højesterets dom afsagt torsdag den 31. maj 2012 sag 121/2010 (1. afdeling) tom nygaard og djohn nygaard (advokat lida hulgaard) mod skatteministeriet (kammeradvokaten ved advokat steffen sværke) i tid

§ 33, stk.

1 og 7, på afståelsestidspunk- tet, kan den skattepligtige regulere anskaffelsessummen efter § 4, stk. 2, med den pro- cent beregnet med en decimal, hvormed reguleringstallet i personskattelovens § 20 er ændret fra anskaffelsesåret til afståelsesåret. for ejendomme, der er omfattet af § 4, stk. 3, reguleres anskaffelsessummen fra og med kalenderåret 1993.” bestemmelsen er en videreførelse fra lov nr. 427 af

1. juni
2. om bestemmelsen hedder det i skatteudvalgets betænkning af
3. juni 1993 (folketingstidende 1992-93, tillæg b, sp. 2662 f.): ”det foreslås, at ejendomme, der helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, plante- skole eller frugtplantage samt skovbrugsejendomme, som er omfattet af vurderingslo- vens § 33, stk. 4 og stk. 7, skal kunne vælge at indeksere anskaffelsessummen. refor- men af ef’s landbrugspolitik og den forventede liberalisering af verdenshandelen med landsbrugsvarer vil stille store krav til omstillingen i landbruget. indkomstudviklingen i landbruget vil efter alt at dømme være præget heraf. set over en længere periode er der et betydeligt sammenfald mellem prisudviklingen på landbrugsejendomme og udviklin- gen for enfamilieboliger. erfaringen viser, at landbruget ofte i perioder med vigende indkomster kompenserer herfor ved stigende gældsætning. i de seneste 10 år er land- brugets gældsprocent vokset med knap 10 procentpoints. på baggrund af den forventede indkomstudvikling i landbruget finder regeringen, at der bør være mulighed for at fri- holde landbrug, skovbrug og gartneri for ejendomsavancebeskatning for en del af pris- udviklingen, som svarer til den almindelige prisudvikling i samfundet. regeringen fore- slår derfor, at der gives adgang for disse erhverv til at vælge mellem lovforslagets ned- trapningsordning af fortjenesten eller at indeksere anskaffelsessummen efter de hidtil gældende regler. indekseringen sker på baggrund af reguleringstallet i personskattelo- vens § 20, der i 1993 udgør 120,0 og i 1994 skønnes til 123,
4. anskaffelsessummen skal uanset hvilken ordning, der vælges, opgøres ved, at anskaf- felsessummen omregnes til kontantværdi, og der tillægges 10.000 kr. pr. kalenderår samt afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, i det omfang disse har overste- get 10.000 kr. for ejendomme, der er erhvervet før den
5. maj 1993, sker indekserin- gen på grundlag af de særlige indgangsværdier, der er fastsat i lovforslaget fra og med indkomståret
6. det gælder også for de ejendomme, der anvender den oprindelige - 4 - anskaffelsessum med tillæg af de afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter in- den den
7. januar 1993 som indgangsværdi. det vurderes, at den foreslåede særordning for landbruget er gunstigere end de regler om ejendomsavancebeskatning, der foreslås for andre erhverv. særordningen er derfor notificeringspligtig i henhold til ef’s stats- støtteregler. på denne baggrund foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at fast- sætte tidspunktet for bestemmelsens ikrafttrædelse.” i lovbekendtgørelse nr. 740 af
8. september 2002 om vurdering af landets faste ejendomme havde § 33, stk. 1,
9. pkt., følgende ordlyd: ”i forbindelse med vurderingen træffer vurderingsmyndigheden bestemmelse om, hvor- vidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.” bestemmelsen stammer fra lov nr. 418 af
10. december 1966, hvor den blev indsat med føl- gende ordlyd: ”i forbindelse med vurderingen tager vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jfr. § 6, stk. 1 og 4, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejen- domme, og foretager de fordelinger af grundværdien og eventuelle fradrag i grundvær- dien for forbedringer, der er fornødne for gennemførslen af bestemmelsen i den nævnte lovs § 6, stk. 4.” det hedder i forarbejderne til bestemmelsen (folketingstidende 1966-67,
11. samling, tillæg a, sp. 63 f.): ”som foran bemærket står bestemmelsen i forbindelse med forslaget til lov om ændring af loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. i dette forslags § 6, stk. 1, fastsættes en regel om, at nedsatte grundskyldspromiller skal finde anvendelse på ejen- domme, der på tidspunktet for den vurdering, der lægges til grund ved skatteberegnin- gen, benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. det er vurderings- myndighederne, der i forbindelse med de almindelige vurderinger og omvurderinger skal tage stilling til, om de enkelte ejendomme anvendes til disse formål. såfremt kun en del af en ejendom benyttes til sådanne formål, finder den nedsatte grundskyldspro- mille efter det nævnte lovforslags § 6, stk. 4, kun anvendelse på den del af den afgifts- pligtige grundværdi, der falder på denne del. der skal derfor af vurderingsmyndighe- derne foretages en fordeling af den afgiftspligtige grundværdi på den del af arealet, der anvendes til landbrug m.v. den gældende § 33 indeholder ikke fornøden hjemmel til at pålægge vurderingsmyndighederne disse opgaver, hvorfor der foreslås indsat et nyt stk. 1, indeholdende bestemmelser herom.” - 5 - den ordning, der blev indført ved § 6 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejen- domme, angik nedsættelse af grundskyldspromillen for landbrug, gartneri, planteskoler og frugtplantager – efter stk. 4 delvis nedsættelse, såfremt kun en del af ejendommen blev be- nyttet til de nævnte erhverv. ved lovens § 6 a blev der samtidig indført en bestemmelse om henstand med betaling af grundskyld. beskatningsordningen efter § 6 faldt væk i
12. ved lov nr. 224 af
13. maj 1981 blev ordlyden af

