højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den 13. juni 2017 sag 181/2016 (1. afdeling) hkkf som mandatar for a (advokat søren kjær jensen) mod forsvarets personalestyrelse (kammeradvokaten ved advokat christian bo kolding-krøger) i tidligere instans er afsagt dom af vestre landsrets 12. afdeling den 1. juli 2016. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: marianne højgaard pedersen, poul dahl jensen, oliver talevski, jan schans christensen og lars apostoli. påstande parterne har gentaget deres påstande. anbringender hkkf som mandatar for a har supplerende anført bl.a., at arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig for en psykisk skade, uanset om den anerkendes som en arbejdsskade efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven. det er heller ikke afgørende, hvordan personska- den diagnosticeres. derimod er det afgørende, at der er årsagsforbindelse mellem den langva- rige og intensive arbejdsbelastning, hun var udsat for, og den psykiske lidelse, hun pådrog sig. hun ville ikke være blevet syg, hvis hun ikke havde været udsat for denne ekstraordinære arbejdsmæssige belastning. omfanget af hendes overarbejde var så stort, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i pe- rioder oversteg 48 timer. hun var derfor udsat for en arbejdsmæssig belastning, som indebar, at arbejdsgiveren overtrådte forskrifterne herom i henhold til arbejdstidsdirektivets artikel 6 - 2 - (europa-parlamentets og rådets direktiv 2003/88/ef af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden) samt § 4 i loven om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet. efter forklaringerne må det lægges til grund, at der ikke var andre, der kunne udføre de opga- ver, hun påtog sig, og at dette var årsagen til, at hun løbende fik og påtog sig flere opgaver. det er naturligt, at sygemeldingen kom i tilslutning til befalingen om afspadsering, fordi den- ne befaling ikke blev fulgt op af en anvisning om, hvordan hun skulle afspadsere og samtidig løse de arbejdsopgaver, der fortsat påhvilede hende. hun havde ikke modsat sig afspadsering. hun har krav på 71.500 kr., som er maksimal godtgørelse for svie og smerte i henhold til er- statningsansvarslovens § 3. der er enighed om, at hun var fuldtidssygemeldt fra 30. juni til 14. november 2014. de efterfølgende sygeperioder skal imidlertid også medregnes, idet ska- desårsagen er den samme. forsvarets personalestyrelse har supplerende anført, at man ikke bestrider, at a i perioden fra 17. august 2010 til 16. december 2010 havde så meget merarbejde, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid oversteg 48 timer. imidlertid var hendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid mindre end 48 timer i hele 2011 frem til sygemeldingen den 30. juni. der kan ikke antages at være årsagssammenhæng mellem hendes overarbejde i 2010 og sygemeldingen i 2011. der er ikke sket en krænkelse af hendes rettigheder i henhold til reglerne i arbejdstidsdirekti- vet og loven om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet – heller ikke i den periode, hvor hendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid oversteg 48 timer. efter reglerne i direktivet og loven kan der således gøres undtagelse fra 48-timers reglen for personale med ledelses- funktioner eller med væsentlig indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse, jf. direktivets artikel 17 og § 5 i aftalen af 18. juli 2003 mellem centralorganisationerne og finansministeriet om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. a var omfattet af denne undtagelsesregel. i øvrigt har 48-timers reglen ikke karakter af en erstatningsretlig ansvarsnorm. - 3 - a gav selv udtryk for, at hun kunne lide at have travlt, og hendes chefer havde ikke anledning til at tro, at der var risiko for, at hun kunne blive syg. hun sagde aldrig fra, når hun blev bedt om at påtage sig mere arbejde, men påtog sig tværtimod gerne af egen drift yderligere opgaver. det var da heller ikke spørgsmålet om arbejdets omfang, der var årsagen til uoverensstemmelsen umiddelbart før sygemeldingen i juni 2011, men derimod spørgsmålet om muligheden for at få udbetalt overarbejdsbetaling i stedet for afspadsering. supplerende sagsfremstilling overlæge, speciallæge i psykiatri claus refshammer har afgivet en psykiatrisk speciallæge- erklæring den 12. maj 2015, hvoraf fremgår bl.a.: ”konklusion: a er en 47 årig kvinde, der igennem 28 år