lukkede døre

lukkede døre højesterets dom afsagt torsdag den

1. december 2016 sag 35/2016 (
2. afdeling) h (advokat johan hartmann stæger, beskikket) mod m (advokat brit elling, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af skifteretten i lyngby den
3. september 2014 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. oktober
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: jytte scharling, marianne højgaard pedersen, thomas rørdam, poul dahl jensen og lars apostoli. påstande parterne har gentaget deres påstande. supplerende sagsfremstilling advokat luigi farina har været udmeldt efter reglerne om syn og skøn med henblik på at af- give en erklæring om de italienske regler om gaver og arveforskud mv. i hans erklæring af
7. maj 2014 hedder det: ”
8. den italienske arvelov er reguleret af codice civile (civil lovbog), libro secondo (
9. bog) §§ 456-
11. den italienske lov om gaver er reguleret af codice civile, libro secondo i §§ 769-
12. - 2 -
13. hverken den ”italienske arvelov” eller den ”italienske gavelov” udtaler sig om, hvor- vidt arv eller gave skal være fælleseje eller særeje.
14. bestemmelser om særeje og fælleseje findes i afsnittet i codice civile, libro primo (
15. bog) ”del regime patrimomiale della famiglia”, §§ 159-219, der omhandler formue- ordningen mellem ægtefæller
16. af denne fremgår, at dersom parterne ikke har oprettet en ægtepagt, så skal alt det, hver ægtefælle indbringer i ægteskabet, være den pågældendes særeje, medens det, ægtefællerne erhverver efter ægteskabets indgåelse, skal være fælleseje.
17. med hensyn til gaver fastsætter § 179, litra b følgende: ... (de ejendele, som er erhvervet efter ægteskabet som følge af gaver eller arv, hører ikke under fælleseje og betragtes som særeje i tilfælde af, at det ikke i gavebrevet eller te- stamentet udtrykkeligt fremgår, at de skal være fælleseje.)” advokat luigi farina har afgivet en supplerende erklæring om italiensk ret den
18. august
19. i denne erklæring er anført følgende: ”spørgsmål 1 gælder der efter italiensk lovgivning en formodning for, at vederlagsfri overdragelser af aktiver fra forældre til børn i forældrenes levende live udgør forskud på arv? svar ja. de regler, loven fastsætter herom, findes i følgende artikler i den italienske civillov (codice civile): - art. 737 i hvilken det bestemmes, at tvangsarvingerne skal tilbageføre alt, hvad de har modtaget af afdøde som gave, det være sig direkte eller indirekte, til medarvingerne (...), herunder også begunstigelser, der ikke direkte har karakter af gave. med andre ord enhver disposition, hvis resultat som fællestræk er at gøre giveren fattigere og berige modtageren, selvom der ikke i teknisk og juridisk forstand er tale om gave. - art. 742 undtager eksplicit enkelte former for begunstigelser fra reglen om tilbagefø- ring af gaver til bo og bestemmer derfor implicit, at enhver anden begunstigelse er om- fattet af reglen. - art. 770, hvori det fastsættes, at også begunstigelser, der er foretaget i anerkendelse af modtageren eller som en særlig form for aflønning, omfattes af ovennævnte regel om tilbageføring af gaver til bo. undtaget herfra er alene belønning, der sædvanligvis fore- tages i forbindelse med levering af tjenesteydelser, eller som under alle omstændigheder er i henhold til skik og brug. -art. 809 udvider reglerne om tilbageføring af gaver til bo til at omfatte alle former for begunstigelse, også selvom de er resultat af dispositioner, der ikke henhører under defi- nitionen på gave. - 3 - spørgsmål 2 gælder der efter italiensk retspraksis en formodning for, at vederlagsfri overdragelser af aktiver fra forældre til børn i forældrenes levende live udgør forskud på arv? svar ja. ved tilbageføring af gaver til bo forstås den disposition, hvormed de arvinger i nedsti- gende linje samt ægtefællen, som accepterer arven, til boet efter afdøde tilbagefører selve det af afdøde i form af gave modtagne eller værdien heraf ved modregning i ar- ven. tilbageføring af gaver til bo er påbudt ved lov, medmindre giveren har dispenseret modtageren herfra, med det forbehold at værdien ikke anfægter tvangsarven (art. 737, stk. 1 i den italienske civillov). ifølge afgørelse nr. 989 af
