Obsah (8)

§ 252§ 124§ 237§ 68§ 244§ 16§ 293§ 89

højesterets dom afsagt tirsdag den 3. maj 2016 sag 176/2015 (2. afdeling) anklagemyndigheden mod t2 (advokat michael juul eriksen, beskikket) og t1 (advokat kristian mølgaard, beskikket) i tidligere i

§ 252og ikke efter § 237, jf.

§ 21. han har endvidere nedlagt påstand om formildelse af straffen og frifindelse for udvisningspåstanden. han har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til landsretten til fornyet behandling. t1 har nedlagt påstand om, at der i forhold 2 sker domfældelse efter

§ 252og ikke efter § 237, jf.

§ 21. han har endvidere nedlagt påstand om, at han idømmes en behand- lingsdom med en længstetid på 5 år, subsidiært en kortere fængselsstraf end idømt af byretten. - 2 - anklagemyndigheden har vedrørende t2 nedlagt påstand om frifindelse for overtrædelse af

§ 124, stk.

4, i forhold 7 og i øvrigt om skærpelse, herunder således at han udvi- ses med indrejseforbud for bestandigt. anklagemyndigheden har vedrørende t1 nedlagt principal påstand om, at han idømmes al- mindelig straf, subsidiært at landsrettens dom stadfæstes. anbringender t2 har til støtte for den principale påstand navnlig anført, at forsætslæren er anvendt ukorrekt ved afgørelsen af skyldspørgsmålet. sandsynlighedsforsæt foreligger kun, når gerningsman- den anser det for overvejende sandsynligt, at en bestemt følge ”vil” indtræde. som landsretten har beskrevet forhold 2 i skyldkendelsen, foreligger der alene sandsynlighedsforsæt til fare- forvoldelse efter

§ 252

. der henvises herved til, at det i skyldkendelsen er an- ført, at t2 må have anset det for overvejende sandsynligt, at en eller flere personer i tatovør- forretningen ”kunne” blive dræbt af de afgivne skud. højesteret skal derfor henføre forholdet til

§ 252og udmåle straffen for overtrædelse af denne bestemmelse.

ubetinget udvisning af t2 vil være i strid med danmarks internationale forpligtelser, herun- der den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8. t2 er afghansk statsborger og kom til danmark i 2004, hvorfor han nu har haft lovligt ophold i danmark i mere end 11 år. hans forældre og søskende bor i danmark, og han har ingen tilknytning til afghanistan. hans eneste familie i afghanistan er hans afdøde farbrors børn, og dem har han ingen kontakt med. han taler flydende dansk, men taler og skriver kun i begrænset omfang pashto. til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning har t2 henvist til den ukorrekte anven- delse af forsætslæren i skyldkendelsen. der er begået en rettergangsfejl, jf. retsplejelovens § 925, stk. 1, der må føre til, at sagen skal bedømmes på ny i landsretten, medmindre højesteret henfører forhold 2 til

§ 252

. t1 har til støtte for påstanden om frifindelse for overtrædelse af

§ 237, jf.

§ 21, navnlig anført, at skyldkendelsen i den indankede dom er udtryk for en forkert anvendelse af forsætslæren. det fremgår af skyldkendelsen, at t2 må have anset det for overvejende sand- - 3 - synligt, at en eller flere personer i tatovørforretningen ”kunne” blive dræbt af de afgivne skud. sandsynlighedsforsæt forudsætter dog, at gerningsmanden anser det som overvejende sand- synligt, at en bestemt følge ”vil” indtræde. når det i skyldkendelsen bevismæssigt lægges til grund, at t2 må have anset det for overvejende sandsynligt, at en eller flere personer i tato- vørforretningen ”kunne” blive dræbt af de afgivne skud, er dette reelt en beskrivelse af sand- synlighedsforsæt til overtrædelse af

§ 252. der er ikke grundlag for, at t1s for- sæt er videregående end t2s forsæt.

hvis der ikke sker domfældelse for overtrædelse af

§ 237, jf.

§ 21, men alene for overtrædelse af § 252, bør sanktionen fastsættes efter

§ 68, 1.

pkt. ved sondrin- gen mellem sanktion efter

§ 68, 1.

og 2. pkt., skal der ske en proportionalitetsaf- vejning, hvor det også bør tillægges betydning, at t1 har været varetægtsfængslet i surrogat i mere end 3 år. såfremt der alene sker domfældelse for overtrædelse af

§ 252

, bør der fastsættes en længstetid på 5 år, jf.

