højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt torsdag den

1. juni 2016 sag 23/2016 a (advokat brian pihl pedersen) mod tryg forsikring a/s (advokat trine schmidt nielsson) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i næstved den
2. juni 2015 og af østre landsrets
3. afdeling den
4. oktober
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: poul søgaard, hanne schmidt og lars hjortnæs. påstande kærende, a, har nedlagt påstand om, at landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling i landsretten. indkærede, tryg forsikring a/s, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. anbringender a har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at afvise sagen med henvisning til retspleje- lovens § 368 a, stk. 1, da det ikke på forhånd kan udelukkes, at sagen kan få et andet udfald i landsretten. det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at formålet med reglen var at skabe hjemmel til at afvise ankesager, hvor der intet anføres til støtte for, at byrettens dom er for- kert, og hvor det derfor umiddelbart forekommer åbenlyst, at der ikke er udsigt til, at sagen får et andet udfald. dette er ikke tilfældet for denne sag. bestemmelsen skal navnlig finde anven- delse på rene ”kreditanker”, dvs. hvor der alene ankes med det formål at udsætte fuldbyrdel- - 2 - sen af det krav, som sagen omhandler. dette er heller ikke tilfældet for denne sag, som om- handler personskadeerstatning. sagen indeholder en række omstændigheder, som gør, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at landsretten vil nå til et andet resultat end byretten, hvis sagen realitetsbehandles i lands- retten. der foreligger eksempelvis ganske ny højesteretspraksis, der fastslår, at forelæggelse for arbejdsskadestyrelsen kan afbryde forældelsen i medfør af forældelseslovens § 21, stk.
6. det gøres nu gældende, at den forlængede forældelsesfrist i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5,
7. pkt., finder anvendelse i denne sag. dette anbringende, som ikke tidligere har været gjort gældende, bør landsretten have lejlighed til at tage stilling til, og sagen bør hjemvises til rea- litetsbehandling. tryg forsikring a/s har anført navnlig, at det var berettiget, at østre landsret afviste anken i medfør af retsplejelovens § 368 a, da der ikke er udsigt til, at sagen ville få et andet resultat i landsretten. byrettens dom er helt i overensstemmelse med lovgivningen og retspraksis. det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at bestemmelsen navnlig skulle finde anvendelse på såkaldte ”kreditanker”, men det fremgår også, at bestemmelsen kan anvendes i andre situatio- ner. bestemmelsen er anvendt i højesterets kendelse af
8. december 2015 (ufr 2016.1145/2) i en sag om en leasingkontrakt, hvor anken angik den bevismæssige vurdering. højesteret tiltrådte, at landsretten havde afvist anken. i afgørelsen gengivet i ufr 2015.859 anvendte vestre landsret bestemmelsen i en faderskabssag, som ikke kan anses som en ”kreditanke”. det, som a nu har anført om forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5,
9. pkt., kan ikke føre til en anden vurdering. retsgrundlag retsplejelovens § 368 a om landsrettens kompetence til at afvise at behandle en sag i
10. in- stans lyder således: ”§ 368 a. landsretten kan afvise at behandle en sag i
11. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. lands- retten kan dog ikke afvise en sag, som er indbragt efter tilladelse fra procesbevillings- nævnet. stk.
12. hvis landsretten overvejer at afvise en ankesag efter stk. 1, underrettes parterne herom. parterne kan herefter inden 2 uger efter at have modtaget meddelelsen give ret- - 3 - ten og den anden part underretning om deres bemærkninger, hvorefter retten træffer af- gørelse. stk.
13. retten træffer ved dom afgørelse om afvisning på det indkomne skriftlige grundlag. hvor særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling. retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i den mundtlige forhandling ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.” efter retsplejelovens § 391, stk. 4, kan domme, hvorved landsretten afviser sagen efter § 368 a, indbringes for højesteret ved kære med procesbevillingsnævnets tilladelse. retsplejelovens § 368 a blev indsat ved lov nr. 737 af
14. juni
15. af de almindelige be- mærkninger til forslaget til loven fremgår bl.a.: ”
16. opfølgning på anbefalinger fra udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene 2.1.
17. indledning 2.1.1.
18. det er afgørende for regeringen at sikre, at de danske domstole fortsat kan fun- gere effektivt til gavn for borgere og virksomheder, så retstvister kan afklares tilstræk- keligt hurtigt. det er samtidig helt centralt, at retssagsbehandling fortsat sker på helt be- tryggende vis, uden at retssikkerheden sættes over styr. det er således helt afgørende at fastholde den meget høje tillid, som domstolene nyder blandt befolkningen. … 2.
19. adgangen til appel i civile sager 2.2.1.