20. januar 1995 truffet af den italienske højesteret (suprema corte di cassazione, cass. civ. ii afdeling) er begrebet tilbageføring af gaver til bo ba- seret på den antagelse, der i øvrigt svarer til den fremherskende opfattelse, at afdøde i levende live ved foræringer til sine børn og sin ægtefælle helt enkelt har ønsket at over- drage noget af formuen som et gratis forskud på den fremtidige arv. tilbageføring af gaver til bo gør det således muligt at afhjælpe den forskelsbehandling, som gaverne ville have medført, samt udligne forholdet mellem arvingerne. højesteret bekræftede hermed den anskuelse, der gives udtryk for i en stor del af den juridiske lit- teratur (forchielli, "la collazione" (tilbageføring af gaver til bo), padova, 1958; c. m. bianca "diritto civile" (civilret) ii, milano 2001, capozzi, "successioni e donazioni" (arv og gaver), ii, milano, 2002; m. bruno e l. salomone, "la divisione ereditaria" (arvedeling), piacenza, 2003), som finder grundlaget for begrebet tilbageføring af gaver bo i den gængse opfattelse, at gaver til de retmæssige arvinger sker som et arveforskud, det vil sige som forskud på det, de pågældende senere vil modtage i arv efter giverens død. efter giverens død skal gaven således betragtes som en forudbetalt rate, hvis ikke ligefrem som en saldo, af arvelodden. spørgsmål 3 er de overdragelser af ejendomsret til to ejendomme, som skete til h med de som bilag 1 og 2 fremlagte overdragelsesaftaler, omfattet af formodningen, således at der efter italiensk lovgivning og/eller retspraksis gælder en formodning for, at de to overdragel- ser udgør forskud på arv fra hs forældre til hende? svar nej, det kan man ikke på forhånd antage. der er med den indgåede aftale tale om salg. forældrene har erhvervet brugsretten, mens deres datter alene har erhvervet ejendomsretten til selve ejendommene. det drejer sig om to forskellige rettigheder, der tilsammen giver den fulde ejendomsret. det kan ikke på forhånd antages, at forældrene har købt og derpå har givet (ejen- domsretten) til deres datter. for at afgøre dette, må man nødvendigvis indhente en retslig konstatering, der slår fast, at der til dels er tale om en proforma-aftale. - 4 - skulle det blive påvist, at datteren ikke har betalt noget (for erhvervelsen af ejen- domsretten), kunne man anmode retten om at fastslå, at datterens indsættelse i kontrakten er sket rent fiktivt, og at retsvirkningerne af kontrakten med andre ord ikke var i datterens favør, men alene i forældrenes. ejendomsretten ville dermed kunne tilbageføres som henhørende under forældrenes formue. en sådant søgsmål betragtes som undtaget fra reglerne om forældelsesfrister. der gælder således ingen formodning for, at overdragelserne udgør forskud på arv, men der er mulighed for ved domstolene at anmode om en retslig konstatering af, at ejen- dommene i realiteten alene er erhvervet af forældrene og ikke også af deres datter. spørgsmål 4 har h og hendes forældre samlet set kunnet opnå en skattemæssig eller afgiftsmæssig besparelse ved de overdragelser, som er foretaget ved de som bilag 1 og 2 fremlagte overdragelsesaftaler i forhold til en situation, hvor h havde arvet ejendommene fra sine forældre ved forældrenes død? svar ja, det er muligt. hvis kun forældrene havde erhvervet ejendommene, ville der efter deres død skulle be- tales arveafgift samt tinglysningsafgifter og ejendomsværdiskat. mens de to sidstnævnte poster har været uændrede i årtier og således ligger på henholdsvis 2 % og 1 % af ejen- dommenes skattemæssige værdi, har opgørelsen af arveafgiften gennemgået ændringer gennem tiden. med det ved købet af ejendommene anvendte