højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt torsdag den

1. oktober 2015 sag 201/2015 lip regnskab & consult ved lisbeth irene vedel pedersen, advokat lisbeth pedersen aps og lipsen holding aps (advokat lisbeth pedersen for alle) mod noe & kirkegaard registrerede revisorer a/s (advokat leo jantzen) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten på frederiksberg den
2. maj 2015 og af østre landsrets
3. afdeling den
4. juli
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: lene pagter kristensen, poul dahl jensen og hanne schmidt. påstande kærende, lip regnskab & consult ved lisbeth irene vedel pedersen, advokat lisbeth pe- dersen aps og lipsen holding aps har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæ- ves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten, subsidiært at dommer tor- kel hagemann skal vige sit sæde. indkærede, noe & kirkegaard registrerede revisorer a/s, har påstået stadfæstelse. - 2 - sagsfremstilling retten på frederiksberg afsagde den
6. marts 2015 dom i en sag mellem noe & kirkegaard registrerede revisorer a/s og advokat lisbeth pedersen aps. advokat allan sørensen re- præsenterede noe & kirkegaard registrerede revisorer a/s, og advokat lisbeth pedersen repræsenterede advokat lisbeth pedersen aps. efter dommens afsigelse skrev advokat lisbeth pedersen til retspræsidenten for retten på frederiksberg, at dommer torkel hagemann havde været inhabil i sagen, idet han umiddel- bart inden hovedforhandlingen gav hånd til og/eller modtog noget fra advokat allan sørensen. retspræsidenten indhentede en udtalelse fra torkel hagemann, der oplyste, at han én gang forud for hovedforhandlingen havde talt i telefon med advokat allan sørensen i forbindelse med, at advokat lisbeth pedersen meldte sig syg til en tidligere berammet hovedforhandling i sagen. torkel hagemann gav ikke hånd til eller modtog noget fra advokat allan sørensen forud for hovedforhandlingen. advokat lisbeth pedersen fastholdt sin klage og gjorde desuden gældende, at torkel hage- mann som følge af sin adfærd i den afgjorte sag var inhabil i tre verserende sager mellem noe & kirkegaard registrerede revisorer a/s på den ene side og henholdsvis lip regnskab & consult v/lisbeth irene vedel pedersen, lipsen holding aps og advokat lisbeth pedersen aps på den anden side. den
7. maj 2015 afsagde torkel hagemann kendelse om, at han ikke er inhabil i de tre ver- serende sager lip regnskab & consult v/lisbeth irene vedel pedersen, lipsen holding aps og advokat lisbeth pedersen aps kærede kendelsen til østre landsret, som ved kendelse af
8. juli 2015 afviste kæremålet. med henvisning til forarbejderne til retsplejelovens § 389 a anførte lands- retten bl.a.: - 3 - ”det følger således af retsplejelovens § 389 a og dens forarbejder, at der ikke længere er fri adgang til i medfør af retsplejelovens § 64,
9. pkt., at kære byretsdommerens ken- delse om ikke at vige sit sæde afsagt under sagens forberedelse. kære kan således alene ske med procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 389 a, stk. 1, og da en sådan ikke foreligger, afvises kæremålet.” anbringender lip regnskab & consult v/lisbeth irene vedel pedersen, lipsen holding aps og advokat lisbeth pedersen aps har navnlig anført, at kæremål vedrørende dommeres habilitet ikke er omfattet af retsplejelovens § 389 a, idet hensynet bag retsplejelovens § 60, jf. § 64, skal ses i lyset af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk.
10. det vil være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, hvis et kæremål vedrø- rende en dommers habilitet er omfattet af retsplejelovens § 389 a. noe & kirkegaard registrerede revisorer a/s har ikke udtalt sig nærmere for højesteret. retsgrundlag retsplejelovens § 64 lyder således: ”§
11. kendelser, hvorved en enkeltdommer erklærer at ville vige sit sæde, eller hvor- ved det pålægges en dommer i en kollegialret at vige sit sæde, er ikke genstand for anke eller kære. imod kendelser, hvorved indsigelser mod en dommers habilitet forkastes, kan kæremål rejses. når det straks forlanges, kan i denne anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.” efter retsplejelovens § 389 kan kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger, medmindre andet er bestemt i loven. ved lov nr. 737 af
12. juni 2014 blev der indført en kærebegrænsningsregel i retsplejelovens § 389 a. bestemmelsen, der trådte i kraft den
13. juli 2014 og finder anvendelse på afgørelser truffet efter denne dato, har følgende ordlyd: ”§ 389 a. kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhand- lingen eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. procesbevillingsnævnet kan dog - 4 - meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væ- sentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øv- rigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som
14. instans. stk.
15. ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til procesbevillings- nævnet, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet.” af forslaget til lov nr. 737 af
16. juni 2014, de almindelige bemærkninger, fremgår bl.a.: 2.2.2.
17. kære af afgørelser om sagens forberedelse … 2.2.2.3.
18. udvalgets overvejelser 2.2.2.3.2.
19. den ændring af instansordningen, som blev gennemført med domstolsre- formen, og hvorefter byretterne er den almindelige førsteinstans i civile sager, har bety- det bl.a., at landsretterne nu modtager et stort antal kæremål vedrørende byretternes af- gørelser under sagernes forberedelse. udover at der er tale om et stort antal sager, hvilket belaster landsretterne, betyder ind- bringelse af disse spørgsmål for landsretten typisk, at sagsbehandlingstiden i byretten forlænges, da der ofte er tale om kæremål, som skal afgøres, inden sagens behandling kan fortsætte ved byretten. kæremålet tillægges således i praksis ofte reelt opsættende virkning. når en afgørelse om et processuelt spørgsmål under sagens forberedelse kæres til lands- retten, udsættes sagen således ofte med henblik på at afvente landsrettens afgørelse. der er en kærefrist på 2 uger, og herudover skal sagen sendes fra byretten til landsretten inden en uge efter modtagelsen af kæreskrift eller tilførsel til retsbog om kære. lands- rettens sagsbehandlingstid i kæresager om retsplejemæssige spørgsmål er i gennemsnit ca. 40-50 dage. disse kæremål kan således betyde en samlet forlængelse af sagsbehand- lingstiden i byretten i størrelsesordenen 2-3 måneder. en begrænsning i adgangen til at kære disse afgørelser vil derfor i mange tilfælde be- tyde, at sagsbehandlingen i byretten vil kunne fremmes, og sagsbehandlingstiden der- med bliver kortere. udvalget finder på den baggrund, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser un- der sagen, både af hensyn til at aflaste landsretterne og for at nedbringe sagsbehand- lingstiden ved byretten bør begrænses. udvalget finder imidlertid, at muligheden for at kære byrettens afgørelser ikke helt bør afskæres. udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at udgangspunktet skal være, at sagen får sin endelige afgørelse ved byretten. det er derfor væsentligt, at en part ikke får den ople- velse, at byretsbehandlingen blot skal overstås for, at sagen kan prøves ved anke til landsretten. dette kunne blive konsekvensen, hvis alle afgørelser under byrettens be- handling af sagen var endelige. visse spørgsmål vil kunne være af så afgørende og væ- - 5 - sentlig betydning for sagen, at en manglende kæremulighed må antages at ville med- føre, at den part, som ikke fik medhold, herefter under alle omstændigheder vil anke dommen til landsretten. 2.2.2.3.2.
20. udvalget foreslår derfor, at det fremover skal være udgangspunktet, at ken- delser og andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres til landsretten, men derimod først kan indbringes for lands- retten i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen. det skal dog ikke gælde kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb. det kunne eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sa- gen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. det vil imidlertid ikke være muligt at foretage en udtømmende opregning af, hvilke af- gørelser der fortsat skal kunne kæres. udvalget foreslår derfor, at der skal være mulighed for at søge om tilladelse hos proces- bevillingsnævnet til at kære kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandlingen. betingelserne for at få kæretilladelse foreslås at være, at afgørelsen har afgørende og væsentlig betydning for sagens forløb eller for parten, og at der også i øvrigt er anled- ning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som
21. instans. det forudsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens karakter også foretages en vurdering af selve afgørelsen, herunder af resultatet. udvalget foreslår samtidig, at det præciseres i retsplejelovens § 395, at en ansøgning til procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære kan tillægges opsættende virkning. efter udvalgets opfattelse bør det dog have undtagelsens karakter, at dette sker. det vil nor- malt være den ret, hvis afgørelse ønskes prøvet, der kan tillægge en ansøgning til pro- cesbevillingsnævnet opsættende virkning. i de tilfælde, hvor procesbevillingsnævnet har imødekommet ansøgningen, og kærende har indbragt sagen for kæreinstansen, vil kæreinstansen også kunne tillægge kæremålet opsættende virkning. 2.2.2.3.