§ 33, stk.

1, ændret til føl- gende: ”i forbindelse med vurderingen træffer vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.” der blev samtidig i lovens § 33 a indsat en bestemmelse om klage. af bemærkningerne fremgår bl.a. følgende (folketingstidende 1980-81, tillæg a, sp. 4639 f.): ”efter den foreslåede bestemmelse skal vurderingsrådet ikke blot som hidtil træffe be- stemmelse om, hvorvidt en ejendom må anses for benyttet til landbrug, gartneri, plante- skole eller frugtplantage. vurderingsrådet skal også træffe bestemmelse om benyttelsen af de øvrige ejendomme. som anført i de almindelige bemærkninger har dette betydning for de omregningsfaktorer, der skal benyttes ved kontantomregningen og den årlige re- gulering. vurderingsrådets afgørelse om benyttelsen kan påklages efter de sædvanlige regler. ved forslaget til § 33 a er herudover åbnet adgang for en ejer, hvis ejendom har skiftet be- nyttelse, til at begære, at vurderingsrådet tager spørgsmålet om benyttelsen op til ny overvejelse.” ved cirkulære nr. 7 af

1. januar 1967 blev der fastsat regler til vurderingsrådene om disses medvirken ved gennemførelsen af lempelses- og henstandsordningen vedrørende de kommu- nale ejendomsskatter af ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. i cirkulærets pkt. 2 hedder det bl.a.: ”
2. lempelses- og henstandsberettigede ejendomme. lempelses- og henstandsordningen omfatter kun de ejendomme, som på tidspunktet for den vurdering, der lægges til grund ved skatteberegningen, helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. - 6 - da der ikke i forbindelse med
3. alm. vurdering eller senere vurdering til og med
4. august 1966 er taget stilling til, hvilke ejendomme der på tidspunktet for den vurdering, der lægges til grund ved skatteberegningen, benyttedes til de nævnte formål, vil det være nødvendigt, at vurderingsrådene nu foretager den hertil fornødne undersøgelse. vurderingsrådet må herunder afgøre, om ejendommen helt eller delvis benyttedes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, samt for ejendomme, der delvis be- nyttedes til de nævnte formål, foretage fordeling af grundværdien og fradrag for forbed- ringer på denne del og på den øvrige del af ejendommen. • a) ejendommens benyttelse. bestemmende for, om en ejendom er omfattet af lempelses- og henstandsordningen, er dens faktiske benyttelse på vurderingstidspunktet. det er uden betydning ved afgørelsen heraf, om den ansatte grundværdi pr. arealenhed er højere end anvendelsen til de pågæl- dende formål betinger, f.eks. som følge af, at der er ansat værdi for udstykningsmulig- hed eller for foreskomster i jorden eller er ansat herlighedsværdi. der må først og fremmest tages hensyn til, om jorden faktisk benyttes til produktion af afgrøder. grund, gårdsplads og have til landbrugsejendomme, gartneri, planteskoler el- ler frugtplantager medtages dog under de til nævnte formål benyttede arealer. det samme gælder de under landbrug m.v. værende ubenyttede arealer, f.eks. hede- og klit- arealer. endelig medtages de under landbrugsejendomme m.v. til juletræsdyrkning an- vendte arealer, ligesom mindre skov- og plantagearealer, der indgår som et naturligt led i en landbrugsejendoms drift, anses som benyttet til de nævnte formål. inden for ordnin- gen falder tillige visse specialiserede landbrugsejendomme, såsom hønserier, anderier og fællesstalde. uden for lempelses- og henstandsordningen falder skove og plantager, herunder egent- lige skov- og plantagearealer under landbrugsejendomme, samt skovejendommens planteskolearealer. arealer, der henligger udbenyttede uden at være knyttet til landbrug, f.eks. hede- og klitarealer, anses ikke som benyttet til landbrug m.v. det samme gælder jagtarealer og arealer, der anvendes til camping-, parkerings- og udstillingsplads o.l. samt arealer, der anvendes til rekreative formål. endvidere medtages ej heller arealer, der er inddraget til erhvervsmæssig udvinding af forekomster i jorden, f.eks. brunkuls-, grus-, kridt-, ler- og mergellejer m.v. uden for ordningen falder endelig en række ejendomskategorier, der vel har en vis tilknytning til landbrug, men for hvilke afgrødeproduktionen er uden be- tydning for ejendommens anvendelse, f.eks. silopakhuse, korntørrerier, egentlige ma- skinstationer m.v. det samme gælder pelsfarme og dambrug. den anførte afgrænsning kan ikke betragtes som udtømmende. tvivlsspørgsmål må fo- relægges ligningsdirektoratet.” i vurderingsvejledningen for 2004 er der under pkt. c.2.4, ejendomme i landzone, under overskriften ”pelsdyrfarme, hønserier m.m.” anført: - 7 - ”for en del ejendomme med små jordtilliggender, men med en betydelig bygnings- masse, er der en så specialiseret og omfangsrig animalsk produktion, at vurderingsmyn- dighederne efter bestemmelsen i vul § 33, stk. 1, ikke betragter ejendommene som landbrugsejendomme. grundværdien for sådanne ejendomme skal derfor ansættes til jordens handelsværdi (kvadratmeterprincippet).” under pkt. d, benyttelse, hedder det: ”i henhold til vul § 33, stk. 1, skal vurderingsmyndigheden i forbindelse med vurde- ringen træffe bestemmelse om, til hvilken benyttelse en ejendom skal henføres. benyt- telseskodetildelingen kan påklages på linie med ansættelser i øvrigt. henførelsen til en benyttelse sker ud fra et skøn over, i hvilken af de oprettede benyttel- seskodekategorier ejendommen mest hensigtsmæssigt kan indplaceres. der er ikke tale om en objektiv afgrænsning. henførelsen til en benyttelse sker først og fremmest af statistik- og styringshensyn, så- ledes at ens ejendomme kan behandles ensartet i vurderingsprocessen. enkelte steder i lovgivningen er det imidlertid af afgørende betydning, til hvilken be- nyttelse en ejendom er henført. vurderingsmyndigheden skal især være opmærksom herpå, når det skal tage stilling til, om en ejendom skal henføres til benyttelsen 01, 05 eller
5. ... der kan ikke gives en udtømmende vejledning i, hvilken kode en konkret ejendom skal tildeles. vurderingsmyndigheden bør ved bedømmelsen henføre så mange ejendomme som muligt til de specifikt afgrænsede koder og kun i begrænset omfang gøre brug af kode 13, 25 og 34.” under overskriften ”benyttelseskoder” er det bl.a. anført: ”kode 05: landbrug, bebygget under koden henregnes landbrugsmæssigt benyttede, bebyggede ejendomme, som har et areal på mindst 0,55 ha. det afgørende er ejendommens benyttelse, og det er uden betydning om ejeren har sit hovederhverv på ejendommen eller andetsteds. det er lige- ledes uden betydning, om ejendommen i matriklen er noteret som landbrug. ejendomme, hvor den landbrugsmæssige benyttelse er helt underordnet set i forhold til benyttelse til beboelse, henføres til kode
6. selvstændige landbrugsejendomme, som i medfør af landbrugslovens § 9 er tilladt op- rettet uden bygninger, henføres til benyttelseskode 17, jf. beskrivelsen under denne be- nyttelse. - 8 - hvis der på ejendommen foruden landbrug drives anden virksomhed af væsentlig be- tydning, må der skønnes over, om ejendommen skal kodes som landbrug eller henføres til koden for den pågældende virksomhed, evt. om den skal henføres til kode
7. … kode 34: visse erhvervsejendomme koden omfatter ejendomme af speciel karakter, såsom fjernvarmeværker (jf. dog vej- ledningen til kode 04), dambrug, pelsdyrfarme, hønserier, garageanlæg, andelsfryse- bokse, grusgrave med bygninger, transformeranlæg samt vurderingspligtige havneejen- domme.” anbringender tom nygaard og djohn nygaard har navnlig anført, at den minkavl, som de drev på gedhus- vej 10, var en naturlig del af en landbrugsmæssig drift på denne ejendom og derfor må anses for en landbrugsmæssig benyttelse. mink er husdyr som andre husdyr såsom kvæg, får og svin. de skal fodres og passes, der skal muges ud, og staldgødning og gylle spredes ud på marken. der er på ejendommen beboelsesbygning og driftsbygninger, herunder til opbevaring af halm, der også kommer fra ejendommen. ejendommen fremtræder i enhver henseende fy- sisk som andre landbrugsejendomme. minkavlen på ejendommen indgik som en naturlig del af den landbrugsmæssige drift. stald- gødning og gylle fra minkene blev spredt ud på forpagterens marker, og forpagteren leverede halm til minkene. i både landbrugs- og miljølovgivningen opfattes minkavl som landbrug. vurderingsmyndighederne har også opfattet ejendommen som et landbrug, herunder i relation til værdiansættelse af stuehus, prisfastsættelse af jorden samt fastsættelse af en tillægsparcel- værdi. dette er endvidere underbygget af de fremlagte 31 eksempler på andre minkfarme i danmark, hvoraf 26 er anført med kode
8. ejendommen er derfor omfattet af ejendomsavan- cebeskatningslovens § 5 a, der giver mulighed for at vælge at indeksere anskaffelsessummen. hertil kommer, at ejendommen under alle omstændigheder er et landbrug, idet størsteparten af ejendommens jord dyrkes med korn og kartofler af forpagteren, der har betalt forpagtnings- afgift, ligesom denne har leveret halm og aftaget gødning og gylle fra minkene. den omstæn- dighed, at en mindre del af arealet benyttes til minkfarm, ændrer ikke på, at ejendommen er omfattet af