system, er skatter og afgifter kun blevet betalt denne ene gang, idet brugsretten automatisk bortfalder ved indehavernes død, og der vil ikke skulle betales nogen afgift. spørgsmål 5 er det sædvanligt efter italienske forhold, at forældre overdrager ejendomsretten til fast ejendom til deres børn i levende live og samtidig forbeholder sig en livslang brugsret til samme faste ejendom? svar ja, det er ret almindeligt, da det giver forældrene rådighed over den faste ejendom og samtidig fritager børnene for efter forældrenes død at skulle betale en afgift. arvingerne vil således kun skulle afholde en enkelt ubetydelig udgift i forbindelse en matrikelregi- strering. endvidere vil skatter og afgifter, ved kun at give ejendomsretten til selve ejen- dommene, alene være beregnet på baggrund heraf og således ikke også på værdien af brugsretten. besparelsen kan, særligt hvis forældrene er unge, være anselig. det drejer sig dog om overdragelse af fast ejendom, hvortil forældrene allerede har ejendomsretten.” - 5 - det er oplyst, at h har anlagt en retssag i italien med henblik på at få fastslået, at de to ejen- domme er overdraget til hende som arveforskud efter italiensk ret, og at de efter italiensk ret derfor tilhører hende som særeje. retssagen er endnu ikke afgjort. anbringender h har frafaldet sit anbringende om, at påtegningen på vielsesattesten udgør en gyldig ægte- pagt om særeje eller en aftale om lovvalg. hun har anført principalt, at overdragelsen af de to ejendomme i italien er sket som arvefor- skud, subsidiært som gave. overdragelsen af ejendommene må anses for arveforskud fra hendes forældre, jf. herved den supplerende skønserklæring af
21. august
22. hendes forældre var italienere med bopæl i italien, og det følger derfor af den danske internationalt privatretlige lovvalgsregel, at arve- statuttet er italiensk. selv om formueforholdet mellem ægtefællerne som udgangspunkt skal afgøres efter dansk ret, betyder det, at de italienske arveregler skal anvendes på arv og arve- forskud fra forældrene – også for så vidt angår vilkårene for arvens overgang til hende som arving, herunder om arven skal tilhøre hende som særeje. efter italiensk ret er alt, hvad en ægtefælle indbringer i ægteskabet eller under ægteskabet erhverver ved arv eller gave, særeje for den pågældende. hvis spørgsmålet, om arveforskuddet skal være særeje, ikke anses for omfattet af arvestatut- tet, bliver resultatet alligevel det samme. i givet fald skal dansk ret lægges til grund, og det betyder, at det for spørgsmålet om særeje er afgørende, om giveren af arveforskuddet har til- kendegivet et vilkår herom. i det foreliggende tilfælde må en tilkendegivelse om, at ejen- dommene skal tilhøre hende som særeje, indfortolkes i overdragelsen fra forældrene, idet overdragelsen må vurderes på baggrund af det miljø af regler, som parterne har handlet efter – her de italienske regler om, at alt, hvad man ejer ved ægteskabets indgåelse, senere arver eller får i gave er særeje for modtageren. der bliver ikke udarbejdet klausuler om dette, idet det følger af loven. det kan ikke føre til et andet resultat, hvis overdragelsen anses for en gave og ikke et arvefor- skud. i givet fald er gaven givet på vilkår om særeje for modtageren, jf. den dagældende be- - 6 - stemmelse i retsvirkningslovens § 21, stk. 1, nr. 2 (nu § 28 a). i overdragelserne til hende kan der som anført indfortolkes en udtrykkelig bestemmelse fra hendes forældre om, at ejendom- mene skulle tilhøre hende som særeje. der kan ikke være tvivl om, at det var hendes forældres ønske, at de to ejendomme skulle være særeje for hende. det kan ikke ændre på overdragelsens karakter af arveforskud eller gave, at forældrene havde forbeholdt sig en livsvarig brugsret til de to ejendomme, idet gavemomentet under alle om- stændigheder var så betydeligt, at ejendommene i deres helhed kunne klausuleres som særeje af giverne. m har anført, at