§ 68a, stk.

1. hvis højesteret måtte finde, at t1 skal idømmes fængselsstraf, og der alene sker domfældelse for § 252, skal der ske en væsentlig formildelse af fængselsstraffen i forhold til byrettens dom. formildelse bør i øvrigt ske, uanset om der domfældes for overtrædelse af

§ 237, jf.

§ 21, eller § 252. anklagemyndigheden har navnlig anført, at t2 og t1 med rette er domfældt for forsøg på overtrædelse af

§ 237. landsretten har anvendt forsætsbegrebet korrekt.

lands- rettens præmisser må forstås således, at landsretten i relation til t1 har fastslået forsæt til manddrab i form af direkte forsæt. vedrørende t2 har landsretten fastslået, at denne havde forsæt i form af sandsynlighedsforsæt. når landsretten har anvendt ordet ”kunne” i forbin- delse med beskrivelsen af t2s forsæt, skal det ses i lyset af, at de tiltalte alene er dømt for forsøg på overtrædelse af

§ 237

. den hypotetiske formulering ”kunne blive dræbt” er således helt naturlig og sproglig korrekt i det foreliggende tilfælde, hvor de foruret- tede overlevede drabsforsøget. forsætsformen dolus eventualis i form af positiv indvilligelse er ikke relevant i denne sag. selv om t1 var sindssyg på gerningstidspunkterne, bør han idømmes almindelig straf. der er således ikke en sådan sammenhæng mellem hans sindssygdom og de begåede forbrydelser, at - 4 - han kan anses for at have været utilregnelig på gerningstidspunkterne. straffen bør udmåles i samme niveau, som det skete i byretten. subsidiært skal der ske stadfæstelse af landsrettens dom, således at t1 i medfør af

§ 68, 2.

pkt., dømmes til anbringelse på psykia- trisk afdeling uden fastsættelse af længstetid, jf.

§ 68a, stk.

2. t2 skal frifindes i sagens forhold 7, idet

§ 124, stk.

4, på gerningstidspunktet ikke fandt anvendelse på personer, der var varetægtsfængslet i surrogat. vedrørende t2 bør der ske en skærpelse af den udmålte straf, idet der er tale om et drabsfor- søg begået af flere i forening og under en igangværende bandekonflikt. uanset at han var me- get ung på gerningstidspunktet, og at han ifølge landsrettens dom ikke kan antages at have haft en ledende rolle i drabsforsøget, bør straffen udmåles i nærheden af det almindelige ud- gangspunkt for drabsforsøg på 6 års fængsel. t2 bør endvidere udvises med indrejseforbud for bestandigt, da en samlet proportionalitetsaf- vejning af hans tilknytning til henholdsvis danmark og afghanistan sammenholdt med grov- heden af den begåede kriminalitet i denne sag og de tidligere domme for strafbare forhold, må føre til, at udvisning ikke kan anses at stride mod danmarks internationale forpligtelser, her- under den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8. supplerende sagsfremstilling vedrørende t2 t2s forældre har afgivet forklaring til politirapport den 12. februar 2016 vedrørende hans til- knytning til afghanistan og danmark. t2 er efter landsrettens dom straffet således: ved retten i holbæks dom af 16. april 2015 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af

§ 244, jf.

§ 247, stk.

