højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt tirsdag den 18. august 2015 sag 183/2014 a (advokat stine gry johannesen) mod den uafhængige politiklagemyndighed i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i aarhus den 2. april 2014 og af vestre landsrets 5. afdeling den 25. juni 2014. i påkendelsen har deltaget fem dommere: poul søgaard, niels grubbe, marianne højgaard pedersen, thomas rørdam og jens peter christensen. påstande kærende, politiassistent a, har nedlagt påstand om, at advokat stine gry johannesen beskikkes som forsvarer for ham. indkærede, den uafhængige politiklagemyndighed, har påstået stadfæstelse. anbringender a har navnlig anført, at retsplejelovens § 734, stk. 2, eller dennes analogi ikke finder anven- delse på polititjenestemænd, der ikke er sigtet, og som undersøges for handlinger udført i tje- nesten i kraft af den handlepligt, de er underlagt. klager over polititjenestemænd er selvstæn- digt reguleret i retsplejelovens kapitel 93 c, og lovgiver har skabt en særlig adgang for polititjenestemænd til at få beskikket advokat, uden at de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 66 er opfyldt. der er tale om et meget tidligt undersøgelsesstadie, hvor der som altovervejende hovedregel ikke er grundlag for en sigtelse, og hvor der heller ikke, efter at undersøgelsen er tilendebragt, er grundlag for en sigtelse. det er ikke i overensstemmelse med - 2 - retsplejelovens § 734, stk. 2, på så tidligt et tidspunkt og uden konkret grundlag at tilsidesætte det frie forsvarervalg. der er tale om en forholdsvis almindelig sag om en magtanvendelses lovlighed, og begge po- lititjenestemænd ønsker at udtale sig til politiklagemyndigheden. sagen er særdeles godt op- lyst, idet politiassistent b er blevet afhørt af politiklagemyndigheden, og der foreligger en anmeldelsesrapport udfærdiget af samme i sagen. ingen af de to betjente har rettet beskyldninger mod hinanden, og politiklagemyndigheden har ikke konkret peget på modstridende interesser. der er intet, der tyder på, at det i klagen anførte vedrører disse to politifolk. højesterets tre kendelser i sag 172/2013 (ufr 2014.903), sag 208/2013 (ufr 2014.905) og sag 277/2013 (ufr 2014.1343) vedrørte sager om meget grov kriminalitet med hel eller delvis tilknytning til bandemiljøet/organiserede kriminelle miljøer. der var i alle tilfælde rejst sig- telse, og de sigtede havde ikke eller kun i begrænset omfang ønsket at afgive forklaring. ingen af de af højesteret anførte begrundelser finder umiddelbart anvendelse på politiklagemyndig- hedssager. der er hverken fra politiklagemyndighedens, byrettens eller landsrettens side fo- retaget en konkret vurdering af sagen, men alene en generel henvisning til mere generelle kriterier, der ikke henføres til sagens faktiske omstændigheder. den eneste relation, der er mellem de to betjente, er, at de er ansat samme sted, og sædvanlig patruljering foregår altid i hold af minimum to polititjenestefolk fra samme politistation. en retstilstand, hvorefter der altid er modsatrettede interesser, blot der er mere end én politibe- tjent involveret, har næppe været tilsigtet. politiklagemyndigheden har navnlig anført, at udgangspunktet om det frie forsvarervalg be- grænses af retsplejelovens § 734, stk. 2, hvorefter forsvaret for flere sigtede kun kan udføres af den samme person, hvis de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. retten til at vælge forsvarer er ikke en absolut ret, og der er heller ikke en ubetinget ret for den tiltalte til selv at vælge den beskikkede advokat. de retsplejemæssige hensyn, som højesteret har anført i kendelserne af 17. december 2013 (ufr 2014.903 og ufr 2014.905) kan også begrunde, at beskikkelse af den samme forsvarer - 3 - for flere anmeldte polititjenestemænd i en sag efter retsplejelovens kapitel 93 c må afslås, når de anmeldtes interesser under sagen er modstridende, eller der er nærliggende risiko herfor. § 734, stk. 2, må således finde tilsvarende anvendelse, hvor retten i medfør af § 1020 g finder grundlag for at beskikke forsvarer, selv om der (endnu) ikke er rejst sigtelse mod polititjene- stemændene. retsplejelovens § 734, stk. 2, må som anført af højesteret i kendelse af 17. december 2013 i sag 208/2013 (ufr 2014.905) ses i sammenhæng med