har været ansat som konstabel i forsvaret. a udviklede primært i 2011 tiltagende belastningssymptomer, forudgået af langvarig stor arbejdsbelastning. det beskrives, at a i 2013 udviklede en depressiv episode, hvor hun påbegyndte behandling med venlafaxin. a har modtaget psykologbehandling, som dog blev afbrudt grundet manglende økonomiske bevillinger. behandlingsmæssigt vil jeg anbefale, at den medicinske behandling videreføres, dog gerne vejledt af serum-bestemmelse af se-venlafaxin mhp. dosisoptimering. a må an- befales at opretholde motionsaktiviteter, evt. deltage i mindfulnesstræning og anvende andre stressreducerende teknikker. der kan være behov for fysioterapeutisk behandling i forhold til bevægeapparatslidelsen. a har som anført været udsat for et betydeligt arbejdspres igennem en flerårig periode. a har ikke været udsat for psykisk traumatiserende hændelser af katastrofeagtig karak- ter, og hun opfylder derfor ikke diagnostiske kriterier for tilstedeværelse af posttrauma- tisk belastningsreaktion, men forløbet har antaget kronisk karakter. a frembyder symptomer relateret til en kronisk belastnings/udbrændthedsreaktion, hvor a på baggrund af symptomernes omfang, varighed og karakter, har udviklet personlig- hedsmæssige ændringer med asteni, nedsat energi og interessefelt, kognitive forstyrrel- ser, samt generelt reduceret funktionsevne og belastningstærskel. a magter fortsat ikke fuldtidsbeskæftigelse, og jeg kan ikke pege på yderligere henvisnings- eller behand- lingsforslag, der realistisk set må kunne forventes at bedre a’s funktion/belastningsevne indenfor nogen overskuelig tidshorisont. der foreligger derfor betydelig sandsynlighed for, at a vil vise sig at have behov for varige skånehensyn, herunder skånehensyn omkring reduceret arbejdstid. a magter ikke voldsomme fysisk belastende ar- bejdsopgaver, ligesom hun generelt har behov for placering i et trygt, struktureret og forudsigeligt miljø med klart afgrænsede og definerede arbejdsopgaver. diagnoser: df 43.8 vedvarende belastningsreaktion/df 62.8 personlighedsændring betinget af vedvarende belastningstilstand/psykisk lidelse/kronisk smertetilstand”. autoriseret psykolog peter søe larsen har til brug for sagen afgivet sålydende udtalelse af 30. september 2016: - 4 - ”a startede samtalerne i maj måned 2016. samtalerne har haft og har fokus på arbejdsrelateret stress. a kom med udtalte stress-symptomer, og vi har under behand- lingsforløbet arbejdet med i første omgang at minimere/fjerne stress-symptomerne for at bedre as psykiske og fysiske velbefindende samt endvidere det formål at fremme as evne til senere at kunne bedre sin arbejdsevne, som har været helt fraværende grundet stress og tidligere arbejdsbelastning. da a i længere tid har været belastet af betydelige arbejdsmæssige stresspåvirkninger, og dermed har udviklet stress-symptomer i stort omfang, da hun startede behandlingen, har der ikke været nogen arbejdsevne til at starte med. under behandlingsforløbet har vi både arbejdet med at håndtere stress-symptomerne samt udvikle as indsigt i egen per- sonlighed, tænkemåde og adfærd for at forebygge lignende stresssituationer samt sikre as aktuelle velbefindende og trivsel. a har dog såvel psykisk som fysisk været så hårdt belastet i længere tid, at det ikke har været muligt at sikre as erhvervsdygtighed eller almindelige funktion i hverdagen. det er undertegnedes vurdering, at a for nuværende og i lang tid fremover kun vil have en absolut minimal erhvervsevne, og dermed ikke kan varetage et almindeligt arbejde grundet as psykiske sårbare tilstand med baggrund i tidligere langvarig arbejdsmæssige stressbelastninger.” retslægerådet har i en erklæring af 27. april 2017 besvaret en række supplerende spørgsmål således: ”spørgsmål 9: betyder det forhold, at a fortsat er beskrevet med psykiske gener, jf. egen læges journalnotater i perioden december 2014 til august 2016 (bilag 31) og psykiatrisk speciallægeerklæring af 12. maj 2015 (bilag 32), at de symptomer, som hun havde de første to år – fra juni 2011 til juni 2013 – og som retslægerådet tidligere har rubriceret under diagnosen længerevarende depressiv tilpasningsreaktion f43.21, retrospektivt vurderet skal rubriceres under en anden diagnose(

