dom afsagt den 23. april 2014 af østre landsrets 15. afdeling (landsdommerne bloch andersen, birgitte grønborg juul og pernille margrethe corfitsen (kst.)). 15. afd. nr. b-2226-12: a (advokat erik bo

§ 10

kan tage stilling til, om det på nærmere angivne tidspunkter var muligt midlertidigt eller varigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. arbejdsskadestyrelsen har som følge af højesterets kendelser af 21. september 2007 fastsat vilkår for besvarelse af spørgsmål, om det på nærmere angive tidspunktet var muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf.

§§ 2og 5.

vilkårene fremgår af arbejdsskadestyrelsens hjemmeside. arbejdsskadestyrelsen har siden

1. januar 2008 behandlet denne type sager. arbejdsskadestyrelsen har ved udtalelse af
2. maj 2007 ikke taget stilling til, hvorvidt det på et tidligere tidspunkt end den
3. maj 2007 var muligt midlertidigt eller endeligt at foretage en vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab. [spørgsmål 6: fremkom arbejdsskadestyrelsen med udtalelsen af
4. maj 2007 …, fordi fristen efter eal § 10 stk. 1,
5. pkt. om at afgive udtalelse inden 1 år og senest 2 år efter anmodningen om en udtalelse var tæt på at springe, eller er der andre grunde til, at arbejdsskadestyrelsen anså det for nødvendigt at afgive udtalelse på det pågældende tidspunkt.] besvarelse af spørgsmål 6: arbejdsskadestyrelsen skal jf.

§ 10, stk.

