke ventes etableret i den nærmeste fremtid. as beskrivelse af samværssituationen, hvor han ikke kender sit arbejdsprogram i danmark, før han ankommer hertil, illustrerer hans manglende mulighed for at udøve sin forældremyn- dighed. det fremgår endvidere af børnesamtalerne, at børnene ikke har en daglig eller blot regelmæssig kontakt med deres far, og det har hun heller ikke selv. den fælles forældremyn- dighed bør ophæves, så hun herefter inden for rimelig tid og med den nødvendige omsorg for børnene bliver i stand til at træffe beslutninger vedrørende dem. fortsat fælles forældremyn- dighed vil fremover – hvor børnene bliver ældre – hyppigt resultere i betydelig ulempe for hende som mor for børnene og eneste forældrerepræsentant i børnenes hverdag og i skole og børneinstitution. retsgrundlag

§ 2, stk.

1, § 3, stk. 1, § 4 og § 11 har følgende ordlyd: ”§

1. forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe af- gørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. §
2. har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i lan- det bopælen skal være. §
3. afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. - 8 - §
4. er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. retten kan kun op- hæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at foræl- drene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.” bestemmelsen om ophævelse af den fælles forældremyndighed i § 11,
5. pkt., fik sin nuvæ- rende ordlyd ved lov nr. 600 af
6. juni
7. inden lovændringen kunne retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der forelå tungtvejende grunde. baggrunden for forslaget til lovændringen i 2012 er beskrevet således i lovforslagets almindelige bemærkninger (fol- ketingstidende 2011-12, tillæg a, lovforslag nr. l 157, s. 4, 7 og 10-11): ”
8. indledning og baggrund 1.
9. indledning det overordnede formål med lovforslaget er at styrke rammerne for løsning af uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær i familier, hvor forældrene ikke lever sammen... overordnet set skal forslaget understrege

grundprin- cip om forældrenes fælles ansvar for barnet. samtidig skal forslaget øge muligheden for – og understrege lovens andet grundprincip om – at træffe afgørelser, som er til barnets bedste, og øge muligheden for at skærme barnet mod forældrenes konflikt. …

1. lovforslagets formål et centralt formål med lovforslaget er i højere grad at sikre, at der i forbindelse med vurderingen af, om en fælles forældremyndighed skal ophæves, træffes afgørelser, som er til barnets bedste, og således yderligere at understrege, at situationer, hvor det posi- tive for barnet i, at der dømmes til fælles forældremyndighed, overskygges af forældre- nes alvorlige konflikter, skal undgås. det foreslås derfor, at kriterierne for at ophæve en fælles forældremyndighed ændres, sådan at disse afgørelser som hidtil – og som andre afgørelser efter loven – forudsætter en stillingtagen til, om det er bedst for barnet, at der fortsat er fælles forældremyndighed. med forslaget vil vurderingen af barnets bedste også indeholde en mere konkret vurdering af, om forældrene kan samarbejde om barnet, da dette i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed må anses for et vigtigt element i evnen til at drage omsorg for barnet (forældreevnen). … 3.1.1.
2. den foreslåede ordning muligheden for at dømme forældre til fælles forældremyndighed er en af forældrean- svarslovens nyskabelser og en væsentlig udmøntning af lovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, uanset at de ikke lever sammen. det foreslås derfor i overensstemmelse med den politiske aftale af
3. februar 2012, at det fortsat skal være muligt at dømme til fælles forældremyndighed mod den ene foræl- ders ønske, hvis dette er bedst for barnet, da der er tale om et vigtigt signal til foræl- drene, som fortsat bør stå klart. - 9 - som et gennemgående træk ved bidragene til evalueringen af loven ses også et ønske om at bevare muligheden for at dømme til fælles forældremyndighed. det er bl.a. an- ført, at det nu ikke længere er nødvendigt at vælge mellem 2 egnede forældre, men at begge forældre kan bevare identiteten som forælder gennem den fælles forældremyn- dighed. overordnet set viser de forskellige evalueringsbidrag, at domstolene synes at have implementeret § 11 i overensstemmelse med bemærkningerne til denne. evalue- ringsundersøgelsen om dom til fælles forældremyndighed peger på, at fælles forældre- myndighed er blevet en normal praksis svarende til intentionerne i loven, hvilket også understøttes af evalueringens gennemgang af domspraksis om fælles forældremyndig- hed. evalueringsundersøgelsen om dom til fælles forældremyndighed fremhæver imidlertid også, at undersøgelsen viser en række træk, som peger på, at retstilstanden er usikker, og at der bør ske en retspolitisk drøftelse af, hvor meget eller hvor lidt der skal til for at have fælles forældremyndighed, herunder også hvilke forventninger man kan/skal have til forældrene. ifølge undersøgelsen tyder resultaterne således på, at anvendelsesområdet i dag er for bredt og derfor bør strammes op. også andre bidrag til evalueringen peger på, at adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed kan være for vidtgående, og at anvendelsen i nogle tilfælde kan ske på bekostning af barnet. det er fra flere sider an- befalet, at bestemmelsen bør levne større rum for at skønne over, om forældrene frem- adrettet kan og vil samarbejde til bedste for barnet. … det foreslås derfor, at kriterierne for at ophæve en fælles forældremyndighed ændres, sådan at disse afgørelser som hidtil – og som andre afgørelser efter loven – forudsætter en stillingtagen til, om det er bedst for barnet, at der fortsat er fælles forældremyndig- hed. med lovforslaget vil vurderingen af barnets bedste også indeholde en mere konkret vurdering af, om forældrene kan samarbejde om barnet, sådan at ophævelse af den fæl- les forældremyndighed forudsætter, at der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnet.

overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, bl.a. gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed, skal fortsat være afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ophæves. samtidig forslås det i overensstemmelse med den politiske aftale at det bør være afgørende, at forældrene kan samarbejde om barnets forhold, da det ellers er tvivl- somt, om en sådan ordning vil være i barnets interesse. barnet har ret til, at forældrene påtager sig det fælles ansvar, og § 11 skal gøre det muligt at realisere dette for barnet. med den foreslåede nye formulering af bestemmelsen, hvorefter retten kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, balanceres disse hensyn i forhold til hinanden. udnyttelse af adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed skal således ikke være en kompromisløsning eller et forsøg på mægling mellem 2 stridende parter. fælles forældremyndighed forudsætter, at forældrene realistisk set er i stand til at have et egentligt samarbejde. forældrene skal vise vilje og evne til at sætte barnets bedste før deres egen konflikt, idet det i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed også er en del af forældreevnen at kunne samarbejde med den anden forælder om barnet. … - 10 - med den foreslåede ændring fastholdes som nævnt de intentioner bag bestemmelsen, som i øvrigt findes i forældreansvarsloven. dermed vil de vurderinger og hensyn, som efter gældende ret skal foretages og afvejes, fortsat skulle indgå i rettens overvejelser om, hvorvidt den fælles forældremyndighed bør ophæves. når det efter gældende ret konstateres, at der foreligger ”tungtvejende grunde”, må det samtidig anses som et ud- tryk for, at forældrene har samarbejdsproblemer. disse vurderinger skal naturligvis også indgå i det større rum for et skøn, som forslaget lægger op til. ved at fastholde hensy- nene bag den gældende bestemmelse afspejles også grundtanken om, at afsættet for en vurdering efter

§ 11

er udgangspunktet om et fælles ansvar for barnet gennem fælles forældremyndighed, hvis dette er bedst for barnet, jf. lovens § 4.” af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser fremgår bl.a. følgende (folke- tingstidende 2011-12, tillæg a, lovforslag nr. l 157, s. 25): ”til nr. 1 (§ 11, 2. pkt.) den foreslåede formulering af § 11, 2. pkt., er en mindre ændring af bestemmelsen. af- sættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal ophæves, er fortsat

overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, bl.a. gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed. afgørelsen skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, jf.