1. r)med tilpasningsreaktion undertype f43.21, og i givet fald under hvilken anden diagnose(r)? spørgsmål 10: betyder det forhold, at a fortsat er beskrevet med psykiske gener, jf. egen læges journalnotater i perioden december 2014 til august 2016 (bilag 31) og psykiatrisk speciallægeerklæring af 12. maj 2015 (bilag 32), at de symptomer, som hun havde de første to år – fra juni 2011 til juni 2013 – og som retslægerådet tidligere har rubriceret under diagnosen længerevarende depressiv tilpasningsreaktion f43.21, at hendes depressive tilpasningsreaktion må antages efterhånden at være gået over i en anden diagnose(r), og i givet fald hvilken anden diagnose(r)? ad spørgsmål 9 og 10: det fremgår af bilag 31 og 32, at sagsøger også ud over de to år, som er det tidsmæssige maksimum for diagnosen ”tilpasningsreaktion med længerevarende depressiv reaktion” (f 43.21), var lidende af psykiske symptomer. sagsøger klagede således ved den psy- - 5 - kiatriske speciallægeundersøgelse (bilag 32) i maj 2015 over træthed, kognitive vanske- ligheder, søvnforstyrrelser, social isolation, støjoverfølsomhed og angst for at færdes i offentlige rum, og hun fremstod præget af nedsat energi, bekymring, kognitive vanske- ligheder og afmagt. på baggrund af sagsøgers tidligere upåfaldende psykiske tilstand, oplysningerne om de arbejdsmæssige belastninger i årene 2009-2011 og de vedvarende psykiske symptomer, der er karakteristiske for tilstande udløst af belastning, vil retslægerådet diagnosticere tilstanden efter sommeren 2013 som ”anden belastningsreaktion” (f 43.8). retslægerådet finder ikke anledning til retrospektivt at ændre den diagnose, der vedrø- rende tilstanden i november 2011 blev angivet i besvarelsen af spørgsmål 1 og 2. spørgsmål 11: hvis spørgsmål 10 besvares bekræftende, bedes retslægerådet desuden oplyse, om den anden diagnose(r), som as depressive tilpasningsreaktion efterhånden er gået over i, må antages at være opstået uden nogen sammenhæng med den forudgående depressive tilpasningsreaktion og de arbejdsmæssige belastninger, som a var udsat for forud sin sygemelding i juni 2011? retslægerådet vurderer, at der er sammenhæng mellem belastningerne forud for syge- meldingen i 2011 og tilstanden ”anden belastningsreaktion”. spørgsmål 12: med henvisning til retslægerådets svar på spørgsmål 4 og 5 bedes rådet oplyse, hvilke arbejdsmæssige belastninger rådet især har tillagt vægt ved besvarelsen? oplysningerne om øget arbejdsmængde og om stort antal overarbejdstimer. spørgsmål 13: med henvisning til retslægerådets svar på spørgsmål 5 bedes rådet oplyse, om svaret med ordvalget ”det tidsmæssige forløb af de psykiske gener i den konkrete sag med fravær af tidligere psykiske lidelser taler i høj grad for, at arbejdsmæssige belastninger har årsagsbetydning” … sammenholdt med ordvalget ”en af opvæksten betinget særlig sårbarhed” skal forstås sådan, at de arbejdsmæssige belastninger i den konkrete sag må antages at have bidraget med mere end 50% til as udvikling af den beskrevne psykiske tilstand med den sikkerhed det nu er muligt at foretage et sådant konkret lægefagligt skøn? spørgsmål 14: ligeledes med henvisning til retslægerådets svar på spørgsmål 5 bedes rådet oplyse, om svaret med ordvalget ”sagsøgers opvækstforhold, jævnfør bilag 4, kan herimod tale for en af opvæksten betinget særlig sårbarhed”… skal forstås sådan, at andre forhold end de arbejdsmæssige belastninger i den konkrete sag må antages – uafhængigt af de arbejdsmæssige belastninger – at have bidraget med mere end 50% til as udvikling af den beskrevne psykiske tilstand med den sikkerhed det nu er muligt at foretage et sådan konkret lægefagligt skøn? ad spørgsmål 13 og 14: - 6 - idet der henvises til besvarelsen af spørgsmål 5, skal retslægerådet udtale, at der er tale om væsensforskellige årsagsfaktorer, hvorfor der ikke kan angives nogen form for pro- centisk fordeling. spørgsmål d: a blev sygemeldt den 1. juli 2011, og retslægerådet har i svarene på spørgsmål 1, 2 og a oplyst, at diagnosen på tidspunktet for udarbejdelsen af speciallægeerklæringen af 25. november 2011 (bilag 4) var bedst forenelig med f43.21. retslægerådet har i supplement hertil i svaret på spørgsmål b oplyst, at en psykolog i april 2013 fandt mistanke om depression, som rådet vurderer, har været depressive symptomer som led i tilpasningsreaktion. a har imidlertid stadig gener og blev pr. 1. juli 2016 svaglighedspensioneret. as fortsatte gener er bl.a. beskrevet i bilag 31-32 i sagen, som rådet ikke havde til brug for sin udtalelse af 21. januar 2016. støttebilaget ”journaltilføjelser vedr. psykiske gener maj 2013 og frem” indeholder en – efter de indstævntes opfattelse – oplistning af journaltilføjelser, der vedrører psykiske gener efter april 2013. retslægerådet bedes på baggrund af samtlige retssagens oplysninger (dvs. ikke kun støttebilaget) om fortsatte gener efter april 2013 og genernes karakter, oplyse, om det, der den 25. november 2011 og i april 2013 fremstod som en tilpasningsreaktion af læn- gerevarende depressiv karakter (f43.21), i dag må erkendes at have været noget andet og mere længerevarende? spørgsmål e: uanset om spørgsmål d besvares bekræftende eller benægtende, bedes retslægerådet oplyse, hvilke(