1,

1. pkt. ”så vidt muligt” afgive udtalelsen inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om udtalelse. der er således ikke tale om en absolut frist. arbejdsskadestyrelsen afgiver først udtalelse, når der foreligger et kvalificeret bedømmelsesgrundlag. i aktuelle sag har vi vurderet, at der på udtalelsestidspunktet forelå et kvalificeret bedømmelsesgrundlag. [spørgsmål 7: hvorfor indhentede arbejdsskadestyrelsen ikke nærmere oplysninger om appellantens helbredsforhold hos egen læge, når det … fremgår, at appellanten var langtidssygemeldt fra
2. januar 2007 og i hvert fald til august 2007 uden udsigt til foreløbig raskmelding? - 5 - det fremgår af arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
3. maj 2007, at det lægges til grund, at appellanten var rask, men på barsel og skulle begynde på fuld tid som lærer i august
4. er arbejdsskadestyrelsen enig i, at denne præmis er forkert?] besvarelse af spørgsmål 7: det fremgår af vores udtalelse fra maj 2007, at styrelsen har noteret sig, at a var på barsel på tidspunktet for vores udtalelse. ifølge redegørelse af
5. maj 2007 fødte a sit
6. barn i juli
7. i januar 2007, omkring 6 måneder efter fødslen blev hun sygemeldt frem til foreløbigt august
8. set i lyset heraf kunne det forud for vores udtalelse af
9. maj 2007 have været overvejet at indhente supplerende oplysninger vedrørende sygemeldingen. vi finder dog fortsat, at der forud for vores udtalelse forelå et tilstrækkeligt bedømmelsesgrundlag i form af oplysninger fra arbejdsgiver, kommunale akter, skatteoplysninger, og helbredsmæssige oplysninger vedrørende gener og funktionsniveau. det bemærkes i øvrigt, at styrelsen i udtalelsen ikke har anført, at a var rask, men alene, at hun var på barsel. [spørgsmål 8: hvorfor indhentede arbejdsskadestyrelsen ikke nærmere oplysninger om appellantens indtægtsforhold, når det af indstævntes skrivelse af
10. oktober 2006 til arbejdsskadestyrelsen fremgår, at indstævnte allerede forud for dette tidspunkt udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til appellanten, fordi hun i strid med arbejdsgivers oplysninger til arbejdsskadestyrelsen ikke modtog fuld løn? det fremgår også af appellantens egen redegørelse af
11. maj 2007…, at hun i denne redegørelse oplyste, at hun ikke fik fuld løn fra arbejdsgiver under sygeperioden. det fremgår af arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
12. maj 2007, at det på baggrund af arbejdsgivers oplysninger lægges til grund, at der ikke var ændringer i appellantens indtægter efter skaden, og at appellanten kunne begynde på fuld tid. er arbejdsskadestyrelsen enig i, at denne præmis er forkert?] besvarelse på spørgsmål 8: arbejdsskadestyrelsen har i begrundelsen for udtalelse fra maj 2007 anført, at arbejdsgiver forventer, at hun starter på fuld tid efter barsel. arbejdsskadestyrelsen har endvidere anført i begrundelsen, at det faktiske indtægtstab ifølge as oplysninger er højere end 15 procent. - 6 - arbejdsskadestyrelsen har endvidere forud for udtalelsen indhentet skatteoplysninger for perioden 2002-
13. ved vurdering af erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven foretages en vurdering af, hvad skadelidte vil kunne tjene, hvis skaden ikke var sket. dette sammenholdes med skadelidtes indtægtsmuligheder med skades følger. erhvervsevnetabets størrelse er således ikke et udtryk for det aktualiserede tab, men et udtryk for det varige indtægtstab.” den
14. februar 2014 udtalte arbejdsskadestyrelsen endvidere efter en gennemgang af sagen til brug for ankesagen blandt andet følgende: ”det er vores opfattelse, at der ved udtalelse af
15. maj 2007 forelå væsentlige usikkerhedsmomenter vedrørende den erhvervsmæssige prognose, men at grundlaget for at foretage en vurdering var til stede. spørgsmålet vedrørende en varig kontra en midlertidig vurdering afhænger efter vores opfattelse af graden af usikkerhed. set i lyset af udviklingen i retspraksis vedrørende grundlaget for at foretage en midlertidig vurdering af erhvervsevnetab, ville vi sandsynligvis såfremt vurderingen var foretaget på nuværende tidspunkt have foretaget en midlertidig vurdering af erhvervsevnetabet, idet vi fortsat finder at grundlaget for en vurdering af erhvervsevnetabet var til stede. vi har i den sammenhæng været opmærksomme på højesterets dom af
16. oktober
17. med hensyn til erhvervsevnetabsprocenten, er det vores opfattelse, at de kommunale akter – herunder den oplyste arbejdstid på 26 timer inden a overgik til barsel – indikerer, at erhvervsevnetabet ville være højere end 15 procent, dog således, at usikkerhedsmomenterne ville medføre, at erhvervs-evnetabet ikke på dette grundlag ville kunne fastsættes højere end omkring 25 procent. dette er efter vores opfattelse ikke så væsentligt forskelligt fra vurderingen, at der er tale om et væsentligt fejlskøn. ...” parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse, herunder også for så vidt angår den subsidiære påstand, der vedrører as krav på renter af det overskydende beløb på 10 pct. for perioden fra den
18. juni 2007 til den
19. juli 2009, såfremt det må lægges til grund, at arbejdsskadestyrelsen ved udtalelsen den
20. maj 2007 burde have fastsat erhvervsevnetabet til 25 pct. tryg forsikring a/s vurderede den
21. november 2009 as erhvervsevnetab til 25 pct. og udbetalte yderligere erstatning i overensstemmelse hermed med tillæg af renter fra den
22. juli
23. - 7 - forklaringer der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af a. a har forklaret blandt andet, at hun først efter arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
24. maj 2007 blev indkaldt til smerteklinikken. hun nedkom den
25. november 2004 og havde barselsorlov indtil august
26. hun begyndte herefter at arbejde på nedsat tid, idet hun konverterede 15 ugers barselorlov til nedsættelse af sin arbejdstid. hun arbejdede, indtil hun blev sygemeldt den
27. maj 2006 og resten af sin graviditet. årsagen til sygemeldingen var plukveer, men hun var meget stresset i den periode. hun nedkom den
28. juli 2006 og var herefter på barselsorlov indtil januar 2007, hvor hun blev sygemeldt under barselsorloven. af frygt for afskedigelse fortalte hun ikke sin arbejdsgiver om sygemeldingen før i marts 2007, hvor hun skulle være påbegyndt sit arbejde igen. hun begyndte først at arbejde igen efter sommerferien
29. de første 4 uger skulle hun være på halv tid. herefter havde arbejdsgiveren ikke længere mulighed for at tilbyde hende deltid. hun følte sig presset af sin leder til at gå på fuld tid, blandt andet fordi det var svært at erstatte en kvindelig idrætslærer og det skemateknisk var svært at få til at gå op. i perioden fra august 2005 til april 2006 havde hun ingen uger uden sygedage, og hun havde i alt mere end 20 sygedage. nedsat tid samt hendes sygefravær i perioden fra den
30. august 2005 til den
31. maj 2006 bevirkede, at hun havde næsten 50 % fravær. hun havde mellem 12 og 17 skematimer pr. uge, men selv dette var for meget for hende. hun mener, at arbejdsskadestyrelsen burde have indhentet journaloplysninger fra hendes egen læge og lagt mindre vægt på oplysningerne fra kommunen og hendes arbejdsgiver. kommunen havde ikke prioriteret at hjælpe hende, fordi hun var i arbejde. arbejdsskadestyrelsen kontaktede hende ikke efter hendes redegørelse af
32. maj
33. hun forstår ikke, at arbejdsskadestyrelsen kunne træffe afgørelse på grund af lægelige oplysninger, der var flere år gamle, og at styrelsen kunne vurdere hendes erhvervsevnetab til 15 pct., skønt hun ikke engang kunne arbejde halv tid. det var korrekt, når hun i sin besvarelse af spørgeskemaet den
34. december 2005 oplyste, at hun arbejdede 26 timer om ugen, men der er tale om et cirkatal, og på andre tidspunkter i perioden arbejdede hun mindre. - 8 - procedure parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. appellanten har herudover gjort gældende, at arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
35. maj 2007 er behæftet med sådanne fejl og mangler, at den ikke kan bringe appellantens ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, og at arbejdsskadestyrelsen har erkendt dette ved udtalelserne af
36. marts 2013 og
37. februar
38. til støtte for, at arbejdsskadestyrelsens vurdering af
39. maj 2007 ikke blev truffet på et forsvarligt grundlag, har appellanten henvist til følgende:
40. arbejdsskadestyrelsen lagde fejlagtigt til grund, at appellanten var rask, men på barsel, selv om appellanten havde oplyst, at hun var sygemeldt,
41. arbejdsskadestyrelsen lagde fejlagtigt til grund, at appellanten skulle starte på fuld tid efter barsel, selv om appellanten havde oplyst, at hun skulle på halv tid de første 8 uger,
42. arbejdsskadestyrelsen lagde fejlagtigt til grund, at appellanten i 2006 fik fuld løn og dagpenge ved barsel, og at der hverken blev udtalt refusion af sygedagpenge eller tabt arbejdsfortjeneste,
43. arbejdsskadestyrelsen imødekom ikke appellantens anmodning om at iværksætte yderligere speciallægeundersøgelse ved neuropsykolog og afvente behandling i smerteklinik, som senere blev påbegyndt og afsluttet nogle år senere,
44. arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
45. maj 2007 blev afgivet efter udløbet af 2- årsfristen i