1. tiltalte blev udvist betinget mod en prøvetid på 2 år efter løsladelse fra afsoning. - 5 - ved retten i holbæks dom af
2. juli 2015 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffe- lovens § 124, stk. 1, og § 119, stk. 1, jf. §
3. straffen er udmålt som en tillægsstraf til retten i holbæks dom af
4. april
5. det havde sit forblivende med den ved dom af
6. april 2015 idømte betingede udvisning. ved østre landsrets dom af
7. januar 2016 med fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelo- vens § 245, stk. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1, jf. §
8. landsretten stadfæstede byrettens bestem- melse om betinget udvisning. t2 har været frihedsberøvet fra den
9. februar 2013 til den
10. oktober 2013 og igen fra den
11. december 2013 til den
12. september
13. vedrørende t1 i en udtalelse af
14. april 2016 fra ledende overlæge …, afdeling for retspsykiatri, y-by, kon- kluderes bl.a.: ”patientens symptomer afspejler en stærk karakterafvigende personlighed med symp- tomer inden for det dys-sociale, narcissistiske, og paranoide personlighedsspektrum. han er grov ligegyldig over for andres følelser, har lav frustrationstolerance og aggres- sionstærskel, manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer og ud- talt bortforklarings- og ud-ad-projektions-tendens. patienten opfylder de kliniske krite- rier for dys-social personlighedsforstyrrelse med symptomer, som evidensbaseret er be- handlings-refraktære for både medicin og psykoterapi. dertil kommer narcissistiske og paranoide karaktertræk. patientens symptomer inden for de skizofreniforme spektrum kan ikke sikkert genfindes. denne vurdering understøttes af alle læger, som har vurderet patienten under aktuelle indlæggelse. dette forhold understøttes af det faktum, at pati- enten ikke har modtaget antipsykotisk medicin i relevant dosering op til og under aktu- elle indlæggelse, svarende 6-7 måneder. vi kan desuden konstatere, at patienten ikke har haft forværrende psykotiske symptomer, hvilket man normalt vil kunne forvente ved en alvorlig skizofreniform sindslidelse. patienten er under indlæggelsen ikke vurderet i en psykotisk tilstand. der er ikke tegn på, at han har været styret af skizofrenforme psykotiske manifestationer. patientens pa- ranoide forestillinger har et religiøst grundlag, og han udviser radikale overbevisninger omkring vestens påvirkninger på det muslimske folk. disse kommer til udtryk i en ne- gativ, fast forankret holdning til det danske retssystem og behandlingssystem som årsag til han indlæggelse samt hans opfattelse af at være forfulgt af systemet. denne opfat- telse er i øvrigt også delt af hans familie. patienten mener sig berettiget i hans kamp mod uretfærdighed og ”det onde”, som systemet udgør. patienten er bagatelliserende for egen ansvar og svært udad projicerende. denne opfattelse er stabil, men udspringer af en radikal, etnisk og religiøs subkultur, som ikke kan tillægges sindslidelse eller anden form for psykotisk manifestation. - 6 - patientens symptomer kan samlet set bedst forklares ved en dyssocial personlighedsfor- styrrelse med andre blandede karaktertræk. under indlæggelse har patienten udvist manglende evner til sympati og anger. han opfatter sig selv som bedrevidende, handle- kraftigt og berettiget. han fremstår begavet, karismatisk og har dominator-adfærd. diagnosen understøttes af adfærdsforstyrrelse i ungdommen. patienten har under hele indlæggelsen været relevant og klar – bevidst om egne hand- linger og konsekvenser. han har udvist en beregnende adfærd med instrumental brug af trusler og vold. han udviser en narcissistisk let krænkbarhed med en dertil påtaget ret- færdighedsfølelse, som for patienten berettiger hans vold. vi skønner, at t1 også på det oprindelige gerningstidspunkt ikke var psykotisk og lyk- kedes med at foregive sådanne symptomer, idet han på daværende tidspunkt formentlig så en udvej herigennem med straffrihed/anden sanktion end straf. med baggrund alene i patientens aktuelle indlæggelse i afdeling for retspsykiatri med hans gentagne alvorlige udfald, senest livsfarlige udfald med høj skadeintention mod læger, personaler og medpatienter, vurderes han, at være særlig og vedvarende person- farlig. der kan ikke peges på egentlig behandling i psykiatrisk regi, og den eneste måde man kan håndterer hans farlighed er ved bæltefiksering. forvaring må i stedet anbefales. patienten har været skærmet siden den 10.12.2015, tvangsfikseret 6.2.-15.3.2016 og igen 25.3.2016 og er fortsat fikseret. diagnose df 60.2 dyssocial personlighedsforstyrrelse denne erklæring hviler på den samlede afdelings observationer, den behandlingsan- svarlige overlæges og mine egne og underskrives som leder af afdelingen.” i erklæring af