2. n)diagnose(
3. r)as tilstand efter april 2013 til og med i dag efter rådets opfattelse er bedst forenelig med. ad spørgsmål d og e: der henvises til besvarelsen af spørgsmål 9 og 10. spørgsmål f: er der lægefagligt grundlag for at konkludere, at as aktuelle psykiske gener, som senest beskrevet i eksempelvis 31-32 er en følge af hendes arbejdstider/overarbejde i perioden 2008 ind til sygemeldingen den 1. juli 2011? der henvises til besvarelsen af spørgsmål 11. spørgsmål g: retslægerådet bedes i tilknytning til spørgsmål f oplyse, om det har betydning for vur- deringen af årsagen til as aktuelle psykiske gener, jf. spørgsmål f:
4. a)at der ad samtale 22/27 under datoen 26. november 2013 fra psykologhuset fokus aps (bilag 20) m.fl. journaltilføjelser er omtalt følelse af jobmæssig usikkerhed i for- bindelse med omlægninger i forsvaret, og/eller - 7 -
5. b)at a senest i maj 2016 er begyndt i et samtaleforløb hos psykolog om fortsatte psykiske gener. hvis forholdene har betydning, bedes retslægerådet oplyse, om forholdene taler for el- ler imod en sammenhæng mellem de aktuelle psykiske gener og as ar- bejdstider/overarbejde i perioden 2008 indtil sygemeldingen den 1. juli 2011? retslægerådet har til grund for besvarelsen af spørgsmål 11 og f lagt en vurdering base- ret på de samlede akter. spørgsmål h: retslægerådet bedes i tilknytning til spørgsmål f og g oplyse, om vurderingen af årsa- gen til as aktuelle psykiske gener, jf. spørgsmål f og g, er en lægefaglig vurdering, som er forbundet med stor, lille, moderat eller ingen usikkerhed. der henvises til besvarelsen af spørgsmål 5. spørgsmål j: giver sagen i øvrigt retslægerådet anledning til bemærkninger? nej.” forklaringer til brug for højesteret er der afgivet supplerende forklaring af a, b og c. a har forklaret bl.a., at afdelingerne g5, g7 og g9 blev slået sammen i 2011, hvorved medarbejderantallet blev reduceret. hun vidste forud for sammenlægningen, at dette ville ske. afdelingerne havde forskellige opgaver, men der var også nogle overlap. hun fik at vide, at de var to ansatte, som langt hen ad vejen sad med samme type opgaver, og at disse to stillinger skulle skæres ned til én. den anden medarbejder var kenneth brandborg fra g7, som var god til edb, mens hun selv var god til det praktiske. hun vidste ikke, hvad man ville lægge vægt på i forhold til, hvem der fik jobbet, og hun brugte meget tid på at tænke over, hvem af dem der blev valgt. det endte med, at det var hende, der fik lov til at beholde jobbet. når hun fik nye arbejdsopgaver, fik hun besked herom fra flere forskellige steder. ofte kom de enkelte officerer direkte til hende med opgaver, som det automatisk forventedes, at hun skulle lave. hun tror ikke, at b kendte til en del af disse opgaver. det skete også, at hun fik besked om nye opgaver pr. mail eller på anden vis. hver onsdag blev der afholdt møder, hvor b kom med en række opgaver, som skulle løses. der var ikke andre konstabler eller overkonstabler til stede på disse ugentlige møder, og der var derfor en række af de opgaver, - 8 - som blev nævnt, som kun hun kunne byde ind på. hun mindes ikke, at hun på noget tidspunkt har sagt, at hun ikke kunne nå at løse opgaverne eller lignende. hvis hun havde sagt fra over for en opgave, ville b skulle have henvendt sig til en anden sektion for at finde en anden til at løse opgaven. hun har ikke været ude at opsøge opgaver i andre sektioner, men har løst opgaver i samarbejde med andre. hun har ikke taget andres opgaver. der er ikke nogen, som i perioden op til bs mail af 23. juni 2011 har talt med hende om, at man skulle afspadsere overarbejdstimer i stedet for at få dem udbetalt. der har ikke været nogen samtale med b om det, og hun blev meget overrasket, da hun modtog hans mail. hun havde en række opgaver og to vagter, som hun skulle bestride, selv om