§ 10

, og på grund af dette hastværk blev udtalelsen reelt afgivet som en minimumsudtalelse, der ikke kan bringe retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, jf. u 2014.184h. appellanten har endvidere gjort gældende, at appellanten har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den

1. november
2. hvis arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
3. maj 2007 ikke kunne danne grundlag for ophør af retten til erstatning for tabt - 9 - arbejdsfortjeneste, måtte indstævnte selv foretage det nødvendige og forsvarlige skøn og udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i overensstemmelse hermed, jf. u 2008.1386h. vedrørende indstævntes subsidiære påstand har appellanten supplerende tilføjet, at det vil være i strid med princippet om, at der ikke må opstå ”huller” mellem tidspunktet for ophør af retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tidspunktet for erhvervsevnetabserstatningen, hvis det retrospektivt fastslås, hvilken procentsats styrelsen kunne have været nået til efter et fuldt forsvarligt skøn (efter arbejdsskadestyrelsens egen vurdering 25 pct.), og appellanten kun kompenseres med renten af den senere større erhvervsevnetabserstatning. indstævnte har fastholdt, at arbejdsskadestyrelsen ved udtalelsen af
4. maj 2007 havde fornødne sikre og forsvarlige grundlag for at skønne over appellantens fremtidige erhvervsevne, og har yderligere til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at hvis landsretten finder, at arbejdsskadestyrelsen den
5. maj 2007 burde have fastsat as tab af erhvervsevne til 25 pct., er der ikke tale om et sådant fejlskøn, at a har krav på tabt arbejdsfortjeneste i den efterfølgende periode. a vil i givet fald alene være berettiget til renter af den yderligere erstatning på 10 pct. erhvervsevnetab, som en sådan vurdering kunne have udløst, frem til den
6. juli
7. landsrettens begrundelse og resultat sagen vedrører navnlig, om as krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte ved arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
8. maj
9. efter