20. i dansk ret gælder et toinstansprincip, således at en sag som udgangspunkt frit kan prøves i to instanser. for visse sager om mindre økonomiske krav gælder dog, at det er nødvendigt med tilladelse fra procesbevillingsnævnet for, at sagen kan prøves i
21. in- stans. med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i civile sager. det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sager finder deres endelige afgørelse her. samtidig anvendes der i landsretterne generelt flere ressourcer på den enkelte sag, og det er derfor også væsentligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrun- de den ressourceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling. toinstansprincippet er et grundlæggende princip i dansk retspleje, men hensynet til to- instansprincippet må efter regeringens opfattelse også afvejes over for hensynet til, at tvister for domstolene løses inden for rimelig tid og på en måde, der sikrer, at omkost- ningerne er acceptable både for parterne og samfundet. der bør således være sammen- hæng mellem de ressourcer, som anvendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat ved appel. denne afvejning er bl.a. kommet til udtryk i de gæl- dende regler, hvorefter appel i visse sager kræver procesbevillingsnævnets tilladelse. - 4 - 2.2.1.
22. lovforslaget indeholder på den baggrund en række forslag, som begrænser den fri adgang til appel i civile sager, idet adgang til at appel med procesbevillingsnævnet tilladelse fortsat opretholdes: … • der indføres adgang for landsretten til - efter høring af parterne at afvise
23. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdi, hvis parterne ikke har oplyst forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil kunne få et andet udfald end i byretten, eller der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde til, at sagen skal prøves i to instanser. landsrettens afvisning kan efter forslaget kæres til højesteret med procesbevillings- nævnets tilladelse. … 2.2.2.
24. afvisning af visse
25. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdi 2.2.2.2.
26. udvalgets overvejelser 2.2.2.2.1.
27. i norge har landsretten mulighed for at afvise en ankesag, hvis visse betin- gelser er opfyldt. en sådan mulighed findes ikke i danmark. udvalget har overvejet, om en tilsvarende ordning bør indføres i danmark efter de gældende regler er der således fri adgang til at anke en dom i en civil sag til landsretten, hvis blot ankens værdi overstiger 10.000 kr. [det blev hævet til 20.000 kr.] der foretages således ingen vurdering af, om der er udsigt til, at en behandling af sagen i to instanser vil medføre en ændring af sagens udfald, eller om der i øvrigt er en grund til, at sagen skalkunne prøves i to instanser. det er udvalgets opfattelse, at behandlingen af en sag i to instanser ikke i alle tilfælde er nødvendig. om behandlingen i en anden instans er nødvendig, må således afhænge af, om det har betydning for sagens udfald, om sagen er principiel eller i øvrigt af en ka- rakter eller betydning, der gør det rimeligt med adgang til behandling i to instanser. udvalget foreslår på den baggrund, at de generelle regler om ankebegrænsning supple- res med en adgang for landsretten til i civile ankesager at foretage en indledende vurde- ring af, om der af ankesagens parter er oplyst forhold, som gør, at der er udsigt til, at sa- gen vil få et andet udfald end i byretten. hvis landsretten vurderer, at det ikke er tilfældet, og der ikke i øvrigt foreligger grunde til, at sagen skal prøves i to instanser, f.eks. fordi sagen ikke indeholder principielle problemstillinger eller har særlig betydning for parterne, kan landsretten - efter høring af parterne - afvise anken. 2.2.2.2.1.
28. det forudsættes ikke, at der skal foretages en systematisk gennemgang af alle ankesager i landsretterne med henblik på eventuel afvisning. afvisning skal således blot være en mulighed, som navnlig forventes benyttet i sager, hvor det umiddelbart sy- nes nærliggende, at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. det kan f.eks. være tilfældet, når der i ankestævningen henvises til samme påstande og anbringender som i byretten, og der ikke afgives svarskrift. 2.2.2.2.
29. justitsministeriets overvejelser … - 5 - i overensstemmelse med udvalgets forslag er der tale om en mulighed for landsretten i de tilfælde, hvor det umiddelbart vurderes, at parterne ikke har oplyst om forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald i landsretten, og der i øvrigt ikke foreligger grunde til, at sagen bør prøves i to instanser. justitsministeriet finder i den forbindelse anledning til at understrege, at toinstansprincippet fortsat vil være et grundlæggende princip i dansk retspleje. bestemmelsen forudsættes således navnlig anvendt, hvor der f.eks. er tale om rene ”kreditanker”, dvs. hvor der alene ankes med det formål at udsættelse fuldbyrdelsen af det (betalings) krav, som sagen omhandler. det vil naturligvis bero på en konkret vurdering af en sag, om betingelserne for afvis- ning af anken er opfyldt, men som foreslået af udvalget forudsættes muligheden navnlig anvendt i sager, hvor det umiddelbart synes nærliggende, at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. det kan f.eks. være tilfældet, når der i ankestævningen henvises til samme påstande og anbringender som i byretten, og der ikke afgives svarskrift. i så- danne sager, hvor der intet anføres til støtte for, at byrettens dom er forkert, og hvor det derfor umiddelbart forekommer åbenbart, allerede når sagen modtages i landsretten, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, vil der således efter en konkret vurdering kunne ske afvisning efter den foreslåede