hun skulle afspadsere. der har ikke været nogen indikation af, at hun skulle afspadsere, og hendes kalender var fyldt i uge 27 og 31 på trods af afspadseringsordren. hun kunne også se, at hendes kalender var fyldt op med aktiviteter resten af året ud, selv om hun fik at vide, at der ville være færre arbejdsopgaver. det er ikke muligt at modsætte sig en ordre om afspadsering. efter at have modtaget mailen gik hun ind og talte med b. hun nævnte mange af de opgaver, som hun havde i de uger, hvor hun skulle afspadsere. det var bl.a. opgaver, som han selv havde givet hende, og som kun kunne håndteres i uge 27, hvor hun var sat til at afspadsere. hun fik ikke under samtalen nogen begrundelse for, hvorfor hun skulle afspadsere. det blev blot sagt, at nu var det besluttet, og at sådan var det. han har ikke talt med hende om, at hun skulle arbejde mindre for ikke at have overarbejdstimer. hun arbejdede i ca. en uges tid efter, at hun fik mailen. i denne uge forsøgte hun at nå de ting, som kun kunne, inden hun gik på afspadsering. hun kunne ikke nå det hele og sendte derfor en mail til b om, hvilke opgaver hun ikke havde nået. der var tale om 15 opgaver, som hun konkret angav i mailen. hun talte også med d, der stod for vagterne, om at få byttet vagter i uge 27 og 31. det kan godt passe, at hun talte med ham den 21. juni 2011. hun havde selv fundet to kolleger, som hun kunne bytte med, men fik en mail fra d om, at det ikke kunne lade sig gøre at bytte, da det ikke var tjenstligt begrundet. vagterne var omgangstjeneste, som alle deltog i, bortset fra to edb-folk. b burde have sagt til d, at hun skulle fritages fra vagterne, og han ville have haft kompetence hertil. det er disse vagter, som omtales i mailen af 23. juni 2011. - 9 - b har forklaret bl.a., at der ugentligt blev afholdt møder, hvor det bl.a. blev kommunikeret, hvad der skete på stabschefens møder. det var hele g5, g7 og g9, som deltog i møderne. de var ca. 15-16 personer, herunder a. der var ikke andre konstabler eller overkonstabler med til møderne. på møderne drøftede de arbejdsopgaverne, som normalt var planlagt inden for en periode på et kalenderår. der var opfølgning en gang om måneden, hvor der blev lavet lister over, hvem der havde lavet hvad. der var mange, som på de ugentlige møder kom med opga- ver, der skulle løses. en af dem, der kom med opgaver, var c, som var chef for plancentret. a stod for at lave en række praktiske ting i forbindelse med de aktiviteter, som skulle finde sted. det kunne f.eks. være at sørge for kaffe, navneskilte, indkvartering, deltagerlister, registrering m.v. de var rigtig glade for a, da hun var meget selvkørende og vidste, hvad der skulle laves. på de ugentlige møder bød a ind på arbejdsopgaverne, da hun vidste, at det ville medføre merarbejde. a var glad for merarbejde. der var ikke nogen, som sagde, at det skulle være hende, der tog opgaverne. der var på møderne kun hende, som kunne byde ind, men der var seks andre konstabler i de andre afdelinger, hvorfor det var muligt at få andre til at varetage opgaverne. når andre skulle udføre arbejdet, krævede det indføring, idet de måtte have noget instruktion. det var derfor ofte nemmere, at a lavede det, da hun vidste, hvad der blev forventet i forbindelse med de enkelte opgaver. i travle perioder kunne det være vanskeligt at få tid til at instruere andre i tingene. det er ham, der har attesteret as lønudbetalinger, herunder vedrørende det merarbejde, som hun har fået udbetalt løn for. udbetaling af løn for merarbejde havde ikke tidligere været noget problem, da a kendte opgaverne, og de var tilfredse med hendes arbejde, men i 2011 skete der et skifte. skiftet skyldtes såvel generelle nedskæringer i forsvaret, som at der kom en ny stabschef, torben lund, som gerne ville skære ned på udbetalingerne. det nemmeste niveau at skære ned på var m100, der er det manuelle niveau som f.eks. konstabler og overkonstabler. jo mindre specialiserede medarbejdere, desto nemmere er det at finde afløsere. a har ligesom de andre ansatte fået besked om, at det ikke længere ville være muligt at få udbetalt merarbejde. dette blev nævnt på de ugentlige møder i afdelingen, hvor det blev oplyst, at det var noget, som var blevet meldt ud på stabschefens møder. at det ikke længere ville være muligt at få udbetalt løn for merarbejde var også oppe i relation til de drøftelser, der - 10 - var på møderne i relation til deltagelse i kommende opgaver