15. april 2016 har overlæge …, psykiatrisk center z-by, udtalt bl.a.: ”t1 blev overflyttet efter intern aftale mellem ledelserne i retspsykiatrien i region sjælland og retspsykiatrien i region hovedstaden, pc z-by, ud fra en fælles lægelig vurdering af, at overflytning var påkrævet og udtryk for det mindste middel i den aktu- elle situation, hvor t1 på yderst voldsom måde havde demonstreret en konkret og nær- liggende farlighed for medpatienter og medarbejdere i retspsykiatrisk afdeling i y-by. det blev således vurderet, at flytning til en anden specialiseret retspsykiatrisk afdeling, med tilhørende miljøskift var afgørende nødvendigt, hvis det skulle lykkes at mindske denne konkrete og nærliggende farlighed. t1 blev modtaget i retspsykiatrien i z-by 04.04.16 under et større politiopbud og ankom bæltefikseret med såvel mave- som hånd- og fodremme. han frembød da ikke sikre psykotiske symptomer, og fremkom heller ikke med trusler. tirsdag den 05.04.16 blev t1 ikke vurderet personfarlig, og han blev løsnet af bæltet kl. 10.00, men skulle forblive på bæltestuen de næste 24 timer, således at man nærmere kunne vurdere hans psykiske tilstand. - 7 - det følgende døgn var der fast vagt uden for akutstuen, således at t1 med personale- følge kunne begive sig ud i fællesmiljøet. kl. 17.30 den 05.04.16 hørtes samtale fra bæltestuen. det viste sig, at t1 talte med nogle personer uden for, og dette blev påtalt. to medarbejdere gik ud på området og kontaktede t1’s venner, 4 i alt, der var ankommet i to biler. den ene, en stor mørk audi var i øvrigt observeret af personalet også aftenen før, t1 blev modtaget i afsnittet. de ”besøgende”, som naturligvis ikke fik adgang til afsnittet var umiddelbart venlige og undskyldte deres tilstedeværelse. den ene blev identificeret som en tidligere indlagt på retspsykiatrisk afdeling, og som rømmede med hjælp fra udefra kommende. den 06.04.16 kontaktede afsnitsledelsen politiet og informerede om ovenstående obser- vationer. det blev ikke vurderet, at der var tale om et aktuelt forøget trusselsbillede. om eftermiddagen den 06.04.16 henvendte tre af t1’s venner sig, som havde været ved afdelingen dagen før sig og ønskede at levere fødevarer til t
16. disse blev gennemgået, og efterfølgende viderebragt til t
17. de besøgende ankom i en stor mercedes, hvis nummerplade af medarbejderne blev slået op i et offentligt register, hvoraf det fremgik, at den skulle tilhøre en bil af mærket suzuki swift. t1’s psykiske tilstand er blevet vurderet forskelligt i den tid han har været indlagt i z-by og også over det sidste år iø. til tider er han vurderet psykotisk med paranoide forestil- linger om forgiftet mad og medicin, til andre tider er han ikke blevet vurderet psykotisk, men mere personlighedsafvigende. ved indlæggelsen her blev der desuagtet ordineret behandling med antipsykotisk vir- kende medicin i dråbeform, hvilket t1 pure har afvist at indtage, idet han kun vil mod- tage tabl.behandling. dette er imødekommet, men det må vurderes særdeles usikkert, om t1 rent faktisk har indtaget denne medicin, hvilket også har været en problemstil- ling tidligere i forløbet. 07.04.16 resumeres, at t1 hidtil i de dage, der var gået siden indlæggelsen havde været efterrettelig og uden fremkomst af åbenlyse sindssygelige symptomer. han begynder at have besøg af forældre og kæreste og ønsker også besøg af flere venner. dette imøde- kommes. mandag den 11.04.16 er t1 stadig rolig og efterrettelig i afsnittet. han mener ikke at være syg, vil gerne være rask og derfor ikke tage medicin, selvom han også oplyser, at han indtager det. dette må dog stadig betragtes som tvivlsomt. hans ønske til den fore- stående retssag er lidt uklar, men efterhånden får han svaret, at han håber på almindelig straf, fremfor anbringelsesdom på psykiatrisk afdeling. 14.04.16 udkommer systematisk og struktureret risikovurdering (hcr20) ved afsnittets psykolog. den samlede vurdering er, at t1 aktuelt er i høj risiko for recidiv til person- farlig og voldelig kriminalitet i forhold til både medarbejdere og medpatienter. de væ- sentligste risikofaktorer er en kombination af tidligere voldsadfærd, symptomer på psy- kisk sygdom, forstyrret personlighedsstruktur, ustabil affektkontrol, manglende respons på behandling, traumatiske oplevelser og lav stresstærskel. t1 oplyser til psykologen, at han har følt sig respektløst og ydmygende behandlet og mener, man har til hensigt at ”knække ham psykisk og mentalt”, og derfor reagerer han uundgåeligt oppositionelt, modstandspræget og behandlingsafvisende. - 8 - der vurderes at være betydelig risiko for flugt. den