§ 33, stk.

1. der er således ikke hjemmel i loven til at foretage en sondring baseret på en vurdering af den primære eller overvejende benyttelse. - 9 - skatteministeriet har navnlig anført, at minkavl ikke er landbrug efter ejendomsavancebeskat- ningslovens § 5 a, jf.

§ 33, stk.

1. der er tale om ”visse erhvervsejendom- me” med benyttelseskode 34, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyn- dighedernes praksis igennem knap 50 år, hvorefter minkavl ikke er landbrug. ejendomsavancebeskatningslovens § 5 a er en undtagelsesbestemmelse, der har sin baggrund i en reform af eu-landbrugspolitikken. minkavl er ikke en del af den fælles landbrugspolitik. det gør ikke nogen forskel, at der af forpagteren er leveret halm til minkene, og at der er afta- get gødning og gylle fra minkene. de fremlagte eksempler på vurderingsmyndighedernes praksis vedrørende 31 andre minkfarme kan ikke tillægges betydning, da de konkrete forhold ved disse ejendomme er uoplyste, ligesom placeringen efter den ene eller anden benyttelses- kode beror på et konkret skøn i hver enkelt sag. siden lovændringerne i december 1966, der blev fulgt op af et cirkulære fra januar 1967, har praksis på området været, at pelsfarme ikke er omfattet af

§ 33, stk.

1. der er tale om et masseadministrationsområde, og det afgørende er benyttelsen, som myndighederne skønner over. det følger i øvrigt også af landbrugsloven, at minkavl ikke er landbrug. ejendommen er endvidere ikke omfattet af den gunstige indekseringsregel i ejendomsavance- beskatningslovens § 5 a, bare fordi en del af ejendommen anvendes til landbrug ved bortfor- pagtning til en landmand, der dyrker korn og kartofler på jorden. ordene ”helt eller delvis” i

§ 33, stk.

1, har baggrund i nogle særlige lempelser vedrørende grundskyld, der var gældende fra 1966 til

1. det afgørende er benyttelsen, og der kan kun være én be- nyttelse pr. ejendom i relation til ejendomsavancebeskatningsloven, hvilket også støttes af praksis med hensyn til parcelhusreglen i lovens § 8, stk.
2. højesterets begrundelse og resultat efter § 5 a, stk. 1, således som bestemmelsen var formuleret i den dagældende ejendoms- avancebeskatningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af
3. september 2004, kunne den skatte- pligtige ved afståelse af en ejendom, som på afståelsestidspunktet var omfattet af vurderings- lovens § 33, stk. 1 eller 7, regulere afståelsessummen i form af en indeksering efter de nær- mere regler, der fulgte af § 5 a. det fremgår af forarbejderne til ordningen, som blev indført i 1993 (folketingstidende 1992-93, tillæg b, sp. 2662 f.), at der var tale om en særordning for ejendomme, der helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplan- - 10 - tage, jf.