§ 4

, og i, om der er konkrete holdepunkter for, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om barnet til barnets bedste. det kræves således efter § 11 fortsat ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. det centrale er, om for- ældrene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet. det foreslås, at de kriterier og hensyn, som inddrages i vurderingen af spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed efter de gældende regler, fortsat skal ind- drages, da disse forhold også vil have betydning for samarbejdspotentialet… der kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med barnet eller har væ- ret fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværs- forælderens egne forhold. hertil kommer, at retten efter den foreslåede nyaffattelse af § 11, 2. pkt., kun kan op- hæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. det betyder, at der skal kunne på- vises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet. dette vil afhænge af en konkret vurdering, hvor det kan tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne fundament for et egentligt samarbejde. fælles forældremyndighed må således forudsætte, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet, og at forældrene ikke mere regelmæssigt har behov for myndighedernes hjælp til at kunne træffe beslutninger om barnet, og uden at der opstår vedvarende kon- - 11 - flikter. manglende tillid til den anden forælder eller manglende vilje til eller evne til at være fleksibel og tilpasse sin egen opfattelse til den anden forælders opfattelse kan indi- kere, at fælles forældremyndighed ikke er bedst for barnet, jf.

§ 4

.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om a og bs fælles forældremyndighed over deres børn, e, d og c skal ophæ- ves, og forældremyndigheden skal tillægges b alene. som anført i højesterets dom af

1. november 2015 (sag 58/2015) bygger forældreansvarslo- ven på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre, og at barnet har krav på, at begge forældre påtager sig ansvaret og omsorgen for barnet. efter loven fortsætter den fælles foræl- dremyndighed, selv om forældrene har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt. den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslo- vens § 11,
2. pkt. efter forarbejderne til ændringen af forældreansvarsloven i 2012 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der kan påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet. det kan indgå i vurderingen, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med barnet eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold. det kan endvidere tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne grundlag for et egentligt samarbejde. fælles forældremyndighed forudsætter således, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet. det fremgår endvidere af forarbejderne til 2012-lovændringen, at