18. og 14.04.16 har t1 ført talrige lange telefonsamtaler, som han set i tilbageblik nok burde være begrænset i. det havde et omfang, så medpatienter ikke kunne komme til at benytte afsnittets telefon og foregik ofte på et fremmed sprog, og muligheden af planlægning af uønsket aktiviteter må bestemt haves in mente. t1 afviser samtidig aktivt at modtage tabl. behandlingen med antipsykotisk virkende medicin. 14.04.16 oplyser t1 at han venter besøg af flere venner kl. 17 om eftermiddagen. han er meget optaget af dette og bliver fra formiddagen truende og aggressiv i en formodning om, at det måske vil blive aflyst, fordi han er tiltagende aggressiv og truende. han kommer med adskillige direkte personrettede dødstrusler til medarbejdere og underteg- nede. han ønsker at tilstå et større antal meget alvorlige forbrydelser, så som drab, drabsforsøg, overtrædelse af våbenloven og tyveri. han har besøg af sin forsvarer og er meget oprevet efter dette og ringer forsvareren op og fremkommer med direkte mord- trusler mod forsvareren i overværelse af medarbejdere. efter en samlet vurdering af de meget voldsomme personrettede trusler, en tiltagende affekt og vrede hos t1, muligheden af udefrakommende undsætning samt de umiddel- bart foregående episoder i retspsykiatrien i y-by, hvor t1 tog en medpatient som gidsel og truede med at skære halsen over på vedkommende, besluttes det at bæltefiksere t1 med assistance fra politiet. selve bæltefikseringen forløber herefter fredeligt, om end t1 vedvarende taler om at ville tilstå forbrydelser, og når man forhindrer ham i dette, er man selv en forbryder, der skal få sin straf, nogle skal dø etc. han bæltefikseres med mavebælte og en fodrem kl. 13.
19. samtidig gives indsprøjtning med beroligende medicin, antipsykotisk virkende: serenase 10 mg, som bevirker, at han falder til ro og sover. sammenfatning: t1 har de sidste uger til måneder befundet sig i en ustabil psykisk tilstand, hvor han størstedelen af tiden er fremkommet med meget alvorlige trusler og under ophold i rets- psykiatrien i y-by også har foretaget alvorligt personangreb på såvel medarbejdere som medpatienter. der er modstridende vurderinger af hans psykiske tilstand, således fra at være hovedsa- gelig personlighedsafvigende til at være psykotisk. det skal tilføjes, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet. der er ikke oplysninger om misbrug af rusmidler. der er indicier på, at bekendte, muligvis med tilknytning til samme bandeformation som t1 samt familien, især faderen, hjælper til at formidle t1’s budskaber uden for psykia- trisk afdeling. af denne grund er det fra d.d. besluttet, at han ikke kan have besøg eller modtage telefonopkald indtil videre. der er planlagt retsmøde i højeste ret 20.04.
20. der er fra midt- og vestsjællands po- liti beskrevet meget omfattende sikkerhedsberedskab i forbindelse dermed, hvilket na- turligvis også har påvirket vores vurdering af t1 og ikke mindst af det trusselsbillede, hans indespærring og ønske om at undgå dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling kan udgøre. - 9 - der er forskellige indicier på, at der kan være en mulighed/risiko for udefrakommende forsøg på undsætning af t1, disse omfatter bl.a. de nævnte bekendtes besøg både før og efter t1’s overflytning til retspsykiatrien i z-by, den livlige telefonaktivitet, t1’s tilta- gende irritabilitet både over for medarbejder og forsvarer, den 14.04.16, muligvis sam- menhængende med at han har modtaget oplysninger, som han ikke bryder sig om, rela- teret til den forestående retssag. andre lidt mere usikre indicier er, at der over de seneste dage flere gange er observeret droner, der har overfløjet den lukkede have ved retspsykiatrisk afsnit, at der er fundet en meget lang stige på et naboafsnit til de retspsykiatriske sengeafdelinger, som uden van- skeligheder ville kunne nå henover hegnet til taget på de retspsykiatriske afsnit. endvidere at t1 tidligere har været i stand til at rømme, og i løbet af den 14.04.16 er blevet tiltagende verbalt aggressiv, konkret personrettet truende og anspændt. på denne baggrund er det undertegnedes samlede vurdering, at det ikke kan udelukkes, at der består en reel risiko for at udefrakommende personer … med relation til sammen- slutningen ”black cobra”, som t1 tidligere og måske stadig er leder af, kan have planer om at forsøge på at undsætte t1 fra retspsykiatrisk afdeling i z-by. da afdelingen ikke er indrettet til at modstå sådanne, giver selv en mindre velbegrundet risiko herfor anled- ning til betydelig bekymring for medarbejdere og medpatienters sikkerhed. uagtet at t1 tidvist er fundet psykotisk, skal jeg derfor anmode om, at han af sikker- hedsmæssige grunde overføres til et mere egnet opholdssted i regi af kriminalforsorgen, mest velegnet formentlig fængslet ved herstedvester.” t1 har været frihedsberøvet fra den
21. februar 2013 til den
22. september 2015 og igen fra den
23. november
24. højesterets begrundelse og resultat
25. forsætsbedømmelsen i forhold 2 1.
26. problemstillingen og højesterets prøvelse t2 og t1 er efter anklageskriftets forhold 2 tiltalt for forsøg på manddrab, jf.