og arbejdstidslister. han talte talrige gange med a om, at hun skulle stoppe med at optjene merarbejde. som året skred frem, kunne han se, at de var nødt til at gøre noget, da merarbejdet ikke kunne udbetales. arbejdstiden var hele tiden et tema, også for andre personalegrupper. han følte ikke, at budskabet vedrørende merarbejde trængte igennem til a. det var hans indtryk, at a ikke ønskede at bringe de opsparede merarbejdstimer ned, og at hun håbede på, at det alligevel var muligt at udbetale timerne. han kunne se, at hun ikke afspadserede som aftalt, da hun var der på dage, hvor de havde talt om, at hun skulle holde fri. de opgaver, som hun løste de dage, hvor hun alligevel kom ind, kunne typisk være opgaver, som hun havde aftalt med andre, f.eks. c. hun kunne godt få opgaver, som han ikke kendte til. der kom hele tiden noget i vejen for den aftalte afspadsering. hun kunne blot have sagt, at hun ville holde fri, og det ville så være hans og cs opgave at finde afløsning. det samme ville være tilfældet ved f.eks. sygdom. han måtte på denne baggrund tage den chefbeslutning at sende a mailen af 23. juni 2011. på det tidspunkt havde hun over 100 overarbejdstimer. det lå i mailen, at der så måtte findes nogle andre til at løse opgaverne. det måtte komme som en ordre om afspadsering for at få problemet løst og for at frigøre a for det ansvar, som hun følte for opgaverne. selv om a skulle afspadsere, skulle hun alligevel have to vagter, således som angivet i mailen af 23. juni 2011. det var en anden under stabschefen, som stod for planlægningen af vagter. vagterne var fordelt blandt de syv konstabler og overkonstabler. han havde planlagt det således, at a ville kunne nå at afvikle merarbejdet, selv om hun fortsat skulle have vagterne. han kan ikke give hende fri fra vagterne, men ville kunne være gået ind i en selvstændig forhandling herom. hvis a havde bedt ham om det, ville han kunne have blandet sig, men det gjorde han ikke, da der i forvejen havde været nogle drøftelser i relation til a og vagtplanlægning. drøftelserne vedrørte, at a var mødt på arbejde dagen efter en vagt, selv om dette normalt ikke må finde sted. der skal gå et vist antal timer, fra man afslutter en vagt, til man må arbejde, og der kan være noget i relation til beregning af merarbejde. det var mere praktisk for a at møde på arbejde dagen efter en vagt, da hun så ikke skulle køre hjem til fredericia. de havde forsøgt at afbalancere tingene i relation til vagterne. c har forklaret bl.a., at torben lund indtrådte som ny stabschef i starten af 2011. den nye stabschef gav pålæg om, at alle i m100-gruppen, dvs. konstabler og overkonstabler, skulle afspadsere i stedet for at få udbetaling for merarbejde. det var udtryk for en arbitrær - 11 - holdningsmæssig beslutning om, at der ikke skulle betales for merarbejde for så vidt angik dette medarbejderniveau, da disse medarbejdere blot kunne afspadsere. i deres afdeling var der kun a i m100-gruppen, og beslutningen vedrørte således konkret kun hende. der skulle fra gang til gang laves en vurdering af, om der skulle ske udbetaling for merarbejde. de forsøgte at argumentere for, at der var behov for udbetaling af merarbejde, fordi der var behov for arbejdskraften. de øvrige ansatte i afdelingen var på officersniveau. de øvrige ansatte var også omfattet af instruksen om afspadseringen, men instruksen blev for så vidt angår dem ikke fulgt til dørs. det er altid en individuel vurdering, hvem der er behov for, og det var efter stabschefens opfattelse m100-gruppen, der ikke længere kunne udbetales til. han har ikke nærmere kendskab til baggrunden for stabschefens beslutning. stabschefens beslutning er ikke meddelt til en bred forsamling, men givet på chefniveau. han har ikke kendskab til, hvorvidt beslutningen fra chefniveau er blevet kommunikeret til alle medarbejderne. det er et ledelsesansvar, hvilke medarbejdere der skal arbejde med hvad, hvornår og hvor meget. de fleste medarbejdere vil gerne løse opgaverne, selv om det måtte kræve merarbejde. det må så vurderes, om dette merarbejde skal løses ved udbetaling af løn eller ved afspadse- ring. det er ikke en vurdering, som er op til den enkelte medarbejder, der ikke kan sige nej til afspadsering. afspadsering er den eneste mulighed, hvis der ikke er penge i systemet. de var og er mange i afdelingen, som i en årrække – herunder i 2011 – har arbejdet rigtig meget, og det var naturligt, at a fulgte teamet