bestemmelse. …” af de specielle bemærkninger til den foreslåede § 368 a fremgår bl.a.: ”der er derimod tale om en mulighed for landsretten, som navnlig forudsættes benyttet i sager, hvor det efter en overordnet umiddelbar vurdering synes nærliggende, at betin- gelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. det kan f.eks. være tilfælde, hvor der i ankestævningen alene henvises til samme på- stande og anbringender som i byretten, og hvor der ikke afgives svarskrift. i sådanne sager, hvor der intet anføres til støtte for, at byrettens dom er forkert, og hvor det derfor umiddelbart forekommer åbenbart, allerede når sagen modtages i landsretten, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, vil der således efter en konkret vurdering kunne ske afvisning efter den foreslåede bestemmelse. bestemmelsen forudsættes således navnlig anvendt, hvor der f.eks. er tale om rene ”kreditanker”, dvs. hvor der alene ankes med det formål at udsætte afslutningen af sa- gen og dermed f.eks. fuldbyrdelsen af det (betalings)krav, som sagen omhandler.” udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene havde den
30. juli 2013 afgivet et delnotat om adgangen til appel i civile sager. af notatet fremgår bl.a.: ”i dansk ret gælder et toinstansprincip, således at en sag som udgangspunkt frit kan prø- ves i to instanser. der er dog visse begrænsninger i adgangen til appel. udvalget aner- kender vigtigheden af toinstansprincippet også for hele spørgsmålet om adgangen til domstolene og indretningen af domstolssystemet med henblik på materielt rigtige af- gørelser. udvalget finder samtidig, at hensynet til toinstansprincippet må medinddrages - 6 - ved en afvejning over for hensynet til, at tvister for domstolene skal kunne løses inden for rimelig tid og på en måde, der sikrer, at omkostningerne skal være acceptable både for parterne og samfundet. på denne baggrund finder udvalget, at bl.a. ressourcemæssige hensyn og hensyn til en hensigtsmæssig sagsafvikling ved både by- og landsretter taler for at overveje yderligere begrænsninger i toinstansprincippet og dermed i sagstilgangen til landsretterne. ... der bør efter udvalgets opfattelse være sammenhæng mellem de ressourcer, som anven- des på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat ved appel. med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i civile sager. det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sager finder deres endelige afgørelse her. samtidig anvendes der i landsretterne generelt flere ressourcer på den enkelte sag, og det er derfor også væsentligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrun- de den ressourceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling. det er desuden vigtigt, at en sag finder sin afslutning inden for rimelig tid, og det bør derfor overvejes, om muligheden for at få prøvet en sag i to instanser i alle tilfælde til- fører sagen en merværdi. i denne overvejelse må også indgå en afvejning af den øko- nomiske værdi, som den konkrete tvist har, over for de udgifter der for parterne og sam- fundet er forbundet med at få tvisten løst. endelig er der et generelt behov for at aflaste landsretterne og få nedbragt sagsbehand- lingstiderne både i de civile sager og i straffesagerne. … det er også tænkeligt, at der i en række sager vil blive tale om en mere tung sagsgang i byretterne, fordi parterne og deres advokater måske vil sætte flere kræfter ind på at opnå det ønskede resultat allerede i
31. instans. … det er forudsat i udvalgets kommissorium, at sagsbehandlingen fortsat skal kunne ske på en måde, der er retssikkerhedsmæssig forsvarlig. der har derfor i udvalget været enighed om, at begrænsninger af appelmulighederne ikke må være absolutte, og det er ved hvert af udvalgets forslag om appelbegrænsning forudsat, at appelbegrænsning vil skulle være et udgangspunkt, som - med tilladelse fra procesbevillingsnævnet - kan fra- viges, hvis særlige grunde taler for det.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår anvendelsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 368 a, hvorefter landsretten kan afvise at behandle en sag i
32. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. - 7 - hovedsagen vedrører as krav mod tryg forsikring a/s på erstatning for tabt arbejdsfortjene- ste som følge af et trafikuheld den
33. april 2008, hvor a kom til skade, og hvor tryg forsik- ring a/s var ansvarsforsikringsselskab for modparten. i byretten blev spørgsmålet om, hvor- vidt kravet var forældet, udskilt til særskilt behandling, og byretten afsagde dom om frifindel- se af tryg forsikring a/s. den afviste ankesag angår således alene spørgsmålet om forældel- se. der er ikke for landsretten fremsat nye påstande eller nye anbringender eller fremlagt nye beviser. anbringendet om forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, er først fremsat for højesteret. det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 368 a, at bestemmelsen forudsættes benyttet i tilfælde, hvor landsretten på grundlag af en indledende vurdering har fundet, at der ikke af ankesagens parter er oplyst forhold, som gør, at der er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og hvor landsretten endvidere har fundet, at sagen ikke er af principiel karak- ter, og at der ikke i øvrigt foreligger grunde til, at sagen skal prøves i to instanser. en sådan vurdering har landsretten foretaget. herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, og da det, som a har anført for højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster højesteret landsrettens dom om at afvise ankesagen, jf. retsplejelovens § 368 a. thi bestemmes: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part.