§ 33, stk.

1, samt skovbrugsejendomme, jf.

§ 33, stk.

7. ordningen, der blev anset for at være gunstigere end de regler om ejendomsavancebe- skatning, som blev foreslået for andre erhverv m.v., havde sammenhæng med reformen af ef’s landbrugspolitik og den forventede liberalisering af verdenshandlen med landbrugsvarer, som ville stille store krav til omstillingen i landbruget. efter

§ 33, stk.

1, 1. pkt., har vurderingsmyndighederne til opgave i forbin- delse med vurderingen at træffe bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken be- nyttelse ejendommen i øvrigt skal henføres. afgørelsen herom skal således træffes på grund- lag af en vurdering af ejendommens faktiske benyttelse. baggrunden for ordningen var, at der skulle ske en udskillelse af de ejendomme, hvor der som følge af benyttelsen kunne ske en lempelse af grundbeskatningen. som anført af landsretten rejser sagen to hovedspørgsmål. for det første om drift af en mink- farm i sig selv falder ind under begrebet ”landbrug” i

§ 33, stk.

1. hvis dette ikke er tilfældet, skal der som det andet hovedspørgsmål tages stilling til, hvad der i henhold til

§ 33, stk.

1, skal til for at anse en ejendom som delvis benyttet som land- brug. hvad angår det første hovedspørgsmål, er der som anført af landsretten hverken i ejendoms- avancebeskatningsloven eller i vurderingsloven en definition af begrebet ”landbrug”. i vurde- ringsmæssig sammenhæng er det imidlertid gennem mange år blevet foreskrevet, at mink- farme ikke kan anses for landbrug, jf. f.eks. pkt. 2 i cirkulære nr. 7 af 10. januar 1967 og vur- deringsvejledningen for 2004, pkt. c.2.4 og d. på denne baggrund og ud fra en traditionel forståelse af begrebet landbrug tiltræder højeste- ret, at drift af en minkfarm ikke kan anses for at falde ind under begrebet landbrug i vurde- ringslovens § 33, stk. 1’s forstand. der skal herefter tages stilling til, om tom nygaards og djohn nygaards ejendom i øvrigt blev benyttet på en sådan måde, at der foreligger en delvis benyttelse som landbrug i bestem- melsens forstand. - 11 - højesteret finder, at

§ 33, stk.

1, må forstås sådan, at ikke enhver uvæsentlig landbrugsmæssig benyttelse af en ejendom kan føre til, at ejendommen skal anses for at være benyttet til landbrug og dermed omfattet af de særligt gunstige skatteregler gældende for de opregnede erhverv, herunder ejendomsavancebeskatningslovens § 5 a. minkfarmen var beliggende på en landejendom med et jordtilliggende på ca. 19 ha, hvoraf ca. 13 ha var bortforpagtet til en nabo, der dyrkede korn og kartofler på arealet. tom nygaard og djohn nygaard modtog en årlig jordleje på knap 30.000 kr. og fik som led i bortforpagtnin- gen halm fra markerne til brug for minkfarmen, ligesom gødning og gylle fra minkene blev spredt ud på forpagterens marker. driften af minkfarmen indebar i 2003 og 2004 et salg af mink for mere end 2 mio. kr. for hvert af årene, og resultatet af den primære drift var i 2003 ca. 700.000 kr. og i 2004 ca. 1,6 mio. kr. tom nygaards og djohn nygaards benyttelse af ejendommen angik således i alt væsentligt drift af en minkfarm. skattemyndighederne har ved afgørelsen om at anse ejendommen for en minkfarm og ikke som en ejendom, der delvis blev benyttet som landbrug, lagt vægt på omfanget af virksomhe- den med minkavl sammenholdt med benyttelsen af ejendommen i øvrigt og ikke fundet, at ejendommen på afståelsestidspunktet blev benyttet til landbrug i et sådant omfang, at ejen- dommen kunne anses for omfattet af

§ 33, stk.

1. der er ikke fremkommet oplysninger, som efter højesterets opfattelse giver grundlag for at tilsidesætte denne bedømmelse. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. - 12 - i sagsomkostninger for højesteret skal tom nygaard og djohn nygaard solidarisk betale 50.000 kr. til skatteministeriet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.