og også var der meget til at løse de administrative opgaver. der var ikke andre til at løse de opgaver, som hun varetog. han ved ikke, om det forud for den 23. juni 2011 er blevet sagt til a, at hun skulle afspadsere, da det ikke er noget, som han har været inde i. han har ikke hørt om, at der skulle have fundet sådanne samtaler sted. ham bekendt er der ikke forud for den 23. juni 2011 blevet lavet en plan for afspadsering for a. han mener, at han ville have fået kendskab til en sådan plan, da a i mere end halvdelen af tiden arbejdede for ham. det ville være underligt, hvis der var lavet en plan uden hans kendskab, og han ikke havde fået lov til at godkende den. han har ikke kendskab til alle de ordrer, som a har fået af b. der skal laves en plan, hvis der skal afspadseres, og ledelsen har efter hans opfattelse svigtet på dette punkt i og med, at a blot modtog besked om afspadsering ved mailen af 23. juni 2011. der er altid generelle drøftelser om, at der skal ske en begrænsning af arbejdstiden, men arbejdet skal også løses. løses opgaverne ikke, er der noget, som de ikke gør rigtigt. - 12 - han er ikke bekendt med, at a skulle være blevet bedt om at holde fri i nogle dage inden den 23. juni 2011, hvor hun ikke har gjort det. hvis man bliver bedt om at blive væk, så bliver man væk, og han har ikke kendskab til situationer, hvor det skulle være anderledes. han havde en drøftelse med b umiddelbart forud for, at b sendte mailen af 23. juni 2011. de var begge stærkt utilfredse med stabschefens beslutning, da de ikke kunne undvære a. han lagde pres på b, som igen lagde pres på stabschefen, da der ikke var andre til at løse de opgaver, som a bestred, og som der var behov for at få løst. de var ikke interesserede i, at a skulle afspadsere, men ville gerne have, at hun var der. under mødet gav han over for b meget stærkt udtryk for, at det ville være et væsentligt ledelsessvigt, hvis a fik meddelelse om afspadsering i en mail. en sådan meddelelse bør ikke gives i en mail, således at en medarbejder, som har arbejdet hårdt og inderligt på opgaverne, pludselig får at vide, at vedkommende er undværlig. han bad b tage en samtale med a for at sige, at man ikke var utilfreds med hende, men at man var blevet tvunget ud i noget, som man ikke selv ønskede. han modtog cc mailen af 23. juni 2011. efter at have modtaget mailen kom a grædende ind til ham og sagde, at hun ikke vidste, hvad det var, der skete. hun var lidt i chok over, at hun havde fået besked på, at hun blot kunne tage hjem og blive væk de næste tre måneder. han var stærkt utilfreds med den måde, som a havde fået beskeden på. det var ikke hans indtryk, at a havde fået anden begrundelse end den, som fremgik af mailen, herunder ved han ikke, om hun havde fået at vide, at beslutningen kom fra stabschefen, og at det ikke skyldtes utilfredshed med hendes arbejde. han er kritisk over for bs mail, da de netop havde talt om, hvordan det skulle håndteres. han ville selv have holdt en personlig samtale med a. det er en rent teoretisk situation, at en medarbejder ikke skulle følge en ordre om afspadsering, og det er b, som har stået for at godkende merarbejdet for a hver måned. hvis en mundtlig ordre ikke var blevet fulgt, ville han have fulgt den op af en skriftlig ordre. han er ikke i tvivl om, at der ikke havde været behov for at sende en mail, hvis a havde fået forklaret baggrunden for beslutningen om, at hun skulle afspadsere. afdelingerne er skruet således sammen, at hver afdeling har et vist antal administrative med- hjælpere. der er to i hver afdeling; en m100-medarbejder på konstabelniveau og en m200- medarbejder, som er en administrationsbefalingsmand. der var således også to stillinger i de- res afdeling, hvoraf den ene var a, og den anden var en administrationsbefalingsmand, der - 13 - var udsendt på det omhandlede tidspunkt. a og den udsendte medarbejders opgaver bestod i f.eks. kopiering, opsætning af kort og tavler, klargøring af lokaler, bestilling af værelser, klargøring og bestilling af mad til konferencer samt almindeligt administrativt arbejde. de andre konstabler kunne også lave dette arbejde, men alle afdelingerne var pressede på arbejdskraft. man kunne låne ansatte mellem alle afdelingerne, men der var reelt kun tre afdelinger at låne fra. lån af medarbejdere gav altid ballade, da disse medarbejdere også havde deres egne opgaver at løse. de lånte derfor normalt kun medarbejdere ved større opgaver