spørgsmålet om ægtefællernes formueordning skal afgøres efter dansk ret. dette betyder, at hele formuen er omfattet af formuefællesskabet – også hs to ejendomme i italien. overdragelsen af ejendommene til hende har hverken karakter af arveforskud eller gave, men er derimod sket ved en gensidigt bebyrdende aftale med tredjemand. forældrenes betaling af købesummen for ejendommene er udtryk for deres køb af en livsvarig brugsret til ejendom- mene. det er ikke godtgjort, at den blotte ejendomsret havde en økonomisk værdi af betyd- ning. allerede af den grund er det udelukket, at ejendommene kan være særeje for hende. selv hvis overdragelsen anses for sket som arveforskud eller gave, vil de to ejendomme være omfattet af formuefællesskabet. arvestatuttet omfatter alene de arveretlige forhold – og ikke de familieretlige forhold om særeje eller fælleseje for modtageren. efter dansk ret er det end- videre en betingelse for, at et arveforskud eller en gave bliver særeje for modtageren, at give- ren har tilkendegivet dette som vilkår ved overdragelsen. denne betingelse er ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om de to ejendomme i italien, som h fik ejendomsret til i 1977 og 1982, tilhører hende som særeje. h og m havde bopæl i danmark ved ægteskabets indgåelse, og der er enighed om, at formue- forholdet mellem dem som udgangspunkt skal afgøres efter dansk ret. for højesteret er der - 7 - endvidere enighed om, at der ikke foreligger en gyldig ægtepagt om særeje. spørgsmålet er herefter, om de to ejendomme på andet grundlag tilhører h som særeje. h har anført, at det følger af italiensk ret, at alt, hvad ægtefæller indbringer i ægteskabet eller efterfølgende erhverver ved arv eller gave, er særeje, jf. advokat luigi farinas erklæringer til brug for sagen. hendes forældre havde derfor i forbindelse med, at de overdrog de to ejen- domme til hende, ikke anledning til at træffe bestemmelse om, at ejendommene skulle tilhøre hende som særeje ved et eventuelt senere ægteskab. der havde kun været anledning til at træffe særskilt bestemmelse, hvis forældrene havde ønsket, at ejendommene skulle være fæl- leseje. i overdragelsen kan der derfor indfortolkes en tilkendegivelse fra hendes forældre om, at ejendommene skal tilhøre hende som særeje. højesteret finder, at det oplyste om den legale ordning om ægtefællers formueforhold efter italiensk ret ikke kan sidestilles med en udtrykkelig tilkendegivelse om særejevilkår efter den dagældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 21, stk. 1, nr. 2, (nu § 28 a). der foreligger derfor ikke en gyldig tredjemandsbestemmelse om særeje. dette gælder, hvad enten erhver- velsen anses som arveforskud eller gave. der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om h ved erhvervelsen af ejendomsretten til ejendommene modtog en sådan betydelig ve- derlagsfri formuefordel på forældrenes bekostning, som efter dansk ret er en betingelse for, at en bestemmelse om særeje kan tillægges virkning efter sit indhold. for det tilfælde, at h må anses for at have modtaget ejendommene som arveforskud, skal der herefter tages stilling til, om den danske regel om lovvalget i arveforhold, hvorefter de arve- retlige forhold skal bedømmes efter arveladerens domicillov (arvestatuttet), kan føre til, at ejendommene tilhører hende som særeje. der er ikke i de italienske arveregler bestemmelser om, at arv er særeje, jf. advokat luigi farinas erklæringer. de familieretlige regler om for- mueordningen mellem ægtefæller kan ikke anses for omfattet af arvestatuttet. det, som h har anført om arvestatuttet, kan derfor ikke føre til, at ejendommene er særeje for hende. højesteret stadfæster herefter dommen. for højesteret har begge parter fri proces uden retshjælpsdækning. højesteret finder, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til statskassen. - 8 - thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til stats- kassen.