22. justitsministeriets overvejelser justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. justitsministeriet har overvejet, om bestemmelsen bør udformes således, at den indehol- der en opregning af, hvilke kendelser og beslutninger der fremover skal være mulighed for at kære uden tilladelse. justitsministeriet finder imidlertid ligesom udvalget, at det ikke vil være muligt at foretage en udtømmende opregning heraf. justitsministeriet er derfor enig i udvalgets forslag om, at kendelser og beslutninger, der afsiges under ho- vedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke skal kunne kæres til landsretten uden procesbevillingsnævnets tilladelse.” - 6 - af de specielle bemærkninger til den foreslåede § 389 a fremgår bl.a.: ”det foreslås, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser under sagen begrænses. kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under en hovedforhandling eller under dennes forberedelse, vil således – uanset den gældende bestemmelse i § 389, stk. 1, som ikke foreslås ændret – fremover ikke kunne kæres frit til landsretten. der er dog mulighed for at få procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe visse kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandlingen for landsretten. betingelserne for at få kæretilladelse er efter forslaget, at afgørelsen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten. omfattet heraf vil eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sa- gen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. det vil imidlertid bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en afgørelse har en sådan karakter og betydning, at der er grund til, at kæresagen skal kunne afgøres af landsretten som
23. instans, og der derfor skal meddeles kæretilladelse. det er desuden en betingelse, at der er anledning til at lade afgørelsen prøve af lands- retten som
24. instans. det forudsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens karakter også foretages en vurdering af selve afgørelsen, herunder af resultatet. forslaget tilsigter ingen ændringer af, hvilke afgørelser som er omfattet af § 253 om delafgørelser. bestemmelsen omfatter således ikke afgørelser om spørgsmål, der er afgørende for hele sagens behandling som f.eks. lovvalg, rettens kompetence og søgsmålsfrister og søgs- målskompetence, da der i overensstemmelse med gældende ret vil være tale om delaf- gørelser, der er omfattet af § 253, hvorfor tilladelse til at kære afgørelsen ligesom i dag vil skulle meddeles efter denne bestemmelse (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 28). …” højesterets begrundelse og resultat sagen angår forståelsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a, stk. 1, hvorefter kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres uden procesbevillingsnævnets tilladelse. nævnet kan efter be- stemmelsen tillade kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig be- tydning for sagens forløb eller er af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anled- ning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som
25. instans. - 7 - det afviste kæremål vedrører en byretsdommers afgørelse om ikke at vige sit sæde i en civil sag, idet han ikke anser sig for inhabil. det følger af retsplejelovens § 64,
26. pkt., at kendelser, hvorved indsigelser mod en dommers habilitet forkastes, kan kæres, mens en afgørelse om, at en dommer viger sædet på grund af inhabilitet, ikke er genstand for anke eller kære, jf. § 64,
27. pkt. retsplejelovens § 64 fastsæt- ter således, i hvilke tilfælde der er mulighed for at kære en afgørelse om en dommers habilitet, men tager ikke stilling til, om en sådan kære forudsætter tilladelse fra procesbevillingsnævnet. som fastslået i højesterets kendelse af
28. april 2015 (ufr 2015.2540) skal bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a som udgangspunkt afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium, således at den som udgangspunkt afskærer fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan. det afviste kæremål er truffet under forberedelsen af en civil sag og kan således som udgangspunkt ikke kæres frit. der foreligger ikke holdepunkter for at fravige dette udgangspunkt. det bemærkes herved, at det af forarbejderne til § 389 a fremgår, at kæremål vedrørende kendelser, hvorved indsigelser mod en dommers habilitet er forkastet, ikke kan kæres uden tilladelse fra procesbevillings- nævnet. på denne baggrund, og da der ikke foreligger tilladelse til kære fra procesbevillingsnævnet, tiltræder højesteret, at landsretten har afvist kæremålet. det anførte om den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 kan ikke føre til andet resultat. højesteret stadfæster derfor kendelsen. da der er tale om kære af et principielt spørgsmål om afgrænsning af anvendelsesområdet for en ny lovbestemmelse, finder højesteret, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf. rets- plejelovens § 312, stk.
29. - 8 - thi bestemmes: landsrettens kendelse st adfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part.