retsplejelovens § 126 og de advokate- tiske regler og er efter sin ordlyd ikke begrænset til at angå bestemte sagskategorier. som fastslået af højesteret i sag 172/2013 (ufr 2014.903) forudsætter beskikkelse af den samme advokat for flere sigtede i den samme sag, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at der ikke kan opstå modstridende interesser. at højesteret nævner en række sagstyper i kendelsen kan ikke indebære, at der i andre kategorier af alvorlige straffesager kan ske beskikkelse af samme advokat som forsvarer for flere sigtede, selv om der er modsatrettede interesser. der er i den konkrete sag en sådan nærliggende risiko for modstridende interesser mellem de anmeldte polititjenestemænd, at de i højesterets kendelser nævnte retsplejemæssige hensyn tilsiger, at beskikkelse af den samme forsvarer må nægtes i medfør af retsplejelovens § 734, stk. 2, eller principperne i denne bestemmelse, smh. med § 1020 g. beskikkelse af samme advokat i denne sag kan indebære risiko for, at en sandfærdig forkla- ring undertrykkes til mulig skade for den enkelte politimands forsvar. der er desuden – efter anmeldelsen – tale om en sag vedrørende alvorlig personfarlig kriminalitet begået af politiper- sonale mod en civil borger, der var mindreårig på gerningstidspunktet. der gælder endvidere i sager som den foreliggende et særligt hensyn til opretholdelsen af tilliden til politiklageord- ningen, og dette hensyn må ligeledes indgå i vurderingen efter retsplejelovens § 734, stk. 2. dette hensyn bevirker, at der i tilfælde, hvor der er rejst spørgsmål om tilstedeværelsen af modsatrettede interesser må udvises en særlig grad af forsigtighed ved vurderingen af, om der kan ske beskikkelse af den samme advokat for flere polititjenestemænd i den samme sag. retsgrundlag reglerne om behandling af klager over politipersonale (retsplejelovens kapitel 93

1. b)og straf- fesager mod politipersonale (retsplejelovens kapitel 93
2. c)er indført ved lov nr. 393 af 14. juni - 4 - 1995 og senest ændret ved lov nr. 404 af 21. april 2010. ved den seneste lovændring blev en ny politiklageordning med etablering af en uafhængig politiklagemyndighed gennemført. i straffesager mod politipersonale er spørgsmålet om beskikkelse af forsvarer reguleret i rets- plejelovens § 1020 g. ifølge bestemmelsen kan retten beskikke en forsvarer for en polititjene- stemand, hvis det følger af bestemmelserne i kapitel 66 eller særlige grunde taler derfor. af bemærkningerne til § 1020 g fremgår, jf. lovforslag nr. l 88 af 9. december 2009, folke- tingstidende 2009-10, tillæg a, bl.a.: ”den foreslåede bestemmelse indeholder regler om forsvarerbeskikkelse for den poli- timand, som en sag retter sig mod. der skal beskikkes en forsvarer for den pågældende, hvis det følger af de almindelige bestemmelser herom i retsplejelovens §§ 731, 731 a og 732. det kan f.eks. være, når der er rejst tiltale i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde. der kan herudover beskikkes en forsvarer, hvis særlige grunde taler derfor. det kan også komme på tale at beskikke en forsvarer, selv om der ikke er rejst sigtelse. bestemmelsen svarer til den gældende § 1020 d bortset fra en ændring af ”når forhol- dene taler derfor” til ”særlige grunde taler derfor”. der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i praksis for advokatbeskikkelse, men det er hensigten at markere, at advokat- beskikkelse skal ske efter en konkret vurdering, når særlige grunde taler derfor.” bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 g fandtes tidligere i § 1020 d, og af forarbejderne til § 1020 d fremgår bl.a., jf. betænkning nr. 1278/1994 s. 122 ff.: ”8. indklagedes stilling. … udvalget finder, at det – uanset hvilken klageordning der gennemføres – må sikres, at indklagede i fornødent omfang har adgang til bistand af en bisidder eller eventuelt en forsvarer. den nærmere udformning af reglerne herom må afhænge af, hvilken klage- ordning der gennemføres, men inspiration vil kunne hentes i tjenestemandsloven og retsplejeloven. det må i den forbindelse indgå i overvejelserne, at politifolk i kraft af deres erhverv har en særlig risiko for at blive udsat for undersøgelser/efterforskning, og at situationen forud for en egentlig sigtelse for et strafbart forhold kan være