og ikke i det daglige, da det krævede for megen tid til instruktion. hvis der i en afdeling ikke er en medhjælper, er der opgaver, som ikke bliver løst. det lå ikke umiddelbart i kortene, at der kunne lånes en medhjælp fra en anden afdeling i den periode, hvor a skulle afspadsere. de fik senere tildelt en medhjælp et andet sted fra, da de fandt ud af, at a ikke kom tilbage. denne medhjælp var ikke til megen nytte, da vedkommende ikke kendte til opgaverne. de måtte bruge en uge til at sætte medhjælperen ind i tingene, hvorefter vedkommende efter et par uger blev erstattet af en anden, således at de kunne gå i gang med en ny oplæring. officererne måtte derfor selv løse mange af opgaverne. omkring september 2011 kom den administrationsbefalingsmand, som havde været udsendt, hjem til afdelingen. først efter et år kom der en ny fastansat i as stilling. det er ikke den enkelte medarbejder, der beslutter, hvor meget vedkommende ønsker at arbej- de. man skal normalt have tilladelse til at lave merarbejde af b eller af ham. b godkendte merarbejde hver eneste måned, og det var b, som bestemte, hvor meget de hver især kunne arbejde. der lå ordre på, at man ikke som medarbejder måtte påtage sig merarbejde, som ikke var godkendt. i situationer, hvor en aktivitet var programsat ud over almindelig arbejdstid, vidste man, at der heri lå en forhåndsgodkendelse af merarbejde. i princippet var der en løbende daglig dialog om, hvorvidt merarbejde kunne godkendes. de sidder i afdelingen tæt sammen på samme gang, og det er derfor muligt at se, hvor meget medarbejderne er på arbejde. mange medarbejdere fik udbetalt deres merarbejde for den pågældende periode i 2011. selv fik han udbetalt alle merarbejdstimer, da han havde en funktion, hvor han ikke kunne afspadsere. mange andre ansatte fik også udbetalt alt merarbejde. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om den psykiske lidelse, som a pådrog sig i sommeren 2011, er en personskade, som hendes arbejdsgiver, forsvarsministeriets personalestyrelse, er erstatningsansvarlig for, - 14 - og som derfor berettiger hende til godtgørelse for svie og smerte, jf. erstatningsansvarslovens § 1, jf. § 3. der er enighed om, at a inden sygemeldingen den 30. juni 2011 i en længere periode havde været udsat for en arbejdsmæssig belastning med merarbejde af betydeligt omfang. efter en kollegas udstationering i 2010 og en omstrukturering i begyndelsen af 2011 havde hun ud over sit sædvanlige arbejde udført arbejdsopgaver, som tidligere var blevet udført af andre. dette medførte et øget pres på hende både med hensyn til arbejdstempoet og arbejdsdagenes længde. der er enighed om, at hun i en periode fra august 2010 til december 2010 arbejdede mere end 48 timer om ugen. ifølge hendes egen opgørelse var den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i denne periode 50,3 timer. i 2011 udgjorde hendes overarbejde frem til sygemeldingen den 30. juni i gennemsnit 9,19 timer pr. uge. højesteret finder, at det ikke i sig selv kan begrunde erstatningsansvar for forsvarets persona- lestyrelse, at a i en periode i 2010 har haft overarbejde af det anførte omfang og i denne periode har arbejdet mere end 48 timer pr. uge i gennemsnit. efter bevisførelsen lægger højesteret til grund, at a over for sine overordnede fremtrådte robust og villig til at påtage sig merarbejde, herunder fra andre end sine foresatte, selv om dette indebar en yderligere arbejdsmæssig belastning af hende. hun gav ikke på noget tidspunkt udtryk for, at hun ikke kunne nå at løse opgaverne, og hendes arbejdsgiver blev heller ikke på anden måde gjort opmærksom på, at hendes arbejdsbyrde var for stor. hun var anerkendt for sin flid, dygtighed og villighed til at påtage sig merarbejde, og dette havde givet anledning til løntillæg samt positive udtalelser om hende i personalebedømmelsen. under disse omstændigheder finder højesteret, at as arbejdsgiver ikke havde anledning til at antage, at hun var udsat for en arbejdsmæssig belastning, som oversteg, hvad hun kunne magte, og at der var behov for at træffe særlige forholdsregler for at lette hendes arbejdsbyrde. højesteret tiltræder herefter, at a ikke har godtgjort, at hendes arbejdsgiver har handlet an- svarspådragende, og stadfæster derfor dommen. - 15 - under hensyn til sagens særlige omstændigheder og til, at den har været behandlet sammen med sag 180/2016, skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part.