højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. maj 2010 sag 106/2006 (
2. afdeling) a (advokat klaus berning) mod naturklagenævnet (kammeradvokaten ved advokat britta moll bown) i tidligere instans er afsagt dom af vestre landsrets
3. afdeling den
4. januar
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: per sørensen, per walsøe, børge dahl, jens peter christensen og hanne schmidt. påstande appellanten, a, har gentaget sine påstande. indstævnte, naturklagenævnet, har påstået stadfæstelse. anbringender a har frafaldet anbringendet om, at dispensation allerede er givet, hvis glasoverdækningen kræver dispensation. han har i øvrigt gentaget sine anbringender og har yderligere gjort gæl- dende, at naturklagenævnets afgørelse om ikke at give dispensation bør tilsidesættes som åbenbart urimelig og i strid med kravet om proportionalitet. naturklagenævnet har heroverfor fastholdt sine synspunkter og har bestridt det, der yderligere er gjort gældende. - 2 - retsgrundlag i bemærkningerne til forslaget til lov nr. 439 af
6. juni 1994 om ændring af lov om planlæg- ning og lov om naturbeskyttelse, hvorved den tidligere gældende 100 meter strandbeskyttel- seslinje i naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, blev ændret til en beskyttelseslinje på 300 meter (folketingstidende 1993-94, tillæg a, l 191, sp. 6530) hedder det bl.a.: ”til- og ombygning af helårshuse, hvorved husets samlede bruttoareal ikke overstiger 250 m2 kan i medfør af planloven ske uden tilladelse. det forudsættes, at administration af den udvidede strandbeskyttelseslinje vil ske under hensyntagen hertil, således at dis- pensation fra forbudet inden for linjen vil kunne gives i det omfang, der er tale om eksi- sterende huse, som ved lovens ikrafttræden har henligget med helårsstatus. der vil i den forbindelse kunne stilles vilkår om placering og udformning.” denne ændring trådte ifølge § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 718 af
7. august 2003 i kraft for nordjyllands amt den
8. december
9. supplerende sagsfremstilling i nordjyllands amts brev af
10. januar 2003 til a hedder det bl.a.: ”standsningsmeddelelse … der er hverken søgt eller givet dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 15 til at for- syne sommerhuset med en glasoverdækket solgård, hvorfor du med øjeblikkelig virk- ning påbydes at standse den del af byggearbejdet, der vedrører glasoverdækningen.” af brevet af
11. marts 2003, hvorved nordjyllands amt afslog at meddele dispensation fra forbudet i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, fremgår bl.a.: ”afgørelsen begrundes med, at der ikke ses at være særlig begrundelse for at tillade den igangværende glasoverdækning, som delvis ligger inden for strandbeskyttelseslinien.” landskabsarkitekt preben skaarup har i en syns- og skønserklæring af
12. september 2009 udtalt bl.a.: ”svar til spørgsmål 1.1: - 3 - en glasoverdækning af pergolaspærene over den østlige del af gården, suppleret med et løst solsejl til udspænding over pergolaspærene mod vest, vil være mere synlig end den projekterede glasoverdækning af samtlige pergolaspær. nærmere forklaring følger un- der svar på spørgsmål 1.2 og 2.
13. svar til spørgsmål 1.2: de to løsninger vil, som det fremgår af besigtigelsen, kun være synlige i en begrænset indsigt fra syd, og det er min vurdering, at en samlet glasoverdækning vil være mindre synlig end en overdækning, hvor én del er glas og en anden del er et solsejl. en samlet tagflade over pergolaspærene vil virke mere rolig og dermed være den løsning, der vi- suelt tilpasser sig landskabet mest muligt. svar til spørgsmål 2.1: en glasoverdækning af hele solgården vil være mindre synlig end den opsatte, demon- terbare overdækning, idet den opsatte, demonterbare overdækning fremtræder som en lys flade, fordi den reflekterer en stor del af dagslyset, mens en glasoverdækning erfa- ringsmæssigt vil fremtræde som en mørk flade, idet dagslyset falder ind gennem glas- fladen og kun i begrænset omfang reflekteres ud gennem glasfladen igen. i mørke, med lys tændt under pergolaoverdækningen, vil de oplyste pergolaspær kunne ses gennem en glasoverdækning, mens den demonterbare overdækning i samme situa- tion vil fremtræde som en samlet, lysende flade. en glasoverdækning vil altså i alle tilfælde være mindre synlig end den opsatte demon- terbare overdækning. dermed vil en samlet glasoverdækning også være den løsning, der visuelt tilpasser sig landskabet mest muligt.” højesterets begrundelse og resultat a har gjort gældende, at der ikke foreligger en tilstandsændring omfattet af naturbeskyttel- seslovens § 15, stk.
14. han har til støtte herfor anført, at der er tale om en bagatelagtig æn- dring – ifølge syns- og skønserklæringen oven i købet til det bedre. ændringen består blot i at lægge glas på de allerede etablerede pergolaspær, der gerne må være der, i stedet for den afta- gelige sejldug, som pergolaspærrene uden indskriden fra myndighedernes side er beklædt med. hertil bemærker højesteret, at standsningsmeddelelsen af
15. januar 2003 angår ”den del af byggearbejdet, der vedrører glasoverdækningen”, hvilket i forhold til beskrivelsen en ”åben solgård” i ansøgningen, der førte til amtets tilladelse af
16. april 2002, må anses for også at omfatte de pergolaspær, som skal udgøre glastagets underdækning. højesteret tiltræ- der med denne bemærkning og i øvrigt med henvisning til, hvad der herom er anført af lands- retten, at den del af glasoverdækningen, der ligger inden for den dagældende forbudslinje på 100 m, kræver dispensation efter lovens § 65, stk.
17. - 4 - a har yderligere gjort gældende, at amtets afslag af
18. marts 2003 på at tillade glasoverdæk- ningen ikke er begrundet med, at glasoverdækningen har virkninger for kyststrækningen, men alene med det formelle argument, at der var forskel mellem to tegninger. hertil bemærker højesteret, at afslaget er begrundet med, ”at der ikke ses at være særlig begrundelse for at tillade den igangværende glasoverdækning, som delvis ligger inden for strandbeskyttelses- linien”. a har endvidere anført, at det nedbrændte hus var et helårshus, og at han derfor havde ret til at opføre et hus, der var større end 120 m2; byggeriet kunne således have været tilrettelagt, så problemet ikke var opstået. hertil bemærker højesteret, at muligheden for efter lov nr. 439 af
19. juni 1994 at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen – der i medfør af denne lov blev udvidet fra 100 til 300 meter – til udvidelse af helårshuse indtil et samlet etageareal på 250 m2, angår området fra 100 meter-grænsen til 300 meter-grænsen. denne dispensationsmulig- hed er således uden betydning for adgangen til at etablere glasoverdækning af en solgård in- den for 100 meters beskyttelseslinjen. med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten – samt med be- mærkning om, at det, a i øvrigt har anført om tilsidesættelse af forvaltningens afgørelse, ikke kan føre til et andet resultat – stadfæster højesteret dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal a betale 50.000 kr. til naturklagenævnet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.