mere bela- stende for politifolk end for andre, idet der som en konsekvens af straffesagen kan blive tale om afskedigelse eller disciplinærsag. udvalget finder på denne baggrund, at der bør være mulighed for, at retten – når forhol- dene taler derfor – kan beskikke en advokat for indklagede, selv om der ikke er rejst en sigtelse. …” - 5 - i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. l 242 af 27. april 1995, jf. folketingstidende 1994-95, tillæg a, sp. 3559, tiltrådte justitsministeriet udvalgets forslag om en udvidet ad- gang til advokatbeskikkelse i straffesager. af forarbejderne fremgår videre sp. 3560: ”4.2.3 advokatbeskikkelse i straffesager i straffesager mod politipersonale bør det være den altovervejende hovedregel, at der beskikkes en advokat for parterne, hvis der er en sådan mistanke om, at et strafbart for- hold er begået, at der er grundlag for at rejse sigtelse mod polititjenestemanden. undtagelse kan dog gøres, hvis der er tale om et strafbart forhold af mindre betydning, f.eks. en færdselsforseelse. desuden foreslås det, at der skal beskikkes en advokat for de pågældende i alle de til- fælde, hvor beskikkelse ellers ville være sket efter reglerne i henholdsvis kapitel 66 a om ”advokatbistand til den forurettede” eller kapitel 66 om ”sigtede og hans forsvar.” i andre tilfælde må det bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i den konkrete sag, om der skal beskikkes en advokat. der må i den forbindelse navnlig læg- ges vægt på, i hvilket omfang anmeldelsen er underbygget, om anmeldelsen vedrører alvorlig kriminalitet, om der er tale om en kompliceret sag samt på, om forurettede på grund af mindreårighed eller sygdom har et særligt behov for bistand. 4.2.4 afsluttende bemærkninger om advokatbeskikkelse i såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale bør det efter justitsmi- nisteriets opfattelse være udgangspunktet, at der, når den ene part får beskikket en ad- vokat, tillige beskikkes en advokat for den anden part. …” efter retsplejelovens § 1020 j finder retsplejelovens bestemmelser om behandlingen af straffe- sager i øvrigt tilsvarende anvendelse ved behandlingen af sager efter lovens kapitel 93 c. højesterets begrundelse og resultat sagen angår et tilfælde, hvor det i medfør af retsplejelovens § 1020 g er besluttet at beskikke forsvarer for to polititjenestemænd i en sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c (straffesa- ger mod politipersonale), selv om ingen af polititjenestemændene er sigtet i sagen. spørgs- målet er, om en advokat er afskåret fra at blive beskikket som forsvarer for den ene polititje- nestemand, når advokaten er beskikket som forsvarer for den anden polititjenestemand i sa- gen. - 6 - efter retsplejelovens § 734, stk. 2, kan en advokat kun være beskikket som forsvarer for flere sigtede under samme sag, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. høje- steret finder, at § 734, stk. 2, finder anvendelse også på beskikkelse af forsvarer for en politi- tjenestemand i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, selv om der ikke er rejst sigtelse i sa- gen, jf. herved retsplejelovens § 1020 j. det følger af højesterets kendelser af 17. december 2013 i sagerne 172/2013 og 208/2013 (ufr 2014.903 og ufr 2014.905), at der bag bestemmelsen i retsplejelovens § 734, stk. 2, ligger en formodning for modstridende interesser blandt flere sigtede i samme sag. den samme advokat kan kun beskikkes som forsvarer for flere sigtede i samme sag, hvis der er en høj grad af sandsynlighed for, at der ikke kan opstå modstridende interesser. den konkrete sag angår anmeldelse om vold og klage over kritisabel adfærd indgivet mod to polititjenestemænd, der er knyttet til samme tjenestested, og de pågældende har ikke afgivet fuldstændige forklaringer om deres rolle i hændelsesforløbet. herefter og idet sagens øvrige konkrete omstændigheder ikke understøtter, at de to polititjenestemænd ikke har modstri- dende interesser, tiltræder højesteret, at betingelserne for at beskikke samme forsvarer for begge de indklagede ikke er opfyldt. herefter stadfæster højesteret kendelsen. statskassen skal betale omkostningerne ved kæremålet. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. statskassen skal betale omkostningerne ved kæremålet.