§ 237sammenholdt med § 21, ved den 6.

februar 2013 i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have forsøgt at dræbe en eller flere personer i tatovørforretningen ”x” i x-by, idet a, som var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, efter forudgå- ende aftale eller fælles forståelse med t2, og i det hele efter tilskyndelse fra t1, affyrede flere skud mod tatovørforretningen, hvor der på gerningstidspunktet befandt sig flere personer, heraf flere med tilknytning til bandidos. - 10 - landsretten har fundet såvel t2 som t1 skyldige i forsøg på manddrab i dette forhold, og for højesteret er spørgsmålet, om de havde forsæt til at begå manddrab. højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyld- spørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsæt- ningsvis. højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt forsætsbegre- bet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsretten, herunder vedrørende t2s og t1s subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt, jf. retspleje- lovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr.

1. 1.
2. t2 landsretten har lagt til grund, at t2 forud for skudepisoden havde været inde i tatovørforret- ningen, som han vidste var åben på tidspunktet for skudepisoden. landsretten har endvidere lagt til grund, at de skud, som a afgav med revolveren, blev affyret direkte mod forretningen, og at afgivelsen af skuddene fandt sted, mens t2 så på og efter forudgående aftale og plan- lægning de to imellem. landsretten har herudover henvist til de grunde, som byretten har an- ført, og hvoraf det fremgår, at t2 dagen før skudepisoden så, at revolveren var skarpladt, at skuddene blev afgivet midt på dagen, hvor t2 måtte forvente, at der var personer i forretnin- gen, og at skuddene blev affyret i en afstand af ca. 20 meter fra forretningen. landsretten fandt herefter, at t2 ”må have anset det for overvejende sandsynligt, at en eller flere personer i tatovørforretningen kunne blive dræbt af de afgivne skud”. landsrettens præmisser må forstås således, at landsretten fandt det godtgjort, at t2 havde sandsynlighedsforsæt til manddrab. det er en betingelse for, at der foreligger sandsynlighedsforsæt til manddrab, at t2 på ger- ningstidspunktet anså døden som en overvejende sandsynlig følge af de afgivne skud. det er således en betingelse, at han indså det som overvejende sandsynligt, at døden ville indtræde, hvorimod det ikke er tilstrækkeligt, at han indså, at døden kunne indtræde, altså at døden ville være en mulig følge af de afgivne skud. - 11 - landsrettens præmisser, herunder anvendelsen af ordet ”kunne”, må forstås således, at lands- retten har lagt til grund, at t2 har anset det for overvejende sandsynligt, at døden var en mulig følge af skuddene. det kan derimod ikke udledes af præmisserne, at t2 har anset dødens ind- træden som en overvejende sandsynlig følge af skuddene. på denne baggrund finder højesteret, at landsrettens bevisresultat ikke giver grundlag for at fastslå, at t2 på gerningstidspunktet havde sandsynlighedsforsæt til manddrab i den forstand, at han anså det som en overvejende sandsynlig følge af de afgivne skud, at en eller flere per- soner i tatovørforretningen ville blive dræbt. som sagen foreligger, har højesteret ikke grundlag for at tage stilling til, om t2 havde forsæt til manddrab efter forsætsformen dolus eventualis. t2 frifindes herefter for forsøg på manddrab, jf.

§ 237sammenholdt med § 21.

efter

§ 252, stk.

1, straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. dette ger- ningsindhold kan rummes i anklageskriftets beskrivelse og i landsrettens bevisresultat, herun- der beskrivelsen af t2s forsæt. i overensstemmelse med t2s erkendelse henfører højesteret herefter forhold 2 til

§ 252, stk.

1. 1.
2. t1 landsretten har lagt til grund, at t1 kort før skudepisoden talte med a om en taske med tøj, handsker og maskering, som a og t2 iførte sig, hvorefter de to kørte til tatovørforretningen, at der var en igangværende konflikt mellem bandidos og black cobra, og at t1 på daværende tidspunkt var den ubestridte leder for black cobra i x-by. landsretten fandt herefter, at det var ”ubetænkeligt at lægge til grund, at det af a og t2 i for- ening og efter forudgående aftale begåede drabsforsøg er sket efter tilskyndelse fra t1”. landsrettens bevisresultat må forstås således, at t1 tilskyndede a og t2 til at skyde direkte mod tatovørforretningen som sket. - 12 - det fremgår imidlertid ikke af landsrettens bevisresultat, om t1 havde til hensigt, at en eller flere personer i tatovørforretningen skulle dø (direkte forsæt), eller om han anså det som en overvejende sandsynlig følge af de afgivne skud, at en eller flere personer i tatovørforretnin- gen ville blive dræbt (sandsynlighedsforsæt). efter landsrettens bevisresultat har højesteret herefter ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at t1 havde direkte forsæt eller sandsynlighedsforsæt til at begå manddrab. ligesom for t2s vedkommende har højesteret ikke grundlag for at tage stilling til, om t1 havde forsæt til manddrab efter forsætsformen dolus eventualis. t1 frifindes herefter for forsøg på manddrab, jf.

§ 237sammenholdt med § 21.

som anført foran kan gerningsindholdet i

§ 252, stk.

1, rummes i anklageskrif- tets beskrivelse, og gerningsindholdet kan endvidere rummes i landsrettens bevisresultat, her- under om t1s tilskyndelse. i overensstemmelse med t1s påstand for højesteret henfører hø- jesteret herefter forhold 2 til

§ 252, stk.

2. sanktionen vedrørende t1 t1 er efter det anførte om forhold 2 og efter landsrettens bevisresultat i øvrigt skyldig i over- trædelse af

§ 252, § 192 a, stk.

1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, og

§ 124, stk.

4. højesteret tiltræder efter de foreliggende lægelige udtalelser, herunder retslægerådets erklæ- ringer, at t1 var sindssyg på gerningstidspunkterne. henset til t1s sindssygdom og karakte- ren af de begåede forhold finder højesteret, at han må anses at have været utilregnelig på ger- ningstidspunkterne. t1 straffes derfor ikke, jf.

§ 16, stk.

1. efter karakteren af de begåede forhold sammenholdt med de lægelige erklæringer om t1s person finder højesteret, at han skal anbringes på psykiatrisk afdeling, jf.

§ 68, 2.

pkt., for at forebygge nye lovovertrædelser, og da mindre indgribende foranstaltninger ikke findes tilstrækkelige. længstetiden for foranstaltningen fastsættes til 5 år fra højesterets dom, jf.

§ 68a, stk.

1. højesteret finder, at en sådan foranstaltning ikke står i misfor- hold til den begåede kriminalitet. - 13 -
2. straffen til t2 i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frifindes t2 i forhold 7 for overtræ- delse af

§ 124, stk.

4. han er herefter, efter det foran anførte om forhold 2 og efter landsrettens bevisresultat i øvrigt skyldig i overtrædelse af

§ 252, stk.

1, § 192 a, stk. 1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3,

§ 293, stk.

1, og § 124, stk.

1. straffen skal fastsættes som en tillægsstraf til østre landsrets dom af
2. januar 2016, jf.

§ 89. højesteret fastsætter tillægsstraffen til fængsel i 2 år.

højesteret har ved strafudmålingen i skærpende retning lagt vægt på, at den medbragte revol- ver blev anvendt, idet der blev afgivet skud direkte mod forretningen, hvori der befandt sig personer, og at forhold 2 og 3 b blev begået under en verserende bandekonflikt af flere i for- ening. i formildende retning er der lagt vægt på t2s meget unge alder, og at han blev tilskyn- det til forbrydelsen af t1. 4. udvisning af t2 t2, der er afghansk statsborger, har haft lovligt ophold i danmark i mere end 9 år. han er idømt en ubetinget fængselsstraf på 2 år for overtrædelse af bl.a.