overord- nede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed fortsat skal være afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ophæves. lovændringen skal øge muligheden for – og - 12 - understrege lovens andet grundprincip om – at træffe afgørelser, som er til barnets bedste, og øge muligheden for at skærme barnet mod forældrenes konflikt. a og b mødte hinanden i 1997 på deres fælles arbejdsplads i danmark. de boede da begge i danmark. de blev gift i 2001 og fik sammen børnene e, d og c, der i dag er henholdsvis 13 år, 11 år og 5 år. efter det oplyste ophævede forældrene samlivet og blev skilt i første halvår 2012, hvorefter b og de tre børn blev boende i det tidligere fælles hus. i efteråret 2012 flyt- tede a til x-land, hvor han fortsat bor og driver selvstændig virksomhed. a er i x-land gift på ny med en kvinde, med hvem han i 2015 fik et barn. a har deltaget i forsørgelsen af de tre børn i danmark ved at betale børnepenge og ved at bidrage til, at b og børnene fortsat kunne bo i huset, som hele familien tidligere boede i. huset er nu blevet solgt. de foreliggende oplysninger om as kontakt til b og deres tre børn og om hans samvær med børnene siden efteråret 2012 er behæftet med en vis usikkerhed, og parterne er heller ikke enige herom. tre dommere – poul søgaard, jytte scharling og henrik waaben – udtaler herefter: vi lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at der siden as flytning til x-land i 2012 har været en vis kontakt mellem ham og b. denne kontakt har navnlig været gennem brug af mo- biltelefon og mail. kommunikationen mellem parterne har efter det oplyste navnlig omfattet spørgsmål om bl.a. udstedelse af nyt pas til et af børnene, om es konfirmation og om salg af deres tidligere fælles bolig. der er ikke under sagen fremkommet nærmere oplysninger om, at a og b løbende har kommunikeret med hinanden om børnene og deres forhold i hverdagen. vi lægger efter parternes oplysninger til grund, at kommunikationen har været besværliggjort af den store geografiske afstand, og at det generelt har været vanskeligt for b at komme i kontakt med a. om as kontakt til og samvær med børnene lægger vi efter oplysningerne i sagen til grund, at a gennem telefon og skype har haft i hvert fald en vis kontakt med børnene, navnlig med det ældste barn, e. denne kontakt gennem telefon og skype har imidlertid givet anledning til uoverensstemmelser mellem parterne om hyppigheden af og tidspunktet for as kontakt med børnene, hvilket har ført til, at a i dag kommunikerer direkte med børnene uden bs mellem- - 13 - komst. under sine forretningsrejser til danmark har a enkelte gange haft samvær med bør- nene. tilrettelæggelsen af dette samvær har været forbundet med vanskeligheder og givet an- ledning til uenighed mellem a og b. det er således sket, at a har været på besøg i danmark, uden at det har været muligt for parterne at tilrettelægge samvær mellem børnene og ham. parterne har aldrig indgået faste aftaler om samvær mellem a og børnene, herunder om hyp- pigheden og varigheden af samværet. vi finder, at den geografiske afstand mellem parterne som følge af as bopæl i x-land ikke i sig selv kan føre til, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. vi finder imidlertid på den ovenfor anførte baggrund, at der er tilvejebragt sikre og konkrete holdepunkter for at an- tage, at a og b, der efter vores opfattelse ikke hidtil har været i stand til at samarbejde til- fredsstillende om børnenes forhold, under de nuværende omstændigheder heller ikke frem- over vil kunne etablere et sådant samarbejde til bedste for børnene. den beskedne kontakt mellem a og b samt børnene og as manglende deltagelse i varetagelsen af forældreansvaret må tilskrives hans forhold. vi finder derfor, at betingelserne for at fravige lovens hovedregel om fælles forældremyndighed er opfyldt, jf.

§ 11, 2.

pkt. vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom, således at den fælles forældremyndig- hed over e, d og c ophæves, og at forældremyndigheden tillægges b alene. dommerne jens peter christensen og jens kruse mikkelsen udtaler: vi lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at a har bevaret kontakten til børnene efter flytningen til x-land, herunder navnlig i tilknytning til forretningsrejser til danmark et par gange om året, og i et vist omfang pr. telefon og skype imellem disse rejser. efter de gennem- førte børnesamtaler med de to ældste børn på 13 år og 11 år lægger vi til grund, at børnene er velfungerende og ikke negativt påvirket af, at der har været fælles forældremyndighed. der er uenighed mellem parterne om, i hvilket omfang de kommunikerer med hinanden om børnenes forhold, men der er ikke oplysninger om egentlige uoverensstemmelser imellem dem. b har oplyst, at det er svært for hende at få kontakt med a i x-land, og at det f.eks. var vanskeligt at få udstedt et nyt pas, da et pas var blevet stjålet under et indbrud i deres hus. - 14 - vi finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at a ikke er interesseret i at va- retage omsorgen for børnene eller ved sin adfærd har vist, at han ikke har til hensigt at deltage i deres liv. vi finder på det foreliggende grundlag, at det heller ikke er påvist, at as bopæl i x-land har medført eller vil medføre sådanne vanskeligheder for hans og bs kommunikation og samarbejde om børnene, at de ikke er eller fremover vil være i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om børnene. vi finder herefter, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde til bedste for deres tre børn. fortsat fælles forældremyndighed må – i overensstemmelse med

overordnede formål – i denne situation antages at kunne medvirke til at fastholde forældrenes fælles ansvar for børnene, uanset at de ikke lever sammen. der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf.

§ 11, 2.

pkt. vi stemmer herefter for at frifinde a for bs påstand herom. der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes, således at den fælles forældremyndighed over e (født den … 2002), d (født den … 2004) og c (født den … 2010) ophæves, og forældremyndigheden til- lægges b alene. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til stats- kassen.