§ 2

og forarbejderne til denne bestemmelse samt højesterets dom gengivet i u 2008.1386h er det en forudsætning for at bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at det er muligt – midlertidigt eller endeligt – på et forsvarligt grundlag at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. det fremgår af højesterets dom gengivet i u 2014.184h, at det ikke er tilstrækkeligt at foretage en minimumsvurdering, men at der tillige skal foretages et kvalificeret skøn over det faktiske, varige erhvervsevnetab. - 10 - arbejdsskadestyrelsen vurderede i sin udtalelse af

1. maj 2007, at a havde lidt et varigt erhvervsevnetab på 15 pct. det fremgår af udtalelsen, at der i vurderingen indgik en vis usikkerhed om, hvorvidt a, der var på barselsorlov, kunne arbejde mere end 26 timer om ugen efter orloven, og at hun alene havde haft en kortere periode fra august 2005 til april 2006 til at vende tilbage til arbejdet. arbejdsskadestyrelsen fandt det imidlertid efter de foreliggende oplysninger ikke sandsynliggjort eller dokumenteret, at indtægtstabet i et varigt perspektiv oversteg 15 pct. udtalelsen indeholdt således en endelig vurdering af as varige erhvervsevnetab. arbejdsskadestyrelsen fastholdt i udtalelser af
2. marts 2013 og
3. februar 2014, at styrelsen havde haft et tilstrækkeligt bedømmelsesgrundlag til at foretage vurderingen af erhvervsevnetabet uanset usikkerhedsmomenterne vedrørende as erhvervsmæssige prognose. det fremgår af sagen, at der på tidspunktet for arbejdsskadestyrelsens udtalelse var forløbet mere end 2 år efter tilskadekomsten, og at a havde genoptaget sit arbejde på deltid i en periode på 8 måneder, hvor hun dog havde haft et vist sygefravær. det fremgår endvidere, at arbejdsskadestyrelsens udtalelse var truffet på baggrund af lægelige oplysninger, herunder speciallægeerklæring af
4. september 2005, samt oplysninger fra skat, kommunen, arbejdsgiveren og a. landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsskadestyrelsens vurdering, hvorefter disse oplysninger udgjorde et forsvarligt grundlag for at foretage et kvalificeret skøn over as faktiske fremtidige erhvervsevne. det forhold, at arbejdsskadestyrelsen undlod at indhente journaloplysninger fra as egen læge uanset oplysningerne om, at a var blevet sygemeldt i januar 2007, kan ikke føre til et andet resultat. det bemærkes, at der ikke er holdepunkter for at fastslå, at indhentelsen af disse oplysninger ville have ført til et andet resultat. arbejdsskadestyrelsen udtalte den
5. februar 2014 til brug for denne sag, at det efter en fornyet gennemgang er arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at nogle oplysninger i sagen indikerer et erhvervsevnetab på op til omkring 25 pct. på det da foreliggende grundlag, men at dette ikke udgør et væsentligt fejlskøn. landsretten finder, at dette mest nærliggende må forstås således, at erhvervsevnetabet efter arbejdsskadestyrelsens vurdering burde have været - 11 - fastsat til 25 pct. i udtalelsen af
6. maj
7. landsretten finder ikke, at dette kan medføre, at udtalelsen ikke afbrød kravet på tabt arbejdsfortjeneste, jf.

§ 2

. landsretten finder imidlertid efter en samlet vurdering, at arbejdsskadestyrelsens tilkendegivelse må føre til, at a har krav på renter i forhold til et erhvervsevnetab på 25 pct., jf.

§ 16, stk.

1. landsretten tager herefter tryg forsikring a/s’ subsidiære påstand om frifindelse mod betaling af 78.651,98 kr. til følge. beløbet forrentes som påstået af a. efter sagens udfald fastsættes sagens omkostninger for begge retter således, at hver part bærer egne omkostninger, herunder omkostninger til advokat og retsafgift. t h i k e n d e s f o r r e t: tryg forsikring a/s skal betale 78.651,98 kr. med procesrente fra den
2. december 2010 til a. ingen af parterne betaler sagsomkostninger for byret eller landsret til den anden part. det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.