§ 252, stk.

1, og § 192 a, stk. 1, jf. våbenloven. disse forhold kan give anledning til udvisning efter udlæn- dingelovens § 22, nr. 6 og

1. dette indebærer, at han skal udvises, medmindre det vil være i strid med danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk.
2. spørgsmå- let er, om udvisning vil være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel
3. t2 er 18 år. han er ugift og har ikke børn. han har imidlertid boet i danmark, siden han var 6 år. udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk.
4. et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. udvisningen har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbry- delse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk.
5. der skal herefter alene tages stilling - 14 - til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. dette beror på en proportionalitetsvurdering. det fremgår af menneskerettighedsdomstolens dom af
6. juni 2008 i sagen maslov mod øst- rig, klagesag nr. 1638/03, præmis 68, at der ved proportionalitetsafvejningen i medfør af arti- kel 8 tages udgangspunkt i en række kriterier. den vægt, der skal lægges på de enkelte kri- terier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis
7. i tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etable- ret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminali- tet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, den forløbne tid efter den begåede kri- minalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis
8. ifølge dommens præmis 72-73 kan den pågældendes alder spille en rolle i anvendelsen af disse kriterier. f.eks. må det tages i betragtning ved vurderingen af kriminaliteten, om den er begået af den pågældende som ung eller voksen. i relation til længden af personens ophold i værtslandet og fastheden af båndene til værtslandet gør det en klar forskel, om personen alle- rede kom til værtslandet i sin barndom eller blev født i værtslandet, eller om den pågældende først kom til værtslandet som voksen. hensyn skal tages til den specielle situation, hvor den pågældende har opholdt sig det meste af barndommen eller hele barndommen i værtslandet og er opvokset og har modtaget sin uddannelse der, jf. præmis
9. af dommens præmis 75 frem- går, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet. når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for integration, jf. præmisserne 82-
10. der er således kun en begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84, mens meget alvorlig voldelig kriminalitet omvendt kan retfærdig- gøre udvisning, jf. præmis
11. - 15 - t2 er i denne sag idømt en relativ lang ubetinget fængselsstraf for personfarlig kriminalitet, og han er også i øvrigt idømt ubetinget fængselsstraf for personfarlig kriminalitet. ved vurde- ringen af kriminalitetens karakter og alvor må det imidlertid tages i betragtning, at han er fri- fundet for drabsforsøg og kun var 15 år på gerningstidspunktet i denne sag. det må videre tages i betragtning, at det forhold, som han ved østre landsrets dom af
12. januar 2016 blev i- dømt 1 års fængsel for, blev begået, mens han var 16 år, og at den øvrige personfarlige krimi- nalitet også blev begået, mens han var mindreårig. t2 kom til danmark som barn, og han har således haft det meste af sin opvækst og hele sin skolegang her i landet, hvor hans forældre og søskende også bor. han taler og skriver dansk. han må anses for at have en meget stærk tilknytning til danmark. t2 har kun været i hjemlandet en eller få gange, siden han kom til danmark. han har (bortset fra en farmor, der bor ved grænsen til pakistan) ikke nære slægtninge i afghanistan. selv om han taler en smule pashto, må det herefter lægges til grund, at han ikke længere har nogen nævneværdig tilknytning til afghanistan. efter en samlet bedømmelse af de nævnte forhold finder højesteret, at udvisning af t2 vil udgøre et uproportionalt indgreb i hans ret til privatliv og således være i strid med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. t2 frifindes derfor for påstanden om udvis- ning, jf. udlændingelovens § 26, stk.
13. af de grunde, som byretten har anført, og som landsretten har tiltrådt, tiltræder højesteret, at t2 er udvist betinget, jf. udlændingelovens § 24 b. prøvetiden på 2 år regnes fra højesterets dom, idet t2 allerede er blevet løsladt for så vidt angår de forhold, der er omfattet af denne dom. thi kendes for ret: t2 straffes med fængsel i 2 år. - 16 - t2 udvises betinget af danmark på vilkår, at han i en prøvetid på 2 år fra højesterets dom ikke begår strafbart forhold, som kan give anledning til udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 og
14. t1 dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling. længstetiden for foranstaltningen fast- sættes til 5 år. t2 og t1 skal betale de sagsomkostninger for byretten, der vedrører dem hver især. statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og højesteret.